Altså.
Generelt skal man jo tale pænt.
Måske især om sig selv.
Men helt ærligt; nogle gange gør jeg ting, der er så dumme, at jeg ikke ved om jeg skal blive bekymret, grine eller slå mig selv hjem.
Men det er jo heldigt for jer, for i de dumme ting gemmer sig som regel en god anekdote.
Godt.
Søndag var jeg jo i maga og købe make-up.
Jeg har nemlig gjort op med mig selv, at når nu jeg som jordemoder ikke kan gøre det store ud af mig selv, hvad angår tøj og/eller perfekt, krøllet løsthængende hår – ja, så må jeg jo gøre lidt mere ud af dét, der nu engang er frit lejde over.
I går var det så tid til at lade produkterne og mine finmotoriske evne som en to-årig stå sin prøve.
Når MACpigerne putter sagerne i dit askegrå hoved, får de det altid til at se så pokkers let ud.
Når du selv gør det, tager det 500% mere tid end beregnet – men jeg må indrømme, at jeg efterhånden endte med at synes, at jeg så RET godt ud.
Jeg havde i min sidste vagt haft en aftenvagt, der endte med også at blive nattevagt, og da jeg skulle hjem klokken lidt i hjernekrakelering, endte jeg simpelthen med at tage mine arbejdssko med hjem, fordi jeg ikke kunne overskue at bruge så meget som fem overflødige minutter på at skulle ned i vores omklædningsrum.
Siden da havde mine sorte joggingsko haft midlertidig bopæl i skosammensuriummet i min entré.
Jeg havde før min vagt tænkt denne tanke mange gange:
“Man kan ikke tage imod børn i kæmpeklodsede vinterstøvler. Må. IKKE. glemme. arbejdssko.”
Men da forvandlingen fra den forjættede snemand til ret fin, naturlig kvinde tog mig nooooget lang tid, endte jeg selvfølgelig med lige at komme det seneste ud af døren.
Om jeg glemte skoene?
Ja.
I et kort øjeblik, men så kom min skytsengel mig tilsyneladende til undsætning, og lige inden jeg kastede tasken over skulderen, kom jeg i tanke om skoene og kastede dem ned i min snackfyldte goodiebag.
…
…
Du tænker; what’s the catch, ikk’?
…
…
Godt.
Da jeg så nåede smækkerlækker og overskudsagtig frem og lignede lige den tillidsvækkende, tjekkede jordemoder med den HELT fejlfri, matte hud som jeg altid har drømt om, skete det så:
Føk.
Jeg opdagede, at jeg havde taget to forskellige sko med.
Ok.
Hvad gør en klog?
Herregud, tænkte jeg. Hvis jeg kunne overse, at skoene ikke matchede, så kunne andre vel også…
Hvor mange kigger overhovedet grundigt på folks fødder?
Så skete det næste så:
For FØK sake, Eline!
Jeg opdagede, at jeg havde taget to højrefødder med.
Og hvis dét, kære læser, IKKE definerer en helt special kind of stupid – så ved jeg virkelig ikke hvad gør!
Søndagen er gået med brunch, hygge og et smut i Magasin du Nord.
Havde et gavekort, som jeg længe har vidst skulle spenderes på noget lækker make-up. Mit eneste problem er, at jeg ikke heeeeeelt kan overskue, at stå foran de der kvinder med deres pudderdåser og minkhårsbørster, der ser så frygtindgydende fine ud med deres fejlfri eyeliner og imponerende rouge, der slet ikke får dem til at se ud som om de har feber.
Jeg troppede op og lignede en levende død efter en uge med mere nattearbejde end hvad godt er, og så bliver jeg oven i købet bombarderet med sindssygt svære spørgsmål! Helt sikkert trickspørgsmål.
Og mens man sidder dér i det der helt vildt afslørende lys, der kaster spot på hver eneste lille røde plet eller hudorm, er det eneste man kan komme i tanke om at sige:
“Nej! Eller. Fedt. Den er fedtet.”
Og lige pludselig – med tre produkter og et snuptag – forlader man butikken mere levende end død og med virkelig fin hud.
