Forleden skulle jeg på apoteket for at proviantere lidt insulin før afgang til min “halvgræske” fødeø, Korfu.

Det tænkte jeg ikke noget særligt over. Jeg entrerede det aflange lokale med den lange række af betjeningsdiske.
Jeg skar hjemmevant gennem lokalet og trak bippende et nummer i den lille stander.
Først da jeg stod afventende med den tynde papirseddel i hånden, kom jeg til at tænke på, hvordan det var gået, da jeg havde været her for at hente insulin i september…

…

Jeg kom ind på apoteket og gjorde på sin vis præcis det samme.
Der var bare den forskel, at jeg havde skulle trække mig selv op fra sokkeholderne for at cykle de 500 meter hertil.
Jeg følte mig ikke bare træt, men nærmest afkræftet, mens jeg trippende ventede på at blive kaldt til kassen.
Oppe ved disken sank energiniveauet yderligere et par grader, da medarbejderen på den anden side af den mørke træplade proklamerede, at jeg altså havde opbrugt min recept, da jeg hentede insulin sidst.
Jeg sendte hende et langt, tomt blik. Hvorfor var jeg ikke blevet oplyst om det, da jeg hentede insulin sidst?
Hun trak beklagende på skuldrene. Kunne jeg ikke bare ringe til Steno én af dagene og få recepten fornyet?, ville hun vide.
Og jo, det kunne jeg måske godt, men jeg var her jo nu – jeg kunne faktisk ikke rigtig overskue at skulle komme igen. Og telefontiden til de almindelige numre ud til Steno var også lukket for i dag.
Alt dette tænkte jeg inde i mig selv, mens jeg sukkede
“Jooooeh…”
“Ved du hvad,” kvikkede ekspedienten så alligevel op.
“Jeg kan også lige prøve at ringe til dem”
Det ville tage ti minutters tid og hun bad mig om at vente og trak sig tilbage til en fastnettelefon.
Jeg gik lidt rundt og kiggede fraværende på de snorlige reoler, der lovede at være mig behjælpelig med en kur på alt fra neglesvamp og D-vitaminmangel til sprukne hæle og kløe i de nedre regioner.
Da jeg kiggede op igen, havde en anden kunde henvendt sig til “min” ekspedient, og eftersom min sagesløse vandring havde vækket min svimmelhed, tog jeg plads i en stol langs væggen.
I vanens magt trak jeg telefonen frem, og bad instagram om at hjælpe mig af med min kedsomhed.

Desværre gik der kun kort tid, før jeg måtte sande – som jeg havde gjort det mange gange før -, at den gentagende scrollen op og ned på skærmen, i endnu højere grad triggede min svimmelhed.
Mit hoved havde svært ved at finde vater i lokalet. Telefonen stod stille, men skærmbilledet ikke gjorde. Hvad var hvad? Gulvet under mig syntes at vugge som en jolle på en klukkende sø. Lokalet syntes med ét iltfattig og en smule beklumret.
Jeg endte med at lægge telefonen væk, fokusere på et roligt åndedræt og genne mig ind i mine egne – helt lige – tanker. Jeg formanede mig selv, at gulvet var roligt og lige og mine lunger lige så rummelige og funktionsdygtige som de altid havde været.
Således opslugt af tanker og med fokus på de snorlige hylder bag diskene, blev jeg pludselig forstyrret af en stemme, der talte overdrevent langsomt.

“Heeeeeeeeej”

Jeg vendte mig mod lyden og blev helt forskrækket over, at én person stod overraskende tæt på mig og bøjede sig som et langt siv ned i min retning, ligesom når en voksen taler til et barn.
Han fortsatte med at tale langsomt, nærmest drævende med indlagte lidt for lange pauser:

“Er der nooogen, der hjælper diiiig?”

Han lød faktisk lidt som en mindre bemidlet.

“Det er baaare: Du har siddet her meget lææænge.”

Så fik jeg øje på hans navneskilt, og forstod, at han simpelthen arbejdede på apoteket – og at den mindre bemidlede tilsyneladende var mig!

“Ja,” kvækkede jeg, men kunne ikke overskue den forlegne akavede konsekvens, ved at forklare ham, at jeg altså var ganske normal begavet.

“Din kollega derovre er ved at hjælpe mig”
Jeg nikkede over mod kvinden fra tidligere, der lige var ved at runde en ekspedition af. Nu kunne han vel også høre, at selvom jeg måske så bleg og forfløjet ud, så var jeg altså ikke helt fra den.

“Trine?” Pegede han.
“… Hende der øh….?” Han tog sig op til sine øjne og lignede én, der først ville til at kendetegne Trine ud fra hendes skrå asiatiske øjne, men så tog sig i det og i sidste øjeblik rettede det til:
“… Har briller?” Og lavede det internationale brilletegn på sig selv.

