5 ting, der gør, at jeg er hjemme i Grønland

I går slog det mig, at jeg har været i Ilulissat i seks uger.
Jeg er ganske vist ikke bedste venner med Matematik, men lidt hurtig hovedregning fortæller mig alligevel, at jeg sådan cirka er halvvejs i mit ophold.

Shit. Det er mærkeligt.
Jeg synes egentlig, at det går lidt for hurtigt.
De første to dage, var det himmelråbende nitten grader og folk gik i bare ben.
Nu er her nattefrost og fra mit vindue kan jeg kigger over på Diskoøen, som er blevet snehvid på toppen.
Midnatssolen er long gone og mine stearinlys er fundet frem.

Jeg føler, at jeg er faldet godt til heroppe.
Jeg bor i en lille etværelses lejlighed lige over sygehuset og jeg synes, at jeg har fået den indrettet rigtig godt.
Måske er det skørt, når det kun er for 3 måneder, men jeg føler at stedet er blevet mit.
Da jeg var afsted sidste gang, fandt jeg nemlig ud af, at jeg er afhængig af at have en tryg base, en hjemlig scene at trække mig tilbage til.
Så må der gerne være stress og jag, forvirring og nederlag alle mulige andre steder. Når bare jeg kommer hjem, trækker i hyggetøjet, putter mig under mit uldtæppe og drikker te af min kop fra min søster… Ja, så er jeg faktisk alligevel hjemme.

Hvis jeg skal rose mig selv lidt, så synes jeg, at jeg har været overordenligt god til at pakke mine flyttekasser.

Her er 5 ting, jeg havde med, der gør, at jeg føler mig hjemme i Grønland:

  1. De små ting.
    Ok. En mand ville formentligt hade det her, men jeg har ret mange nipsting med. Bl.a.:
    Fuglen, jeg fik af mit vennepar, da de spurgte om jeg ville være gudmor for deres søn. Den lille hundeslæde, jeg fik sidste gang jeg var her. Min søsters kopper. Især dén hvor der står “Jo, du kan”.
  2. Mine tegneting.
    Uanset om jeg får tegnet meget eller lidt, så er et hjem bare ikke et hjem, hvis ikke mine blyanter og tuscher er med.
  3. Puslespil.
    Det var sgu et sats at tage et par puslespil med. Jeg har ikke lagt puslespil siden det drejede sig om at samle 50 brikker. Men oh my!, jeg har brugt virkelig meget tid på puslespillene. Under babyboomet, hvor jeg var alene og havde over 70 tilkaldetimer på ti dage, var det rart at komme hjem til. Jeg koblede fra med brikkerne, mens jeg hørte podcast. Selvom jeg flere gange blev kaldt tilbage efter kort tid, følte jeg på én eller anden måde, at jeg havde været langt væk i mit hoved.
  4. Utroligt mange uldsokker.
    Ej men altså. Er alt ikke bare bedre med uldsokker?
  5. Billeder.
    Det deler nok vandene lidt. Men for mig er det hyggeligt med billeder af minder, venner og familie. De giver mig ikke hjemve – på den måde ser jeg jo dem alle sammen hver dag! Det hjælper helt sikkert også, at man med ét klik i messenger kan tale lige så ubesværet sammen, som hvis jeg sad tusindvis af kilometer væk i min stue på Amager.

Men jeg indrømmer. Jeg har altså også pakket nogle ting, der… sgu rammer noget ved siden af!

5 ting, der får mig til at overveje, hvad fanden jeg tænkte på, da de kom i flyttekassen:

  1. Vimpler.
    Altså. Virkelig, virkelig mange vimpler. Jeg kan holde vimpel-tema-fest for hele Ilulissat.
  2. Absurd mange DVD’er. 
    Jep. Sidste gang var der begrænset internet og jeg levede et streamingfrit liv i 3,5 måned. Så jeg følte mig godt beredt denne gang og pakkede en fandens masse DVD’er, så jeg ikke skulle komme til at savne noget.
    Well, internettet er ikke længere begrænset, så nu kan jeg som nebengeschæft åbne Ilulissats lokale BlockBuster. Jeg havde fandme en hel flyttekasse med DVD’er!! 
  3. Et pisseirriterende ur.
    Aldrig har sekundviser tikket så højt!
    Hver aften kaster jeg mig irriteret ud af sengen, løber hen og flår uret ned fra hylden, traver ud i køkkenet og stiller det dér. Og hver morgen flytter jeg det tilbage i stuen.
    Jeg siger ikke, at jeg giver mening.
  4. Min gamle iPhone.
    Jeg troede vist nok at det var smart med en ekstra telefon. Har dog fundet ud af, at den straks dør, hvis jeg tager den ud af opladeren.
  5. Vinkelmåler??!?
    Formentligt til noget tegnenoget…? Men altså, jeg har sgu da ikke brugt en vinkelmåler siden syvende klasse!

Hvad ville I tage med til et hjem i udlandet?
Er det overkill for 3 måneder?
Og har I nogensinde pakket noget, der er lige så dumt som en vinkelmåler og et ur, der dagligt truer med at give dig en styrtblødning?

Over and out og klik!-klik!-klik!-
Sortpahvidt

Sådan holder du dig kørende uden kaffe

Hvis du følger mig på Instagram, ved du, at Ilulissats fødende har prøvet at lægge mig vandret den sidste uge.
Eller måske nærmere lodret.
Jeg har i hvert fald set ret lidt til min seng.

