… Jeg midt i pakningen hjem fra Ilulissat kom til at stikke hånden ned min skraber? Det blødte usandsynligt meget. Både under pakningen og senere på flyet. Fik et par trætte blikke og et plaster af stewardessen.
… Mine forældre gav mig et 50″tommers fjernsyn i 30 års fødselsdagsgave. De havde hængt det op, da jeg kom hjem. Jeg opdagede det med ordene: “Hold da kæft..!” Herligt, at min far valgte at filme det.
… Jeg sov over mig. IGEN. Denne gang før en aftale hos diabeteslægen. Jeg var lige kommet hjem fra Ilulissat og kroppen kørte stadig på Grønlandsk tid. Altså fire timer bagud. Min tid til blodprøver var 10.00. Fra Amager til Gentofte betød det, at jeg skulle med bussen 8.39 for at være der i god tid.
Af uransalige årsager valgte min telefon den nat at frakoble funktionerne LYD og VIBRATION. Så er det altså svært at bemærke alarmen, skulle jeg hilse at sige… Jeg vågnede 9.19 med det rammende og softikerede udråb: F U C K !
Ti minutter efter væltede jeg ud i en taxa. Klokken 9.58 sad jeg rent faktisk mere fysisk end mentalt tilstedeværende med en nål i albuebøjningen.
Af en person at være, der “aldrig sover over mig”, har jeg efterhånden lidt for mange soven-over-sig-anekdoter.
… Jeg endnu ikke har åbnet min årsopgørelse? Nej, hverken den for mig selv eller den for mit firma. Jeg er tredive år og jeg orker ikke de følelser, det medfører.
… Jeg savner et langt og lidt for hårdt kram. Jeg plejer ikke som sådan at være et krammemenneske, men come on!
… Jeg qua verdenssituationen har ordineret pepsi ad libitum herhjemme. Well. Det er hurtigt eskaleret ud af kontrol.
… Jeg mistede stemmen for tre uger siden? Det kan folk som mig altså ikke tåle! Jeg havde så meget på hjerte og kun 4% af ordene kunne komme ud af munden på mig!
… Jeg havde tænkt mig at skrive noget om at være blevet 30. Jeg har endda lavet en halv tegning til indlægget. Men så blev jeg optaget af… et eller andet. Åbenbart.
Men altså, vi skal da underholdes, skal vi ikke?
Jeg vil gerne bidrage med andet end at bringe børn til verden, men hjælp mig lige engang… Hvad skal næste indlæg handle om? Er der noget, jeg ikke har fået fortalt?
Pas på jer selv og vær søde ved hinanden derude. Vi arrangerer krammehappenings og G&Tgatherings, når det her overstået <3
Jamen, vi skal da tale om Elgiganten, skal vi ikke?
Jeg lovede jo, at jeg gik og puttede på en lille oplevelse derindefra og den tænker jeg da, at vi skal have i dag. Betragt det som mit beskedne bidrag til dit tiltrængte lørdagsguf.
For da jeg for snart nogle måneder siden kunne mærke, at jeg havde fået energien tilbage til at blogge, gik det med gru op for mig, at min iPad simpelthen ikke kunne køre hjemmesiden mere. I hvert fald ikke uden hyppigt at crashe og tage alt – ALT – med sig i faldet.
En ny computer var ganske enkelt mere end tiltrængt.
Jeg spurgte min Ven Med Teknisk Snilde og sammen forfattede vi en liste med krav til computeren.
Jeg endte med at sidde med listen krampagtigt i hånden og surfe internettet tyndt, men kunne godt se på det hele, at jeg havde brug for, at komme ud og se på godterne in real life.
Det var her, jeg begik en forfærdelig fejltagelse.
Jeg tog i Elgiganten.
Min mor H A D E R Elgiganten.
Det er stort set alt jeg ved, om Elgiganten.
Så jeg tænkte,:
jeg er et voksent og selvstændigt menneske, der i en alder af 29 år aldrig har sat ben i Elgiganten og nu er det på tide, at få sine egne erfaringer.
Og boy, på dén måde fik jeg da, hvad jeg kom efter!
Her er 45 lette trin til at købe en computer!
Entrér Elgiganten. Bliv øjeblikkeligt en lille smule overvældet. Af de cirka syv tusinde fjernsynsskærme og den forfærdelige belysning.
Find sektionen med bærbare computere. Bed til at der ikke kommer én og spørger om vedkommende kan hjælpe dig.
Kig forskrækket på, hvad en gamer-computer koster!
Vær glad for at du er blogger og ikke gamer.
Find bærbare computere i din prisklasse.
(… Overvej om du måske skulle blive gamer for at tjene penge?)
Gå rundt og se ud som om du ved, hvad du kigger efter.
Send skæve blikke til din liste. Hvordan var det nu med processoren? Og dont’t even get me started med det dér SSD og RAM. Indrøm for dig selv, at det måske alligevel ville være fint, hvis nogen spurgte om de kunne hjælpe dig.
Tryk på nogle tastaturer. Det er jo også vigtigt med den rette fingerspidsfornemmelse
Vælg i sidste ende den computer, som du synes er pænest.
Find en sælger.
Krum tæer over, at man er nødt til at tale med en sælger.
Gå direkte ind i løvens hule, når du spørger efter Office Pakken
Fornem irritationen sitre lidt, når emnet anti-virus bliver bragt op
Afslå at købe et tre-årigt abonnement på Office og antivirus, der tilsammen koster 150% af din computers værdi
Afslå at købe en forsikring på din tossede, billige computer
Afslå at ville skifte elselskab!
Afslå at ville have Elgigantens ellers rigtig dejlige nyhedsbrev direkte i din indbakke.
Lign én, der er ved at være jævnt træt af at afslå fantastiske tilbud.
End med at takke ja til følgende:
1 computer
1 Office pakke + 1 års antivirus + installation i Elgiganten
Hvilket skulle være et helt fantastisk tilbud, hvor du sparer mindst 500 bobs
Sig med forskrækkelse i stemmen “T O T I M E R ? ? !” når sælgeren fortæller dig, hvor lang tid han forventer installationen vil tage. Øv dig gerne hjemmefra, så du får den rette blanding af gru og mistro.
