Fredags-forventninger

Som bacheloren nærmer sig sin ende, som Bodil pustede og prustede, så meget glædede jeg mig til at kunne holde fredag i går.
Jeg havde sagt ja til at passe nevøen, mens begge hans forældre var julefrokoster, og med en passende anledning til at gå lidt i barndommen igen, klappede jeg i mine små, tykke hænder.

Hertil skal det siges, at jeg på nevøens familie-popularitets-barometeret har befundet mig i et nærmest frit fald siden jeg kom hjem fra Canada.
Kort før jeg tog af sted, fik jeg et ganske spontant, åbenhjertigt (og åbenmundet) baby-kys lige på kinden.
Efter jeg kom hjem har jeg ingen fået – hvis bølgerne er gået bare en smule højt, har jeg bare fået fyret en finger i det ene næsebor.
Og det har jeg ellers understreget er en ikke-okay beskæftigelse.

Så.
I går skulle alle pointene hentes hjem igen. Jeg forestillede mig, at vi begge skulle rulle rundt på gulvet i bar fornøjelse med bjældeklang og børnetime klimrende i baggrunden.

Første skår i forventningens glæde kom da lillegøjsen slet ikke var frisk og frejdig, men klatøjet og småsyg.
Hans forældre tog til julefrokost og efter at have sovet en times tid, vågnede han op igen og det samme gjorde feberen.

Hans moster og morfar rendte rundt om sig selv med dyne, bamser, klodser, mælk og bananer flyvende om ørene.
En sut, der blev væk og en lillemand, der ingenting ville.
Efter at have konfereret med hans mor, som havde konfereret med en yderst afmålt vagtlæge, gik vi begge over i stille undtagelsestilstand.
Vi prøvede børnepanodil og sange, puttede, gik rundt, stod stille, sad ned og gik så rundt igen.
Tidlig barneaftensmad, som han ikke ville have noget af, bar blemundering og en afprøvelse af alt, hvad der kunne tænkes at trøste et klynkende barn.
Det eneste han havde lyst til, var at putte hos nogen.
Helst med fingeren oppe i deres næse…

Det fik han selvfølgelig lov til.
Undtagelsestilstanden taget i betragtning fik han endda lov til at stikke to fingre i venstre næsebor.

Feberen faldt efter et par timer.
Gøjsen faldt i søvn.
Begge de voksne var også klar til gå i seng.
Klokken 18.30 en fredag aften.

På plussiden valgte den lille dog for anden gang i træk, at kaste op på en anden end sin moster.
Måske hun alligevel er ved at stige en mikroskopisk smule på popularitets-barometeret?