Bloggerpause

image

Jeg tager en lille pause fra bloggen.
Er tilbage om en uge eller to.
Så kom trygt igen, for jeg har masser i gryden til jer.

De bedste hilsner
Sortpahvidt//Eline

Når man dater… helt spontant?

Det var fredag og frokosttid.

Solen skinnede, der var forår i luften og selvom jeg havde havde haft travlt, var jeg i et fortræffeligt humør. Jeg var på vej fra kantinen over til jordemodercentret med en – okay lad mig være ærlig – svingende portion pulled pork. Ej men altså, bare fordi man er kvinde, kan man vel godt være inkarneret kødæder, kan man ikke?

Nåh, men bedst som jeg går dér og glor på genspejlingen af mig selv i ruderne (ja, det gør vi da alle sammen, ikk’?), og tænker, at man da nærmest allerede kan se, at jeg gav mig selv tæsk med min impulsindkøbte kettlebell i går… får jeg øje på en anden.
En anden, der rent ud sagt også glor.
Jeg overvejer først, om han måske bare glor på sig selv, men så må han vist være ualmindeligt skeløjet. Nej, han glor. På mig.
Jeg spekulerer lidt på om det monstro er min mandeportion eller mine kettlebell-ben han beundrer, og synes faktisk at uanset hvad, så er det sgu lidt mærkeligt.
Det var da alle mødres første formaning, at man ikke må gå og glo på fremmede, var det ikke?
Eftersom han blev ved, blev jeg lidt paranoid. Jeg havde lige siddet i fire timer og talt med gravide – havde jeg svedpletter under armene eller en tandpastaplet i panden?

Ligesom jeg skulle til at dreje op mod jordemodercentret, stoppede han mig så og spurgte:

image

Jeg blev ærlig talt noget paf. Og tænkte, at de der kettlebells godt nok havde en hurtig effekt!
Egentlig vurderede jeg, at der ikke var det store potentiale. For det første fordi han nok var en ti-femten år ældre end mig og for det andet fordi han typemæssigt lå langt væk fra de mænd, jeg ellers bliver tiltrukket af.

Men altså, han var sgu modig. Og jeg var som sagt paf.
Og så tænkte jeg Nåh ja, en kop kaffe kan vel ikke skade, vel?
Og derfor endte jeg med at sige ja tak.
Folk skal jo honoreres for deres mod, skal de ikke? Tænk sådan at være blevet interesseret i en pige og så bare gøre noget ved sagen? Sådan helt spontant – Respekt!

Jeg blev dog en smule loren, da han allerede i det sekund jeg havde givet mit nummer, spurgte om jeg kunne komme med et forslag til hvornår vi skulle ses.
Altså, jeg havde lige talt med og booket aftaler for syv gravide – jeg vidste knap nok hvilken ugedag vi havde! Og både hoved og mave skreg efter min tallerken med pulled pork.
Jeg sagde, at det vidste jeg ikke, men nu havde han jo mit nummer, så kunne vi se…

Lidt euforisk delte jeg min overraskelse over spontane mænd på facebook. Der gik lige præcis en halv time, så havde en dusin kvinder hujet over impulsive mænd, men en enkelt havde også skrevet: “Det var vel ikke den creepy gartner?
Notat til mig selv: hvis noget virker for godt til at være sandt, så er det det muligvis også!
Det viste sig nemlig, at den mystiske gartner var knap så spontan, som jeg troede. Han gik simpelthen rundt og metodisk spurgte kvinder ud på denne måde!
Uden at jeg havde fortalt hvordan min spontane date var gået til, kunne min kollega nemlig fortælle hvordan selv samme mand med selv samme ord havde spurgt hende ud på præcis samme måde. Flere gange. Sidste gang da hun var højgravid!
Hm, så gik lidt af luften sgu af dén ballon!
image

Det er selvfølgelig helt forventeligt, at mænd har inviteret andre kvinder ud før, og det synes jeg da er helt fint. Men hvis man begynder at få tilnavne, så må man sgu ændre taktik. Eller som minimum finde på en ny replik.

