Har læsset lille, flyforskrækket korpus og storsvedende, forvirret hjerne til Budapest.

På trods af, at det ikke er længe siden, at jeg var på ferie sidst, føles det altså MEGET tiltrængt allerede.

Måske fordi mit hoved synes, at forventningerne til det, har været lige lovligt høje – mere end man kan kræve, når det fysisk kun befinder sig 154cm over jorden. Måske fordi min krop føler sig gammel og sært sart. Måske fordi jeg havde tre fødsler i min sidste nattevagt. Måske fordi jeg ved én af disse nærmest fandt mig selv og mit højre bryst på bunden af et fødekar…

Og Budapest er delish og sygt afslappende! Det er jo ikke sådan, at jeg ikke tænker. Jeg gør det bare i nogle lidt andre baner. For eksempel:

– Hvis man nu har været oppe klokken 04:40 – og har befundet sig i en sardindåse ti kilometer over jorden – må man gerne begynde at drikke alkohol klokken 11. Må man ikke??

– Vi er fire kolleger afsted. Personlighedsmæssigt passer vi skidegodt sammen, men … Fysisk… Not so much. Rette gruppenavn må være Jannie og De tre små Dværge.

– SÅ ER DET VIST ALKOTID!

– Jeg shopper bare lidt.

– Bare en kjole.

– Og en buksedragt.

– Og et par øreringe.

– Og – næh drinks!!!

– Det her er jo matadorpenge. Hvornår sidder man ellers lige med 48.000 på hånden??

– virkelig pæne toiletter. Med lås og shit.

– mojito eller rosé til frokost?

– aldrig har det været så svært at finde rundt i regningen. Siden hvornår har møntenhed på 200 givet mening…?

– har mere ødematøse fødder end den højgravide kollega. Well done, krop. Well done!

– rosé

– halløj fregner, der holder fest på min næse

– nej, mojito

– eller rosé…?

– man kunne jo også købe et par sko.

– ondt i fødderne. Altså, de dér elefantklodser for enden af mine ankler. iPhone fortæller, at Helene har gået 12.000 skridt og mig 15.000 skridt. Min hovedregning fortæller, at det betyder at Jannie har gået 2.000 skridt.

– who are we kiddin’? Mojito OG rosé

– min gamle matematiklærer Frank Pind, ville have været misfornøjet pisseforarget over min manglende evne til at dele en regning i fire. Selv med lommeregner. Måske fuld?

– Budapest, jeg elsker dig og dine tossede store pengesedler

…

læs mere og gå ikke glip af noget som helst på Facebook og/eller følg med på INSTAGRAM og få endnu mere af hverdagens gråtoner.

Der var engang én, der spurgte mig, om der var noget jeg ikke  kunne.
Lykkeligt uvidende (og tilsyneladende i et sjældent anfald af selvtillid) svarede jeg “danse”
Fra og med i går ved jeg, at det mere korrekte svar ville være “sætte en wallsticker op”.

Og hvis du ikke har tid til en lang – men hudløs ærlig – anekdote om næsten ingenting, skal du klikke væk nu.
Virkelig?
Okay, men sig ikke, at jeg ikke advarede dig.

Nåh, men i går havde jeg sat mig for at muge ud og rydde op i det krigszonelignende område, jeg kalder min lejlighed.
Jeg havde netop overstået første punkt – at lægge tøj sammen og på plads – da jeg fik kigget nærmere på, hvad der stod ved siden af mit garderobeskab.
En wallsticker.
H-hm. Som jeg fik i julegave.
Ser man det, tænkte jeg.
Hvad venter jeg egentlig på? At en eller anden superman skal komme og sætte den op for mig? Det skidt sætter jeg sgu da op. Nu. Piece of mothercake!

Jeg følte mig allerede som en ret pligtopfyldende og beundringsværdig borger, da jeg troskyldigt først googlede, hvordan man satte væsenet op. Fik forresten nogle ret bekymrende google-forslag, som I kan se på min INSTAGRAM. Hvad folk dog googler!

