… Jeg midt i pakningen hjem fra Ilulissat kom til at stikke hånden ned min skraber? Det blødte usandsynligt meget. Både under pakningen og senere på flyet. Fik et par trætte blikke og et plaster af stewardessen.
… Mine forældre gav mig et 50″tommers fjernsyn i 30 års fødselsdagsgave. De havde hængt det op, da jeg kom hjem. Jeg opdagede det med ordene: “Hold da kæft..!” Herligt, at min far valgte at filme det.
… Jeg sov over mig. IGEN. Denne gang før en aftale hos diabeteslægen. Jeg var lige kommet hjem fra Ilulissat og kroppen kørte stadig på Grønlandsk tid. Altså fire timer bagud. Min tid til blodprøver var 10.00. Fra Amager til Gentofte betød det, at jeg skulle med bussen 8.39 for at være der i god tid.
Af uransalige årsager valgte min telefon den nat at frakoble funktionerne LYD og VIBRATION. Så er det altså svært at bemærke alarmen, skulle jeg hilse at sige… Jeg vågnede 9.19 med det rammende og softikerede udråb: F U C K !
Ti minutter efter væltede jeg ud i en taxa. Klokken 9.58 sad jeg rent faktisk mere fysisk end mentalt tilstedeværende med en nål i albuebøjningen.
Af en person at være, der “aldrig sover over mig”, har jeg efterhånden lidt for mange soven-over-sig-anekdoter.
… Jeg endnu ikke har åbnet min årsopgørelse? Nej, hverken den for mig selv eller den for mit firma. Jeg er tredive år og jeg orker ikke de følelser, det medfører.
… Jeg savner et langt og lidt for hårdt kram. Jeg plejer ikke som sådan at være et krammemenneske, men come on!
… Jeg qua verdenssituationen har ordineret pepsi ad libitum herhjemme. Well. Det er hurtigt eskaleret ud af kontrol.
… Jeg mistede stemmen for tre uger siden? Det kan folk som mig altså ikke tåle! Jeg havde så meget på hjerte og kun 4% af ordene kunne komme ud af munden på mig!
… Jeg havde tænkt mig at skrive noget om at være blevet 30. Jeg har endda lavet en halv tegning til indlægget. Men så blev jeg optaget af… et eller andet. Åbenbart.
Men altså, vi skal da underholdes, skal vi ikke?
Jeg vil gerne bidrage med andet end at bringe børn til verden, men hjælp mig lige engang… Hvad skal næste indlæg handle om? Er der noget, jeg ikke har fået fortalt?
Pas på jer selv og vær søde ved hinanden derude. Vi arrangerer krammehappenings og G&Tgatherings, når det her overstået <3
Det der udtryk med at én ulykke sjældent kommer alene, ikk’?
Det kunne meget vel omdøbes til ét teknisk uheld kommer sjældent alene.
Jeg advarer med det samme om, at jeg i skrivende stund har larmende pop i ørerne for fulde drøn, og det nok betyder, at vi skal have et galde-indlæg.
Jeg har de sidste 14 dage været så teknisk udfordret, at det næsten har mindet om undtagelsestilstande og krigszoner herhjemme. Det føles som om det eneste, der ikke er crashet, er mit internet.
For at indlægget ikke skal blive til en roman af Kafkanske dimensioner, opremser jeg her i punktform:
Mine tekniske udfordringer på to uger:
Min insulinpumpe besluttede sig for, at det der med at give mig insulin – det var ikke rigtigt noget den gad længere. Ville meget hellere pøse insulin udover sig selv.
Min glukosesensor besluttede sig for, at den hellere ville leve en rock’n’roll-tilværelse. Først kom den med nogle virkelig tvivlsomme freestylede målinger. Sidenhen afgik den ved teknikdøden uden så meget som en forklaring eller et farvel.
PostNord, undskyld, PostLort, viste at de ikke mangler humor med deres slogan VI LEVERER.
I hvert fald vidste ingen kundeservice, apps, hjemmesider eller pakkenumre, hvor de tilsyneladende havde leveret min pakke henne.
Pakken indeholdt udstyr til min diabetes, som jeg mildest talt er afhængig af.
PostLort var helt kyssekold. Man skal jo ikke gøre forskel på folk – den slags er vigtigt i disse krænkelsestider. Så uanset om PostLort smider dit diabetesudstyr eller dine nye sko væk, så tager det altså to hverdage at kontakte Afdelingen For Pakker Vi Ikke Aner Hvor Er.
Kontaktede firmaet med insulinpumperne for at lave reklamation på den dovne pumpe med lækagen. Men de virkede i vildrede. Hvad skal de stille op? Og altså, jeg ved det jo ikke – uanset hvor mange gange de ringer tilbage. Tænkte jo bare, at det som formidler var ret vigtigt at vide.
Opsøgte nærmeste postudlevering og overbeviste dem om, at vi måtte ud at grave efter min forsvundne pakke på lageret. Det krævede en sprængfarlig cocktail af charme, desperation, frustration, bønfaldelse og blanke øjne. Men fuck it, det lykkedes til sidst!
