… og i anledning af, at jeg har genset næsten alle afsnit frem til sæsonpremieren i aften, må jeg sige, at det er bestemt ikke så lidt!
Her kommer i uvilkårlig rækkefølge:

– Han/hun er ikke død

– Jeg har datet mange mærkelige mænd og guderne skal vide, at kødmarkedet er en jungle, MEN… jeg er i det mindste aldrig blevet tvangsgift med først min fars morders onkel og bagefter en sadist med crazy eyes.

– Vil sgu gerne have sådan Kæmpe-ulv.

– Ok. Han/hun er død

– Af alle de syv riger er der ikke én eneste, der har opfundet undertøj?

– Kan du huske dengang i sæson 1, hvor dét at Jaime skubbede Bran ud af tårnet, var det ondeste nogen havde gjort? Hvor nærmest nuttet!

– Nogle gange ville jeg ønske, at jeg havde en “Moon Door” i min lejlighed. Selvom jeg bor i stuen.

– Hunden er fandme ikke død. Hvornår kommer han tilbage?

– Hvad føk har ham Bran egentlig lavet i nede i det der rodnet i en hel sæson?

– og skal vi ikke se Rickon før hans stemme er gået i overgang?

– hvor dejligt, at kvindekaraktererne for en gangs skyld ikke kun er sådan nogle, der løber rundt og skriger med armene over hovedet og bliver taget åndssvagt let til fange og/eller dræbt!

– Hvis du frit kunne vælge hvem af de tilbageværende karakterer fra GOT du kunne slå ihjel… På hvilken barbarisk måde ville du så myrde Ramsay?

– Burde alle ikke have fattet mistanke til Petyr for længe siden? Ingen mand med fipskæg er til at stole på

– DA da, da da daa da, da da DAAAAA! (På repeat hele natten)

– Daenerys oplever virkelig hvor store skiderikker ens børn bliver, når de rammer teenageårene

– Okay, jeg er helt klar på at forvente det uventede

– Dét havde jeg ikke ventet…

– altså the red woman er da helt vild med unge mænd og jomfrudomme

– bare lige ét afsnit til… Alt over fire timers nattesøvn er alligevel at overdrive

– YYYYDRK!

– skulle man bare stoppe nu, mens der stadig er nogle sympatiske karakterer, der ikke er blevet slået ihjel???

og hertil er svaret selvfølgelig NEJ! Jeg er SÅ klar til sæson seks i aften – er du?

Jeg kan tydeligt huske, første gang jeg hørte om hjemmefødsler.
Jeg var lige begyndt på jordemoderuddannelsen og vi sad i et beklumret klasselokale, og lærte om den ukomplicerede, normale fødsel, da underviseren begyndte at fortælle om dét, at man jo i Danmark kan vælge at føde hjemme.

Altså.
Jeg sagde ikke, at jeg var skeptisk.
Det var sådan set slet ikke nødvendigt at sige, for mine øjenbryn sagde det meget tydeligt på den måde de først fløj op for at møde min hårgrænse og derefter forsøgte at mødes i en sluttet kreds over min næseryg…

Føde hjemme? Hvorfor nu det?
Hvad var der dog galt i at tage ind på fødegangen og overlade griseri og  råb til et teritorium, du ikke var ansvarlig for?
Var hjemmefødsler ikke forbeholdt hippier, der ville føde i en kop kamille-the, mens de messede og stod på hænder under et æbletræ i deres have?
Hvad filan skulle hjemmet kunne, som hospitalet ikke kunne???

Men trods min skepsis, voksede den der forståelse for hjemmefødsler faktisk på mig, efterhånden som jeg forstod fødslens fysik.
Hvorfor ikke føde et sted, hvor man føler sig i kontrol? Hvor man føler sig tryg? Hvor din kæreste ved præcis, hvor han/hun kan være for at støtte dig?
Hvor det er jordemoderen, der  er din gæst, og det er hende, der må tage en ekstra tur i bilen, hvis du mod forventning ikke er i fødsel?
Når jeg tænkte over de elementer, der fremmer en naturlig fødsel uden unødvendige indgreb – ro, tryghed, tid, tillid – forekom de mig alle mere naturlige i vante omgivelser… og snart blev jeg faktisk ret nysgerrig for at få lov til at snuse til, hvordan det var at være med til sådan en hjemmefødsel.

For uanset om man er kommende forældre eller jordemoder, er noget af det vigtigste man skal tage stilling til, at man skal føde dér hvor man føler sig tryg – dér hvor det giver mening for dig.
Så spørgsmålet var;

Kunne jeg uforvarende rende rundt med en lille hjemmefødselsjordemoder i maven?

