… Det er mere dét, at jeg sgu er blevet halvdøv.
Ja, altså ikke for good. Så vidt jeg ved, i hvert fald.
Jeg har bare fået en prop i øret.
For en uge siden.
Jeg vågnede bare op, med én ny beboer:
Proppen.
Som jeg var helt sikker på ville gå væk.
Jeg gav vores forhold en dag.
Max.
Men altså, den er der endnu. En uge efter!
Jeg tænkte, at man da ikke gik til lægen med en prop i øret, men har måttet sande, at nedsat hørelse er sjovere, når det er fordi den er selektiv.
Man går sgu glip af en ting eller to.
Man kunne i hvert fald.
Så kan man da tale om at gå rundt i lykkelig uvidenhed…
… Og min læge har først tid næste fredag.
Hvor jeg gerne skulle sidde på et fly.
For føk sake!
Hilsen damen, der snart tømmer apoteket for Remolax, øreskyllere, spøjse dråber, tragte og andet gøgl
…
Find ud af, om jeg får hørelsen tilbage eller om jeg må få høretragt eller mundafslæsningskursus – følg med på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN eller SNAPCHAT
Navnet er som altid Sortpahvidt
Når du vågner efter en nattevagt, og klokken er 16:03, dit hoved er på størrelse med Fyn, du har en smag af død gnu i munden og din mascara har leget tagfat ned af dine kinder, kan du godt nogle gange kigge i spejlet og tænke:
“Herregud, hvad laver jeg egentlig? Hvad har jeg opnået? (Udover en højst fantasifuld frisure?)”
Har post-nattevagts-funderet over de spørgsmål. Og her er mit svar.
MEDALJER, JEG SKULLE HAVE FÅET:
Hvis det kniber med at læse alt det med småt, så klik eventuelt billedet større.
Ellers oversætter jeg lige her:
barberede begge ben
overlevede tolvtimers nattevagt på dansk vand
“oh holy crap” ikke dukket op til vagt x 3 (morgenvækning af chef)
bedst til at drikke for meget
upcoming operasanger i brusebadet “oh la laaaaaa”
tinder date survivor #smileandwave
ja, jeg fortjener da egentlig ret så mange medaljer, når nu jeg tænker over det!
hvilke fortjener I? …Altså udover at I læser med her?
…
Følg flere medaljer, nattevagter og sejlen rundt i hverdagens gråtoner på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT. Navnet er selvfølgelig Sortpahvidt
Eller måske ikke bare lav – jeg er pisselille. Når jeg møder nogen, der er i min øjenhøjde (og som ikke er et barn på 10 år), bliver jeg helt benovet.
I nat var jeg på arbejde med Lillemor, øh, og jeg skal hilse at sige, at hun sgu ikke er så lille endda – jeg går hende til armhulen!
Vi tog et par selfies sammen (og til dem, der sidder og spørger sig selv; så ja, man ser skidegodt ud klokken 06.35 om morgenen efter elleve timer på nattevagt!), og det så bare helt tosset ud med os ved siden af hinanden!
På vej hjem sad jeg så og sumpede over det dér med at være lige over dværgegrænsen. Det er da ikke så slemt, tænkte jeg. Altså, man kunne da være værre, ikk’?
Kriminel, for eksempel.
Jeg mener bare, at være lav har jo aldrig fået mig i fedtefadet eller sådan noget.
Men så kom jeg i tanke om, at det faktisk er lige præcis, hvad det har! Og netop dét, er årsagen til at min ældste ven, Mads, og en hel del andre mennesker, ved nøjagtigt hvad der refereres til, hvis nogen nævner “The Gryde Incident” – og det til trods for, at det skete for snart ti år siden!
Vi skal tilbage til min søde efterskoletid…
Da jeg gik på efterskole havde vi køkkenhold.
To gange i løbet af året havde dit køkkenhold bestående af fem-seks mennesker køkkentjansen og stod for at lave, servere og rydde af i forbindelse med alle måltider.
I dagtiden foregik det sammen med kokkene på skolen, men om aftenen skulle maden bare findes frem og enkelte ting lunes. Det kunne man sagtens stå for uden konstant supervision.
En lærer skulle ganske enkelt låse før og efter os, men det øvrige kunne vi klare selv.
En sådan aften stod mit køkkenhold og jeg og gjorde klar til servering. Vi fjollede ret meget, og gjorde lidt grin med sådan et industrikøkken – blandt andet havde vi lavet kødboller af cirka femtusindmillioner liter hakketsvinekød, som vi efterfølgende måtte forme med en TESKE!
