Mantraet

Når jeg møder modgang i mit hverdags-, hjemme-, eller arbejdsliv og… 
– sveder for vildt

– tænker “det går aldrig”

– overvejer om balder kan falde af under løb

– eller lægge kan ætses væk

– om jeg mon består af lige meget vand, fedt og mindreværd

– og/eller når dagen har været for lang eller hård

Så hører jeg mit indre mantra i mit øre

og tænker “Åhr, hold dog MUND! Det kan du sgu sagtens sige, dit selvfede, filosofiske fjols!”

… og så bander jeg på bedste vis. Men jeg knokler dog videre.

Syn for sagen

Var i nattevagt i nat.
Nummer to i træk og med lidt for lidt søvn mellem den første og den næste.
Så kan man godt blive sådan lidt… zombie-agtig.
Især når jeg går fra travlt, travlt, travlt til slet-ikke-travlt.
Gik på et tidspunkt hen ad en lang gang.

image

Sumpede.

Tænkte. Lidt.

På den lange gang, var en lang række ruder, man kunne kigge ud af

image

Men det var jo nat.

Og mørkt.

Og når jeg kiggede ud, var det eneste, jeg så en lille skikkelse, der fulgte mig ned ad gangen. Mig selv.

Jeg sendte mig selv elevatorblikket – og så det

image

KABOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOM!

Altså, da jeg gik i ottende klasse, var der én af mine klassekammerater, der sagde til mig, at jeg havde en rigtig negerrøv. Those were the exact words. Men der havde jeg jo stadig travlt med at vænne mig til at have bryster, så at der også skete ting og sager med min numse – det var ligesom mere end jeg kunne forholde mig til.

Så numsesagen har ligget og puttet sig lige siden.

Indtil i nat, hvor den *BUM* sprang i øjnene på mig. Dér klokken fem om morgenen, småluntende ned ad en lang hospitalsgang og med lidt for tom mave, så jeg den tårne sig op – min bogstavelige bagdel – og småhoppe efter mig. 

Var dét min numse? Så den virkelig sådan ud, eller var der ét eller andet illusionsforvrængende i glasset? I den kop the, jeg drak tidligere?

Måske var det ikke så pænt, men jeg kom til at tænke på nogle af de dyreprogrammer jeg så som lille… bavianer og sådan noget… Jeg ved ikke – og vil ikke tænke på – hvordan den ser ud direkte bagfra, men jeg sværger, at dér gennem mine tågede nattevagtsøjne, kastet tilbage i hovedet på mig i et lidt for skarpt lys, så den sådan her ud:

image

For føk da. 

Kan man tabe sig, så numsen strutter mindre? 

Bruge anker til at holde den lidt nede, måske?

En stræber-trios fald

For omtrent en tre år siden tog min mor, min søster og jeg et aftenskolekursus i thailandsk madlavning.
Vi lærte at lave skæppeskønne forårsruller, stegte ris og nudler, peanutsauce og curries i alle regnbuens farver.
Det smagte fantastisk!

Men jeg vil næsten vove at påstå, at det ikke var det bedste ved kurset.
Tasanee, vores lærer, var nemlig ikke nærig med roserne.

(Her er det ærgerligt, at bloggen her kun består af skrift og ikke lydfiler, for I snydes dersværre for fornøjelsen af at høre min thailandske accent, som jeg mestrer til perfektion. I må tænke jer til den i de følgende linjer)

“Naaarj!” kunne hun finde på at udbryde,
“Du lave pæne forårsrullar, det såh flåt!”

og ægteskabelige tips kunne hun også liste ud af ærmet. Jeg overhørte hende på et tidspunkt i en fortrolig, næsten ærefrygtig tone fortælle min søster:

“Jeg sige dig; hvis du lave god mad, manden ALDRIG gå!”

Hver anden onsdag blev således fyldt med sjov, ros og autentisk mad og når vi gik mætte hjem, var selvtilliden da blevet stivet noget så eftertrykkeligt af – og det er vel noget de fleste kvinder kan lide.
Derfor er det vel egentlig lidt overraskende, at der skulle gå flere år, før trioen kastede sig over endnu et aftenskolemadkursus.
RIVER CAFE COOKING
Det lød dælme godt. Italiensk landkøkken med friske, økologiske råvarer – mmmmums!

