– mon beregningen for hvornår folk føder er: Uvished x (-minus tid)/lidt pissestress eller Minus tid x sindssyg arbejdsuge /(+stress i anden) ??
– skal vi virkelig også have noget at spise i dag? IGEN??!
– min kommode-fadæse taget i betragtning, kommer jeg til at være verdens mest larmende fødende en dag…
– forresten; kan fingre brække og så superhele på, hm, lad os sige… Et par timer? Nej? Det skete altså for mig.
– altså, det er fandme stort, det der med at få børn
– at have jordemoderkonsultation fra 8-16 og dermed se 19 forskellige gravide på én dag, må være et direkte forsøg på at gøre jordemødre til håndblafrende damer med orddiarre og sorte huller
– helt ærligt, hvem er det, der går og slår mine planter ihjel? Og hvorfor er det også kun mig, der skal være ansvarlig for at vande dem?
– drinks. Bare drinks. Snart
– Seriøst. Der er jo ingen i verden, der nogensinde kommer til at tage dig alvorligt, når du åbenbart render rundt i jordemoderkonsultationen med ikke bare ét, men TO kæmpestore huller i din strømpebukser
– pandehår, er det noget, man skal have igen?
– er så flov over mit kommodeskrigeri, at jeg ikke kan vise mig overfor mine naboer det næste årti
(Min overbo, der hørte mig skrige, mødte mig lige bagefter, spurgte mig helt bekymret, om vi var på vej til skadestuen. Hvortil jeg med skam i stemmen måtte svare “nej, til storskrald…”)
Nyt tilnavn; BrølEline
– Fuck det. Disney-sange holder stadig. “Lad det SKEEEEEEEEE!”
– Der var jo også lige den der jule-revy. Hvilke sange kan man bruge til at rime på perineum ?
– den her arbejdsuge er så led, at jeg kun har formået at fuldføre én huslig pligt: At vaske tøj. Kurven var så fuld, at jeg ikke fysisk kunne løft den. Shame, som den pisseirriterende nonne fra GOT ville sige.
– ps. Hvilke serier skal man nørde/voldsluge, når nu man har set GOT, True detective (1), The Office, Breaking bad, Dexter, OC, Modern Family, Downton Abbey, Selfridges, Call the Midwife og Girls?
Jeg hedder Eline. Og jeg er serie-holiker.
…
Følg bloggen på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og SNAPCHAT (sortpahvidt), hvis du heller ikke kan få nok af hverdagens gråtoner.
Og giv mig lige dit serie-hit!
Hr-hrmf.
Tilbage i… Marts… Købte jeg et nyt garderobeskab.
Og jeg ÆLSKER det.
Som i virkelig elsker.
Hvad jeg til gengæld ikke har elsket så meget, er den kommode, der blev i overskud efter skabs-købet.
Den har nemlig stået i min noget smalle gang og gjort det noget nær umuligt at komme til og fra køkkenet med bare en smule opspilet mave.
Planen var naturligvis, at den bare skulle stå der en uge eller to, indtil min far havde tid til at vi kunne få den på storskrald.
Men ja, nu har den stået der i nogle måneder.
Lige indtil i går.
Åh, i går… Hvor jeg er sikker på, at stor kommodes møde med Eline og hendes far gav Amager og omegn lidt at tale om…
Min far er handyman med stort M. Jeg ved godt, at mange siger den slags om deres far – men der er ikke noget, min far ikke kan. Måske lige bortset fra at fatte sig i korthed.
Min far er bomstærk, og det er jo dejligt, når man skal have flyttet tunge ting. Men tit er han ikke så god til at fortælle, HVAD han gerne vil have du gør, eller bare hvad der er planen.
Når vi skal lave løfte/flytte-opgaver sammen, står jeg derfor jævnligt med sveden dryppende ned i øjnene og brøler
JAMEN HVOR SKAL DEN HEN? / HVAD LAVER DU? / STOP!
