… og så sad fjollecentret med alle svarene!

Det er en ganske ny verden, det dér med at være halvarbejdsløs.
Jeg har selv døbt det halvarbejdsløs, for når jeg ikke sidder og sveder inde på a-kassens hjemmeside, så arbejder jeg jo rent faktisk som vikar på barselsgangen.
Men at være vikar er jo hverken til at leve eller dø af, og da man ikke må betale med tegninger i fakta, skal jeg altså have et fuldtidsjob.

Jeg har ikke noget særligt flair for det, dét der arbejdsløshedsnoget.
Har stort set altid været på vej ét eller andet sted hen, og nu sidder jeg her og bruger uforholdsmæssig meget tid på at bonde med telefondamerne i a-kassen eller Bo fra teknisk support.
Når jeg prikker til min elektroniske jobagent, så vifter den bare opgivende med armene, og bekendtgør, at der er en grund til, at den har været tavs hele januar.
Det er ikke en overdrivelse.
HELE januar.
Okay, med undtagelse af indbydelsen til fest for arbejdsløse eller hvad det nu var for noget.

De eneste jobs den under et stærkt pres kaster tilbage i hovedet på mig er noget á la chefjordemoder i Viborg, og dels er det måske en smuuule optimistisk som nyuddanet, og så er det altså også lige langt nok at pendle.

Og bedst som jeg sidder der og sukker, plimrer jobcenteret at den har ikke bare ét men NI stillingsopslag, jeg skal tage stilling til!
Jamen, ni! …NI?
Hallelujah og så på en snehvid mandag og alt muligt.

Jamen, fjollecentret sad jo dér og gemte på alle godterne.
For helt ærligt, hvem havde troet, at det kun krævede tre et halvt års slid og slæb, med helt bogstaveligt blod, sved og tårer, at blive tilbudt alle de mange, skønne stillinger?

Hvilken jordemoder vil ikke gerne være ansat på OK Tanken?
Ja, jeg spørger bare!

Jeg er forpligtet til at gå ind og tjekke hver uge – men hvem ved, med alle de muligheder bliver det måske slet ikke nødvendigt?
Kan også søge om at blive piccoline og shit.

Vederstyggelige væmmeligheder

I går var jeg ikke helt på toppen.
Selvom det egentlig var en ok dag bød den også på glimtvise vederstyggeligheder.

04:30 Drømmer at nogle er ved at skille min næse fra resten af ansigtet med en issyl.
Eller.
Det føles sådan. Snot forhindrer dog dette ved at holde næsen klistret fast til dens plads.

04:50 Mit vækkeur ringer. Lokalisation af snot: overalt. Også i hjernen.
Arbejde før klokken 12 burde forbydes.

05.50 Puuh, hvor skal jeg pudse næse. Har næsten ikke flere Kleenex Balsam Edition tilbage. Må hellere spare. Heldigt, at næse er lavet af jernhud. Den er helt ligeglad med at blive pudset i toiletpapir. WIN!

07:00 Er kommet på arbejde på barselsgangen, hvor jeg er vikar. Den anden, der skulle være mødt sammen med mig har sovet over sig. Skal have rapport på små fyrre kvinder og deres børn nu.
Snothoved kan ikke engang rumme egne behov.

07:30 De resterende af mine kolleger er ankommet. Ingen af mine koder til nogle af computersystermerne dur.

8-12: Arbejder. For første gang mens jeg har vikarieret på barselsgangen kan alle mine damer tisse helt selv. Kan desuden gå kun et kvarter efter, at jeg har fri. Miracles DO happen.

13:20 Er næsten hjemme før jeg skal en sviptur til Sverige og høre om jobmuligheder.
Lytter indvendigt til søsters formaning om at købe næsespray, hvis jeg stoppede til i løbet af natten.
Helst et eller andet saltvandsnoget.
Ved ingenting.
Er næsespraysjomfru.