Betænk dig lidt men beslut dig for, at du jo godt kan bruge to timer på at shoppe…
Gå til kassen.
Bemærk hvordan køen bevæger sig i samme hastighed som maling tørrer.
Betal ved kassen og bliv sendt til vareudleveringen.
Stå i kø.
Lyt til hvordan den stakkels mand ved kassen tilsyneladende er blevet sendt rundt til to forskellige Elgiganter for at købe to elektriske løbehjul. Nu står han ved den tredje Elgiganten, men de kan ikke finde den rette generation på lageret. Har kun første generation og ikke anden generation.
Bemærk hvordan køen bevæger sig i samme hastighed som dit hår gror.
Nidstir uret, der bekendtgør at klokken er 14.34 og at du indtil nu har brugt omkring en time (svarende til syv Elgigantentimer) på Projekt Computer.
Kom frem i køen og få udleveret din computer efter udviklingen af mindst 4,5 grå hår og et tiltagende dårligt humør.
Gå til kassen Know How som skal installere anti-virus og Office. Ja da, du skal stå i kø! Behøver du overhovedet at spørge, fjollehoved?
Udbryd “I K K E I D A G ?????!!!!?!?!?!?!” når medarbejderen estimerer, hvornår han kan have din computer klar. Du behøver slet ikke at øve dig hjemmefra for at lyde som om du er ved at miste fatningen. Jeg lover, at det kommer helt af sig selv.
Erklær at så kan du altså lige så fint selv installere begge dele selv.
Mærk dine bryster synke cirka femten centimeter, når medarbejderen siger, at så kan du ikke få Office pakken og anti-virus til dét beløb længere, da installationen er en del af tilbuddet (??!!)
(Et tilbud der vel at mærke efterhånden føles lige så godt som at stikke sin næse ned i en blender og betale en anden for at trykke på start-knappen.)
Bliv bedt om at henvende dig til sælgeren igen, for at få dine penge tilbage
Henvend dig til sælgeren igen
Bliv bedt om at gå til kassen igen
Stå i kø til kassen igen
Bliv bedtom at gå til f#^?€$£ing vareudleveringen igen (!!)
Stå i kø til vareudleveringen igen
Nik til Elektrisk LøbeHjul Manden som stadig venter ved skranken.
I deler nu samme skæbne. Fanget i et Elgigantenlimbo for evigt.
Kig over på standeren med Smiley-vurderinger for dagens besøg.
Tryk hårdt og inderligt på den knaldrøde.
Kom frem til skranken.
Du kan nu hvile dine bryster på disken sammen med computeren.
Bliv bedt om at gå til kassen.
Gør dit absolut bedste for ikke at eksplodere. Send øjne så opspilede, at de er ved at blive trykket ud af deres dertil indrettede øjenhuler. Bliv forskrækket over en stemme der hvæser “DER HAR JEG ALLEREDE VÆRET – DE SENDTE MIG HERHEN!” opdag at stemmen er dig.
Gå med op til kassen.
Tillykke. Du er nu død indeni.
Med en mundvige så nedadkrænget som ellers kun Niels Olsen kan lave den og en død, død stemme hvisler du med dundrende røst: “JEG SKAL IKKE HAVE OFFICE PAKKEN. JEG SKAL IKKE HAVE ANTI-VIRUS PROGRAMMET. OG JEG SKAL HELLER IKKE HAVE DEN HER COMPUTER. JEG VIL SLET IKKE STØTTE DET HER ETABLISSEMENT.”
Forlad Elgiganten og sørg for at trykke langt og hårdt på den røde smiley, der står lige foran kassen.
De kan stjæle din tid, de kan fucke med din forstand, men den røde smiley kan de fandeme ikke tage fra dig!
Køb for guds skyld bare den computer på nettet. Eller på det sorte marked. Byt den for en nyre. Gør hvad som helst. Bare lad være med at gå i FARVeLgiganten.
Og som om det ikke var nok, at jeg nærmest begyndte at tude i Elgiganten en fredag eftermiddag… Så fik min mor jo også ret!
Det føles som om det er så længe siden, jeg har skrevet herinde, at jeg er tvivl om der er nogen, der læser med længere.
Det er ikke fordi, jeg har taget en beslutning om, at jeg skulle have en pause.
Den er bare kommet helt af sig selv.
De ord og anekdoter, der plejede at krible i mig for at få ud, blev færre, blev stille og forstummede til sidst. Jeg har ad flere omgange været ved at lukke bloggen helt, men kunne så alligevel ikke få mig selv til det.
Der ligger trods alt syv års minder og fortællinger herinde.
En underliggende udvikling fra at være en ung voksen på 22 og på en uddannelse, jeg i mit stille sind aldrig troede, jeg ville gennemføre, til at være 29 år, fortravlet og spørge sig selv om, hvor vi egentlig har så travlt med at skulle hen?
Og altså, hvis jeg ikke lukkede bloggen, kunne jeg jo altid åbne den blanke side igen, hvis ordene skulle vende tilbage.
Og det gjorde de.
Mens jeg stod i badet og sang min egen dybfølte version af Someone Like You, mærkede jeg pludselig lysten til at sidde bag et tastatur igen. Og resolut som jeg jo er, tog det mig kun 1½ måned at købe en computer, så jeg kunne gøre noget ved det! Go me!
Jeg kan se, at det sidste indlæg er skrevet 24. september 2018 og jeg ville gerne fortælle jer, at jeg har været stille så længe, fordi jeg simpelthen har haft for travlt med mit nye, supertjekkede liv.
Men altså i fredags stod jeg med sur og skælvende stemme i Elgiganten og brægede at jeg “absolut ikke vil støtte dette etablissement” og forlod stedet med et teatralsk tryk på den sure smiley. Såeh, det dér supertjekkede liv, ikk’… det er der sgu så mange andre, der (lader som om) de lever. Lad os lade dem om det.
Så hvad har jeg lavet, når jeg ikke har givet Elgigantens medarbejdere noget at snakke om?
Vi må måske tage det i bidder.