Ja, her er kombinationen af kort lunte, to store temperamenter og tunge sager en brandfarlig cocktail. Det er på mange måder imponerende, at min far og jeg aldrig fejlagtigt har væltet en væg, mens vi har flyttet en sofa…
I går var ingen undtagelse.
Bomstærke far begyndte bare at trække kolossalkommode ud gennem min lejlighed. At alle seks plasticben faldt af i kampen, var sgu da lige meget, og jeg halsede efter – mere til pynt end egentlig løftende.
Og kom med gode bemærkninger á la “hov, benene falder af“, “pas på gulvet” og “ej, nu begynder bagbeklædningen også at falde af!”
Min fars oksende kommentar til det hele var “Det gør ikke noget”
Ude i gården stod traileren parkeret fem meter fra min dør, og min far bad mig tage fat i toppen af kommoden og så slæbte vi den sammen over til traileren i næsten vandret tilstand.
Henne ved traileren var det eneste vi manglede, at rette kommoden op igen og få den op på læsset.
Vi var stort set færdige! Piece of føking mothercake.
Troede jeg.
For det var først hér, at miseren begyndte…
Da vi begyndte at tilte kæmpekommoden op i lodret position skete der nemlig noget:
Jeg mærkede med en pludselig voldsomhed kommoden klemme sammen om det yderste led på min pege-, lange- og ringefinger.
Det var ikke et lille advarende klem – det var som om Kæmpekommoden havde forvandlet sig til en skide hvidhaj og var igang med at bide mine fingre af!
“Ejnejnejnej, stop!” Jamrede jeg til min far.
Jeg fattede overhovedet ikke, hvad der skete og prøvede instinktivt at trække fingrene til mig – men helt forgæves, de sad virkelig fast.
“AvavavavavavAaavaAAAV!” klagede jeg i en stigende toneleje og lydstyrke som en ambulance for fuld udblæsning
“Jamen hvad SKER der?” Råbte min far
“AAAAAAAAA- mine —–AAAAAAR- fffffffingre!!!!” Nu lød jeg mest som en ko i brunst.
Stadig helt uforstående over, hvordan kommoden pludselig kunne være ved at lave en føking uautoriseret fingeramputation på mig, prøvede min far at stille kommoden op.
Hvad ingen af os vidste var, at grunden til, at mine fingre var kommet i klemme var, jeg havde fået fingrene lidt for langt ind under den øverste plade på kommoden – der hvor bagbeklædningen var gledet ned.
Men når nu vi prøvede at stille kommoden op igen, så gled bagbeklædningen tilbage på plads – eller det vil sige med mine fingre indimellem. Og nåh ja, når kommoden ikke har nogle ben længere, så hviler bagbeklædningen jo direkte på jorden og bliver skubbet på plads med hele Kæmpekommodens monstrøse vægt.
Så det dér med at forsøge at stille kommoden op igen – det var en ret dårlig idé.
Og således udspillede sig en skrige-seance fra en krigsscene og som for tid og evighed krakelerede min selvrespekt
For idet vi prøvede at rette kommoden op, gik jeg fra højlydt jamren til decideret skrigen. Det lød cirka sådan her:
Mig: “ÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅH GGGUUUD NEJNEJNEJ AAAAAAAAAAAAAAAAAAARGH” (Så mit liv passere revy. Der var utroligt meget cola)
Min far: “Hvad fanden, hvad sker der? Hvad skal jeg gøre?!” (Råbende)
Mig: “NEEEEEEJ!! MMMMIIIIINE FIIIIIIIIIIINGREEEEE-AAAAAAAAAAAAAARGH!!!!!! *SKRIG* *ÅH så meget skrig*” (Overvejede i glimt kommende karrieremuligheder som jordemoder uden fingerspidser)
Min far: “HVORFOR HAR DU OGSÅ STUKKET DINE FINGRE DERIND!!??!” (Min far er den bebrejdende type, når han bliver ked af det over at overvære sin datters fingeramputation)
Mig: “ÅÅÅÅÅÅ-AAAAAAAARHG!! Jeg stak dem — AAAAAAAARRRRRH– derhen hvor – Arrrrrrrhrhrhhrhraahah – du sagde, jeg skulle!!! ÅhhhhNNEEEEEEEEEEJ!” (Men ellers superfedt spørgsmål, far. Tak for det!)
