I går var jeg træt.
I dag er jeg død.
Ej, den slags må man jo selvfølgelig ikke engang sige for sjov – men altså, jeg er ved at blive en amøbemasse!
Tanken om igen at skulle op klokken lidt i fire i morgen, får mine ansigtsfurer til at ligne grand canyon.
Jeg er så smadret, at jeg var ikke engang orkede at gå i mit agressive tempo fra hospitalet til stationen.
Så jeg missede toget.
Så træt, at jeg ikke engang orkede at lytte til min larmende popmusik, havde lyst til at tysse på folk, der talte for højt, kom til at spise en hel pose macadamianødder, så jeg på mere end én måde gav mig selv kvalme.
Så træt, at jeg lidt havde lyst til bare at vræle FOR HELVEDE, RÅB DOG LIDT HØJERE! da kunden efter mig brølede:
DE HER ER ALTSÅ IKKE MINE! og hysterisk viftede med mine libressebind foran den alenlange kø i fakta. Plejer ellers at være fuldkommen kyssekold i den retning, men var for træt.
Havde lyst til bare at forlade butikken, skide hul i brølende damer og menstruationsbind og måske vende tilbage til tørrede blade eller sådan noget.
Havde første arbejdsdag i går.
Altså, første, hvor man ikke sådan bliver vist rundt og følger efter én og stiller spørgsmål og føler sig lidt som en studerende igen.
Så i går var jeg bare mig.
Havde glædet mig som et lille barn til juleaften. Forhippet på at være sej, tjekket og helt igennem totalt ny-yndlings-jordemoder/kollega.
Brugte størstedelen af dagen på at hive fat i eller følge efter én, for at stille spørgsmål og føle mig som en studerende igen.
Stod op klokken 03.50, med et hjerte, der næsten hoppede ud af halsen på mig – hvad skulle der ske i dag? – og skyndte mig ud i den tidlige morgenstund.
Var hjemme klokken 17.30 og følte mig så træt, at det ville have været fedt, hvis der var nogen, der havde villet skrabe mig op med en skovl og bare hælde mig i seng.
Havde tænkt mig at skrive et hylende morsomt og alligevel dybsindigt indlæg om det i dag.
Men. Jeg. Er. Så. Træt.
Orker ikke engang at overholde mit eget sort på hvidt-tema.
I får sgu en gammel tegning i farver.
Den får mig altid til at trække lidt på smilebåndet.
Også når jeg er træt.
Den ville have været spot-on i dag, hvis Hjertet var byttet ud med Hjernen.
For tiden er det dén, der spiller hovedrollen i samtlige melodramaer herhjemme.
Fik jeg nævnt, at jeg skal på arbejde i morgen?
Ønsker mig en spritnormal andengangsfødende med flotte veer og lækker bebs af FødselsFeen.
Ved, at hun findes.
Jeg havde tænkt, at dagen i morgen skulle være en ren fest herinde på bloggen.
Hvorfor?
Jo, altså, nu er det jo sådan, at jeg ikke har nogen børn.
Men har lidt en baby alligevel.
Nemlig. Bloggen her.
Bloggen har jeg opfostret siden den bare var et tomt stykke papir.
Sammen har vi fundet ud af, hvem den var, hvad den stod for og hvad der skulle til, for at den kunne lære at gå.
Den har krybet, kravlet, været nede, været forladt, gjort mig stresset.
Men også gjort mig glad.
Der er vitterligt sket lidt af hvert – og antallet af personer, der slår et smut forbi herinde er vokset.
Det er sjovt, når der kommer kommentarer – sjovt, at se, hvad der optager folk mest.
Det mest likede indlæg handlede således om voksnes kæreste breve.
Men det, der gør, at jeg virkelig holder af jer derude, det er, at I må være lige efter mit hjerte.
I hvert fald er det absolut mest læste indlæg (med over 500 kig) et indlæg med så fin og nænsom en titel som “KILOMETER LANGE BRYSTER”
Ja, der sidder nogle feinschmeckere som jeg selv derude.
Men hvad har det hele så med i morgen at gøre?
Jo, i morgen bliver min babyblog hele TO år!
