Som året går på hæld, og champagneproppernes poppen nærmer sig med hastige skridt, er det vist blevet tid til at se lidt på året, der er ved at være gået.
Hvad skete der egentlig i 2013?

Året var fyldt med følelser af de helt store.

På studiet stod jeg overfor udfordringer, der set i bakspejlet, virkede nærmest uoverkommelige.
I perioder var jeg stort set nonstop dehydreret af mit væskeforbrug til angstenssved og tudeture.
Det betød, at RosEline kom på overarbejde, og jeg brugte mangen timer foran spejlet, hvor jeg stirrede intenst på hende, der stirrede tilbage, og gentog for mig selv ‘Hold nu din kæft. Du er god. Vis det!’.
Slutteligt endte det hele lykkeligt – og nu står jeg her og er SÅ klar til om 16 dage at tage titlen som jordemoder på mine skuldre.

Rejser blev det heldigvis også til.
Korfu, sædvanen tro, men også en helt ny destination – Canada!
Efter bare en uge, var jeg klar til at smide storbykludene, iklæde mig lændeklæde og bjørneskindsBH og blive den nye pocahontas.
Canada bød på fascinerende naturoplevelser, overvældende gæstfrihed, hospitalsfødsler og halve hjemmefødsler.
Men alt har en ende, og det havde turen også.
Hjemme igen blev jeg mødt af familien, flag og frikadeller.
Ude godt, men hjemme bedst!

2013 blev et år med liv og død tæt inde på livet.
Med job, der blev søgt, job der blev sagt op, med dates, der var sjove og dates, der var mærkelige. Med mænd, der var gavmilde og mænd, der tabte mig på dansegulvet.
Med monstrøse tømmermænd, gode karakterer og fuldeture på McD.
Med venner, der kom og nogle, der gik.
Med overtræk og overskud. Og nederlag og sejre og gåsehud.
Med lys der blev hængt op, taget ned, hængt op igen, tændt og måske aldrig taget ned igen…

Kreativt, skete der også meget.
I 2013 fik jeg tegnet mere end jeg gjorde i alle mine børnehaveår tilsammen!
Mere end ethundrede indlæg blev det til.
Bloggen blomstrede og voksede – og det vil jeg selvfølgelig gerne takke DIG for!
Jamen, helt ærligt, hvis ikke der var nogen, der gad at læse med – så var det hele jo lige meget!
Så ville jeg vende tilbage til at tegne hver tredje måned og finde en tarvelig dagbog frem, som jeg kun ville skrive i, når jeg mente, at nogen var åndssvage…

Så TAK, GODT NYTÅR og på genlæs/gengrin/gensyn i 2014.
Og pas nu godt på øjnene i nat, ikk?
Ok, også fingrene, ørerne og hvor du nu ellers kunne finde på at stikke en stjernekaster hen…

…
…
…
…

Hvad?
Er du her endnu?
Åh, du venter vel på tegningen, gør du ikke?
Ok.
Så skal du få den.
I 2013 fandt jeg nemlig også ud af, at min underbevidsthed har besluttet sig for at den helst vil være single.
Jamen, det er rigtigt!
Se bare på hvad der er sket med min sove-pli.
Det er sket fuldkommen uforvarende – og nu nægter den at vende tilbage til noget, der er bare en smule charmerende. Den er blevet skidemagelig!

Så må vi se, hvad den finder på i 2014…

En kort julehilsen fra Sortpaahvidt
Jeg tror, den skal rime – Det sker ikke tit!
I ønskes en aften med hygge og mad,
og nisser og lys og jeg ved ikke hvad!

Jeg håber, I får jer en aften så god,
Og glemmer de tanker, der ku skabe rod,
For nu skal der hygges og laves lidt skæg,
Så husk nu familien – og læg iPhonen væk!

Hos mig holder Gejsten og jeg nu lidt fri,
Og gæt hvem, der sover – min selvdisciplin!
Min Kamelia har tabt sin sidste blomst,
Og står på altanen til Kristi genkomst…

Jeg håber, I kigger på træets glød
Og læner jer tilbage i familiens skød,
Glemmer at kontoen nu ligger tom og hul,
Og får en allerhelvedes skønherlig glitrende jul!

GLÆDELIG JUL!