Med min fars bomstærke beslutsomhed lykkedes det ham på én eller anden måde at få flået overdelen så meget op, så jeg kunne trække fingrene til mig og hajen slap sit tag.
Jeg holdt om min hånd som en død fugleunge og turde knap nok se ned på den. For hvad ville møde mit syn?
Åbent knoglebrud?
Fingerspidser så tynde som et A4-ark?
Sorte ekstremiteter??
…
Efter en god portion isterninger kan jeg nu levende fortælle, hvad mine fingre ligner her dagen derpå.
Sig selv.
De ligner fandme sig selv.
Og jeg ligner verdens største drama-queen, der sørgede for at skrige som en sindssyg midt ude i min hestesko-formede gård (så skrigene rigtig kunne blive kastet fra husmur til husmur) på julis varmeste dag, hvor alle beboere har altandøre og vinduer stående åbne.
I tror, at jeg overdriver, gør I ikke?
I vil sige sådan noget med, at jeg sikkert ikke har skreget så højt. At det altid lyder højere i ens eget hoved.
Nej.
Jeg skreg så højt.
Jeg skreg så højt, at min overbo kom ned og fortalte, at hun kom til at skære sig i fingeren af forskrækkelse over det skrig hun hørte i gården. Det lød jo som om den var helt galt!
Og nu sidder jeg så her med en finger, der højst har fået en lille bule og en rødme, der lige så godt kunne stamme fra en neglerod og tænker, at jeg må ud og lede efter min selvrespekt og min smertetærskel, som jeg tydeligvis har tabt midt i gården.
Enten dét eller også er jeg bare en superhealer…
Føk.
….
Vil du høre mere om hverdagens gråtoner sort på hvidt og hvad jeg laver, når jeg ikke blamerer mig, kan du stalke bloggen på både FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og SNAPCHAT. Navnet er selvfølgelig sortpahvidt
Tilbage i december fik jeg to gange på en uge meddelt en stor nyhed:
To af mine allernærmeste var gravide!
Wow!
Jeg vil ikke sige, at jeg var overrasket. Faktisk slet ikke.
Men det gjorde selvfølgelig ikke nyheden mindre stor.
Børn.
Forældre.
Jeg synes, at det er det vildeste.
Og mens dem, jeg omgiver mig med, laver børn, kunne jeg ikke lade være med at kigge lidt på mig selv og tænke
Hvad fanden laver jeg??
Mens nogen pludselig står med ansvaret for et liv – sådan for altid! – kan jeg ikke engang administrere at bestille lancetter til mit blodsukkerapparat, før jeg mangler det helt akut.
Og let’s face it; nogle gange køber jeg ind med cykelhjelmen på… så jeg finder ikke lige drømmemanden ved hylderne med konserves i Fakta.
Og jeg har faktisk engang helt fejlagtigt vasket hår i kalkfjerner.
Og nu er månederne gået og maverne vokset og jeg venter i spænding på de kommende fødselsdage. For hvor er det bare vildt at tænke på, at bag deres fine maveskind ligger små helt færdigbagte babyer – og dem har de sgu bare groet på i al den tid!
Og det har fået mig til at spørge mig selv:
Mens mine veninder har lavet børn – hvad har jeg så lavet?
Her er mit umiddelbare bud. Jeg har…
– brugt omkring 30.000 timer med at arbejde. Eller, det føles sådan.
– glemt at vaske tøj før jeg mangler undertøj. Hver gang.
