De sidste fireogtyve timer har jeg ikke tænkt på bacheloren.
… I mere end femten sekunder ad gangen, i hvert fald.
Har fundet kuren mod bachelor-hjerne!
Desværre lå den på bunden af den flaske vin, jeg valgte at dele med mig selv.
Bør her indskyde, at jeg ikke sad alene, hulkende mens jeg marinerede mavesækkens indhold med vin, men derimod var til fest i en (fandt jeg ud af) mere eller mindre gennemsigtig kjole.
Topfedt.
Har desværre også fundet ud af, at jeg kan få tømmermænd.
Og hvad det går ud på
Da jeg stod op, havde mystiske nisser proppet en slagboremaskine ind i mit hoved.
Da jeg bøjede mig ned for at tage sokker på, truede gulvet med at komme flyvende op i hovedet på mig.
Det lignede, at en tumling havde lagt min make-up, kreppet mit hår og derefter sendt mig i seng med verdens mest fedtede briller ved min side.
I går var jeg til udklædningsfest som kleopatra.
I dag stod jeg op som en hængt kat.
Fandt også en klat ketchup i mit hår.
Det væmmedes jeg på ingen måde ved.
Fik bare lyst til en kæmpe hotter med det hele…
Kan I huske, at jeg pralede af slet ikke at have de der opgave-afleverings-angstfyldte-drømme?
Jeg har dem stadig ikke.
Læste engang, at det tager gennemsnitsmennesket syv minutter at falde i søvn.
Jeg er endnu ikke færdige med de præcise beregninger, men cirkatallet for mig er syv millioner minutter.
Og lige som jeg er ved at døse hen, laver jeg som regel et gurglende spjæt eller kommer med et sæt i tanke om, at jeg mangler at vaske tøj (igen, igen).*
Så må jeg lige mane mit hjerte til ro, mens jeg med myndig stemme gentager aftalen for min underbevidsthed:
“Jeg er ligeglad, hvad du finder på i drømmeland, jeg gider bare ikke – og jeg understreger lige – JEG GIDER BARE IKKKKKKKKE drømme om opgaven. Deal?”
Jeg deler lige ud af mine erfaringer:
Giv ALDRIG din underbevidsthed så frie tøjler. Som i: aldrig.
For så er der ellers frit valg i slaraffenland – og jeg ved ikke, hvordan min underbevidsthed ser ud, men jeg forestiller mig, at vildskaben i øjnene er rammende.
Tror dog at jeg skulle have tilføjet ond latter og savl.
Resultatet er i hvert fald, at jeg havde noget der føltes som et timelangt mareridt i morges.
Husker i brudstykker noget med at blive trukket efter en motorbåd, være blevet ansat som bøddel, at skulle flå en kanin levende i Irma sammen med en person fra magasin, flygte fra en flok gnuer, blive skudt efter og… Lige inden min telefon vækkede mig…
Fik jeg i min drøm et brev fra banken.
Den gad ikke mere.
Den slog op.
Jeg håber egentlig lidt, at jeg drømmer om opgave i nat.
Og ikke andet.
Og til de, der sidder og undrede sig over stjernen ved vasketøjs-sætningen?
Jeg vil blot indskyde, at dét at glemme at vaske tøj, er den primære årsag til at jeg bliver ved med at hive forvaskede trusser ud fra mit indkøbsnet…
Det eneste jeg med sikkerhed kan konstatere er, at kreativiteten på dette stadie bliver ædt op af Steinar Kvale og socialkonstruktistiske anskuelser.
Underbevidstheden forsøger at obstruere bachelorprojekt med at lave dobbelt-aftaler stort set alle aftener. To gange på en uge er i hvert fald en eller anden form for rekord…
Min hjerne fortæller min krop, at eneste godkendte påklædning er joggingtøj og uredt hår.
Og jeg finder endnu et par forvaskede trusser i mit indkøbsnet.
Du har måske lagt mærke til, at her er lidt stille på linjen på det seneste.
Vær ikke urolig.
Eller.
Vær ikke MEGET urolig.
Det skyldes blot, at jeg udover en ret insisterende forkølelse, desuden er blevet ramt af en invaliderende tilstand kaldet bachelor-hjerne.