Det hele begyndte, da min skønne kollega tog på ferie fredag. Hele dagen havde der været en fødende på afdelingen. Sidst på eftermiddagen fødte hun endelig. Flot og sejt og i vand med sejrsskjorte.
Klokken 20.30 slentrede jeg hjem i lejligheden og glædede mig over, at jeg havde lidt madrester at fredagsmuntre mig med.
Jeg puttede mig i dynen og gik til køjs ved midnatstid.

Klokken 1 blev jeg kaldt tilbage til planeten Jorden fra et sted langt væk i drømmeland.
“Hun har veer” sagde stemmen i røret
“De gør ondt. Hun kommer nu.”
“Jeg kommer.”  Kvækkede min søvndrukne stemme.

Jeg trak i tøjet og skuttede mig i nattekulden, da jeg tøffede de 100 meter over til jordemoderkontoret. Og den var god nok: endnu en fødsel var i gang. Jeg ringede igen til den jordemoderstuderende og nattens fødearbejde gik sin gang. Vi så hvordan mørket langsomt fortog sig og solopgangen kastede sine lyserøde farver på havet. Nat blev til dag.
I den stille morgenstund kom et lille menneske til verden under stor jubel og den nybagte mors fantastiske internationale udbrud: “OH MY GOD!”

Da klokken var 9.30 var den studerende sendt i seng, forældrene taget hjem og jeg på vej til at låse kontoret af, da jeg lukkede døren og så, hvem der ventede på den anden side…

… jep, endnu en kvinde med veer!

Jeg skal være ærlig og indrømme, at jeg ret ufromt håbede, at hun ikke var i fødsel endnu.
… Men det var hun.

Her kom jeg i tanke om, at min kollega havde haft ferie/fredagskage med dagen før, og at der var et stykke tilbage af den mushy brownie. Jeg vil vove den påstand, at jeg snarere inhalerede det stykke end spiste det! Aldrig er kage faldet på S Å tørt et sted! Tak, Karina!

Nåh, men…
Tilbage med den studerende, tilbage i fødetøjet, tilbage på fødestuen.

Ordsproget tålmodighed er en dyd, skal man virkelig ikke at minde en jordemoder på kald om. Efter 28 timer er tålmodighed faktisk næsten en pinsel. På samme måde som et myggestik på ryggen, du bare ikke kan nå. Du vender og drejer dig, men lige lidt hjælper det. Du må vente og lade processen gå sin gang. Myggestik holder ikke op med at klø, uanset hvem der befaler det og uanset hvor meget du klør igen.

Klokken 12.30 kom så endelig endnu en lille skæbne til verden.

Da vi den eftermiddag sneg os hjem i seng, var både den jordemoderstuderende og jeg helt skæve i hovederne.

Shit, fødearbejde er det vildeste!


Jeg vidste det held-ig-vis ikke, men på fem dage var det her kun første nat ud af tre nætter med meget lidt søvn. Tre børn yderligere skulle til verden, mens resten af jordemoderarbejdes også skulle passes.

Og jeg drikker som bekendt ikke kaffe.

Så hvordan holder du dig så kørende, spørger folk?

Egentlig stjæler jeg min energi fra andre:
Nemlig adskillige musikere.

Når vagttelefonen ringede, spillede jeg mine yndlingsnumre højt (i hovedet af og til) og forestillede mig, at jeg var hovednavnet på Roskilde, der blev kaldt til Orange Scene.

Be your own friggin’ rockstar når livets koncert spiller i dobbelttempo.


Cola Zero hjælper også.

Over and out og måske en fødsel i weekenden.
Sortpahvidt

 

 

Jordemoder på eventyr #18 Kurs mod Grønland

I morgen er det to uger siden jeg ankom til Ilulissat igen.
Altså, hvis tiden går med samme fart, er jeg jo hjemme igen inden jeg får set mig om!

Jeg vågnede den onsdag morgen efter en sporadisk søvn. Den klassiske lufthavnspanik havde vækket mig jævnligt, så jeg febrilsk tjekkede uret af frygt for at jeg på én eller anden forunderlig måde havde sovet over mig.

Da jeg stod op, kiggede jeg på den blå, proppede kuffert, der lå bredt ud på gulvet. Begge rum bugnede, og fik mig til at tænke på at en lille mand med topmave, der måtte overgive sig gulvet, udstrakt efter et overdådigt måltid.
Jeg havde test-lynet den dagen før, så jeg vidste, at det kunne lade sig gøre at lukke den. Alligevel kneb det lidt med pladsen, da badeværelsesartikler og en spontan overgangsjakke var blevet lagt derned.

Min håndbagage var på ingen måde mindre end sidste grønlandstur. Jeg måtte vist bare konstatere, at diabetesudstyr til tre måneder (okay, måske nærmere fem) fylder ad helvedes til.
Da jeg havde dobbelttjekket at jeg havde pakket insulin, pas, sensorer, apparater, opladere, mobil og høretelefoner, svingede jeg den diskrete oppakning på ryggen. Jeg var allerede på vej ud ad døren, da jeg bakkede tilbage gennem den smalle entré og greb en pakke kleenex fra en køkkenskuffe.
Man kender vel sig selv, ikk’?

Ude på vejen trillede min søster frem i sin lille, sorte opel. Jeg mærkede et bittersødt gib i kroppen, da jeg trådte ud i regnen og døren til opgangen smækkede bag mig.
Mit farvelfølge fra sidste gang var blevet mindre. Mine forældre var i Grækenland og Liva, der sidste gang var en baby på tre måneder, var hjemme inden børnehaven.
Men min søster sad parat, som mit eget personlige anker – også selvom vi begge har det ret stramt med at sige farvel.

