Beklager den larmende tavshed på det sidste.
Jeg har haft gang i lidt for mange jern i luften… eller hvad man nu siger.

Dog tror jeg, at min nabo, overbo, forældres kat og sikkert mange flere,  ville ønske, at der var lidt mere larmende tavshed omkring mig. I stedet for bare – øh – larm.
Jep. Hospitalets julerevy nærmer sig med hastige skridt, og alle de obligatoriske tegn er dukket op.
Drømmene, for eksempel.
Drømme, hvor jeg pludselig får at vide, at jeg skal på scenen nu, at man kun venter på mig, og når jeg så træder ud i rampelyset, står jeg pludselig helt alene på de skrå brædder, mine medskuespillere er blevet væk, og folk kigger forventningsfuldt op på mig.
Et forspil går i gang og… jeg kender hverken tekst eller melodi.
Jeg trækker vejret ind og bereder mig på at gennemleve de længste minutter i mit liv.
Og så vågner jeg som regel med et spjæt.
On the bright side;
I drømmene er jeg i det mindste ikke nøgen.
Endnu.

Desuden har jeg haft ret mange nattevagter på det sidste. Min lejlighed ligner et land i undtagelsestilstand, hvor vasketøjet truer med at overtage verdensherredømmet.
I weekenden fandt jeg et meget håndgribeligt bevis på, at nattearbejde hverken er godt for hovedet eller økonomien.
I papirkurven fandt jeg en krøllet ti-euro-seddel, som jeg – på et eller andet tidspunkt – havde forvekslet med skrald!

Til gengæld har jeg holdt mig i skindet og afstået fra alt hvad der hed nattevagtscrawings. Så TAK til de af jer, der hepper med på farvel-hindbær-projektet, for det er ærligt talt ved tanken om jer, at jeg ikke har spist cirka toogfyrretusinde kalorier, når jeg kom hjem fra arbejde. I går da jeg kom hjem efter 13 timer på fødegangen, havde jeg mest lyst til at finde verdens mest snaskede burger, som jeg kunne fortære godt og grundigt. I stedet spiste jeg føkme en salat.
Hu-føking-rra!

Hvordan jeg kommer igennem det hele; vasketøjet, revyen, sangen, der får mine forældres kat til at græde af øresmerter og de der replikker, jeg slet ikke har lært endnu og om nøgendrømmene kommer på banen og kiloene ned melder historien ikke noget om.

Jeg skal nok holde jer opdateret, når jeg ved det…

…

Kan du ikke få nok, kan du følge bloggen på FACEBOOK eller INSTAGRAM

For en lille måned siden skrev jeg dette indlæg, om de tilbagerullede midler til landets svangreomsorg.

I måneder op til og ikke mindst den måned, der fulgte, har ubeskriveligt mange mennesker – jordemødre, forældre, bedsteforældre, pårørende – taget bladet for munden og udtrykt deres oprigtige bekymring, hvis planen om de tilbagerullede midler blev vedtaget i den kommende i finanslov.

Personligt har jeg været rødglødende, fuld af kampånd, opgivende, vemodig og ængstelig og alle følelserne igennem igen.
For nyttede det noget?
Var der nogen, der lyttede?

I dag fik vi svar.
Finansloven er landet – og de øremærkede midler til landets fødegange består!
50 millioner de næste fire år er en realitet.

Så TAK fra en lille, menig jordemoder.
TAK til jer, der skrev under, gav til kende, delte, likede, skrev mails, stillede op til interviews og alt muligt andet.

Dagens tegning er genbrug, men ikke mindre dybfølt.
Det er faktisk den tegning, jeg til stadighed synes rummer flest følelser her på bloggen.
Jeg tegnede den engang mens jeg var studerende og for en stund mistede min jordemodergejst – eller mit jordemoderhjerte, om du vil.
Den var blevet begravet i alt muligt; stress og forventninger, krav og higen efter anerkendelse.
Dengang var jeg bange for, at hjertet var gået i stå.
At det ikke stod til at redde.
Allerede var dødt og begravet.
Men så en dag mens jeg for gud ved hvilken gang, gik rundt og gravede  – var det der lige pludselig.

Jeg synes, at tegningen fra dengang fanger de samme følelser som i dag.
Lettelse.
Og rigtig meget andet.

Så tak.
Tak fordi store som små landet over ved en fælles indsats har givet udsigt til bedre vilkår for, at mit jordemoderhjerte endnu engang kan banke lidt endnu.