Siden 24. september har jeg:
måtte konstatere, at min iPad er afgået ved døden
også konstateret, at jeg ikke kan finde ud af, at vælge en computer til at erstatte iPad
fundet ud af, at det dér med at have egen virksomhed er virkelig sjovt!
også fundet ud af, at jeg stadig er bange for min selvangivelse
kommet på Tinder igen, men jeg ORKER det i virkeligheden ikke
blevet spurgt utroligt mange gange om jeg har børn (men ikke på Tinder)
været ny på job og er blevet mindet om, hvor nervepirrende det er, når man hver dag frygter, at folk skal opdage, hvor stor en idiot du i virkeligheden er
spillet badminton 1-2 gange om ugen
én gang blevet smashet i hovedet, så min overlæbe svulmede op til imponerende størrelse (herligt at gå på arbejde og ligne et mislykket botox-tilfælde)
takket ja til 3 måneder i Ilulissat igen!
Og så tror jeg ikke, at vi når mere i dag, med mindre mit indlæg skal blive til en roman og min aftensmad blive kold.
Hvis du vil vide mere, må du spørge.
Og bare rolig. Vi er ikke færdige med at tale om Elgiganten!
Tak fordi du – måske – stadig læser med! Det er skønt at være tilbage!
Eline, TeknikkEline, BagEline, GlobEline, CykEline
Eller bare som altid, Sortpahvidt
Kender I det der med, at man er inde i en god stime?
Hvor håret falder i bølgende lokker, radion spiller lige din melodi og appelsinerne ganske enkelt dumper lige ned i din turban?
Sådan har jeg haft det.
Med fremskudte pegefingre er jeg spankuleret ned ad Amagerbrogade, mens jeg har nynnet These boots were made for walking og følt mig for fed til det her sted.
Og sådan tænkt for mig selv
Hvor er du bare vokset, Eline. Vokset, blevet voksen og selvstændig og tjekket.
Og bedst som man går der med alle sine appelsiner, opdager man, at man har trådt i en klistret hundelort, har spinat mellem tænderne og er gået rundt med bagsiden af nederdelen foldet op i sine strømpebukser.
Og så ved man, at stimen er slut.
Den gode stime.
Den tjekkede stime.
I dag havde jeg en aftale, som har været planlagt i 100 år.
Jeg konsulterede vanen tro Rejseplanen og selvom jeg ganske vist kunne tage afsted ti minutter senere, tænkte jeg omgående nej!, jeg tager afsted lidt tidligere, så jeg har god tid og kan sludre lidt med folk, når jeg kommer frem. Sådan har jeg det nu engang bedst. På den måde er jeg faktisk en smule tidsautist. Det går ikke godt, hvis jeg ikke er i god tid.
Og ak, i bussen stoppede vi for alle mulige – ja nærmest også alle umulige! – lyskryds, og jeg kunne ret hurtigt konstatere, at jeg ville få svært ved at nå skiftet mellem mine to busser.
Ganske rigtigt så jeg lige røven af min bus køre sin vej, mens jeg holdt for det sidste røde lys.
Jeg glædede mig over, at jeg i det mindste havde god musik i ørerne og kunne lukke myldertidens stress og jag ude, som om den nærmest ikke havde noget med mig at gøre.
Til min overraskelse var der 10 minutter til næste busafgang.
Det stressede mig en smule; nu havde jeg ikke længere god tid, men var snarere lidt tidspresset. Pyt, tænkte jeg, du kan alligevel ikke gøre hverken fra eller til, så læn dig dog tilbage og tag det med oprejst pande.
Kort efter tikkede en SMS ind:
Om jeg var på vej? Ja, bekræftede jeg. Måske lige 5 minutter forsinket.
Bare mødet ikke pludselig var aflyst, nåede jeg at undre mig.
Med mindre…. Det var da 15:30, ikk’? Eller? Skyndte jeg mig at skrive.
Og allerede før næste besked tikkede ind, vidste jeg bare: Nej, det var klokken 15.00
Og nu var klokken 15.10 og jeg var ikke engang tæt på at være fremme.
For føk sake!
Jeg satte mig dump ned på stoppestedets bænk ved siden af en ung fyr, der skævede til mig. Han sad og talte i telefon og en kvinde med barnevogn pludrede med sin baby. En ringetone forstyrrede og døde så hen igen.
Resten af turen, trommende jeg utålmodigt med fingrene på min taske.
Bussen var proppet og jeg nød at musikken i det mindste holdt mig med selskab og skærmede mig fra menneskemængdens furore. Kom nu, messede jeg indvendigt, komnukomnukomnu.
Da jeg endelig nåede frem, halsede jeg op på første sal, skridtede ned ad den lange gang og flåede høretelefonerne ud af ørerne.
Og så hørte jeg det melodisk og skarpt klinge:
BIPPEDI-BIIIP-BIP-BIP-BIPPEDI-FUCKING-BIIIIIIIIIIIP! (indsæt selv gentagelse i det uendelige)
Oh yes.
Min insulinpumpe ville lige gøre opmærksom på, at den snart skulle have skiftet batteri.
Og den tager ikke ingen reaktion som et afslag.
Man kan sgu ikke ghoste en insulinpumpe og taget i betragtning hvor utrolig høj en decibel, dens skingre jamren var nået op på— ja, så vil gætte på at den havde skreget ret længe.
Mindst 30 minutter – men hvem ved det?
Ikke mig, jeg havde jo hørt musik i hele rejsens længde på en god time!
Så undskyld, buspassagerer.
Undskyld, jer der har siddet ved siden af Den Bippende Dame.
Undskyld, jer der ventede på mig i fyrre minutter.
Undskyld, men min tjekkede stime er tydeligvis slut!
Kom tilbage i 2019!
Og prik mig så ellers gerne på skulderen, hvis jeg bipper og forstyrrer den offentlige ro og orden.
Jeg går ud fra, at jeg må have fucket adskillige høreapparater op på min langtrukne tur til Vestegnen!
Nogle gange sker der ting i mit liv, hvor jeg får lyst til at bøje nakken bagover, rette blikket mod den uudgrundelige himmel og forsøge at tage fru Gud i åsyn.
For jeg vil gerne spørge:
Hvad FØK er det egentlig, du har gang i??
Hvorfor opsætter du scenarier, som kunne være en virkelig ringe B-film værdig? Hvorfor?
Hvorfor skal jeg til tider kigge på mig selv og overveje om Adam Sandler skal spille hovedrollen i filmen om mit liv?
Hvorfor? Hva’?
