Jeg vil ikke formulere det sådan, at jeg ligefrem er GLAD for blive kaldt tidligere ind på arbejde.
MEN når det sker, så kan jeg lide ordlyden af “du springer bare i en taxa, og kommer så hurtigt du kan”.
Jeg får associationer til aktionfilm, hvor jeg hopper ind i den gule vogn og brøler:
“HURRY! Follow that car!!”
Så da afdelingsjordemoderen ringede og fik mig revet ud af solskinnets favntag i går, kastede jeg fluks lidt mad i min taske og bestilte en taxa.
Jeg stod ude på vejen og ventede i al stilfærdighed.
Satte mig ind i vognen og sagde;
“Jeg skal til Hospitalet – det er nemmest, hvis du kører direkte til skadestuen”
Så sad vi lidt og smalltalkede. Vind, vejr og dit og dat.
Jeg fik sagt noget i stil med at “jeg skal ind på fødegangen, så jeg må nok bede dig om at følge med ind, så du kan få en taxabon…”
Jeg går ud fra, at han kun havde hørt ordet fødegang, for så kigger han på mig og spørger:
“Er det dig, der skal føde?”
To gange.
Han spørger mig om det.
To.
Gange.
Vi havde kørt cirka 9 kilometer, før han pludselig udbrød:
“Jamen, du er jo JORDEMODER!”
Ja tak, en jordemoder, der ikke glæder sig helt så meget til hun skal på badeferie om fire uger…
Jeg har haft fri lørdag/søndag, hvilket selvfølgelig ikke er noget, man som jordemoder kan lade forbigå i stilhed.
Ølbanden – som består af tre andre jordemødre – skulle samles fredag, til ja, øl og svingen med skørter.
I går stod jeg så op.
Okay, det føltes måske som om jeg mest… kravlede op.
Verden sejlede. Var jeg stadig fuld?
Ude på badeværelset kiggede en panda med ophovne øjne på mig i spejlet.
Gud nej, hvor så jeg gammel ud.
Jeg tog det dog med ophøjet ro. Ved nemlig godt, hvad der plejer at hjælpe på skæve tømmermændshoveder.
At tage kontaktlinser på i stedet for briller.
Og ja, mine briller er snart fire år gamle og det faktum at jeg bliver mere tømmermændsramt af at have dem på, bør vel være et RET sikkert tegn på, at styrken er helt forkert…
Men ak, det hjalp kun sparsomt med linserne.
Nu kunne jeg KLART se, at jeg så gammel ud.
Så gik jeg i bad og stod og svajede under bruseren. Kom i tanke om, at jeg havde været forbi bageren og glædede mig over, at jeg nu både havde en cola og en linse at se frem til.
Jeg vaskede lugten af cigaretter, øl og dunsten fra McD ud af håret, og syntes sådan set, at nu gik det vist egentlig ret godt.
Havde bare overreageret. Var IKKE ved at blive gammel og tømmermændsmodtagelig, tænkte jeg mens jeg stod og tørrede arme og mave med håndklædet.
Der opstod dog lidt tøven, da jeg nåede til lårene.
En lang pause i min tankestrøm, da jeg nåede til læggene.
Og da jeg bøjede mig for at tørre håret med håndklædet, var der slet ingen tvivl.
Badeværelsesfliserne var blevet rasende på mig.
De truede med at komme flyvende op i mit hoved.
… jeg vil slet ikke fortælle, hvordan min oplevelse med at børste tænder med en elektrisk tandbørste og tømmermænd var. Men det var svært at være sikker på, at jeg ramte vasken, da jeg spyttede ud…
Til sidst lagde jeg, colaen og linsen os på sofaen. I selskab af sol, måne og stjerner.
Mit vindue stod åbent. Jeg lukkede øjnene, og nød den friske lufte, der sammen med et strejf af sommersol og fuglefløjt klappede mig på panden.