Som tiden flyver!
… ja, eller det vil sige. Jeg havde bildt mig selv ind, at bloggen blev to år i morgen, men i virkeligheden fortalte Tumblr mig, at det så var i forgårs…
Ravnemor in spe.
Men se så lige den udvikling, der er sket af mit selvbillede gennem de sidste to år:
Jeg starter lige med at advare.
Jeg har forsøgt at afbillede de meget lange bryster, og en højst forstyrrende, men dog troværdig, illustration vil forekomme til slut i dette indlæg.
Alle sarte sjæle bør klikke væk inden da.
Nåh. Men her kommer fortællingen og sidste nye om de meget lange bryster.
Det er hovedsagligt jobcenteret, der har været hovedbidrager til de lange bryster.
Det kommer sig af, at både de og a-kassen havde indkaldt mig til jobmøder i denne uge.
Men så kom opringningen om et job!
Og møder om jobsøgning blev pludseligt irrelevante.
Så ringede jeg til a-kassen.
Fint, sagde de. Så skal du ikke komme. Og tillykke, i øvrigt.
Så ringede jeg til jobcenteret, hvor en jobtræt Jasmin sukkede ned i røret, mens jeg næsten kunne mærke hendes hovedrysten gennem mobilen, mens hun sagde:
“Ej, men hvis du ikke har fået en kontrakt, så SKAL du møde op. Faktisk skal du komme herind uanset hvad, for at vi kan scanne din kontrakt over i din journal. Farvel.”
*Dut*
Det lød da åndssvagt.
Det lød endnu mere åndssvagt da min kollega fortalte, at hun havde ringet til sit jobcenter og var blevet afmeldt mødet med det samme. Uden kontrakter. Uden scanninger. Endda med et tillykke.
Så ventede jeg nogle dage, og tænkte, at nu kunne det være, at jeg fik fat i en anden og måske lidt mere livlig person end Jasmin.
Så fik jeg fat i en Hanne, der straks sagde:
“ja, det lyder da ikke som om det giver mening at komme til det møde, det kan jeg godt høre. Men den afdeling du skal tale med har kun telefontid mellem klokken 13 og 14, så forsøg igen dér.”
Det gjorde jeg så.
Stillede mit ur til præcis klokken 13 og ringede igen.
Så fik jeg fat i en ny, som jeg ikke kan huske, hvad hed – men lad os kalde hende Lone – og Lone sagde det samme som Hanne og tilføjede:
“Jeg stiller dig lige om. Næh, der er slet ikke kø til den afdeling, det var vel nok heldigt.”
Så fik jeg musik i ørerne og efter lidt tid en Kristian i røret, og forklarede for måske syvogfyrretyvende gang hvorfor jeg ringede.
Men Kristian var slet ikke den rigtige.
“Nej nej” beklagede han sig.
“Du er nok blevet viderestillet til mig, fordi der ikke var nogen, der svarede i den anden afdeling. Men jeg kan ikke hjælpe dig”
Snydt igen.
Men, lovede Kristian, han kunne lægge en besked om at jeg skulle ringes op.
Så lagde jeg en besked.
Fem minutter i to havde jeg stadig ikke hørt noget, og vidste, at nu var telefontiden til den virkelighedsfjerne afdeling jo snart slut, så jeg forsøgte igen.
Blev viderestillet.
Og fik Kristian i røret IGEN.
“Nej nej” var det nu mig, der beklagede mig.
“Kristian, vi har allerede talt i telefon sammen, og du kan ikke hjælpe mig… men jeg har bare ikke hørt noget fra afdelingen endnu – og telefontiden slutter jo snart…”
Kristian lovede dog, at de godt kunne ringe uden for telefontiden, det var bare os borgere, der ikke kunne ringe til DEM.
Men han ville under ingen omstændigheder love nogetsomhelst om, at de rent faktisk ringede samme dag.
Dog ville han gerne sende dem en mail, igen.
Jeg prøvede at ringe en allersidste gang lige inden jobcenteret lukkede klokken 16.
Der havde jeg ventet tre timer på at blive ringet op, og jeg var ved at være ret træt af telefoner.