Glæden blev kort. Pakken indeholdt ikke alt udstyret. Ringede til firmaet. Der mente, at de ikke havde hørt fra kommunen. Ringede til kommunen. Der bad mig vente to hverdage. *Indsæt lyd af hoved der eksploderer og sender klatter af nu fuldkommen overarrig hjerne ud på samtlige vægge i din lejlighed*
Vejr-app sendte mig glad og fro ud i et kæmpeskybrud. Jeg var iført en tynd kjole og kort læderjakke. Da jeg kom hjem var jeg iført laser af våde klæder, totter af brunt hår, mascara på næsen og bryster så lange at jeg kunne snuble i dem. “Overskyet” min bare r…
Efter tre insulinpumper, der virkede upåklageligt, besluttede insulinpumpen sig i går for, at den heller ikke gad at give mig insulin. Ville meget hellere være med på lækage-trenden. Bryster nu endnu engang så lange, at de kan bruges som halsedisse.
Teknik gør jo generelt livet meget lettere. Men når det så slår knuder, så gør det virkelig tilværelsen meget, meget kompliceret. Kan næsten ikke overskue at skulle kontakte firmaet med insulinpumper igen – og jeg har efterhånden ret lidt tillid til min ellers så smarte, nye insulinpumpe.
Faktisk har jeg været så frustreret over tekniksituationen herhjemme, at jeg er afveget fra min egen selvmedlidenhedsregel. Altså, jeg må gerne have selvmedlidenhed over alt muligt, bevares.
Men jeg har det ikke i forhold til at have diabetes. Det er simpelthen en del af min tilværelse, og ynk kan jeg ikke bruge til noget. Man græder jo heller ikke over uren hud. Man gør, hvad man kan og man lever med det.
Men da teknikken slog knuder – dobbeltknuder – TRIPPELKNUDER ! og jeg får følelsen af at skulle lytte til ventetoner, ringetoner, vente to hverdage og vekselvirke fra den ene telefonist til den næste, alt imens mit liv i øvrigt helst skal fortsætte som vanligt, så mistede jeg gejsten.
Altså, I ved, for en stund.
Nogle gange hjælper det faktisk at frustrationsgræde til klichefyldte popnumre.
That is of course indtil dine høretelefoner uden varsel går i stykker.
Derfor er det faktisk også kun mit venstre øre, der lytter til larmende pop lige nu.
Det hjælper dog stadig sådan cirka 60-70 overraskende procent.
Og som bekendt er der jo intet, der er så skidt, at det ikke er godt for noget:
Jeg vil vove og påstå, at jeg nu er helt og aldeles kureret for min fobi for at tale i telefon!
Jamen, vi skal da tale om Elgiganten, skal vi ikke?
Jeg lovede jo, at jeg gik og puttede på en lille oplevelse derindefra og den tænker jeg da, at vi skal have i dag. Betragt det som mit beskedne bidrag til dit tiltrængte lørdagsguf.
For da jeg for snart nogle måneder siden kunne mærke, at jeg havde fået energien tilbage til at blogge, gik det med gru op for mig, at min iPad simpelthen ikke kunne køre hjemmesiden mere. I hvert fald ikke uden hyppigt at crashe og tage alt – ALT – med sig i faldet.
En ny computer var ganske enkelt mere end tiltrængt.
Jeg spurgte min Ven Med Teknisk Snilde og sammen forfattede vi en liste med krav til computeren.
Jeg endte med at sidde med listen krampagtigt i hånden og surfe internettet tyndt, men kunne godt se på det hele, at jeg havde brug for, at komme ud og se på godterne in real life.
Det var her, jeg begik en forfærdelig fejltagelse.
Jeg tog i Elgiganten.
Min mor H A D E R Elgiganten.
Det er stort set alt jeg ved, om Elgiganten.
Så jeg tænkte,:
jeg er et voksent og selvstændigt menneske, der i en alder af 29 år aldrig har sat ben i Elgiganten og nu er det på tide, at få sine egne erfaringer.
Og boy, på dén måde fik jeg da, hvad jeg kom efter!
Her er 45 lette trin til at købe en computer!
Entrér Elgiganten. Bliv øjeblikkeligt en lille smule overvældet. Af de cirka syv tusinde fjernsynsskærme og den forfærdelige belysning.
Find sektionen med bærbare computere. Bed til at der ikke kommer én og spørger om vedkommende kan hjælpe dig.
Kig forskrækket på, hvad en gamer-computer koster!
Vær glad for at du er blogger og ikke gamer.
Find bærbare computere i din prisklasse.
(… Overvej om du måske skulle blive gamer for at tjene penge?)
Gå rundt og se ud som om du ved, hvad du kigger efter.
Send skæve blikke til din liste. Hvordan var det nu med processoren? Og dont’t even get me started med det dér SSD og RAM. Indrøm for dig selv, at det måske alligevel ville være fint, hvis nogen spurgte om de kunne hjælpe dig.
Tryk på nogle tastaturer. Det er jo også vigtigt med den rette fingerspidsfornemmelse
Vælg i sidste ende den computer, som du synes er pænest.
