Det her har været en uge, som jeg kommer til at huske.
I mandags skrev jeg herinde, at jeg havde besluttet mig for at sige op.
Jeg vidste godt, at det nok ville afføde nogle reaktioner, for det er jo ikke fordi, jeg har fået en eller anden spændende idé om, hvad jeg så skal.
Jeg går, fordi jeg ikke kan lade være.
Men. Jeg havde på ingen måde forestillet mig – eller forberedt mig på -, at mit skriv virkelig ville betyde noget for andre end mig.
For jeg syntes ikke, at det var noget særligt;
Hver eneste måned er der fantastiske jordemødre, der forlader fødegangene og ja, nuvel, denne måned var det mig.
Reaktionerne har ganske enkelt været overvældende.
Jeg indrømmer blankt, at det var med et noget bævende hjerte og nervøsiteten bankende i tindingen, at jeg opdagede, at indlægget var blevet delt ivrigt på de sociale medier.
Til gengæld kunne jeg hurtigt lægge bekymringerne fra mig, for jeg er sjældent blevet mødt af så stor omsorg og oprigtighed fra nær og fjern.
Til jer, der har kommenteret, delt, ringet og skrevet og givet både virtuelle og virkelige krammere:
TAK
Jeg føler mig ikke mindre vildfaren, men i hvert fald slet ikke alene.
Og jeg prøver at fortælle mig selv, at nogle gange er de bedste planer, slet ikke at have nogle.
Nogle gange er du nødt til at finde vejen, mens du går den.
Nogle gange snubler du, kysser asfalten og – hvem ved? – finder en mønt på vejen.
Og det er helt okay.
Til december skal jeg ingenting.
Udover måske at lære at knipse og synge på samme tid.
Min korleder ser ud til at gå meget op i den slags, i hvert fald.
Resten må tiden vise.
Følg mit møde med vejen, asfalten og måske til sidst mønten på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT
I mit hoved har jeg formuleret dette indlæg utallige gange før.
Aftener og nætter og morgener mens jeg har vendt og drejet mig i sengen.
Når jeg har kigget mig i spejlet, og været i tvivl om, hvem der egentlig kiggede tilbage.
Hver eneste gang jeg har skrevet om forholdene på mit arbejde.
Jeg har sagt op.
I knap fire år som jordemoder på fødegangen, har jeg set mange kolleger gå, og vidst, at det også en dag ville være mig.
Jeg havde håbet, at der ville være lidt flere år gemt i mig, men faktum er, at mine indre alarmklokker har ringet længe – jeg har bare ikke været klar til at høre dem.
For hvor paradoksalt det end lyder, så elsker jeg faktisk mit arbejde.
Jeg føler mig hjemme på min arbejdsplads – det være sig på en fødestue eller til hjemmefødsel – hvor vejen til verden både er fyldt med rutine og uforudsigelighed.
Jeg nyder både de hurtige fødsler, hvor en verdensborger pludselig melder sin ankomst, så du knap nok når at få handsker på, og de lange, komplicerede forløb, hvor du må bruge alle tricks i bogen for at lokke barnet ud.
Jeg holder af både det menneskelige aspekt og det jordemoderfaglige håndværk.
Jeg kan lide, at gå ned ad de velkendte gange og tænke på hvem og hvad dagen i dag vil byde på.
Desværre er de ellers så velkendte gange så småt begyndt at snurre rundt for mig.
Jeg har ubevidst fjernet mig så meget fra min krop, at den nu kalder på mig, på måder jeg ikke kan overhøre.
Forholdene i svangreomsorgen gør det svært at passe ordentligt på andre – og på sig selv.
For nogen er det tilsyneladende ikke simpel logik, at man ikke vedvarende kan skære to procent ind i en organisme.
For nogen er det muligvis ligefrem overraskende, at uanset hvor stor en organisme det drejer sig om, vil man før eller siden ramme noget vitalt.