Men så kom, der også noget andet.
Fandme om ikke min nabo J.Jensen ikke sad lige ude på sin altan og røg sig en ordentlig lørdagsbønne. Som jeg så også kunne få fornøjelsen af.
Og gulvet blev tilsyneladende endnu mere vred end tidligere!
Til sidst måtte jeg flygte hjem til mine forældre. Der var ikke nogen, der fyrede en fed i hovedet på mig, kun min nevø, der (lidt for) gavmildt delte ud af sand fra sandkassen.
Mens der har været stille herinde på bloggen, er det ikke fordi, jeg har gået og været stille ude i verden.
Slet ikke.
Desværre.
Jeg blev spurgt om, hvad min blog handler om.
Det gode og vage svar, ville nok være noget i stil med:
“Åh, du ved, lidt af hvert…”
Det vage og mærkelige-på-den-ufede-måde svar, var det der sprang ud af munden på mig
Skal nok blive bedre til at forklare, hvad bloggen egentlig handler om.
Det er bare fordi jeg synes, at forklaringen “mig” også lidt skriger “narcissist”…
Og kan man i øvrigt hade ord?
Der har jo været larmende tavshed på bloggen her på det sidste.
Det beklager jeg.
Men jeg har altså ikke rigtig oplevet noget.
Men det gjorde jeg i går.
Faktisk følte jeg det lidt som om, at jeg ved et trylleslag var blevet forvandlet til skønjomfuren i nød i et eventyr (læs blogtitel 1) eller heltinden i en storslået, historisk roman (læs blogtitel 2)
Jeg havde haft nattevagt.
Jeg vil ikke kede jer med detaljerne men blot påpege, at det havde været en umanerlig kedelig én af slagsen.
Da klokken slog 7.30, halsede jeg derfor afsted fra fødegangen, kastede mig ind i omklædningsrummet og forvandlede mig til mit alterego; CykEline.
Iført spændstige cykelshorts, hjelm og en sports-BH, der ikke overlader meget til fantasien, skød jeg nærmest i historisk hast ud fra cykelkælderen.
Tillad mig at præcisere formuleringen “historisk hast”:
Altså, historisk LANGSOM hast.
Cyklen ville slet ikke som mig.
Den trak underligt ud mod kørebanen?
Havde én eller anden sparket til skærmen, så den hvilede mod hjulet?
Forvirret slukkede jeg for iPod’en, mens jeg fortsat hjulede i pedalerne.
Så kunne jeg med ét høre det.
Helt tydeligt.
“Ffffffpssspphggppppblblllfffflprrrrrbbbp!”
(Ja, jeg er altså desværre meget bedre til at sige lyden i virkeligheden)
Dækket klaskede og slaskede mod asfalten. Var der så meget som en kvadratmilimeter luft i den, ville det imponere mig. Og det er så hér, at jeg føler mig nødsaget til lige at understrege, at jeg jo var på vej hjem og ikke havde sovet i 19 timer, for det første jeg overbeviste mig selv om, var:
“Én eller anden har simpelthen piftet min cykel, der ellers har stået inde i det aflåste cykelskur, hvor det kun er personale, der kan komme ind!”
Jeg var jo ikke punkteret på vej til arbejde. Nej, naturligvis ikke. Cykelpifteren havde godt nok skruet ventilen umanerligt godt på igen, men mig kan man ikke sådan narre. Nej, nej. Jeg var blevet piftet! Mage til frækhed.
Jeg havde egentlig skullet tisse allerede på vej til omklædningsrummet, men havde skudt tanken fra mig med ideen om, at jeg jo snart var hjemme. Men nu stod jeg pludselig dér i p-kælderen, og syntes, at 12,3 kilometer hjem alligevel havde lidt lange udsigter. Særligt, når cykeldæk havde samme tykkelse og konsistens som en bananskræl.
