Om sådan cirka 47 timer er jeg på vej til Grønland.
Igen.
Det virker overordentligt surrealistisk.
Vikariatet kom på plads i marts og dengang var alt så let. Så langt væk. Ork ja, om jeg kunne tage tilbage? Giv mig en dato, så dukker jeg op!
Nu er jeg så nået til den knap så lette del:
Farvel og panik-pakke-delen.
Jeg er dårlig til at sige farvel.
Meget.
Også selvom det bare er et lillebitte på gensyn.
Jeg så helst at størstedelen af mit flyttegods kunne bestå af mine venner og familie. Eller at de kunne transmogryffes op til mig på befaling.
At jeg kunne knipse med fingrene og *vips!* så sad de ved siden af mig og kiggede ud over ishavet. Så kunne jeg lægge mit hoved mod deres faste skuldre og vide, at jeg kunne klare det hele.
I virkeligheden er det skørt, for selvom jeg savnede alle dem derhjemme sidste gang, så var jeg faktisk også ret god til at klare mig alene.
Jeg havde forestillet mig, at jeg nok ville tage mig et par seriøse tudeture, men faktum er, at jeg kun græd én enkelt gang, da jeg var afsted.
Paradoksalt nok var det, da jeg sad i flyet på vej hjem til Danmark.
Da jeg mærkede propellerne suse og accelerere indtil jeg blev presset tilbage i sædet og vi tog afsæt fra jorden. Jeg kiggede ned på det forunderlige snelandskab, der udfoldede sig under mig og jeg græd helt stille, mens det blev mindre og mindre.
Jeg græd mens jeg sagde mit indre farvel og var forvisset om, at jeg aldrig ville komme tilbage igen.
Men nu er der gået næsten tre år og jeg skal tilbage igen.
Hvilket leder mig til mit næste problem:
Pakningen.
Eller rettere: mangel på samme.
Min kuffert ligger på gulvet. Gabende og tom og nærmest bebrejdende. Jeg har lige tømt den efter min ferie – og jeg kan ingenlunde overskue at putte noget i den igen.
Jeg ønsker mig en pakke-fe, der kunne ordne det for mig over natten, for hver gang jeg forsøger at lægge et stykke tøj i den, bliver jeg grebet af panik:
VIL jeg nu også have denne bluse med?
HVOR varmt føles 12 grader i Ilulissat?
HVAD pakkede jeg egentlig i de der fucking fem flyttekasser?
Jeg kan virkelig godt lide tanken om at skulle afsted igen. Jeg kan bare ikke helt overskue det logistiske pakke-farvel-monster, det lige nu indebærer.
… Men lige nu står den heldigvis på tripplefarvelhygge i gode venners lag i dag.
Jeg lader som om vi ses igen i næste uge.
På den måde behøver jeg ikke at forholde mig til at det er et lidt langt farvel…
Tror jeg nok.
Anyways.
Vi skrives ved, når jeg er i Ilulissat.
Jeg satser på at blive hentet i lufthavnen denne gang!
So long, adjø, tuttelu, hejhej, takuss og på gensyn indtil da,
Sortpahvidt,
Den Rødøjede Eventyrer,
Eline