Var i nattevagt i nat.
Vi har jo ligesom rundet nattevagter før, men lad mig lige slå én ting fast:
Jeg sover ikke i en nattevagt.

Jeg skal holdes igang. Som en bokser i et ringhjørne, skal jeg ikke have lov til at slå benene op, men hellere råbes lidt ind i hovedet, mens jeg pøser vand i ansigtet, grynter og spærrer øjnene vidt op.
Det er der en grund til.
Alle der kender mig, ved at al søvn, der ikke er mere end 6 timer sammenhængende, gør mig mærkelig i hovedet.
Aldeles tungnem. Og lidt rundt på gulvet.
Efter en lur er Grauballemanden mere frisk end mig.
Så derfor: ingen lurer.

Men i nat var der ganske enkelt ingen fødende til mig, da jeg mødte ind klokken halv tolv. Der var ikke engang en på vej ind.
Faktisk var der bare en førstegangsfødende der gik rundt med veer derhjemme – og de gik muligvis i sig selv igen.
Så min jordemoder ville sove. Vi var førstevalg til den næste der kom.
Når hun kom.
Hvis hun kom.

Jeg krøb til korset og fandt også et sted at sove.
Beroligede min krop og mit hoved, der var på vagt som om der hvert øjeblik kunne falde en baby ned fra himlen i hovedet på mig, med at vi jo ville få at vide allerede når nogen var på vej.
Altså ville jeg have lidt tid til at vågne.

Så faldt jeg i søvn.
Og karma så sit snit i mine drømme.

“Kære Eline,
Nu har du sovet i lige præcis syv og et halvt minut, og jeg vil bare fortælle dig, at der netop nu er kommet en andengangsfødende ind med pressetrang.
Hun vil have født om præcis 16 minutter. Du skal tage imod det barn.
Jeg håber, du er klar, for afdelingsjordemoderen kommer og vækker dig om…
3… 2… 1…
Kram Karma”

Boy, was I a pretty sight

Var til familiekonfirmation i går.
Elsker familiefester og denne var sædvanen tro god, sjov og meget festlig.
Men jeg må indrømme, at jeg så småt mærker Peter-Pan-fænomenet røre på sig.
For hvor blev alle de små fætre af?
Skal de nu virkelig være teenagere og konfirmander og have dybe stemmer?
Det kan jeg måske liiiige gå med til.
Men så må de altså stoppe med at vokse.
Nu.
Og de skal også lade være med at bruge sko der er 11 størrelser større end mine.
Tror du, at jeg overdriver?
Se den tegning jeg lavede til min fætters sang.
Den er 110 % troværdig.

Sværger.

Det er blevet forår.
Udover eksaminer betyder dette et skift i vejret, hvilket igen betyder et skift i min lejlighed.
For gennem hele vinteren er døren ind til soveværelset lukket fordi der er skidekoldt derinde og jeg vil gerne have det lidt mindre skidekoldt inde i stuen.
For at være helt ærlig, går der nogen gange ret lang tid mellem at jeg overhovedet gider at rulle gardinet op i soveværelset. Det får ligesom bare lov til at leve sit eget udhængte liv derinde.

Men… Nu er det blevet forår og sådan som vejret var i går, var det faktisk bedst at åbne op til alle rummene og få frisk luft til at cirkulere.
Så vupti, alle gardiner op og væk, alle vinduer på klem og lyden af fuglesang fløj ind.

Og så var det at jeg gjorde noget, som jeg vidste en dag måtte ske, men som jeg forventede at karma ville vente med at udsætte mig for til en dag, hvor jeg måske var lidt for kæphøj.
Men nej, det skulle da selvfølgelig ske i går, hvor min hjerne var fyldt op med eksamen.
Så altså, jeg stod ved mit skab ude i gangen, hvor mine kjoler hænger og blev lidt ubeslutsom, og så var det jeg tænkte ‘hul i det, jeg prøver sgu da bare et par stykker…’
Og ja, så var det ligesom, at jeg var ret så upassende afklædt, da det gik op for mig at den blinde vinkel i gangen jo slet ikke var blind mere.
For fra gangen stod døren til soveværelset HELT åbent og det var gardinet også.
Og jeg bor jo forresten i stuen.
Og som om det ikke var nok, har vi stilladsarbejde i ejendommen overfor.
Jeg ved ikke, hvem der er mest traumatiseret.
Har ikke turdet spørge.

