…

Jeg lever.

Sommertid og en 50+timers arbejdsuge. Og jeg lever endnu.

Halleføkingjulia

Jeg tog det nu… ikke så pænt. Her er, hvad der er gået gennem mit hoved den forgangne uge:

– hvor mange liter cola må man drikke i timen?

– er det koldt herinde eller jeg bare død indeni?

– hvor cykler du grimt. Pissegrimt. LAD VÆRE MED AT MØVE!!! (undskyld, er voldsomt usympatisk efter nattevagt)

– SP (sundhedsplatformen), måske skulle det hellers stå for … øh, for…! (Hjerne i tomgear)

– altså, min søster får sygt pæne børn. Lægger et vist forventningspres på egne avlsegenskaber

– Det er en fejl, at man er gået væk fra pyjamaspartys bare fordi man er blevet voksen. Hvorfor ikke kombinere de to ting man elsker mest (joggingtøj og snak) med dyner og bobler?? Ja, jeg siger bare at det er efterprøvet og godkendt

– SP står for…

– Shit jeg har fået meget take-out siden Grønland

– SP. Sssssød Ppppasta…? (føk, har mistet humor og flair for ord til stress og it-systemer!)

– madpakker er overvurderede. 7Eleven er min nye madpakke. Bum.

– det er aldrig for meget hverdag til en øl et glas vin en drink at forkæle sig selv!

– har jeg tisset i løbet af de sidste 13 timer? (Svaret var nej)

– hvor finder man en ikke-dømmende tandlæge på Amager?

– SP… ??!?

– er blevet typen, der kigger ind til mine blomster før jeg tager på arbejde. Har en enkelt gang klappet den ene af dem…

– elsker at én af mine kolleger er lige så forholds-uvidende som mig og har googlet “hvornår er man kærester”

– har jeg haft den plet på bukserne hele dagen??

– synes der skulle oprettes noget som hedder “præsterede emotionelle arbejdstimer“, som er betegnelsen for hvor mange timer det har FØLTES som om man var på arbejde.

… så kunne jeg fx afspadsere resten af året…

– ok, bare burger én gang til.

---

Og det er bare et udpluk af alt det mylder der foregår i min ræsermave af en hjerne.

Følg med på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT for at få mere af det hele. Og kom gerne med efterspørgsler eller spørgsmål, hvis du lyster.

og fortæl mig så, hvad f** burde SP i virkeligheden stå for??? Min hjerne får ikke ro, før den får vished

At danse!

… i trusser og BH-løse bryster, mens du skider verden et stykke og synger sukkersød popmusik.

Ja, i dag har jeg altså ikke rigtig noget på hjerte, men havde lyst til at tegne og danse – så I får en kombi og en invitation til at joine. Hvad venter du på?

(Og for at være forgangskvinde, viser jeg lige, at jeg som bekendt ikke kan danse, men at det ikke skal holde nogen tilbage. Her ses tre af de fire dansetrin jeg kan👇Det sidste dansetrin er det, hvor man lader som om man kan lave ormen…)

You’re welcome!

(mental dans er også ok)

—

overvejer forresten at gøre illustrationen til bloggens nye coverbillede. Hvad synes I?

Altså, idiot på en måde, hvor den ikke bare brøler CHIPS! så snart du har bekendtgjort en fornuftig, ny livstil, men på sådan en helt gennemført narrøvsmåde?

Sådan er min hjerne.
Fuldkommen uberegnelig og usympatisk.
Når jeg har allermest brug for den, så synes den lige pludselig, at den skal være Danmarks nye stand-up komiker, og står og jonglerer med bananer, mens du vil sige noget kløgtigt.
Og når jeg så virkelig står og mangler en god replik eller anekdote, så er den skredet på pause eller står bare og trækker på skuldrene og mimer IKKE MIT PROBLEM

Allerværst er den dog i dating-situationer.
Mere specifikt:
Præ-dating-situationer:

Og det er selvfølgelig hjernens stikord til at sætte ind med hidtil ukendte kunster

De har aldrig været der før og vil aldrig være der siden, men nu har det lykkes hjernen at plante et usikkerheden frø.

Og det spirer.

Åh. Hvor det spirer.

 

Og så ruller bølgen

 

Og man prøver, at tale sig selv til fornuft

Og det er selvfølgelig nytteløst. For det er for fanden hjernen, der bestemmer

Så du kan bare stå dér.
Og sende dig selv nervøse blikke i spejlet.
Afmægtig og afventende.
Og grue for, hvad hjernen har gemt til sidst.
Og vente på, at den giver dig et vederstyggeligt spark i nyrerne.
Det er jo den, der bestemmer for pokker!

og så kommer den

Trumfen:

Og sådan ved du, at din hjerne er en stor, fed idiot.

 

---

 

Læs mere om idioti, hjernegambleri, jordemoderi og hverdagens grå sti –> Følg bloggen på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT

… Og sig mig så:
Er din hjerne også en idiot?

Oh. Holy. Føk.

Af én eller anden grund er jeg blevet spurgt meget til mit kærlighedsliv efter jeg kom hjem fra Grønland.
Ved ikke, om det er fordi venner og veninder forestillede sig, at jeg ville møde en masse spændende mænd deroppe.
I så tilfælde må jeg skuffe og sige, at mandeudvalget var ret … Petit. Altså, på en måde hvor jeg – efter jeg kom retur – nærmest ikke har kunnet tage tre stop med 5A uden at tænke “hold da lige min underkæbe, her er mange pæne mænd!” Og har misset mit stoppested af bar betagelse.

