Jordemoder på eventyr #2 Fra Danmark til Grønland

Tirsdag morgen påbegyndte jeg mit professionelle og personlige eventyr, nemlig at tage til Ilulissat i Grønland for at arbejde frem til midtfebruar.

Jeg indrømmer blankt, at det ikke var nemt, at tage afsked. Havde ellers været bemærkelsesværdigt rolig helt frem til tirsdag morgen, men ak! så gik den heller ikke længere.
Fra jeg skulle sige farvel til min mor og helt frem til, at min far, søster og niece krammede mig farvel i lufthavnen, følte jeg mig som en tårer-gejser! Fra ét øjeblik til det næste – og helt uden jeg kunne mærke optræk – nærmest spruttede tårerne ud af mig! I en rasende fart pilede de ned over kinder og hage indtil, jeg hikstende måtte sige i lufthavnen at “Nu løber jeg altså,” og det gjorde jeg så. Løb, opad trappen og ind i den velkendte security-kø.
Jeg følte mig meget, meget lidt sej.

I gaten følte jeg mig underligt alene og alligevel opstemt. Nu var der ingen, der kendte mig, ingen at læne sig op ad eller gemme sig bag.
Bare mig.
Og min latterligt store oppakning.
Jeg kiggede både glad og træt ned på den. Det havde fandme taget tre forsøg at lukke kufferten og det var kun lykkedes, fordi en stor del af det oprindelige indhold nu var min håndbagage. Jeg havde egentlig tænkt mig, at proviantere alkohol i tax-free-shoppen, men måtte erkende, at jeg føkme ikke orkede at slæbe på så meget som en læbestift mere!

Jeg havde fået den allersidste vinduesplads på flyet.
Da jeg ved take-off blev presset tilbage i sædet, og Danmark begyndte at forsvinde under mig, kiggede jeg ud af vinduet og var ved at græde igen. Af vemod og spænding. Begge dele på den gode måde.
Farvel, Danmark. Vi ses til næste år

Flyveturen til Kangerlussuaq var umådeligt kedelig. Min sidemand havde taget armlænet og var faldet i søvn øjeblikkeligt. Selv sad jeg og fumlede med fjernbetjeningen til skærmen i sædet. Det gik ikke sådan skidegodt. Skærmen skrattede og flimrede, og da jeg ville sætte fjernbetjeningen tilbage i holderen, kunne den af mærkværdige årsager ikke være der. Jeg asede og masede og begyndte ligefrem at voldsvede, men lige lidt hjalp det.
Til sidst lod jeg den hænge skamfuldt fra sin ledning ned bag mit sæde.
Jeg følte, at der stod Eventyrer-Wannabe skrevet med fed tusch i min pande.

Da vi endelig nærmede os indflyvningen til Kangerlussuaq, sad jeg som klistret til vinduet. Mindedes dengang jeg var barn og var på vej på ferie. Iveren efter at se land, at se os nærme os målet – at se ét eller andet.
Skydækket syntes nærmest uendeligt, men  – så! var vi igennem, og jeg stirrede stum af betagelse på eventyrlandet, der udfoldede sig under mig:
Så langt øjet rakte kunne jeg se snehvide bjerge mønstret med grålige furer. Ganske enkelt ubrudt og rå natur så langt øjet rakte. Jeg havde det som om jeg var på vej til Narnia eller skulle sættes af i en julekalender.
Smukt var virkelig kun et fattigt ord og jeg brugte mine tre timers mellemlanding på at kigge ud på det hele – hver gang lige forbløffet over, at jeg stadig sad hér mellem de hvide bjerge.

Det næste fly var et lille Dash-8 med plads til 37 passagerer. Endnu engang følte jeg mig ufatteligt lidt fit til Grønland, da jeg måtte bruge snilde, sved og til sidst gedigen vold på at få min monsterstore håndbagage til at komme ind under sædet foran.
Jeg følte, at det lyste langt væk, at jeg var en Grønlandsnybegynder – at jeg ikke hørte til her, og da det lille papirsfly gik i luften og følte jeg mig endnu mindre sej. FØK, det føltes jo som om vi var fuldkommen i vindens lod, som efter humør skubbede flyet først hurtigt op og ligeså ned.
Jeg skævede til min nye sidemand.
Han sov fandme også.
Personligt havde jeg det som om, nogen havde fyret et intravenøst koffeindrop i mig.

Heldigvis varede flyvningen kun 45 minutter, men i mellemtiden var solen gået ned, så indflyvningen over Diskobugten og ind til Ilulissat, fik jeg ikke meget ud af.
I lufthavnen kom trætheden pludselig væltende.
Jeg var fremme.
Herude i ingenting, ville jeg nu være hjemme de næste 4 måneder.
Det var stort.
Det var overvældende.

Portørerne skulle hente mig i ankomsthallen, så da jeg kom ud med den kolossale oppakning, gloede jeg straks efter én, der kunne se hospitalsagtig ud.
Heldigvis kom en mand i skriggul og -grøn dragt henimod mig og så var min lykke gjort.
Troede jeg.
For da jeg slog mit allerbredeste, kække smil op og brød ud i et varmt “HEJ!”, gik han lige forbi mig. Tilsyneladende for at hente en der var ægte syg, og ikke bare den forvirrede, nye jordemoder.
Snart efter var ankomsthallen tom.
Altså, foruden mig.
En ansat fra et nærliggende hotel kiggede på mig, og spurgte, hvor jeg skulle hen. Da jeg fortalte, at jeg var jordemoder – skyndte hun sig at fopklare:

“Portørerne er udenfor!”
Og forsvandt ud i sin fyldte minibus.

Mine anspændte skuldre faldt ned på plads igen.
Tænk, hvis de ikke var kommet og for at hente mig – puha, havde ikke lyst til at tænke tanken til ende.
Vidste jo for filan ikke engang, hvor jeg skulle bo!

så hurtigt jeg kunne, skyndte jeg mig ud med mine trestusind stykker oppakning.
… Kun for at se røven af en ambulance, der i høj hast forlod lufthavnen.
Forlod mig.
Parkeringspladsen var helt tom for biler og lå øde hen.

Og så var dyre råd rådne.
Som man siger.

 

… FORTSÆTTES …

Læs mere om Grønland, gråtoner og bliv grønne af misundelse på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT
Navnet er selvfølgelig
Sortpahvidt

4 kommentarer

  • Amalie

    Glæder mig sådan til at høre mere.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lea

    Uhh jeg følger din skønne blog noget så ivrigt! Og ikke mindre nu, hvor du er taget til illulisat.
    Jeg er nemlig selv jordemoder (nyuddannede fra Jan 2016) og tumler med ideen om at tage afsted. Ved du om det er et krav, at man har min. to års erfaring?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sortpahvidt

      Tak for din kommentar – og dejligt at du læser med!
      Det er ikke som sådan et krav, at du har x års erfaring. Det stod fremhævet i stillingsopslaget, at de ønskede, at man ‘havde erfaring’, og det giver også god mening et lille sted som det her.
      Fx er jeg den eneste jordemoder i byen denne her uge, hvor min kollega ikke er her!
      Men i Nuuk er der mere end to jordemødre, så jeg ville prøve at søge dér først.
      God vind med det – Grønland er en stor oplevelse (:

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg