Sådan holder du dig kørende uden kaffe

5 ting, der gør, at jeg er hjemme i Grønland

I går slog det mig, at jeg har været i Ilulissat i seks uger.
Jeg er ganske vist ikke bedste venner med Matematik, men lidt hurtig hovedregning fortæller mig alligevel, at jeg sådan cirka er halvvejs i mit ophold.

Shit. Det er mærkeligt.
Jeg synes egentlig, at det går lidt for hurtigt.
De første to dage, var det himmelråbende nitten grader og folk gik i bare ben.
Nu er her nattefrost og fra mit vindue kan jeg kigger over på Diskoøen, som er blevet snehvid på toppen.
Midnatssolen er long gone og mine stearinlys er fundet frem.

Jeg føler, at jeg er faldet godt til heroppe.
Jeg bor i en lille etværelses lejlighed lige over sygehuset og jeg synes, at jeg har fået den indrettet rigtig godt.
Måske er det skørt, når det kun er for 3 måneder, men jeg føler at stedet er blevet mit.
Da jeg var afsted sidste gang, fandt jeg nemlig ud af, at jeg er afhængig af at have en tryg base, en hjemlig scene at trække mig tilbage til.
Så må der gerne være stress og jag, forvirring og nederlag alle mulige andre steder. Når bare jeg kommer hjem, trækker i hyggetøjet, putter mig under mit uldtæppe og drikker te af min kop fra min søster… Ja, så er jeg faktisk alligevel hjemme.

Hvis jeg skal rose mig selv lidt, så synes jeg, at jeg har været overordenligt god til at pakke mine flyttekasser.

Her er 5 ting, jeg havde med, der gør, at jeg føler mig hjemme i Grønland:

  1. De små ting.
    Ok. En mand ville formentligt hade det her, men jeg har ret mange nipsting med. Bl.a.:
    Fuglen, jeg fik af mit vennepar, da de spurgte om jeg ville være gudmor for deres søn. Den lille hundeslæde, jeg fik sidste gang jeg var her. Min søsters kopper. Især dén hvor der står “Jo, du kan”.
  2. Mine tegneting.
    Uanset om jeg får tegnet meget eller lidt, så er et hjem bare ikke et hjem, hvis ikke mine blyanter og tuscher er med.
  3. Puslespil.
    Det var sgu et sats at tage et par puslespil med. Jeg har ikke lagt puslespil siden det drejede sig om at samle 50 brikker. Men oh my!, jeg har brugt virkelig meget tid på puslespillene. Under babyboomet, hvor jeg var alene og havde over 70 tilkaldetimer på ti dage, var det rart at komme hjem til. Jeg koblede fra med brikkerne, mens jeg hørte podcast. Selvom jeg flere gange blev kaldt tilbage efter kort tid, følte jeg på én eller anden måde, at jeg havde været langt væk i mit hoved.
  4. Utroligt mange uldsokker.
    Ej men altså. Er alt ikke bare bedre med uldsokker?
  5. Billeder.
    Det deler nok vandene lidt. Men for mig er det hyggeligt med billeder af minder, venner og familie. De giver mig ikke hjemve – på den måde ser jeg jo dem alle sammen hver dag! Det hjælper helt sikkert også, at man med ét klik i messenger kan tale lige så ubesværet sammen, som hvis jeg sad tusindvis af kilometer væk i min stue på Amager.

Men jeg indrømmer. Jeg har altså også pakket nogle ting, der… sgu rammer noget ved siden af!

5 ting, der får mig til at overveje, hvad fanden jeg tænkte på, da de kom i flyttekassen:

  1. Vimpler.
    Altså. Virkelig, virkelig mange vimpler. Jeg kan holde vimpel-tema-fest for hele Ilulissat.
  2. Absurd mange DVD’er. 
    Jep. Sidste gang var der begrænset internet og jeg levede et streamingfrit liv i 3,5 måned. Så jeg følte mig godt beredt denne gang og pakkede en fandens masse DVD’er, så jeg ikke skulle komme til at savne noget.
    Well, internettet er ikke længere begrænset, så nu kan jeg som nebengeschæft åbne Ilulissats lokale BlockBuster. Jeg havde fandme en hel flyttekasse med DVD’er!! 
  3. Et pisseirriterende ur.
    Aldrig har sekundviser tikket så højt!
    Hver aften kaster jeg mig irriteret ud af sengen, løber hen og flår uret ned fra hylden, traver ud i køkkenet og stiller det dér. Og hver morgen flytter jeg det tilbage i stuen.
    Jeg siger ikke, at jeg giver mening.
  4. Min gamle iPhone.
    Jeg troede vist nok at det var smart med en ekstra telefon. Har dog fundet ud af, at den straks dør, hvis jeg tager den ud af opladeren.
  5. Vinkelmåler??!?
    Formentligt til noget tegnenoget…? Men altså, jeg har sgu da ikke brugt en vinkelmåler siden syvende klasse!

Hvad ville I tage med til et hjem i udlandet?
Er det overkill for 3 måneder?
Og har I nogensinde pakket noget, der er lige så dumt som en vinkelmåler og et ur, der dagligt truer med at give dig en styrtblødning?

Over and out og klik!-klik!-klik!-
Sortpahvidt

1 kommentar

  • C. Stubbe

    Jeg ville helt klart tage mit ugletæppe med, som er det dejligste blødeste tæppe, jeg har fået i fødselsdagsgave af mine to bedste veninder ❤️ Og så ville jeg tage min fladmaste uglebamse med, som har boet i min seng i flere år – fornem et tema her 😂
    Og så ville jeg nok tage nogle af de tegninger, jeg har i rammer, rundt omkring i hjemmet, da de nemlig får mig til at føle mig hjemme 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Sådan holder du dig kørende uden kaffe