Tænkte tanker #20 - kor kickoff

Jeg stiller jordemodertræskoene

I mit hoved har jeg formuleret dette indlæg utallige gange før.
Aftener og nætter og morgener mens jeg har vendt og drejet mig i sengen.
Når jeg har kigget mig i spejlet, og været i tvivl om, hvem der egentlig kiggede tilbage.
Hver eneste gang jeg har skrevet om forholdene på mit arbejde.

Jeg har sagt op.

I knap fire år som jordemoder på fødegangen, har jeg set mange kolleger gå, og vidst, at det også en dag ville være mig.
Jeg havde håbet, at der ville være lidt flere år gemt i mig, men faktum er, at mine indre alarmklokker har ringet længe – jeg har bare ikke været klar til at høre dem.

image

For hvor paradoksalt det end lyder, så elsker jeg faktisk mit arbejde.
Jeg føler mig hjemme på min arbejdsplads – det være sig på en fødestue eller til hjemmefødsel – hvor vejen til verden både er fyldt med rutine og uforudsigelighed.
Jeg nyder både de hurtige fødsler, hvor en verdensborger pludselig melder sin ankomst, så du knap nok når at få handsker på, og de lange, komplicerede forløb, hvor du må bruge alle tricks i bogen for at lokke barnet ud.
Jeg holder af både det menneskelige aspekt og det jordemoderfaglige håndværk.
Jeg kan lide, at gå ned ad de velkendte gange og tænke på hvem og hvad dagen i dag vil byde på.

Desværre er de ellers så velkendte gange så småt begyndt at snurre rundt for mig.
Jeg har ubevidst fjernet mig så meget fra min krop, at den nu kalder på mig, på måder jeg ikke kan overhøre.
Forholdene i svangreomsorgen gør det svært at passe ordentligt på andre – og på sig selv.
For nogen er det tilsyneladende ikke simpel logik, at man ikke vedvarende kan skære to procent ind i en organisme.
For nogen er det muligvis ligefrem overraskende, at uanset hvor stor en organisme det drejer sig om, vil man før eller siden ramme noget vitalt.
I de – ret beset – år jeg har arbejdet i svangreomsorgen, har jeg set en tydelig forværring i svangreomsorgen til de gravide, fødende og barslende.
Fødselsforberedelsen er skåret ned til et minimum, det samme gør sig gældende med jordemoderbesøgene i graviditeten og hjemmebesøgene efter fødslen er helt væk.

På fødegangen er det tydeligst for mig at mærke resultatet af alle disse “effektiviseringer”, på trods af, at der til sammenligning ikke er blevet skåret så meget her.
Der var i og for sig nok heller ikke så meget at tage af.
Alligevel er én ressource i mangel:
Jordemødre.
Alle dem, der gik.
De, der blev nedslidte og trætte og ikke kunne få familielivet til at gå op.
De, der ikke længere kunne aflastes gennem de funktioner, som nu er sparet væk.
De, der bare fik nok.
Alle de, vi i effektiviseringens navn fik hældt ud med fostervandet.
Dem mangler vi.

Og det har uden tvivl gjort min beslutning om at sige op, nok så meget tungere.
For det giver mig også en gennemgående følelse af svigt og sorg.
At jeg svigter mine kolleger, som hver dag kæmper for at få enderne til at mødes og yder en prisværdig indsats for alle de møder.
At jeg svigter de gravide, fødende og barslende, som jeg gerne vil give den bedste start på forælderskabet.
At jeg svigter alle dem, jeg jo gerne ville være der for.
Men ved at fortsætte, ville jeg et eller andet sted svigte mig selv.

Dybt inde ved jeg også godt, at svigtet kommer langt højere oppe fra.
I de højere luftlag, hvor jeg bliver i tvivl om, om børn bliver til på anderledes vis?
Alle de politikere, der måske nok har lyttet, men ikke har gjort tilstrækkeligt, for at afbøde faldet for vores velfærd – hvilken jordemoder vil I gerne møde?
Hvor mange sko, skal vi stille på Christiansborg for at I tager forholdene i svangreomsorgen (sundhedsvæsenet i det hele taget) alvorligt?
Hvor mange videoer vil I have?
Hvor mange underskrifter skal der til?
Hvis vi spænder jeres bælte ind med to huller hvert år, hvor lang tid vil der så gå, før også I får svært ved at få vejret?

Forstå mig ret, vi mangler ikke jordemødre – vi mangler jordemødre, der kan holde til at være netop dét:
Jordemødre.
Også i det offentlige.
I mange år.

Pr. første december træder jeg ud af mine jordemodersko for en stund.
Det var ikke et førstevalg, men et nødvendigt valg.

