Den jeg elsker

Efter mine sidste indlæg – og et virkelig flot billede på Instagram af min træning forleden dag – har jeg modtaget en del kommentarer:

“Eeej, Eline, du er bare så SPORTY!” (mh, hvis spisning er en sport)

“Næh, hvor du træner meget!” (ja, cirka to-tre gange i maj)

“Er du ikke bare altid ude at løbe?” (definér løbe. jeg går en del)

Altså, det er da virkelig kært, at nogen kan få dén opfattelse – men ser I ikke hvor langt ude latterligt tæt på død jeg er efter at have løbet to kilometer? Jeg sørger jo bare for som en sand blogger at dokumentere det hver gang, jeg har lavet bare ét eller andet… og forbi gå det i tavshed, når jeg ikke laver en skid.

Men uanset hvad og hvor meget (læs lidt) der bliver trænet rundt om matriklen, har det betydet, at nogle herhjemme blevet i tvivl om, hvor mine interesser egentlig ligger.

Lad mig gøre det HELT klart:

Så når trien er overstået, er der én hjemme i min seng, der skal have lidt ekstra kærlighed.

Søndag står på sprængt kød

Altså. 
Jeg har sagt det før, og jeg siger det igen:
Det her skal jo ikke udvikle sig til en træningsblog, bare fordi jeg skal deltage i et triathlon.

Derfor vil jeg også bare lige kort sige, at jeg prøvede overgangen fra cykling til løb i går.
Cyklingen og de tyve kilometer gik såmænd meget fint. Bare derudaf.

Da jeg nåede til løbet, skete der dog et eller andet mærkeligt med mine ben. 
Det er ikke en overdrivelse. De måtte være hævet til dobbeltstørrelse. Sværger, at jeg kunne høre huden give sig.

Sådan her så de ud. I hvert fald fra hvor jeg kiggede på dem…

image

Tester fysikkens love på søndag. Alt tyder på, at hvis underben kan sprænge af mælkesyre, så vil det forekomme på søndag et sted i Gentofte og sikkert lige før mål.

For doven til det her sted

Ok.
Jeg havde skrevet et dybt og ærligt indlæg om at løbe panden ind i en mur en uge før triathlon.
Om dovenskab og selvindsigt.

Og i den sammenhæng måtte jeg lige google, hvordan man stavede til “psyched”, og så slettede app’en hele min pærevælling, og bekræftede mig i min dovenskab.
For jeg skriver fandme ikke det hele én gang til.

Så her er highlights:

Jeg er ved at lave en strategi til tri.
Indtil videre ser den ud som følger:
1) Ikke dø (vigtigst)
2) Finde cool tri-tøj (if you can’t make it – fake it)
3) Optimere playliste og blive psyched
4) Noget med cykling. Måske købe en ny hjelm, for den nuværendes skumgummi er ved at falde ned i mine øjne.
5) Fake overskud i løbet. Måske endda vinke
6) Forsøge at have energi til lille “spurt” til slut. Det bliver flot.

Det er det.
Ej, men hør nu. Jeg har hat forstand på tri.
Hvad er en god strategi? Hvornår skal man virkelig yde?
Jeg er bedst til svømning, men det dur vel ikke, at man skyder al krudtet af der og dør efter fem kilometer på cyklen.
Man kan forresten blive diskvalificeret for alt muligt.
Det er tilsyneladende mere indviklet end tysk grammatik.

Nåh, men mens jeg de sidste to uger har været for doven til det her sted, må jeg nu indse, at fremtiden har indhentet mig, og om en uge skal jeg til tri I MORGEN!
Så derfor må jeg hellere begynde at træne igen.

