Jordemoder på eventyr #18 Kurs mod Grønland

I morgen er det to uger siden jeg ankom til Ilulissat igen.
Altså, hvis tiden går med samme fart, er jeg jo hjemme igen inden jeg får set mig om!

Jeg vågnede den onsdag morgen efter en sporadisk søvn. Den klassiske lufthavnspanik havde vækket mig jævnligt, så jeg febrilsk tjekkede uret af frygt for at jeg på én eller anden forunderlig måde havde sovet over mig.

Da jeg stod op, kiggede jeg på den blå, proppede kuffert, der lå bredt ud på gulvet. Begge rum bugnede, og fik mig til at tænke på at en lille mand med topmave, der måtte overgive sig gulvet, udstrakt efter et overdådigt måltid.
Jeg havde test-lynet den dagen før, så jeg vidste, at det kunne lade sig gøre at lukke den. Alligevel kneb det lidt med pladsen, da badeværelsesartikler og en spontan overgangsjakke var blevet lagt derned.

Min håndbagage var på ingen måde mindre end sidste grønlandstur. Jeg måtte vist bare konstatere, at diabetesudstyr til tre måneder (okay, måske nærmere fem) fylder ad helvedes til.
Da jeg havde dobbelttjekket at jeg havde pakket insulin, pas, sensorer, apparater, opladere, mobil og høretelefoner, svingede jeg den diskrete oppakning på ryggen. Jeg var allerede på vej ud ad døren, da jeg bakkede tilbage gennem den smalle entré og greb en pakke kleenex fra en køkkenskuffe.
Man kender vel sig selv, ikk’?

Ude på vejen trillede min søster frem i sin lille, sorte opel. Jeg mærkede et bittersødt gib i kroppen, da jeg trådte ud i regnen og døren til opgangen smækkede bag mig.
Mit farvelfølge fra sidste gang var blevet mindre. Mine forældre var i Grækenland og Liva, der sidste gang var en baby på tre måneder, var hjemme inden børnehaven.
Men min søster sad parat, som mit eget personlige anker – også selvom vi begge har det ret stramt med at sige farvel.

Så i lufthavnen sendte vi min blå kuffert afsted og gav hinanden et hurtigt kram. Jeg fik faktisk ikke engang brugt mine Kleenex.

Og før jeg vidste af det, stod jeg igen i TaxFree-shoppen med min oppakning på størrelse med en mellemstor dansk provinsby.

Helt ærligt. Dén følelse, lige dér.
Det har begge gange været den bedste og mest skræmmende, når jeg har taget afsted.
Blandt alle de mennesker, der køber solcremer og sprut og chokoladeæsker i absurde størrelser. I hele det mylder.
Der er jeg alene.
Ingen rejsemakker, ingen familie, ven eller veninde.
Der er bare mig. Og tre måneder forude.
Det er både sårbart, men også så bekræftende i al sin frihed.

Som at stå med sin cykel på toppen af en solbeskinnet bakke. Som at sætte i gang derudad i 21. gear, mens vinden leger med dit tøj og du mærker suset i maven. Og selvom du ved, at du vil få en seriøs omgang asfalteksem, hvis du styrter, så suser du alligevel fremad.
Hvordan skulle du kunne lade være?

Ilulissat, jeg håber, I er klar. For her kommer jeg!

---

Sortpahvidt – eller måske sol på hvidt, som bedst beskriver sommeren med sol og isbjerge i Ilulissat.

Er der noget I vil vide heroppefra?