… Jeg midt i pakningen hjem fra Ilulissat kom til at stikke hånden ned min skraber? Det blødte usandsynligt meget. Både under pakningen og senere på flyet. Fik et par trætte blikke og et plaster af stewardessen.
… Mine forældre gav mig et 50″tommers fjernsyn i 30 års fødselsdagsgave. De havde hængt det op, da jeg kom hjem. Jeg opdagede det med ordene: “Hold da kæft..!” Herligt, at min far valgte at filme det.
… Jeg sov over mig. IGEN. Denne gang før en aftale hos diabeteslægen. Jeg var lige kommet hjem fra Ilulissat og kroppen kørte stadig på Grønlandsk tid. Altså fire timer bagud. Min tid til blodprøver var 10.00. Fra Amager til Gentofte betød det, at jeg skulle med bussen 8.39 for at være der i god tid.
Af uransalige årsager valgte min telefon den nat at frakoble funktionerne LYD og VIBRATION. Så er det altså svært at bemærke alarmen, skulle jeg hilse at sige… Jeg vågnede 9.19 med det rammende og softikerede udråb: F U C K !
Ti minutter efter væltede jeg ud i en taxa. Klokken 9.58 sad jeg rent faktisk mere fysisk end mentalt tilstedeværende med en nål i albuebøjningen.
Af en person at være, der “aldrig sover over mig”, har jeg efterhånden lidt for mange soven-over-sig-anekdoter.
… Jeg endnu ikke har åbnet min årsopgørelse? Nej, hverken den for mig selv eller den for mit firma. Jeg er tredive år og jeg orker ikke de følelser, det medfører.
… Jeg savner et langt og lidt for hårdt kram. Jeg plejer ikke som sådan at være et krammemenneske, men come on!
… Jeg qua verdenssituationen har ordineret pepsi ad libitum herhjemme. Well. Det er hurtigt eskaleret ud af kontrol.
… Jeg mistede stemmen for tre uger siden? Det kan folk som mig altså ikke tåle! Jeg havde så meget på hjerte og kun 4% af ordene kunne komme ud af munden på mig!
… Jeg havde tænkt mig at skrive noget om at være blevet 30. Jeg har endda lavet en halv tegning til indlægget. Men så blev jeg optaget af… et eller andet. Åbenbart.
Men altså, vi skal da underholdes, skal vi ikke?
Jeg vil gerne bidrage med andet end at bringe børn til verden, men hjælp mig lige engang… Hvad skal næste indlæg handle om? Er der noget, jeg ikke har fået fortalt?
Pas på jer selv og vær søde ved hinanden derude. Vi arrangerer krammehappenings og G&Tgatherings, når det her overstået <3
Det føles som om det er så længe siden, jeg har skrevet herinde, at jeg er tvivl om der er nogen, der læser med længere.
Det er ikke fordi, jeg har taget en beslutning om, at jeg skulle have en pause.
Den er bare kommet helt af sig selv.
De ord og anekdoter, der plejede at krible i mig for at få ud, blev færre, blev stille og forstummede til sidst. Jeg har ad flere omgange været ved at lukke bloggen helt, men kunne så alligevel ikke få mig selv til det.
Der ligger trods alt syv års minder og fortællinger herinde.
En underliggende udvikling fra at være en ung voksen på 22 og på en uddannelse, jeg i mit stille sind aldrig troede, jeg ville gennemføre, til at være 29 år, fortravlet og spørge sig selv om, hvor vi egentlig har så travlt med at skulle hen?
Og altså, hvis jeg ikke lukkede bloggen, kunne jeg jo altid åbne den blanke side igen, hvis ordene skulle vende tilbage.
Og det gjorde de.
Mens jeg stod i badet og sang min egen dybfølte version af Someone Like You, mærkede jeg pludselig lysten til at sidde bag et tastatur igen. Og resolut som jeg jo er, tog det mig kun 1½ måned at købe en computer, så jeg kunne gøre noget ved det! Go me!
Jeg kan se, at det sidste indlæg er skrevet 24. september 2018 og jeg ville gerne fortælle jer, at jeg har været stille så længe, fordi jeg simpelthen har haft for travlt med mit nye, supertjekkede liv.
Men altså i fredags stod jeg med sur og skælvende stemme i Elgiganten og brægede at jeg “absolut ikke vil støtte dette etablissement” og forlod stedet med et teatralsk tryk på den sure smiley. Såeh, det dér supertjekkede liv, ikk’… det er der sgu så mange andre, der (lader som om) de lever. Lad os lade dem om det.
Så hvad har jeg lavet, når jeg ikke har givet Elgigantens medarbejdere noget at snakke om?
Vi må måske tage det i bidder.
Siden 24. september har jeg:
måtte konstatere, at min iPad er afgået ved døden
også konstateret, at jeg ikke kan finde ud af, at vælge en computer til at erstatte iPad
fundet ud af, at det dér med at have egen virksomhed er virkelig sjovt!
også fundet ud af, at jeg stadig er bange for min selvangivelse
kommet på Tinder igen, men jeg ORKER det i virkeligheden ikke
blevet spurgt utroligt mange gange om jeg har børn (men ikke på Tinder)
været ny på job og er blevet mindet om, hvor nervepirrende det er, når man hver dag frygter, at folk skal opdage, hvor stor en idiot du i virkeligheden er
spillet badminton 1-2 gange om ugen
én gang blevet smashet i hovedet, så min overlæbe svulmede op til imponerende størrelse (herligt at gå på arbejde og ligne et mislykket botox-tilfælde)
takket ja til 3 måneder i Ilulissat igen!
Og så tror jeg ikke, at vi når mere i dag, med mindre mit indlæg skal blive til en roman og min aftensmad blive kold.
Hvis du vil vide mere, må du spørge.
Og bare rolig. Vi er ikke færdige med at tale om Elgiganten!
Tak fordi du – måske – stadig læser med! Det er skønt at være tilbage!