Jeg stod og stenede lidt, kiggede på den store industrigryde, og ud kom pludselig nogle ret skæbnesvangre ord:
“Tror I egentlig, at jeg kan være i den store gryde?”
Det skulle vi selvfølgelig ikke tænke over i mange sekunder.
Af røg min træsko (ja, vi havde naturligvis stor omtanke for hygiejnen) én af drengene greb mig under armhulerne, og op i gryden kom jeg!
Da jeg lå nede i gryden og kiggede op på de andre, grinede vi alle sammen bøvet – man kunne fisme koge en person dernede!
… I næste nu skete der dog noget, vi ikke havde forudset; NOGEN VAR PÅ VEJ UD I KØKKENET.
Jeg ved ikke, hvad rationalet var, men én eller andens første reaktion var simpel: Grydelåget blev smækket i!
Og så lå jeg ligesom dér…
Én af kokkene – selvfølgelig den sureste af dem – havde af én eller anden grund besluttet sig for at ville hjælpe os med maden.
Nede fra grydens mørke kunne jeg høre de andre grine småhysterisk og finde maden frem (der var stadig 30 min. til servering), og jeg lå bare og krydsede fingre for, at kokken ikke ville lægge mærke til, at køkkenholdet manglede en mand – og at der desuden stod efterladt et par træsko i størrelse 36 ved siden af den store gryde.
At jeg ikke bare kom op af gryden havde flere årsager;
1)Hvad siger man, når man kommer op af en gryde – med låg på? “BØH!”/”Fandt den!”/”Nej, det var ikke vejen til Narnia” ?
2)Jeg kunne ikke særlig nemt komme op uden andres hjælp… og endelig
3)jeg var en føking dengse. Tanken om at få et møgfald over en tur i den sorte gryde, var simpelthen for skræmmende! Og hvad skulle jeg sige til mine forældre, når jeg blev smidt hjem? (“Hej mor og far, jeg er hjemme på en tænker, men jeg behøver ikke, at tænke over, om jeg kan være i en industrigryde, for dét kan jeg!”)
Derfor krøb jeg sammen og håbede på et mirakel.
Efter nogen tid gik det dog op for mig, at det dér mirakel, gerne måtte komme snart, for gryden blev meget varm at ligge nede i.
Med gru kom jeg i tanke om, at vi jo for fanden havde kogt kartofler i den for ikke så lang tid siden… Gryden var stadig lun.
Jeg begyndte at få klaus. Ret meget klaus, faktisk. Luften føltes beklumret og iltfattig, og jeg følte mig som en glemt, kogt kartoffel.
Jeg så avisoverskrifterne for mig:
“EFTERSKOLEELEV FUNDET DØD I GRYDE”
“HVAD LAVEDE ELEV I DEN SORTE GRYDE?”
“LÆS DET HELE: IKKE MERE FORLOREN SKILDPADDE PÅ EFTERSKOLE”
Jeg lettede febrilsk lidt på låget og sugede frisk luft ind. Mens jeg spillede diverse fund-af-elev-i-gryde-scenarier for mig.
Og så tilsmilede lykken mig heldigvis – for vores industriopvasker løb tør for sæbe og kokken måtte hente det i depotet.
Så med ét blev låget flået op, og jeg blev hevet ud af suppedasen, so to speak.
Kokken kom tilbage kun et øjeblik efter, at jeg var trådt i træskoene, men bemærkede ikke min pludselige – og meget svedige – tilstedeværelse med et ord.
Og gryde-historien forblev en hemmelighed.
Altså, lige indtil samme aften, hvor vi selvfølgelig fortalte den til hele skolen.
…
Og med dén anekdote vil jeg bare påpege, at det altså er meget berettiget, når jeg troligt skynder mig, at kaste mit vasketøj ind i andelsforeningens industritørretumbler af frygt for, at en morder kommer og skubber mig ind i den.
For jeg VED, at jeg kan være i den.
…
Vil du læse flere mærkelig anekdoter og følge med i hverdagens gråtoner, så følg med på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN eller SNAPCHAT – navnet er selvfølgelig Sortpahvidt (;
Endnu en uge der (næsten) gak… Se, hvad der er gået igennem af tanker i mit hoved:
(fredag) tør jeg drikke drinks i dag eller går min søster så i fødsel?
drinks smager altså godt!
må ikke blive ensom dernede i maven… TO TIL TAK!