Jeg satte mig for at finde ud af det, mens jeg var studerende.
Men hjemmefødsler var ikke nemme at opdrive; de forekom ikke så tit, nogle gange var studerende ikke velkomne og oftest gik en anden studerende med hjemmefødselsjordemoderen.
På trods af min ihærdighed – herregud jeg tog endda til CANADA! – lykkedes det mig kun at være med til én hjemmefødsel. I tyve minutter!

Og snart var jeg færdiguddannet.
Jeg gad godt de der hjemmefødsler – jeg vidste bare ikke helt om de gad mig.
Og først, tænkte jeg, først koncentrerer jeg mig om hospitalsfødslerne og får erfaring dér, så kan jeg altid efter et år eller to vende min nysgerrighed mod hjemmefødslerne og måske komme i hjemmefødselsteamet.

Men som næsten alt andet på min vej til og i jordemoderverdenen, blev det tilfældighederne, der fik lov til at gøre udslaget – for en dag seks måneder efter, da jeg mødte i nattevagt manglede en hjemmefødselsjordemoder, og da ingen andre var trygge ved at tage afsted, gjorde jeg det.

Jeg var høj af hjemmefødselskarma i flere dage efter!
Jeg kan stadig helt tydeligt huske, den følelse jeg havde, da jeg stod ude i det lille hjem en mørk nat og tog imod et barn, i ro og mag puslede lidt i baggrunden bagefter og efterlod familien pakket i deres egne dyner, deres skønne nybagte forældrefølelse og var hende, der måtte afsted ud i den kolde nat senere.

Det gav mening. Det gjorde det bare.

Siden da har jeg været til mange forskellige hjemmefødsler – alle lige så forskellige som de, der foregår på hospitalet.
Alligevel har de vel alle haft ét tilfælles…

(FORTSÆTTES)

… vil du læse mere (fx hvorfor jeg blev jordemoder) eller bare følge med i de seneste indlæg, kan du gøre det på FACEBOOK eller INSTAGRAM.
Og har du spørgsmål, kan du stille dem lige her.
Sort på hvidt.

Truth be told: dette er ikke min datinghistorie, men derimod min anonyme venindes. Selvom jeg generelt siger, at jeg altid formår at date de mærkeligste mænd – så vil jeg faktisk gå så langt som til at sige, at min veninde med denne historie har overhalet mig indenom! Med flere armslængder!

For vi er da enige om, at når man dater, så er der visse regler, er der ikke? Herregud, der er faktisk ret mange af dem:
Hvem-skriver-og-hvornår-reglerne
Hvor-mange-minutter-må-man-være-forsinket-reglerne
Hvem-skal-betale-reglerne
Hvornår-præsenteres-man-for-vennerne-reglerne
Hvor-åben-må-du-være-omkring-din-stalking-af-ham/hende-på-de-sociale-medier-reglerne
Og jeg kunne blive ved…

Men fælles for alle de ovenstående regler er, at jeg oplever de er til stor debat, de skubbes og forrykkes med tiden eller med den person du daters temperament og personlighed.

Men ét regelsæt i datingverdenen er i mine øjne indiskutabelt:
TOILETREGLERNE
Og hér vil jeg så tillade mig, at springe over til min venindes anekdote.

Hun havde set ham et par gange, og alt tegnede godt.
Det hele var selvfølgelig stadig dugfriskt og på det stadie, hvor man virkelig er ved at lære hinanden at kende.
Men altså, vi er da enige om, at man ikke behøver, at kende hinanden indgående på dette tidspunkt, er vi ikke?
Der må vel være grænser?

Men som min veninde denne dag måtte sande, så er de grænser åbenbart meget forskellige – også når det kommer til de mere private sager…

For dér sad hun inde i stuen i sin lille, hyggelige toværelseslejlighed, da ham her daten, måtte forlade hende for at gå på toilettet.
Og bedst som hun sad dér, havde hun faktisk frit udsyn til badeværelsesdøren, og måtte lige blinke et par gange, for at være sikker på, at hun så rigtigt;
Hendes date havde glemt at lukke døren!

… og jeg ved godt, hvad du sidder og tænker nu. Det virkelig væsentlige spørgsmål, som ikke er til at komme udenom:

BIMMELIM?
eller
BUMMELUM?

Og ja, desværre.
Bumme-føking-lumme!

Men som den pæne og anstændige pige min veninde er, gik hun hen og reddede den stakkels date fra en skammens toiletbesøg – og det er så hér, det virkelige mærkelige for alvor begynder:
Daten var helt uforstående – han havde ikke lukket døren med vilje!
Og der for var hans reaktion da også:

Hvad siger man så?