Eline, TeknikkEline, BagEline, GlobEline, CykEline
Eller bare som altid, Sortpahvidt
Kender I det der med, at at man går og holder på en god historie?
En situation som du bare ved bliver en fandens god anekdote. Som du simpelthen ikke kan vente med at dele med verden?
Sådan havde jeg det overhovedet ikke med den her anekdote.
Jeg har faktisk i flere måneder forsøgt at lægge en distance til den i en sådan grad, at jeg håbede, at den bare ville dø hen.
Som et grumset og usammnehængende stykke af et mareridt, som man ikke er helt sikker på, at man har drømt.
Well, i mit sind er der desværre ingen tvivl om, at anekdoten ikke bare er et fjernt minde fra et mareridt. Det skete. Og det var fire timers meget håndgribelig ydmygelse.
Men ved I hvad?
Jeg har tænkt mig at dele den med jer, for at rykke den fra kategorien “En dag vil vi grine af det” til “I dag vil vi grine af det” og stå ved, at nogle gange så ryger man simpelthen fuldkommen ud ad sin komfortzone. Og det er ikke nødvendigvis fedt.
Men du dør ikke af det.
Jeg lover.
For kunne man det, så var jeg ganske enkelt gået op i røg og fordampet fra et beklumret lokale på Nørrebro en dag i december sidste år.
I november sidste år befandt jeg mig på et ret rodet sted i mit liv.
Jeg havde sagt mit arbejde op. Jeg var ked af det. Jeg vidste ikke, hvad der skulle blive af mig hverken arbejdsmæssigt eller generelt. Jeg var sådan set åben for det meste, hvis bare det indebar, at jeg følte, at jeg var på vej et sted hen. Et eller andet sted.
Og da jeg siden jeg var barn har gået og båret på en skuespillerdrøm, så blev jeg pludselig ramt af en det-er-nu-det-skal-være følelse. Jeg kunne da melde mig til optagelsesprøven! Det passede perfekt! … I know, set i bagklogskabens klare lys er det måske ikke dét, du skal kaste dig ud i, når du går rundt og har ondt i selvtilliden.
Jeg meldte mig til en improvisations-workshop hos en skuespiller og tog afsted med sommerfugle og let uro i maven.
Da jeg nåede frem, tog det mig ikke mange lange sekunder at indse, at jeg var aldeles malplaceret.
En elinefant i en glasbutik.
De øvrige ni deltagere var cirka otte år yngre end mig og havde allesammen gået på den samme teaterhøjskole. De var sgu som en hel lille, indforstået familie.
Med et hurtigt øjekast kunne jeg desuden se, at jeg var overdressed til lejligheden.
Alle havde gammelt joggingtøj på, og selvom jeg ikke var decideret pænt påklædt, var jeg bestemt ikke lige så lo-o-ose som de andre.
Det krævede næsten al min mentale styrke ikke at hakke neglene ind i dørkarmen og vende om på fodbalderne så hurtigt som menneskeligt muligt.
Jeg måtte på det bestemteste minde mig selv om, at fire timers læring jo ikke ville slå mig ihjel.
Men føk, jeg vil vove og påstå, at det var tæt på!
Så skulle vi igang med opvarmingen. Jeg blev lettet over at høre, at vi først skulle lave en “stille og rolig opvarming” – for lige at komme igang.
“Så de næste 20-30 minutter skal vi danse” lød det ildevarslende
No way, skreg min krop og mit hoved.
Jeg føking hader at danse.
H A D E R.
Min krop og en hvilken som helst rytme er slet ikke på bølgelængde. De passer ikke sammen.
Og hvis jeg laver noget med mine arme, ved mine ben ikke, hvad de skal lave – og vice versa.
Jeg ville hellere have revet fire negle af med roden, dyppet hænderne i saltvand og malet et selvportræt med mine blødende ekstremiteter!
“Bare rolig,” indskød læreren
Pyha, en joke, tænkte jeg lettet.
“For at det ikke skal være alt for grænseoverskridende, har jeg medbragt nogle inspirerende ting, som I skal danse ud fra”
Og så fik jeg stukket en hængelås i hånden.
Hvis øjne spontant kan glide ud ad deres dertilhørende øjenkugler, var mine med sikkerhed trillet ned til hængelåsen. Hvad. Fanden. ??!?????!
Rundt i lokalet var de ni vårhare begyndt at hvirvle rundt med alt fra fjerbolde til neglelakke og jeg stod med min hængelås, og bad om et insulintilfælde og en hurtig besvimelse til at befrie fra mine pinsler.
Jeg havde knap nok nået at bevæge mine ben, før musikken stoppede, vi skulle bytte og jeg pludselig stod med en ork i hånden.
… Og så var stilen for min workshop ligesom lagt.
Jeg var fire timers nummer sjok, bundlinje og bare lidt for stiv i betrækket.
Min største skuespilspræstation dén dag, var at lade som om jeg syntes det var fedt at være i live.
Da jeg 16.30 stod ude på det kolde fortov med kjole og hår i uorden, kom jeg til at tænke på, at en stor del af at finde sin vej, må være at finde ud af hvilken vej, man ikke skal gå.
Og det havde jeg så i hvert fald fald lige fundet ud af.
Og så fortjente jeg i øvrigt en fucking Oscar for at holde sammen på mig selv og oven i købet vinke entusiastisk med armene over hovedet på vej ud ad døren og melodisk mimre:
“HELD OG LYKKE TIL JER ALLE SAMMEN. OG TUUUUUUSIND TAK FOR I DAG!”
En fed fucking Oscar.
…
Men ikke nogen Danse-Award.
Jeg kan stadig ikke se skuespilleren i fjernsynet, uden at krumme tæer over min egen usle præstation den dag i december 2017.
Men for fanden, jeg kommer ikke til at sidde som 80-årig og tænke “hvad nu hvis…” Og det er egentligt ret befriende.
Og når jeg danser i dag er det faktisk lidt mere løssluppent.