Nåh, men der var fire punkter på brugsvejledningen og jeg hånlo (!) Åh, det ville blive let! (Karma is a bitch)

1) glatte wallsticker ud med kreditkort eller udglatterdevice
2) skille det hvide papir fra det gennemsigtige klistreunderlag (Her skrev siden pædagogisk, at man skulle passe på, at wallstickeren blev siddende på det gennemsigtige klistreunderlag)
3) sætte wallsticker på væg. Endnu engang glatte med diverse ting
4) fjerne gennemsigtigt klistreoverflade og nyde sin wallsticker

Ad.1 ) Entusiastisk går jeg til værks. Kyler wallsticker og undertegnede på gulvet, så jeg ligger dér med min største muskelgruppe i vejret og glatter og glatter med mit gamle studiekort.
Bliver lidt øm i knæene. Men opmuntrer mig selv med, at jeg snart er færdig og oppe igen. (Og ja, jeg skulle nok blive klogere)

Ad.2 ) Griner skadefro af tilføjelsen af, at man skulle passe på, at wallstickeren bliver siddende på det rigtige underlag. For fanden, hvilken gør-det-selv-idiot med motoriske evner som en tre-årig kunne splitte møget sådan ad?

På under fem minutter ved jeg, at gør-det-selv-idioten med de motoriske evner som en tre-årig er mig. En tre-årig kunne måske endda gøre det bedre.
Wallstickeren jeg skal sætte op er en ugekalender. På den ene side af den står “Monday, Tuesday” etc. listet op, og i den anden side er nogle fede, sorte kasser, hvor man kan skrive gøremål og aftaler op.
I kalendersiden sidder SAMTLIGE bogstaver fast på det forkerte lag papir. SAMTLIIIIIIGE! Som var begge lag en swimmingpool, hvor der netop er én der har bekendtgjort, at de har tisset i det ene badebassin, flygter alle bogstaverne over på den anden side. Og man kan fandme ikke overbevise dem om, at det er sikkert at give slip og komme tilbage. Mine bryster er lige ved at blive så lange, at de lander på det klistrede underlag med et hult bump.
Jeg har ikke engang fået løsnet M’et i Monday, før jeg tænker, at jeg hellere må starte med de sorte felter. I ved, sådan for at starte med det lette. Opbygge selvtillid og sådan noget.
Efter lidt begyndervanskeligheder får jeg adskilt alle de sorte felter.
Nu mangler jeg bare den modsatte ende af  papiret med alle bogstaverne…

Jeg ligger stadig på knæ, og må rulle det øverste papir åh så forsigtigt væk fra det andet lag. Dels for at få ét bogstav til at slippe og dels for at undgå, at jeg får skævvredet samtlige af de øvrige bogstaver, der er på samme linje, som det jeg abrejder med.
Og don’t even get me started med hvis man i et splitsekund giver slip på det sammenrullede papir, så det ruller sig tilbage på de løsnede bogstaver – for så springer de for føk sake tilbage til deres ex!

Jeg har brugt cirka tretusinde gange længere tid på punkt to alene, end jeg havde forestillet mig at bruge på hele projektet, da jeg sender denne snap:

Jeg er meget tæt på at skrige.
Meget tæt.
Er næsten stolt over, at jeg formår at lade være.
Jeg er knaldrød i hovedet, mit hår ugler og jeg kan mærke, hvordan tålmodigheden (som jeg i forvejen ikke besidder i overflod) glider mig af hænde. Det er sgu næsten som at stable øldåser oven på hinanden; før eller siden ved du, at tårnet ikke holder til mere.
Det er bare et spørgsmål om tid – og hvor højt braget bliver, når det hele smadrer mod jorden. Kan ligefrem mærke hvordan brysterne bliver centimeter længere for hvert bogstav.

Min forundring er derfor stor, da jeg efter en time har fået løsnet alle bogstaverne så de sidder på den rigtige side.
JEG ER FÆRDIG! HALLE-FØKING-LU-JULIA!

Så må jeg alligevel klø mig lidt i håret. Og kaste mine nu endnu længere bryster op over skulderen, så de ikke slæber han ad gulvet.
Jeg startede med oprulningen i enden med de sorte felter.
Og begyndte så forfra i den modsatte ende med at rulle papiret af.
Så nu ligger der en sammenrullet pølse af det overskydende papir i midten.
Løfter lidt i den ene side.
Ja, den klistrer sgu ret pisse meget.
Vil ikke give slip.
Hvem vil give mig en stesolid og en kop vodka?

Kigger længe og intenst på pølsen.
Vil under ingen omstændigheder rulle den tilbage hen over bogstaverne med frygt for at de – for gud ved hvilken gang – skifter mening og hopper tilbage til den der ex-side.
Må rulle den tilbage hen over de sorte felter.
Hvis jeg nu gør det lidt hurtigt, går det lettere, ikk’?
Sådan noget med kortest muligt tid til kontaktfladen, tror jeg nok.
Eller som med et plaster?

