– Hvorfor er det, at så snart man rejser udenlands, så er det pludselig en form for luksus at kunne låse døren til toilettet?
– … Og hvorfor er situationen det diametralt modsatte med udlejningsbiler? At man nærmest skal føle sig særligt udvalgt for at kunne åbne den, og ikke blive forundret, hvis den midt i det hele låser sig selv (og dig) inde?
– Meget stolt af nedsat Pepsi Max-forbrug
– Så så man lige mig være voksen og alt det dér
– … Ved nærmere eftertanke: mindre stolt af, at Pepsi Max-forbrug er nedsat omvendt proportionelt med retzina-forbrug
– Heller ikke godt, at jeg nu ved mere end én lejlighed er kommet til at omtale min tante Rosina som Retzina. Freudian slip, much?
– Savner virkelig at gå til kor
– Var afgjort en fejl at tage for givet, at en børnekasket i størrelse 12-14 år ville være fint til en kvinde på 28. Nok passer størrelsen, men den får hoved til at se virkelig mærkeligt og aflangt ud.
– Nok også godt, at jeg fjernede det corny klistermærke med teksten “Young and Cute”
– Er sært stolt over, at jeg og min knaldrøde kærlighed af en knallert kørte de 10 kilometer frem og tilbage til nærmeste turistby i går.
– Var faktisk slet ikke nervøs på noget tidspunkt! Kæmpe fremskridt!
– Det må dermed konkluderes: Donuts ER en god motivationsfaktor.
– De var godt nok udsolgt da jeg kom frem – men det var jo ikke til at vide…
– Hvis jeg var Superman, ville min kryptonit være kombinationen af klæbrigt badetøj og sand. Alternativt manglende eller ekstremt ringe toiletforhold…
– Traditionen tro må jeg erkende at allerede efter ni dage på Korfu, er min midlertidige blodtype Hvidløg+
– Var det egentligt ikke også snart tid til en flaske Rosina? Retzina!
Hvornår mon blodtype bliver normal igen?
Mon jeg når at få en donut på den her ferie?
Og hvis du var Superman, hvad ville din kryptonit så være?
Få mere af hverdagens gråtoner til hverdag, fest og ferie på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT
Forleden skulle jeg på apoteket for at proviantere lidt insulin før afgang til min “halvgræske” fødeø, Korfu.
Det tænkte jeg ikke noget særligt over. Jeg entrerede det aflange lokale med den lange række af betjeningsdiske.
Jeg skar hjemmevant gennem lokalet og trak bippende et nummer i den lille stander.
Først da jeg stod afventende med den tynde papirseddel i hånden, kom jeg til at tænke på, hvordan det var gået, da jeg havde været her for at hente insulin i september…
…
Jeg kom ind på apoteket og gjorde på sin vis præcis det samme.
Der var bare den forskel, at jeg havde skulle trække mig selv op fra sokkeholderne for at cykle de 500 meter hertil.
Jeg følte mig ikke bare træt, men nærmest afkræftet, mens jeg trippende ventede på at blive kaldt til kassen.
Oppe ved disken sank energiniveauet yderligere et par grader, da medarbejderen på den anden side af den mørke træplade proklamerede, at jeg altså havde opbrugt min recept, da jeg hentede insulin sidst.
Jeg sendte hende et langt, tomt blik. Hvorfor var jeg ikke blevet oplyst om det, da jeg hentede insulin sidst?
Hun trak beklagende på skuldrene. Kunne jeg ikke bare ringe til Steno én af dagene og få recepten fornyet?, ville hun vide.
Og jo, det kunne jeg måske godt, men jeg var her jo nu – jeg kunne faktisk ikke rigtig overskue at skulle komme igen. Og telefontiden til de almindelige numre ud til Steno var også lukket for i dag.
Alt dette tænkte jeg inde i mig selv, mens jeg sukkede
“Jooooeh…”
“Ved du hvad,” kvikkede ekspedienten så alligevel op.
“Jeg kan også lige prøve at ringe til dem”
Det ville tage ti minutters tid og hun bad mig om at vente og trak sig tilbage til en fastnettelefon.
Jeg gik lidt rundt og kiggede fraværende på de snorlige reoler, der lovede at være mig behjælpelig med en kur på alt fra neglesvamp og D-vitaminmangel til sprukne hæle og kløe i de nedre regioner.
