Efterhånden som Årets Julerevy nærmer sig med hastige skridt (læs i morgen), vokser de uenigheder herhjemme, som jeg hele tiden har vidst ville dukke op.
Størstedelen ved, at i morgen sker det;
En kvinde – mig – falder om på en lille scene foran halvandet hundrede mennesker.
Eller en kvinde – mig – bliver den første i verdenshistorien, der oplever monumental stumhed/dumhed?
Eller bedre endnu: en kvinde – mig – går op i røg på scenen efter lange, tavse øjeblikke og bliver aldrig set igen…

Men midt i mellem kvalmeanfaldene, stressdrømmene, de svedige håndflader og alverdens skrækscenarier er der alligevel én, der stortrives.

Jeg ved godt, hvem jeg håber, der får overtaget i morgen…

Da jeg var barn… (ja, jeg nyder, lige at kunne bruge glosen endnu engang…)
Men altså, da jeg var barn, var der mange ting, jeg slet ikke kunne forstå, at folk var bange for.
Tag nu bare for eksempel varulve?
Hvad var den nu af?

Prøv lige at sige det højt engang:
Var-ulve.
Var-e-ulve.
Man kan da ikke være bange for en ulv med en indkøbsvogn, kan man?
Jeg prøver ikke engang at være sjov.
Jeg troede helt alvorligt, at en varulv var en ulv med varer.
Det var da bare en sød ulv, hvis du skulle spørge fra nogen!

Det er ironisk, at jeg er blevet vild med ord, for da jeg var lille, var de mest af alt grundlag for nogle meget mærkelige billeder i mit hoved.
Min mor sagde til en dame til min oldemors begravelse, at oldemor “døde mæt af dage”.
Det lød altså spøjst.
Havde hun spist en kalender eller sådan noget?
Don’t even get me started med alle de andre talemåder – fx at have fået stukket blår i øjnene!

Men min hjerne sugede dem til sig, ordene, sugede og sugede og fordi mine forældre altid talte til mig i øjenhøjde og forklarede og forklarede, når jeg spurgte, så endte jeg med at kunne lidt af hvert med de der ord.
Jeg vidste det bare ikke.
Faktisk blev jeg vildt provokeret, da jeg som tolv-årig bekendtgjorde overfor min korleder, at det “altså er demotiverende”, når det eneste vi fik som tak efter en optræden, var en sodavand – og skolen så aldrig ville skaffe en sukkerfri til mig, der har diabetes.
Jeg var allerede oppe i mit røde retfærdighedsfelt INDEN lærerens respons var:
“"Demotiverende”. Det var godt nok et flot ord at bruge!“

Nåh, men siden da er meget sket.
Jeg er blevet meget bedre til ikke at blive forvirret over ordene, meget bedre til at tegne mine egne billeder med dem.
Og derfor kommer det alligevel bag på mig, at når jeg tænker på på fredag, hvor Hospitalets julerevy går af stablen, så er jeg næsten tom for ord til at beskrive min nervøsitet.
Jeg har det sådan her;

Én eller anden har bundet en stor fed kællingeknude på min hals.
Nogen har suget ilten ud af luften.
Jeg drømmer, at når jeg åbner munden – dér på scenen – så kommer der ingen ord ud.
Ikke et eneste.

Så savner jeg alligevel dengang jeg tog det hele så bogstaveligt og alligevel meget lidt nært.

Dengang ville det eneste, jeg havde brugt energi på, villet være om der stod en cola light i sodavandskassen bag scenen…
At synge ordet "anus” foran halvandet hundrede mennesker ville jeg nok bare have forbundet med det der lakrids-noget.

Da jeg var barn, startede jeg meget ofte mine anekdokter med “da jeg var barn”.
Det drev min storesøster til vanvid, for man kunne jo for fanden ikke sige “da jeg var barn” om noget der skete i går, vel?
Men nu er jeg jo voksen og kan dermed endelig med rette bruge glosen.

Og da jeg var barn, havde jeg vilde planer for mit voksenliv. Jeg forestillede mig med en barnlig selvfølgelighed hvor fantastisk og spekulært mit liv ville være.
Jeg er ikke i tvivl om, at LillEline ville have forholdt sig noget uforstående i dag.

Jeg skulle ikke være jordemoder, hvad var dog dét for noget? Hvis jeg ikke skulle være rengøringsdame (tænk, at jeg engang har været så vild med at gøre rent, at jeg ville gøre det HVER dag??!) eller køre rundt i min bil med min kat Emil, så måtte jeg som minimum være blevet noget på den kreative hylde.
Jeg skulle være tegner for Disney, krimiforfatter eller professionel håndboldspiller.
Og for fanden, jeg ville have børn som toogtyve årig (børn har helt klart en anden opfattelse af, hvornår man er voksen end vi voksne har…)!

Men selvom mine barneplaner og mit faktiske voksenliv ikke har meget tilfælles er jeg nu alligevel meget godt tilfreds;
Jeg gør rent lige så ofte, jeg vil (det er ikke ofte), jeg leger landmand med mine altankasser, jeg henter post (alt for sjældent) og når jeg ikke griber børn, udfolder jeg de kreative sider herinde på bloggen eller med andre projekter.
Tror faktisk, at LillEline ville have meget godt tilfreds. Ellers har jeg en følelse af, at jeg ville vide det.