I de – ret beset få – år jeg har arbejdet i svangreomsorgen, har jeg set en tydelig forværring i svangreomsorgen til de gravide, fødende og barslende.
Fødselsforberedelsen er skåret ned til et minimum, det samme gør sig gældende med jordemoderbesøgene i graviditeten og hjemmebesøgene efter fødslen er helt væk.
På fødegangen er det tydeligst for mig at mærke resultatet af alle disse “effektiviseringer”, på trods af, at der til sammenligning ikke er blevet skåret så meget her.
Der var i og for sig nok heller ikke så meget at tage af.
Alligevel er én ressource i mangel:
Jordemødre.
Alle dem, der gik.
De, der blev nedslidte og trætte og ikke kunne få familielivet til at gå op.
De, der ikke længere kunne aflastes gennem de funktioner, som nu er sparet væk.
De, der bare fik nok.
Alle de, vi i effektiviseringens navn fik hældt ud med fostervandet.
Dem mangler vi.
Og det har uden tvivl gjort min beslutning om at sige op, nok så meget tungere.
For det giver mig også en gennemgående følelse af svigt og sorg.
At jeg svigter mine kolleger, som hver dag kæmper for at få enderne til at mødes og yder en prisværdig indsats for alle de møder.
At jeg svigter de gravide, fødende og barslende, som jeg gerne vil give den bedste start på forælderskabet.
At jeg svigter alle dem, jeg jo gerne ville være der for.
Men ved at fortsætte, ville jeg et eller andet sted svigte mig selv.
Dybt inde ved jeg også godt, at svigtet kommer langt højere oppe fra.
I de højere luftlag, hvor jeg bliver i tvivl om, om børn bliver til på anderledes vis?
Alle de politikere, der måske nok har lyttet, men ikke har gjort tilstrækkeligt, for at afbøde faldet for vores velfærd – hvilken jordemoder vil I gerne møde?
Hvor mange sko, skal vi stille på Christiansborg for at I tager forholdene i svangreomsorgen (sundhedsvæsenet i det hele taget) alvorligt?
Hvor mange videoer vil I have?
Hvor mange underskrifter skal der til?
Hvis vi spænder jeres bælte ind med to huller hvert år, hvor lang tid vil der så gå, før også I får svært ved at få vejret?
Forstå mig ret, vi mangler ikke jordemødre – vi mangler jordemødre, der kan holde til at være netop dét:
Jordemødre.
Også i det offentlige.
I mange år.
–
Pr. første december træder jeg ud af mine jordemodersko for en stund.
Det var ikke et førstevalg, men et nødvendigt valg.
Hvad der venter forude, vil tiden vise.
Jeg ved bare, at jeg lige nu ikke skal være jordemoder på denne måde – men må finde en anden, der passer til og passer på mig.
Én ting er dog sikkert:
Jeg er jordemoder. Jeg elsker mit fag.
Og det vil jeg blive ved med.
Men at leve af kærlighed og koldsved er simpelthen ikke nok
Følg hverdagens gråtoner på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT.
Og find ud af, om en jordemoder med mange projekter også finder sin rette hylde.
Sort på hvidt.
– Hvor er det heldigt, at jeg slet ikke er nervøs, over at jeg skal til kor
– Jeg har det kun som om jeg skal på en meget lang date med tredive ukendte mennesker på én gang og skal krænge mit inderste (læs min stemme) ud foran dem alle sammen
– Hvad FØK har jeg gang i???
– Eline, stop med at svede. Du skal sgu ikke også være klassens SvendSved
– Okay. Fremme. Find én at tale med. Hvem som helst. Vær indbydende og og ligetil og le en perlende latter. Du. er. SLET. Ikke. Genert.
– Alle der er her er garanteret tusind gange bedre til at synge end mig. Jeg har også skæve bryster. (Hvor er det heldigt, at jeg alle mine komplekser er vågnet op og har besluttet sig for at tage med mig til kor.)