Så i lufthavnen sendte vi min blå kuffert afsted og gav hinanden et hurtigt kram. Jeg fik faktisk ikke engang brugt mine Kleenex.

Og før jeg vidste af det, stod jeg igen i TaxFree-shoppen med min oppakning på størrelse med en mellemstor dansk provinsby.

Helt ærligt. Dén følelse, lige dér.
Det har begge gange været den bedste og mest skræmmende, når jeg har taget afsted.
Blandt alle de mennesker, der køber solcremer og sprut og chokoladeæsker i absurde størrelser. I hele det mylder.
Der er jeg alene.
Ingen rejsemakker, ingen familie, ven eller veninde.
Der er bare mig. Og tre måneder forude.
Det er både sårbart, men også så bekræftende i al sin frihed.

Som at stå med sin cykel på toppen af en solbeskinnet bakke. Som at sætte i gang derudad i 21. gear, mens vinden leger med dit tøj og du mærker suset i maven. Og selvom du ved, at du vil få en seriøs omgang asfalteksem, hvis du styrter, så suser du alligevel fremad.
Hvordan skulle du kunne lade være?

Ilulissat, jeg håber, I er klar. For her kommer jeg!


Sortpahvidt – eller måske sol på hvidt, som bedst beskriver sommeren med sol og isbjerge i Ilulissat.

Er der noget I vil vide heroppefra?

 

Jordemoder på eventyr #17 None of my bags are packed

Om sådan cirka 47 timer er jeg på vej til Grønland.
Igen.

Det virker overordentligt surrealistisk.
Vikariatet kom på plads i marts og dengang var alt så let. Så langt væk. Ork ja, om jeg kunne tage tilbage? Giv mig en dato, så dukker jeg op!

Nu er jeg så nået til den knap så lette del:

Farvel og panik-pakke-delen.

Jeg er dårlig til at sige farvel.
Meget.
Også selvom det bare er et lillebitte på gensyn.
Jeg så helst at størstedelen af mit flyttegods kunne bestå af mine venner og familie. Eller at de kunne transmogryffes op til mig på befaling.
At jeg kunne knipse med fingrene og *vips!* så sad de ved siden af mig og kiggede ud over ishavet. Så kunne jeg lægge mit hoved mod deres faste skuldre og vide, at jeg kunne klare det hele.

I virkeligheden er det skørt, for selvom jeg savnede alle dem derhjemme sidste gang, så var jeg faktisk også ret god til at klare mig alene.
Jeg havde forestillet mig, at jeg nok ville tage mig et par seriøse tudeture, men faktum er, at jeg kun græd én enkelt gang, da jeg var afsted.
Paradoksalt nok var det, da jeg sad i flyet på vej hjem til Danmark.
Da jeg mærkede propellerne suse og accelerere indtil jeg blev presset tilbage i sædet og vi tog afsæt fra jorden. Jeg kiggede ned på det forunderlige snelandskab, der udfoldede sig under mig og jeg græd helt stille, mens det blev mindre og mindre.
Jeg græd mens jeg sagde mit indre farvel og var forvisset om, at jeg aldrig ville komme tilbage igen.

Men nu er der gået næsten tre år og jeg skal tilbage igen.

Hvilket leder mig til mit næste problem:

Pakningen.
Eller rettere: mangel på samme.

Min kuffert ligger på gulvet. Gabende og tom og nærmest bebrejdende. Jeg har lige tømt den efter min ferie – og jeg kan ingenlunde overskue at putte noget i den igen.
Jeg ønsker mig en pakke-fe, der kunne ordne det for mig over natten, for hver gang jeg forsøger at lægge et stykke tøj i den, bliver jeg grebet af panik:

VIL jeg nu også have denne bluse med?
HVOR varmt føles 12 grader i Ilulissat?
HVAD pakkede jeg egentlig i de der fucking fem flyttekasser?

Jeg kan virkelig godt lide tanken om at skulle afsted igen. Jeg kan bare ikke helt overskue det logistiske pakke-farvel-monster, det lige nu indebærer.

… Men lige nu står den heldigvis på tripplefarvelhygge i gode venners lag i dag.

Jeg lader som om vi ses igen i næste uge.
På den måde behøver jeg ikke at forholde mig til at det er et lidt langt farvel…

Tror jeg nok.

Anyways.

Vi skrives ved, når jeg er i Ilulissat.
Jeg satser på at blive hentet i lufthavnen denne gang!


So long, adjø, tuttelu, hejhej, takuss og på gensyn indtil da,
Sortpahvidt,
Den Rødøjede Eventyrer,
Eline

 

Fredagsfraklip – fra Grønland

Åhkay.

Dem der synes, at den her uge har føltes lige så lang som om en bikinivoks uden voks men med pincet i stedet, rækker hånden op.

Skal vi lige skylle den ned med en burger, en cola (læs og vin) og et letfordøjeligt blogindlæg?

Det tror jeg nok, at vi skal!

For ser I, de perioder hvor bloggen er ramt af larmende stilhed og hvor min snapchat er kedelig som en matematikprøve (den uden hjælpemidler! Kan I huske den?!), så er det jo ikke fordi, der ikke sker noget herhjemme.

Tit er det faktisk fordi, der sker lidt for meget. Eller dét der sker ER lidt for meget. Eller fordi man jo for fanden ikke kan lave et helt indlæg om (endnu) en spil-addiction.

