Torsdags-tanker

Hvis du rent hypotetisk kiggede ind i min lejlighed i disse dage, er der stor sandsynlighed for, at du meget hurtigt ville spørge: “Hvad sker der dog her??!”
Det ville ikke være sokkerne hængt til tørre på gyngestolen.
Det ville ikke være den kaotiske og tilfældige ophængning af julepynt.
Det ville slet ikke være det stoppede afløb i brusebadet.

Det ville være lyden af en hul og tom hulken.
Den ville komme fra køleskabet.
Og også lidt fra mig.

Ser du, når opgaverne omkring mig strammer til, så har jeg det med at glemme ret elementære ting.
Den ene er at bestille tid til tøjvask.
Den anden er, at gå ud og handle.
Du må ikke spørge mig, hvad det er, jeg går og spiser. Jeg ved det ikke.
Faktum er, at det altid er med en vis overraskelse, ja, nærmest skepsis, at jeg må konstatere, at der intet er at spise.
Da jeg åbnede køleskabsdøren i morges betød det, at der kun var en kvart skummetmælk, to (!) forskellige slags kål og en halv(gammel) parmesanost som stirrede tilbage på mig.
Hvordan er det muligt FØRST at opdage dette, når mavesækken er lige så gabende tom som køleskabet?
Og HVORFOR er der ikke nogen andre, der køber ind?
KAN man spise parmesanost til morgenmad?

…

Og hvis I tror, at jeg ikke lige nævner vores allesammens iltre veninde Bodil, tager I fejl.
Ahmen, altså. BODIL?
Hvis vi endelig skal efterabe USA med smarte storm-navne, skal vi så ikke prøve med et, der ikke leder tankerne hen en lille dame med en kop kaffe og hjemmelavet smørrebrød?
Stemmer personligt på navnet “Killer Katja”