Når alt kommer til alt, var det trods alt også hende, der i en alder af fem år rejste sig efter én af talerne til sine forældres kobberbryllup, bare for at erklære at hun syntes
“at Pouls tale var en lortetale”…

Jeg ved godt, at det efterhånden er svært at tro på, men JO, jeg HAR faktisk haft endnu flere emner liggende i min fobi-taske.
Der var nemlig engang – for ikke så længe siden – hvor jeg var lidt (meget) bange for at cykle.
Som i Steen-&-Stoffer-bange for at blive slået ihjel af to hjul, der ikke anede, hvad de havde gang i.
Tog hellere mine rulleskøjter alle mulige steder hen end at have tiltro til bremser, gear og jeg ved ikke hvad på dét postyr til en cykel.
Men… man ser ikke særlig sej ud med rulleskøjter og rygsæk. Man kommer ikke særlig hurtigt frem. Og man kommer til at have et ret indædt forhold til brosten.
Så langsomt, ganske, ganske langsomt vandt cyklen min tillid.

Og den dag i dag cykler jeg faktisk på arbejde – næsten – altid.
Men jeg må blankt erkende, at jeg er den agressive type cyklist. Jeg hjuler derudaf og tager hver enkelt overhaling som en personlig fornærmelse. Det er hverken tilfældigt eller overraskende, at pulsmåleren en morgen blinkede 188.
I morges var ingen undtagelse. Jeg cykler en ret øde tur til arbejde, men da jeg skulle møde en halv time senere end jeg plejer, var der tydeligt flere på cykelstien.
Den ene – Neonvesten – havde jeg fornøjelsen af i cirka 10 kilometer. Hun cyklede de nanosekunder langsommere end mig, der gjorde, at hun var forstyrrende at ligge bag – men også sygt stressende at ligge foran!
Benene fløj rundt og rundt, og hver gang jeg tænkte, at NU måtte hun da dreje, så blev hun bare hængende dér lige i røven på mig.
Lige inden Hvidovre skete det så. Jeg lod Neonvesten overhale. Ikke med min gode vilje, men for mit hjertes skyld. Det var nemlig ved at eksplodere derinde, kunne jeg mærke.
Og ja, firehundrede meter længere fremme drejede hun selvfølgelig fra – og det gjorde mig af en eller anden grund helt hidsig. Hun skulle bare vide, hvor mange grimme, dystre tanker jeg tænkte om hendes vest.
Neonvest men ingen cykelhjelm, ha! fnysede jeg.

Men møder du mig på vejen hjem er du noget heldigere; for nu er jeg træt.
Jeg har ikke travlt. Jeg er blevet menneske igen.
Skal bare hjem.
Og det var lige nøjagtigt, sådan noget jeg tænkte, mens jeg kravlede op over Sjællandsbroen denne eftermiddag, da en fremmed stemme, pludselig afbrød min tankestrøm og sagde;
“Kan du så få lidt fart på!”
Jeg kiggede op og fik øje på en ukendt, men alligevel kendt kvinde. Neonvesten!
“Du overhalede mig jo hele tiden i morges! Ja og så kunne jeg genkende dig nu – og så ville jeg bare sige, at det var en impoNERENDE fart du havde på. Hold da op! Jaja, men jeg vil ikke forstyrre – giv den gas!”
Jeg tog alle mine onde CykEline-tanker i mig igen. Neonvesten var jo faktisk ret sød.
Og hun skulle bare vide, at grunden til at cykelturen på mirakuløs vis blev 10 minutter kortere i morges var hende!
Vil for fremtiden tænke liiidt mindre grimme tanker om mine medcyklister. Det er trods alt dem, der er den primære grund til at jeg køre hurtigere og hurtigere om morgenen. Og om aftenen. Ja, nogle gange om natten…

Jaja, de kalder mig Typen, Der Får Veninder Alle Vegne.
Selv på cykelstierne…

Var til personalemøde i dag.
Første punkt på dagsordenen var, at der kom en kommunikationstræner og holdt foredrag.
Hun pointerede, at det var de små ting, der kunne betyde en stor forskel i dagligdagen.
At man sagde godmorgen til hinanden. Roste hinanden.

Jeg sad og tænkte, at det gjorde jeg da allerede.
Nogle gange siger jeg endda “God rigtig hjertelig morgen!”, for sådan lige at drysse krymmel på.
Synes faktisk, at jeg er typen, der taler pænt til folk.
Alle folk.

Men så kom jeg i tanke om noget.
For jeg taler slet ikke pænt til mig selv.
Faktisk taler jeg nok så grimt til mig selv, at jeg slet ikke ville have nogle venner, hvis jeg talte sådan til andre.

Men problemet er, at indeni mig bor Bæstet.
Som tog bo i mig på et tidspunkt i barndommen, og siden blev fodret heftigt i folkeskolen og op gennem teenageårene.
Jeg ved godt, hvor hunden ligger begravet. Jeg har tidligere nævnt, at jeg ikke kan finde ud af at rose mig selv. Jeg kan nærmest ikke finde ud af, hvad jeg skal gøre, hvis folk roser mig – jeg vil næsten helst blive fri af befippelse.
Men hvad fanden er det for noget mærkeligt noget?
Jeg har manet Bæstet til jorden flere gange, men den dag i dag kan et flop på arbejdet eller i privatlivet stadig få Bæstet til at brumme i brystet på mig.

Og ja, ved I hvad? Jeg ER oprigtigt bange for at køre bil, og jeg satte mig engang i en othellolagkage.
Men når jeg ikke er en småmanisk, othellolagkagesiddende bilist, så er jeg en kvinde, der kan rime på næsten alt, der er skidesjov og pæn i kjole, der stiller op, når det gælder, er godhjertet og ikke så høj, men alligevel kæphøj – og det er jeg altsammen stolt af.

Så hvor vil jeg så hen med alt dette?
Jo, jeg er ikke bange for at italesætte mit Bæst – og det bør I heller ikke være.

Så mit råd fra mig til dig er; når Bæstet ringer dig op, så tag den og sig:
“Hallo Bæst? Det er Eline. Fuck dig.”

Du behøver ikke engang at bruge mit navn. Du må gerne bruge dit eget.