Jeg endte derfor med at takke pænt nej tak men tak for tilbuddet til dén kop kaffe.
Jeg ville ellers gerne have omfavnet hverdagens spontanitet lidt mere.
Men det kræver selvfølgelig, at spontaniteten jo er spontan!

Hvad siger I?
Var det ikke mærkeligt, eller er jeg bare blevet sippet på mine gamle dage?

Du kan følge bloggen og hverdagens gråtoner på FACEBOOK og/eller INSTAGRAM

To år og tohundredeogtyve børn som jordemoder

Jeg har arbejdet på fødegangen i to år nu.

Lørdag nat var det præcis to år siden jeg havde min første vagt. Og ligesom to år tidligere, tog jeg imod en lille pige – og pudsigt nok skulle de hedde det samme!

Når man har arbejdet to år, bliver man efterhånden betragtet som en relativt garvet jordemoder på fødegangen, hvilket er lidt skræmmende, når man tænker på, at jeg derhjemme stadig har svært ved at huske, at jeg skal vaske tøj før jeg mangler trusser…

Men bevares, jeg kan da godt mærke, at jeg ikke rigtigt er et føl mere.
Jeg har da fået erfaring sammen med mine tohundrede børn. Blandt hjemmefødsler, vandfødsler, sædefødsler og tvillingefødsler.

Men hvis du spørger mig, hvordan det føles, må jeg være helt ærlig:

Det er ikke erfaringen, børnene eller de tre gange, hvor jeg ikke er kommet til en vagt, der fylder:

Det er nattevagterne.

Jeg plejede at være frisk som en havørn og spændt som en fjeder på hvad som helst efter nattevagterne…
Det er jeg ikke mere.

image

Nu kan det efterhånden være svært at huske, hvordan jeg kom hjem.
Også selvom jeg er cyklet…

Vil du læse videre de næste to år, kan du følge bloggen på FACEBOOK eller INSTAGRAM

Akut tandlægepine

Hm-hrmmm.
Jeg fik en tandlægetid, som jeg var nødt til at aflyse og booke en ny.
Den slags kan være svært at få til at passe ind, man har skiftende arbejdstider, og derfor gik der… øh, fire måneder. Kun derfor. Ikke fordi jeg er en ret uorganiseret og glemsom voksen. Og tænderne, ja, de løber jo ingen vegne, vel?

Nåh. Men altså, jeg lider ikke af tandlægeskræk. Slet ikke.
Jeg er bare heller ikke særlig vild med at gå til tandlægen. På samme måde, som at man heller ikke glæder sig til at skulle ud at handle. Eller klippe negle.
Jeg har desuden oplevet nogle meget skrappe og utilfredse tandlæger. Begge dele dog langt mindre sårende end tandlægen der hånligt påpegede, at jeg havde “meget GULE tænder” og faktisk anbefalede blegning. Så for satan.
Uanset hvad så føler jeg det altid, som om jeg går til tandlægen for at blive bedømt. Som en meget bogstavelig mundtlig eksamen.
Ubehageligt? Ja, for fa’en!

image

Lige indtil jeg mødte tandlæge P.
Aldrig – heller ikke uden for tandlægestolen – er jeg blevet rost så meget! Ros, ros, ros! Og hver gang hun messede “fantastisk mundhygiejne!”, lå jeg bare med munden nonchalant gabende og slubrede det i mig og spandt “Mere. Sig mere!”.

Men så fik jeg ikke booket den der tid – og P gik på barsel.
Shit! Hvem var så censor?
Jeg rystede sgu lidt i mine bukser, inden jeg i dag klimtede på tandlægens kaldeknap og blev buzz’et ind.

Tandlægevikaren var nu både sød, smilende og meget imødekommende. Jeg havde faktisk lige besluttet, at hende kunne jeg også godt lide, da hun pludselig sagde de skæbnesvangre ord:

“Nåh, der er et lillebitte hul her.”

A-HVAD? Jeg har altså aldrig haft et hul før, så jeg var lige ved at blive så forskrækket, at jeg trillede ned fra stolen.

“E-et hul?” pippede jeg spagt.

“Ja, altså, et meget lille ét.”