Da jeg kiggede op igen, havde en anden kunde henvendt sig til “min” ekspedient, og eftersom min sagesløse vandring havde vækket min svimmelhed, tog jeg plads i en stol langs væggen.
I vanens magt trak jeg telefonen frem, og bad instagram om at hjælpe mig af med min kedsomhed.
Desværre gik der kun kort tid, før jeg måtte sande – som jeg havde gjort det mange gange før -, at den gentagende scrollen op og ned på skærmen, i endnu højere grad triggede min svimmelhed.
Mit hoved havde svært ved at finde vater i lokalet. Telefonen stod stille, men skærmbilledet ikke gjorde. Hvad var hvad? Gulvet under mig syntes at vugge som en jolle på en klukkende sø. Lokalet syntes med ét iltfattig og en smule beklumret.
Jeg endte med at lægge telefonen væk, fokusere på et roligt åndedræt og genne mig ind i mine egne – helt lige – tanker. Jeg formanede mig selv, at gulvet var roligt og lige og mine lunger lige så rummelige og funktionsdygtige som de altid havde været.
Således opslugt af tanker og med fokus på de snorlige hylder bag diskene, blev jeg pludselig forstyrret af en stemme, der talte overdrevent langsomt.
“Heeeeeeeeej”
Jeg vendte mig mod lyden og blev helt forskrækket over, at én person stod overraskende tæt på mig og bøjede sig som et langt siv ned i min retning, ligesom når en voksen taler til et barn.
Han fortsatte med at tale langsomt, nærmest drævende med indlagte lidt for lange pauser:
“Er der nooogen, der hjælper diiiig?”
Han lød faktisk lidt som en mindre bemidlet.
“Det er baaare: Du har siddet her meget lææænge.”
Så fik jeg øje på hans navneskilt, og forstod, at han simpelthen arbejdede på apoteket – og at den mindre bemidlede tilsyneladende var mig!
“Ja,” kvækkede jeg, men kunne ikke overskue den forlegne akavede konsekvens, ved at forklare ham, at jeg altså var ganske normal begavet.
“Din kollega derovre er ved at hjælpe mig”
Jeg nikkede over mod kvinden fra tidligere, der lige var ved at runde en ekspedition af. Nu kunne han vel også høre, at selvom jeg måske så bleg og forfløjet ud, så var jeg altså ikke helt fra den.
“Trine?” Pegede han.
“… Hende der øh….?” Han tog sig op til sine øjne og lignede én, der først ville til at kendetegne Trine ud fra hendes skrå asiatiske øjne, men så tog sig i det og i sidste øjeblik rettede det til:
“… Har briller?” Og lavede det internationale brilletegn på sig selv.
“Ja, hende” Bekræftede jeg.
Så gik han over til Trine, som måske/måske ikke – bekræftede, at jeg ikke var en forvirret fremmed, der havde forhutlet sig ind på apoteket og havde slået rod.
Jeg fik i hvert fald min insulin og så kunne jeg da gå hjem.
…
Da jeg stod på apoteket denne aprilformiddag for en uges tid siden, skænkede jeg ikke svimmelheden en eneste tanke. Jeg havde heller ikke skullet skænde på mig selv, for at komme ud af døren og derhen.
Og jeg tror ikke, at noget personale frygtede for min mentale kompabilitet.
Jeg lignede formentligt alle de andre – både dem med neglesvamp, D-vitaminmangel, sprukne hæle og kløe i de nedre regioner.
Jeg kom til at tænke på, hvor meget der så alligevel har ændret sig. Også selvom jeg til tider synes, at der er sket lige lovligt lidt i min tilværelse siden jeg sagde op i december.
Også jeg så sad hernede på smukke, stille Korfu, gik noget nyt op for mig:
Jeg føler mig ikke arbejdsløs længere.
Ikke affødt af jeg tager vagter på fødegangen, men mere fordi jeg ikke føler mig helt så… Håbløs, længere.
Jeg føler mig stadig rodløs, til tider decideret desorienteret, men det afgrundsybe, sorte hul, som på et tidspunkt var det eneste jeg kunne se, når jeg prøvede at forestille mig min fremtid… Dét er væk.