*Hosthost* for eksempel sådan noget med igen at cykle til arbejde.
Der var helt sikkert flere gode pointer i det fremragende indlæg, jeg havde lavet først, og mens jeg bander lidt af mig selv og min dovenskab og synes, at projektet er helt gak, vil jeg bare videregive, budskabet min tri-buddy sendte til mig tidligere:

“SOMETIMES I FEEL LIKE GIVING UP, THEN I REMEMBER I HAVE A LOT OF MOTHERFUCKERS TO PROVE WRONG”

Så op på hesten igen, hvis nogle af jer også er faldet af den. Hvad end det handler om de sidste fem(ten) kilo til bikinikroppen, at stå ved sin holdning på arbejdet eller lære at spille på blokfløjte. Det er kun dig, der kan gøre det!

Grimhedselastikken

Mandag aften sad jeg i bussen på vej til arbejde. Klokken havde passeret 22, jeg var på vej i min anden nattevagt, vejret var klamt og lige så klistret som mit hår. 
Jeg havde iklædt mig min fornuftige, men uformelige regnjakke. Dén der foregiver, at den slutter tæt lige nede under numsen, men som i praksis venter på du tager to skridt og så smøger sig længere og længere op under dine armhuler og gør dig tøndeformet. Indenunder var min adidashoodie, og jeg vil gå så langt som at sige, at outfittet i bedste fald gjorde mine bryster kasseformede og i værste fald gjorde mig til en mand. 
Jeg sad og hørte lydbog, og stirrede lige dele ud i mørket og lige dele på spejlingen af mig selv. Køn var jeg ikke lige på dét tidspunkt.
Men altså. Helt ærligt, mine vilde natteplaner var følgende:

– finde mit omklædningsrum i hospitalets fjerneste afkrog
– gå i bad
– tage uniformen på, der måske/måske ikke var at finde i den rette størrelse
– møde på arbejde og måske/måske ikke få tis, bæ eller fostervand på mig

Det er jo ikke ligefrem fordi jordemoderarbejdet er et scorefag, vel?

Nåh, men bedst som jeg sad dér og stenede, fik jeg øje på én, der ventede ved næste busstoppested. Han lignede til forveksling én jeg gik på efterskole med for otte år siden.

Føk. Havde glemt Reglen om Grimhedselastikken.
For who are we kidding?
Vi ved alle sammen, at des dårligere vi tager os ud på et givent tidspunkt, des større er sandsynligheden for at møde et ansigt fra fortiden. Vigtigst er det dog, at det aldrig er gamle bedste venner, du møder.  

Har du joggingbukser og tømmermænd og en bums på hagen og står og hamstrer efterligningscola og billige chips i Fakta, møder du din gamle klasselærer.
Og har du fejlagtigt stoppet bagsiden af kjolen ned i dine strømpebukser til fest, møder du din gamle flamme. Bagfra.

Og præcis som en elastik, der bliver strukket ud, rammer slaget bare endnu hårdere, des længere ud i periferien vi kommer.
Herregud, om din nærmeste familie ser dig uden make-up. Pfff, jeg gør mig nærmest grimmere, når jeg ved, at jeg skal hjem til mine forældre!
Så selvfølgelig møder du kun folk, du helst vil se lidt succesfuld over for, når du i realiteten mere ligner en posedame med tasken fuld af Harboe-Øl.

Så mens jeg diskret prøvede at rette på regnjakken, så man kunne se, at jeg var en kvinde og ikke en klovn, vinkede jeg casual, ja, nærmest henkastet til ham fra min efterskole, som jeg aldrig rigtig har snakket med.

… og siden da jeg sørget for at være iklædt både fin trenchcoat, make-up og nyvasket hår, når jeg har begivet mig ud fra lejligheden.
For hvor GrimhedsElastikken tiltrækker ansigter fra fortiden, er jeg ret sikker på, at den ikke bringer flotte fyre fra fremtiden nærmere…

Jeg har endda købt en ny regnjakke. Du ved, en lang én med bælte i livet. Tøndelivet er slut.

Eneboerforbandelsen

Måske har du læst overskriften og tænkt, at du ved lige, hvad den handler om, den forbandelse.