I går gik jeg i seng efter at have set min yndlings-hade-jule-film “a Christmas romance”.
Den er så helvedes kvalmende, at man er sikret at drømme sukkersøde drømme.

Der var blot ét problem.
Et par timer før havde jeg set første afsnit af krimiserien “white chapel”.
Den kørte på sådan et Jack-the-Ripper tema.
Sådan noget plejer aldrig at påvirke mig.
Jo klammere, jo bedre.

Fik du fat i nøgleordet?
Plejer?

I nat havde jeg verdens værste mareridt, der var så ulækkert, at jeg ikke engang vil forsøge at beskrive det her.
Vil bare sige, at ham copykatten, var efter mig og slog folk ihjel på de klammeste måder.
Da jeg vågnede, havde jeg øjne så store som julekugler og gloede skrækslagen.
Sikke en behagelig måde, at vågne op julemorgen!

For første gang siden jeg var fem, turde jeg faktisk ikke, at stå ud af sengen.
Ved ikke helt hvorfor.
Måske var det frygten for, at nogen vil klippe mine achillessener over i samme sekund, jeg satte fødderne på gulvet?

Nåh, men det var jo det der med IKKE at give alle bloglæsere mareridt i nat, jeg kom fra.
Derfor vil jeg fortælle jer en rigtig lille good feeling juleanekdote.
Klar?
Har du klejnekrummer på joggingtøjet?
Godt.

Da jeg var omkring otte år, kom min mor hjem med en julekrans.
Den var ikke af gran, men klippet i farvet karton.
Inde i julekransen sad Mickey og Minnie Mouse og så noget så fornøjede ud.
Jeg var naturligvis solgt med det samme.
Min mor havde slet ikke behøvet at fortælle, at hun havde købt julekransen af en mindrebegavet mand, der selv havde klippet herligheden, og blev noget så ulykkelig over, at han desværre ikke havde noget elefantsnot til min mor.
Men det gjorde hun, og mit lille barnehjerte smeltede.
Vi købte elefantsnot, og kransen kom op og hænge på mit værelse.
År efter år efter år.

Og tja, så blev jeg pludselig voksen, eller noget, flyttede ud, fik overtræk og meget andet.
Men på indersiden af min dør hænger stadig en noget barnlig julekrans.
Jeg kan godt lide tanken om, at vi alle har noget at bidrage med, og hvert år finder jeg derfor troligt den lillejulekrans frem.

Og i hele december hænger den så dér.
Og jeg får kun besøg af gæster, der ikke mobber…

Fik en mail.
En julemail? Tænker du måske?
Nah, ikke sådan rigtig.

Det var et vel timet juleafslag.
Hvis man altså er Grinchen.
At åbne den føltes lidt sådan her:

MEN fordi jeg trods alt ER i julestemning og gavehumør, kan I små nisser se frem til hele TO blogindlæg i morgen. Til at forsøde den søde ventetid med.

Regner med at I kan læse et klokken 12 og et klokken 15.
I know.
Ho, ho fucking ho.

Var i byen i går.
Var jo nødt til at fejre, at bachelorbabyen nu står på egne ben helt frem til min absolut sidste eksamen i januar.

Som tidligere benævnt, er jeg ikke nogen dansemus.
Vil helst gøre alt muligt andet.
Spørger folk, siger jeg derfor altid pænt nej tak.
Men efter en smule indflydelse fra det dersens alkohol, får mine fødder pludselig en komplet anden holdning til de forbudte trin end jeg…

Pludselig står man så omgivet af rygge og/eller maver (en af flere ulemper ved at være to lorte høj) og vifter tilfældigt med armene, mens fødderne kører deres helt eget show…

Når først denne tilstand indtræffer, er det altid mere held end forstand, hvis fødderne ikke vælger at tvinge måsen til også at stifte nærmere bekendtskab med dansegulvet.

Det hele begyndte ellers så fint og harmløst med, at jeg fik foræret en udendørslyskæde.
Jeg blev så glad, og havde ingen anelser om, hvilke kvaler projekt “Julelys” ville bringe.

Det var først i december, og med ivrige hænder pakkede jeg kæden ud, begejstret og nysgerrig – jeg havde aldrig ejet en udendørslyskæde før.