Så i onsdags mødte vi op på en ny skole til et nyt madkursus med en ny lærer.
Børge.
Børge snakker meget.
Og minder meget lidt om Tasanee.
Han roser for eksempel ikke så meget.
Undskyld, sagde jeg “ikke så meget” ?
Der skulle have stået “slet ikke”.

Min mor, min søster og jeg var jo ikke helt nybegyndere på et aftenskolekursus, og syntes da sådan set, at vi begår os meget godt i et køkken. Og vi kan alle sammen godt lide at blive rost. Så kan man godt blive sådan lidt stræber-agtige… hvor man gerne lige vil have læreren til at kigge på det rigtige tidspunkt. Men her er hvordan stræber-trioen blev nedsablet én for én.
I present to you; Stræber-trioens Fald:

Min søster skal høre Børge om et eller andet om opskriften. Kalder Børge hen.
Hun står og vasker basilikum, der skal i en suppe.
Hun når netop at åbne munden, før Børge pludselig brøler:

“NEEEEEEEEEJ!!!” og flår den drivvåde buket ud af min søsters hånd og klasker det hele noget så eftertrykkeligt ned i et viskestykke.
“Du skyller da FOR HELVEDE ikke vores basilikum! Alle sammen – ALLE SAMMEN! – hør lige efter, er vi enige om at vi VASKER IKKE VORES KRYDDERURTER?!! VAND ER GIIIIFT FOR KRYDDERURTER!!!”
Jeg tror ikke, at min søster fik spurgt om noget. Jeg tror bare, at hun ikke vasker krydderurter til River Café Cooking mere.

Vi hører ham senere fortælle, at der kun er TO TING, der kan gøre ham rigtig vred. Den ene er plat humor. Den anden er ÅBENLYS DUMHED.
Jeg tror, jeg må konkludere, at jeg nok kunne komme til at gøre ham rigtig vred…

Nåh.
Senere kommer turen til min mor.
Hun skulle have en svinefilet i ovnen. Den skulle vendes et par gange, mens den blev tilberedt. Og bare for ikke at træde ved siden af, ville hun lige sikre sig, at det var okay i forhold til vores stramme tidsplan, at putte svinet i ovnen på daværende tidspunkt. Men ak, også hun når kun at trække vejret ind til at stille et spørgsmål, før Børge kommer hende i forkøbet:

“Nej!” Kvækker han.
“Sig mig, hvilken side skal vende op på den her steg?!”

Min mor, som egentlig ville have spurgt “Gør det noget? Den skal jo vendes undervejs”, kommer lidt for kækt og hurtigt til at svare:

“Er der forskel?”
Jeg kunne ligefrem se Børges blodtryk stige, rødmen skyde op i kinderne og en indre implosion af hans gråmelerede hjerne, mens han spruttede:

“EJ, ej. Nej, jeg må sige, at jeg er noget chokeret. Om der er forskel. Ja, så starter vi altså på et NOGET LAVERE niveau end jeg er vant til!” Hvorefter han greb stegen og kastede den om på den korrekte side.

Nu var der kun mig tilbage.
Jeg havde haft en nedringet leopardprikket top på, og måske derfor havde jeg ikke fået nogen synderlige hak i tuden før vi spiste forretten.
Som en anden dommer i MasterChef gik Børge fra bord til bord og smagte på de forskellige holds supper.
En behåret arm skød pludselig frem fra bag min ryg og snuppede en skefuld af min tomatsuppe.
Da han havde smagt på den, kiggede han på os alle tre, helt stille.

“HVEM har krydret denne suppe??”
Ville han vide.
Nu måtte hver mand åbenbart klare sig selv, for i samme sekund ser jeg, hvordan min mor fluks kaster sin pegende arm i min retning.
Tak for udleveringen, mor.
Så jeg åbner munden og piber spagt:
“Det har jeg…”
“HVOR FANDEN har du gjort af krydderierne? I hvert fald ikke i suppen! Den her suppe smager jo af INGENTING! MERE SALT, MERE PEBER!!”

Jeg vidste slet ikke, at vi havde meldt os til MasterChef.
Jeg må bare udlede to ting:
1) Jeg må vist drikke mere af den rødvin vi har til rådighed næste gang, så jeg har lidt til at modstå kritikken med
2) Jeg skal have den leopardprikkede på hver anden onsdag fremover…

Gjorde det sgu igen

… og til dig, der sidder og tænker “løb?”, vil jeg bare skære igennem og sige nej, men det må jo ske engang i weekenden. Føk.