Ikke afløst af noget håndfast, men det er også okay.
Jeg føler mig ikke arbejdsløs længere. Jeg kan stadig gøre nytte.
Jeg føler mig faktisk håbefuld.
Så jeg spørger mig selv:
Er det arbejdsløse eventyr slut nu?
Skal det have et nyt navn eller kommer følelsen tilbage?
Og skal navnet ændres, så er spørgsmålet bare; til hvad?
Se så mange ord havde apotekeren fra september nok ikke lige regnet med at jeg kunne sætte sammen!
Følg hverdagens gråtoner på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPPEN.
– shit, jeg har været uden fast arbejde i tre måneder nu
– kanelsnegle
– Wow, jeg har da egentligt fået ret godt styr på min lejlighed #nomess
– så så man lige mig; en kvinde i rivende udvikling!
– Gud, den uldne trøje i vaskekælderen ligner fuldkommen min!
– … Den rustrøde trøje ligner også min?
– … Og uldstrømpebukserne…?
– føk. Hvornår vaskede jeg sidst uld?
– og hvem har sirligt lagt alt INKLUSIV strømpebukser sirligt sammen??!
– måske ikke rivende udvikling så. Måske bare udvikling.
– Det kan godt gå hen og blivende belastende for min lever, at min drinkselskerbuddy nu har tre måneders orlov.
– Hvis man nu rent hypotetisk startede egen jordemoderbusiness, hvad skulle den så hedde?
– og ville jeg være økonomisk tjekket nok til jordemoderbusiness?
– er trods alt stadigvæk angst hver gang der kommer ny årsopgørelse fra SKAT.
– Hvad? DER KOMMER ÅRSOPGØRELSE FOR SKAT OM NI DAGE??? NI. DAGE?!?
– kan vel ikke være lige så skidt som sidste år, hvor jeg manglede at betale 27.000 kroner. (Ja, antallet af nuller passer desværre)
– Sætter lidt Sam Smith på og drømmer mig væk
– Pissefed gang til kor i tirsdags.
– Ikke helt hvad jeg mente, da lægesekretæren spurgte om jeg ville have tilknyttet en pårørende til mit diabetesforløb og jeg svarede “ellers tak, det er okay” og hun helt tørt svarede “ok. Jeg skriver “INGEN”.”
– kanelsnegle
– måske på tide med et nyt banner øverst på bloggen?
– måske på tide med en ny konkurrence på bloggen?
– hvad?
– universet prøver helt sikkert at afholde mig fra tinder, når det første jeg konsekvent gør, når jeg åbner appen, er at komme til at give SUPERLIKES til gudoghvermand…
– skulle der aldrig være nogen, der bagte en kanelsnegl til mig? Jeg gør det altså ikke selv.
Følg med i hverdagens arbejdsløse gråtoner på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT.
Gammel vin på gamle flasker, I know, men helt ærligt: hvem kan ikke lige overskue en omgang tænkte tanker på sådan en gråtåget fredag eftermiddag?
Så here goes:
– hvorfor går alle mine tanker væk, når jeg går i gang med de her indlæg?
– det er bare PUF! og så er der rungende tomt derinde, hvor hjernen plejede at være.
– og hvorfor er min skridtmåler på mobilen så upålidelig? Den ene dag er jeg gået 8.434 skridt på 3,9 kilometer – den anden dag er jeg gået det samme antal skridt på 6,4 kilometer. Er det muligt, at jeg tager meeeget lange skridt nogle dage???
– har muligvis tømt podcast-appen for ordentlige podcast at lytte til.
– andre end mig, der bare virkelig godt kunne drikke sig rundtosset i bobler?
– har lyst til at råbe til naboerne, at youmusic står på shuffle, når jeg pludselig midt i badet får slynget SKURKENE I RAMASJANG ud for fuld gadaffi. Man bliver tilsyneladende straffet længe for at spille den slags for nevøen.
– glæder mig absurd meget til at kor starter op igen.
– alvorligt talt; nu har både min Shoppelyst og Kærestekikkert sovet i snart flere år, og nu hvor jeg er arbejdsløs, beslutter de begge sig for at vågne igen?! FØK AF for fanden – jeg har egentlig ting nok at fundere over. Og Tinder er jo et selvmål af dimensioner!