Kunne i øvrigt have brugt mine brysters længde til at hænge mig i på daværende tidspunkt.
Fik fat i endnu en dame jeg har glemt navnet på – Lone2 – og Lone2 ville ikke røre ved mig med en ildtang.
“Nej nej. Nej, jeg MÅ virkelig ikke aflyse det møde for dig. Du hører jo til det virkelighedsfjerne og umuligtkontaktbare kontor. Og du kan sådan som månen står i forhold til jordens akse kun ringe igen i morgen mellem 13 og 14…”
“Men det er jo for sent, når jeg skal være til møde klokken 9.15?”
“Så bliver du nødt til at tage derind.”
“Jeg synes ærligt talt, at det er et noget knudret system, I har jer” var mit sammenbidte svar, mens jeg hvilede mine bryster og mit hoved på knæene.
“Ja, men sådan er det bare” svarede letantændelige Lone2.
“Farvel!”
“Jamen, så farvel, Lone2…”
Nåh, men så i dag gik turen jo til jobcenteret.
Og jeg må indrømme, at NU forstår jeg hvorfor, der ikke var nogen, der turde tage på deres skuldre at lægge en besked, om at jeg ikke kom.
Jeg mener, det var VIRKELIG ikke bare sådan lige, at komme ud af det møde.
Vi taler om at det var nogle lange og lykkelige seks minutter, jeg skulle bruge i jobcenteret.
Manden skulle jo BÅDE have mit cpr-nummer OG vide, hvornår jeg startede.
Nej, det var så sandelig ikke noget, nogen kunne have taget imod en besked om.
Det forstår jeg godt.
Men på plussiden har vi følgende:
1) jeg kunne komme ud og hjem på samme klip
(Det er sådan noget dagpengemodtagere sætter pris på)
2) Når selv jobcenteret godtager det, må det være på tide, at jeg tør vedkende mig at jeg HAR fået et job!!
3) Behøver ikke at bruge tøj de næste måneder.
Bryster er nok.
4) klokken 9.25 ringede jobcenteret så, og jeg var lige ved at eksplodere ved tanken om, at en dame skulle til at anklage mig for ikke at være mødt op til mødet.
Men det viste sig at være en dame fra det virkelighedsfjerne kontor, og nu var det min tur til at fortælle, at hun ikke kunne hjælpe mig.
Og nu kommer billedet altså.
Sikker på du vil se det?
Okay, men kom ikke og sig, at jeg ikke advarede dig…
Jubiii! Tænkte jeg, da det gik op for mig, at det var slut med at være på SU.
Okay, det er lidt øv, at jeg ikke har et rigtigt job sådan lige med det samme, men TÆNK på, hvor meget mere jeg kommer til at få trillende ind på min livløse opsparing!
HURRA!
Jeg har gennem flere måneder gået og fantaseret om, hvad min første ikke-studerende-løn skulle bruges, og oh boy, mulighederne var mange!
Jeg så for mig:
Familiemiddage, hvor jeg ikke var nasseren, men giveren
Nye sko i alverdens afskygninger
Ture i Ikea, hvor jeg bare gik og pegede, og sagde “én af den, den og den og to af den”
Tøj, der ikke havde huller alle mulige mærkelige og af og til upassende steder
En tur til frisøren
og meget, meget andet…
Men for fanden, virkeligheden har indhentet mig – og jeg er ret sikker på, at alle mine “mange” penge er brugt inden jeg overhovedet har fået dem!
På hvad? Spørger du måske.
Jo, noget så kedeligt som
telefonkøer
Min måned som arbejdsløs, kan beskrives i et studie af telefonsvarer, hvor jeg har pendlet mellem a-kassen og job-centeret, og af og til har taget en detour til en arbejdsplads eller andet.
Tag for eksempel min sidste uges opkald:
A-kassen har den absolut mest pinagtige autosvare, der siger:
“Du har ringet til DSA, Danmarks Sundhedsfaglige A-kasse” eller noget i den dur.
Og det kunne såmænd være fint nok.
Hvis det ikke var fordi, at mand på svareren, kommer til at voldpifte dig ind i øret på samtlige s’er.
