I sidste uge havde jeg to nattevagter i træk.
Den ene varede 12 timer og 15 minutter. Den næste 8 timer og 30 minutter.
Der var ikke kald før min vagt og ikke noget pålagt arbejde efterfølgende.
De var sådan set som de skulle være.

Det er helt almindeligt for mig med et par nattevagter. Hvad der til gengæld var helt ualmindeligt for mig, var at jeg ikke kunne sove efterfølgende.
Jeg plejer at lukke øjnene, trække dynen op til hagen og falde i søvn, når mit hoved rammer puden.
Jeg plejer at sove en urolig og alligevel drømmeløs søvn – og uden besvær i 7-8 timer.
Når jeg vågner, føler jeg mig tømmermændsramt og noget ved siden af mig selv. Men dog udhvilet.

Denne gang lukkede jeg øjnene og ramte puden, men trak gentagne gange dynen fra den ene side til den anden. Og tilbage igen.
Kunne ikke finde ro.
Min krop roterede som et grillspyd.
Var ramt af overtræthed og tankemylder.

Da jeg havde sovet omkring fem timer og vågnede med grødede tanker, gav jeg op og slæbte mig ud af sengen.

Da jeg kom hjem fra den næste nattevagt var det om muligt endnu værre. Jeg prøvede, at døse hen ved at besvare et spørgeskema en ven havde sendt mig. Hvor mange film jeg kunne nævne med Bruce Willis? Ministrenavne? Uden at bruge internettet? Come on!

Klokken 13.30 – hvor jeg havde sovet i mellem tre og fire timer – blev jeg vækket. Absolut i utide. Det ringede på dørklokken. En, to, tre gange.
Fjerde hidsige bbrzzzzzzzzzzzzz fik mig ud af sengen.
Jeg var rasende!
Hev en slidt t-shirt over hovedet. Trak i mine plettede joggingbukser.
Mit fedtede hår strittede til alle sider.
Jeg buzzede på dørknappen og stod i verdens ledeste lune og kiggede med olmt blik ud gennem dørspionen. Som en trold fra et eventyr, stod jeg klar til at brøle HVEM VOVER AT VÆKKE MIG FRA MIN SØVN??
Jeg var tillige klar til at flå døren op som en fjeder og springe frem med min dræbende ånde.

Men ingenting skete.

Ingen kom ind.
Og jeg kunne mærke, at gå tilbage i sengen igen efter mit raserianfald ganske enkelt var omsonst. Vreden havde gjort mig vågen. Meget.
Jeg lå to timer i min seng og sumpede.
Skulle hjem og sove hos en veninde, og fik mig til sidst trukket ud af sengen og ind under bruseren.
Var så træt, at jeg nærmest følte mig beruset.
Det hjalp lidt med badet. Men ikke meget.
Pludselig var jeg også sent på den.
Satte en ubehjælpsom knold på toppen af det trætte hoved, og begav mig på barselsbesøg.

På trods af træthed var det virkelig hyggeligt til middagen – og mine taleevner var da også intakte.
Efter maden gik jeg på toilettet.
Og opdagede det:

Jeg havde glemt at tage min insulinpumpe på efter badet!

For de af jer, der ikke er den lykkelige ejer af en førtidspensioneret bugspytkirtel og en insulinpumpe, kan jeg afsløre, at have pumpen tilsluttet til kroppen er… ret essentielt.
Hvis man efterlader den derhjemme, får man i hvert fald ikke insulin.
Jeg var i chok. Noget sådant er aldrig sket for mig før. Aldrig.
Det kunne sammenlignes med at forlade hjemmet uden sko.
Nej; sko, strømper, bukser og trusser.
Mere eller mindre halvnøgen!

Jeg var nok også tilsvarende flov.
Tak for mad – jeg smutter nu. Jeg lød jo nærmest for kendt til det her sted. Og hvad værre var; jeg kunne ikke lade være med at tænke, at hvis jeg kunne glemme noget, der sidder så indgroet i mig – hvad kunne jeg så ikke finde på at glemme??

Jeg var glad for, at jeg ikke skulle på arbejde lige med det samme.

…

Der gik yderligere to dage før det gik op for mig, at jeg også havde glemt at nævne statsministeren i min vens spørgeskema. Bare en mindre detalje…
Shizzle my nizzle, jeg tror ferien var tiltrængt!

