Funderer over “fortsættelse”

Kom hjem og var på vej i seng.
Troede, at alt var fryd og gammen.
Men kom så til at åbne postkassen.
Skulle jeg aldrig have gjort.

Sikke en masse kuverter, den gode postmand har beriget mig med! Var min første tanke.
Men kuverterne var tykke.
Og var fra min insisterende ven “Betalingsservice”.
Som man give – trods alt – forstår at lave dine kommende betalinger til en sand cliffhanger.

Kom hjem og var på vej i seng.
Men nu ligger der to fuldfede kuverter fulde af regninger og stirrer på mig.
Har kun hørt om Joey fra Venner, der var nødt til at få tilsendt sine regninger i to kuverter.
Og det var altså i den periode, hvor han blandt andet havde købt en glaspapegøje og en gigantisk porcelænshund.
Så vidt jeg ved, ligger min last blot i at have bygningsfejl på begge øjne og være afhængig af internettet…
Hvor køber man monstro en naturtro mosaikmusvåge?
… og den der butler, så han kan åbne min cliffhangerpost?

Det bedste gartner-barn

I anledning af den her skønne solskinsdag har jeg fået forårskuller og har begivet mig ud i mine forældres have bevæbnet med en kold cola og lidt lækker musik.

Forældrene selv er netop ved at bane sig vej tilbage fra en uges ferie i vores sydlandshjem, og jeg har haft påtaget mig det betroede hverv at være hus-, kat-, fugle- og plante-passer.
Og det var lige præcis med denne kasket på, mens jeg gik og slog græs, at jeg kom i tanke om en anekdote, der på trods af sin alder, simpelthen er for god til at lade være med at dele…

Det må have været en seks år siden, dengang jeg endnu boede hjemme, og mine forældre var (meget lig i dag) netop vendt hjem fra en uges ferie, hvor jeg havde holdt skansen herhjemme.
Det var det spæde forår, og som solen kastede sine stråler over mine forældres mangefarvede have, besluttede jeg, at jeg ville gøre lidt godt for vores fugle og min far;
Jeg ville luge det værste ukrudt – fuglene elsker at spise det, og min far ville være fri for arbejdet.

Jeg begav mig ud i haven, og ved nærmere inspektion må jeg indrømme, at jeg blev en smule skuffet over min fars evner (eller måske dovenskab?) i bedene – der var virkelig meget ukrudt.
Det havde bare fået lov at gro, her, der og allevegne og flere steder var det endda blevet ret omfangsrigt. Det var på bedste gartnerslang ved at kvæle de øvrige planter.
Det afskrækkede mig dog ikke.
Jeg skulle nok give min gode fader en hånd med den overvældende opgave.

Så i løbet af den uge, hvor foråret troligt lokkede mig ud i bedene, gik jeg lige så troligt til værks rundt i haven.
Og så kom mine forældre hjem.
Jeg husker helt tydeligt, hvordan min far stod og kiggede ind igennem volieret på fuglene, der var skriggrønne om næbbene af alt det ukrudt jeg havde fodret dem med.

Det var netop i dette øjeblik, at jeg kaldte på ham med ordene:
“Prøv at se, far, hvor meget ukrudt jeg har fundet til dem!”
Og stolt viste en kæmpe håndfuld frem mod ham.
Han fik et lidt… overrasket? mærkeligt? udtryk i ansigtet, men kom sig tilsyndeladende hurtigt over sin overvældelse af min arbejdsomhed.
Imponeret, var han.
Smilede og sagde:
“Det er flot, skat.”
Jeg smilede tilbage og drillede ham lidt:
“Far, et øjeblik så du så sjov ud i hovedet, at jeg troede du ville sige, at det ikke var ukrudt!” Grinede jeg.
Far grinede ikke, lagde bare ansigtet i de rette overbærende folder og sagde så:
“Det er det heller ikke – det er mine valmuer!”

… så i dag – seks år efter – har jeg kun slået græs.
Det ved man ligesom, hvad er…

Mon man har råd til butler på jordemoderløn?

Nogle gange – efter at have brugt mestendelen af mine vågne timer på at tage hånd om andre – kan jeg godt trænge til, at der også var nogen, der tog lidt hånd om mig.