Det er altså ret mange s’er, skulle jeg hilse at sige.
Ventetiden går så med at høre 3 x to dut-toner, og så få at vide, at man stadig er nummer 5 i køen.
Her er musikken sparet væk, og når man når til nummer 1 lyder selv damen på den automatiske tæller en smule træt og lettet.
Når du så kommer igennem, får du at vide, at i dit tilfælde skal du også ringe til job-centeret.
I job-centeret er det lidt anderledes.
Her skal man først trykke 1, så 4 og endeligt 2 før de lader dig komme igennem til en kø.
Det hele er meget pædagogisk fx får man at vide, hvad deres hjemmeside (som man skal tjekke ugentligt) hedder…
Nåh, men her er der musik.
Sådan noget jazz-klaver noget, og hver gang den stopper for at sige, at alle deres linjer stadig er optagede, tror du, at det er fordi nogen tager røret. Men nej. Du er nummer 7 i køen.
Når du så kommer igennem får du at vide, at du skal ringe mellem klokken 13 og 14, for at få fat i din afdeling.
Når så DÉT er gjort, får du en SMS fra a-kassen, som stadig tror, at du skal til møde i morgen – og så tager du lige rumlen forfra.
Så tog jeg på apoteket for at købe insulin, og var helt høj over direkte menneskekontakt og ingen ringetoner, men ak.
“Vi kan ikke udlevere noget til dig. Dine recepter er udløbet. Du må få fat i din læge” Var konklusionen på apoteket.
Så her til formiddag skulle jeg så igennem til diabetescenteret. Jeg troede, at jeg qua min alenlange erfaring inden for telefonkøer, var godt rustet.
Men her spillede musikken på en sådan måde, at der bare manglede et enkelt måge-skrig, før jeg selv ville begynde at skrige – til gengæld fik du ikke noget nummer.
Det gav mig en naiv tro på, at LIGE OM LIDT måtte det da være min tur.
Men jeg ventede med havbrus og panfløjter i 16 minutter.
Præcis hvert tiende sekund sagde damen, at der stadig var optaget.
Bare hvis man nu skulle være langsom.
Eller tro, at man var til koncert.
Jeg har fået SÅ lange bryster.
Og ditto lange telefonregninger.
Og jeg mangler endnu ét opkald til jobcentret…
Altså, jeg har intet problem med at stå tidligt op.
Overhovedet.
Hvis bare samfundet og jeg kan blive enige om, at “tidligt” betyder omkring klokken 09.00.
Og det kan vi vist ikke.
Der var engang, hvor jeg stod op klokken seks hver dag. Og når jeg en sjælden gang snoozede, så var det i tre minutter. Hverken mere eller mindre.
Men der var også engang, hvor jeg havde mælketænder.
Og jeg tror, at begge dele dele er væk for altid.
Det har naturligvis ikke hjulpet, at jeg på Barselsgangen mestendels har haft nattevagter. Så får man altså et meget forkludret forhold til morgenerne som de nye nætter.
Men, men.
Nu er jeg blevet vikar på et sygehus, der ligger… pænt langt væk.
I går skulle jeg så i dagvagt.
Den slags starter klokken 7.
Det betyder, at jeg skulle forlade den mørke, lune lejlighed klokken 04.29.
For føk da.
Jeg gik tidligt i seng og legede, at den var over midnat.
Vidste, at jeg ikke ville have problemer med at komme op, men at krisen ville bestå i, at blive ved med at være vågen gennem de to timers rejse på vej til hospitalet.
Men, opmuntrede jeg mig selv, jeg er jo en nysgerrig person.
Jeg elsker at køre i tog, kigge ud på landskabet og betragte folk omkring mig…
Alle mine første lidelsesfæller var asiatiske af udseende, og jeg følte mig mægtigt med i slænget og ret høj i den lillebitte menneskemængde, mens vi ventede på bussen.
Der var ikke en hujende fis at kigge på på vej til Hovedbanen, alt lignede sig selv, bare uden mennesker. Jeg glædede mig over snart at skulle ind i toget, så jeg fik en ny udsigt, der kunne stimulere den halvsovende hjerne.