Ruller først lidt forsigtigt. Kan mærke, at det går lidt skævt, alting vil tilbage til det papir jeg er ved at fjerne.
Ruller hurtigere. Nu går det rigtig skævt, men kan ikke stoppe.
Rigtig, rigtig skævt. Som en lavine – eller et hamster der løber for hurtigt i sit hjul.
Åh, nej. Føk føk fuckedi føk.
NEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEJ!

Her står det hele lidt uklart for mig.
Men da jeg kigger ned er de sorte felter klasket sammen.
Bliver nødt til at tælle til en fantasillion eller slå nogen ihjel, og da jeg bor alene ved jeg godt hvem det ville være, så sender i stedet denne snap:

Her er jeg nu klar til at give flyvende lussinger og lammere til alle der kommer i en ni-meters radius af mig og mine kilometer lange bryster.

Må nu løsne wallstickeren fra sig selv.
Det er omtrent lige så nemt som at løsne to stykker fluepapir fra hinanden.
Og nu skriger jeg.
Nej, okay, jeg brøler.
Jeg brøler FUCK.
Som i: alle mine naboer kan høre mig.
Og jeg ved godt at vold ikke er løsningen, men hvis jeg var gift nu og det her wallsticker-crap var et fællesprojekt, havde jeg underskrevet skilsmissepapirerne og rusket husbonden hårdt, inden du kunne nå at hviske anger management kursus.
Jeg takker himlen for, at jeg er alene, for min opbyggede vrede er nu på størrelse med et mellemstort afrikansk land og jeg hiver i og sveder på wallstickeren.
Helt ærligt, alt kunne være sket!

Wallstickeren overlever kun fordi, jeg minder mig selv om, at den er en gave.
Som jeg oven i købet har ønsket mig.
Minder mig selv om, aldrig mere at ønske mig en wallsticker.
Og så har jeg pludselig fået løsnet alle sider og kanter og kaster hele postyret op på væggen.
I min galskab finder jeg endda min vaterpas-app frem, konstaterer at det hænger skævt… og pakker appen væk uden videre.

…

Hvis jeg nogensinde siger, at jeg vil have tapet i min lejlighed, vil I så ikke bede mig hyre nogen?
Altså, for verdensfredens og mine brysters skyld.

Læs mere på FACEBOOK eller INSTAGRAM, for nu må jeg virkelig have noget morfika (okay, cola) at slappe af på. Bare tanken om projektet, fik mit blodtryk til at stige faretruende igen…

 

 

 

 

 

Hvad der optog min (under)bevidsthed den forgangne uge:

– SOL! JEG ÆLSKER DIG!

– helt ærligt. Hvordan kan jeg kun have været hjemme fra ferie i cirka 45 sekunder, før mit overblik går fra “jeg klarer hele verden” til “har jeg ikke andet i køleskabet end champignioner??”

– gruppemails er muligvis noget af det mest irriterende man kan udsætte intetanende sjæle for

– var det dén sommer? Hvor er mine vanter?

– vidste slet ikke, at jeg var så teknisk dum, før jeg talte med et trykkeri. Mine illustrationer er åbenbart scannet i en opløsning, som gør at de kan trykkes i – hold nu fast – dimensionerne 1 x 1 centimeter!

– at komme hjem til 39 ulæste mails må betyde, at man skal slukke sin iPad og åbne en PepsiMax

– nogle gange bliver jeg sur, når jeg ser, hvad folk finder på at gøre ved deres øjenbryn

– det burde være forbudt nogensinde at skulle på første date

– har jeg ikke andet end en gammel parmesan i køleskabet??

– hvis man er ked af, at sommersolen forsvandt, kan man vel altid forskanse sig i sin lejlighed med cirka tretusinde flere planter, end der er plads til…

– hvornår kom dén plet dér?

– mål før sommerferie om fem uger: tab titusind kilo

– handling før sommerferie om fem uger: fornægt mormorarme og appelsinhud. Drik drinks.

– hvis bare jeg var lige så god til at passe planter, som jeg er til at købe dem, så ville min lejlighed (og mit kontoudtog) se meget anderledes ud

– ved ikke om jeg kan se mere end to afsnit af Grace and Frankie. Mandens øjenbryn gør mig virkelig sur. Havde samme problem med Orange County, men overvandt min vrede…

– åh, kan én af illustrationerne nu trykkes i 4 x 4 centimeter? Så skal folk jo kun have mikroskopbrilleglas på, for at kunne læse dem. Føkkediføk.