Er der andre, der tilsyneladende har hukommelse som en si? Har glemt pinlige ting? Børnene i vuggeren, eventuelt?

…

Har du lyst, kan du følge bloggen på FACEBOOK eller INSTAGRAM

Lad mig slå to ting fast:

Jeg er jordemoder.  Jeg elsker mit fag.

Som en selvvalgt livspartner kender jeg dets styrker, svagheder, potentialer og udfordringer.

Jeg har tidligere skrevet indlæg her på bloggen som en reaktion på den præsenterede finanslov, hvor landets svangreomsorg mistede øremærkede millioner. 260 millioner for at være præcis.
Som landet ligger lige nu, har mit fag svære forudsætninger. Og jeg har fortalt om, hvad disse dårlige forudsætninger iform af besparelser gør ved mit fag og gør ved mig.

Bevares. Vi er kommet lidt af vejen. De lovede midler til landets fødeafdelinger for 2015 blev ikke tilbagerullet. Men hvad med 2016 og årene herefter?
Vi er i gang med et marathonløb og har passeret et par milepæle, men  endnu ses målet kun for det indre øje.
Jeg lader mine fingre løbe videre hen over tastaturet. For jeg er ikke færdig med at kæmpe, for det og dem jeg elsker. På en måde er jeg faktisk kun lige begyndt. Og jeg håber, at I vil være med.

Jeg har fortalt tidligere hvad besparelser gør, men lad mig fortælle lidt om hvad, vi kan gøre uden besparelser, der tvinger os i knæ. Hvad jordemødre faktisk kan.
Hvorfor jeg elsker mit fag.

Som jordemoder er hver dag en ny udfordring. Jeg ser kommende forældre kæmpe alene og sammen.
Jeg er hverdagens vidne til transformationer, man må se, for at kunne forstå.
Ser en mand og en kvinde blive til en far og en mor.
Ser to blive til tre, tre blive til fire eller fire til fem.
Ser tårer blive til smil og smil til tårer.
Jeg kan give ro i et kaos af følelser.
Jeg er hånden i din hånd.
Hende, der siger at du kan, når du siger nej.
Nogle gange er jeg oppe og støtter jer hele natten.
Andre gange er jeg der bare.

Det første jeg gør, når jeg træder ind på en fødestue, er at dæmpe lyset. Jeg kan godt lide den ro, det giver, når hospitalslyset bliver ændret til noget, der kunne være hjemme hos dig selv.
Det siger sig selv, at jeg også godt kan lide hjemmefødsler.
Men også komplicerede fødsler, hvor teknologien spiller en vigtig rolle.
Jeg både står, går, sidder på hug og balancerer ved badekarrets kant for andres skyld.
Jeg slukker for apparaturer, der bipper og summer, og hvis familien har lyst til det, sætter jeg musik på. Jeg har derfor holdt fødselsdag med både Mads Langer, plingelingmusik, Sam Smith og russiske musicalhits.
Men lige så gerne lader jeg der være stille.
Nogle gange er der brug for arbejdsro.
Det kræver tid og tålmodighed at føde et barn.
Når barnet snart bliver født, fortæller jeg, at jeg nu vil kalde på en assistent, og at hun altid er med til fødslerne. Hun skal være med til fødselsdag og har noget varmt med til den lille. Og når min kollega spørgende åbner døren, siger jeg uden så mange dikkedarer:

“Hej. Vi holder snart fødselsdag herinde.”

Jeg spørger som regel på et tidspunkt i fødslen, om familien ved, hvad den lille skal hedde. Og hvis de gør det, siger jeg navnet højt og siger hej og hilser velkommen til verden, idet barnet bliver født og løftes op på morens bare mave.
Jeg opfordrer til, at mor og far kigger derned, når den lille kommer og har én af dem lyst og overskud, tager de gerne imod.
Jeg ser som en af de få første ét lille menneske sætte sin første lyd i verden, knuge sine små næver og tage den anden side af livmoderen i åsyn for første gang.
Det er jo dét, det hele handler om.
Lige dét øjeblik og vejen dertil.
Bagefter kommer jeg med en bakke med verdens mest ordinære, men alligevel bedste måltid; nyristet brød, smør, ost, syltetøj. En kande saft, kaffe eller the.
Og flaget, selvfølgelig.
Jeg udfylder et lille vuggekort – helst laver jeg også en lille tegning. Så det bliver personligt. For familien skal ikke efterlades med en følelse af, blot at være et nummer i rækken.
På det lille kort, nedfælder jeg også en fødselsdagshilsen og nogle rosende ord. Hvad enten man har hujet, råbt, grædt eller bandet verden bort under sin fødsel, så håber jeg, at det er dé ord, familien tager med sig:
At de klarede fødslen flot, var seje, modige, kæmpede bravt.
De skal være stolte.
Det kan og bør være så fint.

