Så, okay, måske en lidt mindre stor nyhed – men ikke desto mindre…
JEG SKAL TIL GRØNLAND!
Og arbejde. Som jordemoder.
Det meste af 2016 har jeg gået og trippet og tvivlet på, om jeg turde tage springet.
Eftersom jeg jo er mega tryghedsnarkoman.
Og familiemenneske.
Og kikset, når jeg rejser med fly.
Og utjekket i al almindelighed.
Men en stemme, der først var lille og spag, men siden er blevet ret stor og pisseirriterende insisterende, har gentagne gange sagt til mig, at hvis jeg skulle afsted – så var det n u!
Fordi det giver mening, nu hvor jeg har fået erfaring, men endnu hverken har mand eller børn.
Eller andre forpligtelser.
Eller en kat.
Det gav ganske enkelt så meget mening nu, så… Øh…
Så jeg har ansøgt og fået et vikariat på tre en halv måned i Ilulissat i Grønland. Jeg starter 1/11.
Første november. Gisp og jubel – det er jo lige om snart!
Jeg kommer til at være én ud af to jordemødre på sygehuset og på mange måder kommer jeg nok til at komme lidt back to basic – for som udgangspunkt overflyttes alle med komplikationer i graviditeten til Nuuk.
Så her kommer ikke til at være igangsættelser eller CTG-apparater (hjertelydskurver) eller planlagte kejsersnit. I stedet får jeg mulighed for at fordybe mig i den (som udgangspunkt) normale graviditet, fødsel og barsel og en helt masse derudover, som jeg ikke har arbejdet med tidligere.
Jeg glæder mig og er kun to tons nervøs.
Den første november pakker jeg min kuffert (og masser af batterier i min håndbagage – læs hvorfor hér) og vinker for en stund farvel til alt det kendte herhjemme.
Det er lidt gak.
Gode råd modtages, når man springer væk fra hverdagens tryghed og ud i mulighedernes hav.
Kan maveplasker undgås?
Svømmer man hundesvømning eller crawl?
Hvad gør man for ikke at blive ædt af en hval?
Hvem havde troet at man turde?
Og hvor mange kilo uldsokker skal man pakke?
…
Hvis du vil læse mere om min Grønlandsfærd, de kommende forberedelser og oplevelser – eller bare hverdagens gråtoner generelt – så følg bloggen på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT – navnet er selvfølgelig
Sortpahvidt
Hm.
Sad lige og så Den Store Bagedyst, og tænkte på, hvordan man egentlig ender i det program, og om man monstro bliver type-castet?
Kom så til at tænke på, hvordan jeg selv ville klare mig i diverse TV-shows…
– Den Store Bagedyst Ringe. Åh, så ringe. Er fænomenalt dårlig til at bage. Ville være hende, der satte ild til bagepapiret, glemte at putte husblas i bergamottecremen og græd. Hele f-ing tiden.
– Paradise Hotel Splittet. Virkelig dårlig til intriger.
Men virkelig god til at blive fuld.
– Luksusfælden SÅ spark-mig-i-maven-og-kald-mig-Britt-dårlig er min økonomi trods alt heller ikke. Men ser potentiale med jordemoderlønnen. Giv mig et par år.
– Keeping up with the Kardashians Giv mig en Porsche, at par plastikoperationer og flere penge end jeg vidste, hvordan jeg skulle bruge og det ville gå glimrende.
Røv matcher endda Kims.
– X-Factor Kat. A. Strofe.
Ikke min stemme i almindelighed, men bare at der ikke ville komme så meget som en piven vokal ud, så snart jeg stod foran dommerne.
– Holder Danmark i live Been there, done that, blev jysk
– Vild med dans Ville formentlig komme til at skade både mig og min partner med mine forældede firsermoves og ukoordinerede arme/ben
– Her er dit liv Ville blive et ret kort program. Som fire mennesker ville se.
– Ninja Warrior Ville ÆLSKE at prøve forhindringsbanen!
Altså, hele de ti sekunder jeg ville klare.
– Jeopardy Hjerne ville helt sikkert få præstationsangst. Klap ville gå ned.
Ville være hende deltageren med -600 point, som får dig til at sidde foran skærmen og brøle “FORHELVEDEELINEKOMSÅDAINDIKAMPEN!”
– MADS & MONOPOLET Jaja, er ikke et TV-program, men alligevel.
Ville blive en bragende succes.
Er jo klog og sjov og shit.
Venter bare på Mads Steffensen ringer.