Om ikke andet, så bare sådan at der var noget i køleskabet, jeg gad spise, når jeg vågnede.
Eller som gad rydde op efter de nisser, der bliver ved med at kaste rundt med alt mit tøj og rode i hele hytten, mens jeg sover…

Man tror, at intet kan vække én i bussen efter en nattevagt

… eller det skulle da lige være, hvis én eller anden rent hypotetisk kom til at slå en lille prut.
Og herefter opdager, at hun ikke ligger hjemme i sin seng, men derimod sidder og savler op af busruden.
Opdager desuden, at jo ikke sidder i en mennesketom bus.
At alle andre ikke kan høre den musik, hun har i ørerne.
Men derimod nok hørte den der prut…

Karma, nogle gange er du virkelig en kælling.

En ærlig sag

Man må ikke lyve.

Så kort kan det siges.
Men det er jo løgn.

Der er masser af gange, hvor man faktisk HELST skal lyve.
Nogle gange af høflighed (“Tak for gaven, jeg har altid været helt tosset med karrygul!”)
Nogle gange rent strategisk (“Kan nok først i næste uge – har supertravlt!”)
Nogle gange for at trøste andre (“Alle har da prøvet at gå rundt med sin kjole siddende fast i sine strømpebukser! ALLE!!”)
Nogle gange for at trøste sig selv (“Jeg er enmeterogtres, ja.”)

Overordnet set kan alle de dersens løgne inddeles i en lille løgnertrappe, hvor de nederste trin er de hvide løgne, man stikker for at gøre andre glade.
Des højere op vi bevæger os, des mere bliver løgnen et værktøj, der anvendes til egen vindings skyld eller ligefrem for at gøre andre ilde til mode.
Se nedenstående eksempler:

Ud fra denne – helt videnskabeligt korrekte – model er jeg kommet frem til, at det er helt i orden at lyve fra tid til anden, når blot det er en velmenende, lille, hvid løgn.
Problemet er, at den ene løgn har det med at blive afløst af den næste – og lige pludselig er man den største, lille lystløgner verden har set!
Se bare, hvad jeg fik rodet mig ud i på arbejdet i går…

Faren: “hvor mange børn har du så taget imod? Tusind?”

(Her er det rigtige svar 15. Men det klinger meget hult ved siden af tusind.
Har jo også taget imod 47 som studerende, såeh… og man må vel godt runde op, ikk’?)

Mig: “nej, nej, ikke endnu. Jeg har vel taget imod… ethundrede…”

Moren efter en ve: “Ethundrede? Jamen, hvor længe har du været jordemoder?”

(Her er det rigtige svar to måneder. Men det kan jeg jo ikke sige, nu hvor jeg pludselig har taget imod mine første hundrede børn… Men jeg var jo JORDEMODER(studerende) tre et halvt år forinden, ikk’?)

Mig: “Puuh… åh… jamen det er vist… (Regner dårligt under tidspres)… to-tre år nu…”

Faren: “To-tre år? Jamen hvor gammel er du?”

(Her er det rigtige svar 24. Måske skulle jeg bare have sagt det, men jeg følte mig forpligtet til at gå planken ud med min nye identitet; DeMangeBørnOgLøgner-Eline…)

Mig: “ÅååÅh, jamen jeg er jo… (Regn, Eline, regn, for helvede!) Jeg havde fødselsdag for nyligt, så skal lige vænne mig til at sige det… 26 år!”

Faren: “HOLD nu op! Så må du da være fløjet gennem skolen!”

Mig: “Hov! Nu må jeg vist hellere hente *etellerrandomogligegyldigt*, som vi mangler fra depotet. Er straks tilbage!”

Løgne – selv de små, kan pludselig få dig meget vidt omkring!
(Også ud i depotet for at kunne skifte samtaleemne…)

På den måde er det jo faktisk slet ikke mit ansvar

Helt frem til mine sene teenage-år var jeg faktisk ikke typen, der sov specielt længe.
Da jeg startede med at læse, kunne jeg ikke engang finde ud af tage en lur ud på eftermiddagen.
Uanset hvor tiltrængt den var.

Men så skete der noget.
Jeg fik arbejde.
Og pludselig kunne jeg sove.
Hele tiden.
Altid.