– For helvede. Kom dog ud af din indre monolog og koncentrér dig nu om, hvad hende du fører en samtale med siger!
– Mind mig lige om, hvorfor jeg er her?
– Nåh ja. Jeg elsker at synge. Og jeg elsker pop. Let’s get this party started!
*start-akkorder og lidt opvarmning med at synge på mmmmmm*
– Okay. Okay. Det her kunne godt blive godt.
– Åh nej. Nej. Nejnejnejnej. Ikke bede os om at lave de der dansetrin fra side til side mens vi synger.
– KAN IKKE. Krop kan IKKE rytme.
– Okay. Tag dig sammen. Lav minimale trin fra side til side og lad for Guds skyld VÆR med at komme så meget ud af takt, at du støder ind i din sidemand.
– Undskyld sidemand.
– I det mindste skal vi ikke også knipse.
– ÅH! FOR CRYING OUT LOUD!!!
– Kan man nægte at knipse? Undskylde sig med sjælden sygdom, der umuliggør at lave fingerknips? Diabetes, kan den bruges?!
– SÅ TAG FOR HELVEDE LIGE AT SAMARBEJDE, KROP OG STEMME!
– JAMEN, JEG KAN BARE IKKE BÅDE SYNGE OG DANSE OG KNIPSE!!!!!!
– KAAAAN IKKEEEEE! ER NÆSTEN IMPONERENDE PINLIGT UDE AF TAKT! #UTAKTELINE
*hver gang der er stille og der lyder et knips er det mig*
– Jeg melder mig bare ud igen
– Gudskelov, er vi færdige med opvarmningen.
– Yes. Nu skal vi bare stå stille.
– Fantastisk sangvalg. “Apologize” af OneRepublic
– Wow. Vi lyder faktisk godt sammen.
– Jeg nyder det faktisk, det her.
– Føler mig faktisk så bevæget, at jeg næsten kun frygter at besvime en 6-700 gange. Old habbits die hard, I guess
– Notat til mig selv: skal huske mindre pæne sko og bedre affjedrede sko næste gang #følelsesløsefødder
– Er det allerede slut? Jamen, jeg føler mig faktisk ikke helt færdig endnu…
– It’s too late to apologize, it’s too laaaaaaate
Jeg håber virkelig meget, at vi ikke skal fingerknipse/danse mere, men ellers vil jeg sige, at kor-opstart faktisk var ret fedt.
Næste gang vil jeg måske endda begynde at socialisere med nogen, hvem ved?
Følg med i det og hverdagens gråtoner på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT
Navnet er selvfølgelig Sortpahvidt
Jeg erkender blankt, at det dér med at være en bangebuks…
Det er lige mig.
Når det kommer til ting og situationer, der kan tage pusten fra mig, er listen alenlang.
Jeg nævner i flæng; højder, nye mennesker, ukendte situationer, flyveture, tisse i naturen og at være alene hjemme (ja, ret upraktisk, når man ligesom bor alene…)
Og ja, jeg er også bange for edderkopper. Naturligvis. Den skræk kan man jo ikke springe over i skrækbuffeten, vel?
Faktisk er det lidt imponerende, at jeg ikke er bange for blod, nu jeg tænker over det.
Anywho, det dér med kryb er dog noget, jeg er blevet væsentligt bedre til, eftersom jeg i mere end 6 år, har været den eneste i husstanden – og dermed også den eneste, der kunne sikre at hjemmet atter blev edderkoppefrit, hvis en ottebenet satan skulle have forvildet sig ind i lejligheden.
Jeg bildte faktisk mig selv ind, at jeg måske ligefrem var gået hen og blevet lidt sej til det.
Jeg skulle snart blive klogere.
Nærmere bestemt; en aften i sidste uge.