“Et meget lille et…” gentog jeg som en tankevirksomhedsløs papegøje

“Ja. P har holdt øje med det, men nu er det brudt gennem emaljen, så vi bør fikse det”

“F… Fikse det.”

“Ja. Skal vi lige gøre det med det samme?”

“Med det samme?”

Jeg vågnede pludseligt af min apati og vendte mig brat mod tandlægedamen og kiggede på hende med opspilede øjne.

“UHA! Jeg har aldrig haft et hul før. Gør det… ondt?” (Årets kvikke spørgsmål. Hvad tror du selv, Eline??)

Tandlægen kiggede beroligende tilbage og sagde den gode og dårlige nyhed på samme tid.

“Tja. Altså. Det er virkelig meget lille. Jeg synes vi skal gøre det uden bedøvelse. Det vil næsten være et større postyr end selve boringen.”

Jeg ved ikke, hvad der skete, jeg tror det var hende min behagende side, Please-Elise, der kom susende frem, for pludselig havde jeg hørt mig selv sige at det var heeelt fint.
For Føk. Jeg hader dig, Please-Elise.

Snart efter lå jeg med fire hænder i gabet, og da boret mødte mine nerver, havde jeg mest lyst til at komme med ikke-så-feminint HVIN og smække bisserne i og det i en vis fart!
Men man er vel velopdragen, så i stedet kunne jeg mærke blodet forlade mine knyttede næver, mens jeg krammede servietten, som jeg holdt i hånden.
Jeg prøvede at fortælle mig selv, at jeg skulle trække vejret dyyyyyybt ind og laaaaaangsomt ud, som jeg plejer at guide de fødende gennem veerne. Men så kom jeg til at tænke på, at jeg åndede to andre lige op i hovedet, og at staklerne formentligt skulle spise frokost lige efter mig.
Helt ærligt, hvad gør man egentlig med sin okay-zendium-kan-ikke-camuflere-at-jeg-fik-hvidløg-til-frokost-ånde, når man ligger i tandlægestolen?
Jeg prøvede at ånde ud gennem næsen, for at sende luften i en lidt anden retning, men prøv lige at gøre det med åben mund. Det er sgu svært. Og man kan i hvert fald ikke lade være med at spænde mens boret danser i gebisset.

Så var det pludselig overstået, og snart efter stod jeg ude i receptionen og købte mig fattig i tandsmerter.

Jeg ved ikke, hvad kutymen for efterbehandlinger af tandboringer er, men ganske forskrækket besluttede jeg mig for ikke at tage nogen som helst chancer, og skyndte mig derfor ud for at foretage smertelindrende shopping.
Altså.
Better safe than sorry, ikk’?

Hvis du ikke vil gå glip af nogle indlæg, så følg bloggen på FACEBOOK, hvis du vil se hvad shoppingen blandt andet bestod af, så klik ind og kig på INSTAGRAM

Er du også en Not-So-Handy-Woman?

Altså.
Generelt vil jeg jo ellers betegne mig selv som en riiimelig selvkørende type. Jeg kan da både lave mad, der ikke er brændt på og de fleste dage  møder jeg da også op til mine vagter på arbejdet. En gang om måneden begiver jeg mig endda ned i vores vaskekælder!

Men – ak!- én ting, har jeg bare slet ikke styr på herhjemme:
Jeg er virkelig ikke en handy-woman!
Og det er jo paradoksalt, for jeg er vokset op med en virkelig handy far! Den mand kan lave alt, alt hvis du bare giver ham to brædder, en skruemaskine og en bits eller tux (tox??) eller hvad ved jeg.
Men mig? Jeg føler mig rimelig handy, hvis bare jeg har renset filteret i vandhanen eller købt afløbsrens.