Men et eller andet sted er alle de småting jo netop hverdagens gråtoner – og derfor får I nu

FREDAGSFRAKLIP

denne gang fra Grønland. Alt det, jeg ikke lige nåede at fortælle…

img_6570

• Den første uge efter jeg havde forstuvet min ankel, var min fod så hævet og umedgørlig, at jeg ikke kunne gelejde den ned i min vinterstøvle. Det var imidlertid omtrent minus tyve grader udenfor, så for ikke at forfryse den anden fod, endte jeg med i den uge at måtte gå rundt med en vinterstøvle på venstre fod og en løbesko på den forstuvede højrefod (ja, løbesko… I get the ironi)

• Jeg må med skam indrømme, at vagttelefonen – en oldgammel Samsung, nok den første model med farveskærm – haved ét enkelt spil, der minder om Tetris. Jeg har gennemført det spil. *skam* ja, alle 50 baner….
• Jeg er ikke så god til hverken fisk eller skaldyr – og heller ikke hvalhud, har jeg fundet ud af! Da jeg en dag var inviteret til kaffemik, hvor jeg kun kendte én, kom jeg til at tage en stor sushi med hvalhud (!!?!) i. Jeg tog den i én mundfuld og måtte med stor gru erfare, at min mave modsatte sig hvalbesøgets konsistens på bestemteste vis. Den nærmest krampede og fremmanede gutturale lyde. Jeg betragter det faktisk som lidt af en kraftpræstation, at jeg ikke kom til at kaste op. Det underlige er, at smagen faktisk ikke var så slem. Det var udelukkende konsistensen.
• Jeg græd kun én gang under hele mit ophold i Grønland. Det skete første, sidste og eneste gang 14. februar, da den lille dash-8 tog afsæt fra jorden og jeg så mit største spring forsvinde under mig. Havde ellers på forhånd troet, at jeg ville græde så meget/ofte, at jeg skulle gå rundt i en nærmest livstruende dehydreret tilstand i starten.

 

• De første dage i Grønland boede jeg på et lille værelse oppe under loftet på sygehuset. Jeg fik ikke vist, at der var et tilhørerende køkken, og troede derfor, at der ikke var noget sted at lave mad. Og derfor fik jeg kun knækbrød at spise. Og tabte mig et par kilo…
• Da jeg havde været på kald i næsten tre uger i træk blev jeg kaldt en sen aften. Jeg syntes, at det var MEGET synd for mig. Mere synd for mig end Medina kunne synge til nogen. Jeg pakkede fluks tasken, tog den med ud på toilettet, børstede tænder og svingede oppakningen over skulderen.

Jeg hørte et ildevarslende *klonk* og så noget sort ligge på bunden af wc-kummen. Jeg bad en stille og egoistisk bøn, der hed “please, lad det være vagttelefonen, lad det være vagttelefonen. Pplllleeeaase….” da jeg så, at det var min egen telefon, der lå og fridykkede, var jeg meget tæt på at skrige og debutere med grønlandske tårer. Jeg holdt kun stand, fordi jeg havde for travlt til at græde.

 

• De første uger tændte jeg for fjernsynet for at føle mig hjemme. Der var imidlertid kun DR1, DR2 og ramasjang, så jeg endte med at få et nærmest familiært forhold til DR2DAGEN og ANTIKKREJLERNE
• En uge før jeg skulle hjem, gik jeg ned til det lokale værksted for at købe et par håndlavede thulemænd. Jeg ville gerne have en mand og en dame, men da kvinden der var udstillet så meget trist ud, spurgte jeg kunstneren om han kunne nå at lave én til mig, der smilede. Vi talte tydeligvis forbi hinanden, for inden jeg vidste af det, havde han grebet thuledamen og slebet et smil i hendes ellers ret bestemte ansigt. Jeg kunne ikke lide ikke at købe damen, når nu han havde haft alt det besvær, så nu står hun i min stue og ser alvorligt smilende ud og minder mig om, at uanset hvad du gør, så kan du altså ikke bare sådan ændre på en kvindes humør…

Der gemmer sig helt sikkert masse af andre guldkorn og fraklip fra Grønland, men disse er hvad jeg kan huske tydeligst lige nu.

ps hvem kommer først til JUST-EAT?


 

Følg bloggen på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT

Navnet er selvfølgelig Sortpahvidt

Jordemoder på eventyr #12 et eventyr slutter

I dag er en mærkedag.
På flere måder.
Mens I sidder og læser det her, sidder jeg nemlig på et fly.

Formentligt med følelserne lidt uden på tøjet, med rygsækken fuld af forsyninger, hånden krampagtigt på armlænet og hovedet fuld af oplevelser.
Jeg har givet farvelkrammene. Jeg har vinket. Jeg har smilet. Jeg har nejet og bukket og sagt farvel.
Og lur mig, om jeg ikke også har grædt en smule.
Jeg er på vej hjem.
Jeg er i løbet af de tre og en halv måned som jordemoder i Grønland ikke bare blevet klogere på mig selv og mit fag – jeg er også blevet et år ældre.

I dag er nemlig min fødselsdag, og jeg bruger dagen på at krydse mange tusinder kilometer for at komme hjem til min familie.
Ganske passende egentligt, for da jeg blev født for syvogtyve år siden, lod jeg også vente på mig.
I dag regner jeg dog ikke med at arrivere 11 dage senere end forventet.
I dag er de eneste veer desuden, at jeg – for Gud ved hvilken gang – må sætte mig ind i et fly og ignorere mit evindelige tankemylder og bilde mig ind, at vi bare befinder os i en proppet bus på en gevaldigt bumlet grusvej.