Ja, så kom vi da vist meget godt rundt om TV-programmer, jeg kunne deltage i – og ja, også fået slået fast, at jeg ser ret meget TV, hvis nogen skulle være i tvivl.
Er der et show, jeg har glemt?
Hvad ville I sparke røv i?
…
Læs mere og følg bloggen på INSTAGRAM, FACEBOOK, BLOGLOVIN eller SNAPCHAT – navnet er selvfølgelig
Sortpahvidt
Men jo.
Føk jo, endnu en ÅNDSSVAG nu-skal-vi-sgu-i-lufthavnen-kan-vi-finde-noget-andet-at-få-åndenød-over-end-det-faktum-at-vi-skal-klemmes-sammen-i-sardindåsen-og-hejses-op-i-ti-kilometers-højde-ja-vi-kan-anekdote. (Hvis du kunne læse det i første forsøg er du mere end almindeligt fredagssej.)
Nåh, men det er efterhånden ingen hemmelighed, at jeg har et lettere anstrengt forhold til fly og lufthavne.
Jeg har dog på det sidste formået på en ikke særlig fed måde, at få mine sidste rejser til at omhandle stress på et helt andet niveau, end det plejer.
Læs om connecting flight fra helvede og blodtryksforhøjende lufthavnsbiltur hér og hér.
Med de sidste fadæser i mente, var jeg derfor overordentligt glad for, at jeg i dag blot skulle sætte mig ind i en bus, blive kørt direkte til lufthavnen, blive læsset ind i et fly og lande direkte i Kastrup.
Piece of føking cake!
Rejsebuddy og jeg sad klar og parat ved afgangsgate hele halvanden time før boarding. Tjekkede min nye taske for alt det essentielle, og gave mig selv imaginære klap på skulderen, over et kunne opremse:
– Pas
– boardingcard
– pung
– insulinpumpe (som bekendtgjorde 45% batteriniveau)
– blodsukkerapparat (som havde opladt hele natten)
– ekstra nåle
– ekstra strips til blodsukkerapparat
– ekstra insulinampul til insulinpumpe
– ekstra infusionssæt til insulinpumpe
– druesukker
– mobil
Good to go!
Da gaten åbnede, stod rejsebuddy og jeg faktisk ekseptionelt langt fremme i køen. Havde lidt svært ved at holde taske, pas, boardingcard, Nynnes Dagbog og mobil i hænderne, afleverer noget til rejsebuddy, og mærker så noget træls:
Min insulinpumpe – der plejer at sidde fast ved min hofte under stoffet af mine trusser – gled pludselig, og jeg forberedte mig mentalt på følelsen af, at den sprang bungeejump med afsæt fra mit maveskind.
Pumpen faldt mod jorden, blev trukket tilbage af slangen, der sad fast i mit maveskind og snittede kun det gulvtæppeklædte gulv overfladisk.
Puha, var faktisk ikke engang ubehageligt.
Vi rykkede os endnu et par meter frem i køen, da pumpen krævede min opmærksomhed igen. Lortet bippede.
Jeg havde godt forudset, hvad der ville stå på skærmen:
LAV BATTERITILSTAND (læs: dvs. 30 % i praksis skal du skifte batteri om et par dage)
Hvad jeg til gengæld ikke havde forudset, var pumpens næste træk, da jeg pligtskyldigt klikkede OK og den kvitterede med:
BATTERI AFLADET(øh, hvad? HVAD???!!!)
På daværende tidspunkt stod rejsebuddy og jeg forrest i køen, og jeg måtte på filmmanér sige, at hun måtte boarde uden mig, for én ting stod føking IKKE på listen over ting i min håndbagage – 1 stk. AAAbatteri. Jeg måtte fisme febrilsk løbe ud og købe ét i taxfreeshoppen!
…
Gæt, hvad de ikke sælger i TAXFREE…
That’s right! Batterier! De er åbenbart farlige!
Med den besked, var jeg sgu ved at blive farlig!
I hvert fald farligt tæt på at græde, mens jeg prøvede, at berolige mig selv med sætningen
“Ingen insulin i to en halv time er jo ikke noget du dør af! Du dør jo ikke. Du dør jo ikke. Måske bortset fra af skam”
I mit andet øre kunne jeg på samme tid høre min mor sige
“Jamen, Eline. Hvorfor HAR du da heller ikke et ekstra batteri i din taske? HVORFOR??”