Er usikker på om jeg har droppet min hjerne eller om min hjerne har droppet mig?
Jeg skal til eksamen på torsdag, og uanset om jeg vil slappe af eller læse, foregår min tankerække nogenlunde sådan her:
1) “jeg lægger en plan”
2) “EN FANTASTISK PLAN”
3) “hvad skal jeg spise i aften?”
4) “hvorfor har jeg ikke nogen læseplan?”
5) “jeg skulle jo lægge en plan…!”
6) “måske noget med sovs!”
7) “sidste gang jeg mærkede på en mave, kunne jeg ikke mærke en skid”
8) “jeg gider ikke lave mad i aften.”
9) “jeg tror, jeg skulle tage og lave en madplan”
Retur til punkt 1

… Og det var nok det, min krop tænkte, da jeg i går morges troede at min cykel skulle køre hurtigere end bussen og at jeg prøvede at bilde mig selv ind, at jeg ikke var synderligt mærket af, at min fødegangsvagt dagen før var den hårdeste, jeg har oplevet.

Så da trafiklyset så rødt, gjorde jeg det samme.
Overvejede et kort øjeblik, om folk ville stoppe eller påkøre mig, hvis jeg nu besvimede midt på vejen?
Blev enig med mig selv om, at det ikke var en af livets spørgsmål, jeg havde i sinde at finde ud af og trak cykel og krop hen til et sted, hvor jeg kunne sidde ned.
Så så man mig sidde som et lille usselt skrog på et tilfældigt busstoppested, mens jeg klappede min klamme pande med de kolde regndråber fra stoppestedets blå sæde.

Og lovede kroppen, at jeg ville høre lidt mere efter mig selv fremover.
For den der krop, ikke?
Den er sgu ikke til at spøge med.

Når man har siddet på gynækologisk ambulatorium med sygeplejerske Modvillige Kirsten, der helt tydeligt ikke var begejstret over at have en jordemoderstuderende med på slæb og ingen har sagt noget i otte stive minutter.
Så ved man, hvad larmende tavshed vil sige.
Og at den findes.
Og ikke kan brydes.

Helt ærligt.
Jeg ved godt, at jeg sagde, at der var flest dage, hvor jeg noget så idyllisk svævede hjem fra fødegangen og jordemodergerningen.
Jeg løj.
Måske også for mig selv. Måske, fordi jeg ikke ville lyde alt for sortseer-agtig.

Anyhow og helt ærligt, så har jeg faktisk ikke været sådan rigtig glad og begejstret når jeg er gået hjem fra fødegangen siden den syvende februar.
Ja, så skidt, har det stået til, at jeg rent faktisk kan huske den eksakte dato. Og at det er over to måneder siden.
Og i al den tid har jeg ledt og ledt og ledt efter min jordemodergejst.
Des mere jeg ledte, des mere mismodig blev jeg, for det blev bare værre og værre.
Jeg troede, at den måske var død og begravet og væk for altid.
Men så i går.
Så i går gik det hele bare helt rigtig. Og det var godt og jeg var på.
Og jeg blev glad. Og fik en tiltro til, at det ikke var helt uansvarligt og helt meningsløst, at jeg om ikke så længe kan kalde mig jordemoder.
Og *pufff* så var den der. Den gode gamle jordemodergejst.
Den havde måske været begravet i en masse forventninger, men var i hvert fald og heldigvis ikke død.

Sjældent har jeg været så lettet.

Elsker wordfeud.
Ord, ord, ord – det er lige mig!
Jeg har naturligvis slet ikke nok venner til alle de spil, jeg gerne vil have i gang.
Derfor bruger jeg flittigt den der “random”-funktion, så jeg spiller med alle mulige tilfældige.
Spilmæssigt møder man så revl og krat – og åbenbart også desperate singlemænd.
Første gang det skete grinede jeg bare og skrev, at jeg var gift – men så spurgte han sgu om det var et lykkeligt ægteskab!
Og det er tilsyneladende ved at blive en dille, det der med lige at flette en civilstatusefterpørgsel ind blandt ordkløverierne…

Måske skal jeg ændre mit brugernavn til Lugtefrans?

Der er ingen grænser for hvad man kan nå, når man har hele ti dages fuldfed ferie.

Som ja… Fx de første tre ting på den beskedne liste, jeg havde forfattet…