Man ved, at man er opvokset i København, når man ikke tager højde for, om det er mørkt eller ej, fordi der jo altid er gadebelysning over det hele.
Det er der altså ikke, når man sidder i et tog klokken 5 om morgenen, og formentlig suser forbi den ene mark efter den anden.
Når jeg kiggede ud i det sorte mørke, var det eneste jeg så, en grå skikkelse med store, sorte øjne og morgenhår, der indiskret stirrede tilbage på mig.
Jeg prøvede, at lægge håret ned en smule, men det var en kamp, jeg allerede havde tabt i det sekund, jeg valgte at gå i seng med vådt hår.
Snart blev det tid til at skifte til bus.
Mig og alle mine nye håndværkervenner stod og skuttede os i kulden, da den kørte op til stoppestedet.
Jeg havde overvejet, om jeg nu VIRKELIG skulle være hende den håbløse, som blev nødt til at bede buschaufføren om at fortælle mig, hvornår jeg skulle af, men heldigvis at gjorde, for jeg ANER ikke hvor vi kørte rundt de næste fyrre minutter.
Det kunne lige så godt have været en bussimulator, for der var bælgmørkt og kun en lejlighedsvis bil hér og dér eller en forvildet lyskæde, mindede mig om, at jeg rent faktisk ikke bare sad og sov med åbne øjne.
Men om vi bare kørte rundt og rundt og rundt om den samme mark om og om igen, det skal jeg ikke kunne sige noget om.
På daværende tidspunkt var jeg så understimuleret og træt, at jeg ikke turde blinke af frygt for at falde i søvn.
Men frem nåede jeg.
Og tilbage igen.
Helt uden at falde i søvn.
Jeg sværger.
Ok.
På vej hjem var der et par gange efter et blink, hvor jeg ikke var helt sikker på, hvem jeg var, og hvor jeg befandt mig…
Mit første rigtige job – med lønseddel, uniform og hele molevitten – var i føtexbageren.
Jeg gik i niende klasse og uden at overdrive, kan man vist godt sige, at jeg var en smule distræt.
I de første vagter skulle man bære sådan et “Ny i job”-badge.
På mit stod der “Dum i job” – eller det er i hvert fald, sådan man kan læse det, når man er kommet til at vende det på hovedet, og har båret det sådan hele den første dag.
Men helt ærligt, er vi ikke enige om at de uofficielle badge-regler er, at sikkerhedsnålen sættes i fra højre mod venstre?
Nåh, men siden jeg skrev “tjek-dine-badges/navneskilte-osv.” på min liste over must-do på jobbet, har jeg været ret god til ikke at gentage den fadæse.
Lærte også, at man for guds skyld ikke skal komme til at sætte sig på en Othello-lagkage, men det er en helt anden historie, og har desuden ikke været en viden jeg kunne bruge i andre jobs.
Nu er årene gået, og for nyligt er der kommet nye punkter til “Måder-at-gøre-sig-heldigt-bemærket-på-jobbet”-listen.
For eksempel kan jeg tilføje følgende:
– Når du skal sende en urinprøve afsted til laboratoriet, så tjek lige at det rent faktisk ER urin.
Og ikke lunken vand.
Just sayin’.
(Nåede heldigvis at redde den på målstregen)
– Når du sender en ansøgning til Sverige, så vær lige helt sikker på, at du ikke bruger danske ord, der betyder noget helt andet på svensk.
Såsom – rent hypotetisk – at skrive, at man er en rolig jordemoder.
Når “rolig” betyder sjov på svensk.
Det giver pludselig sætningen, at man er kendetegnet ved at fremstå “rolig i enhver situation” en helt ny og meget upassende betydning.
(Nåede heldigvis også akkurat at redde denne på målstregen)
– Når du ifører dig nyt hospitalstøj, så tjek lige inden OM og eventuelt HVOR gennemsigte bukserne er. Og tjek herefter at du ikke er iført et par af dine ekstra festlige trusser.
Skulle begge dele være et uheldigt positivt match, så sørg for at holde antallet af foroverbøjninger på et absolut minimum.