Til de af jer, der ikke er blevet præsenteret for Please-Elise, kan jeg fortælle, at hun ellers er en ret stor del af mig.
Helt modsat Bæstet, der bor dybt nede i det sorte hul og kun kigger op lejlighedsvist, er Please-Elise en mere integreret del af mig. Man skal faktisk se meget godt efter, for at vide, at man har fat i min Please-Elise side. Men der er alligevel nogel hints, der afslører hende.
1) Hun kan kun sige ja.
2) Hun har et lidt manisk blik.
3) Hun har jysk dialekt.
Dét der er med Please-Elise er, at hun har det bedst med at ALLE har det godt. Rigtig godt. Så hvis du spørger hende om noget, så svarer hun helt reflektorisk:
“Ja. Ja. Ja. Det kan vi SAGTENS. Det er slet ikke et problem. Ja, DET gør jeg bare. Super. Ja. Ja. JA. Jeg kan jo bare sove, når jeg bliver gammel og grim. Jeg kan bare spise på vej på cyklen. Jeg kan bare tisse i bukserne. Det er HELT fint.”
Og mens Please-Elise pleaser sig gennem hverdagen, så sidder den øvrige del af mig tilbage, og føler sig meget lidt pleaset. Faktisk ender den oftest med at føle sig ret… brugt.
Please-Elise har gået på flinkeskolen, og sukkerglaserer gerne alt hun møder på sin vej. Og hun har fyldt ALT for meget på det sidste.
Men så da jeg kom hjem fra min aftenskråstregnattevagt (tak, Please-Elise) i går, mødte jeg en mørk og dyster side, som jeg slet ikke vidste, at jeg besad. Jeg ved ikke, hvad vi skal kalde den. Må bare konstatere, at den nok stammer fra min sociale amager-arv og kunne begå sig ganske udmærket i en gangsterfilm
Jeg tror, at Please-Elise har besluttet sig for at tage på en tiltrængt ferie. Har du husket at sende din pleaser-side langt, langt væk med jævne mellemrum?
Det kan anbefales.
Her er fritid. Og høj musik (der er jo ikke nogen til at please naboerne).
Hm. Kom lige til at kigge på min vagtplan for de næste to uger.
Mit humør var allerede helt i top, for udover at mangle rene sokker har jeg også lige betalt firetusindesyvhundredeogotteoghalvtreds kroner tilbage til SKAT.
Og hvad ser jeg dér i skemaet?
De næste fjorten dage har jeg ikke mindre end fem nattevagter.
What?
Er det ikke imod en eller anden FN-konvention?
Vi skal i gennemsnit have én nattevagt om ugen, kan jeg afsløre.
Og ja; sidste år forkyndte jeg, at jeg ikke havde så meget imod nattevagter.
Ja, jeg brugte ordene “nærmest hyggelige”.
Ja.
Jeg var idiot.
Nu er jeg imidlertid et år ældre og mange erfaringer rigere, og adrenalinrusen, der plejede at holde mig oppe og på dupperne gennem de mørke nætter er long, LONG gone.
Jeg er naturligvis ikke antropolog eller noget, men hér er hvordan jeg tror, de mange, MANGE nattevagter vil forløbe:
#1 (8,5 timer)
TJULLAHOPTJULLAHEY! Jeg har både cola og kokosnødstykker med. Jeg er klar på førstegangsfødende, femtegangsfødende, grønt fostervand, tis og fødselsangst, orgasmicbirth, badekar, you name it! Bring it on!
#2 (8,5 timer)
Fy for fanden, jeg har ikke sovet godt siden natten i går. Eller i dag? Hvilken ugedag er det egentlig? Ligner en ciabattadej, der har hævet for længe i hovedet. Pepsi er min ven.
Er der ikke nogen, der har kage med?
#3 (12,25 timer)
Nat er det nye dag. Giv mig en lækker andengangsfødende, så skal jeg svinge akupunkturnålene over hende. Det eneste man ikke må på min fødestue, er at gå til kejsersnit et kvarter før vagtskifte. Og helst heller ikke tisse mig i hovedet.
Min madpakke er monstrøs.
Nattekalorier tæller ikke.
Det ved alle da.
