De går mig noget imod for tiden.
Efter jeg besluttede mig for at spare alle tænkelige steder (for at få råd til at drikke en øl eller gå på café eller lave mad med kød i indimellem) er tusind ting på mystisk vis gået i stykker herhjemme.

De strejkende hverdagsmedlemmer omfatter:

– Min medium stegepandes teflon
– Røreskeen
– Mine brilleglas
– Mit brillestel
– Et joystick (som på beklagelig og rasende vis er blevet ekskluderet fra hjemmet)
– Adskillige tøjstykker
og mest irriterende…
– i højere og højere grad venstre høretelefon (har givet den musik jeg hører et ganske ekstraordinært særpræg)

Så hvad gør man? Giver efter for pøblens krav? Eller lever med branket mad, halve skeer og et løst brillestel, der gør at man må spænde i ørerne for at de bliver hvor de skal (ja, for dén slags kan jeg)
Jeg kan ikke give dig det eksakte svar. En blanding, vel?

Men helt ærligt; jeg må indrømme at høretelefoner står øverst på listen når muldvarpen kommer frem næste gang. Kun at nyde musik gennem højre øre er ganske enkelt for trist. Især når venstre i nanosekunder begynder at skrige med.
Så hellere leve med BH’er der stikker. Ikk’?

Før lejligheden, studiet, den voksende vasketøjsbunke og den evige opvask, var også jeg en humørsyg og tvær teenager.

Åh ja, her har vi et lille indlæg der tager os tilbage til den søde teenagetid og de tre muntre B’er:
Bumser
Briller
Bøjle
(ja, jeg var hårdt ramt…)

Jeg har aldrig kunnet prale af at være særlig rebelsk. Jeg havde vel ikke noget særligt behov for oprør og løsrivelse og alt det dér.
Selv nu kan jeg stadig blive i tvivl, om man overhovedet må kalde det “at være flyttet hjemmefra”, når det vil sige, at man kun er rykket sådan cirka 800 meter til højre?
I hvert fald. Det mest rebelske jeg kunne svinge mig op på (fordi jeg trods alt følte, at man burde gøre ét eller andet) var at få en piercing øverst i højre øre.
Ok. Det var måske bare en ørering. Men altså den sad jo ikke det traditionelle sted, vel?

Nåh, men dér har den ellers siddet lige siden.
Men nu er jeg toogtyve, og mit højre øre har fået en skør bule, hvor ringen hviler, og jeg synes måske, at jeg er lidt videre fra mit femtenårige “oprørske” jeg.

Så nu er den væk. Det lillebitte oprør.

PS. meget symbolsk endte det med, at min far måtte klippe den af med en papegøjetang. Efter syv år er ørerings-låse åbenbart ikke hvad de har været.
Så meget for løsrivelse, ikk’?

Jeg kom til at trykke på budgetknappen på min netbank for nyligt.
Det var lige til at blive tidligt vinterdeprimeret af. Netbank var på ingen måde diskret eller nænsom, røde tal taler sit eget tydelige sprog, og det de siger er:

Hahaha! Din økonomi er jo lige til at lukke op og skide i! Hvordan synes du egentlig selv det går??

Stadig med netbank (som burde omdøbes “GodnatBank!”) hysterisk grinende op i mit ansigt, lukkede jeg mut computeren.
Er sidenhen begyndt at spare, hvor det er muligt. Bager mit brød (med vekslende succes), tømmer køleskabet (med vekslende succes), tager korte, effektive bade (med meget vekslende succes) og så handler jeg kun én gang om ugen.

Hader alligevel at købe ind, så føler ikke, at det er det helt store tab.
Huskesedler er desuden blevet meget nemmere at skrive.

Enten ser de således ud:

Eller således:

og uanset hvilken af listerne der er aktuel, så behøver jeg aldrig at bruge særlig lang tid på den…

Er blevet træt af at læse om farmakologipræparaters virkningsmekanismer med mere, så nu er det vist tid til at kaste sig ud i en lille anekdote:

Det var det dér spinning, jeg jo pralede af at være en bad-ass til.
Spinning er udfordrende, hårdt, sjovt og – når man først har lært at komme i og ikke mindst ud af pedalerne – idiotsikkert.

Der er kun ét enkelt problem for mig at se.
Jeg får helt afsindigt ondt i de nedre segmenter (læs røven) ved at træne mere end én gang om ugen. Jeg har prøvet lidt af hvert for at komme problemet til livs; Justeret sadlen op, sadlen ned, styret længere frem, styret længere tilbage, spændt mindre i balderne, spændt mere i balderne… aber nein.

Der er kun én flugt fra bad ass og det indebærer at blive en ægte bad-ass. Nemlig.

BUKSER MED NUMSEINDLÆG

Egentlig troede jeg, at indkøbet af sådan et par ble-bukser ville være tungt.
At magasinposen ville brænde i håndfladen og skrige til himmels om dens usexede indhold.
Men helt ærligt: Når jeg tager dem på, (altså kun når jeg er i sikre rammer i træningscenteret) så synes jeg faktisk, at jeg lige bliver sådan tusind procent sejere.
Vender og drejer mig, og kigger lige mig selv i spejlet og tænker, at sådan et par stramme bukser med indbygget negermås alligevel er lidt cyklingshardcore.
Jeg føler lidt samme forvandling, som når Superman lige river skjorten op og man ser det famøse S på brystkassen.

Så sej er jeg. Næsten.
Men inden nogen spørger.
Nej, I må ikke se dem på.

Da min søster fortalte mig, at hun var gravid, kan jeg huske, at jeg gik hjem og kiggede mig selv grundigt i spejlet.
Nev lidt i mine kinder, løftede det ene øjenbryn og tænkte:
“Er det sådan hér en moster ser ud? Er det ikke meningen, at man skal være lidt mere…? Jeg ved ikke rigtig… altså, smart og rolig og styr-på-tingene-agtig?”

Her, fem måneder efter, er jeg ikke blevet meget klogere. Spejlet har ikke bragt mig mange svar, udover at en moster også kan se ud som mig. Med daggammel mascara, krøllet tøj og rodet hjem.

I dag sidder jeg og forsøger at læse til eksamen, og det går op for mig, at jeg altid er i enten den ene eller den anden grøft. Tag fx emnet “læsning”:
Enten får jeg ikke læst en hylende fis og lægger edderkopskabalen (som jo aldrig nogensinde i mit liv kommer til at gå op!) igennem alle timerne.
Eller også begraver jeg mig i bøger og pli og the og begynder at tænke ting som H2-receptorantagonister er i og for sig skidesmarte!

Og det er virkelig mig i en nøddeskal.
Hvis jeg er glad er jeg i det hoppende og springende hjørne, hvis jeg er sur trækker jeg tordenskyer og forbandelser med mig, så ingen – overhovedet ingen! – er tvivl.

  Spørgsmålet er så bare: hvilket én af polerne er man så?
kan man være begge og være moster?

Og består jeg farmakologieksamen på onsdag?