Men efter at have levet med fattig-studerende-hjerne i tre år, var der kun én mulighed, der slog mig som værende logisk;
Cykel skulle hjem + Eline skulle hjem = Pumpe cykel, cykle hjem
Så det var lige dét, jeg gjorde. Her kan I følge med i, hvordan det gik
12,3 kilometer til destination: Af sti, afsted! Amager, here we come!
11,8 kilometer til destination: Det kører det her. Det kører.
11,0 kilometer til destination: Ok, måske er dækket lidt fladere end før.
10,5 kilometer til destination: Den er fandme tung at køre
10,1 kilometer til destination: Jeg skal jo faktisk stadig tisse… ret meget…
9,0 kilometer til destination: Indrømmer det. Er ikke blevet piftet af hemmelig kollega-fjende. Er punkteret.
8,8 kilometer til destination: Hvad gør en klog? *Fnis*, tisser i en krog… Nej, fokus Eline, fokus!
8,0 kilometer til destination: Plan! Cykler til cykel er totalt flad igen. Ringer så til taxa, der kan sørge for at cykel og jeg kommer ved hjem.
5,5 kilometer til destination: Bliver overhalet af pinligt gråhårede og senede mennesker på vej over sjællandsbroen. Cykel dør snart. Blære dør snart. Verdens dårligste plan.
4,0 kilometer til destination: Jeg tror, jeg kan, jeg tror, jeg kan, jeg tror, jeg kan…
3,0 kilometer til destination: Kan ikke mere. Kan ikke mere. Kan slet ikke. Mere.
Ender ude foran et vandrehjem. Cykel skriger. Blære skriger. Må hjem. Det kan kun gå for langsomt.
Hiver mobilen op af lommen, som beklagende proklamerer, at den gerne snart vil have strøm.
Er dog stadig tændt, så ringer fluks efter taxa.
*Bippe-di-dut*
Narret af løgnagtig telefon om at den stadig dur.
Ja, men kun på et sådan niveau, at den ikke kan det mest basale en telefon skal kunne;
Ringe.
Bevæger mig ind på vandrehjemmet.
Har ændret formål. (Nattevagtshjerne…)
Ønsker nu at pumpe cykel igen, og bliver sendt ud til en højtryksslange.
Som bare slet heller ikke dur.
Må ind igen.
Retter endnu engang på mit forvildede og svedige pandehår, løfter kækt i cykelhjelmen og bræger, at den der slange ikke dur.
Får nu stukket en gammel cykelpumpe i hånden. Den ligner mest af alt det aggregat, man ser i gamle tegnefilm til at sprænge bomber i luften med…
Og det gevind passer HELLER ikke til min cykel.
Til sidst lister jeg ind og mumler “tusind tak for hjælpen” og før jeg ved af det, har jeg løjet, og sagt at det lykkedes mig at pumpe cyklen…
Men hov! Så kan jeg jo ikke bede om at låne telefonen, så jeg kan ringe til en taxa!? For fanden!!
2,8 kilometer til destination: Ben noget utilfredse med at skulle gå. Cykeldæk flip-flopper rytmisk afsted på fortovet. Tænker ikke klart mere. Hjerne indhyllet i tis.
Sværger, at det er muligt.
1,0 kilometer til destination: Hvorfor lånte jeg egentlig ikke toilettet på vandrehjemmet??
0,3 kilometer til destination: Hej, hej vicevært. Nej, nej, jeg har virkelig ikke tid til at smalltalke om vejret nu. *Rasler febrilsk med nøglerne i min lomme* Ja, JA, det ER virkelig slået om – hov se, der er en solsort!
Hjemme. Sværger at jeg også kan svede tis på dette tidspunkt.
Herefter vel fremme ved destinationen; seng.
Falder i søvn så snart mit hoved rammer puden.
Glemmer at sætte telefonen til at oplade.
Den dør.
…
Vågner præcis syv minutter før jeg får gæster.
For føk sake, Eline!