At det er det dér med, at der ikke er nogen at kalde på, hvis man sidder helt alene på toilettet og opdager, at man har glemt toiletpapiret ude i entréen.

Eller

Det dér med, at der ikke er nogen til at klappe dig på panden og give dig ret ret i, at alle er dumme, mens vedkommende også lige hælder en kop the (læs en stærk drink) op til dig

Eller endelig

Det dér med, at man aldrig kan lave forhandlingen “hvis-jeg-laver-mad-vasker-du-op” med nogen. Man bliver guddødme nødt til at lave mad OG vaske op. Hver dag endda, hvis man er huslig.

Men: Nej. Nej. Og nej.

Den egentlige forbandelse er, at man ikke ved, hvor lang tid der går eller hvem der finder dig, hvis du en dag falder død om.

Ej, men det er rigtigt. I swear. Alle eneboere tænker over det.
Om man har nogen aftaler de kommende dage, om arbejdet vil savne dig eller  om naboen bare reagerer, når der begynder at lugte mere end almindeligt dårligt.
Man bliver nødt til at være forudseende med den slags – og jeg har på fornemmelsen, at slagtilfælde er lige så pålidelige som det danske vejr.

 Tag nu to helt dugfriske eksempler fra sidste uge:

1) Dagen efter mit løbestævne fik jeg PLUDSELIG ondt i brystet. Jagende smerter, der skar, og tvang mig til at holde hele kroppen i ro. Nu er jeg jo en sundhedsperson, så jeg forholdt mig helt rolig, og det første jeg tænkte var:

“Hvad for noget undertøj har jeg på? Kan jeg tillade mig at blive fundet i det her tøj?”

Jeg vidste jo godt, at det noook ikke var det der hjerteinfakt – men man kunne jo aldrig vide. Derfor blev jeg glad, da jeg mærkede mobilen vibrere og så min søsters navn på displayet. 
Godt. Nu kunne jeg lige hinte diskret til hende, at jeg muligvis havde et hjerteanfald. Så kunne hun jo slå alarm, hvis hun ikke hørte fra mig i et stykke tid.
Min søster er den omsorgsfulde af os to, så jeg tænkte, at jeg hellere måtte nævne det henkastet, så hun ikke blev unødigt forskrækket.

Jeg tog telefonen:

Anspændt, let sammenbidt stemme: ”Hej søster.”

Søster (glad og munter) : “Hej søster – hvordan har benene det i dag?”

Tappert, men let prustende: “Puuuh, de har… det. Godt. Jeg har godt nok lige – og nu tænker jeg, at det selvfølgelig ikke er alvorligt – men jeg har simpelthen så ondt i brystet. Altså det er jo nok ikke noget. (men det er det helt sikkert nok)”

Søster: “Nej, nej det tænker jeg da heller ikke… hov, vent lige, kæresten ringer – søs jeg bliver lige nødt til at tage den her, okay?”

Så lagde vi på, og det var jo nok meget godt, for når hun så ringede tilbage, ville jeg jo kunne sammenligne om det gik bedre eller værre end sidst.

Men det var nu meget heldigt, at det viste sig slet ikke at være noget – for der gik flere dage, før min søster ringede igen…

2) Jeg passede mine forældres hus. Mens jeg gik rundt derhjemme og vandede planter og fodrede dyr, tænkte jeg, at jeg kunne udnytte karbadet til forkæle mig selv lidt.