…

Har du lyst, kan du følge bloggen på FACEBOOK eller INSTAGRAM

For tiden har jeg gang i lidt forskellige projekter. Udover nogle bestilte illustrationer, er der også lige en julerevy på arbejdet og en betroet gudmortitel på lørdag.

Det optager mine tanker lidt meget. Se blot her:

– for føk. Hvad skal man have på som gudmor?

– helt sikkert noget andet end den ikke-eksisterende sexede kjole, jeg skal opstøve til julefrokosten

– har lige brugt femogtyve stive minutter på at vælge et dåbskort og et fødselsdagskort. Nattevagtshjerne? I think yes…

– nej nej nej. Tænk hvis man (jeg) kom til at sige et forkert navn til dåben!

– hvilket ansvar! Hvilken tiltro!

– sidste gang kom jeg til at sige hundens navn…

– hold kæft, hvor sang jeg ringe til sidste revyprøve. Og mine forældres kat græder, når jeg åbner munden. Det tegner ikke så godt.

– har i nat fjerde nattevagt på otte dage. Skal nok blive… interessant.

– mon man kan få appelsinforgiftning? Hver gang jeg har haft lyst til noget sødt, har jeg proppet en appelsin i hovedet…

– men hver gang har hældt mod at tage noget andet end en appelsin, har jeg tænkt på jer der hepper. Tak for det!

– og apropos appelsinhud, så ved jeg ikke helt hvordan man håndterer, at en stor del mennesker sikkert så min ikke så beskedne buttcrack, da jeg i weekeden kom susende baglæns ned af gangen på et fødeleje…

– trætterat! Trutterut. Tankerne er slut…[wpsocialite]

Jeg har længe overvejet, om jeg ville skrive dette indlæg.
Jeg synes, at det er personligt på en anden måde end mine øvrige, men når jeg nu alligevel sidder ved tasterne, håber jeg, at I vil tage godt imod det.

Jeg ved at familiemedlemmer, venner og bekendte læser med med jævne mellemrum, men som lillebloggen vokser, er der efterhånden også en stor del, der ikke kender mig direkte, der følger med.

Da jeg illustrerer de fleste af mine blogindlæg, har jeg valgt, at jeg aldrig lægger billeder af mig selv op her.
Måske er det bare mig, men jeg har altid haft oplevelsen af, når jeg har læst en bog, som efterfølgende blev filmatiseret, så var det sgu lidt blasfemisk, at se den karakter som jeg havde forestillet mig i mit hoved, pludselig blive afbilledet på en måde, der – alt for ofte – ikke passede med mine indre billeder.
Så tja, for ikke at rode med folks forestillinger, har jeg valgt ikke at lægge billeder af mig selv herind.

Men altså, jeg har sgu længe kropsmæssigt haft til både gården og gaden. Og øh, på det sidste også haft til lidt mere end dét.
Jeg er sgu gået hen og blevet tyk.
Før var jeg en noget så ordinær pæreform. I ved, sådan rimelig bred over numse og lår.

Desværre har jeg langsomt men sikkert ændret kropsfrugt.
Når jeg sidder og kigger ned af mig selv, går det op for mig, at jeg sgu har føjet en ny form til ved siden af pære og æble.
Jeg er blevet et hindbær!

Det buler efterhånden ikke bare henover numse og lår – det buler faktisk allesteder!

Som jeg sagde til en kollega forleden:
Jeg er kommet til den skillevej, hvor jeg enten må gå en buksestørrelse op eller en numsestørrelse ned!

Og på den skillevej vælger jeg altså, at skille mig af med numseekspansionen.

Forklaringer og undskyldninger er der jo nok af.
Et job, der lidt for ofte kræver mere af mig, end jeg har at give. Som får mig til at glemme at spise, indtil jeg pludselig spiser alt på min vej. Som sender mig hjem slap i rygraden, og genner mig ud i bussen i stedet for op på cyklen.
En diabetes, der kan vælte mine gode intentioner af pinden og med ét lavt blodsukker kan ødelægge en hel dags gode gerninger. Hvor jeg med begyndende koldsved bliver nødt til at spise nogle af de hurtige kulhydrater, jeg netop har brugt dage på at undgå.
Træthed, stress, søvnunderskud og skiftende arbejdstider, vil jeg altid støde ind i.

Men når alt kommer til alt, er det også hvad det er:
Undskyldninger.
Jeg kunne træde op på min badevægt og bagefter sætte mig ned og græde snot med en pose chips i favnen.
Jeg vælger at lade være.
Jeg har efterhånden fået en krop, der vil være rigtig god til et FØR-billede, så nu går jeg i gang med at forme den til EFTER-billedet.
Ikke flere undskyldninger.
Ikke mere fødegangskage.
Meget mere cykling.
Og meget mere tough love.