Find en sælger.
Krum tæer over, at man er nødt til at tale med en sælger.
Gå direkte ind i løvens hule, når du spørger efter Office Pakken
Fornem irritationen sitre lidt, når emnet anti-virus bliver bragt op
Afslå at købe et tre-årigt abonnement på Office og antivirus, der tilsammen koster 150% af din computers værdi
Afslå at købe en forsikring på din tossede, billige computer
Afslå at ville skifte elselskab!
Afslå at ville have Elgigantens ellers rigtig dejlige nyhedsbrev direkte i din indbakke.
Lign én, der er ved at være jævnt træt af at afslå fantastiske tilbud.
End med at takke ja til følgende:
1 computer
1 Office pakke + 1 års antivirus + installation i Elgiganten
Hvilket skulle være et helt fantastisk tilbud, hvor du sparer mindst 500 bobs
Sig med forskrækkelse i stemmen “T O T I M E R ? ? !” når sælgeren fortæller dig, hvor lang tid han forventer installationen vil tage. Øv dig gerne hjemmefra, så du får den rette blanding af gru og mistro.
Betænk dig lidt men beslut dig for, at du jo godt kan bruge to timer på at shoppe…
Gå til kassen.
Bemærk hvordan køen bevæger sig i samme hastighed som maling tørrer.
Betal ved kassen og bliv sendt til vareudleveringen.
Stå i kø.
Lyt til hvordan den stakkels mand ved kassen tilsyneladende er blevet sendt rundt til to forskellige Elgiganter for at købe to elektriske løbehjul. Nu står han ved den tredje Elgiganten, men de kan ikke finde den rette generation på lageret. Har kun første generation og ikke anden generation.
Bemærk hvordan køen bevæger sig i samme hastighed som dit hår gror.
Nidstir uret, der bekendtgør at klokken er 14.34 og at du indtil nu har brugt omkring en time (svarende til syv Elgigantentimer) på Projekt Computer.
Kom frem i køen og få udleveret din computer efter udviklingen af mindst 4,5 grå hår og et tiltagende dårligt humør.
Gå til kassen Know How som skal installere anti-virus og Office. Ja da, du skal stå i kø! Behøver du overhovedet at spørge, fjollehoved?
Udbryd “I K K E I D A G ?????!!!!?!?!?!?!” når medarbejderen estimerer, hvornår han kan have din computer klar. Du behøver slet ikke at øve dig hjemmefra for at lyde som om du er ved at miste fatningen. Jeg lover, at det kommer helt af sig selv.
Erklær at så kan du altså lige så fint selv installere begge dele selv.
Mærk dine bryster synke cirka femten centimeter, når medarbejderen siger, at så kan du ikke få Office pakken og anti-virus til dét beløb længere, da installationen er en del af tilbuddet (??!!)
(Et tilbud der vel at mærke efterhånden føles lige så godt som at stikke sin næse ned i en blender og betale en anden for at trykke på start-knappen.)
Bliv bedt om at henvende dig til sælgeren igen, for at få dine penge tilbage
Henvend dig til sælgeren igen
Bliv bedt om at gå til kassen igen
Stå i kø til kassen igen
Bliv bedtom at gå til f#^?€$£ing vareudleveringen igen (!!)
Stå i kø til vareudleveringen igen
Nik til Elektrisk LøbeHjul Manden som stadig venter ved skranken.
I deler nu samme skæbne. Fanget i et Elgigantenlimbo for evigt.
Kig over på standeren med Smiley-vurderinger for dagens besøg.
Tryk hårdt og inderligt på den knaldrøde.
Kom frem til skranken.
Du kan nu hvile dine bryster på disken sammen med computeren.
Bliv bedt om at gå til kassen.
Gør dit absolut bedste for ikke at eksplodere. Send øjne så opspilede, at de er ved at blive trykket ud af deres dertil indrettede øjenhuler. Bliv forskrækket over en stemme der hvæser “DER HAR JEG ALLEREDE VÆRET – DE SENDTE MIG HERHEN!” opdag at stemmen er dig.
Gå med op til kassen.
Tillykke. Du er nu død indeni.
Med en mundvige så nedadkrænget som ellers kun Niels Olsen kan lave den og en død, død stemme hvisler du med dundrende røst: “JEG SKAL IKKE HAVE OFFICE PAKKEN. JEG SKAL IKKE HAVE ANTI-VIRUS PROGRAMMET. OG JEG SKAL HELLER IKKE HAVE DEN HER COMPUTER. JEG VIL SLET IKKE STØTTE DET HER ETABLISSEMENT.”
Forlad Elgiganten og sørg for at trykke langt og hårdt på den røde smiley, der står lige foran kassen.
De kan stjæle din tid, de kan fucke med din forstand, men den røde smiley kan de fandeme ikke tage fra dig!
Køb for guds skyld bare den computer på nettet. Eller på det sorte marked. Byt den for en nyre. Gør hvad som helst. Bare lad være med at gå i FARVeLgiganten.