13.25 Matas. Prøver mig bare frem hos ekspedienten. Skal have en “mnæsespray”, så må vi se, hvad hun foreslår. Saltvand eller hvad det nu var for noget.
Hun spørger dog bare om det skal være med menthol, hvilket jeg forbinder med ildelugtende cigaretter, så jeg snupper én uden…

13.30 Hjemme. Læser indlægssedlen. Pligtopfyldende, jeg er.

13.32 Egentligt ret klamt, at skulle stikke noget op i sin snottede næse…

13.33 Må gravide ikke bruge næsespray? Har åbenbart glemt guldkornene fra farmakologi-Gert

13.35 Nåh. Op i næsen. Here goes nothing.

13.36 Hm. Nåh, det skal vel lige virke. NU er det frokosttid!

13.38 FGRTO"#€&HTKTEORE!!!! Ansigt forvrænges i helvedesfolder. Hvad HELVEDE laver lortet nede i min hals??? Ahmen…! RRRrrrrrhhhgthh!

13.45 Stærk risotto med bismag af klammospray, sådan har det ikke smagt før.
Notat til mig selv: Næsespray EFTER måltid.

13.48 Næsen løber i alle retninger. Er som en fireårig i Disneyland. Slet ikke til at stoppe.

14.11 Og SÅ afsted til Sverige.

16.00 Optur. Jag er da jätte bra til den svenskan spräket.
Häj pä deg! (Eller er det norsk??)

19.00 Dobbeltoptur! Hotdogs, rødvin og skønt selskab!
Men hvem har tændt for mit indre termometer og sat det på helvedesild?
Og hvorfor blusser mit ansigt så ucharmerende?

22.30 Hjemme. Havde planlagt at lave en kop helende the.
Kommer til at spise en muffin i stedet.
Væmmes lidt over manglende selvbeherskelse.
Men jeg er jo også syg.
Som Medina synger, det er synd for mig…

23.30 Off to bed. Næsespray tages med ekspert-vinkel og derefter tandbørstning. Er ved at have styr på det shit.

23.45 Nu løber næsen igen helt løbsk. Pudser den i toiletpapir.

23.46 FFFFFFFFF*******************CK! Næsefløje højrøde og hudløse. Så meget for jernhud.

23.48 Var det ikke noget med, at sådan en fedtcreme så ville være god til brændende næsehud?

23.49 Nej. Chili og lava danser nu op og ned og rundt på min næse.

23.51 VASELINE! Det var jo dét, man skulle bruge!!

23.53 Nej. Bestemt heller ikke… Nu løber øjnene også.
Ahmen så godnat!

En jordemoderfødsel

På én eller anden mærkelig måde, har jeg hele tiden haft det som om, at dagen i dag aldrig ville komme.
Da jeg for tre og et halvt år siden satte mine ben på jordemoderuddannelsen, var det med i morgen for øje – men det var jo også så langt væk.
I perioder har jeg nærmest følt mig som en mus, der løb og løb i en trædemølle, og som aldrig kom tættere på, men dog på en forunderlig måde hele tiden havde målet inden for rækkevidde.

Men i dag ER i dag i dag.
Og det er ganske uvirkeligt!

Vejen hertil har været brolagt med marmor, sand og brosten.
Vi har snublet, vi har gledet, vi har danset og vi har hoppet af sted.
Vi har bogstaveligt talt været igennem blod, sved og tårer.

Nogle gange var det kvinderne, der svedte.
Nogle gange var det os, der græd.
Andre gange var det omvendt.
Vi har været sammen.
Vi har været alene.
Men alligevel sammen om det hele.

Og efter i dag skilles vores veje så – og det er stort, og det er underligt.

På mit studie har jeg mødt nogle af mine bedste venner.
Vi er forskellige – der er de høje, de små, de varmende, de larmende, de sjove, de grove, de krammende og de ammende…

I hvert fald kan kvinderne derude være rolige, for der ER vitterligt én til enhver smag!