#4 (12,25 timer)
HER HAR I MIG TILBAGE!
Må man gerne bytte roller, så det er den fødende, der giver mig lændemassage?
#5 (8,5 timer)
Ciabattadejen er tilbage.
Babygribning er det nye sort.
Er der virkelig STADIG ingen der har kage med? Ikke engang bare en lillebitte brunsviger?
Det var en SKØN aften! Udover al dansen som får én til at ønske, at man kunne mestre evnerne med at bevæge sit korpus på en smidig, rytmisk og ligefrem elegant måde (fremfor en klodset, akavet og kropsforskrækket måde), så var der jo også al. den. lækre. musik.
Jeg har aldrig holdt det hemmeligt for nogen (i særlig lang tid), at jeg er en sucker for popmusik. Des mere klistret, sukkersødt, catchy og ørehængende des bedre. Og har jeg ikke selv haft tiden til at fortælle om min forfærdelige musiksmag, går der alligevel aldrig længe før folk – kolleger, venner eller dates – på den mest nøgne og ubehagelige måde bliver indviet i de sange, der kører rundt i mit hoved, når de i svage øjeblikke selv finder sin vej ud gennem min mund.
Men ét er jo sådan rent privat. En anden ting er ude i det offentlige rum.
Når jeg får et anfald af uhelbredelig popsyge ude blandt fremmede mennesker, sørger jeg altid for at musikken er så lav, at omkringværende personer ikke kan høre noget fra mine hovedtelefoner. Dog kan det være ret svært at skjule, hvad man er ved at hive frem fra sin youmusickonto, når man ikke har en fiks smartphone, men i stedet må afspille musikken fra sin ipad… Så prøver jeg gerne, at vinkle skærmen så det bliver ekstra svært at se, hvad der er på den.
Og det bringer os så frem til i dag. For når du bare MÅ høre Dirty Dancings soundtrack, må jeg indskyde, at selve albummets cover jo er ret ikonisk, så det bliver meget tydeligt for alle enhver, hvilket corny album det er du sidder og lytter til.
Jeg sad lige midt i en proppet 4A i myldretiden, og det var svært med en sidemand på vinduespladsen og en fyldt midtergang at undgå, at NOGEN fik et glimt af mine popcravings. Jeg vinklede skærmen bedst muligt, stak hurtigt mine hovedtelfoner dybt ind i mine øre og trykkede forventningsfuldt på PLAY.
Men der skete ikke noget. Jeg kunne ikke høre noget. Tænkte, at det måske var den almindelige menneskestøj, der forstyrrede og prøvede at skrue lidt op. Det hjalp ikke. Måtte diskret som en agent på en hemmelig mission åbne ipad’en igen.
Den forkyndte uskyldigt, at den jo på forlangende altså var i gang med at spille HUNGRY EYES. Mystisk.
Så var det, at det gik op for mig, at jeg sad med stikket fra hovedtelefonerne i hånden.
Og at jeg således nok var den eneste i bussen, der IKKE kunne høre, at min ipad spillede HUNGRY EYES.
… Ét er sikkert; jeg fik ikke nogle HUNGRY EYES på dén bustur.
Rundede en eftertrykkelig milepæl i triathlonets navn i dag.
Skal jo svømme 300 meter (gjort mange gange før), cykle 20 kilometer (gjort nogle gange før) … og så liiiige løbe de der 4 kilometer (aldrig gjort før)
MEN det gjorde jeg så i dag! fire kilometer ethundredeogfyrre meter. Wuhuu!
Kan også efterhånden mærke tydelig forskel fra jeg begyndte at løbe i januar. For eksempel føles det ikke længere som om balder er ved at adskille sig fra kroppen og falde af. Har fundet en meget god rytme, så jeg ikke kommer til at bruge min energi de første fyrre meter.
Er dog stadig ved at dø (til dels af stædighed), når jeg er ved at være hjemme. I mit hoved kører ordene “VIL. IKKE…. STO…STOPPE!” rundt og rundt og rundt. Når det bliver rigtig slemt, er det den lidt mere bestemte grænsende til truende stemme, der råber formanende “du stopper fandme ikke, Eline. NOT ON MY SHIFT.”