Og som om det ikke var nok, at jeg nærmest begyndte at tude i Elgiganten en fredag eftermiddag… Så fik min mor jo også ret!
– Hvorfor er det, at så snart man rejser udenlands, så er det pludselig en form for luksus at kunne låse døren til toilettet?
– … Og hvorfor er situationen det diametralt modsatte med udlejningsbiler? At man nærmest skal føle sig særligt udvalgt for at kunne åbne den, og ikke blive forundret, hvis den midt i det hele låser sig selv (og dig) inde?
– Meget stolt af nedsat Pepsi Max-forbrug
– Så så man lige mig være voksen og alt det dér
– … Ved nærmere eftertanke: mindre stolt af, at Pepsi Max-forbrug er nedsat omvendt proportionelt med retzina-forbrug
– Heller ikke godt, at jeg nu ved mere end én lejlighed er kommet til at omtale min tante Rosina som Retzina. Freudian slip, much?
– Savner virkelig at gå til kor
– Var afgjort en fejl at tage for givet, at en børnekasket i størrelse 12-14 år ville være fint til en kvinde på 28. Nok passer størrelsen, men den får hoved til at se virkelig mærkeligt og aflangt ud.
– Nok også godt, at jeg fjernede det corny klistermærke med teksten “Young and Cute”
– Er sært stolt over, at jeg og min knaldrøde kærlighed af en knallert kørte de 10 kilometer frem og tilbage til nærmeste turistby i går.
– Var faktisk slet ikke nervøs på noget tidspunkt! Kæmpe fremskridt!
– Det må dermed konkluderes: Donuts ER en god motivationsfaktor.
– De var godt nok udsolgt da jeg kom frem – men det var jo ikke til at vide…
– Hvis jeg var Superman, ville min kryptonit være kombinationen af klæbrigt badetøj og sand. Alternativt manglende eller ekstremt ringe toiletforhold…
– Traditionen tro må jeg erkende at allerede efter ni dage på Korfu, er min midlertidige blodtype Hvidløg+
– Var det egentligt ikke også snart tid til en flaske Rosina? Retzina!
Hvornår mon blodtype bliver normal igen?
Mon jeg når at få en donut på den her ferie?
Og hvis du var Superman, hvad ville din kryptonit så være?
Få mere af hverdagens gråtoner til hverdag, fest og ferie på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT
Jeg har nok aldrig været sådan rigtig i tvivl om, at jeg skulle prøve at arbejde som jordemoder i udlandet igen.
Siden jeg sad i flyet med en tåre stille trillende ned ad mine runder kinder og sagde et mentalt farvel til Ilullisat, har jeg tænkt, at det lå i kortene, at jeg ikke var færdig med at rejse.
At jeg på et givent tidspunkt igen tog jordemodergerningen under armen, kastede mig ud i det ukendte blå og med tilbageholdt åndedræt befalede vingerne, at nu skulle de bære.
Men derefter har spørgsmålene været mange:
Hvorhen? Hvor længe? Hvordan?
Jeg har både kigget på Læger Uden Grænser, Masanga Hospital i Sierra Leone, Grønland, ja, selv én af verdens mest isolerede øer, St. Helena.
Flere er stadig i spil og nogle lagt helt på hylden, men indtil videre er der i hvert fald lagt én destination i rejsemappen:
Om en uge skal jeg til Haugesund i Norge.
Og jeg glæder mig virkelig meget.
Det er bare en smuttur: to uger i juni og så igen to uger i august.
Og jeg vil sige det ligeud:
Jeg har taget det overdrevent køligt. Herregud, har jeg tænkt. Hvis jeg klarede 15 uger i Ilullissat – 5 uger som byens eneste jordemoder! – så tror jeg også lige, at jeg kan klare at tage til Norge i to uger.
Som en rutineret rejsende har jeg spurgt mig selv: Hvad er det værste, der kan ske?
Og det er så her, at filmen knækker, for nu er det lige pludselig søndag eftermiddag og om præcis en uge sidder jeg og mellemlander i Oslo, og FØK hvad kan der ikke ske?
Her går min hjerne virkelig alle gemmerne i gennem for at kunne svare meget levende på spørgsmålet om, hvad der kan ske. Her er et par eksempler:
– Du kan dumme dig i lufthavnen! Husk batterier, for føk sake!
– Det kan være, at du overhovedet ikke forstår det norske sprog. (Notat til mig selv: “rart” betyder mærkeligt på norsk. Ikke spørge om det er rart at være i badekar og så flå damerne op af vandet, når de svarer nei)
– Det kan være, at alle dine kolleger synes at du er dum og inkompetent. (Kan du huske, dengang du kom til at vælte, da du skulle demonstrere hvordan den fødende skulle squatte? Hvad hvis alle dage, bliver sådan en dag?)
– SHIT! Og din årsopgørelse til næste år! Det bliver jo noget rod med de udenlandske indkomster! Kan du stave til angstenssved?
– Kan du huske, at de ikke vidste, hvor du skulle bo de første tre dage, da du kom til Grønland? Og du fik det lillebitte værelse oven på sygehuset, med den skæve sovesofa og de gemte kondomer i bogreolen? Og du ikke vidste, at der var et køkken, så du levede af knækbrød og pulversuppe?