Jeg kender faldgruben ved karbade – mange justerer temperaturen, så den er behagelig i cirka 10 minutter, og derefter sidder man bare og klaprer tænder, mens man må prioritere, om det er brystparti eller knæ, der skal være under vandet.
Så næh, jeg var listig. Skruede op for varmen og tålmodigheden og satte en lydbog på. Først da karret dampede og var godt fyldt op, nedsænkede jeg mig i det varme vand. Aaahhahh…

Så lå jeg dér og lyttede til min lydbog.
Og det var så godt.
I cirka 10 minutter.
Så kogte kroppen, og jeg stak albuerne ud over kanten for at køle lidt ned.
Det hjalp overhovedet ikke.
Så stak jeg fødderne op.
Prøvede til sidst at lægge skinnebenene ud over kanten, mens jeg viftede mig med en svamp, men det blev bare varmere og varmere og værre.
Kunne fandengalemig ikke sidde her og blive skidt tilpas i et badekar. Havde for filan læst nok krimier til at vide, hvordan jeg ville se ud, når mine forældre kom hjem fra ferie og fandt mig.

Til sidst gjorde disse tanker mig virkelig dårlig – og jeg måtte nøgen og våd kravle ud af badet og vaklende finde en blind vinkel for naboerne i et andet rum uden tropisk klima, hvor jeg kunne vifte min kropstemperatur tilbage til noget der ikke var dødeligt.
Og selv mens jeg stod dér og mærkede blodet boble i min krop og benene vaje let, tænkte jeg, at jeg måtte tage mig sammen. For hvis der var noget, der ville være værre end at blive fundet rynket og oppustet i et badekar, så måtte det være at blive fundet nøgen og oppustet hvilende på mine forældres sofabord. (Det er et menalt billede I kan takke mig for senere…)

Så jeg trak mig selv op ved hårene og overlevede også dette – så jeg som minimum kunne dø med tøj på.

Med alt dette frisk i erindring tænkte jeg i dag ved mig selv, at eneboerforbandelsen faktisk gør det til en pligt at sørge for, at man har flot undertøj – så det gik jeg naturligvis ud for at købe.

Jeg kom hjem med en kjole, en regnfrakke, to øreringe, en halskæde og hvis du har set skyggen af nyt undertøj, så har jeg også….

    …. i det mindste ved jeg, at jeg har toiletpapir på toilettet…. 

I want to break FREE

Forleden var jeg en sen aften på vej hjem fra en veninde.
Havde musikken i ørerne. 
Den helt rigtige playliste.
Der var overraskende mange mennesker på gaden og på togstationen.
Byen emmede af den der helt specielle afslappethed før en forlænget weekend, folk var glade, havde en øl og/eller en kæreste i hånden og var på vej steder hen.

Jeg betragtede det, delte følelsen og havde for en gang skyld selv en halvforlænget weekend foran mig. 
Og jeg tænkte ved mig selv:

Ja, det var svært at finde de rette ord.

At beskrive den dér frihed, hvor alt er muligt.

Tror dog, at andre omkring mig måske fandt mig lige lovligt fri, som jeg stod der i mit filosofiske hjørne og funderede over, hvordan jeg følte mig…

Edderføkme en rådden kombi med glatte strømpebusker, kjole og rygsæk.

Frihed har i sandhed en pris…

Den dag jeg af uransagelige årsager havde tilmeldt mig et løb

Jeg ved, at nogle af jer må sidde derude og tænke, at denne solskinsdag ville være perfekt, hvis bare I vidste, hvordan mit løb – mit første nogensinde – gik i søndags.

Frygt ej, frelsen er her.

First thing first – som de kvikke af jer har regnet ud, så overlevede jeg.

Løbet blev skudt i gang søndag klokken 14, så som enhver engageret sportsmand, brugte jeg naturligvis lørdag på at blive ædru efter min alkoholindsvøbte fredag…
Jeg bandede mig selv og min kækhed langt væk en tusind gange, mens jeg gennemgik mine strategiske overvejelser:

1) Løbe hele vejen.

2) Gentage for dig selv, at “GANG er ikke en mulighed”.

3) Forhåbentligt overleve.

Søndag kom og jeg var spændt som en eksaminant. Var meget bekymret for at jeg ville skuffe mig selv, synes, at jeg var for langsom og pinlig – og måske bare udgå halvvejs.