– det er formentligt et dårligt tegn, når du viser din far et billede af dig selv, fra for 4 år siden da du blev uddannet jordemoder, og han resolut udbryder: “NEJ!! Hvor var du tynd!”
– ny leveregel: der er altid en grund til at købe blomster. Det er derfor jeg nu svarer “ja”, når blomsterbinderen spørger om det er en gave, hvortil jeg i hovedet tilføjer “til mig selv”
– er man egentlig for gammel med for mange æggestokke til at købe en ps4, når man er en enlig 27-årig kvinde. Som for øvrigt ikke har et fast arbejde?
– det gode ved at være uden fast arbejde, er at jeg er begyndt at tage hjem til mine forældre. Når de ikke er hjemme. De har pejs. Og karbad. Og mad.
– mon folk kan lide dig mindre, når du er arbejdsløs?
– når du prøver at holde masken over for ekspedienten i Stelling, når du havde taget en pakke tuscher uden prismærke og sjusset dig frem til at de måtte koste et par hundrede kroner. Og knøsen siger “det bliver 514 kroner” så skal der fandme bruges grå tusch!
– når jeg lukker øjnene om aftenen, kan jeg ofte se et barnehoved lige et par veer før det bliver født. Så bliver jeg helt varm i maven. Sådan ved du, at du ikke er helt færdig med at være jordemoder.
– mon folk egentlig dømmer dig som loco, når du siger den slags højt?
– og STADIG ikke helt ved, hvor dit liv er på vej hen??
– Anyways, jeg sætter mig hen til mine grå tuscher.
—
følg med i hverdagens gråtoner på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og SNAPPEN.
Efter knap en måneds tavshed spiser jeg jer nu af med en kliché af et blogindlæg – sorry, er åbenbart blevet dén type menneske.
Men altså, helt ærligt; klichéer er jo blevet klichéer af en grund, så måske et nytårsindlæg ikke er så skidt endda.
Det er måske nærmest sundt, det dér med lige at stoppe op og kigge tilbage. Bare engang i mellem, i hvert fald.
Jeg sidder her for engangs skyld ikke med mascaren hængende ned på venstre kind og tømmermændene hvilende på forissen. Min lejlighed ligner ikke lort (for første gang i december) og jeg tager mig ikke til panden med et for føk, hvordan skal jeg nogensinde blive mentalt forberedt på at tage på arbejde igen?
2018 starter med andre ord ret anderledes end årene plejer. Hvilket nok skyldtes, at 2017 heller ikke var et år, der forløb som mine år plejer.
2017 var et år med op- og nedture af de ganske store. Hvis jeg skal være helt ærligt, var en del af dem nedture.
Det kan godt være, at folk applauderede min opsigelse med både mod, rygrad og seriøsitet, men for mig føltes det en stor del af tiden som et nederlag. Som om jeg vendte ryggen til, når jeg burde være blevet.
Nu, hvor det hele er kommet lidt på afstand er jeg dog ikke i tvivl om, at det var det rigtige at gøre for mig.
Jeg begynder at se nogle ting ganske klart.
Jeg ved ikke, hvornår svimmelheden præcis opstod, jeg må bare konstatere, at den i 2017 havde været der så længe, at jeg til sidst kun bemærkede den, når den blev virkelig opfindsom. Når jeg måtte læne mig op ad skrivebordet, selvom jeg sad stille, eller når det føltes som om gangene skrånede nedad.
Det var aldrig et problem når jeg var på arbejde – det var kun et problem når jeg ikke arbejdede, og derfor var det svært for mig, at erkende, at roden til svimmelheden nok alligevel var affødt af de samme rammer, hvor så mange børn fødes. Hvor jeg faktisk følte mig hjemme.
Nu har jeg ikke haft fast arbejde i halvanden måned og selvom svimmelheden af og til besøger mig, så er det nu en sjældenhed og ikke en daglig begivenhed.
Jeg må indrømme, at jeg først var skuffet og næsten vred over, at min krop tog sagen i egen hånd. Jeg syntes, at den svigtede mig, den skide egenrådige krop.
Nu kan jeg godt se, at det var mig, der svigtede den.
Så folkens derude; hvis jeres krop kalder, så lyt! Ellers har den virkelig en særpræget menu, den kan sætte sammen!
