De fleste arbejdsdage går jo godt. Hvis ikke, altså, at jeg på én eller anden måde gør mig lidt uheldigt bemærket.
Så cykler jeg hjem og går ubemærket videre med mit liv.

Men der er også andre dage.
Dage hvor jeg kommer hjem og forvandler mig til Garfield

Ansøgninger til at være den rygkløende madlaver modtages.
Gerne noget lækrere/merestyrpålivetagtigt end Harald…

*Undertitel*
“Sådan bestiller du IKKE en epiduralblokade”

Jeg prøver altid at udmærke mig som kollega ved at variere de ting, som man ellers siger ganske rutinemæssigt. Bare så tingene ikke bliver for kedelige.

Er jeg lidt off beat, kan jeg desværre godt komme til at sige “skubbadub” eller sådan noget bare for at markere at jeg er tilstede ved navneopråb. Men ellers er det nu oftest bare hyggeligt.

Forleden nat skulle jeg så bestille en epiduralblokade og ringe til anæstesi-lægen.
I stedet for at sige “Vi har brug for dig til en epiduralblokade på stue 4”, siger jeg hellere noget i stil med “Jeg har en kvinde på stue 4 der smaddergodt kunne tænke sig at få en epiduralblokade af dig – så bliver vi så glade”

Men denne gang røg jeg altså temmeligt off beat.
Telefonen skrattede, da der blev svaret i den anden ende, og lige som jeg troede, at den var gået ud, kom stemmen igennem:

“…silæge, hallo?”

Fordi jeg var ved at lægge røret, kom jeg til bare at sige

“Du taler med jordemoder Eline fra fødegangen. Jeg kunne godt tænke mig et besøg af dig på stue 8”

“… Altså, mig, specifikt?” Lød det tøvende i den nu skrattefrie ende af telefonen

“Nej, eller, bare én eller anden anæstesilæge…”

“…”

“…til at lægge en epiduralblokade, du ved…”

“Nåh, så der ER altså en patient involveret! HøhøHØ!”

Sjældent har jeg været så stille, som mens vi lagde epiduralen på stue 8.
Lumre læger, altså!

… er ikke

– det der med at det føles som om man sluger samtlige af opslagstavlens tegnestifter, hver gang man synker.

– at man sover elendigt, fordi man kaster sig fra side til side for at undgå kvælningsfølelsen, når næseborerne klotter til med snot

– at dit hoved føles som en kæmpe tyggegummiboble, der er nær ved at briste

– det der med at det føles som om man har propper i ørerne, så man nærmest ikke kan høre, hvad nogensomhelst siger.
Bortset fra dig selv. Du er nemlig på maxvolume, og når du trækker vejret, er det med samme rumklang, som når man snorkler…

Nej. Det absolut værste ved forkølelser er, at du ikke kan smage en skid.

I dag er der gang i det der triathlon.
Det fik mig til at tænke på dengang, jeg gik på efterskole.

Min volleytræner havde meldt mig til årets mini-triathlon uden mit vidende. Skal hilse og sige, at man altså ikke kan træne sig op til den slags på halvanden uge. Efter nogen har læst éns navn op på deltagerlisten.

Nåh.
Men svømning var selvfølgelig den første disciplin.
Og det klarede jeg faktisk rigtig fint. Var blandt de første af pigerne.

Måske havde resten af triathlonet også forløbet lidt bedre, hvis jeg ikke havde glemt, at man skulle skynde sig videre fra disciplin til disciplin.

Så var jeg i hvert fald ikke i vanens magt, gået i bad efter min svømmetur…

Troede jo, at jeg var inde i sådan en effektivitets-bølge, så jeg havde faktisk planlagt at give hele hytten en lyn-tur med støvsuger, moppe og spand i dag.

Men midt i mit tilløb til alt dette, kom jeg til at tænke på – hvornår har jeg egentlig sidst ryddet op i mine fjernsynskanaler, hvaba’?
Hvorfor har jeg for eksempel ikke DR3 og alt det dér?
Det må da indgå i min licens, ikk’?