Kan det blive værre denne gang?
– Det kan godt være, at fjorten dage ikke er længe – men det føles nok sådan, hvis det er FOR-FÆR-DE-LIGT!
Og sådan blev hjernen sådan set ved; om og om igen.
Indtil jeg mindede mig selv om, hvordan jeg havde det på vej hjem fra Grønland sidste år.
Og så bad jeg hjernen noget så eftertrykkeligt om at holde kæft.
For hvem har brug for en pessimistisk hjerne, når man har en eventyrer boende i maven?
Ja, jeg spørger bare!
Og nu vil jeg koncentrere mig om at glæde mig, se en masse norske serier og pakke en ordentlig taske og så i øvrigt tage Norge med Elinesisk storm om en uge.
Wish me luck!
Følg det norske eventyr – det bli’r greit!- på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT
Det er meget oppe i tiden at være et rummelig, tolerant og i allerhøjeste grad et tilgivende menneske. Sådan én der lever i nuet og lader by gones be by gones.
Jeg siger med det samme:
Sådan er jeg altså ikke…
Her kommer 10 ting, jeg ikke er kommet mig over endnu:
– At jeg for syv år siden læste en bog, fordi jeg havde fået at vide, at hovedpersonen mindede om mig. Hun døde til sidst.
– Slutningen på How I Met Your Mother.
What. A. Waste.
– Folk der i ramme alvor siger “freksempel” og “Trumpf”
– Dengang min insulinpumpe fik mig til at fremstå som VERDENS DÅRLIGSTE VOKSNE og jeg måtte overleve en virkelig pinlig højtalermeddelelse fra en svensk steward i flyet fra Kroatien til Kastrup. Jeg krummer stadig tæer ved tanken.
– At jeg engang har revnet mine bukser på en fødestue. Sker den slags ikke kun i tegnefilm?? Vi taler et KÆMPE hul i skridtet.
– Alle de ørkesløse timer jeg har brugt på at lære om cosinus og sinus og definitionen på et parallellogram. Som jeg aldrig sidenhen har kunnet bruge til noget. (Kunne til gengæld godt have brugt et par lektioner om SKAT…)
– At man ikke længere kan få Pepsi Max Mojito
– At min mor fik mig til at se begge “Kilden i Provence“-filmene lige efter hinanden, fordi hun bestemt mente at kunne huske, at de endte lykkeligt. Jeg så alt – inklusiv rulleteksterne! – men der kom ingen lykkelig slutning. Heller ikke i sidste øjeblik.
Jeg var nærmest truet på livet af dehydrering efter dén omgang.
– Alle de stadier min krop tvinger mig igennem, når vi er på nattevagt. Den værste er dog ko/hval-brølet.
– At jeg engang gik til blokfløjte. Og kunne lide det.
Hvad er I ikke kommet jer over endnu?
Hvad kommer I jer aldrig over?
Og er der nogensinde nogen i hele den nyere verdenshistorie, som har haft brug for at definere et parallellogram?
Følg hverdagens gråtoner både hér og på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT.
Navnet er som altid
Sortpahvidt
og er formentlig noget, jeg heller aldrig kommer mig over…
I sensommeren startede en nedadgående spiral, når det kom til indlæg her på bloggen.
Det blev fortsat sværere og sværere; ordene ville ikke komme, kreativiteten udeblev. Dagene føltes som et langsomt rullende jordskred, hvor den ene tog den anden og tårnede sig krævende op omkring mig og truede med at sluge mig. I den brungrå dagligdag syntes jeg ikke, at jeg oplevede noget, der var værd at dele her.
Og uden ordene og tegningerne, ja, så overvejede jeg længe og grundigt, om det måske var tid til at trække stikket her.
Heldigvis er det gået fremad i takt med, at jeg har fået mere overskud. Dog flyder anekdoterne endnu ikke, som de gjorde engang. Nogle gange føles det som om de ligger på en meget lille plads i min hjerne og sidder fast dér som et stykke tyggegummi; urimeligt svære at trække frem.
Og så er der anekdoter, som den her, der nærmest fortæller sig selv.
Så jeg advarer med det samme: har du ikke tid nu – kalder børnene, arbejdet eller solen – så læg skærmen fra dig, for jeg har på fornemmelsen, at følgende bliver langt:
Jeg havde verdens længste rejse fra Korfu til Amager i løregas.
Ferien havde været over al forventning. Solen havde skinnet fuldkommen sommerligt, jeg havde drukket tres liter retzina og lyttet til lydbøger, læst, tegnet, grinet og lavet ingenting.
Jeg følte mig derfor i perfekt harmoni med mig selv og mine omgivelser, da jeg sammen med mine forældre trådte ud foran Korfus lufthavn.
Men altså; der var trods alt stadigvæk nogle flyrejser foran mig, og som faste læsere ved, så er jeg ikke helt pjattet med at flyve. Også fordi der på én eller anden måde altid går noget galt for mig. Vi taler dengang jeg “blev væk” i lufthavnen, vi taler dengang vi nærmest aldrig var kommet afsted. Vi taler stort set altid.
