I morgen er det nu.
I morgen er det Grønland.
Der er SÅ mange ord, jeg kunne bruge, for at fortælle jer, hvordan jeg har det.
Jeg vil lade være og i stedet nøjes med at give jer denne tegning, for den siger det i al sin enkelthed bedre:
Vi skrives ved på den anden side!
…
Vil du følge med i mit Grønlandseventyr, så klik over på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT
navnet er selvfølgelig: Sortpahvidt
Man siger jo, at der er noget ganske beroligende – ja, nærmest meditativt – over at stå i køkkenet og bage.
At sammensætte ingredienser og se resultatet tage form. Duftene og smagene.
Sådan har det ALDRIG været, når jeg bager.
Køkkenet forvandler sig til en krigszone – mig mod opskriften – og gryder, sukker, mel og gær flyver om ørerne.
Jeg ved ikke, hvorfor bagning og jeg er sådan en sprængfarlig cocktail, for jeg er ret god til at lave mad.
Jeg tror måske, at problemet ligger i at følge en opskrift.
Dengang jeg gik til river-café-cooking kursus med min mor og søster, var dommen klar: Der var ikke noget underviseren Børge hadede mere end folk, der ikke kune læse og forstå en opskrift… Og Børge villet have hadet mig, hvis ikke det var fordi, jeg altid fik mast mine holdkammerater ind i skudlinjen og undgik at blive afsløret.
Miseren handler til dels om, at jeg ikke er så god til at lade den kunstneriske frihed ligge og dels, at jeg er lige så struktureret som en tre-årig i Tivoli.
Derfor valgte jeg da også, at bruge en opskrift, som jeg har prøvet adskillige gange før, da jeg her til aften skulle bage på-gensyn-kage til kollegerne i morgen.
I present to you:
FEM FIF TIL AT OVERLEVE/BAGE BRUNSVIGEREN FRA HELVEDET:
1) Find opskrift på nettet. Gå at ud at handle. Glæd dig over, at opskriften kun indeholder 9 ingredienser (heriblandt vand) og køb ind til aftensmad også.
Ooog så igang!
Fuck.
Kanel.
Afsted igen.
…. Ooooog så igang!
Fuck.
For fuck…!
Gær.
Aaaafsted igen.
(Alle der nu sidder og tænker “indkøbsliste?” tier bare stille. Læste I ikke hvor struktureret jeg er?? PS er der et ord for ammehjerne, når man ikke ammer? Altså. Udover dum)
2) Gå igang med opskrift.
Smeltet margarine og Becel er da det samme. Er det ikke?
De andre gange har du smeltet smør, men Becel virkede lidt mere overkommeligt i dag.
Bliv enig med dig selv om, at det ikke kan have nogen betydning.
3) Undr dig over dejens konsistens. Meget blød. Som i MEGET klistret. Uretfærdigt, du har jo målt tingene af og shit.
For saa…. Hvorfor FØK klistrer møget så meget? Helt umuligt at ælte. Prøv mere mel. Sørg for at få det godt ud i hele køkkenet. Og mest på gulvet, som du støvsugede for 23 minutter siden.
Prøv herefter at klaske dej som er smaskforelsket i din hud mellem fingrene ud på bradepande.
Skrig.
Valgfrit: Tag stesolid. Eller en gin og tonic uden tonic.
Kast om dig med dej indtil den mirakuløst ligger på en bageplade. Slå febrilsk på den under påskud af at lave huller til farinfyldet
4) Lav farinfyldet. Vær tæt på at få en hjerneblødning, når du ser, at siruppen er muggen. Muggen! Det er jo kun to år siden du brugte det skidt sidst. Pfft!
Glæd dig over, at du aldrig kan huske, om du har hverken smør eller sirup og derfor ligger inde med op til flere dubletter af begge dele.
Brænd farinfyld på.
Ja, du læste rigtigt.
Gør det.
Du vil føking elske dig selv.
5) Sjask lortet sammen, smæk det i ovnen og hidkald samtlige guder og bed om et mirakel.