Og når fru Gud så ikke svarer, så henvender jeg mig i stedet til jer, der læser med, for ét eller andet sted skal jeg jo projicere mine elendigheder hen.
Nåh, men i går tog jeg over til en veninde.
Hun og hendes kæreste er ude at rejse, og jeg har lovet at være blomsterpasser.
Da jeg ankom til lejligheden kunne jeg mærke, at jeg havde taget for meget tøj på til cykelturen, og jeg dampede under min grå trøje.
Jeg lyttede til en podcast, men da jeg ikke havde nogle lommer i min kjole, og ikke gad at slæbe rundt på tasken, mens jeg vandede, lagde jeg min oppakning fra mig og gav min udelte opmærksomhed til den forestående opgave.
Det dér med at tage sig af folks lejligheder er jo en betroet opgave, så jeg tænkte, at jeg ville sørge for at mine venner kom hjem til en dejlig, frisk lejlighed oven på den sidste tids klæbende varme.
Jeg åbnede dørene til begge altaner i lejligheden.
Snart efter mærkede jeg selvtilfreds den kølige vind smyge sig op ad mine ben som en kælen kat, ahhh!
Så fyldte jeg vandkanden og rettede opmærksomheden mod de indendørs planter.
Vande, vande, vande. Fylde vandkande. Og vande, vande vande.
Så blev det altanplanternes tur.
ÅH! Det var godt at komme ud på altanen, hvor det luftede endnu mere!
Vande, vande, vande.
Vande potte, vande krukke, vande altankassen bag døren.
Vande, vande, vande.
Done.
Piece of friggin’ mothercake!
Jeg rettede mig op fra mit vandeforetagende og greb bagud efter altandøren, men mærkede ikke andet end luft mellem mine fingre.
Jeg vendte mig og kiggede over mod døren.
Vinden havde skubbet den i.
Jeg grinede først lidt bøvet, da jeg for mit indre blik kunne se mig selv stå fanget på den lille altan.
Tænk, hvis den slags kunne ske – sådan rigtigt!
Nøj, så kunne naboerne nok få sig noget at tale om!
Så kiggede jeg nærmere på døren; først med øjnene og så med fingrene. Følte efter en ujævnhed mellem dør og karm, som jeg kunne trække op.
Det var lige godt pokkers.
Døren sad da godt nok helt i niveau med dørkarmen – vinden måtte da have givet den et effektivt puf.
Her blev jeg lige en lille smule betænkelig.
Måske kom der endda en umærkelig, nervøs latter fra mig.
Jeg manede den dog til ro.
Altså, jeg er jo ikke idiot.
Vel?
Selvfølgelig kunne jeg få døren op.
Jeg prøvede først at puffe lidt til døren. Min egen slidte altandør ville straks blive returneret ud af de løse dørkarme med den slidte isolering. Men i det kvalitetssikrede nybyggeri skete der absolut ingenting.
Her begyndte jeg at blive opmærksom på, at jeg befandt mig på fjerde sal.
Så forsøgte jeg at gribe om døren med mine små, krampagtige fingre. Efter bedste evne prøvede jeg at trække døren til mig, men ingenting skete.
Jeg greb fat ad flere omgange, trak, lirkede, bad, bandede, prustede og lavede endnu et greb.
Jeg fik i spejlingen fra glasruden øje på mit eget forsvedte ansigt.
Så kiggede jeg pludselig gennem mit selvportræt af Svend Sved og så i stedet ind i entréen og et “åh” undslap mine læber, da jeg så, hvad der lå derinde.
Min taske.
Min telefon.
Muligvis min værdighed.
Alt.
For helvede. Hvordan kunne det ske? Hvordan kunne jeg lukke mig selv ude på en altan? Og jeg, der ellers altid har min telefon på mig… Det her var simpelthen for pinligt!
Jeg ville gerne sige, at jeg mærkede hele vejen rundt i karmen for at finde et sted, hvor jeg bedre kunne få fat i døren, men jeg måtte give fortabt med dørens øverste kant – jeg kunne ganske enkelt ikke nå! Sjældent har det været mere frustrerende at være to lorte høj.
Til sidst måtte jeg have pusten og vendte mig væk fra døren.
Skulle jeg prøve at kalde på nogen?
Ej, bare tanken gav mig højrøde kinder! Og for føk sake: jeg stod på fjerde sal, klokken var 12.30, det var onsdag og ikke et eneste menneske kunne jeg se dér langt, åh så langt (!) nede.
Jeg tvivlede på, at jeg overhovedet kunne få mig selv til at præstere en tilstrækkelig høj decibel.
Nej. Det kom simpelthen ikke til at ske.
Desuden gjorde det mig endnu mere desperat at stå og kigge ud i intetheden deropppefra.
Meget spøjst at man kan have højdeskræk og klaustrofobi på én og samme tid, skal jeg hilse!
Jeg kiggede rundt på altanen efter noget til at lirke døren op med, men med mindre en friskvandet timian har magiske evner, var der intet forhåndenværende, der kunne være behjælpeligt.
Der var ikke andet at gøre: Jeg måtte bare blive ved med at prøve
Og så –endelig!– bedst som jeg lå på mine knoklede knæ og greb fat i dørens nederste hjørne og fremviste min største muskelgruppe til hele Ørestaden
GIK DØREN OP!
Og øjeblikket efter stod jeg atter inde i lejligheden.
…
Det var først, da jeg lettere fortumlet stod ved køkkenvasken og satte vandkanden på plads, at jeg fik øje på kvinden på den modsatte altan, som sad og slikkede solskin.
Jeg ved ikke, om hun var vidne til mit lille Houdini-show med indbygget blottertendens, men for pokker, jeg håber det ikke!
… Ellers kunne hun i det mindste lige have sat noget musik på og råbt, at hun heppede på mig!
Er fru Gud også særlig morsom, når hun indspiller din livsfilm?
Er du nogensinde blevet lukket ude et ufedt sted?
Og helt ærligt; det dér ordsprog med at når en dør lukkes, åbnes der en ny (eller hvordan det nu er):
Fuck det!
Følg bloggen til Norge og/eller altaner på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller Snapchat
Det er – som tidligere fortalt – ikke en tilfældighed, at bloggen her hedder Sortpahvidt.
