Er du faret vild på livets sti?

For to år siden havde jeg dét, som man vist nok kan klassificere som en rigtig lortedag.

Jeg stod op og stivede mig af.

Tog nogle dybe indåndinger, mens jeg kiggede mig intenst i spejlet og håbede, at nogen ville kigge tilbage.

Så tog jeg bussen ekstraordinært tidligt på arbejde.
Og sagde op.

Jeg prøvede at tegne hvordan jeg havde det.

—

At sige mit arbejde op er uden sammenligning det mest grænseoverskridende jeg har gjort.
Det føltes indiskutabelt, men også helt forkert på samme tid.
Der var ikke et sted, jeg hellere ville være, ikke et arbejde, jeg hellere ville have.
Lige dér den septemberdag (og mange dage derefter) følte jeg mig for første gang helt uden retning og mål i tilværelsen.
Ligesom den der flue i vindueskarmen, der ligger på ryggen og summer rundt i cirkler.

Jeg var 27 år, rimelig velforvaret og der var ikke nogen, der havde forberedt mig på dét her.

Jeg kan godt se nu, at jeg det var stress.
Bare kald mig kvik, men man kan kun kravle ud fra badeværelset og ind i sin seng af svimmelhed et vist antal gange, før man bliver nødt til at læse skriften på væggen.
Okay. Af et relativt intelligent væsen at være, havde jeg alligevel været nødt til at læse skriften en del gange, før jeg fattede, hvad der stod.
Men altså, sent er som bekendt bedre end aldrig, ikk’?

Anyway, jeg har en pointe og den kommer her:

Hvis du af en eller anden grund sidder derude og føler dig vildfaren eller måske ligefrem dårlig til det der Game of Life, så vil jeg bare sige, at det er okay.
Og at det bliver bedre. Det gør det virkelig.

For to år siden gik jeg og ledte efter en vej – vejEN – men faktum er, at vi måske slet ikke behøver en vej.
Stier i skoven, bliver jo kun til stier fordi en masse fødder har trådt græsset ned.
Men én eller anden gik der første gang uden at vide, hvor det førte hen.

Jeg ved stadig ikke, hvor jeg skal hen og det er helt okay.
Jeg har det godt.
Svimmelheden er væk og min krop føles som om den er min igen.

Og når jeg i dag kigger mig i spejlet, ser jeg én, der kigger tilbage.
Ikke bare på en god dag.
Hver dag.

(Med mindre jeg ikke har mine kontaktlinser på endnu.)

---

Sortpahvidt