Jordemoder på eventyr #3 Hvor skal du hen?

(FORTSAT) læs forrige del her

…

Som jeg stod ude foran ankomsthallen og så en bred bagende af en ambulance – som formentlig skulle have været mit lift – blive mindre og til sidst blive opslugt af mørket, vidste jeg først ikke, hvad jeg skulle tænke.

Lidt optimistisk blev jeg stående, dér på trappetrinet.
Måske portørerne kom i en anden ambulance for at hente mig?
Så mange mennesker kunne de da heller ikke skulle hente i lufthavnen – de måtte da som minimum opdage, at de manglede mig.
Situationen med at stå mutters alene i et fremmed land, hvor jeg ingen kendte og uden at vide, hvor jeg skulle sove i nat, syntes desuden så absurd, at jeg ikke rigtigt kunne tage det alvorligt.

Kunne ikke overskue at flytte korpus og/eller kæmpekuffert flere steder hen.
Så blev stående. Som et tiloversblevent barn i børnehaven.
Da kulden begyndte at nive godt og grundigt i både min dybfrosne næsetip og mine små cocktailpølsefingre, endte jeg alligevel med gå ind igen.

Kiggede på min telefon – som om den havde svaret.
Den bekendtgjorde blot, at den kun havde 13 procent batteri tilbage.

En mand henvendte sig til mig:
“Du ser søgende ud?”
“Ja,” kvækkede jeg
“Jeg er jordemoder. Portørerne skulle hente mi…”
” -de er lige kørt”
“Ja,” kvækkede jeg igen
“Du skulle da henvende dig til dem”
“Ja, men jeg sagde også hej, men så gik de-”
“-du har sikkert ikke været tydelig nok.” (Hvad er tydeligere end “Hej”?)
“Men hér er nummeret til sygehuset, ring til dem, så skal I nok finde ud af det.”
“Tusind tak!”

Jeg trykkede nummeret.
Én. To. Tre. Ja, faktisk fire gange, men kunne ikke få andet end, hvad jeg går ud fra, var en grønlandsk telefonsvarer i øret.
På min mail, hvor det blev bekræftet, at portørerne ville hente mig, fandt jeg et nyt nummer.
Tastede det.
Intet. Føking. Svar.

Så kom manden tilbage.
“Nåh? Fik du fat i dem?”
“Nej.” Jeg følte mig efterhånden lidt dum
“De… Jeg… Kunne ikke komme igennem på det nummer, du gav mig. Nu prøver jeg et andet, men ingen svarer.”
Manden kiggede på mig, og måske fik han ondt af hende damen med den monstrøse – og let’s face it: ubehjælpsomme – oppakning eller tvivlede på mine evner til at klare mig selv, for han sagde:
“Kom. Min kone og jeg har bestilt en taxa ind til byen. Du kan køre med os”

Jeg blev så lettet, at jeg skulle styre mig, for ikke at kaste mig om halsen på dem begge to og smiske TAKTAKTAKTAK!
Og hvorfor havde jeg i øvrigt ikke bare tænkt på at bestille en taxa?
Jo, svaret på dét spørgsmål kom jeg i tanke om, så snart vi satte os ind i taxaen, og de flinke mennesker spurgte mig:
“Hvor skal du hen?”
For hvor skulle jeg egentlig hen?
Kendte ikke adressen på lejligheden.
Hvor skulle jeg bo?
I et langt øjeblik gav spørgsmålet “hvor skal du hen?” genklang i mit hoved, og syntes meget større, end hvor jeg skulle hen lige nu.
Hvad lavede jeg her?
Hjemmefra havde jeg betragtet min uvished som et vidtstrakt eventyr. Nu mindede det da vist mest om idioti.
Hvem ved ikke, hvor de skal bo? Hvor de skal hen?
Så tog jeg mig sammen, vågnede af mit eksistentialistiske koma og brægede:
“Øh, bøh, sygehuset.” Som var det nærmeste jeg kunne kalde en base.

Da jeg blev sat af på det lille sygehus, lovede jeg jordemoderkaffe og kage, da det søde par – som ikke ville have nogle penge for taxaen – satte mig af.
Manden pegede ud gennem ruden.
“Dem, der går dér, må være dine nye kolleger. Det var dem, portørerne hentede”
Og så kørte taxaen sin vej, og jeg blev atter alene.

Jeg oksede hen til de to kvinder, der var på vej ned til sygehuset.
“Hej!” Prustede jeg.
“Er I også nye?”
Det var de, og sammen gik vi ind på vores nye og ukendte territorium; Ilulissat Sygehus.

De to andre var sygeplejersker og havde fået nøgler til deres bo, men ville gerne vide, hvad tid de skulle møde næste dag.
Jeg skyndte mig, at klistre til dem og snart efter kom én af lægerne, som var meget åbenhjertelig og hilste os velkommen.

“Hvem af jer var jordemoder?” Spurgte han.
“Mig” sagde jeg og skød en finger i vejret som en skolepige.
“Godt. Ja, du bliver altså kastet lige ud i det. Vores anden jordemoder skal på kursus, så fra i overmorgen er du alene seks dage frem.”
“Okay.” Var det eneste, jeg kunne komme på at sige.
“Men vi skal jo nok hjælpe dig, hvis du har brug for det.”
“Okay.”

…

Alene.
Eneste jordmoder i Ilulissat.
I seks dage?
Fra om to dage?
Efter to dages intro?
Dén skulle jeg lige fordøje.
Det lød lidt overvældende.

Tag det roligt, tilskyndede jeg mig selv.
Det er jo slet ikke sikkert, at der kommer en fødsel, mens du er alene.
Formentlig kommer der slet ikke nogen fødsel, for lægen sagde, at ingen har termin før 11. november.
Nej, formentlig kommer der slet ikke nogen fødsel…

—

Og hvis du nu sidder og tænker “men dét gjorde der” har du helt ret!

Men mere om dét en anden dag

—

Hvis du vil følge mere af hverdagens gråtoner, så hop over på INSTAGRAM eller SNAPCHAT. Er du bange for at gå glip af et indlæg, så følg med på FACEBOOK og/eller BLOGLOVIN.