Upcoming:
Punkt nummer 6) Giv på-gensyn-kage til kolleger, sats på miraklet og håb, at de både vil spise kagen og lade dig bage en ny, når du kommer retur.
I morgen er sidste vagt på fødegangen i denne omgang – og det er lidt vemodigt.
Jep, det bliver forklaringen, når jeg siger, hvorfor Brunsvigeren fra Helvedet måske smager lidt sjovt i morgen.
Tårer.
Bare tårer…
….
Vil du følge bloggen, min tur til Ilulissat og hverdagens gråtoner, så klik ind på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT (hvor du lige nu kan se Brunsvigeren fra Helvedet. Den ser pisseuskyldig ud.)
Navnet er selvfølgelig Sortpahvidt
Om præcis en uge sidder jeg og sveder i mine små, tykke håndflader. For om en uge er kufferten pakket (ja, det håber jeg i hvert fald…), passet lagt frem og Tryghedsnarkomanen i mit indre formentlig ved at gå ud af sit gode skind.
Det er noget underligt noget, det dér med at flytte til et andet land – også selvom det bare er for nogle måneder. På en måde er jeg meget bevidst om, at det nu for alvor er om lidt og på den anden side, har jeg vist ikke fattet det helt endnu.
Jeg kan i hvert fald sidde i bussen, og når jeg kommer i tanke om, at jeg tager afsted om en uge, kan jeg pludselig mærke et kæmpe gip i hele min krop. Lidt på samme måde som at skulle til eksamen eller få øje på en forelskelse gennem en folkemængde. Jeg får lige et fejende sus af adrenalin og jag i hjertehulen, som er lige dele sød og skarp.
Det pudsige er, at jeg hele tiden har tænkt, at eventyret – alt det nye og spændende – ville begynde, når jeg stod med min skrigblå kuffert og mit rødøjede ansigt i afgangsterminalen, men måske det faktisk så småt er startet nu? Størstedelen af det, der sker for tiden, er i hvert fald nyt. For eksempel vidste jeg ikke, at det ville være så rørende at sige på gensyn til alle mine kolleger – for vi ses jo snart igen. Men de er også en meget håndgribelig del af den tryghed, min jordemodervinger nu selv må bære. Når jeg er på fødestuen i Ilulissat er den eneste jordemoder på vagt… Mig!
Jeg vidste sgu heller ikke, at det kunne være muligt at rode så meget i min lejlighed, når nu firs kilo af mine ejendele befinder sig på vej til Ilulissat.
Jeg prøver at se min nye tilværelse for mig.
Jeg har altid fået at vide, at jeg har en god fantasi og ikke var bleg for at komme med en malende beskrivelse, men når jeg tænker på Grønland, er det jeg ser… Hvidt. Sne og isbjerge og måske en lidt udefinerbar lejlighed. For føk sake det er surrealistisk og nervepirrende! Heldigvis har jeg hørt så utroligt mange gange, hvor søde, hjælpsomme og imødekommende alle er deroppe – faktisk har jeg allerede et par telefonnumre på folk jeg kan mødes med! – så jeg er (i det mindste ikke på nuværende tidspunkt) bekymret over ikke at kende nogen på forhånd.
Men når nu jeg ikke kan male et billede for jer, kan I i stedet få min Grønlandstur i tal:
Antal indbyggere i Ilulissat: 4592
Antal bygder: 4
Antal jordemødre: 2!
Antal fødsler pr år: 120 (nuværende arbejdsplads: ca 7000)
Antal plader chokolade i flyttekasser: 8 (man skal fandme ikke sidde og savne Lindt’s med havsalt de første uger!)
Antal kunstige bloklys i flyttekasser: 6
Antal latterligt stor juledekorationer i flyttekasser: 1 (ja, lige dér havde jeg sgu et mental melt down…)
Gennemsnitlig temperatur i nov-feb.: -10 til -30 grader
Antal lyse timer pr døgn i januar: 3-4 (har jeg ladet mig fortælle)
Antal gange jeg nok kommer til at bæve og skæve lidt før afgang: utallige
…
På tirsdag den 1/11 klokken 11.00 sidder jeg i flyet og drager ud i den (h)vide verden.