Jeg ved ikke, om overblik nogensinde vender tilbage igen, eller om den slags luksuriøse tilstand er forbeholdt fireogtyve timer efter du kommet tilbage fra ferie.
Hver gang jeg blinker, er der dukket nye ting op, som jeg burde tage stilling til… men som jeg i mellemtiden gemmer mig for.

…

Se om overblikket dukker op igen, om solen gør eller om illustrationerne ender med at kunne ses af det menneskelige øje; følg med i hverdagens gråtoner på FACEBOOK eller INSTAGRAM.
(Rygtet vil vide, at bloggen også er at finde på BLOGLOVIN, men det må I altså selv ligge og rode med. Jeg er som sagt teknisk dum…)

(FORTSAT)

Da jeg havde konsultation i går, var cirka en tredjedel af de gravide jeg så, kvinder, der planlægger at føde hjemme.
De to vagter jeg har haft, efter jeg kom tilbage fra ferie, har jeg været til hjemmefødsel begge gange.

Jeg fornemmer en helt klar stigning i forekomsten af hjemmefødsler – og det glæder mig. Guderne skal vide, at jeg selv var noget skeptisk, da jeg hørte om hjemmefødsler første gang, men nu ser jeg virkelig mange fordele ved at føde hjemme.

For selvom jeg har været med til virkelig mange smukke, rolige og tårevæddende fødsler på hospitalet, oplever jeg altid en stemning som er noget helt særligt, når jeg er til hjemmefødsler.
Den er svær at beskrive, men jeg vil alligevel forsøge:

En tidlig morgen i denne uge ringede jeg til fødegangen. Jeg havde hjemmefødselsvagten og forhørte mig, om jeg skulle møde på hospitalet eller i stedet skulle tage ud og afløse en nattevagt som stod hjemmefødsel.
Det skulle jeg.
Jeg havde god tid og besluttede mig for at cykle ud til hjemmet.
Jeg mødtes med min studerende og i et adstadigt tempo, cyklede vi snirklende forbi lejlighedskomplekser og villaveje og mærkede hvordan omverdenen var ved at vågne. Solsortene sang, solens stråler skiftede fra svage og blege til kraftige og gyldne og var ved at få rigtigt fat. Rundt omkring kom småbørnsfamilier ud fra opgange og havelåger med en lille i hånden og de lidt større på løbecykler, trehjulede eller løbehjul. På vej til vuggestuer og børnehaver.
Vi var på vej til fødselsdag, og jeg tog mig i at føle mig heldig.

Det var tankevækkende, at mens folk tydeligvis var godt igang med hverdagens trummerum, var vi på vej til noget helt unikt. Og dét, at det kunne foregå lige hér omkranset af postbude, blebørn og bøgehække mindede mig om, at det jo er dét fødsler som udgangspunkt er;
Noget helt naturligt.
Noget nærmest hverdagsagtigt.
Det behøver ikke være kompliceret.
Et barn kommer til verden.
Det er faktisk ret simpelt.
På en måde er det jo faktisk grundstenen, hvorpå vi bygger hverdagens trummerum.

Og det er nok dét, hjemmefødsler gør ved mig.
De minder mig om, at i en verden hvor alt omkring mig kan bippe og båtte og går i sort, hvis vi ikke oplader det engang i døgnet, kan en fødsel stadigvæk foregå med fuglepippen som eneste uvedkommende lyd.

Forstå mig ret; man skal som sagt føde lige der, hvor det er rigtigt for dig, men jeg tror, at mange simpelthen overser muligheden for at føde hjemme, fordi de ikke ved, at man kan eller ikke ved, hvad der skulle være bedre ved en hjemmefødsel.
Men altså; jeg er helt tryg og hjemmevant, når jeg er på en fødegang. Her er jeg kommet hundrede gange før, og kender stedet som min egen bukselomme. Men sådan har jeg det ikke, når jeg befinder mig på alle mulige andre afdelinger på et hospital. De uvante omgivelser alene kan gøre mig lidt beklemt og usikker; må man sidde her? hvor kan jeg få noget vand? er jeg nu besværlig?
Lur mig, om ikke mange andre har det netop sådan, når de kommer på en fødegang? Sådan er der forhåbentlig ikke nogen, der har det, når de er hjemme, vel?