Og så tvinger vi den dvaske krop op og ned og rundt på amager. Hader faktisk ikke engang hvert eneste skridt længere. Måske kun hver hundrede meter or so.
Så da jeg kom hjem i dag og så på dingenoterne og himstregimpsterne at min puls “kun” var 190 slag i minuttet og at jeg havde løbet de firekommaenfire kilometer kastede jeg teatralsk armene i vejret i et forpustet:
“Yes, for fanden! Vi vandt. Vi vandt over kroppen! Hallelujah!”
Og så besluttede kroppen sig for at gøre noget lige så teatralsk.
Den ville gerne kolapse. Lige dér på entregulvet.
Det var præcis ligesom sidst jeg havde været ude at løbe og mødte min vaskekælderven Anders, der forsinkede mig i at komme ind og få noget at drikke.
Krop sagde fra på voldsommeste vis. Føltes næsten som om den demonstrativt nægtede at sende ilt eller blod nogen som helt steder hen.
Så jeg gentog det ynkværdige syn med hovedet ned mellem benene og udøvede vejrtrækningsvejledning i min mest myndige jordemoderstemme
Lortekrop. Er seriøst dårlig taber. Og hvis den giver sådan én mavepuster over lidt for triumferende løbesejr, hvem har så egentlig vundet? Mig eller krop?
Og hvordan får jeg den til at forstå, at det der med om blodet skal rundt til vitale organer, det er vi ligesom TO om at bestemme?
Ville trods alt være så ærgerligt at klaske om efter endt triathlon…
For to uger siden havde jeg netop nu måttet indse, at jeg ikke skulle til jobsamtale til de faste jordemoderstillinger, der var slået op på min arbejdsplads.
I mit hoved kunne det kunne tolkes på én måde:
Det var ikke bare et: “Tak, men nej tak!”, det var et: “Pfff, dig? HåhåHÅ! Nåh, seriøst? Det vil vi ikke engang overveje!”
Jeg tog det… ikke så pænt. Jeg var voldskuffet. Hvorfor ville de ikke have mig? Hvorfor ville de ikke engang TALE med mig? Jeg er ellers inkarneret storforbruger af Janteloven og Bæstet, som jeg troligt slår mig selv med, men som medarbejder syntes jeg alligevel, at jeg var lidt af et catch. Havde ikke slået hverken mødre eller børn. Havde oven i købet vendt vrangen ud på mig selv og sunget om jordemodervilkår til Julerevyen. Og er stadig i fuld sving med at fremtrylle syvtusinde blade til Sindssygt Fødegangsprojekt.
Og alligevel. Alligevel var jeg tilsyneladende ikke en fatsansættelse værdig. Måtte have virkelig mange klager liggende ét eller andet sted…
Forsøgte at tegne mig igennem krisen lørdag og søndag. Prøvede at tegne en flying fuck, så jeg kunne prøve at lade være med at give det.
Men den tegning, der alligvel ramte mine følelser bedst, ser ud som følger:
Nu skal det selvfølgelig ikke udvikle sig til en wellness/sportsblog, og hvis jeg kender mig selv ret, er der virkelig heller ikke nogen fare for det, MEN… her kommer altså et triathlonrelateret indlæg. Igen.
Som nogle måske husker, gik det ikke sådan særligt overbevisende sidst min svømmebuddy og jeg begav os i klorhavet.
Bevares, alle har vel prøvet, at de ikke har kunnet finde ud fra bruserne og hen til bassinet, ikk’?
Eller at man bagefter bare ikke kan finde ud. Sådan helt generelt?
Nåh, men efter vi sidste gang møvsede rundt som svømmehallens helt private underholdning, skulle vi i dag tage revanche som toptunede svømmeatleter.
Personligt havde jeg blandt andet fået cool, sort badehætte OG skaffet mig af med pinligt-useriøs-og-meget-nedringet-med-frynser-badedragt og medbragt ny super-slim-low-back-sort-ih-hvor-er-jeg-frisk-og-sporty-badedragt.
Glædede mig til at vise den frem med ærefrygt til svømmebuddy.