Jeg elsker mit fag, men for ofte floves jeg over, de forhold vi byder det – og følgeligt de familier, der møder os, med det dyrebareste de har.

Når travlheden tager overhånd, går luften af ballonen.
Jeg må kæmpe for at give ro, fordi jeg ikke selv har nogen.
Jeg kigger, men ser ikke længere det fine.
Der er sygdom, mandefald, stress.
Det bliver et nummer i rækken af underbemandede dage.
Må gå fra stuen, fordi jeg også skal se til en anden.
Må gå fra den anden, fordi den næste venter.
Før jeg har syet kvindens underliv.
Før vi har talt forløbet igennem.
Før jeg får nedfældet de ord, jeg gerne vil have de tager med sig.

Og det er ikke bare mig. Det er hverdag.
Se denne video som jordemødre fra hele landet har bidraget til at kunne lave.
Travlhed er hverdag og virkelighed.
Vi kan ikke tåle flere besparelser.
Hvor lang tid kan du holde ud at gå i din jordemoders sko?
Jeg kunne næsten ikke se filmen til ende.

Lad mig slå to ting fast:

Jeg er jordemoder.
Jeg elsker mit fag.

Men ulykkelige forelskelser tærer på selv de største hjerter.
Det handler om at gøre det godt, første gang, hver gang. Det handler om at slå til. Det handler om tid. Ro. Tryghed. Sikkerhed.
Det handler om liv.

Del indlægget, videoen, sig fra og giv dine tanker om besparelserne på området videre.

Støt os, så vi kan støtte jer.
Du kan blandt andet blive en del af facebooksiden Jordemødre for Livet, for at vise din støtte.

Tak!

…

Har du lyst, kan du følge bloggen på FACEBOOK og INSTAGRAM

Jeg indrømmer blankt, at det pludselige efterår har ramt mig hårdt.

Ikke i så høj grad, når jeg er på arbejde, men når jeg så kommer hjem… og ikke har andre mennesker at forholde mig til…

… så bliver jeg bare sådan lidt , okay faktisk ret SUR!

Og hånden på hjertet, det hjælper nok ikke, at jeg så er nødt til at forholde mig til at ingen (læs mig) gider at tage sig af vasketøjet, opvasken, alle de fældede hår på gulvet (er tilsyneladende ved at blive skaldet), hvor alle strømperne forsvinder hen og at mælken åbenbart er blevet lige så sur som mig.

Jeg har gang i så mange andre projekter, at jeg faktisk mest bare har lyst til at lægge mig ned på sofaen, være sur og urimelig, kramme livet ud af mine puder og ignorere alle forpligtelser.
Jeg tror faktisk, at det er bedst for alle.

Okay. Næsten alle…

Andre end mig, der er blevet besøgt af Surmundsuella?
Hvordan får man hende til at smutte?
Det ville jo være bedst ikke at forpeste alle med sit tordenvejrhumør.
Om ikke andet, så bare fordi jeg ville ærgre mig, hvis alle mine puder på magisk vis forsvandt, mens jeg ikke var hjemme…

Vil du vide om humøret vender tilbage eller vil du bare stalke, kan du følge bloggen på FACEBOOK eller INSTAGRAM

– Uhhhf. Nov… Hov, oktober. Nægter at tænde for varmen endnu

– Hvorfor er den nisse, der roder i hele lejligheden mens jeg sover, ikke oppe og lave mad til mig, mens jeg er på nattevagt?

– Seriøst? Endnu en oplader?? Hvad er der nu galt med et par old fashioned batterier?

– Jeg mener bare; opladere jo væk hele tiden.

– Og presset bliver kun større ved tanken om, at opladeren hører til mit nye blodsukkerapparat.

– Brrr. Tænder. Ikke. For. Varmen.