Heldigvis er der også noget godt ved at skrabe bunden:
Du finder ud af, hvad der betyder noget og at folk heldigvis kan lide dig, selvom du i øjeblikke føler dig som et blad i vinden. Måske endda et ret råddent blad.
Jeg fik masser af opbakning af både den familie, jeg er født ind i og den vennefamilie, jeg selv har samlet om mig.
Og fra jer.
TAK.
Og så må jeg tilføje, at gode råd aldrig er langt væk:
For eksempel spurgte jeg jer på instagram om jeg skulle melde mig til kor på aftenskolen (fordi jeg i virkeligheden SLET ikke turde) og selvfølgelig gjaldede I ja! og fik sendt mig afsted med masser af god energi.
Og hånden på hjertet; de første fire-seks gange, måtte jeg slæbe mig afsted! Overvejede i lange minutter bare at blive væk – ingen ville jo lægge mærke til at jeg manglede – men fandt gang på gang mig selv stå på en skole på Frederiksberg klokken 17.
Når jeg så gik hjem, så var der sket noget. Jeg var fyldt af en sprudlende energi, melodier, der boblede i mit bryst og som straks måtte afspilles på min mobil.
Nu er tirsdag eftermiddag et fast melodiøst holdepunkt og jeg føler mig som en karakter i Italiensk for Begyndere, for folk er så søde og forskellige fra mig selv – men alligevel bindes vi alle sammen af en uforstilt kærlighed til pop.
Hvad der nu skal ske i 2018 er endnu ret uvist.
Det eneste jeg faktisk ved helt sikkert, er at jeg skal gå til kor igen. Er faktisk allerede tilmeldt den nye sæson.
Arbejdsmæssigt tager jeg indtil videre småjobs her og der.
Overvejer at gøre noget mere ud af det kreative – blandt andet at lave illustrationsarbejde på bestilling.
Overvejer også at tilbyde selvstændigt jordemoderarbejde – privat fødselsforberedelse, supplerende jordemoderkonsultationer eller efterfødselssamtaler, hvem ved?
Og så er jeg efterhånden mere og mere sikker på, at jeg vil skrive en bog.
Men mere om det hele i 2018.
– og så vil jeg bare lige sige, at hvis du (ligesom jeg) synes, at der har været lige lovlig meget lort i 2017, så trøster jeg mig altså med, at min forældres have altid har været mest udbytterig, når min far først havde givet den en ordenligt omgang hønselort.
Så, farvel 2017, din stride satan – nu skal 2018 og jeg ud at blafre med vingerne!
So long! og tak fordi du stadig er her!
Følg hverdagens gråtoner sort på hvidt på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPPEN.
Om en måned er det sidste gang jeg sætter vækkeuret for at stå op på arbejde som fastansat jordemoder. Wow, det er mærkeligt at tænke på.
I det hele taget har denne sensommer/efterår været noget af en rutsjebanetur – og jeg vil sige, at det altså er med god grund, at jeg kun har prøvet Dæmonen én gang!
Og selvom det har været svært og trist at sige op, så er det også noget, der har været under opsejling længe. Noget, som jeg har overvejet grundigt og nøjsomt. Jeg har bare været så optaget af, at min kærlighed til mit fags kerne fortsat bestod, at jeg i lang tid lukkede øjnene for nogle meget håndgribelige realiteter.
Jeg vidste allerede dér, at det var et meget sløjt tegn. Nuvel, Kreativiteten går selvfølgelig sine egne veje, det har jeg altid vidst at man må ligge under for – men ikke på dén måde. Den går ikke så pludseligt, ikke så længe og ikke uden at den oftest giver mig et pift i en anden retning. Hvis jeg ikke kan tegne, kan jeg oftest skrive, hvis jeg ikke kan skrive, kan jeg digte, hvis jeg ikke kan digte, kan jeg synge, men jeg har ikke før prøvet, ikke at kunne noget.
I er stykke tid tænkte jeg, om det overhovedet var det rette at sige op. Det føltes jo grundlæggende forkert, at en beslutning, der kunne gøre mig så ked af det, kunne være en god beslutning.
Men efter et par uger begyndte jeg at se de første tegn på, at det hele nok skulle gå. At det nok skulle blive godt.