I ved, på en sådan henkastet måde; når man står dér glinsende våd og med skinnende sort hår, der sender en kaskade af vand over skulderen, når man kaster koket med det og siger:
“tjek lige min nye badedragt”
og hele omklædningsrummet ville sukke i ærbødighed og shit.
Nåh, men det der sker, er ganske rigtigt, at min svømmebuddy får øje på den nye badedragt.
Desværre, mens jeg må erkende, at den er superstram og superlidt medgørlig når den er våd.
Så dér står jeg med badedragten kvart oppe over mine spændstige balder og laver vrikke-lirke-dansen så alting hopper og må blot indse, at cool fremvisning af nye klæder er en fiasko.
Kunne dog stolt vise badehætten frem.
Fik et glimt af mig selv på vej ud i svømmehallen.
For føk da.
Badehætte ligner en skaldepande.
Hoved har aldrig set så lille ud. Ører har aldrig været så store.
Well, well.
Ude i bassinet kigger vi så konspiratorisk på hinanden og aftaler:
“1000 meter?”
“1000 meter.”
Klokken er 11.15. Vi er knivskarpe og klar.
Ready, set, go!
Så pisker vi derudaf.
Klokken 11.22. Ni baner og lille vandindtag senere, lyder der så en forfjamsket stemme over højtaleren:
“H-HALLO…VI HAR ET PROBLEM MED DET STORE BASSIN. VI HAR ET PROBLEM MED VANDET I DET STORE BASSIN. VI MÅ BEDE ALLE OM AT KOMME OP.
TAK FOR I DAG.”
Okay. Så gik der to uger, og det blev endnu engang tid til at gå i det italienske landkøkken med Børge.
Efter først at have haft hvad der føltes som en verdensomspændende krise, fordi min arbejdsplads liiige havde glemt at indkalde mig til samtale omkring at blive fastansat, og så alligevel fastansatte mig om mandagen, mente jeg nok, at jeg kunne klare Brøle-Børge i tre en halv time.
Jeg vidste også lige præcis, hvad der skulle hjælpe:
Rødvin.
Masser af rødvin.
Første gang vi var til River Café Cooking, skulle jeg direkte i nattevagt efterfølgende, så jeg blev svært ærgerlig da jeg opdagede, at kurset faktisk havde rødvin ad libitum.
Så jeg havde lidt at indhente. Det skyndte jeg mig at gøre bod på i samme øjeblik, jeg satte mig ved de lange, orange skoleborde og så dagens menu, der nærmest var en kombination af ting, jeg helst ikke spiser:
– Laks (Godt at jeg netop har lært at spise dette uden at måtte skylle munden efter hver bid). Garniture af bønner (fint) hele cherrytomater (blæver), oliven (dén konsistens, den dér altoverskyggende smag..) og ansjoser (for føk da!)
Jeg havde naturligvis ikke spurgt Børge, men jeg havde en ret klar fornemmelse af, at han ikke ville have nogen forståelse for kræsenhed. Herregud, jeg er faktisk ret sikker på, at han ikke engang vil have nogen forståelse for anafylaktiske anfald, hvis det betød, at der var noget, man af princip ikke spiste. Fra jeg så menuen begyndte jeg derfor allerede at overveje, hvordan jeg bedst kunne skjule manglen af mad, der forsvandt fra min tallerken. Skyllede tanken ned med et glas af det røde.
Først skulle vi heldigvis gøre desserten klar. En kage. Min highlighter og jeg lynede opskriften igennem. Ja, jeg er typen, der ikke kan finde ud af at læse OG forstå en opskrift – det går faktisk næsten altid galt – så på bedste stræbervis havde jeg altså medbragt highlighter. Bare for at sikre mig, at alle de andre kursister ville hade mig. Måske med undtagelse af min søster og mor. Måske.
Nåh. Men den der rødvin hjalp faktisk meget godt. Kunne slet ikke mærke præstationsangsten, da jeg læste “karamelisering”. Spurgte i stedet Børge i nonchalant og selvsikker tone:
“Børge. (min ven). Hvor mørk vil du have karameliseringen?”