Som om flystressen ikke var nok i sig selv.
Nåh, men altså. Det er ikke skidenemt at komme fra Korfu til København, og uden for højsæsonen er en mellemlanding ganske enkelt obligatorisk. Vi har prøvet ALLE veje til og fra Korfu. A l l e!
I går udmærkede sig dog ved, at vores flyvning som havde lydt:
Korfu – Zürich
Zürich – København
Af rejseselskabet var blevet ændret til:
Korfu – Zürich
Zürich – Frankfurt
Frankfurt – København
Da min mor i sin tid læste dén bekendtgørelse op for mig, var jeg lige ved at få en blodstyrtning.
Men altså; jeg konkluderede at jeg var for ung til at dø af blodsstyrtning og for gammel til at græde over en flytur. Og så lovede jeg mig selv, at det nok skulle gå.
Og hånden på hjertet: jeg måtte indrømme, at rejsen TIL Korfu faktisk gik fint nok, selvom den også bød på to mellemlandinger.
Anyway: tilbage til hjemrejsen.
Da vi ankom til Korfus lufthavn, var det ligesom at træde ind på et kæmpe gedemarked.
Hvor du altså selv er en ged, alle er en ged og gederne hektisk myldrer i tilfældige retninger – hvis de altså ikke står i en fed, ubevægelig kø – og ingen aner hvad de laver. En gang imellem råber nogen skrattende noget i en højtaler, som både du og gedehyrderne burde forstå, men som er ganske ugenkendelig og helt sikkert giver skader på det indre øre.
Mine forældre og jeg sendte hinanden øjne, men stadig opfyldt af feriefredfyldt karma, trak vi bare på skuldrene.
Vi tog opstilling i check-in køen.
Og her stod vi så i halvanden time, hvor skrankerne ikke åbnede og alle gederne så til med mere og mere apati, mens gedehyrderne kiggede fåret på hinanden.
Havde jeg vidst, at dét stort set ville være den roligste, mest harmoniske del af min rejse, havde jeg muligvis nydt den mere.
I stedet spruttede jeg af stress ved tanken om, at vi nu ville komme til at løbe fra fly til fly gennem Europa.
Jeg ville gerne gå i detaljer med HVOR kikset alle vores flyvninger og mellemlandinger gik, men for at spare os alle den traumatiske og langtrukne misere, har jeg besluttet mig for, at tage os igennem rejsen sammen ved hjælp af filmtitler.
I present to you:
Flyvning 1 (Korfu – Zürich)
Afgangstidspunkt: Herfra til evigheden
Indflyvning: Rocky 1+2+3+4+5 (Vær sød ikke at tvinge min morgenmad op igen, tak!)
Forsinkelse: Mamma mia!
Mentaltilstand: Raseri i blodet (Wire in the blood)
Flyvning 2 (Zürich – Frankfurt)
Afgangstidspunkt: Gone baby gone
Indflyvning: Stormfulde højder!
Forsinkelse: Omstigning til Paris (hvis vi ikke skynder os misser vi næste fly, og HVEM VED hvor vi så ender??!)
Mentaltilstand: F%!?@!?“6%!”&@€ (Lost in Translation)
Flyvning 3 (Frankfurt – København)
Afgangstidspunkt: Dommedag nu (forsinket for 3.gang)
Indflyvning: Borte med blæsten (men i det mindste hjemme)
Forsinkelse: Helt sikkert… Måske
Mentaltilstand: Wonder woman (hvem giver mig en medalje for at have overlevet det her??)
…
Da vi langt om længe landede i Kastrup lufthavn, følte jeg at vi havde været undervejs i flere uger og havde fløjet i mindst halvtreds fallerede flyvemaskiner. Jeg kiggede bælgøjet på mine forældre, og tænkte:
“Ej, fandme nej, om sådan en dejlig ferie skal ende på sådan en nedern måde!”
Og foreslog, at vi tog hjem og spiste hos dem og fik afsluttet ferien med manér.
Vi var heldigvis enige om, at vi skulle være flere om at bestemme, om denne dag skulle være præget af nedtur.
Og så gik vi hjem, og alt var ren harmoni.
…
Indtil jeg ville aflevere de ting, jeg havde haft i min kuffert til mine forældre.
Jeg åbnede min blå eventyrer og blev mødt af en grøn røgsky.
Hvad jeg havde taget med hjem, var åbenbart insektgift.
I pulverform.
Engang var det samlet i en æske.
Nu havde det istedet transformeret sig til at sætte farve på min tilværelse.
Her taler vi nærmere bestemt: mit tøj, min tandbørste, mine kontaktlinser, min tegneblok og mit elskede grønlandske penalhus.
Jeg blev næsten lige så grøn i hovedet som insektmidlet, da jeg plettet fiskede et tandbørstehoved – som jeg aldrig mere vil putte i munden – frem fra den grønblå pulverplanet, som min kuffert var blevet til.