Da jeg kom til Ilulissat i november, gik der en hel måned, før jeg begyndte at sove igennem om natten.
Først var jeg voldsomt ramt af jetlag og vågnede konsekvent klokken 04.23. Når jeg kom hjem fra en arbejdsom dag, var jeg mættet og udmattet af indtryk – og lige til at putte i seng klokken 18.30.
Tre nætter havde jeg mareridt om flystyrt – og en enkelt gang om et elevatorstyrt.
Man behøver vist ikke at være drømmetyder eller specielt dybsindig for at fornemme, at min underbevidsthed var utroligt bange for at falde til jorden med et brag.
Da jeg endelig stoppede med at drømme om ubehagelige dødsulykker, blev søvnløsheden overtaget af min overfølsomme ankel, der efter en lillebitte forstuvning, gav sig til at dunke og smerte om natten, hvor den skabte sig over noget så omsonst som at dynen hvilede på den.
Men efter en måned fandt både jeg og foden roen, og nætterne blev atter mine igen – med undtagelse af, når de blev de fødendes.
Jeg fandt mit ståsted som jordemoder i Grønland.
Min jordemoderautorisation burde faktisk udvides med adskillige linjer efter mit ophold i heroppe. På trods af at det kun er ukomplicerede gravide, fødende og barslende, der er visiteret til at føde i Ilulissat, er nogle komplikationer jo uforudsigelige – og jeg har virkelig haft min del af komplikationer, mens jeg har været afsted. Jeg fristes næsten til at sige, at jeg har stået med patologi op til begge albuer!

Jeg ville gerne have fortalt jer, hvad jeg så har lært af mit eventyr.
Hvad jeg ved nu, mens jeg sidder på flyet og sender bittersøde farvelvink og tanker afsted til Ilulissat, isbjergenes smukke mor, og alle de mennesker, jeg har mødt på min vej.
Dem, der forstod, dem, der grinte, der dansede og sang, dem, jeg lærte af og med.
Hvilke åbenbaringer, der er faldet ned i min hat og hvor meget klogere, jeg er blevet på mig selv, hvem jeg er, hvad jeg kan og hvor jeg skal hen.

– Men ligesom at alle gode brød har brug for tid til at hæve, for virkelig at opnå sit fulde potentiale – ligesådan har jeg brug for tid til at fordøje mit eventyr for at vide, hvad det faktisk har givet mig.

Lige nu føler jeg faktisk, at mit eventyr ikke har givet mig svar, men derimod spørgsmål.
De vigtigste deriblandt:

Hvordan kunne det tage mig syvogtyve år, at finde ud af, at jeg har en eventyrer boende i maven?

snapseed

Og

Hvor skal vi så hen nu?

Jeg ved det ikke.
Jeg ved bare, at det bliver med en barnlig stolthed, at jeg lander i Kastrup klokken 21.30
Jeg ved, at når jeg går mod ankomsthallen, vil jeg sende medfølende og opmuntrende tanker, til den usikre og nervøse person, der gik der for godt fire måneder siden.
Med en oppakning så stor som Falster, et hjerte i halsen og et løfte om, at når jeg næste gang satte mine fødder i lufthavnen, så ville jeg være et år ældre, en masse erfaringer rigere – og jeg ville sige til mig selv:

Jeg gjorde det sgu!
Og det gjorde jeg.

Tænk engang.
Hvem vidste, at tryghedsnarkomaner også kan flyve?

– Eline,
Eventyreren // Sortpahvidt

Vil du se billeder fra turen, så hop over på INSTAGRAM, vil du stalke så besøg FACEBOOK, vil du have mere af hverdagens gråtoner skal du finde Sortpaahvidt på SNAPCHAT og vil du vide så snart næste indlæg ruller ud i cyberspace så følg med på BLOGLOVIN

Og tak til alle jer for samtlige virtuelle high fives, brugbare råd, gakkede emojis, opmuntrende ord og glade tilråb på min rejse. De har været guld værd.

Jordemoder på eventyr #11 Små ting med stor betydning

Altså, for en lille uge siden, lovede jeg jo på instagram og facebook, at I kunne være med til at bestemme, hvad næste indlæg skulle handle om. Det gik med gru op for mig, at jeg faktisk ikke havde blogget i næsten al den tid, jeg har været alene som jordemoder heroppe.
Buddene var gode, men der var klart flest stemmer på emnet “små ting, der betyder meget“.
Jeg troede imidlertid, at jeg ville have god tid til at blogge efter jeg var flyttet ind i en anden lejlighed tirsdag (come on, hvor lang tid kan den slags tage??), men ak, hvor tog jeg fejl. Alt muligt kom i vejen så med lettere forsinkelse (vi er vel i Grønland), kommer her:

SMÅ TING, DER BETYDER MEGET
(i absolut vilkårlig rækkefølge)

* Familiebesøg og glædeligt gensyn
* Særligt familiebesøg, der medbringer frisk salat og bøffer fra slagteren (engang ville min forespørgsel have lydt på chips og Pepsi max, men Grønland gør noget ved dine crawings!)
* Sol. Altså, at se solen. Sådan direkte i øjnene
* At indkøbe rensdyrøringe, thulemænd og -koner og i det hele taget gå lidt turistamok. Fordi du kan.
* Skype ♥️
* De cirka totusinde billeder jeg har taget heroppe
* At kunne krydse hvalbøf, rensdyr, narhvalsgryde og hvalhud (!!) fra min bucketlist
* Sne
* Nordlys bare nordlys. Lige som jeg tror, at jeg har vænnet mig til sne, isbjerge og hvælvende fjelde, så dukker nordlyset op på himlen og minder mig om, hvor lille jeg er og hvor vildt og råt et sted jeg er. På eventyr.
* Venner, der gider dele en flaske portvin og adskillige sentimentale SingStar-moments.
* Venner, der lytter, når man hælder hvad der svarer til Stillehavets vandmængder ud af ørerne
* Kaffemik
* Varme sokker
* Gåture uden noget egentligt mål
* At jeg snart skal hjem fra det her fuldkommen vilde og fabelagtige sted og at det er bittersødt i ordets dybeste forstand

Sig mig, hvad skal der egentlig ske, når jeg kommer retur?