Det er endnu uvist, om jeg kommer mig helt over denne neurologiske lidelse.
Symptomerne, som består af kronisk træthed, ringe hukommelse, dårlig humor samt mangel på evne til at sammensætte selv helt enkelte sætninger er indtruffet igennem de seneste uger.
Det er desuden blevet klart, at jeg nu er gået ind i næste stadie, hvor det er uvist om tilstanden kommer til at give varige mén.
Det skete, da jeg var nede og handle i fakta, og jeg i stedet for at finde min pung frem til at betale med, fremtryllede et par sorte, forvaskede trusser.
Vil lige pointere, at de altså var rene.
Kunne ikke selv formulere dette i fakta.
Tør ikke tænke på, hvad næste stadie måske kunne bringe…
Nåh. Men jeg er jo kommet så langt som til at konkludere, at det dér arbejdsløs, det ikke lige noget jeg har lyst til at stifte bekendtskab med, når jeg en dag om ikke så længe er færdiguddannet jordemoder.
Det kom jeg ret hurtigt frem til.
Så satte jeg mig ved min computer, og så var det til gengæld som om, at jeg ikke kom meget videre.
Har aldrig været uddannet til noget som helst før.
Er heller ikke ret god til at sammenflette pæne ord om mig selv og mine kompetencer.
Og man skal jo skille sig ud.
Hvordan gør man det?
Umiddelbart kan jeg kun komme i tanke om én ting, jeg kan fortælle…
Og selvom jeg måske vedhæftede en kopi af nyfortolkningen af “BJÆLDEKLANG” under den nye titel “PRESSETRANG”, så tror jeg måske ikke, at det er noget, der for alvor vil få mig til at skille mig ud i den rigtige retning.
Måske man også skulle vedhæfte en lydfil?
Man tænker jo, at det er lidt sødt, at have en distræt kunstnerpersonlighed.
Eller.
Okay, lad mig omformulere:
jeg HÅBER, at der sidder bare nogle få derude, som synes, at det er sødt, have en lidt distræt kunstnerpersonlighed. Om ikke andre, så bare min familie, be’-be’?
For hånden på hjertet;
Personligt synes jeg mest, at det er anstrengende.
Den dér distræte side, der gør, at jeg sidder og bliver alt for optaget af en dum detalje på et kort.
Så optaget, at jeg glemte tid og sted.
Og da jeg så kom i tanke om tiden, var det med sveden perlende frem på panden at jeg indså, at jeg ikke bare var sent på den.
Jeg var ALT for sent på den.
Og hvis der er noget, jeg bare ikke gør, så er det at komme for sent.
Jeg hvirvlede mig ind i min jakke, surrede mig ind i mit halstørklæde og kastede mig ud af døren.
Cirka femogfyrre sekunder senere var jeg så tilbage, smækkede døren op, trampede gennem stuen og greb det forbandede kort, der havde forsinket mig i første omgang.
Så susede jeg gennem lejligheden igen og ud af døren.
Inden jeg slyngede mig op på cyklen registrerede jeg, at mit snørebånd var gået op.
Det måtte vente.
Jeg havde simpelthen bare ikke tid.
Jeg zigzaggede ned gennem villavejene.
Endnu hurtigere end dengang med snotten.
Opdagede, at snørebånd nu havde viklet sig rundt om pedalen.
Men havde simpelthen bare ikke tid til at gøre noget ved det.
Hvirvlede videre.
Nu begyndte det at stramme ret så meget om min ankel, men min hjerne sagde, at jeg bare skulle fortsætte, så det gjorde jeg.
Lige indtil, at jeg faktisk ikke kunne træde mere i pedalerne.
Fod føltes som om, at den var ved at skille sig fra resten af kroppen.
Resten af kroppen sad fast til cyklen.
Jeg havde faktisk formået, at fange mig selv på min pedal.
Det var et meget ynkeligt øjeblik, da jeg simpelthen måtte stoppe og det straks efter gik op for mig, at jeg ikke selv kunne komme fri fra min cykel.
Jeg kunne ganske enkelt ikke både stå op (fastsurret til cyklen) og nå min fod.
Til sidst kom der heldigvis en barmhjertig sjæl forbi og reddede mig fra mig selv og min fodamputation.
