Jordemoder på eventyr #8 Jul i Grønland

Før jeg tog afsted til Grønland, var jeg faktisk ret bekymret for, om jeg nu ville gennemføre det.
Altså, om jeg ville komme herop, stige ud af flyveren, kigge på et isbjerg eller to og proklamere, at “det hér, det er bare ikke mig!” og vende om og klatre ind i Dash-8’eren igen.
Selv betvivlede jeg dét scenarie, men E t andet gjorde mig noget mere beklemt:

At være alene i julen.

At sidde og savne og stille græde ned i risalamanden, og vide, at det bare ikke er rigtig jul, når man ikke er sammen med sin nærmeste familie.
Min tryghedsnarkoman rystede i bukserne.
Jeg indrømmer blankt, at jeg faktisk havde hede drømme om, at min familie pludselig stod her – alle zusammen – og ønskede mig glædelig jul.
Jeg sendte bedrøvede hundehvalpeøjne efter de fra sygehuset, der skulle hjem til jul.
Og derefter et lettere bebrejdende blik ned til vagttelefonen, der gjorde, at jeg ikke engang kunne more mig lidt med min portvin.
Min jordemoderkollega skulle nemlig en uge til Qaanaaq (Thule) og jeg ville endnu engang være den eneste jordemoder i Ilulissat.
Jeg mærkede dog en klar forskel fra sidste gang:
Jeg var ikke længere ved at skide i bukserne ved tanken.

Lillejuleaften havde jeg konsultation og gik rundt og delte ud af en imponerende portion brændte mandler, som jeg havde lavet dagen før.
Stort set ingen havde lyst til at komme til jordemoder denne dag, og jeg endte derfor med at afspadsere et par timer.
Om aftenen lavede jeg en svingende omgang risengrød, som blev spist i selskab med et par af de andre vikarer.
Da vi var på vej til at gå til køjs så vi dog, at himlen udenfor glimtede af nordlys. Vi trak i en masse lag tøj og begav os ud i den iskolde natteluft.
Væk fra gadelysenes skær kunne vi tydeligt se det hvid-grønne lys danse på himlen. Som et sløret tæppe, der bugtede sig over os og på forunderlig vis skiftede form og farve, nærmest umærkeligt, mens vi kiggede på det.
På vej tilbage til lejligheden lagde vi os udenfor kirken og lavede et par ubehjælpelige sne-engle. Sneen var så dyb, at det næsten var umuligt at skubbe den ud til siderne med arme og ben!
Mens jeg lå og baksede og kiggede op på den mørke himmel, følte jeg mig endnu engang meget heldig, at jeg var lige hér. Et sted, jeg ikke troede jeg havde modet til at tage hen. Grønland var god ved mig.

Juleaften skulle starte med morgenmad med AS, en anden sygeplejerske M og en medicinstuderende P. Vi skulle mødes klokken 09.00.
Og sørme om ikke vagttelefonen ringede klokken 09.08 bedst som vi skulle til at sætte os til bords.
Jeg måtte afsted.
Klokken 11.00 var jeg tilbage igen. Falsk alarm for fjerde gang. Havde dog en klar fornemmelse af, at det ikke var sidste gang, jeg måtte over på sygehuset.
Det skulle vise sig at holde stik.
Jeg var nu gået glip af julegudstjenesten, og turde ikke at bevæge mig for langt væk af frygt for at blive kaldt lige pludselig. Fødsler kan jo gå stærkt.
Klokken 13.00 var der juletræsfest på sygehuset og patienter og personale og begges pårørende var inviteret. Kantinen var fyldt med mennesker i deres fineste tøj.
Og så mig, der stadig havde mit lune joggingtøj på, fordi jeg ikke gad at skifte, hvis jeg blev kaldt igen med det samme.
Vi sang julesalmer på grønlandsk. Det var faktisk ikke så svært, for salmerne gik meget langsommere end de gør på dansk. Som i meeeeeeget langsomt.
Bagefter var der dans om juletræet og selveste julemanden kom og gav godteposer til børnene.
Jeg fik da også en selfie med ham.
Bevares.
Min stolthed røg jo allerede dengang med foden.
…
Hjemme igen skulle der gang i gryderne og ovnene.
For helvede hvor ER sådan et par ænder egentlig klamme!
AS og jeg stod synkront og sympati-tømte dem for maveindhold, mens vi prøvede at holde grimasserne tilbage. Der var lidt kunstnerisk frihed i vingeklipningen på den ene, men jeg vil nu sige, at de begge blev rigtig flotte og snart duftede der af jul i hele opgangen.
Alligevel var det bare ikke helt rigtigt. Jeg savnede dem derhjemme.
Og selvom jeg havde tænkt, at jeg ville tage det hele som en oplevelse – at holde jule uden familien, at være i Grønland – så var jeg alligevel lidt hormonella dén aften.
Jeg klædte om. Nu måtte det briste eller bære med dén julepåklædning.
Da maden lettere forsinket blev sat på bordet klokken 20, nåede jeg da også kun lige at sætte de brunede kartofler fra mig, da jeg hørte en umiskendelig lyd