Hvad der venter forude, vil tiden vise.
Jeg ved bare, at jeg lige nu ikke skal være jordemoder på denne måde – men må finde en anden, der passer til og passer på mig.
Én ting er dog sikkert:

Jeg er jordemoder. Jeg elsker mit fag.
Og det vil jeg blive ved med.
Men at leve af kærlighed og koldsved er simpelthen ikke nok


Følg hverdagens gråtoner på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT.
Og find ud af, om en jordemoder med mange projekter også finder sin rette hylde.
Sort på hvidt.

Her kan du også læse, hvad jeg skrev om min egen fremtidige afsked til jordemoderarbejdet for under et år siden.

   

19 kommentarer

  • Maria

    Kære Eline. Stærkt indlæg. Jeg er journalist og skriver lige nu om de dårlige forhold for både ansatte og patienter på landets hospitaler – bla grundet krav om effektiviseringer. Jeg skal til at skrive om nogle ret kritisable forhold på fødegangene, jeg har fået aktindsigt i. Har du lyst til at snakke om dine oplevelser og tanker og evt medvirke i en artikel?
    Skriv til mig på maria@avisen.dk – Bedste hilsner Maria

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Pernille

    Jeg skal nok klare det. Jeg synes det er rædselsfuldt at se mit arbejde og min arbejdsindsats blive devauleret. Jeg finder en måde at komme videre på og evt.kunne undervise på… Kh og pøj pøj

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sortpahvidt

    Kære Tove,
    Tak for din kommentar.
    Der er ingen tvivl om, at vi vil det samme, både de jordemødre der arbejder i sundhedsvæsenet og de der ikke gør.
    Men der er flere måder at komme fra A til B på.
    Der bliver også kæmpet en daglig kamp på hospitalerne, alt er fortsat på spil og jordemødre ser ikke bare stiltiende til. Det er vigtigt for mig at pointere, for alle kan have sine grunde til både at blive og gå.
    Jeg har valgt det sidste, men er på ingen måde færdig med at kæmpe af den grund.
    Jeg håber, at jordemødrene rundt omkring endnu engang vil slå hovederne sammen og råbe op – tiderne er tydeligvis fortsat til det!
    Bedste hilsner
    Sortpahvidt // Eline

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sortpahvidt

    Kære Pernille,
    Hvor gør det mig ondt at læse din kommentar.
    Jeg håber, at du kommer igennem det her – der er ingen retfærdighed i at kæmpe i et system, der svigter kvinderne hvorefter systemet også svigter dig.
    Du er ikke alene.
    Bedste hilsner og masser af varme tanker i din retning
    Sortpahvidt // Eline

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sortpahvidt

    Kære Hanne,
    Tusind tak for din kommentar.
    Det er overvældende så mange, der har stået / står med følelser som mine. Opbakningen er guld værd.
    Jeg forlader ikke faget, men håber at finde en vej i det, der er god ved mig.
    Tak fordi du læser med
    Bedste hilsner
    Sortpahvidt // Eline

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sortpahvidt

    Kære May,
    Tusind tak for din kommentar.
    Hvor dejligt, at du har fundet en vej, der er god for og ved dig.
    Og virkelig dejligt at vide, at jeg ikke er alene – dine følelser dengang genkender jeg alt for godt.
    Jeg håber at bevare tilknytningen til faget for nu – omend på en helt anden måde. Tiden vil vise hvordan.
    Tak fordi du læser med!
    Bedste hilsner
    Sortpahvidt // Eline

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sortpahvidt

    Kære Kristina,
    Tak for din kommentar.
    Og ja, du har helt ret; man er nødt til at være noget for sig selv først og fremmest!
    Jeg forlader ikke faget, men skal finde en ny vej i det.
    Tak fordi du læser med.
    Bedste hilsner
    Sortpahvidt // Eline

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sortpahvidt

    Kære Christina,
    Tak for din kommentar.
    Ja, lige nu er svangreomsorgen ikke for børn, får man lyst til at sige.
    Jeg håber, at jeg stadig kan vende tilbage med jævne mellemrum i et tempo og en mængde der passer mig.
    Tak fordi du læser med!
    Bedste hilsner
    Sortpahvidt // Eline

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sortpahvidt

    Tak 😘

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sortpahvidt

    Kære Lea,

    Tusind tak for din kommentar.
    Den varmer og minder mig om, at det ikke er antallet af år jeg “holder ud”, der tæller. Det er hver eneste vagt.
    Nu skal jeg bare finde ud af, hvordan jeg også kan gøre den forskel på anden vis.
    Så TAK for dig og din dejlige hilsen
    Bedste hilsner
    Sortpahvidt // Eline