– drukket syvogfyrretusinde liter Pepsi max
– været på halvanden flop-dates
– drukket mig fuld i hvidvin, rødvin, rosé og cocktails
– blevet bidt af en hestebremser. På røven.
– Arbejdet ihærdigt på mine seriøse forhold til fiktionelle mænd. Jon Snow, for eksempel
– Haft ottehundrede millioner nattevagter
– shop-aholik indkøbt garderobeskab på den uoverskuelige måde
– taget imod ét familiemedlem
– sagt farvel til et andet familiemedlem
– øl. Også drukket mig fuld i øl.
– og shots.
– lavet illustrationsarbejde til Sundhedsstyrelsen, til en akupunkturbog og til jer læsere
– tabt og taget kilo på igen og igen og igen og…
– planlagt et eventyr
– grædt
– grint (forstår forresten ikke folk, der siger “grinet” i stedet for “grint”)
– taget imod cirka 80 babyer
– Sunget med på alt for mange popsange og cyklet cirka 510 kilometer på vej til arbejde ifølge Endomondo
… Og sikkert en masse andet. Er der noget, jeg har glemt?
Hvad har I lavet, mens andre har lavet børn?
…
Vil du have meget mere af hverdagens gråtoner, så tune ind på INSTAGRAM, FACEBOOK, SNAPCHAT eller BLOGLOVIN. Navnet er selvfølgelig sortpahvidt
O…okay.
Ti dage tilbage efter ferien – og det her(!) er hvad min hjerne er fyldt op med. Jesus! (Altså, som et udråb. Min hjerne er ikke fyldt op med Jesus…)
– Work, work, work
– Notat til mig selv: næste gang du aftaler med nogen, at I skal mødes på Antons… Så afklar lige hvilken én det er
– Hmm. Altså, generelt går jeg ikke ind for spray-deodoranter fordi de er dårlige for miljøet… Men min roll-on er udsolgt. Og den her er jo på tilbud…
– Okay, folk kan godt lide indlæg om nattevagter. Indlæg nået ud til knap 9000 mennesker. Ville næsten ønske, at jeg ikke havde beskrevet mine bryster som “blafrende”
– shit, det er sgu da svært at ramme sine armhuler med sådan en spray!
– Aftensmad? Ej, men helt ærligt, skal vi virkelig have aftensmad HVER dag?? Synes bare, at Xristos skulle komme med en tzatziki, stegte squash og en kold retzina…
– åh. ÅH. ÅÅH! Den lugter ret krads, den deo!
– Der var jo også alle de hundrede tegninger, jeg skal have tegnet til Danmarks sødeste læsere.
– Egentlig ret dårligt planlagt at min veninde og min søster har termin med to dages mellemrum. Ville jo gerne være med til BEGGE fødselsdage…
– Drømmer virkelig syrede drømme om kæmpestore mormortrusser for tiden
– Nej. Nej, nej. Nej. Ahmen, altså, er det en MANDEDEO??
– Er det for tidligt, at synes, at man trænger til ferie?
– Der er ét eller andet ved Agnes Obels musik – der vel er lavet til at slappe af til – der gør mig sur. Sådan, virkelig sur.
– Må sørge for ikke at møde min familie, mens denne deo kan lugtes. De får bare falske forhåbninger om, at jeg dater en fyr med virkelig slem BO.
– Man stinker seriøst til egenomsorg, når man elleve timer inde i sin tolvtimersvagt, spørger sig selv, om man har været på toilettet.
Og svaret er nej.
– Bliver formentlig nødt til at tage bad i eddike og brintoverilte for at slippe af med den her helt forfærdelige lugt!
– Mon man kunne være nødt til at melde sig syg på det grundlag? Gravide har jo sarte næser…
– JustEat? Ja, hej det er mig igen!