Uden at tænke på hverken arme eller ben.
Eller hængelåse.
På den måde var det måske alligevel 400 bobs well spend?
Læs mere om hverdagens gråtoner på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT
Kender I det der med, at man er inde i en god stime?
Hvor håret falder i bølgende lokker, radion spiller lige din melodi og appelsinerne ganske enkelt dumper lige ned i din turban?
Sådan har jeg haft det.
Med fremskudte pegefingre er jeg spankuleret ned ad Amagerbrogade, mens jeg har nynnet These boots were made for walking og følt mig for fed til det her sted.
Og sådan tænkt for mig selv
Hvor er du bare vokset, Eline. Vokset, blevet voksen og selvstændig og tjekket.
Og bedst som man går der med alle sine appelsiner, opdager man, at man har trådt i en klistret hundelort, har spinat mellem tænderne og er gået rundt med bagsiden af nederdelen foldet op i sine strømpebukser.
Og så ved man, at stimen er slut.
Den gode stime.
Den tjekkede stime.
I dag havde jeg en aftale, som har været planlagt i 100 år.
Jeg konsulterede vanen tro Rejseplanen og selvom jeg ganske vist kunne tage afsted ti minutter senere, tænkte jeg omgående nej!, jeg tager afsted lidt tidligere, så jeg har god tid og kan sludre lidt med folk, når jeg kommer frem. Sådan har jeg det nu engang bedst. På den måde er jeg faktisk en smule tidsautist. Det går ikke godt, hvis jeg ikke er i god tid.
Og ak, i bussen stoppede vi for alle mulige – ja nærmest også alle umulige! – lyskryds, og jeg kunne ret hurtigt konstatere, at jeg ville få svært ved at nå skiftet mellem mine to busser.
Ganske rigtigt så jeg lige røven af min bus køre sin vej, mens jeg holdt for det sidste røde lys.
Jeg glædede mig over, at jeg i det mindste havde god musik i ørerne og kunne lukke myldertidens stress og jag ude, som om den nærmest ikke havde noget med mig at gøre.
Til min overraskelse var der 10 minutter til næste busafgang.
Det stressede mig en smule; nu havde jeg ikke længere god tid, men var snarere lidt tidspresset. Pyt, tænkte jeg, du kan alligevel ikke gøre hverken fra eller til, så læn dig dog tilbage og tag det med oprejst pande.
Kort efter tikkede en SMS ind:
Om jeg var på vej? Ja, bekræftede jeg. Måske lige 5 minutter forsinket.
Bare mødet ikke pludselig var aflyst, nåede jeg at undre mig.
Med mindre…. Det var da 15:30, ikk’? Eller? Skyndte jeg mig at skrive.
Og allerede før næste besked tikkede ind, vidste jeg bare: Nej, det var klokken 15.00
Og nu var klokken 15.10 og jeg var ikke engang tæt på at være fremme.
For føk sake!
Jeg satte mig dump ned på stoppestedets bænk ved siden af en ung fyr, der skævede til mig. Han sad og talte i telefon og en kvinde med barnevogn pludrede med sin baby. En ringetone forstyrrede og døde så hen igen.
Resten af turen, trommende jeg utålmodigt med fingrene på min taske.
Bussen var proppet og jeg nød at musikken i det mindste holdt mig med selskab og skærmede mig fra menneskemængdens furore. Kom nu, messede jeg indvendigt, komnukomnukomnu.
Da jeg endelig nåede frem, halsede jeg op på første sal, skridtede ned ad den lange gang og flåede høretelefonerne ud af ørerne.
Og så hørte jeg det melodisk og skarpt klinge:
BIPPEDI-BIIIP-BIP-BIP-BIPPEDI-FUCKING-BIIIIIIIIIIIP! (indsæt selv gentagelse i det uendelige)
Oh yes.
Min insulinpumpe ville lige gøre opmærksom på, at den snart skulle have skiftet batteri.
Og den tager ikke ingen reaktion som et afslag.
Man kan sgu ikke ghoste en insulinpumpe og taget i betragtning hvor utrolig høj en decibel, dens skingre jamren var nået op på— ja, så vil gætte på at den havde skreget ret længe.
Mindst 30 minutter – men hvem ved det?
Ikke mig, jeg havde jo hørt musik i hele rejsens længde på en god time!
Så undskyld, buspassagerer.
Undskyld, jer der har siddet ved siden af Den Bippende Dame.
Undskyld, jer der ventede på mig i fyrre minutter.
Undskyld, men min tjekkede stime er tydeligvis slut!
Kom tilbage i 2019!
Og prik mig så ellers gerne på skulderen, hvis jeg bipper og forstyrrer den offentlige ro og orden.
Jeg går ud fra, at jeg må have fucket adskillige høreapparater op på min langtrukne tur til Vestegnen!
Aktuelt sidder jeg hjemme i min lejlighed.
Siden 16. juni har jeg sammenlagt været hjemme i ti dage, så guderne skal vide, at det er godt at være her – omend jeg indrømmer, at jeg også sidder tilbage med en overraskende følelse af antiklimaks.
Alle sommerens planer ligger bag mig nu, og tilbage er de omtrent tusind ubesvarede spørgsmål, som har kigget afventende på mig siden engang i marts.
Men eftersom de tydeligvis ikke løber nogen vegne, de der spørgsmål, tillader jeg mig i stedet at besvare ét fra jer læsere i stedet.
For hvordan var det så at være jordemoder i Norge?
Sæt jer til rette, slå benene op og stik ungerne en iPad, for nu skal I høre.
Lige siden jeg kom hjem fra Grønland, har jeg haft lyst til at prøve at være jordemoder udenlands igen.
Før jeg tog til Norge, havde jeg forthørt mig hos andre jordemødre der havde været ansat deroppe, så jeg tænkte, at jeg var ret godt forberedt.
Jeg var nervøs – både på det faglige og sproglige – men trøstede mig med, at når jeg kunne klare mig i Grønland, var jeg nok ikke helt uduelig.