Derfor var det bestemt heller ikke en overraskelse for mig, at det var ret svært for mig, at regne ud, hvor langt et lysstofrør jeg manglede til stykket over min vask.
Det var det til gengæld for min far.
“Jamen, hvor langt er stykket?” Spurgte han undrende midt i Harald Nyborg.
Havde jeg vidst, at vi skulle i Harald Nyborg, havde jeg helt sikkert lige taget mål inden, men mænd kan åbenbart finde på lige at “suse” inden om et byggemarked på samme måde som vi kvinder lige smutter i Bianco – who would’ve known?
Nåh, men så stod jeg jo der i Harald Nyborgs skriggule helvede, og tænkte noget så kraftigt efter.
“Far,” beklagede jeg
“Jeg kan ikke engang vælge en rigtig størrelse Tupperware selvom jeg står lige ved siden af gryden med madrester – hvordan skulle jeg kunne vurdere hvor langt lysstofrøret er ud fra hukommelsen?”
Det mente han ikke var noget problem, mens han pegede på den alenlange række af lysstofrør.
“Jamen, er det sådan her? Sådan her? Sådan?”
Jeg kunne ligefrem mærke min fars agtelse for mig dale, da han betragtede mig, mens jeg prøvede at forestille mig, at jeg stod ved min vask. Jeg drejede næsten nakken af led for at visualisere, at jeg kiggede op på lysstofrøret men min fantasi var lige så blank som mit øjemål, og det eneste jeg så, var min fars (alvorligt bekymrede) mine.
Ved “fælles” hjælp endte vi dog med at vælge et lysstofrør. (og først dagen efter udtalte min far: “jeg tror sgu ikke det passer!” øh, tak, far??)

Hjemme i lejligheden ville jeg så udskifte lysstofrøret i dag.
Det tog mig lige omtrent tofemtedele af et sekund til at se, at lystofrøret ikke passede. Som i overhovedet ikke.
Min køkkenvask er åbenbart meget bredere, end jeg gik og troede. Sådan cirka dobbelt så bred.

Men som jeg stod og holdt det alt for korte lysstofrør op mod det alt for lange over vasken, gik noget pludseligt op for mig:
Havde jeg ikke set et lysstofrør et sted i lejligheden? Men hvor?? Kunne det virkelig være… Oven på køkkenskabene – bingo!
Jeg stødte imidlertid på endnu en handy udfordring, da jeg først havde gravet lysstofrøret frem og konstateret, at det passede over vasken:
Hvordan fjerner man et lysstofrør?
Jeg forsøgte først bare at hive, men fik hurtigt en fornemmelse af, at det kunne ende rigtig dårligt. Så prøvede jeg at lirke og trykke, ligesom når man skal fjerne et AA-batteri (ja, fancy-pansy, I know), men det virkede heller ikke frugtbart.
Jeg stod og lænede mig baglæns ind over vasken, mens jeg tog lysstofrøret i åsyn. Så slog det mig, at man måske kunne dreje røret – og ganske rigtigt; øjeblikket efter fik jeg det i hovedet!
Det slog dog ikke skår i glæden (eller lysstofrøret eller hovedet) og jeg fiksede hurtigt at få det nye lysstofrør på plads.

Med næsten ærefrygt gik hen og trykkede på stikkontakten og følte mig sådan helt… wonderwoman-agtig… sådan total fiks… typen andre eneboende kvinder kunne se op til… typen med … klikklik? Klik! Klikketi-fucking-klik! Typen med totalt mørke over køkkenvasken.

… og så forstod jeg, at jeg simpelthen ikke havde skilt mig af med det sidste lysstofrør, min far hjalp mig med at skifte… jeg havde bare lagt det oven på køkkenskabet!

For føk sake, Eline.

image

Vil du læse mere, give gode fif blære dig med din handy-woman-kunnen eller fortælle mig, hvor man møder en sød single håndværker, så min far kan få lidt fred for sin håbløse datter, så gør det her eller på FACEBOOK eller INSTAGRAM.

Forfærdelige brusebadsforbandelser!

Jeg har lagt mærke til en ting.
En tarvelig ting.
Brusebade er – udover utroligt langsommelige at overtale sig selv til at tage – nogle lede vendekåber.

De gør aldrig, det de lover.
Hvad enten jeg forventer en dejlig frisk opvågning, når jeg lige er stået op

image

ELLER

En varm, blød og gennemtræt krop fuld af afslapning og med ro i sindet til at døse ind i seng på

image

Brusebade, for helvede, upålidelige skiderikker!