Jeg satte mit ur til klokken ni.
Stod op og lavede morgenmad.
Satte røgalarmen i gang og fik tjekket reflekserne.
Pakkede tasken, og tog det obligatoriske præløbeselfie, som kan ses på min instagramprofil.

Klokken lidt over tolv ankom jeg til Frederiksberg Rådhus med bussen og måtte indse, at jeg var så befippet, at jeg nær havde glemt at checke ud.
Havde mest lyst til at hive en pose nødder frem og foregive, at jeg var der for at heppe.

Fandt løbe- og/eller drukbuddy. Vi kiggede lidt panisk på hinanden og diskuterede hvorvidt vi skulle følges. Løbebuddys ben er cirka halvanden gang mine beskedne dværglignende lemmer, så i første omgang syntes jeg, at det var ville være et ydmygende arrangement.
Men løbebuddy lovede, at hvis det blev for langsomt, så ville hun trække fra mig – og det ville vi begge have det fint med.

Lidt over ét manifesterede nervøsiteten sig som jeg kender den bedst. Jeg skulle tisse. Ikke sådan rigtigt, men så alligevel…
Jeg tog derfor opstilling i den kilometer lange kø. Tydeligvis ikke den eneste, der led af nervøs blære.

Og jeg ventede.
Ventede.
Ventede lidt mere.
Begyndte at blive stresset.
Ventede.
Opvarmingen startede snart.
Var rykket omkring to meter længere frem i køen.
Skulle jo ikke ægte tisse.
Forlod køen.

Efter en opvarmning, der allerede gjorde mig træt, forstod jeg så, at man lidt selv måtte vælge hvornår man skulle starte, og da min nervøse blære følte sig forsømt, returnerede jeg endnu engang til toiletkøen.
Her mødte jeg én af lægerne fra arbejdet.
Hun så overordentligt sporty ud.
Gjorde jeg også det?
Kunne man virkelig fake sig til den slags med et par stramme lycrabukser?
Time will tell.

Og så kaldte startfeltet.
Løbebuddy og jeg kastede musikken i ørerne – og jeg lavede en test på de crazy eyes jeg ville sende hende, hvis hun gjorde tegn på at ville gå.
Jeg siger jer, at jeg kan lave crazy eyes.

Så lød skuddet, og vi satte i gang.
Langsomt.
Vi overhalede kun folk, der gik – men vi kom da fremad.

Min første milepæl var sådan set bare at komme rundt om hjørnet, og det gjorde jeg.
Og stirrede pludseligt lige ind i øjnene på Lede Valby Bakke.
For føk sake.
Med menneskemængden foran mig, lignede den en mangefarvet slange, der tårnede sig op foran mig.
Tænk, hvis jeg allerede måtte stoppe nu.
Tænk, hvis jeg tumlede om og trillede ned ad bakken som en træstamme i et playstationspil.
Sendte et nervøst blik til løbebuddy.
Hun løb bare.
Så måtte jeg jo også bare løbe.

Da vi kom op på toppen stod nogle unge drenge og heppede helt vildt og på en sådan måde, at man både grinede og havde lyst til lige at lægge de femten sekunder til sin tid for at kunne give dem én på skrinet…
Men vi var oppe. Hurra!

Ned ad bakke.
Lækkert.

Men helt ærligt, jeg havde hørt, at der ville være skilte, så man kunne følge med i distancen.
Gloede nærmest manisk rundt.
Vi havde da løbet en kilometer nu, ikk’?
IKK’?
Pretty please.

Nåh, men mens jeg kiggede rundt, faldt jeg i staver over alt muligt. Pludselig bevægede benene sig bare. Fulgte det bølgende menneskemylder foran mig uden videre instrukser. Hjernen satte i det tomme frigear.