Men nej, endnu engang røg alle mine gode intentioner sig en tur – og jeg glemte bloggens fødselsdag. Som jo var i dag. Tre år har den fulgt mig, og det overrasker mig faktisk noget, at den ikke ligesom min surdej døde for efterhånden mange måneder siden.

Dengang den blev til, var det et finurligt påhit som en del af en “jeg-er-bare-så-meget-videre-og-i-en-totalt-selvudviklende-og-selvomfavnende-fase-af-mit-liv” tid. Jeg havde troet, at ingen ville kigge få forbi, få ville grine, og jeg ville selv være videre efter nyhedens interesse havde lagt sig. Men vi sidder her endnu, og det er jeg virkelig glad for. 

Det gik op for mig, hvor sjovt det var at blogge – og at have et forum, hvor jeg kunne dele mine mange mærkelige anekdoter, dele mine tanker, mine opture, nedture, byture og busture – og hvor folk kunne læse med eller lade være. Og bloggen udvikler sig hele tiden lidt, og i perioder fylder tegningerne og i andre historierne.

Her bestemmer jeg selv, hvad der skal med og hvad man må sige – og det er ganske befriende. Vigtigst for mig er dog, at min blog er mit liv tro. Det er ikke perfekt, jeg er også bare et menneske, der dummer mig, blliver sur, kommer til at prutte i bussen, glæder mig og med jævne mellem kommer til at spise eller drikke for meget. Min tese er, at man først og fremmest må starte med sig selv – også når det handler om at gøre grin.

Så hvad har vi grint af i det forgangne år?

Personligt, har jeg været mest glad for dette indlæg:   http://sortpaahvidt.tumblr.com/post/76414655103/den-lange-fortaelling-om-de-meget-lange-bryster om min tid som dagpengemodtager

Eller dette, som bare er SÅ meget mig:   http://sortpaahvidt.tumblr.com/post/85020784362/den-lille-cykeline-og-verdens-darligste-plan

Er I enige, eller hvilket kan du bedst lide?

Så hurra, lille blog med det lange navn – jeg lover, at jeg prøver at huske din fødselsdag til næste år. 

Løbetur, Bæstet og en bristet barndomsillusion

Hjemme igen. Fra Korfu. Til Amager.

Fra grønne olivenlunde til den dødsyge, delvis nøgne og alligevel brune hæk ude foran min altan.
Der er meget at savne ved Grækenland, men én ting savner jeg absolut ikke…

Som den naive ny-opstartede triatlet, som jeg vil driste mig til at kalde mig selv, havde jeg nemlig pakket alt mit løbetøj – inklusiv rygsæk og hele svineriet – og tænkt, at i ferien ville jeg vælte mig i overskud til at optræne det der lorteløb.

Ja, tak.
Det blev da også til en løbetur.
Én løbetur.
Ved ikke engang, om man må kalde særlig meget af det løb.
Her er hvordan det foregik:

Præ løbetur. Forberedelserne:
Drøfter mulige ruter med familien.
Løbe-Fatter foreslår at jeg drejer til højre fra indkørslen og fortsætter langs vejen.
Rimeligt ligetil.
Rimeligt lige ud.
Altsammen meget rimeligt.
Men to ting er i vejen for mit temperament.

1) Biler og knallerter.
Jeg vil helst løbe et sted, hvor jeg ikke føler, at der hele tiden kan komme folk. Jeg kan ikke få mig selv til at tage mine travepauser, når der er nogen, der kigger. (Måske man så alligevel skulle finde en rute, hvor der er mennesker konstant?)
Men så igen; grækerne er tossede. Og de kører ad helvedes til.
Uden overdrivelse.
Vi kender nærmest ingen på Korfu, der ikke har været involverede i mindst ét færdselsuheld.
Udsmattet neonorange løbenymfe står ikke øverst på min liste over dumb ways to die, og desuden … 

2) Udsigten.
Jeg er var jo ikke taget afsted for at løbe på den samme grå asfalt, som jeg kigger fortvivlet ned på derhjemme.
Skulle jeg løbe på øen, så skulle der dælme være smæk for skillingen.

Derfor erklærede jeg, at jeg ville løbe til højre, hvor man efter halvanden kilometer på asfalt kan tage en terræntur op af bjerget og tilbage til vores hus.
Og ja, jeg havde da selvindsigt nok til at tilføje:
“Så tager jeg det som en oplevelse, og jeg agter på ingen måde at løbe hele vejen.” (her bliver jeg simpelthen nødt til at indskyde i bagklogskabens klare lys; SOM OM JEG KUNNE!!)
Så var det besluttet, og afsted det gik.

