Glædelig jul alle sammen. Så sidder du nok ligesom jeg selv, og venter på al den lækre mad du skal spise?

Hvad skal du have på? Personligt stemmer jeg for joggingbukser med ekstra fleksibel elastik, men tror, at det ville blive nedstemt…
Så ender nok i en form for kjole. Som sidder til lige under brystet. På den måde kan min mave feste i hemmelighed under stoffet.
Ja, det er bare mit fif, feel free to use it, drenge og piger.

Der kommer snarest en juletegning-kavalkade.
Og indtil da:
Glædelig jul! Og spis ikke noget fraaaaaa…. NU af! Så er der plads til mere af det bedste, nemlig and og rødkål og sovs og brunede kartofler og and og flæskesvær og flæskesteg og and og rødkål. Og risalamande.

ps. Og hvis du tilfældigvis er i den del af familie med mig, der betyder, at vi skal fejre dagen sammen, så sørg lige for at gemme plads til risalamanden, ikk’?
Jeg har lavet den, så jeg er allerede lidt fed up…

Der er den gode nyhed og den ærgerlige nyhed.

Den gode først.
Det ser ud til, at den ualmindeligt utjekkede og gaveløse jul er reddet. Et par pakker ligger og venter på mig på to destinationer tæt på, og resten? Ja, de ligger såmænd lige her i min stue.
Hu-fandme-rra.
Efter en lang, men opløftende vagt på fødegangen i går, var det nemlig EffektivEline, der stod op i dag. Mand, hvor hun kan og Gud, hvor har jeg savnet hende.

Hun fløj ud af sengen (okay, halvfløj) vimsede i bad og skyndte sig ud i butikkerne for at forfølge færten af kreative og personlige gaver.
Anyhow, jeg var heldigvis i mit tålmodige og jeg-er-bare-taknemmelig-over-at-jeg-ikke-arbejder-i-butik-denne-jul hjørne og alle og enhver skulle have et smil med på vejen. Især ekspedienterne, som jeg som eks-ekspedient huskede at rose for deres indpakning og slutte med et tusind tak og/eller god jul.
Derfor kom jeg hjem med fine gaver, godt humør og en lille snert af julestemning, der forhåbentligt vil vokse helt ud af proportioner de næste dage.
Jamen, altså, er det ikke bare herligt?

Du sidder og tænker på den dårlige nyhed, gør du ikke?
Jamen fint, hvis du er typen, der glædes over andres smådumheder, skal du da ikke snydes.

Her er følgende personer, jeg havde været i kontakt med:
– Buschaufføren (havde nissehue på, thumbs up og tandsmil herfra)
– Ekspedient 1 (kunne ikke hjælpe, men fik da et smil med på vejen alligevel)
– Apoteker (skidesød, fik mange smil, man skal jo ikke være nærig)
– Ekspedient 2 (kunne heller ikke hjælpe, skidt pyt, smil til hende)
– Ekspedient 3 (købte en gave, yes! smil!)
– Ekspedient 4 (endnu én, rider vist på en bølge, kæmpesmil)
– Ekspedient 5 (får købt de sidste gaver, er nu ét stort smil)

… og det er, da jeg netop er ved at sende mit glitrende farvel til Ekspedient nummer 5, at hun kommer mig i forkøbet og siger:

Undskyld, men jeg tror altså, at du har noget siddende hér

Og pædagogisk peger på et nydeligt tandmellemrum.

TAK til hende for informationen, not so much tak til alle de andre.
Dagens lektie: tjekke spejl inden afgang fra hjemmet. Eller smile mindre.

Som barn sniger hver eneste decemberdag sig afsted og føles lang som et ondt år. Hver morgen stirrer du på kalenderlyset og tæller dig frem. Otte dage til jul? Hvilken evighed! Hvordan skal du nogensinde få tiden til at gå?