Udover de sort/hvide streger og ord henviser navnet også til min egen personlighed.
Jeg er i masser af år blevet kærligt mobbet af særligt min nærmeste familie for at være noget sort/hvid anlagt.
Og er det ikke Tyrion i Game of Thrones som bemærker til Jon Snow, at man skal sørge for at tage sine øgenavne til sig og bære dem som en rustning, så folk til sidst ikke længere kan lave sjov med det?
*Geek alert, I know*
Anyhow;
Det med at være sorthvid-anlagt kan både have fordele og ulemper.
Som fordel kan det nævnes, at man skal være mere end almindeligt tykhudet eller decideret følelsesmæssigt afstumpet, for ikke at vide, hvilket humør jeg er i.
Jeg kan til tider give udtrykket humørbombe en helt ny betydning…
Som klar ulempe må det dog fremhæves, at det der sort-hvide også selv er svært at navigere i.
For hvad end det drejer sig om humør, håndtering af køkkenaffald, litterære udfoldelser, engagementet i anden sæson af A Handmaid’s Tale eller ophængning af julepynt, vil det være anledning til at modpoler mødes.
Og dét sted er min krop.
Og når jeg står op om morgenen er det så godt som umuligt at vide, hvilken af polerne, der dominere den pågældende dag.
Særligt i kategorien VELOPLAGTHED er det tydeligt, at jeg kun har to niveauer.
Du kan se dem her:
Og altså, i dag har jeg for eksempel sorteret alle mine hudcremer.
Det gør mig lidt nervøs for, hvad morgendagen mon vil bringe.
Både fordi det måske betyder “ingenting”, men også kan være, at det er at “rydde ud i Det Sorte Hul” som jeg kalder mit kælderrum, hvor jeg med stor sandsynlighed kan forsvinde for stedse.
…
Hvis der bliver mere end almindeligt stille på linjen hér, så send lige en patruljevogn til Amager i kælderen under nummer 10, ikk’?
Pretty please.
Som altid kan du følge med på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT.
Og navnet er – og vil altid være – Sortpahvidt
… Og sig mig så, findes der reelt et mellemniveau af VELOPLAGTHED?
For crying out loud.
Jeg har lige opdaget, at jeg IGEN i år har glemt bloggens fødselsdag.
19. februar kunne jeg ellers med rette have sagt
“SYV år, bloggen! Man ved ét og andet”
men i stedet må jeg bare konstatere, at hvis bloggen var min baby, så skulle den nu gå i første klasse og ville sikkert være mega uopdragen og opmærksomhedsmæssigt fejlernæret.
Når det så er sagt, så er jeg sgu stadig glad for den, selvom den det sidste år har måttet klare sig selv i perioder, mens jeg prøver at tja, klare mig selv.
Herinde har jeg fået luft for alt fra fejlslagne madkurser, min hjernes narrøvssider og lange dage som jordemoderstuderende.
Jeg er også vokset og har været på eventyr tur-retur, jeg har fået gode råd og har fundet støtte og oprigtighed fra uventede sider, når jeg lukkede op for mit allerinderste.
Bloggens til stadighed langt mest læste indlæg er fra da jeg besluttede mig for at sige mit job op uden at vide, hvad der så skulle ske – og det ved jeg sådan set stadigvæk ikke.
Og derfor er bloggen for tiden måske også en lidt kedeligere platform end den plejer at være, for jeg kan for fanden ikke tvangsindlægge jer til al mit langhårede navlepilleri.
Når dét så er sagt, så har bloggen nu altid været mit største frirum til at dele ud af hverdagens gråtoner, og i særdeleshed grine af mig selv i al min uperfekte glans. Jeg har fandme føket meget rundt.
Og det har jeg også i dag.
Så lad os markere bloggens forsinkede fødselsdag med en lille hverdagsanekdote, sort på hvidt.
… Jeg skulle nemlig til kontaktlinsetjek i dag. Jeg kiggede ud på det smukke solskin og besluttede mig straks for, at jeg da ville gå de 2,5 kilometer til optikeren.
Jeg tog afsted i god tid, og gik med fjedrende skridt ned ad Amagerbrogade med solbrillerne koket placeret på næsen og tænkte for mig selv: “her går Eline med tjek på tilværelsen! Tjuhej”
Jeg var i så god tid ved optikeren, at jeg tænkte, at jeg da lige kunne nå at købe et par jeans i Hø & Møg – men det viste sig at være en strabadserende affære. Fandt pludselig mig selv i prøverum med 7 stykker tøj, elektrisk hår, mascara i panden og mærkede koldsveden springe frem. Kunne se, at jeg midt i min harmoniske shoppetur muligvis både havde brugt for meget tid i prøverum og erhvervet mig et lavt blodsukker, så jeg fortsatte til kassen og tyllede en brikjuice i en sådan hast, som kun en diabetiker kan.
Gik så over til optikeren, og begyndte at blive lidt nervøs. Får altid følelsen af, at det er et snydespørgsmål, når de holder ét eller anden stykke glas op foran ét eller begge øjne og konspiratorisk mimrer:
“Hvornår ser du bedst? …nu? Eller…. Nu?”
mens de lader glassene flyve klikkede frem og tilbage foran dine plirrende pupiller.
Oftest kan jeg sgu nærmest ikke se forskel, men prøver mig pleasende frem.
“Det ved jeg ikke? Den første? Den første? Den…anden?”
Ligesom ved en multiple choice-eksamen, hvor man jo hellere må variere lidt i sine krydser mellem A, B og C.
Den test i sig selv kan jo være udfordrende nok, men nu sad jeg så der og ventede på at blive set efter i sømmene, og mit blodsukker var stadig lidt lavt.
Man tænker jo dårligt med lavt blodsukker, så det måtte jeg jo nok hellere gøre noget ved, før jeg kom ind. Kiggede ned på den lille anretning med kaffe, flødepulver og sukker der stod fremme. Kiggede lorent rundt i lokalet.
Så ud til at være alene.
Til jer, der muligvis har måttet drikke kaffe uden sukker, hvis I sad i Louis Nielsen i dag efter klokken 13; undskyld. Det var mig. Jeg spiste sukkeret.
Til dig, der måske så mig spise sukkeret: undskyld. Jeg troede jeg var alene. Og almindeligvis er jeg altså helt stueren.
