For ordlam til at blogge

Okay. Jeg er i chok. Og på Malta.
Og har lige fået min første “full body massage”.
Jeg skal nok give en meget mere detaljeret beskrivelse af, hvad det indebar, men i mellemtiden vil jeg blot stille jer følgende spørgsmål;

Hvad vil I helst have en illustration af;

– En kinakvinde, der klasker mig så hårdt over hele kroppen at det føles som om jeg meget snart risikerer at få en lussing af mit ene bryst?

Eller
– En kinakvinde, der helt umotiveret midt i en ellers stille og rolig ansigtsmassage pludselig slår mig i panden med noget jeg kun kan gætte på var en boksehandske??
Eller

– Mit ansigtsudtryk da massøren spørger om min veninde og jeg er mor og datter. Ved godt, hvem hun troede var moren!

Hvis jeg lader være med at tage BH på, så går det nok

Bedst som jeg vimser rundt her og gør mig klar, til hvad jeg selv vil bestemme som verdens mest velfortjente, forsinkede sommerferie – lægger jeg mærke til noget lidt uheldigt.
Det sker tit for mig i 11. time inden afrejse.
Jeg mangler pludselig kontaktlinser, insulin eller ja… passet… Men den hér er alligevel ny.

På mit rejsedokument hedder jeg:
MISTER Eline…

Mon det bliver et problem i Kastrup Lufthavn i morgen tidlig??

Der er nu intet som moderkærlighed

Havde inviteret min mor hjem til middag.

Efter maden slog jeg sovesofaen ud, hentede dyner, lavede the og tændte for fjernsynet.
Overraskende nok var der reklamer…
Den slags kan vi godt lide at kommentere på, for for fanden hvor er der mange dårlige! Hyggen slog dog lige en krølle, da min mors kommentar til det nye The Sims 4 – som slutter af med proklamationen “De er så kloge, at de er mærkelige” – var

Øhm. Tak, mor.

Når man dater…

… en diabetiker.
Altså, mig, så kommer der før eller siden et tidspunkt, hvor det vil være naturligt, at breake, at éns bugspytkirtel har været på førtidspension de sidste nitten år.

Jeg har mestendels oplevet, at fyrene tager det, der potentielt kunne være en samtale-dræber i stiv arm.

De fleste spørger lidt ind. Det er fint med mig.
Nogle siger, nåh, for søren og så er det ligesom det. Det er også fint med mig.
Enkelte går lidt i stå. Det er egentlig også ok med mig.

Men prisen for den absolut mærkeligste og ikke-anbefalelsesværdige respons går alligevel til herren hér:

Han er også grunden til, at jeg ALDRIG aftaler at indtage noget der bare minder om et måltid på første date.
Så er man ganske enkelt forpligtet til at blive på daten i en alt for stor tidsramme…

Fem facts om Ikea-indkøb

1) Du tager i Ikea for at købe en lampeskærm, en skohylde og en pose billige fyrfadslys og servietter.
Du kommer hjem med to lampeskærme (der er jo evighedsfortrydelsesret), tre planter og fire urtepotter, syv dimsedutter der stilistisk er i hver sin retning, et møbel der er umuligt at samle, fire puder og endnu én af de der djævelske store, blå ikeaposer, som efterhånden fylder mere og mere under din seng.

2) Du forventer en billig tur.
Sprænger budgettet hver gang.

3) Du bliver nødt til at håne nogens smag.
Hvem køber en sofa i samme farve som et brugt menstruationsbind??

4) Du er henved fem dage om at få pakket alle dine indkøb ud. Hvor var det du troede alle dine latterlige planters nye venner lige pludselig skulle kunne være?

5) Alt hvad du omhyggeligt har stået og målt på leder og kanter før du tog i Ikea og målte på leder og kanter, passer overhovedet ikke. Som i SLET ikke.
Men helt ærligt at se toogfyrre centimeter i stedet for freogtyve er vel en fejl, der kan ske for selv de bedste… ikk’?
Øjemål, siger du? Ejer det ikke.
Prøv med forhøjet blodtryk…

Spejle gør mig stadigvæk skideforskrækket

Følelsen når man går til frisør med en frisk plan

Følelsen når man forlader frisør efter udført frisk plan

… Forhåbentligt skal jeg bare lige vænne mig til det… ikk’?

Den Anonyme Bogdonor

Min andelsforeningen har noget, som jeg vil betegne som en meget, meget fin ordning.
Det er ikke det, at det er gratis at bruge vaskekælderen.
Nej.
Ved siden af vores monstrøse tørretumbler, hænger tre store hylder spækket med et farverigt udvalg af bøger.
De står der bare, bøgerne, og finder du noget spændende – jamen så tager du det bare.
Det er simpelthen BeboerBiblioteket. Det er i hvert fald, dét, jeg i mit stille sind har døbt det.
Hvem ejer bøgerne? Det gør alle.
Med jævne mellemrum kommer der nye til, mens andre forsvinder op i folks lejligheder.

Jeg har boet i min lejlighed i over to år, og af uvisse årsager, var det først for nyligt, at det gik op for mig, at jeg jo også kunne lægge nogle af mine egne bøger derned.

Der er bare ét problem;
Der er faktisk ganske få af mine bøger, som jeg kunne forestille mig, at skille mig af med.
Og så er der dem, der slet ikke er mine, men som på magisk vis har fundet vej fra min mors boghylder til mine. (Undskyld, mutter…)
De eneste jeg kunne forestille mig at give væk – ja, faktisk gladeligt – er Bøgerne, Jeg Ikke Vil Stå Ved.
Bøgerne, Jeg Ikke Vil Stå Ved står ikke fremme som de andre. De er gemt væk som betændte sår. Kvalmende. Pinlige.
De er Chicklit af værste skuffe.
Ja, jeg ejer for eksempel et eksemplar af Djævlen Går i Prada. Har faktisk hånlæst den hele. OG set filmen. (spørg mig virkelig ikke hvorfor)

Nåh, men jeg har lagt mærke til, at nogle af bøgerne i BeboerBiblioteket faktisk er af den type, der følger med, når man køber Femina eller Alt for Damerne – og ideen slog mig;
Der må sidde én i én af disse opgange, og hungre efter Bøgerne Jeg Ikke Stå Ved.

Det sværeste ved min plan om at give den fejlslåede chicklit videre var faktisk, at undgå at blive set med nogle af de forbandende bøger på vej ned til kælderen.
Var nødt til at lægge Verden Ifølge Garp øverst som dække…

Men så i dag, da jeg skulle vaske fyrre tons tøj, så jeg, at det hele har båret frugt.
Djævlen Går i Prada var væk.
Hun har fundet hjem!

…Men kan du ikke se, at jeg laver noget andet lige nu?

Altså.

Normal er jeg all in med fædre, der er SÅ meget med i hele fødslen.
Masserer, holder i hånd, opmuntrer og henter saftevand.
Også det der med at heppe med, når vi når til presseperioden – også selvom det nogle gange, kan lyde som om vi er tre – tæt på fire – mennesker, til en MEGET intens fodboldkamp.

“KOM SÅ KOM SÅ KOM SÅ! GODTGODTGODTEGODT!! JAAAAAAAAAAAA! Jeg kan se – jeg kan se… NØØØØØØØØØJ!!! TO PROCENT TIL, SKAT, TO PROCENT TIL!!”

Dér, hvor det bliver… lidt akavet er, når faren så lige pludselig kommer til at råbe noget andet end sin kones navn