0-400 meter
Musik i ørerne. Babadadadum “‘Cause the haters gonna hate, hate, hate. The players gonna play, play, play’ – tjuhej, så så man lige mig!”

400-600 meter
Hej-hej olivenbonde, ja, ja, orange klæder mig helt utroligt godt, så glo du bare… Men ikke for længe, for mine ankler syrer og summer så mærkeligt.

600-1000 meter
Ingen stop eller traven. Nu går det op ad bakke.
I mere end en forstand.
Hvem er ved at ætse mine ankler af? Det må man da ikke.

1000-1100 meter
Ok. Så de der småbakker i bilen er jo seriøse prøvelser på gå-ben.
Vi må gå lidt nu, må vi ikke?
Mine lægge føles som om de er ved at sprænge.

1100-1500 meter
Fortsæt, for helvede fortsæt!
Hvordan kan det være så hårdt at sætte det ene ben foran det andet? Det her kvalificerer sig absolut ikke til løb – måske ikke engang til gang!
Hvordan klarede jeg de fem kilometer til efterskolens triathlon dengang??

1500-1700 meter
For føk sake. Kommer pludselig i tanke om noget…
Jeg mødte jo nogle af efterskoledrengene… vi faldt i snak.
Åh nej, jeg udmærkede mig i en helt anden disciplin; snak!
Jeg GIK sgu da fandme ruten dengang.
*Lyden af glas der smadrer og en illusion om at jeg engang havde løbet mere end efter bussen krakelerer, og en altoverskyggende tvivl dukker op*

En drævende og ondskabfuld stemme dukker op i mit hoved: Bliver jeg nogensinde klar? Kommer maj ikke pludselig susende tæt på? Hvad hvis jeg ikke kan gennemføre det der lorteathlon??

1700-1800 meter
Jeg genkender den stemme.
Bæstet. Bæst, skrid ad helvedes til!
Løb er jo også et spørgsmål om psykisk styrke – så nu beder jeg dig om at krybe tilbage i det sorte hul du blev født i, og så bliver du der!
Her kom jeg terrændelen.
Selvom det går kraftigst op ad bakke hér, får jeg fornyet energi. Gruset under skoene, de hvide anemoner, der dækker græsset som et snehvidt tæppe.
Et ben foran det andet.

1800-2200 meter
Hvis jeg faldt om her ville ingen jo finde mig!
Slet ikke, hvis jeg trillede ud over kanten og endte i bækken dernede. Ville muligvis dukke op i Italien.
I år 2018.
Men udsigten. Åh, det blå hav for mine fødder!
Og nu er jeg på toppen af ruten. Hurtigt er det ikke gået, men det går fremad – og hvert skridt er trods alt et skridt mere end hvis jeg lå på sofaen…

2200-2900 meter
Så langt har jeg aldrig løbet før.
Om lidt kommer jeg om hjørnet og så kan mine forældre se mig.
Slut med enhver tanke om at trave, før det er fordi, jeg er FÆRDIG!

3200 meter
Jeg gjorde det!
Jeg gør det aldrig igen!
Og der er stadig langt til de fire kilometer.
Hvis der er den mindste bakke på den triathlonrute, så skriger jeg altså…!

Feriefred

Efter to fine flyveture og en taxatur af de mere tvivlsomme af slagsen sidder bloggen og jeg nu godt plantet i mit andet hjem.

På Korfu.

Da vi kom sent i går aftes, var her… pissekoldt. Og det blæste. Og regnede. Men det betød faktisk ingenting. (Da vi først havde fået tændt op i pejsen, that is) For jeg elsker Korfu. I al slags vejr og på alle tider af året.

Om sommeren er her er et sansebombardement uden lige. Af solskin, cikader og sand mellem tæerne. Om vinteren kan du gennem terrassevinduerne kigge ud over det grå hav, der vildt og med fråde om munden kaster sig skummende  mod kysten, mens du selv skutter dig ved pejsen. 

image

Op ad dagen kan det være, at solen titter frem, og jeg får lyst til at gå de ture op og ned og rundt på bjerget, som det er alt for varmt til om sommeren. 

Jeg tror, måske det er min definition af sjælefred, der troligt venter på mig her. 