“Ja, hende” Bekræftede jeg.

Så gik han over til Trine, som måske/måske ikke – bekræftede, at jeg ikke var en forvirret fremmed, der havde forhutlet sig ind på apoteket og havde slået rod.
Jeg fik i hvert fald min insulin og så kunne jeg da gå hjem.

…

Da jeg stod på apoteket denne aprilformiddag for en uges tid siden, skænkede jeg ikke svimmelheden en eneste tanke. Jeg havde heller ikke skullet skænde på mig selv, for at komme ud af døren og derhen.
Og jeg tror ikke, at noget personale frygtede for min mentale kompabilitet.
Jeg lignede formentligt alle de andre – både dem med neglesvamp, D-vitaminmangel, sprukne hæle og kløe i de nedre regioner.

Jeg kom til at tænke på, hvor meget der så alligevel har ændret sig. Også selvom jeg til tider synes, at der er sket lige lovligt lidt i min tilværelse siden jeg sagde op i december.
Også jeg så sad hernede på smukke, stille Korfu, gik noget nyt op for mig:

Jeg føler mig ikke arbejdsløs længere.

Ikke affødt af jeg tager vagter på fødegangen, men mere fordi jeg ikke føler mig helt så… Håbløs, længere.
Jeg føler mig stadig rodløs, til tider decideret desorienteret, men det afgrundsybe, sorte hul, som på et tidspunkt var det eneste jeg kunne se, når jeg prøvede at forestille mig min fremtid… Dét er væk.
Ikke afløst af noget håndfast, men det er også okay.

Jeg føler mig ikke arbejdsløs længere. Jeg kan stadig gøre nytte.
Jeg føler mig faktisk håbefuld.

Så jeg spørger mig selv:
Er det arbejdsløse eventyr slut nu?
Skal det have et nyt navn eller kommer følelsen tilbage?
Og skal navnet ændres, så er spørgsmålet bare; til hvad?

 

Se så mange ord havde apotekeren fra september nok ikke lige regnet med at jeg kunne sætte sammen!

---

Følg hverdagens gråtoner på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPPEN.

Navnet er som altid
Sortpahvidt

Tak fordi du læser med!

Jovist, det er godt nok mine egne livsanskuelser, men det betyder ikke nødvendigvis, at jeg forstår dem.
Man forstår jo ikke altid sig selv, vel?
For at være ærlig er der masser af tid, hvor jeg slet ikke forstår mig selv.
Det slog mig i hvert fald, at selvom jeg på ingen måde er blevet prakket nedenstående tanker på, så ser jeg dem både som mærkelige – men også som en form for universelle sandheder:

10) Jeg er mere “tilstede” når jeg har kontaktlinser på. (Frem for briller, that is. Hvis jeg ikke har nogen af delene på, er jeg decideret ikke tilstede)

9) Tirsdag og torsdag er fede dage. Mandag og onsdag er bare “meh”.

8) Man hygger sig bare bedre, hvis man har et tæppe på. (Medmindre man er på solferie. Så hygger man sig bare bedre, hvis man har solbriller på)

7) Livet er en musical – og DU er hovedpersonen, så hvorfor sige det, hvis du kan synge det? (Det her er virkelig min hjernes mest ubevidste og brugte måde at få mig til at fremstå som en idiot.)

6) Det er virkelig tidsspilde at gå i bad. Diskutér nødvendigheden dagligt og længe med dig selv

5) Det er virkelig ubehageligt og unødvendigt at forlade brusebadet. Diskutér dette dagligt og længe med dig selv (Forresten: hvorfor tænker man bedst i badet?)

4) Du behøver ikke skrive det ned, det er god træning for hjernen og du kan sagtens huske det (men det kan man jo for helvede ikke!?)

3) Klokken 19 om sommeren ligger verden åben for alt hvad du måtte finde på. Klokken 19 om vinteren har dagen været slut i tre timer.

2) Hvis SKAT siger det, må det være sandt (notat til mig selv: IKKE NØDVENDIGVIS!)

1) Hvis du følger dit hjerte, kan du ikke fare vild (med mindre dit hjerte hele tiden skifter mening – og fx vild have take-out når I lige var blevet enige om grøntsagsstænger)

---

Hvilke livsanskuelser har du som du ikke helt forstår?
Har de nogensinde fået dig i knibe?
Jeg er for eksempel engang kommet til at lave en aftale med hele tre forskellige mennesker på den samme dag og tid – jævnfør min livsanskuelse nummer 4…

Følg hverdagens gråtoner – hvis du lyster – sort på hvidt på FACEBOOK, INSTA, BLOGLOVIN og/eller SNAPPEN.