Det skulle imidlertid vise sig, at dén sammenligning ikke kunne være mere skæv. For i Grønland var jeg en nærmest enevældig jordemoder, der skulle finde ro i at være alene. I Norge skulle jeg vænne mig til, at selv når jeg troede, at jeg var alene, så var jeg det oftest ikke:
Fødselslægerne fulgte tit nøje med i hjertelydsovervågningen, som de kunne se fra computerne uden for fødestuen, og sørgede jeg ikke for at holde journalen opdateret, så de kunne følge med – ja, som kom de som regel på stuen uden videre.
I Danmark det nærmest at begå harakiri, hvis en fødselslæge skulle gå ind på en fødestue uden at være blevet tilkaldt. Samarbejdet mellem danske jordemødre og læger er generelt velfungerende, ligeværdigt og tillidsfuldt, så at troppe op på en stue uden videre, kan nemt tolkes som mistillid til en jordemoders faglige vurdering.
Så den norske arbejdsgang skulle jeg virkelig vænne mig til.
Der var også flere funktioner som jeg har været vant til at varetage, som tilfaldt læger. Jeg måtte huske, at spørge hvordan arbejdsfordelingen var på afdelingen, så jeg ikke af ren vane pludselig havde gjort noget, som ellers var en lægelig opgave.
Det bedste var nu engang at have en helt ukompliceret fødsel, for så kunne jeg lukke døren til fødestuen, lytte med den håndholdte hjertelydsovervågning og med god samvittighed gøre som altid har gjort.
Til gengæld fik jeg også helt andre opgaver end ellers. For eksempel at assistere lægerne i forbindelse med gynækologiske undersøgelser. Undskyld læger og kvinder; jeg har formentligt været den mest håbløse assistent nogensinde!
Fumlet rundt med sterile indpakninger og podninger og rendt rundt efter ting som en hovedløs høne! Bortset fra at en hovedløs høne ville have haft bedre retningssans end mig!
Det bedste deroppe var dog, at der som regel var god tid til de gravide, fødende og barslende. Mens regnen trommede tilfældigt på ruderne på fødestuen, kunne en nybagt mor ligge og amme og kigge udover byen som lå indhyllet i grålige nuancer, og jeg kunne med ro i sindet tage den tid, der var brug for, før jeg forstyrrede familien eller mig selv.
De allerfleste vagter fik jeg spist op til flere måltider – og skulle det glippe, kunne jeg oftest få en kollega til at afløse mig, mens jeg lige blev tanket op. Fordi der var tid, var det oftest nemmere at hjælpe hinanden.
Det dækker vist meget godt det faglige. Så var der min anden bekymring: sproget.
Til det første vagtskifte, nåede jeg virkelig at tænke
“what the actual fuck?? HVAD er jeg dog for en indbildsk person – fatter hat?!”
Heldigvis blev det hurtigt bedre. Dog var der stadig lidt problemer den anden vej – nordmændene havde svært ved at forstå mig…
Jeg endte med at tage den norske syngende klang til mig, og så gik det faktisk en del bedre. Selvom jeg formentligt talte SKAM-norsk, var der meget bedre respons. Synes også, at jeg da egentligt var ret god til at tage nye, norske ord til mig. Snart kunne jeg slynge om mig med ord som
Og kom jeg i bekneb, var mit udgangspunkt egentlig bare, at det handlede om at fake it ’till you make it og det virkede vist sådan nogenlunde.
Bevares, jeg så da godt, at både lægen og den fødende ikke kunne lade være med at grine, da jeg i allerivrigste stil spruttede mit sdanskinaviske under pressefasen. I shit you not; den fødende grinede! Men faktum var, at det hjalp jo!
Jeg forstod dog først for alvor, hvor ringe mit norskdanske var, da jeg for første gang kom til at nævne, at jeg jo var halvgræker og lægens resolutte reaktion var:
Jeg nænnede ikke at fortælle, at mit mærkelig danske i virkeligheden var mit longshot på norsk.
Jeg nikkede bare, som om jeg var bekendt med og afklaret med mit gebrokne “dansk” og havde accepteret min skæbne som jordemoderen med det interessante sprog.
Ja ja, for fanden. Man kan jo ikke vinde hver gang!
Men bare pas på, Norge, for I er sikkert ikke færdige med at lægge land og krop til min “græske” dialekt!
Følg hverdagens gråtoner på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPPEN.
“Neste stop Haugesund Sykehus” lød det i bushøjtaleren, og jeg dingede pligtskyldigt på STOPknappen, og fumlede med at løsne sikkerhedsselen.
Chaufføren stillede min kuffert noget så eftertrykkeligt på fortovet, kravlede tilbage i førersædet, smækkede dørene og forlod mig og min fysiske såvel som mentale bagage alene tilbage.
Overfor mig var to store bygninger, som jeg kunne konstatere var sygehuset.
Umiddelbart kunne jeg kun se en indgang til noget øre-, næse-, halsafdeling og jeg besluttede mig for at trække min kuffert, Det Blå Bumleskrummel tættere på og se, hvad jeg kunne finde ud af.
I mit informationsbrev stod kun, at jeg skulle henvende mig i sygehusets reception for at få nøglerne til min gæstehybel. Der stod ikke noget om, hvilke af de to bygninger, der tårnede sig op foran mig, der var sygehuset.
Men på den nærmeste stod med store, fede bogstaver hovedindgang og jeg satsede på at der var dér jeg skulle hen.
Men ak, døren ind til receptionen var låst og på klokken stod der, at man i weekenden og om aftenen skulle ringe på for at komme ind. Jeg tænkte mig om.
Okay; det var BÅDE weekend og aften, så det gav sådan set mening nok, at indgangspartiet så ud til at ligge øde hen.
Herregud, i Ilulissat lukkede sygehuset jo klokken 17, så der skal efterhånden en del til, for at få mig til at løfte øjenbrynene.
