Jordemoder på eventyr #7 Hundeslædetur

Der findes nogle ting her i livet, som du ikke vidste, at du var nødt til opleve, før du har prøvet dem. Ting, som du ikke vidste, at du bare måtte prøve. Som stod på din bucket list uden at du vidste det.
Men så kommer den – oplevelsen – og du tager dig selv i at tænke:
“Tænk, at jeg nogensinde har levet uden!”

Sådan var min oplevelse af at være på hundeslædetur.

Dagene heroppe bliver alvor for korte nu. Solen kommer ikke længere op over horisonten, men giver alligevel et beskedent dagslys en tre timer om dagen.
De sidste par dage har det dog været overskyet, og derfor har jeg gået rundt i en grå suppedas. Mørketid gør kroppen træt!

Af samme årsag havde AS og jeg valgt at tage på en hundeslædetur i sidste weekend. Vejret er ustadigt, og når du kører ud i den snehvide intethed, er du virkelig afhængig af, at det er lyst de timer, du er afsted. Det var med andre ord med at komme afsted snarest, hvis vi ikke måtte vente indtil et godt stykke ind i januar.
Så i lørdags kravlede vi – lettere tømmermændsramte – ud af sengene og gjorde os klar til eventyr i miniformat.

Jeg har ikke særlig meget erfaring med at være længere tid ude i sne – jeg har aldrig været på skiferie – så jeg var meget spændt på, hvor mange lag tøj jeg ville have brug for, for at holde på kropsvarmen.
Jeg iførte mig derfor ivrigt tre par sokker, uldundertøj, joggingbukser, en trøje, en fleece, overtræksbukser, jakke, to huer, et halstørklæde, min buff, et par tykke handsker, jakke og mine Sorel-støvler.
Jeg blev forvandlet til en blød og omfangsrig uldbold og da jeg lynede den sidste lynlås, var jeg mere end klar til at komme udenfor. Jeg svedte tran!

Vi blev hentet af hundeføreren Kenn og kørte ud til området, hvor mange af byens slædehunde står. Da vi nærmede os stedet, hvor de mange, mange slædehunde står, begyndte koblet længst væk at løbe rundt og gø.
“Se,” pegede Kenn inde fra bilens varme
“Det er mine hunde, derhenne. Det er dem, der gør. Se, alle de andre hunde ligger bare og putter sig – men mine gør, fordi de ved, at det er mig, der kommer.”
Jeg kiggede rundt og måtte blankt erkende, at han havde ret. Kun Kenns kobbel syntes at gå op i vores ankomst – og vi sad trods alt 150 meter væk inde i en bil! Hvordan hundene kunne vide, at det var ham, der kom, begriber jeg simpelthen ikke.

Blandt hundene var der stor opstandelse. De gøede, løb og hoppede op og ned, da vi kom hen til dem. Det var meget tydeligt, at de virkelig var ivrige efter at komme ud og løbe. Kenn gjorde erfarent slæde og snorerne til hundene klar.
Han forklarede hvordan snorenes farve og længde afgjorde hvordan hundene skulle løbe i forhold til hinanden. Hvem, der skulle løbe forrest og hvem, der skulle løbe bagved og i siderne. En hundefører må kende sine hunde godt.
Der gik ikke lang tid, før vi var klar til afgang. Slæden var dækket af rensdyrskind og hundene spændt for.
Jeg måtte pinagtigt indrømme over for AS, at mine tæer allerede var kolde. Så så min lige mig – amatørnissen!
Jeg glemte dog snart mine tæer, for AS satte sig på slæden og jeg bagefter – og så sagde Kenn en lyd og VUSJ! så satte hundene i fart!
AS og jeg grinede og skrålede forskrækket – sneen var ujævn med små bakker hist og her og vi bumlede og hoppede på slæden. Hundene fra de andre kobler, som ikke skulle ud og løbe, gøede misundeligt efter os.
Kenn sad foran og sagde ingenting.

Snart efter nåede vi til en helt jævn strækning og det slog mig, at jeg sad og oplevede noget helt særligt.
Jeg er aldrig blevet transporteret så lydløst.
Hundene kendte ruten og løb uden direktioner.
Florlette snefnug blev slået op af slæden og ramte mit ansigt som bittesmå, iskolde sandkorn.
Vinden stjal vores ord, nærmest før de forlod vores læber.
AS og jeg sagde ingenting.
Jeg sad og tog det hele ind.
Rundt om os var sne, så langt øjet rakte og foran os rejste fjeldet sig sort og sneplettet, som en kæmpestor, strandet sælunge.
Sammenlignet med mine utallige cykelture til Hvidovre hospital, syntes denne transportform surrealistisk – ja nærmest magisk.
Jeg var i Grønland. Jeg var glad.
Jeg følte mig faktisk ret rig og lige dér… måske lidt lykkelig i al sin enkelthed.
Jeg gjorde det, jeg kom afsted.
Tænk, at jeg overvejede at leve uden!

Vi kørte i to timer.
Vi kom op på toppen af fjeldet – og noget så hurtigt ned igen! Her måtte hundene løbe bagved slæden for at sinke farten. Det var virkelig imponerende.

—
Jeg kunne tale i timevis om slædeturen, men det vil jeg skåne jer for.
Jeg vil bare sige to ting:

1) hvis du nogensinde får mulighed for at komme på hundeslædetur, så gør det!
2) slædehunde prutter imponerende meget, så et tørklæde foran næse og mund er et anbefalelsesværdigt træk…

—

Hvis du vil vide mere om hverdagens gråtoner i Grønland – så klik over på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT.
Navnet er selvfølgelig Sortpahvidt
Og har du nogle forespørgsler til blogindlæg, så kom med dem lige hér 👇