Efter nattevagterne sover jeg måske 6 timer.
Og det er vel egentligt ganske fornuftigt og sundt og alt det dér.
Særligt, hvis jeg forinden har været oppe i 24 timer.

Men i denne uge, hvor jeg har haft aftenvagter, er der sket noget.
Jeg har haft en ret energikrævende periode, så har tænkt, at jeg skulle have lov til at sove igennem.

Og det har jeg så gjort.
Jeg har sovet som en bevidstløs, uden at drømme, uden at vågne, når jeg vendte mig i sengen, uden fornemmelse for hverken tid eller sted.
Når jeg vågner, fortumlet og forvirret har jeg stirret på et ur, der skreg klokken 12.32 tibage i hovedet på mig!

Jeg har dog en teori om, at det er fordi min arbejdshest lige har skullet lære hvordan og hvor længe den må trække stikket ud.

Sværger på, at det er dét, der ligge bag…

Mit tungeste skyts

Jeg er et… ret spekulativt menneske.
Så spekulativt, at jeg vel har været omkring de elleve år, da jeg lærte ordets betydning, stod op om aftenen og traskede ned i stuen til mine forældre og bekendtgjorde:
“Jeg kan ikke sove. Jeg spekulerer.”

Jeg spekulerede på alt muligt.
Kunne man glemme at trække vejret, når man faldt i søvn?
Kunne blinde virkelig ikke få lov til at køre bil?
Hvor mange træer i regnskoven blev fældet netop nu?
Havde jeg egentlig ikke glemt at lave lektier til matematik?

Som jeg blev ældre blev jeg bedre og bedre til ikke at spekulere unødvendigt.
Desuden fandt jeg ud af, hvilke strategier, der virkede, når jeg gik sådan rundt og spekulerede.

Og nu er jeg pludselig voksen.
Bor alene i egen lejlighed og har pensionsopsparing, holder i hænder og griber børn.
Og man skulle tro, at jeg havde mit helt eget mantra mod spekulationernes spind.

Det har jeg også.
Jeg har bare brug for, at det er en anden, der siger det

Verdens bedste journalnotat

Åh, ja, så handler det om det igen.
De obligatoriske fodfejl.
De dyre lærepenge.

Sådan hér er ens hukommelse klokken 08.00 om morgenen, hvor anæstesilægen netop er kommet til at lukke dit journalnotat.
Som du ikke har fået gemt.
Hvilket betyder, at du nu skal rekonstruere de sidste fire og en halv times dokumentation.
Piece of mothercake…

Bliver for fremtiden hysterisk trykker-gem-hele-tiden-mens-jeg-ryster-på-hænderne-og-siger-du-gisper-bare jordemoder-type.

“Du skal da bare sige noget!”

Var hos tandlægen i dag.
Som den glade forhenværende indehaver af togskinner, har jeg nemlig et stykke ståltråd siddende bag mine fortænder, som ved særlige lejligheder har det med at løsrive sig for at få sit eget liv.
Hvilket gør mit liv – med måltider og samtaler – noget besværligt…
Og så må vi en tur til tandlægen for at få sat skik på mundtøjet.

Men åh, det der tandlægenoget.
Jeg er ikke så god til det.
Kender ikke etiketten.
Er generelt meget snakkesalig, så bliver altid i tvivl om, hvornår jeg skal holde kæft og åbne munden.
Gør altid én eller begge dele for sent.
Og i dag fandt jeg så ud af, at nogle tandlæger slet ikke finder det nødvendigt, at man stopper med at snakke.
Som om man kan lade være med det, når det føles som de er ved at stikke alt inventar fra rummet ned i svælget på dig, mens de langsomt men sikkert fylder din mundhule med vand?
Nogle gange bliver jeg i hvert fald i tvivl, om jeg er til tandlægen eller frivilligt er gået med til noget kinesisk vandtortur?

Men tandlægen i dag var mægtigt sød.
Hun forstod ligesom bare ikke, at jeg føler mig ret åndssvag, når jeg bliver nødsaget til at smalltalke, når samtlige personer tilstede (med undtagelse af mig selv) står med deres hænder i min mund?
Jeg mener bare; prøv lige at sige “Amagerbrogade”, mens du har to sterainlys og en opvaskesvamp i kæften – så ved du nogenlunde, hvor udfordret jeg var!
Når jeg åbner munden, foretrækker jeg ligesom bare at være stille, og koncentrere mig om at synke badebassinet uden at blive kvalt.
Vil ikke være besværlig – vil bare have det overstået.