…
Vil du have meget mere af hverdagens gråtoner – eller forfærdelige deodorantråd – så følg bloggen på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN eller SNAPCHAT (sortpahvidt)
Man kan sige meget om et søndagsvejr som dét i dag.
Det meste af det, vil nok dække over begrebet “LORTEVEJR“.
Men som én, der af og til (og lidt for ofte) må bruge dagen med lukkede øjne, så kigger jeg ud af vinduet og tænker, at det er det perfekte sovevejr.
For nattevagter har sin pris.
Ikke bare mens de står på – nej, for pokker! Strabadserne begynder nærmest først for alvor, når de er slut, og kroppen får frie tøjler til at spasse ud.
Her er hvad der sker med mig og min krop EFTER en nattevagt…
klokken 07.45: VAGTSKIFTE! FARVEL OG GODNAT!
klokken 07.50: Må bare lige fortælle denne sjove anekdote til min kollega… Og indvie alle i mit evindelige postnattevagt-dilemma, som hedder “Cykle eller pendle hjem?”
klokken 08.00: Mave brøler endnu en gang KAGE eller BLOMKÅLSGRATIN. Jeg ignorerer den, klemmer den ud af uniformsbukser, der på mærkværdig vis må være krympet adskillige størrelser i løbet af natten og putter den ned i joggingbukser. Så begynder jeg at diskuterere med mig selv: A) CYKEL eller B) BUS?
(Alle dem, der vælger A læser videre hér. Dem, der vælger B, springer de næste linjer over og går direkte til punkt B)
Du har valgt mulighed A – Cyklen!
Klokken 08.05: Spænder hjelmen. Bogstaveligt og billedligt talt. Sætter både lydbog og Endomondo på. Af sti afsted!
klokken 08.07 Hvorfor fanden ligger cykelparkeringen i kælderen?? Er det for at tage livet af vores trætte medarbejdere, når de skal op af rampen efter en vagt?? Kører nærmest baglæns mens jeg ikke ved, om jeg er ved at tisse i bukserne af anstrengelse – eller bare dø.
klokken 08.17 har kørt…. Hele tokommaetellerandet kilometer… nu kun cirka 8,5 kilometer hjem. Shit. Hader alle
klokken 08.20 Du er grim!
klokken 08.25 De kalder mig SprintEline ude i byen
klokken 08.43 Hvad? Hvor mange kapitler af den her lydbog har jeg egentlig hørt? Død? Hvem er død? Hedder hovedpersonen virkelig Uffe?? Er det en krimi eller en kærlighedsroman?
klokken 08.48 Hader at blive overhalet af nogensomhelst. Bliver lige nu overhalet af hvemsomhelst. Har lyst til med høj og skinger røst at bekende at JEG HAR FOR FANDEN IKKE SOVET HELE NATTEN til alle i min nærhed. Ekstra højt til dem, der nonchalant cykler forbi
klokken 08.55 snart er vi hjemme. Sveder. Voldsomt.
klokken 09.03 HJEMME! Orker næsten ikke at bøje mig for at tage skoene af
…
Du har valgt mulighed B – bussen!
Klokken 08.10 Buuuuuuuuus! BuuuuuuuuuuuUUUuuuuS! VENT på miiiiiiii-iiiiiiiiiiiiiiii-aaaaaaaaaiiiijj! (Af ukendte årsager ender jeg altid med at måtte løbe efter bussen. Altid)
Klokken 08.13 Okay. Skal ikke falde i søvn i bussen denne gang.
klokken 08.17 spændende lydbog. Meget spzzzzzz… Ændenzzzz… Ndeszzzz. Zzzz
klokken 08.29 FØK! Her skal jeg af!
klokken 08.30 Skal hele København med 4A til lergravsparken? Jeg er ligeglad. Jeg SKAL bare med den næste bus.
