Sådan holder du dig kørende uden kaffe

Hvis du følger mig på Instagram, ved du, at Ilulissats fødende har prøvet at lægge mig vandret den sidste uge.
Eller måske nærmere lodret.
Jeg har i hvert fald set ret lidt til min seng.

Det hele begyndte, da min skønne kollega tog på ferie fredag. Hele dagen havde der været en fødende på afdelingen. Sidst på eftermiddagen fødte hun endelig. Flot og sejt og i vand med sejrsskjorte.
Klokken 20.30 slentrede jeg hjem i lejligheden og glædede mig over, at jeg havde lidt madrester at fredagsmuntre mig med.
Jeg puttede mig i dynen og gik til køjs ved midnatstid.

Klokken 1 blev jeg kaldt tilbage til planeten Jorden fra et sted langt væk i drømmeland.
“Hun har veer” sagde stemmen i røret
“De gør ondt. Hun kommer nu.”
“Jeg kommer.”  Kvækkede min søvndrukne stemme.

Jeg trak i tøjet og skuttede mig i nattekulden, da jeg tøffede de 100 meter over til jordemoderkontoret. Og den var god nok: endnu en fødsel var i gang. Jeg ringede igen til den jordemoderstuderende og nattens fødearbejde gik sin gang. Vi så hvordan mørket langsomt fortog sig og solopgangen kastede sine lyserøde farver på havet. Nat blev til dag.
I den stille morgenstund kom et lille menneske til verden under stor jubel og den nybagte mors fantastiske internationale udbrud: “OH MY GOD!”

Da klokken var 9.30 var den studerende sendt i seng, forældrene taget hjem og jeg på vej til at låse kontoret af, da jeg lukkede døren og så, hvem der ventede på den anden side…

… jep, endnu en kvinde med veer!

Jeg skal være ærlig og indrømme, at jeg ret ufromt håbede, at hun ikke var i fødsel endnu.
… Men det var hun.

Her kom jeg i tanke om, at min kollega havde haft ferie/fredagskage med dagen før, og at der var et stykke tilbage af den mushy brownie. Jeg vil vove den påstand, at jeg snarere inhalerede det stykke end spiste det! Aldrig er kage faldet på S Å tørt et sted! Tak, Karina!

Nåh, men…
Tilbage med den studerende, tilbage i fødetøjet, tilbage på fødestuen.

Ordsproget tålmodighed er en dyd, skal man virkelig ikke at minde en jordemoder på kald om. Efter 28 timer er tålmodighed faktisk næsten en pinsel. På samme måde som et myggestik på ryggen, du bare ikke kan nå. Du vender og drejer dig, men lige lidt hjælper det. Du må vente og lade processen gå sin gang. Myggestik holder ikke op med at klø, uanset hvem der befaler det og uanset hvor meget du klør igen.

Klokken 12.30 kom så endelig endnu en lille skæbne til verden.

Da vi den eftermiddag sneg os hjem i seng, var både den jordemoderstuderende og jeg helt skæve i hovederne.

Shit, fødearbejde er det vildeste!

---

Jeg vidste det held-ig-vis ikke, men på fem dage var det her kun første nat ud af tre nætter med meget lidt søvn. Tre børn yderligere skulle til verden, mens resten af jordemoderarbejdes også skulle passes.

Og jeg drikker som bekendt ikke kaffe.

Så hvordan holder du dig så kørende, spørger folk?

Egentlig stjæler jeg min energi fra andre:
Nemlig adskillige musikere.

Når vagttelefonen ringede, spillede jeg mine yndlingsnumre højt (i hovedet af og til) og forestillede mig, at jeg var hovednavnet på Roskilde, der blev kaldt til Orange Scene.

Be your own friggin’ rockstar når livets koncert spiller i dobbelttempo.

---

Cola Zero hjælper også.

Over and out og måske en fødsel i weekenden.
Sortpahvidt