Jeg satte mig med min fjernbetjening og trykkede på taster jeg har brugt sjældent og med vekslende grad af succes.
“Automatisk geninstallation af kanaler”, det lød lige som noget jeg kunne bruge.
Og WOW!, hvor der skete ting og sager.
Stolt proklamerede fjernsynet, at det havde fundet 81 kanaler.
Lidt mere end de syv jeg kanalrundfartede mellem før.

Problemet nu, er bare, at jeg kan tage cirka elleve af dem.
Og at der ligger radio på nummer et. At jeg har fået DRUltra, men ikke DR3.

Og at et fjernsyn hverken af ctrl-Z eller noget der ligner.
Og TV2 ligger på nummer 65. Og på en eller anden selvfed måde bliver ved med at tyre et kæmpe banner i hovedet på mig, for at fortælle mig at det 3/8-dele af et billede jeg ser er HD.

En dag, der ellers lignede så mange andre, stod jeg op, børstede tænder, stenede i brusebadet og gik på tøjjagt i soveværelset. Bedst som min håndklædesvøbte krop bøjede sig og gav sig til at grave i min blå ikea-vasketøjspose, gik det pludselig op for mig:

Hvorfor bor alt mit hverdagstøj i denne pose? Fra jeg tager det af, vasker det, tørrer det, smider det i posen og så tager det på igen.
Hvorfor er der tilsyneladende INGEN plads i mit klædeskab?
Eller i min rigtige vasketøjskurv i flet og alt muligt?
Hvad er det EGENTLIG for noget tøj, der bare ligger og optager plads derinde, hvor det tøj, der rent faktisk bliver brugt burde ligge foldet åh så sirligt??

Forstå mig ret. Også jeg bruger dage på at rydde op i tøjgemmerne.
Problemet var nok bare, at jeg med tiden var blevet blind på egen garderobe. For da jeg åbnede skufferne og rent faktisk SÅ, hvad jeg havde liggende dernede og åbenbart ikke nænnede at smide ud, var det lige før jeg væltede bagom i rædsel.

Der lå bluser i mønstre, jeg slet ikke kan overskue at beskrive. Sokker, der engang var varme, men nu var tyndslidte i en sådan grad, at man næsten kunne se igennem dem.
Og åh… et par bukser, hvor jeg sværger, at jeg kunne ane noget, der engang var et kækt svaj.
Dér lå mine elskede joggingbusker. Som jeg har klamret mig til i medgang og modgang og tomgang. Som jeg købte da jeg var færdig med folkeskolen, ingen penge havde og derfor syntes, at det var ganske fantastisk, at jeg kunne købe et sort adidas-sæt til HALV pris!
Bare fordi det var børnestørrelse!
Og de havde været varme og løse og fantastiske at have på, så jeg på ingen måde ville høre på min familie, der brølede “smid dem ud eller tag hjem igen”, når jeg endnu en engang dukkede op efter en lidt for lang arbejdsdag og krævede afslapning på sofaen i hjemmebukser.
Men nu lå de der og bad om nåde og aktiv dødshjælp.
Og jeg kunne se syninger, der var gået op.
Og hullet i skridtet, som jeg bildte mig ind kun var en mindre detalje.
Og jeg vidste, at det var tid.

Så hvor blev tøjet i virkeligheden af?
Efter en årelang pension i mit klædeskab røg det ud. Helt ud.
Nu er min eneste bekymring bare, hvad der gemmer sig i den sorte sæk i kælderen, hvor jeg bilder mig ind, at jeg har “opbevaret” mit vintertøj…

Jaja, meget muligt med et årtis forsinkelse, men lad nu det ligge.

Efter nok at have ødelagt en del spilletid med forvirrende spørgsmål, skete der nemlig pludselig noget.

hm…

men…

…?

…!

Der er så mange internetjokes, der giver mening nu!

… tilsyneladende helt uden at vide det.

Da jeg i går var blevet pålagt overarbejde efter min 12timers vagt, stod det meget hurigt klar for mig, at cyklen måtte tage en overnatning på hospitalet – og jeg en taxa hjem.