Ordene kom tilbage til mig. Energien gjorde det samme. Svimmelheden kommer stadig, men med større mellemrum og knap så voldsomt. Når jeg er på arbejde, så nyder jeg det. Føler mig heldig over at være lige dér, og gøre noget, jeg er god til.
Uvisheden er ikke længere helt så mørk og skræmmende. Den er snarere lokkende. Verden ligger åben og den er min at indtage.
Og så, endelig!, kom Kreativiteten tilbage. Sådan helt tilbage og ikke bare tvunget ud af min hånd og ned på et papir, men flydende og let og fuld af leg.
Det var bare dét, jeg ville sige.
følg med i hverdagens gråtoner sort på hvidt på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT
Navnet er selvfølgelig sortpahvidt
Og har du en mening kan du give den til kende lige her 👇
I mit hoved har jeg formuleret dette indlæg utallige gange før.
Aftener og nætter og morgener mens jeg har vendt og drejet mig i sengen.
Når jeg har kigget mig i spejlet, og været i tvivl om, hvem der egentlig kiggede tilbage.
Hver eneste gang jeg har skrevet om forholdene på mit arbejde.
Jeg har sagt op.
I knap fire år som jordemoder på fødegangen, har jeg set mange kolleger gå, og vidst, at det også en dag ville være mig.
Jeg havde håbet, at der ville være lidt flere år gemt i mig, men faktum er, at mine indre alarmklokker har ringet længe – jeg har bare ikke været klar til at høre dem.
For hvor paradoksalt det end lyder, så elsker jeg faktisk mit arbejde.
Jeg føler mig hjemme på min arbejdsplads – det være sig på en fødestue eller til hjemmefødsel – hvor vejen til verden både er fyldt med rutine og uforudsigelighed.
Jeg nyder både de hurtige fødsler, hvor en verdensborger pludselig melder sin ankomst, så du knap nok når at få handsker på, og de lange, komplicerede forløb, hvor du må bruge alle tricks i bogen for at lokke barnet ud.
Jeg holder af både det menneskelige aspekt og det jordemoderfaglige håndværk.
Jeg kan lide, at gå ned ad de velkendte gange og tænke på hvem og hvad dagen i dag vil byde på.
Desværre er de ellers så velkendte gange så småt begyndt at snurre rundt for mig.
Jeg har ubevidst fjernet mig så meget fra min krop, at den nu kalder på mig, på måder jeg ikke kan overhøre.
Forholdene i svangreomsorgen gør det svært at passe ordentligt på andre – og på sig selv.
For nogen er det tilsyneladende ikke simpel logik, at man ikke vedvarende kan skære to procent ind i en organisme.
For nogen er det muligvis ligefrem overraskende, at uanset hvor stor en organisme det drejer sig om, vil man før eller siden ramme noget vitalt.
I de – ret beset få – år jeg har arbejdet i svangreomsorgen, har jeg set en tydelig forværring i svangreomsorgen til de gravide, fødende og barslende.
Fødselsforberedelsen er skåret ned til et minimum, det samme gør sig gældende med jordemoderbesøgene i graviditeten og hjemmebesøgene efter fødslen er helt væk.
På fødegangen er det tydeligst for mig at mærke resultatet af alle disse “effektiviseringer”, på trods af, at der til sammenligning ikke er blevet skåret så meget her.
Der var i og for sig nok heller ikke så meget at tage af.
Alligevel er én ressource i mangel:
Jordemødre.
Alle dem, der gik.
De, der blev nedslidte og trætte og ikke kunne få familielivet til at gå op.
De, der ikke længere kunne aflastes gennem de funktioner, som nu er sparet væk.
De, der bare fik nok.
Alle de, vi i effektiviseringens navn fik hældt ud med fostervandet.
Dem mangler vi.
Og det har uden tvivl gjort min beslutning om at sige op, nok så meget tungere.
For det giver mig også en gennemgående følelse af svigt og sorg.
At jeg svigter mine kolleger, som hver dag kæmper for at få enderne til at mødes og yder en prisværdig indsats for alle de møder.
At jeg svigter de gravide, fødende og barslende, som jeg gerne vil give den bedste start på forælderskabet.
At jeg svigter alle dem, jeg jo gerne ville være der for.