FORDI JEG ER DUM, MOR! DU HAR OPFORSTRET VERDENS DÅRLIGSTE VOKSEN! Det plejer jeg jo at have, mor, men har ikke fået det over i den nye taske! Plejer fandme at have en 12-pack liggende som en anden batterioman!
Inden panikken for alvor lavede en glidende tackling på mig, besluttede jeg mig for, at gå ombord på flyet. Måske crewet havde et batteri? Måske jeg måtte ned og finde pakken i min kuffert? (oh the shame, åh en forsinkelse det ville skabe!) Var faktisk ved at begynde at spørge de øvrige passagerer i køen, men det var altså for pinligt! Kunne desuden heller ikke spotte barn, der måske havde noget elektronisk med.
Ombord på flyet klagede jeg straks min nød til stewardessen og stewarden. De var begge svenske og virkede først lidt forvirrede over min lettere desperate batteriefterspørgsel. Blev dog straks bekymrede, da de forstod at det var til min pumpe. Havde heller ikke batterier.
Opgav sidste rest af stolthed lige dér, og sagde så:
“Tror I, at I kunnå FRÅGA i HØJTARLERNE om en passager har et batteri, jeg må få? Det ær trippelt A” (stress-svensk is my best)
To minutter efter lød den pinligste enetale, jeg indtil nu i mit liv har været vidne til, over højtalerne. (Den slog endda dengang min far præsenterede mig for Lars Bom som hans største fan!)
Der lød skrattende:
“FORLÅT! Mens ni finder ere pladser, har vi æn liten efterspørgsel: Har nogen kanske et TRIPPEL A batteri? (Bare det var stoppet her) Vi har en passager med SUCKORSYCKA som behøvs æn sådan til sin insulinpumpe”
Åh nej, nu kendt i hele fly som den uansvarlige diabetiker. Folk landet over må sidde og korse sig!
Men heldigvis skete miraklet:
Fem rækker længere ned fløj fluks en hånd op med et trippel A batteri, og min puls kunne komme ned under trehundrede.
Min stolthed var dog ikke til at finde nogen steder…
Muligvis væk for altid.
…
Er du typen, der glæder dig over, at du ikke er bare HALVT så utjekket som mig, så fryd dig dagligt over det på INSTAGRAM, find nye fadæser på FACEBOOK og følg med på BLOGLOVIN eller SNAPCHAT – navnet er selvfølgelig Sortpahvidt
Men altså, den der upcoming sundhedsplatform gør, at alle ansatte på mit arbejde, skal afholde deres ferieuger før nytår – så bare vent; jeg kommer helt sikkert til at tude snot i januar/februar/marts/april …
Og nu er jeg altså i Kroatien. Med min Høje Veninde. I april gik vi all-in og bookede en uge på et voksenhotel med fire stjerner, restaurant, bar, to pools og strand og jegskalkommeefterdig.
Vi havde godt set os iblandt masser af kærlighedshungrende par, men jeg havde ikke tænkt, at vi ville blive SÅ omringet af amoriner. På vores nøglekort står med sirlige bogstaver (som får dig til at nynne) “just the two of us“, sengen var stramt redt op med dobbeltdyne og hver dag er det muligt at booke “romantic dinner”.
Bevares. Vi nyder nu ferien alligevel. Selvom vi nok er mistænkt for at være hotellets allermest umage par.
Her er et uddrag af mine tanker so far:
shit. Er jo slet ikke pakkeklar. Alt sejler!
HAR jeg eller har jeg IKKE pakket insulin?
ikke… Godt lige at finde ud af den detalje
Jaja, men så man lige mig være toptjekket og veksle euro for 1700,- inden afrejse. De kalder mig TjekkEline ude i byen
HAVUDSIGT!
jeg skal have alt fra buffeten! Også det, jeg ikke kan lide
ok. Ville have været smartere at hæve euro før afrejse til et land, hvor euro rent faktisk er møntfoden…
Hmm. Havudsigt kun når man står op? Når undertegnede sidder ned, kigger hun ind i en mur.
(Og jeg kan ikke finde ud af vende billedet, så her er mine fødder og væggen. På siden. TeknikEline, min bare…!)
Koøje ud til toilettet? Skulle det nu være romantisk??? (Har så afgjort været single for længe)
havvand og snorkling. In love!
okay, så kom der en lille gigantisk byge. Hul i det. Nu går vi tur i tusmørket. Nærmest som et gammelt ægtepar.
aaaaargh! Opfører mig nu som gammelt ægtepar, og går ufrivilligt i split på toppen af vejen. Ben glider på våd asfalt i hver sin retning som rasende kærestepar – og før jeg får set mig om, sidder jeg fortumlet på min største muskel.
mistet stolthed på våd asfalt. Sværger, at jeg ikke var fuld.