Gad vide, om min numse hopper lige så vildt som hendes foran?
Jeg er lige blevet overhalet af én på mindst tres.
Sikke meget grimt løbetøj der findes.
Det hér er et godt stykke popmusik.
Hov, der er mit spejlbillede.
Min numse er større og hopper vildere end hendes foran.
Hm.

Snart var vi ved en vandstation.
Var det ikke omkring halvvejs?
Krydsede fingre.

Da vi var omkring en kilometer fra mål (mit helt gratis gæt, for jeg fandt aldrig skiltene), begyndte løbebuddy at trække fra. Som hun bagefter fortalte:
“Jeg løb egentlig ikke hurtigere – jeg tog bare lidt længere skridt!”
Det føltes først lidt ensomt, men også helt okay.
Resten måtte jeg klare selv, og det gjorde jeg.

Da jeg kom til mål, hoppede mit hjerte helt febrilsk, men kommentatorerne opfordrede til at man satte i spurt – og pleasende som jeg jo er, gjorde jeg som de sagde.

Da jeg krydsede mållinjen, ville jeg gerne have kastet armene over hovedet i en heroisk gestus, men dels var jeg for træt og dels var jeg for optaget af, at få styr på mit hjerte.

Det pumpede derudaf. Hurtigere end nogensinde.
Tidligere har min maxpuls været 196 – nu rundede vi nok 200bpm.
Puha, ikke falde om i målfeltet, Eline.
Bare gå det væk.
Ja, sådan.
Så heldigvis løbebuddy, der var kommet i mål lidt før mig, og så kunne følges tilbage til frokost i det fri.

Vi gjorde det!
Ikke hurtigt, ikke pænt – men gjorde det.
Så er der “kun” triatlonet tilbage.

Wish me luck!

Den dag jeg prøvede at tørlægge indre København

… og blot for at få ryddet enhver misforståelse af vejen, præciserer jeg lige, at det ikke var fordi jeg indtog en pokkers masse postevand…

Altså.
Helt ærligt, så har vi vel alle sammen prøvet at vågne op sært viklet ind i vores sengetøj og tænkt:

“Hvorfor har jeg et blåt mærke på inderlåret, et sort hul i hukommelsen på ubestemt tid, hvorfor har jeg ikke mine øreringe på – og er mit syn sløret fordi jeg har eller ikke har mine kontaktlinser i øjet?”  

Herregud, måske er det ikke lige dét du har tænkt, men du forstår, hvad jeg mener, ikk’?

Jeg troede, at når man nåede en vis alder, så var der visse alkoholrelaterede hændelser, der ikke længere var mulige – men det troede jeg også om at være nitten år og aldrig have kastet op – og om begge dele må jeg bare indrømme, at jeg blev klogere

Jeg ville gerne have givet jer en underholdende og tids- og hukommelsesmæssig korrekt fortælling om sidste gang mit alterego FuldEline rystede sig løs af mine hæmninger og indtog natten, men det kan jeg af gode grunde ikke, så hér er det, jeg rent faktisk husker. Nogenlunde.

21.05 Entrérer baren. Som den første. Åh nej, jeg ligner en der er blevet brændt af… bestiller fluks en fadøl og stirrer intenst på skærmen med fodboldodds, som om intet kunne interessere mig mere.

21.15 De andre kommer. Reddet. Finder en bås. Flere øl.

22.00 Bandet går i gang med at spille. Henvender sig til vores bord flere gange. Flere øl. Vi begynder at råbe vores musikønsker – og de bliver efterkommet. Glem alt om pligtopfyldende jordemødre. Vi styrer denne fest.

23.ish Den eneste idé, der er bedre end at købe en flaske sprut er da at købe shots. Ti styks. Nej, TYVE styks. Skål!

23.30ish Hvor er det utroligt, at jeg bare kan alle sangtekster. Også dem, jeg ikke vidste, jeg kunne i ædru tilstand. Hovedet vil ikke danse – men benene er ellevilde. FuldEline er fantastisk sjov. Hvorfor er det, at vi ikke ser mere til hende?