Klokken 08.33 Hader alle
Klokken 08.35 Du er grim. Det er jeg også. Men. Jeg har i det mindste været oppe hele natten. Jeg har en undskydning.
klokken 08.38 BUS. KOM. NU. Bemærker at hår er så fedtet, at andre må tro, at det er vådt… Finder mascaraklat nederst på venstre kind.
Klokken 08.40 Proppet bus arriverer. Det er nærmest ragnarok at komme ind. Ren krigszone. Udnytter dværgvækst og bliver aggressivt klemt med ind. Under én eller andens armhule. Har meget ondt af mig selv.
klokken 08.48 Får en siddeplads. Mave bliver så glad, at den råber ud i hele bussen. Højt. Jeg trækker stregen, da den også foreslår en glædesprut. Der må være grænser.
klokken 08.54 Hedder hovedpersonen virkelig Uffe?? Er hans kone gået fra ham, eller er hun død?
Klokken 09.03 Sov vist lidt. Hestkærrer? Jeg troede, jeg lyttede til en nutidsroman…
klokken 09.10 Shizzle my nizzle! Hjemme på Amager. Er det bare mig eller solen usædvanligt skarp i dag?
…
Klokken 09.12 i lejligheden. Kommer i tanke om, at jeg ikke ved, hvornår jeg sidst tissede. Gør det for ordens skyld. Blære overrasker med at have gemt på vandforsyningen til en mindre afrikansk landsby. Nok ikke så sundt.
klokken 09.16 Maven får lov til at bestemme “morgenmaden”. Oftest noget med karry eller andet, der normalt ville få folk til at væmmes på denne tid af dagen. Maven holder hårdt på, at det for fa’en er aftenstid for den… Og at den ikke har fået kage…
klokken 09.22 Kunne faktisk være vågen resten af dagen nu. Er slet ikke træt.
klokken 09.25 Ser serie i sengen. Alt fra The Office eller Modern Family til Game of Thrones. Sætter en mordgåde på.
klokken 09.38 Øjne helt usamarbejdsvillige. Svømmer rundt. Og altså, hvem er NU død?
klokken 09.45 Okay. Jeg lægger serierne væk, og lægger mig til at sove. Kan formentlig slet ikke falde i sszZzzz…
klokken 12.00 TISSE! Argh! Blæren har på mystisk vis fået oparbejdet helt vild kapacitet. Må have optaget vand fra sengen… Er det ikke noget med, at man årligt sveder 11 liter, mens man sover? Dem har blæren optaget.
klokken 12.06 aaaaaaaah. Det lettede. Skade skratter uden for mit vindue. Bliver irrationelt og helt ude af proportioner sur på fuglen. Er lige ved at stille mig ud på altanen og skræmme-klappe den væk, med mine nøgne bryster blafrende rundt om kroppen. Besinder mig i sidste øjeblik og tager en t-shirt på.
Maven er for engangs skyld helt stille
klokken 12.24 zzZzZZzzz
klokken 13.43 Nogen larmer. Jeg bliver sur og stikker to overdimensionerede ørepropper i mine alt for små øregange. Min venstre hånd er den eneste, der sover… Fordi jeg i en dødslignende døs har lInger oven på den.
klokken 14.10 Hold kæft, mave. ZzZzZ..
klokken 14.18 HEDESLAG. Nogen har forvandlet mit soveværelse til en stenovn og jeg til hovedrolleindehaveren frk. Pizza Calzone.
klokken 14.50 Kunne forresten virkelig godt spise en pizza.
klokken 14.52 eller en burger
klokken 14.53 med en stor pomfrit
klokken 14.54 og remoulade… OKAY, jeg står op
klokken 15.00 Hvem har i øvrigt tæsket mig i hovedet med en dybfrossen lammekølle, mens jeg har sovet?
klokken 15.12 Kan ikke tænke en eneste rationel tanke… Kun måske TØMMERMÆNDSMAD!
klokken 17.00 Har brugt to timer på min sofa med at overbevise mig selv om, at jeg burde 1) gå i bad 2) gå ud at handle 3) få noget fornuftigt indenbords. Har stedet 1) set serier 2) spist mørkt chokolade 3) fornægtet enhver voksen forpligtelse
klokken 17.30 Maven er nu helt ustyrlig. Vil have chips og cola. Jeg vil bare have fred.
klokken 17.35 Graver nogle rester frem fra fryseren. Maven prøver at overbevise mig om, at vi kan spise det, uden at tø det op…
Klokken 18.25 Det var også det bad der.