Og Børge brølede bare slet ikke, men kiggede bare ned i min kasserolle og sagde:
“Lige lidt mere gylden end den er nu”
Han tilføjede endda, da Stræber-Trioen puttede kagen i ovnen, at den så “perfekt” ud. Hå! Perfekt! Han lagde slet ikke mærke til, at vi havde glemt at putte mandler i! Det gjorde vi forresten heller ikke, før den havde fået et par minutter i ovnen, men du godeste, så kunne man da bare lige ploppe dem i, ikk’? No harm done.
Så kom vi til hovedretten og den famøse laks. Som jeg hellere må tilføje, lå på vores stålborde og så ud som gud havde skabt den. Med finner og det hele. Børge gik nu i gang med at vise, hvordan sådan en krabat skulle håndteres til alles tavse beundring. Da han så sagde, at han ville ordne den ene side, og så kunne én af os andre bagefter ordne den anden, var køkkenet mere stille end nogensinde. Man kunne højest høre én eller anden besværet synke en mundfuld rødvin.
Med snuptag huggede han den monstrøse fisk i to, skar diverse overflødigheder fra og flåede skindet af i en papirtynd stribe. Han kiggede ud over den ærefrygtige gruppe og spurgte atter:
“Nåh. Og hvem vil så ordne den anden side, mens jeg demonstrerer hvordan vi laver hvidløgsmayonaise?"
Larmende tavshed.
Pludselig kvækkede én eller anden
"Jamen, det kan jeg da godt”
Gruppen veg til side for forbløffet at kigge på den suicidale tosse, der netop havde meldt sig.
Det var mig.
Rødvin og ros havde virkelig steget mig til hovedet. Nærmest scenevant gik jeg om bag stålbordet, og som en uerfaren TV-kok tog jeg den meget store kniv i hånden og løftede den ligesom vurderende, mens resten af flokken kiggede på i nysgerrigt chok.
“ja, altså, jeg regner ikke med at gøre det meget anderledes end Børge” følte jeg mig nødsaget til at sige, da de andre bare blev ved med at stirre og vist glemte, at Børge var i gang med den dér mayo.
Så skar jeg ellers finner og andet af, mens jeg prøvede at ignorere de meget klistrede og ret ulækre skæl, der hurtigt prydede det hele. Gjorde mig klar til at flå kalorius og brugte på bedste vis de samme termer, som Børge havde brugt.
Lavede et “håndtag”, så jeg kunne holde i halefinnen, mens jeg ufortrødent trak kniven gennem kødet, lige over skinnet. Jeg synes da egentlig, at det gik meget fint, men det var kun indtil jeg så min mors øjne på “flåning”.
De signalerede:
“For fanden da. Du er ved at fjerne halvdelen af fisken sammen med skindet. Er du ude på at få os alle sammen slået ihjel??!”
De var lige ved at falde ud af hovedet, de der øjne. Og jeg prøvede pligtskyldigt at rette kniven lidt mere nedad igen. Men ak, der var ret meget fisk på min skind-side. Jeg skyndte mig derfor i min milde rødvinsrus, at klaske skindsiden væk fra fisken og hen til det andet fiskeaffald. Vel at mærke med den “gode” side opad, så man ikke kunne se massakren på undersiden.
og tænk.
jeg blev slet ikke skældt ud.
Det tror jeg faktisk ikke, at der var nogen der gjorde denne gang.
Det var bare nærmest ærgerligt, at for vi – Stræber-Trioen – havde virkelig oppet os for at få oprejsning, og så lavede Børge slet ikke MasterChefsmagning med efterfølgende dom.
Og man har jo INGEN forudsætning for at vide, hvad stilen så bliver næste gang. Ét er dog sikkert:
Jeg melder mig ikke til at gøre noget foran klassen igen. I forhold til reprimander og latterliggørelse, så er man vist kun SÅ heldig én gang.
Desuden vil jeg helst undgå, at resten af holdet stikker hende den tossede med highlighteren ned i vikturialierummet…
Den der løbetur i de græske bjerge slog mig lidt ud. Hvad var det dog, jeg havde meldt mig til? Triathlon? Hvem melder sig bare sådan LIIIGE til et triathlon?? Hvorfor havde jeg ikke tænkt mig om bare to gange (bare to dage), før jeg tilmeldte mig?