Jo tak, der er faktisk situationer på cirka tredje date, hvor det faktisk er helt okay, nej faktisk er at foretrække, at man ikke kan høre hvad hinanden siger eller laver!
Forventer man ikke at blive præsenteret for folks venner, før man (om overhovedet) får førstehåndskendskab til indholdet af deres toiletbesøg?? (indsæt selv alverdens chokerede emojis)
Jeg mener bare, vi ved da godt, at tja… shit happens, og man vil da helst sætte sit tarmsystem på standby på en date, men skulle naturen virkelig kalde, er det så ikke noget med at fore kummen og hoste højt nogle gange?
ELLER SOM MINIMUM LUKKE DØREN??

Jeg ved ikke, hvordan min veninde fik sneget sig ud af dén misere, jeg ved bare, at hvis dét jeg ledte efter i et forhold var putning på sofaen og lejlighedsvise stunder, mens den ene skider – så kunne man da lige så godt give op og blive kattedame med det samme!

Hvad siger I – har I datet en lortemand eller -dame? Eller nogen, der er værre?

…

Hvis du vil stalke, så hop over og følg med på FACEBOOK eller INSTAGRAM

Altså, jeg kan naturligvis kun udtale mig på egne vegne, men helt ærligt, efter mere end to år fatter min krop stadig ikke, at vi med jævne mellemrum forventes at være oppe og ligevægtige hele natten – og så spasser den helt ud…

Åh ja, nattevagters finurlige luner. Hvis jeg er heldig kommer jeg ikke igennem alle punkterne. Men måske kun næsten alle…

23:00 Godmorgen! Eller… Godaften! Det bliver en god nat i nat.

23:03 Er det for tidligt at tage hul på sin Pepsi Max?

00:00 så så man lige mig. Oppe efter midnat og endda uden en enkelt promille i blodet! Uh la la!

00:11 men med luft i maven… Er de her uniformer ikke krøbet? Det kan ikke kun være luft.

00.27 det var luft

00:45 min ånde lugter af selvdød gnu. Må huske ikke at lave mine tunge vejrtrækningsøvelser lige i fjæset på folk.

00:58 for helvede hvor er jeg glad for at jeg har min lækre curry-ret med blomkålsris med, messer hovedet

01:02 SKULLE VI ALDRIG HAVE KAGE??!, brøler maven

01:13 i sin længselfulde søgen efter kage, bruger maven sit tophemmelige kage-påkaldningssignal. Det lyder som kronhjorte i brunst. Og maven vil skide på, at vi ikke er alene…

02:07 Swuusch. På magisk vis har jeg ikke længere make-up på. Bærer nu i stedet rigeligt med grå nuancer i øjenområdet og bumsehighlights i alle de andre områder…

02:46 kontaktlinserne leger gemmeleg. Er meget glad for at springe frem og tilbage foran pupillen og gjalde KUK-KUK!

03:14 KAGE FOR HELVEDE!

03:17 JAMEN SÅ I DET MINDSTE POPCORN! KOM NUUUUUU!

03:44 bliver pludseligt følelsesmæssigt ustabil.  Vil gerne have en epiduralblokade og min mor og sove til 2018.

04:08 ankler er blevet mærkeligt hævede og mine led helt stive. Hvornår blev jeg firs?

04:26 alt er ustyrligt morsomt. Alt.

04:39 ville seriøst overveje at barbere mine øjenbryn af for tredive minutters søvn.

05:00 og nu er jeg sur. Jamen det er jeg bare.

05:10 mave prøver magtesløst sine kagebrøl igen. Når den nu gennemgår den i slowmotion, kan man virkelig høre alle nuancerne. Fedt.

05:33 PUFFF! Og så har mit hår forvandlet sig til noget der kunne sidde på en festivalgængers på sjette dagen. Det er så fedtet, at jeg overvejer, om det kan være selvantændeligt ved åben ild.

06:01 jamen skulle vi aldrig sove?

06:23 har jeg eller har jeg ikke drukket min Pepsi? Dét er spørgsmålet.

06:48 andre end mig der kunne spise en god omgang blomkålsgratin nu? Virkelig? Ikke??

07:10 nu er jeg træt, træt, trætterat…

07:45 vagtskifte. Tror jeg kan være vågen resten af dagen nu. Nattevagters finurlige luner!

 

GODNAT, blev der sagt!

…

 

vil du læse mere, kan du følge bloggen på FACEBOOK eller INSTAGRAM

I år er det ti år siden jeg gik ud af folkeskolen.
Den slags jubilæer sætter jo gang i de små grå, og sender os ofte på lange, zigzaggede ture ned ad Memory Lane.

Selv har jeg ikke kunnet undslå mig, og jeg er kommet frem til én meget tydelig ting:

For føk, hvor vidste jeg lidt.
Nærmest ingenting!