Jeg ved kun følgende:

Der er virkelig mange mennesker, der skal have et isbjørnekram og virkelig mange pepsier der skal drikkes.


img_6171

Hop over på INSTAGRAM, hvis du vil se eller gense grønlandsbilleder, tune ind på FACEBOOK, hvis du vil have besked, så snart der er nyt og åbn for BLOGLOVIN, hvis du vil se alle de gamle indlæg og også have notifikationer om nyt.

Og har du kommentarer, tilføjelser eller sindssyge emojis, så tilføj dem her 👇
Sort på hvidt

Jordemoder på eventyr #10 Erstatningsfamilien

I lørdags havde jeg været afsted i to og en halv måned, og det slog mig lige pludselig, at der kun var én måned, til at jeg skulle tilbage til Danmark igen.
Én måned til vi rammer fjortende februar og jeg foretager rejsen med omvendt fortegn.
Hvor bliver tiden dog af?
Selvom jeg glæder mig til at se Danmark, familien og alle mine venner og kolleger (og solen!) igen, så er det jo faktisk først nu, at jeg er ved at falde til.
Altså, sådan rigtigt.

Det sociale fylder rigtig meget heroppe.
Selvfølgelig gør det dét.
For når du rejser til et ukendt sted uden familien, venner og et arbejde du kender ud og ind, så er der meget lidt tilbage at læne sig op ad.
Der er dig.
Og dem, der er i samme situation som dig.

De to sygeplejersker AS og M, der kom herop samme fortumlede dag som mig, er blevet min erstatningsfamilie.
M tog en måned til Uummanaq efter den første introduktionsdag, og det betød, at AS og jeg lænede os op af hinanden og kiggede lige trætte på hinanden, når vi kom hjem fra arbejde og var helt skæve i hovederne.
Jeg bor i en lille to-værelseslejlighed 100 meter fra sygehuset.
Ejendommen hedder funktionærboligen, og her bor udelukkende andre medarbejdere fra sygehuset.
Heldigvis fik AS lejlighed på samme gang som mig, ja, vi blev faktisk genboer.
Det har betydet, at vi nærmest lever i kollektiv som en meget improviseret familie.
Stiltiende har vi fået lavet en madklub, hvor vi spiser sammen hver aften.
På ét eller andet tidspunkt dukker den anden simpelthen bare op (vi låser ikke dørene – man går bare ind), kaster sig på sofaen og siger
“Føk, jeg er træt!”
Hvis den anden er mig, siger jeg:
“Også mig! I dag måtte jeg arbejde en time over, fordi en gravid insisterede på at jeg kiggede på hende fordi hun havde ondt i navlen… Men så ikke kom!”
Og hvis den anden er AS eller M siger vedkommende:
“Også mig! I dag brugte jeg en time på at behandle en person, der kom ind med smerter, når man trykkede vedkommendes næse op!”
Så laver vi mad sammen og taler om stort og småt.
Hvornår stormen monstro stopper, om flyene går, om mærkelige situationer på arbejdet, hvilken disney-film, der har de bedste sange og så videre og så videre.
Vi diskuterer også om opvasken (hvis er størst/ældst/lugter mest?) om man kan udskyde tøjvask endnu en… uge dag, om ikke der er en anledning til at drikke rødvin.
AS og jeg er med andre ord som et gammelt ægtepar.
M bor lidt uden for byen, så hun kommer og bliver passet og plejet, fortæller om sine pinligheder og mægler imellem os, hvis vi ikke kan blive enige om vi skal spise burgere eller bagte kartofler.
Ja, hun er vores lille barn.

I fredags var der personalefest.
Jeg er byens eneste jordemoder i tre uger (ja, TRE uger!), så jeg måtte komme gennem aftenen pinligt ædru.
Jeg havde desuden haft en lang uge med mange fødsler og masser af nattearbejde, så jeg regnede med, at jeg ville gå tidligt hjem.
Vagttelefonen brændte i min lomme, og jeg krydsede alt for, at den ville være tavs weekenden igennem. Det er hårdt at være på kald hele tiden.
Men jeg havde det ALT for sjovt til at tage hjem.
Boy, oh boy, grønlændere forstår at feste!
Efter maden kom et par spillemænd og satte stemningen.
Jeg har aldrig været til en fest med så mange selskabslege og hvor alle var så ivrige efter at deltage – uanset om man havde drukket alkohol eller ej.
Folk grinede og hujede og råbte og at deltage i grønlandsk polka var ikke et spørgsmål om lyst, men simpelthen for underholdende til at gå glip af.
Unge som gamle, der svingede rundt og rundt og rundt og så lige et klap hér og der og så igen rundt og rundt og rundt. Faktisk var det lidt mit held, at jeg var ædru, for ellers havde jeg med garanti stået på næsen efter alle de svingninger.
Fællessange på både grønlandsk og dansk var der også, og det var rart at opleve, at blive blandet mere i personalegruppen end til dagligt, hvor danskere og grønlændere desværre er noget opdelt fx i kantinen.