Våd asfalt meget aggressiv. Føles som om split-fremførelse har kostet mig huden fra knæ til ankel. Bløder heldigvis lidt. Ikke ligesom dengang med kommoden.
Aaaaaaaahhr. Vandet er SLET ikke koldt. Nærmest varmt. I hvert lige så varmt som vandet i køleskabet. Føk
til gengæld er saltvand jo godt til at rense sår. Svier kun som tusinde brandmænd lidt.
se mig, jeg snorkler!
se mig, jeg dykker ned og vender sten, så fiskene kommer frem!
se mig, jeg bløder fra fingeren!
shit. Vi har kun været her i to dage, og indtil nu har jeg formået at få hudafskrabning på venstre ankel, hudafskrabning på venstre langefinger og stensplint i højre langefinger.
De kommer til at tro, at min høje veninde og jeg har et voldeligt forhold, hvis jeg dukker op til morgenmaden i morgen med klap for øjet…
mon jeg overlever ugen ud? Og skal jeg i så tilfælde tilmelde mig aquafitness i morgen?
…
Læs mere og se billeder af koøjetoilet på INSTAGRAM, få besked om nye indlæg og stalk på FACEBOOK eller sten med på BLOGLOVIN eller SNAPCHAT. Navnet er selvfølgelig Sortpahvidt
I de år, jeg har været jordemoder, er der to spørgsmål, jeg oftest hører på en fødestue.
1) Hvornår tror du, jeg føder?
og
2) Har du selv børn?
Det første spørgsmål er nærmest umuligt at svare på. Hvem har ikke hørt eller kan forestille sig en jordemoder sige de diplomatiske ord “du er tættere på, end du nogensinde har været…” ?
Svarmulighederne er jo uendelige og er vi i gang med pressefasen, kan jeg godt finde på at sige “klokken er nu XX, jeg tror, du kan have jeres barn hos dig om ti minutter / tre veer / før klokken XX.”
Svaret på det andet spørgsmål er jo på en måde meget mere ligetil – ja eller nej – men er på én eller anden måde meget mere komplekst.
Mit standardsvar er:
“Ikke endnu. Jeg mangler en far til dem.”
Og det er mit helt ærlige svar.
Det afføder som regel opmuntrende ord om, at han nok skal dukke op. Og det er fint med mig, for det er da også min overbevisning, og i langt de fleste tilfælde er spørgsmålet om børn, bare for at smalltalke.
Men desværre oplever jeg også med jævne mellemrum, at spørgsmålet om hvorvidt jeg har børn, ikke bunder i interesse, men i en form for blåstempling.
Og det ærgrer mig.
Min faglighed burde jo sidde i min formåen på fødestuen – og ikke i mit underliv.
Jeg tager det selvfølgelig med oprejst pande, for som jordemoder må man have brede skuldre, men jeg synes også, at det er lidt mærkeligt. Og bag kulissen må jeg indrømme, at det er lidt sårende at blive stillet til ansvar for sit privatliv på den måde.
Jeg kunne jo have syv børn, der alle sammen var født ved planlagte kejsersnit?
Jeg kunne aldrig have oplevet en ve?
Der kunne jo være masser af grunde til, at jeg, selvom jeg havde børn, ikke kunne sætte mig ind i, hvordan fødende har det.
Det kunne jo også være, at jeg slet ikke kunne få børn?
Skal man virkelig selv have presset et barn ud gennem skeden for at være en god jordemoder? For at give tryghed?
Jeg tvivler meget på det.
Det ville jo faktisk være ret absurd, hvis man overførte samme tankegang til andre fag.
Jeg mener bare; jeg har haft diabetes i 21 år og har aldrig overvejet om de sygeplejersker, der vejleder mig, selv har diabetes.
For at være en god rytter, skal man vel ikke have prøvet at være en hest?
Men som sagt; når det bare er for at sludre – og det er jo i langt de fleste tilfælde – så er det helt okay med mig, at man spørger, om jordemoderen har børn
…
Hvad siger I?
Er det noget I tænker eller ville tænke over?
Hvad for en slags jordemoder havde I til jeres fødsler?
Sig frem!
…
Læs mere om stort og småt og hverdagens gråtoner. Sort på hvidt. På FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT
Navnet er selvfølgelig Sortpahvidt