Hun må have troet, at jeg var tosset.
Hun endte i hvert fald med også at binde mit snørebånd for mig.
Det kommer nok ikke bag på nogen.
Jeg er en liste-pige.
Der er nok ikke den liste, jeg ikke har lavet.
Derfor havde jeg da også, før jeg overhovedet overvejede hvilken karrieremæssig vej jeg kunne tænke mig, lavet en mental liste over, hvad jeg IKKE kunne tænke mig.
Og dér har den så stået og passet sig selv.
Indtil jeg i dag skulle ind til informationsdag for snart nyudklækkede jordemødre.
Efter et noget forvirrende oplæg fra vores a-kasse, var jeg nødt til at lave om på prioriteterne.
Nu ser listen sådan her ud:
Tror ikke, at jeg vil egne mig til alt det arbejde, der tilsyneladende er ved at være arbejdsløs…
Da jeg i forgårs cyklede hjem fra min søster, hvirvlede mine ben derudaf.
Mand, jeg hvor gik det stærkt!
Vil tro, at jeg blot var en streg i luften!
Anyhow, da jeg nåede hjem, dampede jeg af sved og stolthed – var helt sikker på, at jeg havde slået en eller anden form for personlig rekord.
Og mens, jeg stod og skulle til at parkere cyklen, skete det så.
Min næse begyndte at løbe.
Personligt har jeg kun haft ægte næseblod to gange i mit liv:
1) dengang jeg i syvende klasse fik en håndbold tævet i hovedet
2) den første dag i Canada af uransagelige årsager
Deraf har jeg kunnet konkludere, at næseblod er karakteriseret ved, at det er helt umuligt, at snøfte tilbage. Det bare bliver ved og ved med at løbe.
Det var lige præcis det, der skete i forgårs ved siden af cyklen. Shit, tænkte jeg Så skete det endelig. Jeg har presset mig selv til det yderste i en sådan grad, at jeg har givet mig selv blodtud! Gud nej, se mig, hvor sej er jeg lige?!
Så fjernede jeg hånden fra næsen for at besigtige skaden
Og så. Nej. Nej, du har ikke fået blodtud. Du har bare slået én eller anden snot-rekord.
Tillykke.
Og så har min krop – uden mit samtykke – forsøgt at slå snot-rekorder lige siden.
Det største problem ved at være lillesøster er, at der altid er en anden, der kan huske alle de detaljer fra dit liv, som du helst ville lade ryge i glemmebogen.
Ikke noget særligt, men småting, som for eksempel…
Dengang man spurgte, om blinde måtte køre bil.
Dengang man udtalte om sin mor:
“Jeg er ti og hun er voksen. Så tror hun bare, at hun er noget…”
Alle de gange, hun har bildt én ind, at noget var saftevand.
Og så var det rødvin…
I går viste hun mig så denne video.
Fordi hans sure miner mindede hende om mig.
Jeg var lige ved at blive sur.
Hvis ikke det var fordi, at hun har ret…
Min konto bløder.
Tror, min bankrådgiver hader mig.
Tror også, at det er sigende for november, at vi kun knap og nap har rundet den første, og jeg har allerede overtræk.
Og det er stort.
Og jeg har ikke engang betalt min gasregning endnu.
Har heller ikke lige fået købt 4 x fødselsdagsgaver.
På min såkaldte “opsparing” står 58 kroner og 45 øre.
Men jeg har et hemmeligt våben.
Min gamle bankrådgiver narrede mig til at sætte halvdelen af min daværende opsparing over på en anden konto med højere renter.
Hun glemte, at fortælle mig, at det rimelig meget betød, at jeg ikke kunne komme i nærheden af mine penge.
MEN men, man kunne da sige kontoen op.
Og så kunne banken forlange, at man først kunne få adgang til pengene efter seks måneder.
I dag er der gået seks måneder, og da netbank i morges fortalte mig at jeg både var på røven og uautoriseret til at pille ved min låste opsparing, betød det én ting:
Jeg måtte ringe til Banken.
Det var næsten en succes.
Nu har jeg da adgang til min opsparing.
Men jeg har også fået kassekredit og ny konto med højere rente…
Person til at forvalte mine penge pro bono søges.
