Hold lige kæft, jeg hækler (og det bliver virkelig grimt)

Jeg er klar over, at december har budt på lige lovligt meget stilhed herinde.
Jeg ville gerne sige, at det er fordi jeg er begyndt til paragliding, løvetæmmeri eller fridykning… men det er det ikke.
Jeg må indrømme, at jeg har brugt mine decemberfridage på at bælle julethe og voldæde TV-serier.
Hvis du spørger mig på det rette tidspunkt, hvor hurtigt man kan se en serie – alle 4 sæsoner – fra start til slut, så kunne svaret i december rent hypotetisk være: “en uge”.
Ja, flot er det sgu ikke, men jeg står ved det; jeg er blevet TV-serie-holiker.
Jeg så sidste afsnit af GIRLS i går, og nu kunne næste serie egentlig godt stå på spring til at overtage alle de vågne timer, jeg ikke bruger på fødsler eller madlavning – men det gør den ikke.

For netop som jeg ikke troede, at jeg kunne blive mere eneboer-plantedame-lever-af-the-og-kål-og-tv-agtigt skete der noget.
Jeg er blevet trestusind år ældre.
Og blevet vild med at hækle.
Ikke at der er noget galt med folk, der hækler. Jeg tror bare, at man skal vælge sine hobbyer med omhu. Man må simpelthen ikke både være plante-, portvins-, skrive-, og thefreak, uden også lige at smække et par mere ungdommelige emner ned i gryden.
Såsom…. ildsluger eller modedronning.
I hvert fald ikke(!) hækledame.
Seriøst, når jeg lægger mig til at sove, kan jeg se mine fingre fumle med garn og hæklenål!
Nogle tæller får – jeg tæller stangmasker!

image

Og helt ærligt; der er ikke plads til flere mislykkede kreative projekter herhjemme.
Prøvede strikning dengang jeg begyndte på jordemoderuddannelsen. Mest for at læreren ikke kun skulle kunne få øjenkontakt med mig, fordi alle andre sad og nidstirrede deres garnnøgle, hver gang der blev stillet et spørgsmål.
Det var vældig hipt at strikke. I shit you not.
Nåh, men det gik virkelig dårligt med det strikkeri. Tabte masker og pinde og mest af alt; tålmodigheden.
Begravet under et par fleecetæpper ligger de sørgelige rester af mit strikketøj, og jeg tror aldrig jeg samler det op igen.

Og nu sidder jeg så her med alle de vilde ambitioner, som hører naturligt med, når man har fået en ny hobby.
Jeg ville gerne hækle babyhuer til mine jordemoderbørn.
Men helt ærligt;
Dét jeg har gang i lige nu, ligner mest af alt en grydelap.
En meget hul én…

Har I en gakket hobby? Eller en gakket hobby for meget? Hvad stiller man op med alt det grimme, man har produceret og ender med at have liggende og flyde?
Man kan da ikke give det hele til sine forældre?
Eller kan man?

Vil du se billede af de mislykkede hæklerier, kan du følge bloggen på INSTAGRAM og på FACEBOOK  kan du blive opdateret, hver gang der er nyt læsestof!

Min egentlige ønskeseddel

Okay.
Julen er over os og rundt i cyberspace lyner vores kontooplysninger, mens vi prøver at finde den helt rigtige julegave til vores venner og familier.

Men åh, det med ønskesedler synes jeg er så svært!
Hvis man kunne få karakterer for udførslen af ønskesedler, ville jeg helt sikkert få 00 eller 02 eller hvad vi ellers arbejder med nu.
Du ved, jeg ville formentlig kun kunne finde ud af at sætte mit navn i øverste venstre hjørne. Efter lidt tid tilføje “ønsker” og så ellers stirre på papiret med øjne så tomme tom min bankkonto.

Ønskerne dukker op. Bare oftest efter jeg har sendt ønskesedlen rundt. På den står ting som cremer, øreringe, sengetøj og des lige.