Jeg har aldrig løbet, jeg sveder som et svin, når jeg cykler de tolv kilometer til arbejde og jeg får krampe i mavemusklerne efter fem sekunder i Planken.
Mine skuldre blev pludselig så tunge. Intet skulle der til for at slå mig ud af kurs. Jeg begik en kæmpe brøler ved at konsultere min badevægt, der tilsvarende brølede:
“DIN TYKSAK DU ER TYKKERE NU END NOGENSINDE DIN NUMSE ER PÅ STØRRELSE MED ET AFRIKANSK LAND OG HVIS DU FORTSÆTTER UDVIKLINGEN KAN DU SIKKERT SPILLE JULEMAND UDEN PUDER NOGEN SOM HELST STEDER TIL JUL – DU FÅR NOK OGSÅ DAMESKÆG!!!”
Det var jo lidt trist. Kunne ikke bilde mig ind, at jeg pludselig havde fået muskler, der svarede til vægtstigningen, dertil rystede og blævrede min hud lidt for meget.
Dagen efter knækkede mine nye øreringe, og det var lige før jeg begyndte græde snotdryppende ned på den krøllede kvittering.
Hvad skete der dog med mig? Hvorfor kunne jeg ikke bære noget? Hvor var min kampgejst blevet af?
Jeg tog et kig i spejlet, og dér sad grunden. Bæstet. Større end den har været længe og godt og grundigt plantet på mine skuldre. Man kan nok beskylde den for at være uopfindsom, men jeg skal love for, at den forstår, at få et budskab igennem:
Ikke sært at alting havde været svært at bære oven i Bæstet på det seneste.
Men så skete der heldigvis alligevel noget her til morgen. Jeg havde set Bæstet i øjnene, og jeg var træt af, at det var dén, der skulle være ovenpå og ikke mig. Hvis Bæstet kunne råbe “du kan ikke”, så skulle jeg vel vise den, at jeg kunne råbe “jeg kan!” endnu højere.
Vi tog en kamp på Amagers asfalt.
Ét ben foran det andet. Jeg svedte, så man nok har kunnet følge et spor efter mig – og jeg løb så langsomt, at fitte gamle damer sikkert kunne spadsere ved siden af mig – men jeg stoppede ikke.
Da jeg endelig var hjemme, spruttende og hvæsende efter vejret, viste pulsmåleren 195 slag i minuttet og en distance på 3,85 kilometer. Jeg sejrede! I januar kunne jeg løbe 500 meter før jeg måtte stoppe, og se så nu!
Uheldigvis mødte jeg så min vaskekælderven Anders, lige idet jeg skulle til at stikke nøglen i låsen. Anders er pensioneret og holder ofte til i vaskekælderens buksepresserum, hvor han titter frem, når han hører, at der kommer selskab. Han er et sludrechartol, og det er jeg også normalt, men ikke lige efter en match med Bæstet.
“Jamen, der har vi jo den vakse jordemoder!” erklærede han, da han så mig, stå der rystende og gispende i mit gennemsvedte løbetøj. Og så talte og talte og talte han ellers, og jeg nikkede og supplerede, det bedste jeg havde lært, indtil jeg lige pludselig kunne mærke, at mit hjerte og min hjerne skændtes højlydt om, hvem der skulle have blodet i min krop.
“Anders…” prustede jeg “… det… har været… hyggeligt. Men… NU… må jeg vist have… noget… vand!” og så vandrede Anders frisk op af trappen til tredje, mens jeg stavrede ind i køkkenet og placerede mit hoved mellem benene.
Da hjerte og hjerne faldt til ro, og blodet atter strømmede frit rundt i min krop, øste jeg et kæmpe glas vand op til mig selv. Da jeg begav mig ind i stuen, fik jeg et glimt af mig selv i spejlet.
Bæstet var… ikke væk, men meget, meget mindre og væk fra mine skuldre og tilbage i det dybe, sorte hul i min mave som den plejer at bo i. Vi kommer uden tvivl til at mødes igen, men så håber jeg, at jeg vil huske, at det bedste jeg kan gøre, er at konfrontere den, så den ikke får lov at vokse.