56 arbejdstimer i næste uge fra fredag til fredag? Altså, godt nok er jeg da glad for mit arbejde, men det er måske liiiige at stramme den…
(lørdag) hvad hvis hun ALDRIG går i fødsel? Er det en kæmpebaby? Står den dumt?
okay, hoved, så tager du lige en slapper. Alt er jo fint. Helt fint.
må vist have en panodil
kan man egentlig få søvnorlov?
hvorfor er mit køleskab tomt? Igen?
hvis ikke jeg havde konsultation én gang om ugen, ville jeg aldrig komme ud mine joggingbukser
OføkingL – kunne man monstro springe bare lidt af det over? Og så lave meget mere synkronsvømning og sådan noget?
SÅ får hende søster løgsovs lidt rebozo og akupunktur
Hvad? Har hun fået veer?
for real??
ahhh, det KAN jo gå i sig selv igen
optanker til fødende (læs; cola, cocio, franske vafler, brownie og peanutbar)
hjemmefødsler er jo det hyggeligste
er de nu stærke nok, de veer?
Nej nej ikke ned i badekarret endnu. Tag brusebad. Man ved jo ikke om veerne går i stå.
Det lød lidt som om det pressede der…
øj, hvor skal jeg tage mange billeder
DET PRESSER!
åh nej, jeg kommer til at blive sådan en forælder der går og voldtværer billeder af min unge op i hovedet på folk og med skinger røst mimrer: “ERHUNIKKESØD?!! HVA!!!”
og det er ikke engang min unge…
BØFDAG ❤️
Er lidt vild med nogle af de helt sindssygt dårlige sportsudøvere, der alligevel er kommet til OL. Giver ligesom håb om eget potentiale
Er det efterår?
Januar, måske?
hul i det *kravler tilbage i mine joggingbukser og fornægter djævle-arbejds-ugen forude*
…
læs mere og følg bloggen på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN eller SNAPCHAT (Sortpahvidt)
Jeg blev nemlig moster for anden gang. Min søster og svoger havde planlagt at føde hjemme – og havde spurgt, om jeg ville være med som praktisk gris og fotograf.
Helt ærligt, hvor priviligeret kan man være? Havde jeg spurgt mig selv. Jo, man kunne for eksempel være så priviligeret, at man faktisk også endte med selv at tage imod sin niece!
Vi kunne da have nok så mange fine ideer, men da den lille besluttede sig for, at den ville have fødselsdag – så gad hun virkelig ikke spilde tiden!
Det var derfor slet ikke planlagt, det var bare sådan det blev – og det er det største, jeg har oplevet.
Bagefter grinte og grinte jeg med tårer i øjnene.
Det jo ellers ikke fordi, jeg ikke vidste det på forhånd, men fødsler er jo det vildeste!
(Min niece blev født i vand. Det her er mit første mentale billede af hende)
På trods af mine 154 centimeter, har jeg været høj lige siden ❤️
Det er heller ikke nogen hemmelig, at jeg har insulinpumpe.
Det svarer sgu nærmest til, at have en usynlig ven, der ved særligt ubelejlige lejligheder springer frem og brøler:
HER ER JEG! JEG ER LIGE HER! HØR LIGE HVOR HØJT JEG BRØLER!
Forstå mig ret; jeg er glad for min insulinpumpe.
Men nogle gange opfører den sig sgu som den dér pinlige tante, der formår altid at støde ind i dig på virkeligt dårlige tidspunkter. Som at møde hende, mens du er på date, hvor hun kun lige kan holde kæft i to langtrukne sekunder, før hun kvækker: “Skal du ikke præsentere os??”
Det er faktisk ellers sjældent, at den siger noget, den insulinpumpe. Men boy, når den gør! Så vil den sgu høres!
Den starter faktisk med at vibrere, men meget mere diskret end en mobil, så hvis du har den i lommen, mærker du det overhovedet ikke. Så bliver den småfornærmet. Så begynder den at bippe.
Ikke bare lidt.
Det er stigende enerverende i både lydstyrke og toneleje.
Det betød blandt andet at jeg på vej hjem fra nattevagt forleden, hvor jeg hørte musik for at holde mig vågen, pludselig blev opmærksom på, at jeg sad og bippede for fuld udblæsning! Så selv babyerne i bussen synes, at lydniveauet var lige strengt nok…
Og hvad er det så, der er så vigtigt, at det ikke kan vente fjorten sekunder længere?
Uanset om man sover en tiltrængt søvn eller står på en fødestue?
Det skal jeg sige:
Men ak, sandheden er en anden – og meget, MEGET vigtigere!
Kunne den ikke bare for én gangs skyld sige, at jeg skulle holde fri?
Bare resten af året?