Men det vil sige, kun når det er folk, der rent faktisk har kørekort (eller i hvert fald opfører sig som om de har), der sidder bag rattet. I den Tvivlsomme Taxa var loftet ved at falde ned i hovedet på dig – sat på plads her og der af tegnestifter – mens chaufføren råbte ind i hovedet på GPS’en, mishandlede motoren og i øvrigt holdt hænderne i en klokken ni position…

Det var faktisk lige før, jeg i min iver efter selv at kunne komme sikkert frem til min sjælefredsplacering, overvejede at få fornyet mit kørekort og se min kørekortsfobi i øjnene.

Men kun lige før.

Oliventræerne vokser jo ikke ind i himlen.

Leaving on a jet plane

… er lige hvad jeg gør i morgen.

Korfu venter, og jeg glæder mig helt vildt!

Hjertet banker afsted – to ugers ferie på et år, er helt sikkert for lidt, især når det betyder at der kun er én uge til mit andet hjemland.

Men hvis du sidder og bliver alt for misundelig, så vil jeg bare indskyde, at jeg også har pakket mine løbesko. 

Hører du om mystisk dødfunden – men særdeles velklædt – dværg i de græske bjerge er det bare mig. Gå efter de pink løbesko, der er foruroligende lidt brugt.

Gøg og Gokke i svømmeren

Skal op og svømme i dag.

Sammenlignet med triathlonets cykling og især løb, er svømningen dét jeg bekymrer mig mindst om. Der skal selvfølgelig heller ikke meget til. Jeg mener, når jeg er ude at løbe, hader jeg hvert eneste skridt. Så er fire kilometer altså lange. Særligt, når det kun er lykkedes mig at komme op på 2,9…

Anyhow.

Svømningen. Det er jo ligetil. Du er let og vægtløs, vandet holder kroppen tempereret og oppe. Faktisk troede jeg, at mit største problem i svømmehallen ville være, at jeg bliver irriteret (læs pisseirriterende), hvis jeg ikke kan finde en bane med tilstrækkeligt få svømmere, der svømmer i det helt rigtige ikke-for-hurtigt-men-absolut-heller-ikke-for-langsomt tempo.

Men da min triathlon-buddy og jeg skulle op og svømme sidst, skulle det vise sig, at man kan blive udfordret i mange henseender – også i svømmeren.

Jeg havde ikke været i netop denne svømmehal i nogle år, og imellemtiden var der blevet lavet en del om. Meget om. 

Miseren startede allerede ude under bruserne. Temperaturudvalget var middelstor norsk sø i marts måned efter en isvinter eller burn, baby, burn!  og vi baksede i nogle lange øjeblikke i hver vores ende af skalaen.

Efter indsæbning, afskylning og iførsel af diverse badedragtsmodeller (min sporty badedragt er blevet for lille til min numse, så jeg bader i noget, der har en ret dyb udskæring og … gisp… frynser) Gik turen ud til bassinet.

Hvis vi ellers kunne finde det.

Vi nåede både at tage et kig på stedets damesauna, fællessauna og toiletter – alt sammen helt sikkert til de øvrige badendes store underholdning – før vi atter gik til fællessaunaen og forbi denne, hvor vi så endelig befandt os ved dét det hele handlede om; banerne. Inden jeg går videre, så tillad mig lige at tage én ting op; er vi enige om, at det da er almindelig høflighed lige at guide to rundforvirrede tosser i den rigtige retning, når de står dér i bruseslusen – våde og kolde – og for fjerde gang stirrer tomt på toiletterne?? Godt, så!

Nåh, men hele Amager havde besluttet sig at gå i svømmehallen den dag, og det bekom ikke mit temperament særligt vel. Vi endte derfor med at svømme 350 meters penge og ellers slaske lidt rundt og bestemte os så for at returnere til omklædningen.

Og da vi så drejer om hjørnet til bruserne, ser jeg det.

Verdens absolut ledeste placerede spejl.

Og i det kommer to kvinder gående imod os.

Den ene høj og slank og med lange lemmer, der elegant skrider over gulvet. Den anden en lille klump, med ufrivillig midterskilning og blævrende lår nærmest i gadedrengeløb for at holde trit med den anden.

Gøg og Gokke.

Det var os.

Med dét billede godt og grundigt brændt fast på nethinden, vil jeg faktisk næsten klassificere det som mandsmod, at jeg begiver mig op i svømmehallen igen i dag.

Denne gang dog med svømmemakker, der er – næsten – lige så lav som mig. Men stadig med frynser…