Jeg har haft svært ved at passe min seng og drikke nok vand for tiden, så den pågældende var jeg gået tidligt i seng og havde vendt og drejet mig. Ligget dårligt. Haft det for koldt, haft det for varmt, og sørme så, om jeg minsandten ikke også skulle tisse… Igen!(Kunne mistænke min krop for at være allergisk for vand, så hurtigt som den skiller sig af med skidtet!)
Jeg møvede mig ud af sengen og trippede ud på badeværelset, hvor jeg forettede min nødtørft.
Tidligere havde jeg godt undret mig over en skygge, der havde kastet sig på tværs af badeværelset, – faktisk havde jeg spurgt mig selv, om det kunne have været et dyr, men det var fjollet, for den skygge var ALT for stor – og var kommet frem til den konklusion, at det var min arms bevægelser, der havde kastet skyggen over gulvet.
Jeg havde endda svunget armen lidt frem og tilbage i luften, for at genskabe skyggekastelsen, dog uden den store succes.
På vej ud fra badeværelset, var jeg dog ved at træde oven i en KÆMPEMÆSSIG nullermand. KÆMPE!
Jeg fattede ikke hvor den kom fra og trådte forsigtigt tilbage, for at tage den i åsyn.
Troede sgu lige et øjeblik at det var en – gisp!- edderkop
(Fik jeg ikke nævnt, at jeg var nøgen??
Nåh, for Søren, men ja, jeg var nøgen. Som alle gode historier, bliver denne også kun bedre ved fraværet af beklædningsgenstande)
(Fik jeg ikke nævnt, at jeg hverken havde kontaktlinser eller briller på? Eller at jeg uden førnævnte er blind som en muldvarp? Det eneste, der kan gøre mit syn lidt skarpere er, at se lidt dummere ud…)
(… Og så så jeg lige pludselig præcis detaljer nok til at stykke billedet sammen…)
At sige, at jeg blev forskrækket, vil muligvis være århundredets underdrivelse. Jeg var lige ved at vælte min håndvask ud af væggen, så hurtigt sprang jeg tilbage ved erkendelsen om, at mit værste mareridt havde taget kødelig form lige midt i mit badeværelse.
Den lignede en mutantedderkop! Den havde helt sikkert været udsat for nogle meget usunde gammastrålinger, for at blive så stor!
OG JEG HAVDE VÆRET VED AT TRÆDE PÅ DEN.
MED BARE TÆER!
NØGEN!!!!!
Overvejede i lange sekunder, om jeg bare måtte erkende, at jeg aldrig kom ud fra dette badeværelse (edderkoppen blokerede dørtrinnet) og derfor om x uger ville blive fundet død, nøgen, men overraskende tynd og i fosterstilling i min håndvask.
Kom frem til, at det nok alligevel ikke gik og formåede næsten at flyve ud over dørtrinnet med gutturale lyde fra en endnu ukendt indre.
Jeg greb mit nærmeste sæt tøj og fandt min utroligt larmende støvsuger Melissa.
Jeg sendte en tavs undskyld til alle mine naboer, og bad til, at de ville forstå, at der var tale om en nødsituation, når jeg fandt støvsugeren frem tæt på klokken 23 en onsdag aften.
Jeg skælvede med Melissa i armene og forbandede, at hun er en ret ufleksibel dame, og at jeg var nødt til at tage en stor del af hende armvidde af, for at fjerne mundstykket.
Jeg skulle altså grænseoverskridende tæt på den edderkop.
Endnu engang dukkede de gutturale lyde op, og det var som om min krop var for lille til den overspænding, jeg følte inden i.
I et hurtigt nu kastede jeg mig fremover for at støvsuge kæmpokoppen op med brølende Melissa.
Men AK!
Jeg ramte forbi og sugede i stedet min badehætte op, mens klammokoppen med sine kilometerlange ben begyndte at skridte længere ind på badeværelset.
Jeg tror, jeg kunne mærke mit hjerte hoppe lidt ud af min mund lige dér.
Greb fat i bademåtten, flåede den væk fra mundstykket og kastede den tværs gennem lokalet, mens jeg atter kastede mig frem mod fjenden med løftet lanse.