Jeg ringede på og et par øjeblikke efter blev jeg konfronteret med, at norsk faktisk er meget sværere at forstå, når der ikke er undertekster på…
Damen i højtaleren forstod mig tydeligvis heller ikke, da jeg højt mumlende beskrev mit ærinde som at “jeg skulle hente en nøgle”. Hun lukkede mig dog ind, og jeg trak Bumleskrummel med mig.
Det tog mig nogle lange minutter – og adskillige forsøg på at finde receptionen i en labyrint af lukkede døre – at forstå, at jeg nok befandt mig på en ret weekendafmennesket døgnafdeling.
Jeg gik ud i solen med uforrettet sag og fandt informationerne frem på min telefon. Eftersom jeg tydeligvis ikke intuitivt kunne finde frem til sygehuset, endte jeg med taste adressen ind på maps.
Bare 700 meter til destinationen. Fedt, for jeg var sådan set allerede ret træt af Bumleskrummel, som på den grovkornede asfalt gjorde meget lidt for at komme gelinde rundt.
Da jeg efter ti minutter rundt og rundt og rundt efter google maps’ “anvisninger” befandt mig omkring 20 meter fra mit udgangspunkt, var jeg pænt negativ.
Kom ind i den bygningen, fik velkomstkuvert og skyndte mig ud igen.
Stod nu i dilemma:
Ville hurtigst muligt frem til gæstehybel som skulle ligge 1,3 kilometer væk.
Skulle ifølge rutevejledningen i tage 18 minutter på gåben.
Kunne også tage bus, hvilket jo unægteligt måtte gå hurtigere.
Men det var søndag, og der var derfor 15-20 minutter til at næste bus kom.
Hul i det, tænkte jeg. Det er en kort gåtur – det kan jeg fandme godt klare, selvom Bumleskrummel er overvægtig og tung i røven. Det er en tilstand, jeg er jævnt vant til!
Og så gik jeg ellers derudaf.
Jeg vil med det samme understrege, at jeg havde overvejet, om monstro jeg skulle op og ned ad bakker for at komme til hyblen.
Det var med i mine beregninger.
Havde bare med al tydelighed forregnet mig.
Jeg havde gået omtrent hundrede meter med gumpetunge Bumleskrummel, da min højre hånds fingre var hvide og prikkede og forlangte afløsning.
Da jeg havde gået 500 meter bandede jeg højlydt og følte mig mere som deltager i Alene i Vildmarken end Jordemoder på Eventyr.
Den lillebitte stigning jeg havde taget i åsyn og forkastet som det rene ingenting, føltes på daværende tidspunkt som en bjergbestigning med verdens mest modarbejdende makker på slæb.
Bumleskrummel trak mig hele tiden i modsatte retning – som et forvokset barn, der nægtede at forlade en slikbutik.
For helvede, mine arme!
Mine arme arme!
Jeg er ganske overbevist om, at jeg langsomt og sikkert var ved at trække mine overarmsknogler ud af deres dertilhørende kugleled i skulderen.
Jeg og mine pissegode beregninger!
Da jeg nåede frem til gæstehyblen – efter at have forceret både græsplæner og buske – fattede jeg ikke, at jeg “kun” havde gået lettere forvildet rundt i 30 minutter.
Føking Google Maps.
Mine arme føltes så lange, at jeg slet ikke behøvede at gå ned til sygehuset næste dag – jeg kunne bare sende mine jordemoderhænder selvstændigt.
Så kom jeg til at tænke på, at jeg måske rent faktisk skulle tage imod en norsk jente eller gut om under 12 timer – armdeform eller ej! – og så begyndte jeg først rigtigt at svede!
Følg hverdagens gråtoner i en lettere vildfaren tilværelse på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT
Nogle gange sker der ting i mit liv, hvor jeg får lyst til at bøje nakken bagover, rette blikket mod den uudgrundelige himmel og forsøge at tage fru Gud i åsyn.
For jeg vil gerne spørge:
Hvad FØK er det egentlig, du har gang i??
Hvorfor opsætter du scenarier, som kunne være en virkelig ringe B-film værdig? Hvorfor?
Hvorfor skal jeg til tider kigge på mig selv og overveje om Adam Sandler skal spille hovedrollen i filmen om mit liv?
Hvorfor? Hva’?
Og når fru Gud så ikke svarer, så henvender jeg mig i stedet til jer, der læser med, for ét eller andet sted skal jeg jo projicere mine elendigheder hen.
Nåh, men i går tog jeg over til en veninde.
Hun og hendes kæreste er ude at rejse, og jeg har lovet at være blomsterpasser.
Da jeg ankom til lejligheden kunne jeg mærke, at jeg havde taget for meget tøj på til cykelturen, og jeg dampede under min grå trøje.
Jeg lyttede til en podcast, men da jeg ikke havde nogle lommer i min kjole, og ikke gad at slæbe rundt på tasken, mens jeg vandede, lagde jeg min oppakning fra mig og gav min udelte opmærksomhed til den forestående opgave.
Det dér med at tage sig af folks lejligheder er jo en betroet opgave, så jeg tænkte, at jeg ville sørge for at mine venner kom hjem til en dejlig, frisk lejlighed oven på den sidste tids klæbende varme.
Jeg åbnede dørene til begge altaner i lejligheden.
Snart efter mærkede jeg selvtilfreds den kølige vind smyge sig op ad mine ben som en kælen kat, ahhh!
Så fyldte jeg vandkanden og rettede opmærksomheden mod de indendørs planter.
Vande, vande, vande. Fylde vandkande. Og vande, vande vande.
Så blev det altanplanternes tur.
ÅH! Det var godt at komme ud på altanen, hvor det luftede endnu mere!
Vande, vande, vande.
Vande potte, vande krukke, vande altankassen bag døren.
Vande, vande, vande.
Done.
Piece of friggin’ mothercake!
Jeg rettede mig op fra mit vandeforetagende og greb bagud efter altandøren, men mærkede ikke andet end luft mellem mine fingre.