(Nåede jeg på ingen måde at redde på målstregen. På ingen måde)
Listen ser ud til at vokse stødt hele tiden, men vil den nogensinde blive sådan… komplet?
Det lader til, at des ældre man bliver, des flere potentielle huller er der, som man kan falde i. Bliver man bedre til at spotte dem? Eller ligeglad med at bumpe ned i dem?
ÅH, nåh ja, har selvfølgelig også lært klassikeren:
– Hvis du har spist salat til frokost, så tjek lige gebisset i spejlet, før du muntert render rundt og er sjov og charmerende.
Og ikke først syv timer senere, når du er på vej hjem…
Jeg ved ikke, hvorfor det har taget mig næsten to uger at komme i tanke om den her anekdote.
Faktum er; at det har det bare.
Det handler om min dimissionsdag sidste mandag.
Jeg havde jævnt mange bolde i luften, op til flere ting, der stressede mig og ditto antal ting, jeg helst ikke ville komme til at gøre mig uheldigt bemærket ved.
Ting, som:
– ikke at falde ved eksamensoverrækkelsen
– ikke at komme til at give folk hånden, der skal til at kramme én
– ikke at se mere end almindeligt mærkelig ud på dimissionsbilledet
– ikke at kaste op af stress/nervøsitet/glæde
Først skulle vi alle sammen have uniform på.
Vi så så fine ud.
Jeg havde tusind ting om ørene og en taske, der var grumt proppet (med hvad må du ikke spørge mig om), så det var et held, at én af de andre havde en pose med til mig, om jeg kunne putte mit “hverdagstøj” ned i, da jeg havde klædt om.
På dimissionsbilledet blev jeg først mægtigt glad. Skulle for engangs skyld ikke ned i den ydmygende positur på forreste række.
Åh, jo, du kender den godt.
The pose of shame.
Forbandelsen ved at være lige på den okay side af dværgegrænsen er, at fotografer verden over på ALLE gruppebilleder mener, at man vil gøre sig så aldeles fremragende bemærket ved at agere havfrue-siddende person allerforrest.
Nej.
Jeg gider ikke at sidde dér, og se mere end kunstig ud, mens jeg tænker på, om man kan se min muffintop ud gennem uniformen, på samme tid med at jeg suger min mave ind til jeg bliver blå i hovedet.
Og det skulle jeg så heller ikke! Hurra!
Måske var det fordi jeg kom så sent, at alle var blevet placeret, og jeg derfor bare lige kunne klemme mig ind bagerst i midten.
Var henrykt over denne placering.
Men da jeg så mødte min familie, var de helt uforstående. Delte slet ikke min begejstring.
“Hvorfor stod de dér helt bagved?” Ville de vide.
De fortalte, at det så meget mærkeligt ud, at der sådan var et hul lige bagved i midten blandt alle de høje. Dét hul var mig.
Jeg har siden set billedet.
Det er sandt.
Vil blive husket som Hullet Eline.
Vi havde ikke tid til mere snak.
Nu begyndte dimissionen.
Jeg havde – fyldt med et sjældent overskud – allerede lagt mine ting ind ved min plads, men da jeg så sad der og lyttede til den første tale, var der pludselig noget, der manglede.
Hvem Søren havde dog taget min pose?
Det kunne under ingen omstændigheder være mig, der havde forlagt den.
Vel?
Heldigt, at der ikke var noget særligt i.
Altså.
Udover mit tøj.
Kom jeg i tanke om.
Uniformen skulle afleveres tilbage inden vi skulle hjem.
Så pludselig mig selv som nyudsprungen jordemoder OG blotter.
Hjem i lang jakke, strømpebuks og BH.
Hvor var posen?
Var det eneste, jeg kunne tænke på gennem resten af dimissionen.
Min familie vidste ikke helt om de skulle grine eller græde, sukke eller slå sig for panden, da mine første ord som jordemoder til dem, var:
“Mit tøj er væk. Men jeg skal lige lede fire steder, før det er sådan sikkert væk-væk”
Fandt tøjet.
Havde aldrig taget det med mig.
Kunne gå hjem i strømpebuks OG kjole.
Og med jordemoderdiplomet i hånden.
Dét glemte jeg dog ikke.