Som voksen – hvilken kategori jeg nu forstår, at jeg befinder mig i – suser hver eneste decemberdag rundt og afsted og går på magisk vis meget hurtigere end alle årets andre dage.
Du var for sent ude med at tænke på kalenderlys, men hvis du havde et, ville du hver morgen være enten håbløst bagud eller have brændt for meget og tænkt:
“Otte dage til jul? OTTE?! Nej, vent, så er det jo reelt kun syv, for i dag tæller ikke med… syv?? Hvordan skal jeg nogensinde nå at få gaver, konfekt og julestemning fremtryllet før juleaften?”

Så nu sidder jeg her, og mærker julestressen sitre i kroppen, og ville ønske, at jeg rent fysisk havde bare en enkelt indkøbt julegave at klamre mig til denne tredje advent.
Det har jeg ikke, så hvis I ser noget i nyhederne om en dværg, der lyner afsted og raserer Københavns butikker i den kommende uge, skal I ikke tro, at det er en nisse.
Det er bare mig.
Og jeg er farlig, når stressen sætter ind…

I morgen starter jeg i praktik igen. For sidste gang inden jeg er færdig med at være studerende.
Selvom jeg skal være “ude” helt til sommerferien, og der dermed er en del tid til at blive bedre end awesome, er det stadig lidt angstprovokerende. Sidste gang? Er det ikke lidt fedt og foruroligende?
Svaret er ja. Jeg ved bare ikke, hvad det mest er. Fantastisk eller frygtindgydende?

Heldigvis har jeg mit mentale SandhedssigerHjul. Problemet er, at pilen sgu bliver ved og ved med at fise rundt. Så hvordan jeg har det med at starte i praktik i morgen?
Ved det ikke. Svaret ligger på ét af nedenstående felter…

Håber pilen stopper inden i morgen.
Og lander på et ekstatisk felt.

uuuh…ulefrokost.
Du ved, at det har været en god én af slagsen, når du befinder dig hjemme klokken lidt i seks om morgenen, med en tvivlsom pose med endnu mere tvivlsomsomme “pølse"horn og verdens absolut dyreste cola fra seven-eleven.

Og du herefter beslutter dig for, at det mest overskudsagtige, du på daværende tidspunkt kan gøre, er da at hoppe i bad og vaske cigaretlugten ud af håret (og make-up’en ud i ansigtet), mens du smågriner over, at du rent faktisk ikke kunne forstå seven-eleven-manden, da han for fjerde gang spurgte:
"Mesujghjauta kesha?” (Med eller uden ketchup?)

Men nu synes hoved ikke, at kroppen har behandlet det godt i går. Det tager hævn. Ikke så slemt, som det kunne have været. Bliver bestukket med rester af risalamande, men er stadig noget langsomtreagerende.

  Jeg skal i biffen klokken 17.30. Jeg vil gerne være normal igen inden.
Ellers får jeg da slet ikke noget ud af det store lærred. Med et lys, der lige nu afgjort ville føles for voldsomt.
Afgjort.

Jeg har tænkt over det i en længere periode. Og jeg er kommet frem til følgende:
Om jeg er fuld eller træt kommer skræmmende meget ud på ét!

1) Jeg synes selv, at jeg får utrooolig god humør – og skal nok være den første til at grine af mine “kvikke” bemærkninger…

2) Når jeg er gået i gang med at grine, kan jeg ikke stoppe igen

3) Mine kontaktlinser får (modarbejdende med mine øjne) sit eget liv, og det hele bliver noget sløret

4) Fornuftigheds-filteret fra tanker til udsagn opløses. Eksempelvis kom jeg en forfærdelig morgen til at sige til min underviser, at jeg ikke havde undertøj på… rettede det hurtigt til “nej, altså, nej, jeg mener bare BH. Jeg har trusser på!”

5) “Gode” ideer føres alt for hurtigt ud i livet

6) Jeg begynder at glemme ting. Som regel ikke helt uvæsentlige ting.

Måske sidder du nu og tænker “ja, og hvad så?” der er jo ikke noget forgjort i at minde om en fulderik, når man har fået for lidt søvn?
Dertil vil jeg bare minde dig om, at klokken var tre om natten, da jeg skrev min sidste eksamensopgave færdig. Jeg nåede ikke at kigge den igennem om morgenen. Jeg får tilbagemelding på fredag.

Tis.