Jeg vendte mig og kiggede over mod døren.
Vinden havde skubbet den i.
Jeg grinede først lidt bøvet, da jeg for mit indre blik kunne se mig selv stå fanget på den lille altan.
Tænk, hvis den slags kunne ske – sådan rigtigt!
Nøj, så kunne naboerne nok få sig noget at tale om!
Så kiggede jeg nærmere på døren; først med øjnene og så med fingrene. Følte efter en ujævnhed mellem dør og karm, som jeg kunne trække op.
Det var lige godt pokkers.
Døren sad da godt nok helt i niveau med dørkarmen – vinden måtte da have givet den et effektivt puf.
Her blev jeg lige en lille smule betænkelig.
Måske kom der endda en umærkelig, nervøs latter fra mig.
Jeg manede den dog til ro.
Altså, jeg er jo ikke idiot.
Vel?
Selvfølgelig kunne jeg få døren op.
Jeg prøvede først at puffe lidt til døren. Min egen slidte altandør ville straks blive returneret ud af de løse dørkarme med den slidte isolering. Men i det kvalitetssikrede nybyggeri skete der absolut ingenting.
Her begyndte jeg at blive opmærksom på, at jeg befandt mig på fjerde sal.
Så forsøgte jeg at gribe om døren med mine små, krampagtige fingre. Efter bedste evne prøvede jeg at trække døren til mig, men ingenting skete.
Jeg greb fat ad flere omgange, trak, lirkede, bad, bandede, prustede og lavede endnu et greb.
Jeg fik i spejlingen fra glasruden øje på mit eget forsvedte ansigt.
Så kiggede jeg pludselig gennem mit selvportræt af Svend Sved og så i stedet ind i entréen og et “åh” undslap mine læber, da jeg så, hvad der lå derinde.
Min taske.
Min telefon.
Muligvis min værdighed.
Alt.
For helvede. Hvordan kunne det ske? Hvordan kunne jeg lukke mig selv ude på en altan? Og jeg, der ellers altid har min telefon på mig… Det her var simpelthen for pinligt!
Jeg ville gerne sige, at jeg mærkede hele vejen rundt i karmen for at finde et sted, hvor jeg bedre kunne få fat i døren, men jeg måtte give fortabt med dørens øverste kant – jeg kunne ganske enkelt ikke nå! Sjældent har det været mere frustrerende at være to lorte høj.
Til sidst måtte jeg have pusten og vendte mig væk fra døren.
Skulle jeg prøve at kalde på nogen?
Ej, bare tanken gav mig højrøde kinder! Og for føk sake: jeg stod på fjerde sal, klokken var 12.30, det var onsdag og ikke et eneste menneske kunne jeg se dér langt, åh så langt (!) nede.
Jeg tvivlede på, at jeg overhovedet kunne få mig selv til at præstere en tilstrækkelig høj decibel.
Nej. Det kom simpelthen ikke til at ske.
Desuden gjorde det mig endnu mere desperat at stå og kigge ud i intetheden deropppefra.
Meget spøjst at man kan have højdeskræk og klaustrofobi på én og samme tid, skal jeg hilse!
Jeg kiggede rundt på altanen efter noget til at lirke døren op med, men med mindre en friskvandet timian har magiske evner, var der intet forhåndenværende, der kunne være behjælpeligt.
Der var ikke andet at gøre: Jeg måtte bare blive ved med at prøve
Og så –endelig!– bedst som jeg lå på mine knoklede knæ og greb fat i dørens nederste hjørne og fremviste min største muskelgruppe til hele Ørestaden
GIK DØREN OP!
Og øjeblikket efter stod jeg atter inde i lejligheden.
…
Det var først, da jeg lettere fortumlet stod ved køkkenvasken og satte vandkanden på plads, at jeg fik øje på kvinden på den modsatte altan, som sad og slikkede solskin.
Jeg ved ikke, om hun var vidne til mit lille Houdini-show med indbygget blottertendens, men for pokker, jeg håber det ikke!
… Ellers kunne hun i det mindste lige have sat noget musik på og råbt, at hun heppede på mig!
Er fru Gud også særlig morsom, når hun indspiller din livsfilm?
Er du nogensinde blevet lukket ude et ufedt sted?
Og helt ærligt; det dér ordsprog med at når en dør lukkes, åbnes der en ny (eller hvordan det nu er):
Fuck det!
Følg bloggen til Norge og/eller altaner på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller Snapchat
For tiden har jeg god tid til at skrive herinde.
Min hverdag er heller ikke en kedelig gråmasse af sammenklistrede tanker længere.
Jeg mødes med veninder og venner, fordyber mig i én eller anden form for fremtid og får min del af både rosé og fede fødsler – dog ikke på samme tid, forstås.
Men så snart jeg beslutter mig for at sætte mig til tastaturet, så stirrer jeg tomt på skærmen og tager mig selv i at tænke
HVAD FØK PLEJEDE JEG AT SKRIVE HERINDE?
Jeg mener bare: jeg oplever hverken mere eller mindre end jeg gjorde i sin tid, da ordene sprøjtede ud af mine fingre, så hvorfor kommer de ikke?
Jeg føler mig ikke længere hverken stresset eller udtømt, så helt ærligt; ham Kreativiteten må gerne komme igen.
Jeg har prøvet at lokke ham til mig med ferier, frie tøjler, små tegninger og jeg-lever-bedre-uden-dig attituden.
Indtil videre uden resultat.
Det er vitterligt ikke uden grund, at jeg omtaler Kreativiteten som en Ham, for boy oh boy, den opfører sig som en umulig scoring.
Det eneste jeg ved med sikkerhed er, at det hverken nytter at græde eller skabe sig – sådan er der altså ikke nogen, der er særligt attraktive.
Og så! Som du bedst tænker, at du klarer dig fint og at du måske endda er videre, ja, at du måske skal til at gå til pileflet i stedet – bum! – så dukker han op.