– Tænk, at kvinden, hvis mobil løb tør for strøm og derfor sov to timer over sig, nu skal sørge for at endnu en ting ikke løber tør for strøm

– Ragsokker. I love you, man

– HVAD noterede jeg min vægt til, da jeg oploadede MobOmondo?? *Kigger fuld af foragt ned på den bølgende maveregion…*

– Efter “Knald For Danmark” kommer jeg aldrig til at heppe på ham Tjelle fra Versus mere.

–  Åh. Hvad hvis nogen synes jeg fremstår lige så irriterende efter at have set mig i “Holder Danmark i Live” ?

– Der er ingen vej udenom. Må begynde at cykle på arbejde igen.

– Hvem har set mine stramme cykelbukser med numseindlæg?

– For FØK! Okay,okay,okay lemmer, der truer med at falde af; I vinder. Jeg tænder for varmen.

– OG gulvvarmen

– Hvornår var jeg sidst til frisøren?

– Civilstatus: Laver mad til to og spiser det hele selv…

– Hvorfor føk er der så mange ledninger i sofaen?

– Skulle man ofre en tyve centimeter til Hårguden og blive korthåret?

– Nisse, for pokker! Ikke mere fjol.

– LAVMAD! NUUU!

…

Vil du have mere navlepilleri, jordemoderi, svineri eller såpinligtjeggårihi ind i hverdagen, kan du følge bloggen på FACEBOOK eller INSTAGRAM

(FORTSAT)

Hér kan du læse DEL 1 eller DEL 2

Vi stod og kiggede på den lange, stejle rampe med den knoldede og hullede asfalt foran hospitalsindgangen, og spekulerede på hvordan vi skulle få min far med sit franskbrødsflækkede ben frem.

Under en stor skramlen, hvinen og bumlen kom min søster så rundt om hjørnet. Med sig havde hun en… tjah, kørestol, er vel det rette ord. Men i hvilken stand!
Den lignede noget, der havde stået udenfor i al slags vejr i flere årtier, og som selv den tredje verden ville have takket nej til. Den så grå, mørnet og forlængst forældet ud. De store, runde hjul var tydeligvis ikke blevet tilbudt luft i umindelige tider, de små styrende hjul forrest led tydeligvis af højre/venstre-forvirring og slog til siderne som et overaktivt pendul.

Men det var bedre end ingenting.

Vi vidste ikke, hvor skadestuen var, så vi blev enige om at sende en spejder i forvejen, mens de to andre måtte tage et historisk tilløb og skubbe “kørestolen” med min far op ad rampen.
Det mindede sgu mest om et forhindringsløbsspil til en nintendo.

Mens min mor og søster tog mål af rampen og sammen talte
“1…. 2….. 3…. NU!”
Sprang jeg i forvejen for at finde skadestuen.

…

Der var underligt tomt og mørkt indenfor. Kontrasten fra den skarpe eftermiddagssol var så stærk, at jeg et øjeblik var helt blind.
Der var intet personale at se nogen steder. Hvis vi befandt os i en film, ville vi helt sikkert være ankommet efter at zombierne havde forvandlet stedet til en henlagt kirkegård.
Nåh, men dét tænkte jeg heldigvis ikke på i situationen, jeg løb bare til højre og på én eller anden måde befandt jeg mig i næste nu på en smal gang med en betjent og en fange!
Et øjeblik blev jeg helt paralyseret ved følelsen af netop at være trådt ind i en gammel western! Betjenten med det store nøglebundt og den anden mand inde bag sorte, tykke tremmer. Hvor føk var jeg henne?

Da min græske sprogkunnen beløb sig på at kunne bestille en portion souvlaki, en tzatziki og en stor cola light, skyndte jeg mig at kaste mig ud i en engelsk forklaring om min nødsituation.
Men det hurtigt gik op for mig, at betjenten ikke forstod et hak af, hvad jeg plaprede om, og derfor kastede jeg mig ud i en bizar udgave af tegn & gæt:

“My father…” *Gestikulerede vildt med armene og lavede et stort hug ned i mit ben*
“… and…” *lavede sprøjtelignende bevægelser fra benet*
“Emergency room? Where?” *begge håndflader ud til siden og vendt op ad*

Hvad enten betjenten forstod mit engelske, min teatralske opvisning eller bare var bjærgtaget af min (fandt jeg ud af) gennemsigtige top uden BH indenunder, endte han i hvert fald med noget modstræbende at efterlade sin fange og vise mig på rette vej…

…

Da vi nogen tid senere forlod hospitalet alle fire, var vi hver og en trætte ovenpå en ualmindelig strabadserende dag.
Men selv blev jeg kvikket brat op, da vi åbnede bilens bagagerum. Blodstanken var tilbage. En tung odeur af noget surt og skarpt. Alting vendte sig i min mave.