Min ellers så seje altan havde pludselig udmærket sig på en kedelig måde – blandt alle dens naboer fremstod fra den ene dag til den anden helt farveløs og julehadende.
Ganske enkelt var jeg – nærmest i nattens mulm og mørke – blevet indrammet af overskudsnaboer med lyskæder, der strålede om kap med hinanden.

Jeg kunne naturligvis ikke have siddende på mig, at jeg var hende den mørke med de døde planter fra stuen til højre, og jeg besluttede mig straks for, at jeg måtte med på bølgen!
Det så jo flot, festligt og rimelig simpelt ud.

Så dér for fjorten dage siden fik jeg lyskæden, og så begyndte der ellers at ske ting og sager.
Der kom en smule skår i glæden, da jeg fik kigget nærmere på lyskæden og usikkert måtte konstatere, at “denne her passer da vist ikke i en stikkontakt, gør den?”
Kæden var en forlænger-kæde og manglede en adapter til at kunne bruges til, ja, noget som helst!

Så gik turen til Harald Nyborg, mændenes IKEA, hvor jeg så stod og gloede på adapterer/adaptorer?
Nåh, men da jeg havde gloet tilstrækkeligt længe greb jeg én, der bekendtgjorde at den var til modeller IP44, skulede til min medbragte lyskæde, der pligtskyldigt plimrede at den var en IP44 og skridtede mod kassen.

Hjemme igen, svedig af bar spænding, skulle der imidlertid ikke megen hjernekapacitet til at konstatere at han- og hunstik passede sammen som en snemand Frost og frøken Tø.
Jeg havde uforvaret købt en 24 volt adapter til en 230 volt lyskæde.
Jeg var nu ved at have så lange bryster, at det føltes som om, jeg kunne bruge dem istedet for min halsedisse.
Jeg erklærede, at lyskæder på altaner var lort og lod projektet ligge.

Det bringer os frem til i aften.
Min far diskede nemlig op med den rette adapter – og så måtte jeg jo i gang igen.
Jeg hvirvlede energisk altangelænder ind i julelysene. Rundt og rundt og rundt.
Trak adapter-stikket hen.
Fuck forkert ende af lyskæden.
Intet hanstik her.
Må være i den anden ende af lyskæden.
For fanden.

Baglæns. Rundt og rundt og rundt.
Forfra. Rundt og rundt og rundt igen.
Sætte lyskæde og adapter sammen.

*HALLELUJAH*
Og Amager blev et ethundrede procent pænere sted at være.

Nu var jeg dybfrossen, for jeg havde jo ikke gidet at tage overtøj på til mit, troede jeg, hurtige projekt.
Skyndte mig indenfor.

Og kunne ikke lukke døren.
Ledning fra adapter lige så tykt som et kalenderlys.
Havde lukket to fuldfede vinteredderkopper ind i min stue, også.

Fedt.
Ser ud til, at lyskæden vil være tændt i samme sum tid som min altandør vil være åben denne vinter.
Det vil sige, cirka på den gode side af fem minutter.
Yes.

Og hvordan fanden har mine naboer gjort??

Man lærer så meget, når man skriver bachelor.
Og i alle mulige interessante retninger.

Lidt om et emne.
Noget om referencersystemer.
Meget om sig selv.

Fx lærte jeg i dag, hvorfor man tidligere kaldte overskydende – ofte blanke – sider i et dokument, som ikke ser pæne ud for “horeunger”.
Det er fordi, det er lige akkurat sådan noget, man får lyst til at råbe, når de ikke kan fjernes.
Jeg lærte også, at graden af irritation er omvendt proportionel med antallet af dage til aflevering…

Følte faktisk mest for, at trække min jordemodergejst og jeg selv ud på fælleden, og skrige min irritation ud.
Gjorde det dog ikke. Sad pænt og eksploderede indvendigt. Til sidst forsvandt horeunger og irritation.