…

Nu taler jeg selvfølgelig om den helt ukomplicerede, naturlige fødsel.
Der findes masser af omstændigheder, hvor jeg er hjertens glad for, at vi har alle de apparater, der kan bippe og båtte, og hvor jeg synes, at hospitalsfødslen er KLART at foretrække fremfor hjemmefødslen.
Efter min mening skal man nemlig ikke føde hjemme for enhver pris.

Men alt det må vi tage en anden gang.

FORTSÆTTES.

…

Vil du vide mere, vil du stalke eller finde overspringshandlinger? Så kan du finde meget mere sort på hvidt på FACEBOOK eller INSTAGRAM

Og har du spørgsmål, kan du stille dem lige her.

Det er absolut ikke nogen hemmelighed, at jeg har et lidt anstrengt forhold til lufthavne og rejser.

Det er jo ikke fordi, jeg ikke glæder mig til at skulle afsted forskellige steder hen, det er ikke fordi jeg er tryghedsnarkoman (eller, altså, jeg er tryghedsnarkoman, men det er ikke dét, der er grunden) og det er som sådan heller ikke tanken om, at jeg skal voldpakkes med over hundrede andre mennesker som en dåse sardiner, hvorefter selvsamme dåse skal flyve os op i ti kilometers højde… selvom jeg indrømmer, at tanken ikke ligefrem huer mig.

Men nej, mit særligt anstrengte forhold drejer sig især om, at jeg er utroligt bange for at glemme noget! Ikke kontaktlinsevæske eller opladeren til min mobil, men noget livsvigtigt… Sådan noget rimelig essentielt noget som for eksempel insulin, når nu din bugspytkirtel sidder udenpå kroppen.
Og nu ved jeg godt, at der sidder nogle overskudsagtige, strukturerede damer derude, som tænker – jamen, laver du da ikke lister? – og joeh, det gør jeg… det lykkes mig bare aldrig rigtig at følge dem.
Så hos mig er pakning og afgang altid en nærmest livskrise som jeg kommer igennem med stress, panik, ufortyndet alkohol cola, stress og vilde armbevægelser.
Dog kan jeg altid være noget roligere på hjemvejen, for dér er det kun sardindåsen, jeg for alvor skal være bekymret for… TROEDE JEG.
Turen hjem fra Korfu, gik nemlig ikke helt så glat, som man kunne forestille sig.

Korfu, mandag, klokken 07.15
Har været vågen cirka fyrretusind gange i løbet af natten af frygt for at sove over mig. Tjekket at mobilen ikke er gået død. Roteret rundt i sengen som et grillspyd.
Men nu, nu skal jeg op. Halvanden time (klokken 08.45) til vi skal afsted fra huset og de 45 minutter ind til lufthavnen. Jeg er skal nærmest bare smide min tandbørste i kufferten og lyne bæstet sammen.
Piece of føking cake.

Korfu, mandag, klokken 07.45
Sådan! Klar! Jeg har endda været ude og tisse to-tre gange. Nervøs blære? Hvem, mig??

Korfu, mandag, klokken 08.00
Ahmen, er vi ALLE sammen klar? Alle seks? It’s a miracle! Lad os få pakket bilerne!
Hvilken herlig følelse, at være i så god tid. I finder os under overskudstjekkedemennesker.dk

Korfu, mandag, klokken 08.05
Væk? Hvad er væk?

Korfu, langt væk fra alt hvad der hedder taxa, mandag, klokken 08.07
ER BILNØGLERNE VÆK??
Okay, ro på.
Vi kørte trods alt i går.
Så meget “væk” kan de ikke være

Korfu, alt for langt væk, mandag, klokken 08.23
Okay. *Ånder mentalt ned i en papirspose* Ret væk, altså.
Bilnøgler er ikke i nogle af de beklædningsstykker, som min far havde på i går og som var blevet pakket i hans kuffert. Kuffert endevendt. Du kan takke mig, for min pakke-teknik senere, far. Panikken anes en smule.

Korfu, øen hvor du aldrig kommer hjem i tide, mandag, klokken 08.31
Hus og bjergskrænt rundt om hus endevendes. Fem voksne mennesker kravler og klatrer rundt og kigger alle mulige og umulige steder. Det ligner en hektisk omgang “tampen brænder”, men hvor der ikke er nogen til spottende at huje, at sporet er “ISKOLDT!”. Tre-årig nevø sidder som den eneste klar i sin autostol med søvn i øjnene. Måske tror han, at han stadig drømmer. Jeg ønsker, at jeg gør.