Vil du følge med i eventyret og hverdagens gråtoner i Grønland, kan du følge bloggen på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT.
Navnet er selvfølgelig Sortpahvidt
Ok. Det der Grønland nærmer sig med hastige skridt.
Faktisk har jeg sidste vagt om en uge. OM EN UGE! Shit. Både sommerfuglene i maven og Tryghedsnarkomanen i mig er begyndt at røre uroligt på sig.
Se bare – her er mine tænkte tanker gennem den sidste uges tid:
Og ovenstående er kun en brøkdel af, hvad der foregår i mit hoved. Ikke mærkeligt, at det efterhånden er svært at falde i søvn (tak, Netflix, for at lægge Homeland sæson 5 ud til de søvnløse!)
Summa summarum: Gode råd til påklædning, rejsetips eller bare gå-på-mod modtages gerne her i slutspurten før Grønland.
Og vil du bare følge med eller krumme tæer sammen med mig, kan du følge bloggen og Grønlandsturen på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT
Navnet er selvfølgelig Sortpahvidt
Det der med at skulle flytte til Grønland i en kortere periode, det skal jeg hilse og sige, at hverken krop eller sind tager sådan særlig let på herhjemme.
Kan man have eksistentiel krise, når man er seksogtyve år, er nogenlunde velforvaret og hader tomater? Spørger jeg.
Svaret er tilsyneladende, ja.
I hvert fald er jeg overmåde følsom for tiden.
Kan faktisk græde hele tiden, undtagen når jeg ser Den Store Bagedyst.
Kan også blive vred næsten hele tiden.
Og når jeg bliver tilpas glad – ja, så er jeg altså ved at græde igen.
Sagen er den, at jeg altid har været eventyrlysten i mit hoved – men aldrig maven.
Så snart det kom til at gøre noget, holde fast i noget, så er jeg gået i stå. Hvis jeg ikke ligefrem er bakket ud, har jeg ladet stå til eller talt tingene ihjel. Ladet alle de store spring dø en stille død.
Derfor er min måske største bedrift, at jeg har holdt liv i denne blog i snart fem år.
… Og at jeg engang i 2007 et anfald af vovemod fik klippet en uheldig page, der efter bare en uge lignede en selvdød puddel.
For hvem er man egentlig og hvad har man bedrevet, når man skræller job, alder og bopæl af?
Jeg spurgte internettet, for – who are we kidding – internettet ved jo ALT.
Så jeg googlede mit navn, og ifølge nettet er jeg:
1) på facebook (sandt nok)
2) uddannet jordemoder i 2014
3) kreatør af Livets Træ på Hvidovre Hospital
Så langt, så godt…. Oooog nu begynder de mærkværdige indslag!
4) vokal på efterskolehittet “Snake in Paradise” (Thank GOD, at lydfilen tilsyneladende ikke kan afspilles!)
5) én der har udgivet en bog eller bidraget til en bog (.…? Illustrationer, måske?) Håber dog, at det bliver sandt nok engang i fremtiden
6 og 7) PISSElangsom til både løb og triatlon (!!?!?! Lægger de virkelig den slags resultater ud på nettet, hvor alle – ALLE – kan læse dem? Er der ikke en slags sportsudøvelses-tavshedspligt? Et føking æres-kodeks?? Vi behøver jo ikke at skrige NUMMER SJOK ud til hele verden… vel?)
8) på tegnebordet.dk tilbage i 00’erne (oh boy, not a pretty sight! Det var meget, at jeg blev ved!)
9) ejer af en strand i Grækenland (spændende! Giv lige lyd, hvis nogen finder ud af hvilken!)