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Vi mangler IKKE jordemødre, der kan klare at være en del af det offentlige system. Der er ALT for MANGE, som kan klare det. Eller som i hvert fald gør det. Igennem deres tilstedeværelse legitimerer de et system, som skader alle, der kommer i berøring med det. Ansat som indsat. Det er IKKE vores ansvar. Du skal IKKE have dårlig samvittighed. Du skal være glad og stolt over, at du fulgte dit hjerte ind i jordemoderfaget, at du brugte år af dit liv med at gøre dit bedste. At du forstod at jordemoderfaget ikke hører til i hospitalssystemet, at raske fødende kvinder ikke hører til i hospitalssystemet, og at det ikke er vores ansvar at opretholde et system, som forråer os som mennesker og som jordemødre og som presser os så meget at vi kommer til at forråde essensen i vores fag: Indfølingen, nænsomheden, intimiteten, omsorgen, stilheden, kærligheden – når vi holder vejret og tager imod de dyrebare nye liv. De kvaliteter, som gør dig til en god jordemoder, er der ikke plads til i hospitalssystemet. Det er dig eller systemet. Og så længe det store flertal forbliver tro mod systemet, vil systemet være det stærkeste. Så det er dem, der bliver i jobbet, som skal have dårlig samvittighed – hvis de vel at mærke ønsker forandring. Forandringen kommer først, når systemet bryder sammen. Hvordan? Stem med fødderne. GÅ!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Pernille

    Hej. Jeg aner ikke hvem du er, men du har fået mig til at tude. Du beskriver mig, mit ødelagte jordemoderhjerte og liv. Jeg er en af de udbrændte. En af dem, som der ikke er plads til. En af dem som er så nedslidt, at jeg pt. ikke kan hjælpes til et nyt liv med en kronisk sygdom. 2 år har jeg været væk. Inden da flere år med overarbejde i SÅ høj grad at det har kostet mit helbred. Jeg føler jeg svigter de gravide især, min spidskompetence, samtidigt med at systemet har svigtet mig. Jeg er udbrændt, kronisk syg og har svært ved at verskue at hjælpe mit barn og barnebarn, der lider hårdt under det her. Red dig selv mens du kan. Vores sygehusvæsen er døende, skuden synker og ofrene er mange…..

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hanne

    Hvor er det fint skrevet…og hvor jeg genkender alt hvad du skriver! Jeg har også lige sagt op…efter selvbetalt orlov i et halvt år valgte jeg ikke at vende tilbage…. jeg fortryder intet! Livet er meningsfuldt og jordemoder opgaverne står i kø!… og nu får jeg lov til at hvile i mig selv…og være jordemor på mine betingelser… God vind til dig… ikke forlade faget….der er brug for dejlige jordemødre som dig derude! ❣

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • May

    Kære Eline, Jeg stoppede som jordemoder i 2002, også efter kun 4 år som jordemoder, af mange af de samme grunde som dig. Jeg følte mig udbrændt og havde ikke overskud til mine egne børn derhjemme, min mand og mig selv, og det kunne jeg ikke leve med i længden. Det sled simpelthen for meget på krop og psyke, for allerede dengang var der for travlt og der blev skåret ned (jeg ved at det er meget, meget værre i dag). Det føltes umiddelbart som et nederlag og et kollegialt svigt, men jeg har aldrig fortrudt. Længslen efter et lignende arbejde, som i så høj grad gør en forskel for andre, har dog ligget i mig siden. Så – efter mange år med “rugbrødsarbejde” (som dog også har været spændende nok ind imellem) er jeg startet på psykologistudiet for to år siden. Dette egentlig for at sige, at man sagtens kan få et givende og varieret arbejdsliv og nye muligheder efter at være stoppet som jordemoder, men selvfølgelig er det svært at slippe et fag, der i den grad kommer ind under huden. Alt det bedste til dig og støttende tanker herfra.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hvor er det bare en hård, men sej beslutning. Man kan ikke være noget for andre, hvis man ikke også lytter til sig selv!

    Jeg har hørt om en kollega tale om noget der hedder http://www.Preggio.dk, hvis du fortsat har mod på jordemoder-gerningen, men under andre vilkår.

    Held og lykke uanset hvad!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hvor er det bare en hård, men sej beslutning. Man kan ikke være noget for andre, hvis man ikke også lytter til sig selv!

    Jeg har hørt om en kollega tale om noget der hedder http://www.Preggio.dk, hvis du fortsat har mod på jordemoder-gerningen, men under andre vilkår.

    Held og lykke uanset hvad!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christina

    Pyha… og forståeligt…
    Går sgu selv med de samme tanker om den såkaldte svangre”omsorg”…..
    Håber du vender tilbage…

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kæmpe respekt her fra!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lea

    Kære Eline,
    Hvor er det ærgerligt at du er nået til at stille træskoene. Men da jeg selv arbejder i sundhedsvæsnet forstår jeg kun alt for godt det du skriver.
    Men jeg ønsker at du skal vide at du gjorde en kæmpe forskel til min hjemmefødsel og mødte mig lige der hvor jeg havde brug for det. For dette skal du have et kæmpe tak. Og jeg ønsker alt det bedste for dig i fremtiden. De varmeste hilsner fra Lea

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Tænkte tanker #20 - kor kickoff