Som sagt har jeg været meget i tvivl om dét her skulle på bloggen, men når jeg vælger at lægge det op alligevel handler det om, at jeg så på ét eller andet plan forpligter mig til at gøre ord til handling.
At jeg skal stå til ansvar over for nogen. Jer.

Så er du blevet tyk eller tynd? Har du et billede af din appelsinhudsfyldte numse hængende på kæleskabet, eller går du til hot yoga for at samle tanker? Har du stået på rollerblades eller indtaget ingefærshots i sundhedens navn, så kom med dine erfaringer – gode som dårlige – lige hér!

Jeg håber, at I vil heppe med!
(Og, ja, I må gerne begynde allerede nu…)

…
Hvis du vil, kan du følge bloggen på FACEBOOK eller INSTAGRAM. Giv dit besyv med og del dine tanker – hvis du har nogen

Okay. Jeg skal være helt igennem desperat for at booke en vasketid klokken 08.00 på en frisøndag.
Vi skal snakke trusser, der er blevet vrangvendt og båret på begge sider, strømper, der er ved at gå i opløsning og outfits der bliver mere tvivlsomme end socialt acceptable.
Og det var jeg.
Altså. Desperat.

Jeg værner virkelig om min søvn på mine fridage, men da jeg kun kunne få vasketid så tidligt, var der ingen vej udenom.
Vores vaskekælder er altid tom om morgenen, så jeg satte uret til klokken 07.50, trak bare min slatne, tyndslidte sweatshirt ud over mine lige så slatne og nøgne attributer og hev mine forvaskede joggingbukser på. Mine briller var så fedtede, at verden stadig forekom noget sløret, da jeg satte dem til rette på næsen.
Jeg slyngede den monstrøse, blå ikeapose over skulderen og begav mig ud i stormvejret og ned i kælderen.

Så snart kælderdøren smækkede i bag mig, forstod jeg, at jeg havde begået en alvorlig fejl.
Lydene fra de fugtige rum blev tydelige, da vindens tuden forsvandt.
Jeg kunne høre én af maskinerne centrifugere i vaskerummet.
Jeg var ikke alene.
Jeg kastede et nervøst blik ned af mig selv, selvom jeg allerede vidste, hvad jeg ville se:
Udover min påklædning og mit uredte og vindomsuste hår, var jeg også ret sikker på, at kulden havde gjort et par øh, kropsdetaljer ret… tydelige.
Jeg accepterede min skæbne, som ejendommens tvivlsomme sut, og tænkte, at det med størst sandsynlighed ville være Anders eller Niels fra min opgang, der vaskede på dette ukristelige tidspunkt.
De er begge stæreblinde og hilser jævnligt på mig, som om det er første gang – selvom jeg har boet her i fire år.

Nåh, men skæbnen ville noget helt andet.
Ud fra vaskekælderen kom – naturligvis – et ungt stykke mandekød.
Ja, selvfølgelig skal man støde ind i en lækker mandsperson, når man selv ligner én, der netop er sluppet levende ud efter årevis i junglen.
Mine bryster og jeg stirrede på ham, og min morgenstemme – der lyder som én der hedder Henning – hilste med et forlegent “Godmorgen.”

Da jeg returnerede til lejligheden skete der noget spøjst.
Jeg kiggede på mit soveværelse. Rodet og indeklemt, var det.
Jeg har længe haft lyst til at rykke rundt på det hele, og nu – klokken 08.14 – kom en helt ustyrlig trang til at være handlekraftig over mig.
Resolut greb jeg hjørnet af dobbeltsengen og begyndte at trække. Den seng skulle stå på den anden led. Nu.
Jeg kom dog ikke så langt, før det gik op for mig, at jeg havde umanerligt meget crap opmagasineret under sengen. Fik bakset de to opbevaringsbokse, tre skoæsker, en papkasse fra en stegepande og alt muligt andet ud.
Greb sengen igen.
Hive flå
Hive flå
Lidt tilbage
Pust
Og så lidt frem
Pust
Og vrikke
Føk.
Sengen for lang.
Kan ikke vendes, når mit skrivebordskuffedar står på endevæggen.
Ud i gangen med kontorstol, som jeg aldrig sidder på, men kun roder på.
Skubbe skrivebordsskuffedar halvt ud gennem døren.
Sengen igen.
Hive flå.
Hive flå.
Men hvor skal skrivebordsskuffedar nu stå?
Flytte kommoden.
Skifte plads med skrivebordsskuffedar.
Kommode nu indeklemt bag sengen.
Kan ikke åbne tre nederste skuffer.
Svede.
Af med tyndslidt sweatshirt.
Hår op i tilfældig knold.
Kommode ud fra sengen igen.
Nu hen og flugte med med hovedenden af sengen.
ÅHR!
Skrivebordsskuffedar i vejen.
For bred.
Flytte skrivebordsskuffedar halvt ud i gangen igen.
Kommode ind ved siden af sengen.
Skrivebordsskuffedar (fik jeg nævnt, at den også har overskab monteret??) tilbage ind.
Rodestol ind igen.