Jeg gjorde som et hvert barn – uanset alder – ville gøre i samme situation.
Jeg bøvede:
“Øh… Mo-ar…?”
Og mens panikken spredte sig blandt mine forældre og debatter om hvordan grønt pulver var kommet ud af æsken, og hvem der havde besluttet at den skulle med hjem, og om hvem der kunne holde katten væk indtil vi var færdige med den yderst kontaminerede kuffert, sluttede jeg den filmiske dag af med at citere en bogtitel:
“En dag vil vi grine af det”
Går det også galt, når du skal ud at flyve?
Hvad er din værste rejsebommert?
Bliver sælskindspenalhuse nogensinde sig selv, når de først er blevet grønne?
Følg hverdagens grøntoner på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT
Navnet er som altid
Sortpahvidt
Jovist, det er godt nok mine egne livsanskuelser, men det betyder ikke nødvendigvis, at jeg forstår dem.
Man forstår jo ikke altid sig selv, vel?
For at være ærlig er der masser af tid, hvor jeg slet ikke forstår mig selv.
Det slog mig i hvert fald, at selvom jeg på ingen måde er blevet prakket nedenstående tanker på, så ser jeg dem både som mærkelige – men også som en form for universelle sandheder:
10) Jeg er mere “tilstede” når jeg har kontaktlinser på. (Frem for briller, that is. Hvis jeg ikke har nogen af delene på, er jeg decideret ikke tilstede)
9) Tirsdag og torsdag er fede dage. Mandag og onsdag er bare “meh”.
8) Man hygger sig bare bedre, hvis man har et tæppe på. (Medmindre man er på solferie. Så hygger man sig bare bedre, hvis man har solbriller på)
7) Livet er en musical – og DU er hovedpersonen, så hvorfor sige det, hvis du kan synge det? (Det her er virkelig min hjernes mest ubevidste og brugte måde at få mig til at fremstå som en idiot.)
6) Det er virkelig tidsspilde at gå i bad. Diskutér nødvendigheden dagligt og længe med dig selv
5) Det er virkelig ubehageligt og unødvendigt at forlade brusebadet. Diskutér dette dagligt og længe med dig selv (Forresten: hvorfor tænker man bedst i badet?)
4) Du behøver ikke skrive det ned, det er god træning for hjernen og du kan sagtens huske det (men det kan man jo for helvede ikke!?)
3) Klokken 19 om sommeren ligger verden åben for alt hvad du måtte finde på. Klokken 19 om vinteren har dagen været slut i tre timer.
2) Hvis SKAT siger det, må det være sandt (notat til mig selv: IKKE NØDVENDIGVIS!)
1) Hvis du følger dit hjerte, kan du ikke fare vild (med mindre dit hjerte hele tiden skifter mening – og fx vild have take-out når I lige var blevet enige om grøntsagsstænger)
Hvilke livsanskuelser har du som du ikke helt forstår?
Har de nogensinde fået dig i knibe?
Jeg er for eksempel engang kommet til at lave en aftale med hele tre forskellige mennesker på den samme dag og tid – jævnfør min livsanskuelse nummer 4…
Følg hverdagens gråtoner – hvis du lyster – sort på hvidt på FACEBOOK, INSTA, BLOGLOVIN og/eller SNAPPEN.
I går var det fredag aften, og ude fra mit badeværelse kunne jeg gennem væggen høre min nabo fløjte nogle udefinerbare toner.
I mine egne højtalere sang Fergie at “Big Girls Don’t Cry”, og det synes jeg egentlig er lidt irriterende.
Ikke nok med at jeg rent teknisk aldrig bliver en stor pige med mine vertikale 154,5 centimeter – så bliver jeg det heller aldrig ud fra Fergies definition.
Når nu jeg tænker over det, så er det faktisk som om jeg græder mere nu, end da jeg var barn?
Jeg har tænkt meget over det der med, hvornår man så reelt er voksen. Da jeg var barn, syntes jeg, at det var folk, der ikke længere gik i skole.
Da jeg var teenager, var det folk, der havde børn.
Da jeg var tyve, var det folk, der kunne klare sig selv.
Nu synes jeg bare, at det er sådan noget, folk rundt omrking mig bliver, mens jeg kigger på.
Jeg kigger på min tumulttilværelse og tænker.
Der var fandme ikke var nogen der sagde, at man kunne vokse op og gøre alt dét, der forventes af én og så sidde som 28-årig med en mellemlang uddannelse, lejlighed og tidligere fast arbejde og ikke længere ane, hvor man er på vej hen i livet eller hvorfor.
Så prøver jeg at gribe mig selv i nakken og ruske blidt. Ja, ja, tumult er måske alligevel en del af at blive voksen. At mærke ansvaret tynge og være bevidst nok til at tage det alvorligt – men også være voksen nok til at tage sig selv seriøst, og sætte tilværelsen før tilsyneladelsen.