Omkring midnat. Bandet er færdigt. FuldEline er kun lige begyndt.
Vi bliver enige om at tage videre. De andre har cykler, men jeg er med det offentlige. I et sjældent nysgerrigt øjeblik, bliver vi enige om at se, om jeg kan sidde i en barnesadel. Det kan jeg “godt”.
Kommer dog ned og sidder bag på én af de andres baggagebærer. Vi kører derudaf, da vi pludselig kører ned i et hul.
*DUNK*
Og dér kom så det blå inderlår. 

Senere. Kommer ind på den nye bar. Her er højt til loftet. FuldEline bliver lidt benovet. Må man overhovedet være så fuld her?

Noget senere. Er blevet væk. Husker overlevelsesråd fra barnsben: Hvis man er blevet væk, er det bedst at blive hvor man er. Så er der størst sandsynlighed for at blive fundet. Sikke en skam, at jeg er blevet væk ved baren. En mojito, tak!

Senere endnu. Er blevet fulgt hen til de andre. Jeg vidste slet ikke, at jeg godt kunne lide gin&tonic, men det kan jeg da godt. Så er der vist noget snak. Og måske noget dans. Mest sorte huller. 

For sent. Nogle af de andre går. Jeg er slet ikke klar til at gå endnu. Men hvad jeg laver, må du ikke spørge om.

Alt for sent. Baren er ved at lukke, og jeg sidder og sover i vores bås. Another moment of pride. Husker svagt hvorfor FuldEline ikke bliver lukket ud så tit. Hun er røvpinlig. Bliver hældt ud i en taxa og kommer hjem i seng.

10.30 Bare det at komme fri af min dyne er en slåskamp. Det hele er sløret, og jeg er vist ikke ædru endnu. Har jeg taget mine linser ud? *Prikker mig selv i øjet* AV, for satan! Ja, de er ude. Nåh, ja, mine briller ligger jo også lige her.

12.00 Mine øreringe ligger på gulvet under mine løbebukser. Hvorfor har jeg dog  rodet med dem?

12.01 SHIT. Jeg skal ud og løbe mit første løb i morgen.
Jeg hader lidt meget mig selv lige nu.

Og således slutter anekdoten om den dag, hvor jeg prøvede at tørlægge indre København.
Råd til mig selv og andre:
Drik ikke shots som saftevand. Og hvis du endelig skal drikke shots som saftevand, skal du ikke gøre det under 48 timer før du skal deltage i løbekonkurrencer.

Hvordan jeg overlevede løbet, skal jeg underholde jer med en anden gang.
Skål! 

Ikke en løgner mere

Nogen kan måske huske, at der var en lillebitte og bare en anelse skuffende episode med min ene løbe-gadget?

Til de, der ikke kan, kan jeg kort opsummere, at det RET langt inde i min løbeoptræning før Iformløb og – nåh, ja – det der lille, fjollede triathlon, gik op for mig, at min skridttæller var en løgner.
Som i en virkelig STOR løgner.

Hvilket så helt uforvarende gjorde mig til en løgner.

Jeg svansede rundt på mine massive lægge og bekendtgjorde, at jeg havde løbet fem kilometer – og ja, jeg var faktisk også ret hurtig!

Sandheden var dog, at jeg kun havde løbet lige omkring fire kilometer. Og dét langsommere end gennemsnittet.

Den slags er noget nedslående, når der er under en måned til du skal ud og præstere.
Altså, det føltes faktisk lidt som at have booket en syv-retters menu på en fancy fiskerestaurant… og så kom der pludselig én og sagde til dig, at du slet ikke kunne lide fisk. Og det passede!

Jeg var alle sorgfaserne igennem ved tabet af min sidste kilometer.