10) Åbenbart ikke blogger – har simpelthen formået at holde min identitet eller, okay, mit fulde navn hemmeligt (... For hvor mange jordemødre hedder mon Eline??) I hvert fald linker mit fulde navn ikke til bloggen, og det er nu på en måde betryggende, for jeg har aldrig skrevet det her på siden. (Men altså, Big Brother er jo med på en kigger, ikk’!)
…
Altså er lidt ærgerlig over, at min legendariske grydehistorie og dengang jeg sprængte decibelskalaen ikke er nævnt med et ord – men derudover synes jeg nu, at internettet rammer mig meget godt.
I nærmeste fremtid er jeg desuden sikker på, at når du googler mit navn, vil Google spørge:
“Mente du “Eline Eventyreren?”
og så skal vi alle sammen svare: JA!
Såeh, hvem er du på nettet?
…
Vil du vide mere om Grønland, kriser, hvad jeg spiser, hvornår jeg fniser eller synger viser, kan du følge bloggen på både FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT.
Navnet er selvfølgelig Sortpahvidt
… Jeg får trods alt kun 100kg gods med til Ilulissat i Grønland
… Men derudover er min pakkeplan sådan rigtig god og gennemtjekket.
Hilsen damen, der blandt andet har pakket otte pakker chokolade, to tilbudspakker tampax, en åndssvagt stor juledekoration og nogle meget tilfældige krydderier
Læs mere om hverdagens gråtoner og følg mit Grønlandseventyr på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT — navnet er selvfølgelig Sortpahvidt
Ja, sorry, ved godt, at der har været larmende stilhed herinde.
Det er fordi der har været så meget larm i mit hoved.
At have taget beslutningen – og fået muligheden – for at skulle til Grønland er simpelthen så spændende og så nervepirrende og lidt forvirrende på samme tid.
Så. Føking. Mange. Rodede. Tanker.
Se bare hér:
– Skifter man ski-undertøj hver dag? Hveranden? Som vinden blæser?
– Altså, når folk siger “PAK VARMT!” betyder det så, at jeg slet ikke skal have kjole på denne vinter?
– Folk er bare så pissesøde. Folk jeg kender og helt fremmede kommer med gode råd og tilbyder Grønlandskontakter. TAK!
– Skulle man egentlig aldrig gå i gang med at se SKAM?
– Er tydeligvis rookie ud i vintertøj. “Isolering: vatex 60gr” Det lyder da meget godt, men HVAD FANDEN ER VATEX??
– Egentlig totalt stupidt move at påbegynde ny TV-serie midt i alt det her.
– Ved jo godt, at jeg ikke kan styre det
– “Far, er det her afdækningsplast eller kan det bruges til at emballere godsforsendelsen? … “Glasfiber??”, Okay, det kan vi nok ikke bruge… Vel? Nej.”
– Kan godt lige se ét til afsnit af SKAM
– Når man er på vagt i seksten timer, burde det udløse fri resten af ugen.
– Har tilfældigt og uafhængigt af hinanden mødt tre søde personer, der læser min blog i den forgangne uge. Hvad sker der for det!
– Hvad hvis de synes, at jeg er en douche i virkeligheden??
– Hm. Ham William er da egentlig meget sød.
– Kunne jeg bære en page?
– Jæsus! Skitøj er jo for lækkert at have på! Blødt og afslappet!
– Kommer ikke til at møde min fremtidige mand i Grønland. Kommer til at rende rundt som en varm og fuzzy Afskyelig Snemand.
– Er klokken 01.13??! Jamen, jeg så jo kun tre-tusind afsnit SKAM
– Føk. Min bankkonto bløder jo! Dyrt at købe ny garderobe.
– Gøndlandspage. Go or no-go?
– Nåh, men nu må det da vist også være tid til et afsnit SKAM.
– Det er jo lørdag søndag…
…
– JEG SKAL SGU HAVE PAGE!
… Skal jeg ikke?
…
Hvis du vil følge med i mit Grønlandseventyr eller bare følge hverdagens gråtoner, kan du følge bloggen på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN eller SNAPCHAT
Navnet er naturligvis Sortpahvidt