Jeg manglede bare at brøle
“FOR THE NORTH!”
for at kunne bruge det til en casting til GAME of THRONES.
… Og klarede det.
Men så stod jeg pludselig med en ny udfordring:
Hvor længe kan en edderkop på størrelse med en chiuaua overleve i en støvsuger?
Proppede mundstykket til med plastic, men forsvor nogensinde at komme i nærkontakt med Melissa igen (ja, undskyld Melissa, men bedre ven er jeg simpelthen ikke…)
Da nogen sagde at en edderkop, kan leve op til 200(!??!?) dage i en støvsuger, var sagen klar.
Melissa og jeg skulle skilles.
Hun har alligevel altid været en kæmpe brøler.
Dog kunne jeg ikke lide tanken om, at en udmærket støvsuger gik til spilde, bare fordi ejeren ikke kunne klare den…
Såeh… Nu står Melissa i andelens bytte-rum.
Altså, en ny kommende ejer skal selvfølgelig vide, hvad vedkommende går ind til.
Ikk’?
læs mere om hverdagens gråtoner på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT
– og nej, min nabo kommer ikke til at tage Melissa. Hun er lige flyttet ind og har nyindkøbt støvsuger. BASTA!
Når folk spørger til mine fritidsinteresser, bliver jeg altid i tvivl om, hvad jeg skal fortælle dem.
Udover at bruge min tid på de helt obligatoriske serier-marathoner, drinks med venner og familiesøndage, kæmper mine interesser nemlig en indbyrdes kamp.
På den kreative hylde skubber min lyst til at tegne, skrive og spille skuespil til hinanden. Puffer og puster sig op, for at få mest mulig opmærksomhed.
Faktisk plejede tre-enigheden i virkeligheden at være et firkløver, men ét familiemedlem røg for lang tid siden ud i kulden;
At synge.
Mine tidligste minder om at synge, stammer fra dengang jeg gik i børnehave. Jeg sang utroligt meget, når jeg vaskede hænder. Det var som om, jeg altid lige skulle bruge de minutter, hvor jeg var alene til at lukke en sang ud fra mit indre.
Jeg elskede at synge. Det var som om, alle mine følelser var akkompagneret af en sang eller melodi. De blev mere rigtige, når jeg fik sunget dem ud. Hvis ikke det var fordi jeg er så usandsynligt dårlig til at danse, skulle man næsten tro, at jeg i virkeligheden burde være født i en musical.
Da jeg begyndte i tredje klasse kom jeg da også på sangskole. Vi havde flere sangtimer end andre skoler, og at synge i skolens (drenge- eller pige-)kor var obligatorisk.
Egentlig burde det jo være fantastisk for en sangglad pige på ni år.
Det var det bare ikke.
For sangen var ikke for sjov, og lærerne var strikse og til tider decideret upædagogiske.
Allertydeligst husker jeg engang fra fjerde eller femte klasse, hvor vi havde været ude at synge en mindre koncert:
Vi fik selvfølgelig ikke penge for at synge, men det var kutyme, at koncerter blev efterfulgt af en sodavand til at forfriske ganerne.
Dengang var det ikke i samme grad almindeligt, at folk drak sukkerfrie læskedrikke, men fordi jeg havde diabetes, drak jeg ikke andet.
Der var trængsel om sodavandskasserne, og selv stod jeg og dannede prop. Mine øjne søgte og søgte, men der var ingen sodavand til mig. Hvis ikke man ville have Fanta eller Cola, kunne man vælge én af de fire flasker dansk vand.
Det gjorde mig ked af det. Det var ikke synderligt sjovt, at blive mindet om, at jeg ikke var som mine kammerater. Og jeg havde faktisk glædet mig til den sodavand.