Charmerende og irriterende selvsikker står han i døren og tager for givet, at du bare lukker ham ind.
Altid når du dybest set var på vej et andet sted hen – nærmere betegnet din seng – og efterlader dig i det evige dilemma:
Lukke ham ind og spolere din nattesøvn eller få ham til at love at han kommer igen i morgen.
Jeg er efterhånden gammel i gårde i vores katten-efter-musen-leg og derfor ved jeg, at det vil udspille sig på én af tre følgende måder:
1) Jeg tegner til langt ud på natten.
Måske var ideen faktisk bedre om natten, og jeg ender med ikke at have noget reelt færdigt produkt. Måske tænker jeg endda “hvad fanden er det her?”, når jeg ser på det i morgenens klare lys.
2) Jeg laver en aftale med Kreativiteten om, at han bliver hængende til i morgen. Vi laver måske endda en skriftlig aftale om, hvad det drejede sig om. Men næste morgen vågner jeg til en rungende tom lejlighed og ditto tomt hoved, og kigger på en seddel hvor der bare står
SLUTNINGEN PÅ HOW I MET YOUR MOTHER
uden jeg har den fjerneste anelse om, hvad dét skulle betyde.
3) Jeg tegner. Men ikke til langt ud på natten. Bare til et par timer efter almindelig sengetid.
Men næste morgen er Han alligevel væk – og man sidder tilbage med utilfredsstillende “nwhah”-følelse, og et blogindlæg som dét her. Og hvor den person på tegningen jeg lavede i nat, er mere vellykket end den jeg lavede i eftermiddag.
Åh for crying out loud.
Mænd og Kreativitet.
Hverken helt til at leve med eller uden for tiden!
Er jeres Kreativiteter, Arbejdsmoraler, Energiniveauer og Madlavningsambitioner også mænd?
Kan I leve med flere indlæg – måske uden besøg af undertegnedes Kreativitet – for at jeg kan komme i “skriveform” igen?
Og kan jeg?
Anyways; god weekend.
Med eller uden mænd.
Følg med på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT.
Navnet er som altid
Sortpahvidt
Det er – som tidligere fortalt – ikke en tilfældighed, at bloggen her hedder Sortpahvidt.
Udover de sort/hvide streger og ord henviser navnet også til min egen personlighed.
Jeg er i masser af år blevet kærligt mobbet af særligt min nærmeste familie for at være noget sort/hvid anlagt.
Og er det ikke Tyrion i Game of Thrones som bemærker til Jon Snow, at man skal sørge for at tage sine øgenavne til sig og bære dem som en rustning, så folk til sidst ikke længere kan lave sjov med det?
*Geek alert, I know*
Anyhow;
Det med at være sorthvid-anlagt kan både have fordele og ulemper.
Som fordel kan det nævnes, at man skal være mere end almindeligt tykhudet eller decideret følelsesmæssigt afstumpet, for ikke at vide, hvilket humør jeg er i.
Jeg kan til tider give udtrykket humørbombe en helt ny betydning…
Som klar ulempe må det dog fremhæves, at det der sort-hvide også selv er svært at navigere i.
For hvad end det drejer sig om humør, håndtering af køkkenaffald, litterære udfoldelser, engagementet i anden sæson af A Handmaid’s Tale eller ophængning af julepynt, vil det være anledning til at modpoler mødes.
Og dét sted er min krop.
Og når jeg står op om morgenen er det så godt som umuligt at vide, hvilken af polerne, der dominere den pågældende dag.
Særligt i kategorien VELOPLAGTHED er det tydeligt, at jeg kun har to niveauer.
Du kan se dem her:
Og altså, i dag har jeg for eksempel sorteret alle mine hudcremer.
Det gør mig lidt nervøs for, hvad morgendagen mon vil bringe.
Både fordi det måske betyder “ingenting”, men også kan være, at det er at “rydde ud i Det Sorte Hul” som jeg kalder mit kælderrum, hvor jeg med stor sandsynlighed kan forsvinde for stedse.
…
Hvis der bliver mere end almindeligt stille på linjen hér, så send lige en patruljevogn til Amager i kælderen under nummer 10, ikk’?
Pretty please.
Som altid kan du følge med på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT.
Og navnet er – og vil altid være – Sortpahvidt
… Og sig mig så, findes der reelt et mellemniveau af VELOPLAGTHED?
I sensommeren startede en nedadgående spiral, når det kom til indlæg her på bloggen.
Det blev fortsat sværere og sværere; ordene ville ikke komme, kreativiteten udeblev. Dagene føltes som et langsomt rullende jordskred, hvor den ene tog den anden og tårnede sig krævende op omkring mig og truede med at sluge mig. I den brungrå dagligdag syntes jeg ikke, at jeg oplevede noget, der var værd at dele her.
Og uden ordene og tegningerne, ja, så overvejede jeg længe og grundigt, om det måske var tid til at trække stikket her.
Heldigvis er det gået fremad i takt med, at jeg har fået mere overskud. Dog flyder anekdoterne endnu ikke, som de gjorde engang. Nogle gange føles det som om de ligger på en meget lille plads i min hjerne og sidder fast dér som et stykke tyggegummi; urimeligt svære at trække frem.
Og så er der anekdoter, som den her, der nærmest fortæller sig selv.
Så jeg advarer med det samme: har du ikke tid nu – kalder børnene, arbejdet eller solen – så læg skærmen fra dig, for jeg har på fornemmelsen, at følgende bliver langt:
Jeg havde verdens længste rejse fra Korfu til Amager i løregas.
Ferien havde været over al forventning. Solen havde skinnet fuldkommen sommerligt, jeg havde drukket tres liter retzina og lyttet til lydbøger, læst, tegnet, grinet og lavet ingenting.
Jeg følte mig derfor i perfekt harmoni med mig selv og mine omgivelser, da jeg sammen med mine forældre trådte ud foran Korfus lufthavn.