Korfu, øen hvor jeg nok bliver fyret pr. telefon, mandag, klokken 08.35
Forestiller mig følgende opkald til chef:
“Ha-arj,” Næsten uforståeligt på grund af falset snot-gråd
“Hhmrfii, det er… Det er E-Æ-line. HULK!”
*Lang snot-seance*
“HhrmføØø! Jeg kan… kan ikke komme *KÆMPESNØFT* på arbejde i min tolvtimersvagt i morgen… JEG NÅEDE IKKE MIT FLY!”
“Øhæ… fordi vi ikke kunne… *halvkvalt vræl*… kunne finde b-BILnøglerne.”
“Okæ… kay…”
“Verdens dårligste, mest upålidelige medarbejder? Ja. Ja, du har ret. Det er nok m-mig”
“Fyret? D-d-det forstår jeg godt. Hulk. Må nok blive fårehyrde alligvel”
*DUT*

Korfu, øen hvor jeg aldrig kommer hjem, nogensinde, mandag, klokken 08.40
Farvel civilisation. Nu kravler jeg op af bjerget i min søgen efter bildnøglerne. Finder jeg dem ikke, fortsætter jeg bare med at kravle ind til jeg støder på klostret på bjergtoppen. NonnEline. Fårehyrde og rodehoved. Det klinger skidegodt.

Korfu, øen jeg alligevel kommer væk fra, mandag, klokken 08.43
DE ER FUNDET!!

Korfu, øen hvor der ikke er langt fra jordemoder til nonne, mandag, klokken 08.45
Rettidigt. Så kom vi føkme alligevel afsted rettidigt.
Er allerede så stresset, at sardindåsen slet ikke påvirker mig.
Lige nu, i hvert fald…

…

Vil du vide mere om forsvundne nøgler, intet tøj, der hænger på bøjler hos en person der gøgler – kort sagt; hverdagens gråtoner, kan du følge med på FACEBOOK eller INSTAGRAM

Og har du kommentarer, kan du smide dem lige hér.
Sort på hvidt.

 

 

 

 

 

 

Nuvel.

Ipad’en kan ikke fikses før jeg igen er hjemme fra Korfu, og derfor må I ‘nøjes’ med en gammel kending, som er så kortfattet, at jeg kan overskue at skrive den på mobilen.

Det er blevet tid til den sidste uges tænkte tanker:

– Jeg er heldigvis helt afklaret med, at jeg skal hjem igen på mandag

– Ved ikke om jeg skal være forarget eller imponeret over min fars græske gloser, når han (efter en bilist har truttet godt og grundigt i hornet) iskoldt hvisler: “sådan siger hans mors røv også”

– Retzina eller drink – dét er spørgsmålet!

– Åh, jeg kan meget bedre lide mit ferie-jeg end mit hvorfor-er-der-ikke-flere-sokker-hverdags-jeg

– Må man gerne bruge feje tricks i Rummikub-turneringen?

– Virkelig? Heller ikke hvis man er ved at tabe? Stort?

– Nøj, hvor skal jeg tegne!

– Jeg er ikke sådan meget motiveret for at komme hjem…

– Ookay. Én tegning. Det er ikke imponerende.

– Hud kan tilsyneladende ikke længere blive brun. Det er krebs eller spøgelse.

– Mon de savner mig, hvis jeg ikke kommer på arbejde på tirsdag?

– Eller nogensinde?

– Man kunne blive fårehyrde.

– Der kan da godt klemmes lidt jordemoderarbejde ind. Får får jo får lam.

– Ej, der er jo også noget charmerende ved hverdagen.

– *barberer ben* føler sig som en Venus-reklame

– MÆÆÆRK MINE BEEEEEEN!

– Mumsfilibaba

– Har det alt for godt

– JEG VIL IKKE HJEEEEEM.

…

Se om virkeligheden får mig hjem, om iPad’en bliver fin igen eller om jeg bliver fårehyrde uden for lands lov og ret på FACEBOOK eller INSTAGRAM

Følg med.

Sort på hvidt.

Tja.

Oprindeligt var det meningen, at jeg i dag ville have skrevet videre på føljtetonen om, hvorfor jeg blev hjemmefødselsjordemoder, men da min nevø i går væltede min iPad på gulvet, er sortpahvidt nu mere grøntpålyserødt, så lange anekdoter må vente…

I stedet sender jeg en tanke til mine seje kolleger, der i dag – som alle andre dage – arbejder intenst og åbenhjertigt for forældre verden over.