Lidt efter var blodsukkeret fint og en storsmilende optiker kaldte mig ind.
“Nåh,” sagde hun
“Og hvordan går det så med dine linser?”
“Godt!” Messede jeg
“Ja, for det er jo noget tid siden vi har set dig”
“Ja, jeg glemte vist at booke tid, da jeg fik påmindelsen i… Dec.. November…”?
“Ja, men det er nu længere tid siden end det…”
“Er det det?”
(åh ja, tænkte jeg, jeg glemte det vist, da jeg kom hjem fra Grønland)
“Ja, vi vil jo gerne lige se jer en gang om året”
(ups og nu er der vist gået to år! Regnede jeg mig frem til)
“Åh ja,” Tilpas afdæmpet, let skamfuld stemme fra undertegnede
“Ja, og nu er det jo fire år siden du var her sidst.”
“HVAD??” Fløj det ud af mig.
“Ja.” Kig på skærmen. “Sidst du var her var i 2014”
(Nu ved jeg med stor sandsynlighed, hvordan komapatienter har det, når de vågner og får at vide, at de har været væk i fire år.)
Optikeren gav mig heldigvis en udvej, ved at sige, at jeg jo nok havde været forbi, da jeg fik lavet mine briller.
Det blev vi helt enige om.
Er dog ret sikker på, at mine briller er mindst 5 år gamle…
Tilbage til linse-forhøret:
“Og hvordan synes du at linserne fungerer for dig?”
“Godt!” Gentog jeg, men nu helt uden min tidligere optimisme.
“Altså, jeg har godt nok overvejet, om de måske skal være lidt stærkere.”
“Okay, lad os kigge på det” Jeg satte mig i stolen.
“Dæk dit venstre øje og sig, hvad du kan se på skærmen”
Og så blev jeg lidt stille, før jeg tog mig sammen til at bekende at…
Altså.
Jeg vidste jo, at der måtte være nogle bogstaver på den lysende skærm – jeg må bare være ærlig og sige, at hun lige så godt kunne have puttet den med dyrene, hus og skibe på.
Da hun alligevel bad mig prøve, lirede jeg bare det meste af alfabetet af i opfindsom rækkefølge.
Jeg blev pludselig ret bange for, at jeg i stedet for nye linser ville forlade optikeren med en førerhund.
Heldgivis viste det sig, at venstre øje var noget mere kapabelt og da vi så skiftede tilbage til det højre nåede jeg lige at opfange tavlen før optikeren nåede at putte et glas med styrke why-are-we-even-trying? på, og til min store lettelse kunne jeg nu se noget!
Faktisk kunne jeg se det hele, og min midlertidige blindhed var åbenbart forårsaget af, at linsen ikke havde sat sig på plads på pupil og iris, men tilsyneladende havde taget sig en ferie på den hvide side.
Og således kunne jeg forlade optikeren med de samme linser som jeg kom med.
Og en årlig reminder, der fremover vil lande i min mail-indbakke i stedet for min postkasse.
Hvordan jeg kunne misse 4 år, er mig stadig en gåde.
Måske jeg i et anfald af *host* effektivitet har smidt lidt for mange “reklamer” ud fra Louis Nielsen.
Uden at åbne dem…
…
Og så vil jeg da bare indskyde, at bloggen tydeligvis ikke har noget at brokke sig over. Jeg glemmer bare den i nogle dage.
Trods alt ikke fire år.
Så tillykke, blog – 7 år og 3 dage and still going strong! Du holdt sgu længere end surdejen!
Hvor længe har du læst med?
Kan du huske, hvad der var det første du læste?
Og har du nogensinde glemt noget i fire år?
(Når nu jeg tænker over det, har jeg vist også en aftale hos tandlægen, jeg skulle have booket. Sidste år)
Følg med i hverdagens gråtoner på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT.
Navnet har de sidste syv år været
Sortpahvidt
Jeg ved godt, at jeg nogle gange har givet indtryk af, at jeg ikke er sådan særligt habil i et køkken.
Det vil jeg godt skynde mig at rette op på, for skønt det der bagværk altid driller mig, så kan du altså roligt komme hjem til mig til middag, for det salte køkken – det har jeg helt styr på.
Derfor vil jeg også indvie jer i én af mine livretter på en kold og bidende søndag som i går, hvor jeg virkelig havde lyst til at kredse om mig selv. Vil du gøre mig kunsten efter, så følg blot denne nemme fremgangsmåde:
1) Tag ud at handle og vær FULDKOMMEN uinspireret. Efterhånden som du baner dig ned gennem gangene med konserves og kattemad, kommer du i tanke om, at du endelig huskede at købe sød chilipulver sidst du var i Tiger – du mærker nu en spirende lyst til en god, gedigen paprikagryderet. Du tæsker tomatpure og des lige i kurven.
2) i grøntafdelingen tager du: en pose løg, gulerødder og nogle snittede rodfrugter, der er på tilbud, fordi de kun kan holde sig til i morgen. (Jaja, man må gerne være både nærig og doven selvom man spiser grøntsager)
3) I mejeriafdelingen tager du: en cremefine og en letmælk
4) I kødafdelingen holder du fest og griber fluks: svinekoteletter, bacon og cocktailpølser. (Alle ved at kød er dagens vigtigste måltid)
5) bliv enig med dig selv om, at du ikke mangler andet.
6) betal og gå hjem
7) kom til at tænde for fjernsynet og glem at lave mad indtil maven brøler sine ko-i-brunst-brøl
8) skynd dig dog ud og lav mad!
9) start med at svitse baconstykkerne i sautegryden
10) hak løg og hvidløg og lad det joine baconen
11) skær koteletterne ud i mundrette stykker og så *vupti!* ned i gryden med dem
12) svits herlighederne med paprika + røget paprika, salt, godt med peber og… Ikke andet?
13) virkelig ikke andre krydderier?
14) DEN SØDE CHILI FOR HELVEDE! Det er jo hele grunden til at du laver den her forbandende gryderet!
15) find den nye søde chilipulver og put en passende mængde i retten. Det er ikke stærkt, men giver lige sådan et fint touch sammen med de andre krydderier. Du har lavet retten tusind gange før og kan allerede mærke tænderne løbe i vand.