“Åh, puh, det lugter ikke så godt, det blod dér…” Fik jeg fremstammet.
Ville trods alt helst ikke gøre min far urolig over hans skræmmende, ildelugtende blod, men lugten fordrede ikke ligefrem lysten til at sætte sig ind i bilen igen.
“Hvad taler du om?” spurgte min mor, mens hun flyttede på nogle ting i bagagerummet.
Og dér midt i det hele var stankens ophav.
Ikke en blodpøl.
Men min fars sure, højre sandal.
Han har stadig ikke helt tilgivet mig, at jeg troede, at hans blod kunne lugte så dårligt!

Og hvad har alt det hér så med jordemoderfaget at gøre?
Umiddelbart ikke en pind, men oplevelsen var alligevel skelsættende for mig, fordi jeg fandt ud af, at jeg havde en side, som kunne noget helt andet end at læse bøger, teori, tegne og fortælle.
Jeg fandt en overraskende ro, en rationalitet og endelig en tilfredshed ved at stille op for andre, som jeg ellers aldrig ville have stiftet bekendtskab med.
På samme tid erkendte jeg blankt, at ting helst ikke skulle være skåret op på mærkelige steder eller genstande gennembore folk. Jeg havde heller ikke lyst til at være, den, der skar i folk. Ville hellere lappe sammen, tørre op og tørre bort.

Og det var et held, for det betød, at da jeg flere år senere småforelsket sukkede over jordemoderarbejdet, var det min far, der på flere måder fik mig til at søge ind på uddannelsen.
For da jeg protesterede over blod, akutte situationer og stress, sagde han med den største selvfølgelighed, at det ville jeg da kunne lære.

Og når jeg tænkte nærmere over det, måtte jeg sande, at jeg for en sjælden gang skyld uden at protestere, var tilbøjelig til at give min far ret!

…

Har du lyst, kan du følge bloggen på FACEBOOK eller INSTAGRAM

Når man har sovet ganske dårligt efter sin sidste nattevagt – og forgæves har forsøgt at sove flere gange før den næste – kan man helt sikkert håndtere det på forskellige måder.

Jeg ville gerne bilde jer ind, at jeg er ih og åh så rutineret i nattens kvababelser, at jeg tager den slags oppefra og ned.
Ikke sådan lader den slags gøre mig nervøs.

Men der er 50 minutter til jeg tager afsted mod fødegangen, og tanken om, at jeg har sovet noget der hedder femtimerogetellerandet gør mig en smule… bekymret.

Forestiller mig, at natten kommer til at forløbe sådan her:

klokken 00.30

klokken 02.23

klokken 03.44

Resten af natten og morgenen:

CENSUR

Og der hersker slet ingen tvivl om, at jeg kommer til at genopfriske mit bekendtskab med Hr. Søvnkrise.

…

Vil du vide, hvordan natten ender med at forløbe – eller vil du bare stalke, kan du følge bloggen på FACEBOOK eller INSTAGRAM

Faste læsere ved, hvordan jeg har det med tid.
Og ved, hvordan jeg altid trives med at have god tid. Rigtig god tid.
Lige på dét punkt, kan I måske huske, at jeg havde en lille svipser i sidste uge.
I hvert fald; jeg lovede mig selv, at noget lignende aldrig skulle ske igen.

Fredag er min faste dag i jordemoderkonsultationen.
Det giver et dejligt afbræk fra fødegangen, der er ikke noget akut – men heller ikke nogen uniform. Jeg lever relativt afklaret med, at jeg én dag om ugen, ikke kan cykle på arbejde i joggingbukser, lycra og sports-BH. Men rent faktisk er nødt til at stå op og se en smule civiliseret ud.