Andre der er ramt af denne forfærdelige og næsten invaliderende brusebadsforbandelse??

Hvis du vil stalke, kan du følge bloggen på FACEBOOK eller INSTAGRAM

Når man dater… Igen. Del 3

(FORTSAT – her kan du læse del 1 og del 2)

Efterspillet

Efter alle dates kommer det naturlige efterspil.
Hvad nu?
Med mindre daten har været lodret forfærdelig, og man er helt afklaret med aldrig at skulle dele så meget som den samme forklumrede luft igen, vil der uundgåeligt melde sig et par spørgsmål eller tre.

Hvem skal skrive nu? Hvornår skal man skrive? Og hvad skal man skrive?

Efter mandagsstævnemødet havde jeg to begivenhedsrige dage. Udover de planer jeg selv var herre over, gik min veninde nemlig i fødsel. Vi havde aftalt, at jeg skulle være jordemoder, så da telefonen ringede klokken 01.23 natten til onsdag, stod jeg op, fandt det nærmeste sæt tøj og begav mig mod Hvidovres Fødeafdeling med sommerfuglene baskende i maven. Men det er selvfølgelig en anden fortælling, som I måske får en dag.
Any who, jeg kom hjem onsdag formiddag og havde en planlagt tolvtimers nattevagt klokken 19.30 samme dag, så jeg rullede mig sammen i min seng og sov en urolig og voldsomt drømmefyldt søvn.

Da jeg vågnede, slog det mig, at hvis daten og jeg skulle ses igen, så syntes jeg, at det var et passende tidspunkt at skrive på.
I ligestillingens navn – og da han jo allerede havde taget en chance og spurgt om vi skulle drikke kaffe hos mig sidst – skrev jeg altså først.

Jeg skrev naturligvis tak for sidst, det var hyggeligt og så videre og fortalte, at jeg havde haft en travl nat, hvor jeg havde været inde og tage imod et vennepars barn, hvilket jeg syntes var ret stort. Og så spurgte jeg selvfølgelig hvordan han havde det.

Jeg hørte ikke noget samme aften.
Fair nok.
Man kan være optaget, vil have god tid til at sende et ordentligt svar eller måske bare ikke virke overivrig.

Næste dag hørte jeg heller ikke noget.
Det syntes jeg måske emmede lidt af ligegyldighed. Han havde trods alt haft sin mobil liggende fremme på vores date, så han slog mig ikke som typen, der var mobilfjern og ikke tjekkede den hyppigt.
Måske var han bare ikke interesseret?
Men altså, han havde jo forsøgt at invitere sig selv hjem sidst. Måske var han bare meget bange for at virke overivrig.

Tredje dag skrev han sent om aftenen.
Han havde været syg – mandeinfluenza, som han formulerede det – hvordan havde jeg det?
Jeg syntes, at det lugtede lidt. Hvis man er syg, har man da netop god tid til at stene på mobilen. Men altså, nu havde han jo alligevel svaret. Jeg tænkte, at jeg ikke fik noget ud af at være snerpet, lod tvivlen komme ham til gode, og tog humoren i brug.
Jeg svarede. Jaja, okay… Dagen efter.
Jeg skrev lidt om hvad jeg havde lavet, og spurgte hvordan prognosen var for mandeinfluenza? Om man overlever den slags?

Tre dage efter havde han ikke svaret, og jeg besluttede, at det her var en åndssvagt langtrukken dialog jeg på ingen måde orkede.

image

Jeg tænkte, at han tydeligvis ikke var særlig interesseret – og det var jo heller ikke fordi mine hjerteklapper bimlede og bamlede. Men hvis han var så uinteresseret, at han ikke gad svare, hvorfor så ikke bare skrive det i første omgang? Tak, men nej tak?
Måske forstår jeg mig bare ikke på de skrevne mediers strategi, men hvorfor skal det være sådan en demonstration i utilgængelighed, når man skriver sammen?

På den anden side; han kan jo også være død af den der mandeinfluenza.

Anyways, føler mig ret færdig med Tinder.

*kigger ned på mobilen*

Nogle der kan anbefale Happn?

Du kan følge bloggen på FACEBOOK eller INSTAGRAM