Tage i åsyn, hvad jeg fået udrettet.

Utroligt.
Skide-føking-fedt.

Ikke nok med at jeg har fået mit soveværelse til at ligne pulterkammer.
Ikke nok med at værelset nu virker totalt skizofren og upraktisk.
Så har jeg også på én eller anden mystisk vis formået at at flytte den østvendte væg et par meter.
Who would have known?
Hvis ikke det havde været så pissebesværligt at fucke mit soveværelse op, så havde jeg med det samme flyttet alt tilbage som det var!
Nu må jeg i stedet på ubestemt tid leve med verdens mest mærkelige indrettede soveværelse.

Og nåh, ja, da jeg storsvedende med mørke plamager i ansigt og under armene skulle ud med alle de forbandende papkasser – hvem møder jeg så?
Ja, præcis.
Ham den pæne.
Og hans kæreste.
For føk sake!

…

Har du lyst, kan du følge bloggen – og finde ud af om soveværelset nogensinde bliver brugbart igen – på FACEBOOK og INSTAGRAM

For tiden er jeg ved at lave noget forskelligt bestillingsarbejde.
Den slags er jo skidespændende.
Jeg gør det ikke så tit, men det er en oplagt mulighed for at lære noget om sig selv, sin arbejdsproces, streg, kreativitet og alt muligt andet.

Én ting, jeg dog lærte om mig selv for længe, længe siden er, at jeg overhovedet ikke er den totalt-afslappede-modtager-af-kritik-type.
Når jeg modtager en mail med feedback, ser jeg faktisk kun det hér:

Hvilket betyder, at jeg for tiden har brug for lidt psykisk førstehjælp opmuntring (ja, netflix og powershopping), hver gang jeg åbner min mail.
Og jeg ved godt, hvor åndssvagt det er, men det gør det ikke nemmere.
November er allerede blevet en ret dyr måned!

Hvordan modtager I kritik?
Flyver der eder eller møbler gennem luften? Resignerede nik? Eller måske simpelthen et “tak, for din feedback – nu er jeg blevet klogere?”.
Og i så tilfælde:
Hvordan føk bliver man den-totalt-afslappede-modtager-af-kritik-type??

…

Vil du stalke eller overspringsstene, kan du følge bloggen på FACEBOOK eller INSTAGRAM

– Jeg tror jeg vil have klippet en ordentlig luns af håret

– Hvis min lejlighed var et sted, ville det være et bibliotek uden en bibliotikar; fyldt med bøger, efterladte stakke af rod og ingen til at spørge, hvor man kan finde noget som helst.

– For føk sake, det er også snart tid til at få den der lyskæde op igen!

– Shit. Min krop er gået fra pæreform til hindbærform. Indlæg følger.

– Mit hår er flot langt, siger du? Måske det så ikke skulle klippes…

– Kort hår? Ja, det er jo også en mulighed

– Alle, der tænker, at jordemoderfaget er et prestigefyldt arbejde, har så afgjort ikke set en sådan blive oversprøjtet med blod. Eller tis. Eller bæ.

– Mobomondo tager pis på mig hele tiden. Tvivler kraftigt på, at min maxhastighed hjem fra en tolvtimers nattevagt var… 39,1 km/t.

– Hvornår har jeg sidst tømt min postkasse?

– Men langt hår kan jo også noget. Mænd siger altid, at de vil have langt hår. Ikk’?

– Seriøst, hvem har slået alle de efterladte plante-lig på altanen ihjel?

– Måske pandehår?

– Lyse striber?

– Eller også ville min lejlighed være en zoologisk have; naturstridig, rodet, til tider med odør som fra abehuset og med et slumrende dyr, der absolut ikke bør fodres af fremmede, da det vitterligt spiser alt, hvad det bliver tilbudt. Fuldkommen mod eget bedste.

– Hvor længe har den minisalami ligget der??