Er du klar til at falde ned fra sofaen?
Find lige en pude frem:
I dag var jeg oppe og svømme.
Klokken kvart i syv.
Jep.
OM MORGENEN!

Da uret tikkede 06.45 stod jeg ude foran sundbybadet.
Skal jeg være ærlig, så følte jeg mig – allerede inden kroppen havde været i kontakt med så meget som en dråbe vand – helt ubeskriveligt sej.
Okay, faktisk følte jeg mig som en helt.
Superhelt.

Jeg troede, at jeg havde regnet det hele ud.
HVEM står op og svømmer på så ukristeligt tidspunkt?
Ja, ikke de gamle damer, der ligger der og søber rundt og spærrer for det hele.
Heller ikke de gravide, som man så nødigt vil forveksles med.

Jeg så for mig, hvordan jeg skar mig igennem vandet, bane for bane, helt alene og så gennemsyret sej.

Men ak, nu ved jeg, hvem der står op og svømmer på sådan et ukristeligt tidspunkt:
SUPERSTRÆBERSVØMMERNE
Som jeg FYI ikke lige tilhører.
Jeg prøvede, at lege, at jeg var en del af klubben.
Men jeg havde hverken badehætte eller næseklemme.

Og så er man vist bare generelt udelukket fra de sejes klub, når éns badedragt ikke har påklistret ADIDAS eller NIKE, men derimod er pyntet med frynser…

Jeg tror, at jeg optog de gamle damers plads i svømmehals-hierarkiet.

Jeg kunne jo godt gå rundt og stresse over den der bachelor.
Og det gør jeg egentlig også.
Én af mine medstuderendes underbevidsthed stresser så meget over den, at hun adskillige nætter i træk, har drømt at vi skulle aflevere dagen efter eller at noget var fuldstændigt galt.

Sådan er min underbevidsthed ikke.
Slet ikke.
Den stresser over noget lidt længere ude i fremtiden – og naturligvis på en noget mere kreativ og syret måde.

I nat drømte jeg for eksempel, at jeg var færdig. Og arbejdede som det der jordemoder.
Så langt, så godt.
Den canadiske hjemmefødsel lurer åbenbart stadig derinde et sted, for jeg var i hvert fald blevet hjemmefødselsjordemoder.
Stadig ok.

Nu kom vi så til den fødende – for hvem var hun egentlig?
Det ene øjeblik befandt hun sig i køkkenet, det næste øjeblik på stuegulvet.
Og så kunne min underbevidsthed ikke finde om vi skulle kalde hende Anja eller Charlotte, så det skiftede, og det gjorde mig i drømmen meget tynget – for hvilken jordemoder ved ikke om det fødende hedder Anja eller Charlotte?

Nåh, men det virkelig mærkelige skete først nu, for pludselig befandt jeg mig på en fødegang, der mest af alt mindede om mit gamle fysik/kemi-undervisningslokale.
Her mødte jeg så min onkel og tante.

Min onkel var gravid og skulle føde.

Og det eneste jeg i drømmen studsede over, var at vi havde fået nye håndscannere…

Kom i tanke om, at efter at have været i kontakt med et sygehusvæsen uden for Europa, skal man podes for en bestemt bakteriegruppe, før man valser tilbage til det danske.

Ville egentlig tjekke, om det var noget, jeg kunne få gjort hos egen læge, da jeg alligevel skal kaste flere hundrede kroner efter en lægeerklæring for at få fornyet mit kørekort snart.
Må vel hellere lige indskyde her (mine indlæg om bilkørsel taget i betragtning), at jeg altså ikke skal have kørekort fornyet, fordi jeg har påkørt nogen…

Nåh, men så sad jeg dér og søgte information om podningen på nettet, og faldt så pludseligt over podningssteder.
Ja, ja det giver vel sig selv, tænkte jeg.
Troede ikke rigtigt, at jeg kunne blive overrasket, men læste så videre:
“Podningssteder: svælget, næsen…”

Ved ikke med andre, men på de fødestuer jeg opholder mig på, plejer det at være den fødende og ikke jordemoderen, der går rundt med numsen bar…

Alle ved, at ud af alle faser der findes i forbindelse med opgaveskrivning, så er opstartsfasen den absolut mest frustrerende.
Og for de, der lykkeligt har glemt det, kommer her en lille genopfriskning til hukommelsen.

Åh.
I dag gik jeg i gang med bacheloren.
Eller forsøgte.
Mens jeg prøvede at samle både Hr. og fru Hjernecelle, Selvdisciplinen og de kloge tanker foran min computer, besluttede Hjernen åbenbart at gå i sort.