Men ved at fortsætte, ville jeg et eller andet sted svigte mig selv.
Dybt inde ved jeg også godt, at svigtet kommer langt højere oppe fra.
I de højere luftlag, hvor jeg bliver i tvivl om, om børn bliver til på anderledes vis?
Alle de politikere, der måske nok har lyttet, men ikke har gjort tilstrækkeligt, for at afbøde faldet for vores velfærd – hvilken jordemoder vil I gerne møde?
Hvor mange sko, skal vi stille på Christiansborg for at I tager forholdene i svangreomsorgen (sundhedsvæsenet i det hele taget) alvorligt?
Hvor mange videoer vil I have?
Hvor mange underskrifter skal der til?
Hvis vi spænder jeres bælte ind med to huller hvert år, hvor lang tid vil der så gå, før også I får svært ved at få vejret?
Forstå mig ret, vi mangler ikke jordemødre – vi mangler jordemødre, der kan holde til at være netop dét:
Jordemødre.
Også i det offentlige.
I mange år.
–
Pr. første december træder jeg ud af mine jordemodersko for en stund.
Det var ikke et førstevalg, men et nødvendigt valg.
Hvad der venter forude, vil tiden vise.
Jeg ved bare, at jeg lige nu ikke skal være jordemoder på denne måde – men må finde en anden, der passer til og passer på mig.
Én ting er dog sikkert:
Jeg er jordemoder. Jeg elsker mit fag.
Og det vil jeg blive ved med.
Men at leve af kærlighed og koldsved er simpelthen ikke nok
Følg hverdagens gråtoner på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT.
Og find ud af, om en jordemoder med mange projekter også finder sin rette hylde.
Sort på hvidt.
– Hvor er det heldigt, at jeg slet ikke er nervøs, over at jeg skal til kor
– Jeg har det kun som om jeg skal på en meget lang date med tredive ukendte mennesker på én gang og skal krænge mit inderste (læs min stemme) ud foran dem alle sammen
– Hvad FØK har jeg gang i???
– Eline, stop med at svede. Du skal sgu ikke også være klassens SvendSved
– Okay. Fremme. Find én at tale med. Hvem som helst. Vær indbydende og og ligetil og le en perlende latter. Du. er. SLET. Ikke. Genert.
– Alle der er her er garanteret tusind gange bedre til at synge end mig. Jeg har også skæve bryster. (Hvor er det heldigt, at jeg alle mine komplekser er vågnet op og har besluttet sig for at tage med mig til kor.)
– For helvede. Kom dog ud af din indre monolog og koncentrér dig nu om, hvad hende du fører en samtale med siger!
– Mind mig lige om, hvorfor jeg er her?
– Nåh ja. Jeg elsker at synge. Og jeg elsker pop. Let’s get this party started!
*start-akkorder og lidt opvarmning med at synge på mmmmmm*
– Okay. Okay. Det her kunne godt blive godt.
– Åh nej. Nej. Nejnejnejnej. Ikke bede os om at lave de der dansetrin fra side til side mens vi synger.
– KAN IKKE. Krop kan IKKE rytme.
– Okay. Tag dig sammen. Lav minimale trin fra side til side og lad for Guds skyld VÆR med at komme så meget ud af takt, at du støder ind i din sidemand.
– Undskyld sidemand.
– I det mindste skal vi ikke også knipse.
– ÅH! FOR CRYING OUT LOUD!!!
– Kan man nægte at knipse? Undskylde sig med sjælden sygdom, der umuliggør at lave fingerknips? Diabetes, kan den bruges?!
– SÅ TAG FOR HELVEDE LIGE AT SAMARBEJDE, KROP OG STEMME!
– JAMEN, JEG KAN BARE IKKE BÅDE SYNGE OG DANSE OG KNIPSE!!!!!!
– KAAAAN IKKEEEEE! ER NÆSTEN IMPONERENDE PINLIGT UDE AF TAKT! #UTAKTELINE
*hver gang der er stille og der lyder et knips er det mig*
– Jeg melder mig bare ud igen
– Gudskelov, er vi færdige med opvarmningen.
– Yes. Nu skal vi bare stå stille.
– Fantastisk sangvalg. “Apologize” af OneRepublic
– Wow. Vi lyder faktisk godt sammen.