Klokken 18.45 Gider ikke i bad
klokken 19.03 Gider ikke ud af bad. Har jeg egentlig allerede vasket håret? Gjorde jeg det, før jeg barberede armhulerne? Hår bliver sgu lige vasket igen…
klokken 19.30 Går over i fakta for at købe sunde gode snacks til næste nattevagt. Tænker gulerødder, kokosstykker, skyr, frisk frugt og måske en Kildevæld med blid brus.
klokken 19.43 Forlader fakta med en pose saltede mandler, en plade mørk chokolade og en Pepsi Max.
klokken 20.00 Burde måske tage en lur?
klokken 20.13 Eller bliver jeg så for træt?
klokken 20.35 Krop er træt nu. Skynder mig at sove.
klokken 20.53 nu er krop pludselig ikke mere træt. Messer bare skalsnartafsted skalsnartafsted skalsnartafsted
klokken 21.01 fuck dig, krop
klokken 21.20 Krop kvitterer med træthed og hovedpine. Touché, krop, touché.
klokken 21.30 Afgang til endnu en nattevagt.
Øjnene er lige kommet i tanke om, at de forresten er blevet uvenner med kontaktlinserne. Prøver at komme så langt væk fra hinanden som muligt.
Maven puster sig op og gør sig til over for alle de øvrige organer.
Hjernen har sat sig i tomgang og gider ikke mere.
Og jeg… Ja, jeg må jo bare lægge krop til det hele.
Bum-bum.
To ugers smækkerlækker ferie på Korfu går på held – og jeg indrømmer helt ærligt, at det ikke var noget, jeg tog sådan særlig pænt sidste gang….
Men ét eller andet er der sket, mens jeg har været på ferie i denne omgang. For på trods af, at jeg på arbejdet går den allertravleste tid i møde, så glæder jeg mig til at komme hjem.
Selvfølgelig kunne jeg godt snuppe en uge (eller fem!) til, men jeg er ikke ved at tude, over at skulle forlade mit andet hjem. (Og jeg har ellers en enkelt gang måtte diskret-snotte ned i citronstinkende håndserviet i flyet, fordi jeg ikke kunne holde ud at skulle afsted, så jeg ved at snot-grædning er en reel mulighed!)
Foran mig venter nemlig ikke kun alle hverdagens sure sokker, men også SÅ meget spændende!
Lige om lidt skal jeg være moster igen. Én af mine nærmeste veninder skal venter sit første barn. Jeg har masser af ideer til bloggen. Er et godt sted i mit singleliv. Planlægger et eventyr. Laver sjove tegninger til søde læsere. Jeg glæder mig til at skulle på arbejde tirsdag nat. En sød studerende har efterspurgt en vagt med lige netop mig.
Jeg føler mig bare rigtig godt fyldt op til at møde hverdagen igen.
Med alt hvad den indebærer.
For udover alt det trælse på tegningen indeholder hverdagen jo også rigtig mange dejlige ting.
De små ting.
Mit eget sengetøj. Regn på varm asfalt. Netflix. Tossede kolleger. Spontane kaffedates. Familie. Fritidsstreger.
Og så videre og så videre.
Så hit med alle jeres gode fif – hvad elsker I mest ved hverdagen?
Der er trods alt 12 uger til jeg har ferie igen…
…
Vil du læse mere og dagligt spammes med hverdagens gråtoner, så følg bloggen på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT (Sortpahvidt)