For det første troede jeg i en (åh, alt for lang) periode, at jeg var rimelig cool med mine skater/hængerøvsbukser! Kan I forestille jer mig med hængerøvsbukser på? Nej? Det er der fisme en grund til! Små kvabsede kroppe har ikke gavn af hængerøvsbukser. Det er bare et no-go, når dine ben pludselig ser ud som om de kun er fyrre centimeter lange!
Men okay, jeg synes stadig, at jeg rockede min korte læderjakke…

For det andet anede jeg ikke en dyt om, hvad jeg ville her i livet. Og det synes jeg er helt okay. Fatter faktisk ikke, at vi stiller så store krav til at vores unge i 15-16-års alderen skal kunne tage særligt meget stilling til hvordan deres fremtid skal se ud.
Herre gud, da jeg var 16 vidste jeg ikke engang hvad, der var bedst for mine øjenbryn – hvordan skal man så vide, hvad der er bedst for sin fremtid?
Jeg gad bare ikke gå i skole mere. Jeg klarede mig godt i dansk og engelsk, og var vel egentlig ret gennemsnitligt i de fleste andre fag. Men havde jeg ikke haft mulighed for at komme på efterskole, og koncentrere mig om noget andet end bøger i et år, tror jeg, at jeg var blevet ramt af en bog-lede på et gymnasium.
Jeg var i hvert fald ikke endt med at tage et utraditionelt valg, og tage en HF-eksamen og få skolens højeste snit.

For det tredje vidste jeg slet ikke, hvordan man styrede sin brandert. Og det kan jeg jo holde fast i at jeg stadig heller ikke helt gør – og så kan jeg føle mig ung med de unge!

Men vigtigst af alt, vidste jeg bare virkelig lidt om mig selv.
Hvilket jo egentlig er lidt mærkeligt, men i en tid hvor man er ved at finde ud af sig, hvem man er og hvad man kan, var jeg bare helt vildt usikker.
Når jeg tænker tilbage, kan jeg stadig se mit lille usikre selv, stå foran min mor og sige ordene, der næsten var blevet et mantra for mig:
“Jeg er bare bange for, at folk synes, at jeg er klog men kedelig…”
Og når jeg tænker på dén bekymring nu, er den jo fjollet, nærmest direkte åndssvag, men åh, dengang… dengang fyldte den alt.
Hvis jeg kunne, så rakte jeg mine lange mormorarme tilbage gennem tiden, greb mit sekstenårige-selv hårdt om skuldrene, ruskede hende både kærligt og hårdt, og fortalte hende ét og andet om hende selv.

Klog men kedelig? Nu har jeg aldrig!
Dér kan man sgu tale om at bekymre sig unødigt. Havde jeg bare vidst, at begge dele, ville give helt sig selv, når jeg bare gav mig lov til at være mig selv!
Siden da er jeg alt for ofte blevet beskyldt for ikke at være rigtig klog – men aldrig kedelig…

Hvad ville I sige til jeres sekstenårige selv?
Jeg ville nok også have indskudt et par gode råd til mig selv om pincetter og lavtaljede jeans…

…

Hvis du vil vide mere om hverdagens gråtoner, kan du følge bloggen på INSTAGRAM, og vil du være den første til at høre om de næste indlæg, så hop da over og følg med på FACEBOOK.

Altså. Generelt er jeg da et … Ret… Ærligt menneske. Bare ikke over for mig selv. Her lyver jeg så sveden driver!

Se bare et beskedent udpluk over mine få, små hverdagsløgne:

– bare ét afsnit til

– de her bukser kommer jeg helt sikkert til at bruge igen… en dag

– i virkeligheden er jeg tosset med at løbe. Tosset!

– jeg har helt styr på det der med SKAT (derfor betaler jeg cirka fire tusinde tilbage hvert år)

– jeg er heldigvis nået til den alder, hvor jeg er ligeglad med, hvad folk synes om mig

– jeg giver skidegode råd

– når jeg bliver rig, så…

– hvem har ikke brug for et par sko til?

– chokolade er jo i bund og grund sundt

– det er rødvin også

– det er ikke et gråt hår. Det er en albinoplet

– jeg betaler licens med glæde. Stor glæde. Pengene kunne ikke have lunet andetsteds

– jeg går tidligere i seng i aften

– Sikke jeg glæder mig på mine veninders vegne. Og er slet ikke jaloux. Slet ikke.

– Jeg hviler så meget i min pose chips mig selv for tiden.

Hvilke løgne fortæller I jer selv? Fortæl! Så går jeg lige ud og løber spiser imens…

…

Følg med på FACEBOOK eller INSTAGRAM