Men vi er også meget ens. Vi tager os af andre og hinanden.
I fredags var jeg i byen med en tyve stykker af jer, og jeg gik rundt og forevigede en masse øjeblikke med mit kamera – og uafhængigt af hinanden spurgte de første ti mig, om JEG nu også var med på nogle billeder, og om I ikke også lige skulle tage et af mig?
Måske fordi vi er vant til at spørge fædrene på fødestuerne om det samme?

Og i dag får vi så papir på det hele.
Nu er vi jordemødre.
Hvordan gik det til?
Udover, selvfølgelig, de seksten eksaminer vi har slæbt os igennem…

Sådan som jeg ser det, adskiller fødslen af os jordemødre sig ikke synderligt fra de fødsler, vi normalt omgiver os med.
Ingen af os ville have været foruden vores kærester, venner eller familiens heppen og støtten på sidelinjen.
Uden deres tro på at vi kunne, kunne det sommetider være svært at tro på det selv.
Som ved alle fødsler er veer – prøvelser – en forudsætning for at komme igennem og kunne kalde sig mor (jordemoder) på den anden side.
Nogle gange syntes vi, at der var for mange – at de kom hele tiden, og vi aldrig bare fik tid til en pause, en tissetår eller en lur.
Andre gange åndede vi lettede op – dén her var ikke så slem, varede ikke så længe eller bragte os mærkbart tættere på målet.
Og pludselig var vi alligevel nået til pressefasen – venner og familie må minde os om, hvordan vi overhovedet nåede dertil – og som de fleste kvinder opdager, fandt vi også, at den sidste del af fødslen var hård og energikrævende.
Men midt i det hele blev vi også opmærksomme på, at vi havde kræfter og evner, vi ikke anede, vi besad.

Nogle af os kom igennem med en epidural eller en pudendus.
Andre gjorde det au natural med saftevand en masse – helst i et badekar.
Nogle med hele familien på stuen.

Men alle kom vi igennem.
Og så vidt jeg ved helt uden s-drop, kopper eller klip.

Så i dag bliver et meget eftertrykkeligt punktum sat.
Og jeg synes, at det er en lille smule vemodigt.
Men det er også meget, meget spændende.
Når alt kommer til alt, er det trods alt først nu, at eventyrene begynder!

Gæt & grimasser

“Hej. Jeg hedder Eline, og jeg er jordemoder.”
Og så er det ikke engang en løgn, eller bare noget, der lyder godt.
Det er rigtigt.

Jeg har brugt mine sidste to dage på at stå foran mit spejl hjemme i min lejlighed, og sige ordene højt, mens jeg har stirret intenst på mig selv.
Smagt på dem.
Ordene.
Prøvet at finde en grimasse, der kunne passe.

Har i virkeligheden mest haft lyst til at gør det her:

Mens jeg kunne løbe rundt ude på gaden og bede tilfældige mennesker om at knibe mig i armen.

Min mormor ringede, og spurgte om hun talte med jordemoderen?
Jamen, det gjorde hun jo!
Jeg kunne bare ikke helt forstå det.
I spejlet gloede jeg tomt tilbage på mig selv.

Jeg har selvfølgelig ikke lyst til at være stirre-jordemoderen, så prøver at øve mig på at se mere venlig og mindre skeptisk/paralyseret ud.
Måske noget i denne stil:

Måske liiiige sukkersødt nok.
Kunne også prøve den mere selvsikre udgave:

Men okay, måske lige James Bond-agtigt nok.
Kan jo ikke lide folks babyer “shaken, not stirred”.
Så er der selvfølgelig også den garvede, hvor jeg laver en grå hvirvel i pandelokken og tager mine briller på

Eller den åbenhjertige:

Men måske er den lige åbenhjertig nok.

Som I nok kan forstå, har jeg ikke helt fundet mit jordemoderfjæs endnu.
Måske det følger med til dimissionen på mandag?