– Jeg nyder det faktisk, det her.
– Føler mig faktisk så bevæget, at jeg næsten kun frygter at besvime en 6-700 gange. Old habbits die hard, I guess
– Notat til mig selv: skal huske mindre pæne sko og bedre affjedrede sko næste gang #følelsesløsefødder
– Er det allerede slut? Jamen, jeg føler mig faktisk ikke helt færdig endnu…
– It’s too late to apologize, it’s too laaaaaaate
Jeg håber virkelig meget, at vi ikke skal fingerknipse/danse mere, men ellers vil jeg sige, at kor-opstart faktisk var ret fedt.
Næste gang vil jeg måske endda begynde at socialisere med nogen, hvem ved?
Følg med i det og hverdagens gråtoner på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT
Navnet er selvfølgelig Sortpahvidt
– Godt nok lidt ærgerligt, at jeg skal sidde alene på flyet
– Men WUHU! vinduesplads! Så kan jeg i det mindste se den flotte indflyvning (ja, mere voksen er man vel ikke…)
– Obligatorisk køb af make-up (som jeg næsten aldrig får brugt) fra taxfree: ✔️
– Og lige så obligatorisk indkøb af HYGGEKRYDS (man er vel alligevel 80-årig plantedame indvendigt): ✔️
– ….. og vinduespladsen på flyet er så en vægplads (?!?) K E D E L I G T
– Måske der kommer et spændende par at sidde ved siden af? Ham den gamle ønsker sig en svigersøn. Så romantisk anlagt er jeg ikke, men måske man kan håbe på et excentrisk gammelt ægtepar?
– Ungt kærestepar dukker op? Måske et par år yngre end mig – kunne faktisk også ende med at være meget hyggeligt
– Må finde M&Ms frem, mens jeg varmer snakketøjet op. Hvem kan sige nej til M&Ms? (Og mig)
– Første joke faldet grelt til jorden. Kærestepar vender sig væk i afsky.
– Mig og Væg må hygge os sammen, så.
– Kærestepar nu i fuld gang med at håndfodre hinanden med slik, mens de begge ler en perlende og latterligt lykkelig latter. Kaster op i min mund. Væg forholder sig tavst til det hele
– Take-off ➡️ Korfu here we come!
– Er jo egentlig ikke som sådan modstander af tuttenuttede kærestepar. Men når de lægger sig med hovedet i hinandens skød, så…
– Så får jeg lyst til at smølfesparke dem i næseborene
– Har heldigvis min ergonomisk korrekte nakkestøtte og min kryds&tværs… og mit 80årige selv.
– ENDELIG landet! Farvel klammo kærestepar, der toppede med at kilde hinanden som afskedssalut
– Drinks og zzZzzZzz
– Åh Gud. Er så skummetmælksfarvet, at jeg fysisk blænder mig selv. Med solbriller på, that is
– Eftermiddagsdrinks er verdenssss bedsste opsfindelse
– Nu trefarvet; hvid, rød og mere rød. Føk dig, faktor 25
– Har fået så meget hvidløg at min blodtype er tzatziki
– Kommer. Aldrig. Hjem
– Og dog. Har jo mine planter at tænke på
– Og kommer Kreativiteten aldrig tilbage? Aldrig?
– Rimelig godt klaret at glemme kontaktlinser derhjemme. Særligt når jeg har så meget bygningsfejl, at jeg ikke kan skelne min mor fra et vejskilt. Godt man har gode venner til at sende den slags forglemmelser
– Ny blodtype: saltvand, gin og lemonade
– Og fredag nat går turen hjem igen.
– Mon jeg er så heldig at sidde ved siden af nogen som bare sover?
– Vil nødig anholdes i Kastrup under overskriften UNGGAMMEL SINGLEKVINDE GÅR AMOK PÅ FLY: FORSPISER SIG I CHIPS OG LAMMETÆVER FORELSKET PAR MED HYGGEKRYDS MED ORDENE “JEG VOLDBRÆKKER MIG!”
– … Anyways, hvis I hører om det, så ved I hvem det drejer sig om
– Spørgsmålet er, skal det være havsalt eller sour cream & onion?
…
– Retzinadronningen over and out!
følg hverdagens gråtoner på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT.