PS.
Lige indtil jeg fandt ud af, at det ikke er ligegyldigt, hvilken adapter man køber til sin udendørslyskæde.
Ikke at det var noget, der hidsede mig synderligt op, da lortet ikke passede.
Jeg pointerer bare, at det kunne det godt være…

Har været så skidesur.
Altså, på den der måde, hvor jeg godt ved, at det bunder i, at jeg ikke mere gider at have bachelorhjerne, men alligevel ender med at affyre arrigskab i alle mulige retninger.
For en uge siden blev jeg godt gal i skrællen over fejlagtigt at have købt en oksespidsbryststeg i stedet for noget, man rent faktisk kan lave bøffer af.
Kom også til at blive sur over, at al kreativitet tilsyneladende har forladt mig, og at der ikke sker andet i mit liv end at skrive opgave og vente på at en eller anden arbejdsgiver ringer og siger KOM HID!
Noget, der ikke ligefrem fordrer kreativiteten…

MEN på onsdag sendes bachelorbabyen afsted!
Farvel! Det bliver godt og… Skræmmende…
Og se!
Kreativiteten er ved at vende tilbage – har lavet denne illustration til forsiden. Som bliver min allersidste opgaveillustration.
I hvert fald i meget lang tid…

Og så er jeg nærmest ikke sur mere.
Med mindre nogen nævner ordet oksespidsbryststeg…

Let’s face it.
At skrive jobansøgninger er jo bare en slags kærestebreve for voksne.
Bare en grum anelse mere desperate.

Man ved, at den anden søger en ny.
Man ved, at der er tale om kort tid, før flotte-Fie får naglet sig fast.
Man har haft udkig på en masse andre, men er nu nået til det punkt, hvor man indser, at alle krav må skæres ned til et minimum:

Vil du kun være kæreste med mig i 20 timer om ugen og i ca 6 måneder indtil din eks kommer tilbage?
Fint!
Vil du kun være kæreste med mig, hvis jeg hopper og danser, og kommer når du ringer?
No probs!
Vil du kun være kæreste med mig, hvis jeg er den bedste til alt?
Selvfølgelig – her har du mig!
Alt, hvis bare du vil have mig.

I virkeligheden skal man selvfølgelig afdæmpe desperationen lidt i sit voksenkærestebrev

Men kun en lille, bitte smule…

Som bacheloren nærmer sig sin ende, som Bodil pustede og prustede, så meget glædede jeg mig til at kunne holde fredag i går.
Jeg havde sagt ja til at passe nevøen, mens begge hans forældre var julefrokoster, og med en passende anledning til at gå lidt i barndommen igen, klappede jeg i mine små, tykke hænder.

Hertil skal det siges, at jeg på nevøens familie-popularitets-barometeret har befundet mig i et nærmest frit fald siden jeg kom hjem fra Canada.
Kort før jeg tog af sted, fik jeg et ganske spontant, åbenhjertigt (og åbenmundet) baby-kys lige på kinden.
Efter jeg kom hjem har jeg ingen fået – hvis bølgerne er gået bare en smule højt, har jeg bare fået fyret en finger i det ene næsebor.
Og det har jeg ellers understreget er en ikke-okay beskæftigelse.

Så.
I går skulle alle pointene hentes hjem igen. Jeg forestillede mig, at vi begge skulle rulle rundt på gulvet i bar fornøjelse med bjældeklang og børnetime klimrende i baggrunden.

Første skår i forventningens glæde kom da lillegøjsen slet ikke var frisk og frejdig, men klatøjet og småsyg.
Hans forældre tog til julefrokost og efter at have sovet en times tid, vågnede han op igen og det samme gjorde feberen.

Hans moster og morfar rendte rundt om sig selv med dyne, bamser, klodser, mælk og bananer flyvende om ørene.
En sut, der blev væk og en lillemand, der ingenting ville.
Efter at have konfereret med hans mor, som havde konfereret med en yderst afmålt vagtlæge, gik vi begge over i stille undtagelsestilstand.
Vi prøvede børnepanodil og sange, puttede, gik rundt, stod stille, sad ned og gik så rundt igen.
Tidlig barneaftensmad, som han ikke ville have noget af, bar blemundering og en afprøvelse af alt, hvad der kunne tænkes at trøste et klynkende barn.
Det eneste han havde lyst til, var at putte hos nogen.
Helst med fingeren oppe i deres næse…

Det fik han selvfølgelig lov til.
Undtagelsestilstanden taget i betragtning fik han endda lov til at stikke to fingre i venstre næsebor.

Feberen faldt efter et par timer.
Gøjsen faldt i søvn.
Begge de voksne var også klar til gå i seng.
Klokken 18.30 en fredag aften.

På plussiden valgte den lille dog for anden gang i træk, at kaste op på en anden end sin moster.
Måske hun alligevel er ved at stige en mikroskopisk smule på popularitets-barometeret?