Først chok.
Var på alverdens hjemmesider med ruteplannere og gennemgik min løberute. Men uanset hvordan jeg vendte og drejede det hele, var der ikke noget at gøre ved det. Den femte kilometer eksisterede kun i den fantasiverden min skridttæller havde bygget.
Fffff… Ø… K.

Så kom vrede.
Jeg var virkelig vred på Endomondo. – Nej, MOBomondo!
Sikke en stor bølle, der bare sådan kom og frarøvede søde, små motionister deres femte kilometer. Og med sådan en hånende, ligegyldig stemme hvisker dem i øret at de løber lige så langsomt som Bente på firs.

Så blev jeg lidt vred på mig selv.
Så spurtede jeg ud på asfalten i en mobomondo-protest og benene hjulede rundt og rundt og rundt i en kilometers penge. Skulle fandme vise den dumme app.
Men da jeg måtte stoppe for rødt lys, var det snarere app’en, der viste mig.
Det hele svømmede for mine øjne, og jeg måtte slukøret lunte hjem og lade være med at besvime og/eller kaste op på forbipasserende…

Derefter fulgte resignation.
Min sidste kilometer var væk for altid. Jeg havde aldrig løbet fem kilometer. Skulle jeg ikke bare melde fra det der løb?
Så skulle alle deltagerne jo heller ikke hoppe over dværgen med de korte, langsomme ben… 

Men så endelig kom handlekraften. 
Føk mobomondo, føk korte ben. Det åndssvage løb skal bare gennemføres.
Men før jeg kan det, måtte jeg lige vide, at der ikke var en naturlov der sagde, at jeg ikke kunne. Jeg skulle som et minimum vise overfor mig selv én gang før løbet (som forresten er på søndag), at fem kilometer var muligt.

og jeg gjorde det! Det var hverken pænt eller hurtigt.
Faktisk var det vel nærmest raffineret gang og alligevel indtog pæonrøde farver mit ansigt – men fødderne fik mig hjem.

Men helt ærligt; fy for den lede!
Jeg havde det sådan hér:

Men eftersom jeg bor alene og latterligt lækre mænd, der kan genoplive dig ikke sådan hænger på træerne, måtte jeg nøjes med klaske mig ud i badet og barbere ben – bare i tilfælde af, at de står i kø til genoplivning på søndag.

… og hey! så er jeg jo heller ikke en løgner mere!
I hvert fald ikke når det handler om løbedistancer…

Tænkte tanker #3

Hvad er der foregået på øverste etage for nyligt?
Få et kig med hér:

– Det er føkme ikke maj allerede

– Tillykke, du skal løbe fem kilometer om en uge

– Må jeg minde dig om, at du aldrig har løbet fem kilometer endnu? Skal vi sætte os ned og sørge for, at testamentet er i orden nu?

– Kan på ingen måde administrere, at jeg nu har HBO, netflix, C-MORE play, Mofibo og TV2 play. Hvor blev sidste uge af?

– Er alle mænd mærkelige eller er det virkelig kun dem, jeg stifter bekendtskab med?

– Mon det er min parfume, der gør det?

– Og hvorfor står der en fremmed mand ude foran vinduet og samler blade fra min bøgehæk?

– Det kan godt være, at blomkålsgratin ikke er en særlig sexet ret, men den smager edderbøvle godt!

– Hvad nu hvis iformløb og triatlon bare bliver ét langt nederlag?

– Er der nogen til at skrabe én op fra asfalten?
Tillad mig lige at omformulere;
Er der nogen LÆKRE til at skrabe én op fra asfalten?

– Åh nej, er nu nået til et selvstændighedspunkt, hvor jeg selv kan lave fond og installere elektronik. Bliver man så nogensinde afsat, hvis man både er en femogtresårig kvinde og en tyveårig knægt i sjælen?

– Hvem kører bloggen videre, hvis jeg kreperer til løb den 10. maj eller triatlon den 31.?