Så så man dig, gourmanden!
16) tilsæt hakkede tomater, tomatpure og cremefine
17) så er det tid til de snittede grøntsager – off you go!
18) Undr dig over, hvad fanden der lugter sådan? Kan du have overset at der ligger et hengemt lig og rådner et sted i køkkenet?
19) Lugt til den tomme grøntsagspose
20) AFSTÅ FRA AT KASTE OP I LÅRTYKKE STRÅLER!
21) HVAD FANDEN VENTER DU PÅ? DU HAR LIGE FORGIFTET HELE DIN GRYDERET MED SELVDØDE GRØNTSAGER FRA ENGANG I DET FORRIGE ÅRTUSIND! RED DIN GRYDERET! FÅ GRØNTSAGERNE V Æ K !
21) Find mere eller mindre brugbare redskaber til at fiske grøntsager op med. Glæd dig over, at du i det mindste ikke havde nå at røre rundt i gryden.
22) Tænk lortegryderet en to-tre hundrede gange de cirka 7 minutter det tager at fiske ALLE grøntsager ud ad gryden. Brænd dig gerne et par gange.
23) Smid cocktailpølserne i
24) vent et passende antal minutter på at retten simrer færdigt, mens maven rumler fuldkommen hysterisk. Alt mere end 3 minutter må være ødsel.
25) opdag, at du ikke har noget blomkål til at lave blomkålsris. Du får med andre ord ret mange proteiner i dag.
26) Øs en god portion op til dig og den skrigende mave og sæt dig til bords.
27) nyd din mad
27) nyd din mad
27) overvej at sagsøge Tiger for at have ændret på blandingsforholdene i “den søde” chilipulver. Overvej også, om det er muligt at leve uden læber, tunge og gane – det bliver du muligvis nødt til.
28) Indse at det den her ret er så usandsynligt stærk, at der ikke findes fløde nok i hele verden til at redde den.
29) smid lortet ud, mens din mund og mave ser til og græder af hver sin årsag
30) gå så for satan ind på JustEat
31) erkend det paradoksale i, at du takkede nej til middagsinvitation hos dine forældre med ordene “jeg vil gerne hjem og lave mad”
32) Overvej hvad du har gjort karma.
33) Overvej kraftigt at bede JustEat-manden gifte sig med dig, når han ringer på. Sværg på, at det er tætteste du nogensinde har været på at opleve kærlighed ved første blik.
34) Afstå alligevel fra giftemål. Spis din mad og find ud af, hvem i alverden der gravede de rodfrugter op og fandt på at kalde dén blanding sød.
35) planlæg sød, sød hævn (du er jo arbejdsløs)
Hvis ikke kan få nok af hverdagens gråtoner, så hop over på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT
Gammel vin på gamle flasker, I know, men helt ærligt: hvem kan ikke lige overskue en omgang tænkte tanker på sådan en gråtåget fredag eftermiddag?
Så here goes:
– hvorfor går alle mine tanker væk, når jeg går i gang med de her indlæg?
– det er bare PUF! og så er der rungende tomt derinde, hvor hjernen plejede at være.
– og hvorfor er min skridtmåler på mobilen så upålidelig? Den ene dag er jeg gået 8.434 skridt på 3,9 kilometer – den anden dag er jeg gået det samme antal skridt på 6,4 kilometer. Er det muligt, at jeg tager meeeget lange skridt nogle dage???
– har muligvis tømt podcast-appen for ordentlige podcast at lytte til.
– andre end mig, der bare virkelig godt kunne drikke sig rundtosset i bobler?
– har lyst til at råbe til naboerne, at youmusic står på shuffle, når jeg pludselig midt i badet får slynget SKURKENE I RAMASJANG ud for fuld gadaffi. Man bliver tilsyneladende straffet længe for at spille den slags for nevøen.
– glæder mig absurd meget til at kor starter op igen.
– alvorligt talt; nu har både min Shoppelyst og Kærestekikkert sovet i snart flere år, og nu hvor jeg er arbejdsløs, beslutter de begge sig for at vågne igen?! FØK AF for fanden – jeg har egentlig ting nok at fundere over. Og Tinder er jo et selvmål af dimensioner!
– det er formentligt et dårligt tegn, når du viser din far et billede af dig selv, fra for 4 år siden da du blev uddannet jordemoder, og han resolut udbryder: “NEJ!! Hvor var du tynd!”
– ny leveregel: der er altid en grund til at købe blomster. Det er derfor jeg nu svarer “ja”, når blomsterbinderen spørger om det er en gave, hvortil jeg i hovedet tilføjer “til mig selv”
– er man egentlig for gammel med for mange æggestokke til at købe en ps4, når man er en enlig 27-årig kvinde. Som for øvrigt ikke har et fast arbejde?
– det gode ved at være uden fast arbejde, er at jeg er begyndt at tage hjem til mine forældre. Når de ikke er hjemme. De har pejs. Og karbad. Og mad.
– mon folk kan lide dig mindre, når du er arbejdsløs?
– når du prøver at holde masken over for ekspedienten i Stelling, når du havde taget en pakke tuscher uden prismærke og sjusset dig frem til at de måtte koste et par hundrede kroner. Og knøsen siger “det bliver 514 kroner” så skal der fandme bruges grå tusch!
– når jeg lukker øjnene om aftenen, kan jeg ofte se et barnehoved lige et par veer før det bliver født. Så bliver jeg helt varm i maven. Sådan ved du, at du ikke er helt færdig med at være jordemoder.
– mon folk egentlig dømmer dig som loco, når du siger den slags højt?
– og STADIG ikke helt ved, hvor dit liv er på vej hen??
– Anyways, jeg sætter mig hen til mine grå tuscher.
—
følg med i hverdagens gråtoner på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og SNAPPEN.
Nåh, men når jeg ikke vandrer hvileløst rundt på Amager i min søgen på en rolig åbenbaring, så skal jeg jo også lave noget.
Jeg havde på forhånd tænkt, at jeg skulle nå så meget, når jeg ikke havde fast arbejde. I ved; sådan rigtigt mærke mig selv –I know, klicheklokkerne kimer! Vi taler yoga, kurser, oprydning, tegning, skrivning og et cetera.
Men, jeg kan sgu ikke rigtig finde den; roen til at gøre noget rigtigt ved noget af det ovenstående.