*BIPPEBÅÅT BIPPEDIFUCKINGBÅÅÅT BIPPEBÅÅT!*

Vagttelefonen!
Der var bud efter mig igen.
Jeg kastede verdens hurtigste julemåltid indenbords og så afsted til sygehuset igen.
Denne femte gang var kvinden i fødsel.
På sygehuset var M, som aldrig havde set en fødsel før og som gerne ville blive og overvære forløbet. Det betød meget for mig. Jeg følte mig faktisk slet ikke alene.
Kvinden klarede veerne supersejt på grønlænder-manér. Man kunne faktisk ikke se, at hun var i fødsel. Hun ville da faktisk også helst gå rundt i opholdsstuen med de andre indlagte, så dér sad jeg også. Så hørte vi julesalmer, og jeg hæklede og vi talte om, hvem der først blev færdig;
Hende med at føde eller mig med at hækle en babyhue.
Klokken 23.51 vandt hun og en fin, lille juledreng kom til verden.
Min forrige fødsel havde på flere måder været et hårdt forløb for mig, så det var en lettelse, at denne gang gik helt som den skulle.
Da jeg kom op på mit kontor stod desuden en lækker portion risalamande som AS og P havde været forbi med. Vi havde aftalt at lave julebrunch dagen efter, når nu der var mange rester – og min mave knurrende allerede efter at nyde julemaden.
M og jeg gik hjem til mig og spiste risalamanden og snakkede til ud på morgenen, før jeg faldt i søvn, så snart jeg lukkede mine øjne.

1. Juledag gik fuldkommen som den skulle: med at spise og dovne.
Jeg havde fået tilsendt en pakke med hilsner og gaver fra familien. Det føltes som en pakke hjemlig kærlighed. Da jeg ikke havde haft tid til at åbne gaverne aftenen før, skypede jeg hjem og åbnede dem sammen med dem.
Det var virkelig hyggeligt.
Selv vagttelefonen var stille, den sure matrone.

2. Juledag var temperaturen styrtdykket til minus 21 grader, og selvom det blæste virkelig meget, var AS, M, P og jeg alle ivrige efter at komme ud og bevæge os lidt. På bedste jule-manér skulle der da kælkes her i sneens land.
Vidste I, at man kan være dårlig til at kælke?
Altså, decideret dårlig?
Jeg vidste det ikke, men fandt hurtigt ud af det!
Jeg væltede rundt, kunne ikke finde ud af at styre og hvis jeg en sjælden gang nåede helt ned for foden af bakken, så kørte jeg gerne ud over en skrænt eller sådan noget.
Til gengæld var jeg også den der larmede mest. Hvordan nogen kan kælke eller køre i rutschebane uden at skrige er over min fatteevne!
… Hjemme igen var vi blevet gennemkolde, mine balder så stivfrosne og ømme, at jeg overvejede om der kunne være tale om endnu en gør-det-selv-amputation.
Vi varmede os med the, kakao og hygge.

Om aftenen lå jeg og læste og revurderede den grønlandske jul.
Selvom den ikke var, som julen i mine øjne skal være, så havde den alligevel været så god, som den kunne. Jeg havde fået mange oplevelser, som jeg håber, jeg ikke glemmer, når jeg er gammel og grå.
Jeg læste videre.
Jeg rettede lidt på mine briller.
Hørte verdens mindste *klik*
Så så jeg en virkelig lille skrue trille hen over madrassen, og overvejede om det her nu var symbolet på, at jeg virkelig havde haft en skrue løs, da jeg tog herop.
Et par nanosekunder efter røg mit højre brilleglas ud af stellet og ned i min bog.
– og det var så den bemærkelsesværdige afslutning på en ret så bemærkelsesværdig jul!

 

---

Hvis du vil høre mere om hverdagens gråtoner, så hop over og følg med på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT.
Navnet er selvfølgelig
Sortpahvidt