Og hvis jeg nu skulle lave min helt egen voksenliste, så ville jeg putte følgende på den:
– du spiser (oftest) ikke kage til morgenmad, selvom du har lyst
– du synes tegnefilm larmer og var meget bedre da du var barn
– du har overtræk, som du må håndtere på egen hånd
– dit overtræk skyldes (oftest) ikke en tåget bytur med kulørte shots og en helt vild sjov og lidt shady fyr, de kalder Crazy Kalle.
– du kan ikke længere gå på arbejde efter ovennævnte bytur, men må bruge to døgn på at overveje, om det er sådan her du skal dø
– du bliver glad derinde i maven, når du udskifter den misfarvede og flade opvaskesvamp med en ny, fast én
– du støder ind i noget virkelig ulækkert og kalder på en voksen til at tage sig af det. Du finder ud af, at dén voksne er dig.
– du kan vente med at græde til et tidspunkt, der ligesom passer bedre
– du må selv bestemme, hvornår du drikker rødvin
– du dør ikke, fordi du er overladt til dig selv i mere end 72 timer. Det er måske faktisk lidt en treat.
Og altså, ud fra dén liste syntes jeg faktisk, at det gik ret godt, og at jeg måske alligevel er mit liv voksent.
Indtil jeg åbnede min årsopgørelse, that is.
Jeg regnede med at have en smule der skulle betales fra Grønlandseventyret. Herregud, måske endda 15 af de store.
At der stod et stort, fedt, knaldrødt treogfyrretusind hev derfor stolen gevaldigt væk under mig!
Jeg havde det som om jeg lige var sprunget ud fra ti-meter vippen og dér midt i luften fandt ud af, at bassinet under mig var tomt.
Eller fyldt med taranteller.
Og ild.
Og skat.
Der er ikke noget, der kan gøre mig så bange som skat. Intet. Vil hellere genopleve denne aften, end at redegøre for alle de uforståelige og mystiske rubrikker derinde!
Jeg så alle fremtidsplanerne (okay, fremtidsgisningerne) glide mig af hænde som sand mellem fingrene. Så mig blive mærket med sort tusch i panden og for evigt skulle gå rundt med ordene
INDBILDSK TABER
… Og jeg gjorde det eneste, jeg kunne.
Jeg trak det tungeste skyts, jeg kender.
Jeg ringede til moar.
Fuck det.
Så kan det godt være, at jeg ikke er ægte jeg-ordner-lige-mine-hylder-i-vater-voksen, men det lever jeg med.
Mutter 911 forklarede mig desuden i små letfordøjelige bidder, at der var en fejl i min årsopgørelse.
Så nu skal jeg bare ringe til skat og få trådene redt ud.
Puha.
—
Jeg ville ønske, at det var socialt acceptabelt at mødre ringede til skat på deres forvoksne døtres vegne!
Er du også bange for skat eller findes der virkelig noget, der er endnu mere uhyggeligt i din verden?
Hvis jeg opdager noget – så giver jeg lyd!
Følg hele hverdagens gråtoner på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT
Navnet er selvfølgelig
Sortpahvidt
– shit, jeg har været uden fast arbejde i tre måneder nu
– kanelsnegle
– Wow, jeg har da egentligt fået ret godt styr på min lejlighed #nomess
– så så man lige mig; en kvinde i rivende udvikling!
– Gud, den uldne trøje i vaskekælderen ligner fuldkommen min!
– … Den rustrøde trøje ligner også min?
– … Og uldstrømpebukserne…?
– føk. Hvornår vaskede jeg sidst uld?
– og hvem har sirligt lagt alt INKLUSIV strømpebukser sirligt sammen??!
– måske ikke rivende udvikling så. Måske bare udvikling.
– Det kan godt gå hen og blivende belastende for min lever, at min drinkselskerbuddy nu har tre måneders orlov.
– Hvis man nu rent hypotetisk startede egen jordemoderbusiness, hvad skulle den så hedde?
– og ville jeg være økonomisk tjekket nok til jordemoderbusiness?
– er trods alt stadigvæk angst hver gang der kommer ny årsopgørelse fra SKAT.
– Hvad? DER KOMMER ÅRSOPGØRELSE FOR SKAT OM NI DAGE??? NI. DAGE?!?
– kan vel ikke være lige så skidt som sidste år, hvor jeg manglede at betale 27.000 kroner. (Ja, antallet af nuller passer desværre)
– Sætter lidt Sam Smith på og drømmer mig væk
– Pissefed gang til kor i tirsdags.
– Ikke helt hvad jeg mente, da lægesekretæren spurgte om jeg ville have tilknyttet en pårørende til mit diabetesforløb og jeg svarede “ellers tak, det er okay” og hun helt tørt svarede “ok. Jeg skriver “INGEN”.”
– kanelsnegle
– måske på tide med et nyt banner øverst på bloggen?
– måske på tide med en ny konkurrence på bloggen?
– hvad?
– universet prøver helt sikkert at afholde mig fra tinder, når det første jeg konsekvent gør, når jeg åbner appen, er at komme til at give SUPERLIKES til gudoghvermand…
– skulle der aldrig være nogen, der bagte en kanelsnegl til mig? Jeg gør det altså ikke selv.
Følg med i hverdagens arbejdsløse gråtoner på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT.