Men ok, der er måske noget, man godt kan påpege…

Bryster mig lidt mindre nu

Jeg er typen, der godt kan lide at bryste mig af, at jeg er helt utroligt lærenem.
Jeg dummer mig meget og ofte.
Men ÅH, når først jeg har begået en fejl én gang – så er det nok!
Så tager jeg ved lære, og gør det aldrig igen. Aldrig.

Det er sådan noget, jeg siger til mig selv, når jeg står og charmerer mig selv og mit spejlbillede.
Og det plejer at være ganske sandt…

I går havde jeg så mit første kejsersnit som jordemoder.
Det er absolut ingen hemmelighed, at jeg har et yderst anstrengt forhold til operationsstuen, som med sit skarpe lys, intense bip-lyde og mange ting man bestemt ikke må røre, appelerer til alt, der kan stresse mig.
Jeg er heller ikke sådan særligt god til at stå og stirre ned i nogens maveregion.
Helst prøver jeg diskret at fokusere på noget andet – men for Guds skyld ikke min puls eller mit åndedræt! – og tænker mig et andet sted hen, hvor sveden ikke snor sig ned ad min ryg, og hvor jeg står helt afslappet uden at låse i knæene…

Nåh, men det var jo det dér kejsersnit.
Det begyndte allerede skidt, da personalet insisterede på, at jeg skulle have grønt operationstøj på indenunder den sterile påklædning.
Det var jeg altså ikke blevet bedt om før.
Og jeg havde ikke tid til at klæde sådan rigtigt om, så jeg endte med at have det grønne tøj uden på min uniform.
Jeg behøver slet ingen grund til at svede ved et kejsersnit – så pludselig at være iklædt tre lag tøj var et klart startsignal til svedkirtlerne om at igangsætte højproduktionstilstanden sådan cirka tre et halvt sekund efter jeg trådte ind på operationsstuen.

Jeg havde husket min rookie-mistake fra mit første kejsersnit (læs her, hvis du ikke kan huske det http://sortpaahvidt.tumblr.com/post/21863869658/kejsersnit-og-kropsklaustrofobi).
Den der maske skulle i hvert fald ikke være ved at tage livet af mig igen.
Jeg bandt den derfor løst og nænsomt om mit lille svedplettede hoved.
Men ak.
Jeg var kun lige kommet ud til det øvrige personale, da fejltagelsen gik op for mig.
Udefra så det ellers ret tilforladeligt ud

Men sandheden var, at masken nu sad så løst, at den på én eller anden måde bevægede sig mere og mere op i mine øjne, når jeg blinkede.
Jeg havde givet mig selv omvendte sky-klapper på. Mit udsyn nedadtil var mere end bare begrænset – det var ikke-eksisterende!

Og da jeg havde sterile handske på, måtte jeg ikke rette på den – for så var jeg jo ikke steril mere!
We’re good, Eline, beroligede jeg mig selv.
Du skal jo alligevel ikke kigge på dine fødder, alt foregår jo ret højt oppe i forhold til hvor lav du er.
Når bare du ikke skal tage stilling noget der foregår under en højde af 1,40, så skal det nok gå…

Men så kom der en venlig operationssygeplejerske hen til mig.
“Nu skal jeg hjælpe med at lukke dig i ryggen” kvidrede hun.
“sådan! Så hvis du bare lige tager fat i snoren ved din hofte, så er du klar om lidt.”
Føk.
Kiggede ned.
Direkte i min maske.
Jeg kunne ikke se en skid.
Måtte gå til bekendelse.
“Ej… øhm. Undskyld, men det er mit første kejsersnit, og jeg har vist bundet min maske for løst…” begyndte jeg.
“Kan du ikke rette på min maske? Kære operationssygeplejerske, jeg er helt blind…”

Så nu ved jeg, at man ikke skal binde sin maske for stramt men absolut heller ikke for løst – men hvor mange af livets lektier mangler jeg så endnu at lære?
Og er det godt eller skidt, at der er mange, der siger, at de kan huske mig fra jeg var studerende?