Jeg sender en tanke til de 248 børn, jeg har budt velkommen til verden de sidste to år og to måneder, og tænker på hvor de og deres forældre hver især befinder sig i dag.

Og nåh ja, så drikker jeg i øvrigt en selvfed skål for mig selv under hashtagget ‘egenomsorg’ og nyder yderligere nogle dage på Korfu.

Det er trods alt ikke for børn, at tage imod børn!

…

Fik du for lidt, kan du læse tidligere indlæg – og få besked om nye – på FACEBOOK eller blive træt af feriebilleder på INSTAGRAM.

Sort på hvidt.

(ADVARSEL. Jeg er selv halvgræker, og derfor fuldt ud berettiget til mine generaliserende udtalelser omkring mit fædrene ophav. Det er alt sammen sagt med meget stor kærlighed)

Aaaah. Korfu.
Ferie med familien.
Hvor afslappet kan det blive?

Men forinden ferien kommer altid det knap så afslappende; pakning og flyvning.
Isærdeleshed det dér med at komme frem til destinationen, kan være stressende og energikrævende.
Korfu er en lille græsk ø, og det der med at komme dertil med fly er ikke sådan bare lige uden for turistsæsonen.
Der kræves mindst én mellemlanding, og så sidder du gerne i time efter time, mens du bare og kukkelurer og konsumerer hurtige kulhydrater og colaer til ågerpris og mærker hjerneceller og overskud forlade krop (og nemkonto)…
Så da min mor denne gang konstaterede, at vi kunne finde en flyvning til Korfu med en mellemlanding på bare en time i Athen, var begejstringen til at tage og føle på. Og JA, det var selvfølgelig med det samme flyselskab, så eventuelle forsinkelser ville ikke betyde noget katastrofalt, for vi kunne checke in hele vejen…

Så kom afrejsedagen og humøret (og stressniveauet) var i top.
Vi var fem voksne og min nevø på tre år, der skulle afsted, og bare dét at følges ad gennem security i Kastrup Lufthavn, var lidt af en logistisk opgave.
Og ja, vi blev selvfølgelig forsinket med første fly – for hvis der er noget grækere og græske flyselskaber er gode til, så er det at komplicere selv de mest simple ting med en god portion bureakrati.
Flyet var stopfyldt – den græske påske stod for døren, og det betød at græske emigranter fra nær og fjern valfartede til både storbyer som Athen og små, sorte landsbyer langt oppe i bjergene.
Så da vi begyndte indflyvningen til Athen omkring en halv time forsinket, var meldingen klar:

“ALL PAZZENGERS WIFF TRANSFER TO SOUVLAKITIS, TZATZIKISAS, RETZINABOULIS or CORFU PLEASSSSE CONTACT GROUND PERSONAL WHEN LEAVING THE AIRCRAFT!” Gjaldede stewardessen over højtalerne
(I virkeligheden har ingen græker nogensinde haft brug for en højtaler. De kan snildt råbe et helt fly op eller kommunikere på tværs af landegrænser uden. Derfor lader de også som om de slet ikke er i besiddelse af en sådan, og brøler uanset hvad de holder foran munden.)

Lettere døv var jeg klar til at forlade flyet, da vi landede. Den øvrige del af min familie havde svært ved at komme ud da alle asede og masede og stod i vejen (ja, mig selv inklusiv), så jeg sagde, at jeg ville gå i forvejen.
Ude foran flyet holdt tre busser, der skulle transportere os til terminalen, men som den pligtopfyldende borger jeg er, fandt jeg straks en “ground personal” som kunne lede mig på rette vej.
“Excuse me,” sagde jeg til manden i neonvest.
“I have a connecting flight to Corfu, how do I get to the gate?”
Manden kiggede på mig, som om jeg lige havde spurgt ham, hvor mine fødder sad og sagde med største selvfølge:
“In the bus. Go in the bus” Fair nok. Måske skulle jeg bare spørge, når vi kom ud af bussen i terminalhallen.
Nu kender jeg jo de græske busser, og hvis jeg kan konkludere én ting, så er det, at dørene ikke lukker, før man har mindst femten mennesker med, som der egentlig ikke er plads til.
Så da jeg så, at der stadig var masser af albuerum i bussen, tøvede jeg ikke med at stige ind. Og ja, mase mig laaangt ind i bussen, så der var plads til resten af min familie, der snart ville ledsage mig.
Men ak, ikke så snart var jeg trådt ind i bussen, før dørene lukkede bag. (Det skulle senere vise sig, at jeg åbenbart var kommet med bussinessclass-bussen. Folk med penge må åbenbart ikke svede på hinanden.)