Og når Hjernen går i sort, kommer de andre frem.
Alle komplekserne.
Der var de åbenlyse og selvfølgelige, der råbte VED DU OVERHOVEDET HVAD DU LAVER? og de lidt mere kreative i stil med DIN GARDEROBE LIGNER NOGET DER HAR BRÆKKET SIG UD OVER SIG SELV – OG HVORFOR HAR DU IKKE BH PÅ??
Det værste er, at med alderen lader det til at de formerer sig!

Men er der nogensinde nogle, der går?
Og vi mangler jo stadig at skrive de resterende fyrre sider af den der bachelor.

… Og så har jeg lige opdaget, at kompleksskiltet hvor der skulle stå DU HAR SKÆVE BRYSTER, til forveksling kunne ligne det siger DU HAR SKÆVE LYSTER…

Vi har jo rundet emnet generthed før.
Lad mig give en opsummering – jeg tackler det ikke altid lige pænt på egen krop.
Særligt kan jeg blive overrumplet i selskab med venners venner, for man vil jo for fanden gerne vise, at man ikke er inviteret med ved en tilfældighed – og at ens veninde har ikke dårlig venindedømmekraft…

Nåh, men i fredags var jeg ude med nogle fra mit studie.
Der gik øl og små grønne i den.
Og forbi kom nogle af de andres venner.
Og så gik jeg pludselig fra at være fuld af ord til at være larmende tavs.
Det blev ikke bedre, da den ene veninde – som jeg aldrig har mødt før – pludseligt ud af det tavse blå og gennem musikken brøler:

Jamen, hvad skal et stakkels genert menneske SÅ stille op?
Nu lagde samtalen ligesom op til, at jeg skulle komme op med en kæk bemærkning eller en grinagtig anekdote.
Det eneste jeg kunne komme i tanke om var, at jeg den aften ved en fejl var gået ud på herretoilettet og først havde opdaget det, da jeg stod ansigt til ansigt med pissoiret – og måtte sværge på, at det ikke var fordi jeg var fuld, men at dametoilettet rent faktisk LÅ dér, sidst jeg var ude og tisse… For jeg havde jo ikke været på den bar i et par måneder.

Og jeg syntes alligevel ikke helt, at vi var på toilet-anekdote-fod endnu.
Men det måtte vi jo så blive.

Måske er jeg bare verdens mest upassende menneske?

I går var jeg til housewarming hos en gammel folkeskolekammerat og hans kæreste.

Det er sjovt med gamle venner, der har kendt én helt tilbage fra dengang man var den heldige indehaver af togskinner, diddle-penalhus og i seks glorværdige måneder var blandt klassens højeste piger.
Åh ja, gamle venner.

Det var faktisk ikke engang før jeg i dag kom hjem til mine forældre, at jeg blev mindet om, at vi i en periode faktisk ikke var venner.
SLET ikke venner.

Jeg skal ikke kunne sige, hvornår det vendte, men faktum er, at jeg for et par år siden fandt en gammel notesbog, hvori jeg havde skrevet små ‘gode’ råd til mig selv.
Jeg har vel været ti/elleve år, så flere af disse uundværlige gode råd, var i kategorien ‘lad være med at græde, når du bliver sur’.

Jeg kan faktisk stadig se mig selv for mig.
Siddende dér på loftet i lyset fra en standerlampe og med notesbogen i skødet og grifle med kuglepennen

Og der i bogen, har jeg så engang med min fine, koncentrerede håndskrift skrevet:

“DU SKAL IKKE LYTTE TIL ALT, HVAD FOLK SIGER.
SLET IKKE TIL [folkeskolekammerats navn], DEN IDIOT.”
Kan ikke regne ud, hvordan idiot-prædikatet forsvandt, men må blot konkludere, at jeg en dag skiftede mening.
Personligt hører jeg dog stadig til gruppen ‘små piger, store meninger’. Gammelklog på den bombastiske måde.