Nåh, men sidste fredag afspadserede jeg, og glædede mig i går aftes til at skulle møde “mine” gravide i dag. Alene tanken om at have en lidt “normal” arbejdsdag, gjorde mig glad.
At kunne sætte uret til klokken 7 (har jeg dagvagt på fødegangen hedder den 5.20), stå op, gå i bad, klæde sig på, (måske endda sætte håret!), spise morgenmad og cykle på arbejde.
Selvtilfreds satte jeg alarmen på mobilen, stak den ind under hovedpuden og puttede mig godt og grundigt ned i de bløde dyner. Aaaah…

Vågnede desværre tidligt i morges og skulle tisse. Trissede ud på toilettet. Havde egentlig lovet mig selv, at jeg ikke ville tjekke uret, men når nu jeg alligevel var oppe, kiggede jeg på displayet på min insulinpumpe.
5.20
Tusind tak, krop! Når jeg for engang skyld ikke er nødt til at slæbe mig selv ud af sengen på et ukristeligt tidspunkt, så vil du lige pludselig gerne op alligevel, hva’?
Var lige ved at tjekke de obligatoriske sociale medier på mobilen, da jeg returnerede til sengen. Men i den gode søvns ånd undlod jeg at finde telefonen frem. Jeg havde ingen anelse om i HVOR høj grad det havde betydning for den gode søvns ånd!

Vågner sidenhen ved at vejarbejdet er gået i gang uden for mit vindue.
Bliver sgu lidt sur.
Før klokken syv – det er altså liiige, at stramme den. Vender mig om på siden.
Tilbage på den anden side.
De har da aldrig været i gang så tidligt før?
Skal sikkert også op lige om lidt.
Jeg stikker hånden ind under hovepuden for at tjekke klokken på mobilen.
Fisker telefonen frem.
Trykker på lås-op.
Ingenting sker.
Igen.
Ingenting.

Her går det op for mig:
Telefonen er død. Den er død. HVAD ER KLOKKEN??!
Hiver insulinpumpen frem.
Allerede inden jeg har fundet den, messer jeg:
Shitshitshitshit. Det sker ikke. Ikke for mig. Shitshitshitteshit!
Får fat i pumpen.
Please, lad den være 7.30. Please, please, please. Bare 7.30
Trykker på knappen, der lyser displayet op:
09.10
FUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUCK! OG FUCKERFUCK!!

Mens jeg fuckmessende hopper ud af sengen, slår realiteterne mig nådesløst i ansigt og mellemgulv:

1: Den første gravide kom(mer) klokken 08.40!
2: Jeg skulle være mødt 08.30
3: Min telefon er løbet tør for strøm
4: Ingen kan få fat på mig
5: INGEN!!
6: Bor jo alene og er diabetiker
7: Må have følgende besked ud: AFBLÆS INTERPOL – JEG LEVER!

Løber halvnøgen rundt i lejligheden for at finde opladeren.
Sådanhererjegikke. Deterjegaltsåikke. HvadfandenskerdigfordigEline??
Får mobilen i stik.
Vil stadig ikke tænde.
Har for lidt strøm.
Begynder først at finde tøj frem, men får så øje på mig selv i spejlet:
Mit hår er så fedtet, at det ligner brunt spaghetti.
Løber decideret ind under bruseren og lader døren stå åben, så jeg kan høre, hvis de mange bekymrede opkald pludselig begynder at gå igennem.

Ender med at stå nøgen med en småvåd mobil i hånden og ringe til min chef.
Kroppen har i chok nærmest fortrængt opkald, men det gik vist nogenlunde sådan her:

“Hej, det er jordemoder Eline. Undskyldundskyldundskyld. Erikkedød. Telefonendød. Ligevågnetfucketifuck. Kommersimpelthensåhurtigtjegkan. Erderomomomomomfemtenminutter! ÅÅÅÅndskyld!”

Klokken 09.39 entrerede jeg venteværelset, der var fyldt med gravide.
De kiggede på mig med de der øjne:
Hende den svedende vil jeg sgu ikke ind til / Er det dig, jeg har ventet fyrre minutter på? / Man kan se, at hun er den type / Hun har sikkert også huller i strømpebukserne
Eller også undrede de sig bare over, at én eller anden tilsyneladende havde sendt en manisk person på arbejde.

Helt ærligt; kan man få dumhed på dåse?
Jeg har tilsyneladende drukket en hel ramme på det sidste…

Andre end mig, der dummer sig? Mere end gennemsnittet? Hvor køber man kvajekage henne? Det er tydeligvis dét, min månedsløn kommer til at blive brugt på. Kun dét.

…

Vil du joine dummeklubben – eller bare frydes over ikke at være en del af den – kan du finde bloggen på FACEBOOK eller INSTAGRAM