Navnet er som altid
Sortpahvidt

I går var det fredag aften, og ude fra mit badeværelse kunne jeg gennem væggen høre min nabo fløjte nogle udefinerbare toner.
I mine egne højtalere sang Fergie at “Big Girls Don’t Cry”, og det synes jeg egentlig er lidt irriterende.
Ikke nok med at jeg rent teknisk aldrig bliver en stor pige med mine vertikale 154,5 centimeter – så bliver jeg det heller aldrig ud fra Fergies  definition.

Når nu jeg tænker over det, så er det faktisk som om jeg græder mere nu, end da jeg var barn?

Jeg har tænkt meget over det der med, hvornår man så reelt er voksen. Da jeg var barn, syntes jeg, at det var folk, der ikke længere gik i skole.
Da jeg var teenager, var det folk, der havde børn.
Da jeg var tyve, var det folk, der kunne klare sig selv.
Nu synes jeg bare, at det er sådan noget, folk rundt omrking mig bliver, mens jeg kigger på.

Jeg kigger på min tumulttilværelse og tænker.
Der var fandme ikke var nogen der sagde, at man kunne vokse op og gøre alt dét, der forventes af én og så sidde som 28-årig med en mellemlang uddannelse, lejlighed og tidligere fast arbejde og ikke længere ane, hvor man er på vej hen i livet eller hvorfor.

Så prøver jeg at gribe mig selv i nakken og ruske blidt. Ja, ja, tumult er måske alligevel en del af at blive voksen. At mærke ansvaret tynge og være bevidst nok til at tage det alvorligt – men også være voksen nok til at tage sig selv seriøst, og sætte tilværelsen før tilsyneladelsen.

Og hvis jeg nu skulle lave min helt egen voksenliste, så ville jeg putte følgende på den:

– du spiser (oftest) ikke kage til morgenmad, selvom du har lyst

– du synes tegnefilm larmer og var meget bedre da du var barn

– du har overtræk, som du må håndtere på egen hånd

– dit overtræk skyldes (oftest) ikke en tåget bytur med kulørte shots og en helt vild sjov og lidt shady fyr, de kalder Crazy Kalle.

– du kan ikke længere gå på arbejde efter ovennævnte bytur, men må bruge to døgn på at overveje, om det er sådan her du skal dø

– du bliver glad derinde i maven, når du udskifter den misfarvede og flade opvaskesvamp med en ny, fast én

– du støder ind i noget virkelig ulækkert og kalder på en voksen til at tage sig af det. Du finder ud af, at dén voksne er dig. 

– du kan vente med at græde til et tidspunkt, der ligesom passer bedre 

– du må selv bestemme, hvornår du drikker rødvin

– du dør ikke, fordi du er overladt til dig selv i mere end 72 timer. Det er måske faktisk lidt en treat.

Og altså, ud fra dén liste syntes jeg faktisk, at det gik ret godt, og at jeg måske alligevel er mit liv voksent.
Indtil jeg åbnede min årsopgørelse, that is.

Jeg regnede med at have en smule der skulle betales fra Grønlandseventyret. Herregud, måske endda 15 af de store.

At der stod et stort, fedt, knaldrødt treogfyrretusind hev derfor stolen gevaldigt væk under mig!
Jeg havde det som om jeg lige var sprunget ud fra ti-meter vippen og dér midt i luften fandt ud af, at bassinet under mig var tomt.
Eller  fyldt med taranteller.
Og ild.
Og skat.

Der er ikke noget, der kan gøre mig så bange som skat. Intet. Vil hellere genopleve denne aften, end at redegøre for alle de uforståelige og mystiske rubrikker derinde!

Jeg så alle fremtidsplanerne (okay,  fremtidsgisningerne) glide mig af hænde som sand mellem fingrene. Så mig blive mærket med sort tusch i panden og for evigt skulle gå rundt med ordene

INDBILDSK TABER

… Og jeg gjorde det eneste, jeg kunne.
Jeg trak det tungeste skyts, jeg kender.
Jeg ringede til moar.

Fuck det.
Så kan det godt være, at jeg ikke er ægte jeg-ordner-lige-mine-hylder-i-vater-voksen, men det lever jeg med.

Mutter 911 forklarede mig desuden i små letfordøjelige bidder, at der var en fejl i min årsopgørelse.

Så nu skal jeg bare ringe til skat og få trådene redt ud.
Puha.

—

Jeg ville ønske, at det var socialt acceptabelt at mødre ringede til skat på deres forvoksne døtres vegne!

 

---

 

Er du også bange for skat eller findes der virkelig noget, der er endnu mere uhyggeligt i din verden?

Hvis jeg opdager noget – så giver jeg lyd!

Følg hele hverdagens gråtoner på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT
Navnet er selvfølgelig
Sortpahvidt

Og mange dage mere voksen end i dag.