Men altså; der var trods alt stadigvæk nogle flyrejser foran mig, og som faste læsere ved, så er jeg ikke helt pjattet med at flyve. Også fordi der på én eller anden måde altid går noget galt for mig. Vi taler dengang jeg “blev væk” i lufthavnen, vi taler dengang vi nærmest aldrig var kommet afsted. Vi taler stort set altid.
Som om flystressen ikke var nok i sig selv.
Nåh, men altså. Det er ikke skidenemt at komme fra Korfu til København, og uden for højsæsonen er en mellemlanding ganske enkelt obligatorisk. Vi har prøvet ALLE veje til og fra Korfu. A l l e!
I går udmærkede sig dog ved, at vores flyvning som havde lydt:
Korfu – Zürich
Zürich – København
Af rejseselskabet var blevet ændret til:
Korfu – Zürich
Zürich – Frankfurt
Frankfurt – København
Da min mor i sin tid læste dén bekendtgørelse op for mig, var jeg lige ved at få en blodstyrtning.
Men altså; jeg konkluderede at jeg var for ung til at dø af blodsstyrtning og for gammel til at græde over en flytur. Og så lovede jeg mig selv, at det nok skulle gå.
Og hånden på hjertet: jeg måtte indrømme, at rejsen TIL Korfu faktisk gik fint nok, selvom den også bød på to mellemlandinger.
Anyway: tilbage til hjemrejsen.
Da vi ankom til Korfus lufthavn, var det ligesom at træde ind på et kæmpe gedemarked.
Hvor du altså selv er en ged, alle er en ged og gederne hektisk myldrer i tilfældige retninger – hvis de altså ikke står i en fed, ubevægelig kø – og ingen aner hvad de laver. En gang imellem råber nogen skrattende noget i en højtaler, som både du og gedehyrderne burde forstå, men som er ganske ugenkendelig og helt sikkert giver skader på det indre øre.
Mine forældre og jeg sendte hinanden øjne, men stadig opfyldt af feriefredfyldt karma, trak vi bare på skuldrene.
Vi tog opstilling i check-in køen.
Og her stod vi så i halvanden time, hvor skrankerne ikke åbnede og alle gederne så til med mere og mere apati, mens gedehyrderne kiggede fåret på hinanden.
Havde jeg vidst, at dét stort set ville være den roligste, mest harmoniske del af min rejse, havde jeg muligvis nydt den mere.
I stedet spruttede jeg af stress ved tanken om, at vi nu ville komme til at løbe fra fly til fly gennem Europa.
Jeg ville gerne gå i detaljer med HVOR kikset alle vores flyvninger og mellemlandinger gik, men for at spare os alle den traumatiske og langtrukne misere, har jeg besluttet mig for, at tage os igennem rejsen sammen ved hjælp af filmtitler.
I present to you:
Flyvning 1 (Korfu – Zürich)
Afgangstidspunkt: Herfra til evigheden
Indflyvning: Rocky 1+2+3+4+5 (Vær sød ikke at tvinge min morgenmad op igen, tak!)
Forsinkelse: Mamma mia!
Mentaltilstand: Raseri i blodet (Wire in the blood)
Flyvning 2 (Zürich – Frankfurt)
Afgangstidspunkt: Gone baby gone
Indflyvning: Stormfulde højder!
Forsinkelse: Omstigning til Paris (hvis vi ikke skynder os misser vi næste fly, og HVEM VED hvor vi så ender??!)
Mentaltilstand: F%!?@!?“6%!”&@€ (Lost in Translation)
Flyvning 3 (Frankfurt – København)
Afgangstidspunkt: Dommedag nu (forsinket for 3.gang)
Indflyvning: Borte med blæsten (men i det mindste hjemme)
Forsinkelse: Helt sikkert… Måske
Mentaltilstand: Wonder woman (hvem giver mig en medalje for at have overlevet det her??)
…
Da vi langt om længe landede i Kastrup lufthavn, følte jeg at vi havde været undervejs i flere uger og havde fløjet i mindst halvtreds fallerede flyvemaskiner. Jeg kiggede bælgøjet på mine forældre, og tænkte:
“Ej, fandme nej, om sådan en dejlig ferie skal ende på sådan en nedern måde!”
Og foreslog, at vi tog hjem og spiste hos dem og fik afsluttet ferien med manér.
Vi var heldigvis enige om, at vi skulle være flere om at bestemme, om denne dag skulle være præget af nedtur.
Og så gik vi hjem, og alt var ren harmoni.
…
Indtil jeg ville aflevere de ting, jeg havde haft i min kuffert til mine forældre.
Jeg åbnede min blå eventyrer og blev mødt af en grøn røgsky.
Hvad jeg havde taget med hjem, var åbenbart insektgift.
I pulverform.
Engang var det samlet i en æske.
Nu havde det istedet transformeret sig til at sætte farve på min tilværelse.
Her taler vi nærmere bestemt: mit tøj, min tandbørste, mine kontaktlinser, min tegneblok og mit elskede grønlandske penalhus.
Jeg blev næsten lige så grøn i hovedet som insektmidlet, da jeg plettet fiskede et tandbørstehoved – som jeg aldrig mere vil putte i munden – frem fra den grønblå pulverplanet, som min kuffert var blevet til.
Jeg gjorde som et hvert barn – uanset alder – ville gøre i samme situation.
Jeg bøvede:
“Øh… Mo-ar…?”
Og mens panikken spredte sig blandt mine forældre og debatter om hvordan grønt pulver var kommet ud af æsken, og hvem der havde besluttet at den skulle med hjem, og om hvem der kunne holde katten væk indtil vi var færdige med den yderst kontaminerede kuffert, sluttede jeg den filmiske dag af med at citere en bogtitel:
“En dag vil vi grine af det”
Går det også galt, når du skal ud at flyve?
Hvad er din værste rejsebommert?
Bliver sælskindspenalhuse nogensinde sig selv, når de først er blevet grønne?
Følg hverdagens grøntoner på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT
Navnet er som altid
Sortpahvidt