Det kræver tilsyneladende meget underbevidst og ikke-jagende arbejde at finde sin vej.
Har til gengæld fundet roen et helt andet sted:
Jeg er blevet helt tosset med at se Alene i vildmarken (!?!!)
Jep, jeg har set alle afsnittene i både den nye og første sæson.
Og jeg ved ikke, hvorfor jeg er blevet så grebet af det, for da Gud delte friluftsinteresser ud, gav h*n mig i stedet en seriøs portion magelighed. For at sige det lige ud: jeg holder hellere en picnic indendørs ved et bord med dug, maden sirligt serveret og med ordentlige forhold til at komme af med dét, der kommer indenbords. Ja, det er vel ret beset et cafebesøg, når nu jeg tænker mig om.
Anyways… når jeg sidder og ser Alene i vildmarken, så forestiller jeg mig, at det slet ikke er sådan. At jeg blev sat af på én af de der norske strandstrækninger med en proppet rygsæk og et håndholdt kamera eller to.
Ja, ja; vi ignorerer lige den lillebitte detalje at jeg har diabetes og leger med i tankeeksperimentet.
Her er hvordan jeg tror, at min version af Alene/Eline i vildmarken ville forløbe:
DAG 1:
Jeg bliver sat i land i regn og stiv kuling. Det regner jo altid i Norge – er der ikke nogen, der har fortalt deltagerne det?
Jeg stirrer stift ind i mit regndråbeplettede kamera og forkynder, at jeg er så nervøs, at jeg allerede skal tisse. Nervøs blære er ikke en guddommelig gave i naturen. Jeg siger, at jeg tror, at jeg kan holde mig (en ti-femten dage).
Mit hår er formentligt allerede fedtet.
Klip
Jeg trasker rundt og leder efter et sted at slå mit shelter op. Endnu et stift blik ind i kameraet:
“DER ER JO VÅDT OVERALT!”
Vælger med stor sandsynlighed et virkelig råddent sted og kaster mig ud i virkelig rådden shelter-opslånings-teknik. Fantasien rækker kun til noget der ligner en telt-form. Altså, finde et sted, hvor jeg kan sætte en birkestamme op mellem to træer og derefter kaste presseningen over. Er muligvis for lav til overhovedet at kunne nå op til nogen af træernes tykkere grene.
Burde i virkeligheden lave jordhule.
Er det ikke sådan noget hobbitter gør?
Klip
Presseningen flagrer rundt en halv meter over jorden med mine våde, krøllede ting indenunder. Jeg forestiller mig en tvivlsom opsats med grene og sten. Dejlig base at kalde hjem.
Jeg kæmper mig gennem moselignende skovbund, mens jeg ind i kameraet fortæller om min snarrådighed: samler masser af birkebark til at tænde op med og tørrer det i mine lommer. Sveder utvivlsomt, mens jeg begiver mig ned mod stranden for at samle brænde og sætte net op. Det bliver helt sikkert snart mørkt.
Jeg gætter på, at jeg allerede er sulten på det her tidspunkt.
Nyder at tale ind i kameraet. Ingen til at sige mig imod.
Proklamerer, at jeg er virkelig god til at være alene i mit eget selskab. Forkæler muligvis seerne og mig selv med en lille Disney-sang. Klarer overstemmer og mellemspil selv.
Det lyder pissegodt.
Klip
Jeg står ude i vandet med begge gummistøvler oversvømmet og fiskenettet viklet ind i arme og ben. Råber noget så sofistikeret som:
FUUUUUUUUUUCK!
Klip
I “shelteret”. Ligger på maven og snakker til kameraet. Der er for lavt til at sidde op. Det begynder at blive mørkt udenfor.
Jeg siger noget a la:
“Det gode er, at jeg har samlet absurd meget birkebark og brænde. Jeg er nemlig en notorisk frossenpind. Det dårlige er, at jeg overhovedet ikke evner at tænde op med det.”
kigger over på bunken af brænde.
“Jeg fandt en kæmpe edderkop under én af stenene. Jeg skyndte mig at slå den med min våde gummistøvle. Men jeg ved ikke om jeg ramte den, så nu tør jeg ikke at tage gummestøvlen på igen. Jeg tror bare, at jeg går i seng nu. Godnat”
Sort
DAG 2
Morgen. Fortsat maveliggende snak til kamera. Hår klistrer ind til ansigtet og mine kontaktlinser klistrer tydeligvis helt ind til nethinderne, for hver gang jeg blinker, spærrer jeg lige øjnene op en ekstra gang, for at få linserne til at reagere. Giver mig sådan et dejligt, ikke-bekymrende crazy-look.
“Jeg har sovet ad helvedes til i nat. Jeg har frosset. Jeg har åbenbart også ligget oven på den her” Hiver én af mine støvler frem.
Et ærligt gæt vil være, at shelteret også er bundvåd nu.
Klip
Nede ved vandet. Forkynder, at jeg savner nogen at tale med. Eller som i det mindste kunne give mig nogle gode overlevelsesfif.
Fortæller, hvor vigtigt det er, at jeg får fanget fisk i dag.
Får fanget to fisk, som sikkert er syge.
Kommer til at tænke på, at jeg faktisk slet ikke kan lide fisk.
Med mindre det er sushi eller paneret fiskefilet.
Det trækker formentligt nogle dage fra min overlevelse herude…
Klip
Kigger ind i kameraet.
“HVAD FØK LAVER JEG HERUDE? DET VAR OGSÅ BARE FORDI JEG SKULLE FINDE MIG FØKING SELV. GUESS WHAT – HUN ER IKKE HER!”
Klip
Klar til at tage hjem.
Fortæller hvor stor en oplevelse det har været. Hvor godt jeg kender mig selv nu.
Vidste for eksempel ikke, at man kunne tale med et dødt egern i mangel af bedre.
SORT.
Hvordan ville din medvirken i Alene i vildmarken se ud?
Hvor mange dage ville du overleve?
Og hvilket reality show ville du selv medvirke i? Jeg har jo allerede været igennem Den store Bagedyst og diverse, så vi må se hvor fantasien tager mig hen næste gang…
Følg med i hverdagens gråtoner på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT.
Navnet er som altid
Sortpahvidt