Efter en vagt som havde bestået lige vel meget af snak, råb og babygråd på en stue uden vinduer, føltes mit hoved som en alt for lille hjelm om min geleagtige substans af en hjerne.
Jeg havde kun ét ønske; på magisk vis at blive teleporteret ud af plettet uniform og hjem under min dyne.

Men ak. Jeg satte mig ind i en taxa med en chauffør, der bare snakkede.
og snakkede.
og snakkede.
Jeg satte derfor mundtøjet på autopilet og hjernen i frigear.
Hvilket betyder, at man bare nikker og giver ret i alt.

Taxa-chauffør: “Du er måske sygeplejerske?”

Mig: “Nmmh. Jordemoder”

Taxa-chauffør: “Nej, virkelig? Jeg har hørt at I har travlt om sommeren. Er det rigtigt?”

Mig: (“Vi har altid travlt”) “Ja. Sommeren er højsæson.”

Taxa-chauffør: “Det er også fordi folk får mange flere børn i dag. Er det ikke rigtigt?”

Mig: (Narh?) “Måske”

Taxa-chauffør: “Nej, men da jeg var barn, var der mange, der var enebørn. Havde du det ikke også sådan?”

Mig: (“Du tror tydeligvis, at jeg er noooget ældre, end jeg er”) “Jo, det kan godt være.”

Taxa-chauffør: “Ja, ikk? Du er måske også fra ‘77?”

Mig: (“ARE YOU KIDDING ME??!) "Naarhh… Jeg er vist noget yngre end du tror…!”

Taxa-chauffør: “Nåh. Det kunne ellers have været sjovt, hvis vi var fra samme årgang. Så er du ikke fra Beatles-generationen?”

Mig: (Nej, jeg er mere fra Disney-Sjov-generationen) “Nej, men Beatles er fine.”

Så talte vi lidt videre. Uden at trampe mere rundt i, at jeg åbenbart efter cirka fjorten timer på arbejde ligner én der er blevet tretten år ældre…
Pludselig spurgte han, om jeg ikke ville have hans nummer, til når jeg skulle have fat i en taxa næste gang.
Jeg har hørt fra andre jordemødre, at det kan være smart med taxa-kontakter – fx når vi bliver kørt rundt på hjemmebesøg, så det var sådan set fint med mig.

“Fedt” sagde han.
“Du kan bare kode mig ind som Taxa-David”

Nu var vi halvvejs hjemme, og jeg må indrømme, at Taxa-David kom med nogle lidt underlige kommentarer.
For eksempel, at han mente, at jeg måtte være virkelig fantastisk at gå til spinning med.
(Jeg går ikke til spinning…)

Men det var først, da jeg var på vej ud af taxaen, at det blev rigtig akavet:

“Øhm… haha, tak. Men så farvel. Taxa-David.”

Jeg havde planlagt, at jeg skulle i Zulu Sommerbio i går aftes.
I ved, kæmpe filmlærred under åben himmel med popcorn, cola, festivalstole og et strejf af ulmende grillkul.
I hele det sommerscenarie, havde jeg ikke også forestillet mig, at de glemte ragsokker på bunden af min taske skulle være med.

… og jeg havde slet ikke forestillet mig, at jeg ville stå i en situation, hvor jeg med en vis desperation trak dem ned over de små, lyserøde pølser, jeg plejede at kalde mine fingre.

Nogle dage kan jeg godt blive sådan lidt gråhåret over de ting, som kroppen ikke kan.

For eksempel fandt min krop for snart nitten år siden ud af, at det der med at producere insulin – det var ligesom ikke noget, den gad at beskæftige sig med mere.

I sidste måned fandt jeg ud af, at den heller ikke gad at besvære sig med at danne antistoffer over for noget, bare fordi jeg havde prakket den en vaccine på.
Det der med at få navlesnorsblod i øjet, det gad den til gengæld godt.

Derfor er jeg nu ved at blive testet for lidt af hvert OG ved at gennemgå vaccinationsprogrammet en gang til.
Og så skal jeg ellers love for, at jeg har fundet ud af, hvad kroppen GODT kan.

Det der med at lave blå mærker, det er faktisk noget kroppen virkelig sætter en ære i!