Jeg blev lidt ærgerlig over at blive afskåret fra den øvrige del af familien, men for ikke at bekymre nogen ved at være blevet væk som seksogtyveårig, vinkede jeg vildt til min far, som om jeg aldrig havde været alene før i mit liv.
Han så mig meget tydeligt ikke.
Det gjorde alle andre jeg ikke delte genpøl med.
Skidt pyt.
Da jeg kom ud ved terminalen, var jeg roligheden selv på trods af, at vores connecting flight meget snart måtte skulle til at boarde.
Jeg tændte min telefon.
Jeg ventede tålmodigt på min familie, da den næste bus kom.
Og dén efter den.
Og det var først da damen i terminalhallen lukkede dørene ud til vejen, og adskillige SMS’er begyndte at vælte vrælende ind på min mobil, at jeg mærkede panikken, der begyndte at sitre i mine fingerspidser.
Noget var galt.
“Excuuuuuse me,” brægede jeg til dørdamen
“Yas?” Tre ubesvarede opkald fra min søster
“Are there no more busses?” Ringe op. Telefonsvarer.
“I dan’t know”
“Is there another transfering bus?”
“I dan’t know” jesus kristus, jeg er vist på afveje…
“Okay. Thanks” For nothing.
Kom igennem til min søster.
“Hvor er du?”
“Hvor er I?” sagde vi i kor.
“Jeg er i terminalen”
“Vi er i bussen. Vi bliver kørt direkte til gaten.”
FUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUCK
“Okay. Okay. Jeg kommer”
“Det er B9”
“Okay, okay. Jeg kommer”
(min søster har sidenhen fortalt, at jeg lød meget rolig, hvilket uden tvivl var meget langt fra min egen opfattelse)
*DUT*

Jeg løb op ad rulletrappen, gennem gangene, da jeg kom i tanke om, at min detour betød, at jeg nu skulle igennem security.
Igen.
G R Æ S K security.
Shit!
Jeg fiskede pas og boardingcard op af lommen og afstod fra trangen til at brøle “COMING THHHHHHHROOOOOOOOOUGH!” mens jeg prøvede at mase mig forbi en mindre græsk landsby.

Da jeg nåede securitykøen, var det endnu ikke lykkedes mig at komme forbi det græske påskeoptog, og jeg noterede mig, at de ved Gud hverken havde fået pas eller des lige frem – Herregud, de havde sikkert syv liter bundulovlig olivenolie i deres håndbagage – og jeg korsede mig indvendigt.
Og så var det, at jeg gjorde noget af det mest usympatiske, jeg i mit liv har gjort:
Da vi kom ind i den labyrintiske form af afspærringsbånd, udnyttede jeg ganske enkelt min dværgehøjde og kravlede under samtlige bånd der krydsede min vej, og voldsnød mig dermed ind foran alle zusammen!

Jeg viftede febrilsk med pas, boardingcard og insulinpumpe og fik hurtigt anvist en kø… med verdens langsommeste, græske skrankepave.
Møjsommeligt vendte og drejede han min frakke, min pose og håndtaske, som om nogle af delene kunne finde på at eksplodere i hånden på ham, hvis ikke de på præcis rette måde blev lagt i kasserne på båndet.

“Do you haarve any liquid in your baa-”
“No” afbrød jeg
“Do you haaarve any hairstraightanar?”
“?” Ligner jeg seriøst én der rejser med et glattejern i min håndtaske??
“No”
Do you haaarve any haircurlar?”
“No!”
“Creme?”
“No!”
“Lotion?”
“NO! No nothing! No. I just came from another flight! And I’m about to miss my connecting flight because I was put on the wrong bus! So no, no nothing!” Jeg var lige ved at lave en Ben Stiller i Meet the Parents-scene, og heldigvis lukkede manden mig igennem – ovenikøbet med et good luck!

Og pling!
Pludselig stod jeg dér foran gaten.
Sammen med cirka tohundrede andre grækere.
Prustende og svedig men rettidigt.

– Og hvordan jeg endda formåede at komme frem før min øvrige familie, er mig stadig en gåde!

…
Og flyet?
Ja, det var selvfølgelig tyve minutter forsinket!

…

Hvis du ikke kan få nok, kan du følge bloggen på FACEBOOK eller INSTAGRAM.