Det kaan selvfølgelig også være, at jeg finder det ude i byen i aften.
Har på fornemmelsen, at det kunne ligge i bunden af en fadøl.
Må hellere sørge for, at ingen fadøl slipper u-inspicerede forbi.

just in case.

Ikke den bedste gæst

Okay.
Jeg erkender blankt, når der er noget, jeg kunne gøre bedre.
Og.
Jeg har været en rigtig lortegæst på det sidste.

Har begrænset de fleste besøg til folk i egne rækker (læs familie), da jeg har vurderet, at de er de eneste, jeg tør udsætte for – og som kan håndtere – det råmateriale af uforudsigelighed, jeg transformeres til ved stress.
Nogle gange er det gået sådan… Ok.
Så har jeg siddet og svedt lidt for mig selv.
Andre gange…
Har jeg været lidt mindre diskret.

Vil her bare lige indskyde, at jeg godt ved, når jeg har været en tornado af flyvske følelser og huseret et hjem.
Så dukker jeg pænt op næste gang med en plade Merci og synger “Fordi I’ til!”

Troede, at jeg havde været alle mine udsving igennem.
Men så i går blev det værre.
Meget.

Det står skidt til, når man er sådan helt kan-ikke-fuldføre-en-sætning-opløst-af-tårer.
Godt at der er nogen, man så kan tørre sig af på.
Og som kan tørre én op.
Og oven i købet kunne forstå omkring tredive procent af de sætninger jeg prøvede at hikste mig igennem.

Men hvilken slags chokolade skal jeg så dukke op med næste gang?

Brusebadsspekulationer

Det skal absolut ikke være nogen hemmelighed, at jeg tænker bedst i badet.
Og at jeg derfor i disse dage bruger forholdsvis meget tid på at stå og stirre under min bruser.
Men på et eller andet ubemærket tidspunkt begynder mine tanker altid at flyde.
Så kan jeg komme til at barbere mig to gange i den samme armhule og glemme den anden.

Og hvad står jeg så og tænker på, dér under bruseren?

Jeg starter selvfølgelig med at tænke på eksamen.
Det var jo derfor, jeg gik i bad i første omgang.
Så tænker jeg på oplægget.
Vender og drejer nogle sætninger i mit hoved.
Erklærer indvendigt, at der da er så meget at tage stilling til.
Hvem ved, hvor mange ufrivillige s’er, man kan få nervøsitets-klemt-ind i ordet “socialkonstruktivisme” til eksamen?
Hvem ved, hvordan jeg skal ansøge om supplerende dagpenge?
Og hvorfor vil min computer ikke opdatere det der java, så jeg kan komme ind på min medlemskabsside hos a-kassen?

Hvorfor fanden har jeg så mange produkter i brusebadet, når det kun er mig, der bor her?

1, 2, 3, 4…
15?
FEM-TEN?!
Hvordan er det muligt?
En hurtig gennemgang bekendtgør, at jeg har fire krops-produkter til at blødgøre, fugte og få huden til at dufte. At jeg har to ansigtsrensningsting. At jeg har to sæber. At jeg er indehaver af en mangoduftende bodyscrub og en livstræt balsam. Og derudover har fem shampoo’er stående.
Herregud, hvem ER dette brusebadsskønhedsmonster?
Og hvorfor stråler hendes hud og hår ikke??

Det fik mig til at tænke tilbage på dengang det hele var lidt mere simpelt.
Én shampoo, som jeg så også brugte til at sæbe kroppen ind i.
Og til at sætte håret i sjove frisurer med.
Og det var da fint, var det ikke?

Bevares, jeg kan da godt huske den måneds tid, hvor jeg fejlagtigt var kommet til at bruge en velduftende kalkfjerner til alle tre ting… Men altså, håret var da i hvert fald slet ikke fedtet dengang!
Men måske er det grunden til, at det nærmest har været det ligesiden?

… Og når jeg så kommer tilbage fra mine brusebadsspekulationer, er jeg lige så forvirret som jeg var, inden jeg gik i bad. Og kun delvist barberet.