Men lad mig være helt ærlig.
Det hér er hvad jeg virkelig ønsker mig, hvis man ellers måtte vælge frit på alle hylder:

– altid varme fødder

– rengøringshjælp

– stemme som Adele

– hårløse ben. For altid.

– at kunne drikke uden at få tømmermænd

– ti centimeter mere i højden

– ti kilo mindre i bredden

– to lørdage på en uge

denne her fjernbetjening

– mandlige kolleger. *host* undskyld, unge, mandlige kolleger

– evnen til at vågne – frisk – fem minutter før mit vækkeur

– sengetøj der dufter af nyslået græs

– en anden slutning på tredje sæson i Homeland

– lønforhøjelse

en kæreste en til at slå edderkopperne ihjel

og endelig lidt færre nattevagter.
Det er mine ubeskedne ønsker.
Hvad er jeres?

kan du ikke få nok, kan du følge bloggen på FACEBOOK eller INSTAGRAM

Frøken Stivnet Smil

Generelt set – og ikke for at blære mig – så er jeg verdensmester i mingling.
Ej men jeg kan eddergadøvlemig smalltalke enhver plejehjemsbeboer træt. Forældre verden over (ok, med visse undtagelser) er vilde med mig! Giv mig en velkomstdrink i hånden og sure Tante Oda som borddame, og du skal se hende le en perlende latter efter ganske kort tid.

Generelt set, ikk’?
Dog kan jeg også godt være lidt tid om at åbne op for godteposen, indtil jeg føler mig tilpas i et selskab. Måske var det derfor, at jeg på et tidspunkt til en evaluering mens jeg var studerende, pludselig omtalt som værende en “stille pige”.
Dengang blev jeg lamslået. Var der én ting, jeg aldrig var blevet beskyldt for, så var det da at være stille!
Og jeg tror ikke, at nogen af mine nuværende kolleger ville synes, at dén label er særlig passende længere…

Men andre gange og oftest helt ud af det blå, bliver jeg pludselig ramt af overvældende generthedstilfælde.
Min diametrale modsætning.
Frøken Stivnet Smil
Det er altid på de mest ubelejlige tidspunkter og udelukkende når jeg absolut kun kender værtsparret eller en bekendt af en bekendt som netop er gået på toilettet eller er i snak med en anden.
Pludselig står hun dér.
Og smiler sit anstrengte smil.
Med maniske øjne, der fastlåser dit blik i akavet tavshed.
Mens vi begge slynger drinken i glassene.
Rundt og rundt og rundt.
Rømmer os.
Sveden klistrer i armhulerne.
Jeg kunne jo påstå, at jeg, når jeg bliver til frøken Stivnet Smil er fuldkommen tom for hjerneaktivitet. Men faktisk er det helt modsatte tilfældet:

image

Jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op med frøken Stivnet Smil.
Jeg har prøvet, at tale hende ud af sin akavethed ved bare at sige et eller andet, men det er sjældent det virkelig hjælper. Tilfældet er snarere, at jeg laver en Bridget Jones og spørger hvor toilettet er.
Jeg har prøvet at smådrikke hende væk med… lad os kalde det varierende succes.
Ignorere hende er slet ikke en mulighed.
Forleden stod jeg i ti stive minutter og stirrede klamtsvedende ud i luften og prøvede at se afslappet og veltilpas ud, mens jeg ventede på min veninde kom igennem toiletkøen. På sådan et tidspunkt gad jeg godt at kunne sende min generte side langt væk, og bare falde naturligt ind i en samtale med den nærmeste gruppe mennesker.
I stedet endte jeg med febrilsk at finde min telefon frem…

Hvad gør I andre, når I får besøg af frøken Stivnet Smil?
Findes der monstro en kur eller må man bare lære at leve med hende?
Og sørge for at være iklædt svedafvisende tøjklæder, når hun dukker op…

Hvis du ikke kan få nok, kan du følge bloggen på FACEBOOK (så går du aldrig glip af et indlæg) eller på INSTAGRAM (så får du også alle de små, grå hverdagsglimt)