Det handler om at køre bil.
Igen.
Jeg tror ikke, at det er noget, jeg kommer til at gøre mere.
Hvorfor? Spørger du.
Jo, altså…

…mine forældre har været ude at rejse de sidste to uger, og i den anledning har jeg været hus-, kat- og bilpasser.
Det er jo ikke fordi, jeg har kørt København flad eller noget, men har dog alligevel klemt mig tiere ind på førersædet i de fjorten dage, end jeg normalt gør på et år.
Og jeg har lavet de obligatoriske “kan-ikke-finde-bak-gear”- og “hov-der-var-vist-gult”-fejl.
Men okay, jeg har taget det cool.
Ikke noget med panisk stemmeføring og forvoldelse af kobling og gearkasse.
Og jeg kunne mærke, at når jeg tænkte på at sætte mig bag rattet, steg min puls kun til hundredeogsyvogtredive og ikke længere til tohundredeogti…

Men så i går var sidste køre-prøvelse i denne omgang:
Hente forældre i lufthavnen.
Jeg bliver altid ekstra pirrelig, når jeg kører med mine forældre (min far skal helst sidde bagved og bare tie stille) for de vil det jo så godt, men gør mig bare mere nervøs med deres råd og kommentarer…
Nåh, men det gik såmænd fint.
Bevares, der var måske et gult lys, hvor jeg valgte speeder i stedet for bremse og en udkørsel af rundkørsel, der ikke var heeeelt pæn, men alligevel.

Da vi næsten var hjemme, nåede stemningen i bilen nærmest ekstatiske højder.
Der var klapsalver og forhelligende ord om at jeg jo SAGTENS kan køre bil, kørte så fint så fint og at jeg jo ganske enkelt bare havde køre-komplekser og så videre og så videre.

Men så kommer vi til det allersidste sving (et venstre-sving i et trafikeret kryds) inden vi er fremme.
Og en modkørende bilist som skulle lige ud, lægger an til at tage den over for meget gult, men skifter mening i sidste øjeblik, og så ender jeg med at gå i stå i andet gear.
Fuldkommen midt i krydset.
De får de grønt i modsatte retning og mens nogen i bilen råber DU ER I ANDET GEAR og en anden DU ER GÅET I STÅ og jeg kan høre min gamle kørelærer brøle HVAD FANDEN SKER DER FOR DIG, ELINE??! og alt muligt andet, føler jeg det som hele verden er vidne til hvad der må være historiens mest ubelejlige mental meltdown…
Og jeg drejer på nøglebundter og gearstænger og tæsker løs på pedalerne i FULDstændig vilkårlig rækkefølge.
Det må være de længste sekunder i mit liv, hvor biler må krænge sig uden om mig, før vores bil med et forskrækket sæt kommer i gang og vi kommer hjem.

Aldrig er en bil blevet forladt i så intens stilhed.
Lige nu tror jeg aldrig, at jeg hopper ind på sindssygesædet igen…
Som i aldrig.

… Når man taler i telefon med nogen, der har fået liiidt mere ud af dagen end dig?

Og man prøver at få sin dag til at lyde lidt mere produktiv, end den egentlig er?
Måske opdigter man også lidt gøremål.
Bare så man ikke behøver at sige, at det eneste man i dag har udrettet, er at synge i badet og finde en ny yndlingsserie på netflix…

Mange vil måske sige, at man ved, at man er blevet voksen, når man har fået børn eller selv bestemmer om man må drikke sodavand til morgenmad.
Eller man tager sig selv i at erklære, at der var langt mere kvalitet i disney-sjov, da man så det sidst.
Det er helt forkert.
Den egentlige forskel ligger i drømmerierne.
Da jeg var barn, lød det sådan her:

Et mulighedernes land, hvor ingen vidste, hvad der kunne ske.
Der ligger selvfølgelig en vis ironi i, at jeg kun med nød og næppe sneg mig op til at måle lidt over halvanden meter – og må man så overhovedet kalde sig stor?
Men jeg drømmer stadig.
Men nu lyder drømmerierne sådan her:

Stadig et drømmeland med uanede muligheder – men med (for tiden) meget lange udsigter…

I dag kom dagen, hvor jeg startede på den absolut sidste del af uddannelsen.
Da den tanke slog mig i går, forestillede jeg mig, at det ville føles sådan svagt anderledes.

Altså, I ved, trompetfanfarer og folk, der jublede og hujede, når jeg kom ud af lejligheden.
Fræse afsted til studiet med raketfart og festfyrværkeri og regnbuer.
Hovedet fyldt med kloge tanker og skidegode ideer.
Så, tænkte jeg, nu skal der satme nye boller på suppen!
Frem med Selvdisciplinen, skoletasken og op på hesten igen – modul 14 here I come!

Nåh, men den eneste fanfare jeg fik i morges, var den aldeles hæslige ringetone min mobil alarmerer med.
Det tog rekordlang tid at komme i skole.
Og det kloge hoved?
Det kunne ikke engang finde ud af at aflæse et skema.
Jeg kom i teorien for sent, og undrede mig højlydt over, at alle var kommet i skole i SÅ god tid?

Så kom jeg i tanke om, at jeg skal til at skrive opgave igen.

Og nu regner det og mit iderige hoved er tomt.