Ud på de små timer var det begyndt at tynde lidt ud i festdeltagerne.
Bandet gik ud for at ryge en hurtig smøg og beruset af den gode stemning dansede M og jeg rundt og sang lidt på dansegulvet.
Én af fællessangene havde været “Så Længe Jeg Lever” og den havde ikke sluppet sit tag i mit hoved, så mens vi fjollede rundt, sang jeg den som en improviseret kærlighedserklæring til mit plejebarn.
Spillemændene var imidlertid kommet tilbage, og da de hørte sangen, begyndte de spontant at spille akkorderne til “Så Længe Jeg Lever”, mens jeg sang.
AS og én af lægerne, F, kom oppe og dansede og så stod vi som de eneste danskere tilbage på dansegulvet og gav den gas, mens resten af selskabet sad og klappede i takt.
Kom!” Råbte vi.
“Kom herop og vær med!”
Og så rejse de resterende tyve sig og løb op til dansegulvet, greb hinanden i hænderne og dannede en cirkel rundt om os mens vi alle sammen sang til hinanden

SÅ LÆÆÆNGE JEG LEVER, SÅ LÆNGE MIT HJEERTE SLÅÅÅR, SÅ LÆNGE VIL JEG ÆÆÆLSKE DIIIIIIIIIIIIAAAAAAIIIIG!

Og mens jeg stod der og sang og gestikulerede, blev jeg grebet af en sjælden sentimentalitet.
Det spontane sammenhold virkede i al sin enkelthed så smukt.
Mens jeg stod dér – seksogtyve år og helt alene – og så alligevel så helt igennem sammen med de mennesker, der sang sammen med mig.
For tre og en halv måned:
Min erstatningsfamilie

image
Men hvad bliver der af erstatningsfamilier, når rullestenen må videre?
Hvad bliver der så af onsdagsrødvinen?
Og hvem skal have kælkene?
Og M?
Skal vi ud i en grim skilsmissesag?


Vil du have mere af hverdagens gråtoner i dit newsfeed, så hop over på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT for meget mere Grønland, gak og løjer.
Navnet er selvfølgelig
Sortpahvidt

Jordemoder på eventyr #9 Vejrmelding

Tænkte, at det måske var på tide med en lille vejrmelding fra Grønland:

I går overskyet med dårlige veer, langtrukkent forløb og svært træt jordemoder. Sidst på aftenen fødsel, op mod tyve centimeter sne og frisk rumlen fra jordemoderens mave.
Smuk nattehimmel med spredte snefnug, pletvis skyer og chokoladecrawings.
Sne som en kæmpemæssig dyne i et nyskabt fantasiland.
Stor risiko for ubændig trang til at lægge sig ned og lave sne-engel til trods for at alder muligvis er tyve år for gammel.

image

Og så i morgen:
Let skyet med udsigt til at være eneste jordemoder i Ilulissat de næste tre uger *indsæt bæven*
Ellers forventning om opklaring med fødselsfrit lejde, ædruelig hygge og nordlys i weekenden.

Grønland, jeg kommer til at savne dig og dit bemærkelsesværdige vejr! Snart er der bare en måned tilbage.


Hvordan lyder din vejrmelding?
KAN man være for gammel til sne-engle?
Og kan man virkelig stadig halte, når det er to måneder siden man forstuvede anklen i grønlandsbrandert??

 

Vil du se flere vejrmeldingerne fra hverdagens gråtoner, så hop over på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT.

Navnet er som altid
Sortpahvidt

Om at føde i Grønland

Første januar var endnu en mærkedag her i julekalenderland.
Dér havde jeg nemlig været heroppe i to måneder og er dermed halvvejs i mit vikariat nu.

… Og så var det, at det gik op for mig, at jeg faktisk ikke har fortalt så meget om, hvad jeg egentlig laver heroppe og hvordan det adskiller sig fra mit jordemoderarbejde i Danmark. Om hvordan det faktisk er at være gravid og føde i Grønland.

image

Den største forskel i min grønlandske hverdag er, at jeg primært har dagvagter.
Og desuden kun har én kollega.
Af den grund skiftes vi til at være på kald.
I hverdagene har vi konsultation fra 8-16 med undtagelse af tirsdag, hvor vi er i ambulatoriet med en af bagvagterne.
Det vil sige, at jeg heroppe har lært at scanne (eller har i hvert fald prøvet at lære at scanne…) og opsætte spiraler.
Som jordemoder tager jeg mig også af de medicinske aborter, så mit fagområde spænder virkelig bredt.

Som gravid tilbydes du som udgangspunkt én scanning.
Den ligger i uge 16 og bruges til at tjekke antal fostre, størrelse, hjerte, hjerne, moderkagens placering og at terminen er korrekt (vi rykker kun terminen, hvis ultralydsterminen og terminen ud fra sidste menstruation divergerer med mere end 14 dage!)
Måske kan vi se barnets køn, men der kan sjældent siges noget helt sikkert.