Hvem har skrevet den gyldne note?

Så jeg satte mig ned.
Altså, for at fange de mange tusinde ideer, jeg i løbet af bachelorskrivningsprocessen havde forkastet med ordene:
“Det kan jeg helt sikkert bruge i oplægget til bachelorforsvaret”

Det føltes som at åbne Pandoras æske, men i stedet for at alverdens ulykker kom stormende ud, så skete der bare ingenting.
Bogstaveligt talt.
Ingen.ting.
Hvad var der blevet af mine ideer?
Mit hoved var rungende hult og tomt!

Jeg kiggede mine noter igennem. En for en.
Pludselig begyndte ideerne så at komme myldrende frem.
Ikke på en spirende, inspirerende måde, men på en måde hvor den ene efter den anden blev klasket i hovedet på mig, på samme måde som insekter klasker én i hovedet, når man kører på knallert:
Man når på ingen måde at opfatte, hvad det var, før det med en umådelig fart er blevet forvandlet til en udefinerbar klat imellem ens øjenbryn.

Så hvad er dagen gået med?
Idefangerier.

Jeg har hoppet og løbet efter dem. Jeg har stået i badet og gumlet på dem.
Og nu tror jeg måske, at jeg har fundet en, der hverken er ubrugelig eller vil tage mig flere timer af eksamen til at forklare.
Win!

Blogindlægget kunne jo være stoppet her, men jeg bliver nødt til at dele med jer, hvad jeg også stødte ind i:

I gennemgangen af mine gamle noter fandt jeg nemlig dette glimrende råd angående selve eksamen.
Midt imellem “husk at bruge hinanden i gruppen inden eksamen” og “du får karakterer, når hele din gruppe har været til eksamen”, havde nogen skrevet med versaler efterfulgt af tre udråbstegn:

“VÆR FUCKING AWESOME!!!”

Var det virkelig mig?
Havde jeg humor engang?
Og havde jeg virkelig afveget fra min principielle modvilje mod tredobbelte udråbstegn?
Guess we’ll never know…

Konklusion: det må være januar

Har de sidste fireogtyve timer haft usædvanligt mange åbenbaringer.

1) min krop fortalte mig noget, den ellers siger ret sjældent.
Den ville have salat. Ikke noget med kartofler, sovs eller andet, der havde været i ovnen.
Bare salat.
Fodrer den dog af med en grøn salat krydret med strimler af stegte bønner, mandler og svinekotelet.
Bare så kulturchokket ikke bliver FOR stort.

2) er vendt tilbage til at være et surt, hvæsende menneske igen.
Nitte.
Bacheloreksamen banker på døren, og prøver at se sød ud. Lader mig ikke narre.
I går blev jeg nødt til at stoppe efter knap ti siders læsning.
Blev ganske enkelt aggressiv. Indvendig stemme brølede noget om kommaer.
Håndtering af eksamensstress: level 0

3) der var én, der sagde noget om et medlemskontigent til a-kassen.
Henviser pænt til punkt 2 og erklærer, at det kan jeg ikke overskue.

4) forældre spurgte, hvordan jeg kunne tænke mig at fejre min snart overståede eksamen.
Har tydeligvist ikke hørt, at verden faktisk går under den femtende januar klokken 8.50.
Henviser pænt til punkt 2 igen.

5) opdagede, at salaten jo var helt nøgen uden parmesan.
Er der helt ærligt NOGEN salat, der smager godt UDEN parmesan?
Hvis nogen siger frugtsalat, er de dødsens.
Henviser pænt til punkt 2 igen igen.

6) mærker, at første halvdel af januar bliver den rene fest, for alle der skulle være så uheldig at være i familie med mig…

Det er helt sikkert januar!

Og nåh ja! 7) studiesekretæren ringede og sagde, at den der bachelor, som bl.a. skulle sendes på mail, aldrig var blevet modtaget!
Heldigt, at man åbenbart ikke dumper for den slags…