Anyhow, når jeg har sagt, at der ikke var så meget at berette på dén front, har samtalen hver gang taget en foruroligende retning og næste gang veninden/vennen åbnede munden, var det for at spørge:
“Skal du så på Tinder?”
Og jeg har blankt svaret:
“NEJ! Det orker jeg simpelthen ikke! Jeg kan faktisk godt lide ikke at være omgivet af mærkelige mænd (eftersom det er det eneste jeg tiltrækker)”
Og så har dén skuffe ligesom været lukket.

Men altså, så sad jeg jo alligevel i søndags og kedede mig lidt.
Med morgenhår og hængebryster og tænkte:
“Hvad mangler min kedelige morgen? Tindermænd!”
og 1-2-3 havde jeg fandme hentet app’en igen.
Og der var så.man.ge.pæ.ne.mæ.nd!
Og hov, på under ti minutter havde jeg et match og en ny besked.
Føk, tænkte jeg. Det var jo egentligt ikke fordi jeg orkede at interagere  med nogen… Men okay, nu havde der siddet én eller anden derude bag en skærm og gjort sig umage og skrevet til mig.
Hvad kunne der ske?
Og er det ikke noget med at tænke carpe diem og alt det der?

Men altså, efter tre beskeder fik jeg en mærkværdig beretning om, hvordan det lykkedes ham at score på sin sidste ferie.
Jeg havde ikke skrevet noget, der overhovedet kunne lægge op til dét.
Øh, okay, tænkte jeg.
Han må vist lige have haft en lille absence dér. Eller glemt at han taler med en potentiel date? Kan man monstro have nervøs munddiarré på skrift? Er det dét, der er sket?
Men så tikkede en ny besked ind (jeg nåede ikke at svare på det første… hvad svarer man i øvrigt på dét??) hvor han tilføjede, at han virkelig glædede sig til at blive far og endda havde forslag til børnenavne!
Ej, nu bliver det altså lige en tand for mærkeligt, resonerede jeg. Skrev, at jeg altså ikke lige gik rundt og tænkte på børnenavne…
Simultant med at endnu(!!) en besked ramte min indbakke:
“Skal vi ikke skrive sammen over SMS i stedet?”

Helt paf over denne fremturen (frembusheden og hastigheden i datingverdenen var tilsyneladende blevet skruet op gevaldigt op på frie måneder!) gjorde jeg noget, jeg er meget lidt stolt over at indrømme:

Jeg slettede simpelthen kontakten.
Altså, I ved på samme måde som hvis du sad og så en virkelig voldsom gyserfilm, hvor hovedpersonen bliver knivstukket og med blodet spruttende ud af halsen og øjnene forsøger at klare skærene. Hvor det simpelthen bliver så for meget at være vidne til, at du uden at tænke over det, bare griber fjernbetjeningen og med en vis lettelse slukker for den hårrejsende, tåkrummende affære.
Det gjorde jeg altså.
Og hvem ved, måske sad der i virkeligheden en fyr og grinede over at skrive de mest mærkelige ting til fremmede personer og se hvor meget de kunne rumme?
Måske han tog pis på folk.
Måske jeg slet ikke skulle have dårlig samvittighed?

…

Jeg tog fejl.
Selvfølgelig gjorde jeg det.
For der gik kun cirka fire timer, så lå der en beskedanmodning på min FACEBOOK (!!?!??!! I’m not shitting!) med den anklagende ordlyd:

“Hvorfor fjernede du mig på tinder?”

Og jeg redigerede mentalt min indre mande-tjekliste endnu en gang.
Den har ændret sig en del gennem årene.

Se bare her:

2008

2017

Så er spørgsmålene bare som følger:
Skal man blive ved på tinder?
Googler alle sig frem til hinandens facebookprofiler??
HVAD var de navneforslag???

Og til jer, der er i lykkelige forhold:
Praise yourselves – it’s a jungle out there!
… Og hvor mødte I hinanden??

---

Følg med på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT for flere af hverdagens gråtoner, datingkatastrofer og tankespind.
Sort på hvidt.

 

Altså, når du kommer hjem fra eventyr, så ser du på én eller anden måde alting i et helt nyt lys.

Sådan klart. Og virkeligt.
Som om du ser det for første gang.

Sådan havde jeg det da også.
Og jeg var klar til at gøre en helt masse anderledes

Men altså.
Man skal jo for helvede også være tro mod sig selv. Er det ikke det, alle de kloge siger?
Er det ikke også noget med, at sådan noget forandring slet ikke er sundt?
Eller forveksler jeg det med transfedtsyrer?

… Skulle faktisk også have støvsuget i dag.
Har i stedet brugt to timer på blogindlæg.
Hvor helt gennemført utroligt uselvisk af mig.
Beviser i virkeligheden bare hvor forbløffende godt menneske jeg er.

You’re welcome

---

Se mere rod fra hverdagens gråtoner på INSTAGRAM, FACEBOOK, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT
Og give lige et virtuelt klap med på vejen, hvis du også er et uforanderligt rodehoved/hjemmesvin