Da jeg gjorde læreren opmærksom på, at der desværre ikke var en light sodavand til mig, blev jeg decideret skældt ud. Jeg kunne da bare drikke en dansk vand (ja, jo, det er der jo mange børn på 11, der kan lide!), og bildte jeg mig virkelig ind, at pågældende lærer skulle gå ud og købe en sodavand til mig – for sine egne penge?? Hva’?!
Jeg behøver vist ikke fortælle, at jeg ikke fik nogen sodavand dén dag.
I stedet skrev jeg et brev til skoleinspektøren.
Han beklagede selvfølgelig, men havde altså ikke noget med sodavandsindkøbene at gøre. Desværre.
Efterhånden som vi blev større, blev koncerterne det også.
Til december gik vi Luciaoptog og det skete to gange, at mine sidemænd enten
1) kom til at låse i knæene, så der ikke kom nok blod til hjernen
eller
2) kom til at overophede sig selv med et levende stearinlys knaldet godt op i ansigtet
… Og derfor faldt om midt imellem VELKOMMEN IGEN GUDS ENGLE SMÅ og EN ROSE SÅ JEG skide SKYDE
Det var næsten direkte tragikomisk, at se de hvide skikkelser segne om på gulvet og nærmest blive trukket ud ved anklerne, mens dirigenten mimede:
“Bare fortsæt! Syng, piger, syng!”
Min (sang)selvtillid forsvandt støt for hver koncert. Jeg følte, at jeg bare var der som fyld – fordi et kor trods alt skulle bestå af 30 og ikke 3 piger.
Jeg blev så nervøs, hver gang vi skulle synge, at jeg ønskede mig meget langt væk. Jeg drømte om akutte blindtarmsbetændelser, kronisk hikke, skørbug – hvadsomhelst, der kunne forsvare, at jeg måtte melde afbud!
Jeg var bange for at besvime, og fandt det meget ubehageligt, at jeg var en lavstammet andensopran, fordi det betød, at jeg var nødt til at stå i midten på forreste række.
Lige dér hvor alle kunne se mig.
Da jeg forlod skolen efter niende klasse, havde jeg aldrig haft større indsigt og kundskab i sang, men heller aldrig haft en større modvilje mod at synge.
Jeg ville næsten hellere amputere min arm fra albueleddet med en gammel fodfil, end at synge for til tante Odas fødselsdag!
Desuden følte jeg heller ikke, at min stemme var værd at bruge luft på.
…
Heldigvis begyndte jeg på efterskole efter niende klasse.
Og selvom jeg havde forsvorget nogensinde at klemme så meget som en kvint ud foran et publikum, endte jeg med at få en sangrolle i skolens musical.
Jeg døde lidt hver gang, der var tredive sekunder til min sang.
Men bagefter voksede jeg også tilsvarende lidt.
Og den lille del, der havde været død bare få minutter før, vækkede sine sidekammerater.
At synge var ikke kun farligt – det var jo faktisk også lidt… Rart.
…
Sidan da har jeg sunget med jævne mellemrum.
Bevares, nogle gange kan jeg slet ikke lade være.
For inderst inde er jeg stadig det lille børnehavebarn med en sang på tværs i halsen.
Du ved, at jeg er mere end almindeligt veltilpas med dig, hvis jeg synger, mens du er tilstede.
For så kan jeg ikke længere holde tonerne inde i mig.
Jeg skal ikke synge på et højt plan.
Jeg skal bare have det ud.
Og dét er grunden til, at jeg har meldt mig til kor igen. KOR!
Det havde mit femtenårige selv aldrig gået med til!
Så kryds fingre for mig, for jeg begynder på tirsdag.
Og jeg glæder mig helt ustyrligt.
Men jeg er også ret nervøs.
Inden i mig er der stadig en lille pige, der ikke kan lade være med at synge, men som også har virkelig meget lyst til at spytte i dirigentens sodavand!
Hvis ikke jeg besvimer midt i korseancen, kan det være, at I hører mere om mit sangprojekt – ellers kan I som altid følge bloggen på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT.
(
(
(
A