Når du nærmer dig terminen ses vi hyppigt i jordemoderkonsultationen. I løbet af graviditeten ser du faktisk din jordemoder omtrent dobbelt så mange gange som i Danmark.
Desuden er internettet dyrt og ikke en luksus som alle har råd til, så informationer får du af mødre, mormødre, tanter, veninder og jordemoderen.
I jordemoderens telefon bliver der dagligt rådgivet om alt fra råmælk, tissetrang, plukkeveer, hudkløe, svie, barselsregler og fald på knæ. Ja, nogle ringer også bare for at høre, hvornår deres næste tid er.
Opstår der komplikationer i graviditeten bliver du overflyttet/henvist til at føde Nuuk, som er det eneste sted i Grønland, hvor man har mulighed for at køre hjertelydskurver.

Fødslen skal gå i gang af sig selv. Det eneste sted man kan blive igangsat er også i Nuuk.
Går du i fødsel i dagtiden, ringer du direkte til jordemoderens konsultation.
Er vi to jordemødre på arbejde, går den ene fra til fødsel.
Er vi kun én jordemoder på arbejde, må alle de aftalte konsultationer aflyses, og det tager de øvrige gravide ikke så tungt. De ved, at det er fordi nogen er i fødsel. Ofte er det endda én, de kender.

Går du i fødsel om natten, er det en lidt anden sag.
Så ringer du til sygehuset, som så ringer videre til jordemoderens vagttelefon.
Er du ligesom størstedelen af de gravide, går du i fødsel om aftenen eller natten. Når dagens dont er overstået, maden spist, børnene puttet og roen sænker sig, er der gode betingelser for fødselshormonerne – det er tydeligt.
Så bliver jordemoderen hevet ud af sin søde søvn og varme dyne og mødes med dig ved jordemoderkonsultationen. (De fleste gange har hun fedtede briller og ditto hår…)
Tit har du masser af familie med.
De laver en stor del af det jordemoderarbejde, jeg plejer at lave.
De masserer lænden, støtter, spreder smil og dirigerer dig rundt i forskellige stillinger.
Smertelindring er ikke noget du plejer at efterspørge. Du klarer veerne med et brusebad, en varmepude og kærlige hænder. Nogle gange foreslår jeg akupunktur eller steriltvandspapler, men så vil du som regel hellere have to panodiler.
Epiduralblokade har vi ikke mulighed for at lægge, og jeg har heller ikke oplevet et behov for det.
Når fødslen lakker mod enden, presser du enten efter min vejledning eller med din egen spontane teknik.
Så går vi ned på fødestuen. Ja, fødestuEN, for her er kun én.
Skønt jeg spørger om vi skal prøve andre stillinger, vil du helst ligge på ryggen, og eftersom pressefasen går tydeligt fremad, ser jeg ingen grund til at tilskynde, at vi prøver noget andet.
Fordi vi ikke har apparatur til at køre hjertelydskurver, lytter jeg intermitterende med en doppler/doptone.

Der faktum at vi ikke kan køre hjertelydskurver, var nok én af de ting, som jeg og mine kolleger talte mest om, inden jeg kom herop. Man bliver nemt meget vant til, at en hjertelydskurve er den ufejlbarlige sandhed, men faktum er jo, at vi som jordemødre også opfanger de stressede børn ved at lytte systematisk med doptone.
Jeg er nu alligevel glad for, at jeg har været til mange hjemmefødsler før jeg kom herop, for det har givet mig flere gode erfaringer at trække på.
Hjemmefødslerne har gjort mig fortrolig med, at en doptone eller et træ-stetoskop er nok til en ukompliceret fødsel.
Faktisk adskiller fødslerne i Ilulissat sig ikke meget fra hjemmefødsler i Danmark, forstået på den måde, at du bliver visiteret efter de samme kriterier:
Du skal være sund og rask, og vente ét sundt og rask barn og graviditeten skal forløbe ukompliceret.
Og hånden på hjertet; så har jeg slet ikke savnet at kunne sætte en hjertelydskurve på. For jeg har stort set ikke oplevet andet end fødsler, der forløb ukompliceret og hurtigt.
Tendensen heroppe bekræfter for mig, at de indgreb vi udfører (nødvendige eller ej) ofte avler flere indgreb og/eller komplikationer.
Er der behov for det, kan vi dog både lægge en sugekop og udføre et kejsersnit.

Efter fødslen bløder du tit mere end danske fødende, men oftest uden at det betyder noget. Måske skal du sys en smule eller slet ikke og bagefter går vi op på barselsstuen, som kan deles af op til tre barslende.
Du er hurtigt meget selvkørende – og endnu engang hjælper familien med alt fra amning til mad og drikke.
Barnet bliver vejet og undersøgt, og heroppe er vægten slet ikke det spændende – du går meget mere op i, hvor lang babyen er.

Uanset om det er første eller femte fødsel bliver de fleste på sygehuset mindst et par dage indtil vi har taget PKU-blodprøven.
Måske bliver du længere, hvis du kommer fra én af bygderne og skal med et fly hjem.
Nogle rutefly går jo kun et par gange om ugen.

….

Overordnet set er det som jordemoder et privilegium at få lov til at opleve fødsler, som de foregår heroppe.
Hvor det i så høj grad er naturen som råder, og hvor tempoet er et betydeligt andet.
Jeg tror, at det ville være sundt for mange at opleve.
Om ikke for andet, så for bare at kunne tage lidt af naturens gang med hjem til Danmark.

….

Skal du føde? Eller har du født?
Hvordan gik det?
Var familien eller jordemoderen den primære støtte?
Og hvad ville du sige til at føde, som man gør i Grønland?
Fortæl, fortæl!

Vil du læse mere om min grønlandsekspedition og følge med i hverdagens gråtoner, så hop over på INSTAGRAM, FACEBOOK, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT

Navnet er selvfølgelig
Sortpahvidt