For tiden har jeg god tid til at skrive herinde.
Min hverdag er heller ikke en kedelig gråmasse af sammenklistrede tanker længere.
Jeg mødes med veninder og venner, fordyber mig i én eller anden form for fremtid og får min del af både rosé og fede fødsler – dog ikke på samme tid, forstås.

Men så snart jeg beslutter mig for at sætte mig til tastaturet, så stirrer jeg tomt på skærmen og tager mig selv i at tænke

HVAD FØK PLEJEDE JEG AT SKRIVE HERINDE?

Jeg mener bare: jeg oplever hverken mere eller mindre end jeg gjorde i sin tid, da ordene sprøjtede ud af mine fingre, så hvorfor kommer de ikke?
Jeg føler mig ikke længere hverken stresset eller udtømt, så helt ærligt; ham Kreativiteten må gerne komme igen.
Jeg har prøvet at lokke ham til mig med ferier, frie tøjler, små tegninger og jeg-lever-bedre-uden-dig attituden.
Indtil videre uden resultat.
Det er vitterligt ikke uden grund, at jeg omtaler Kreativiteten som en Ham, for boy oh boy, den opfører sig som en umulig scoring.
Det eneste jeg ved med sikkerhed er, at det hverken nytter at græde eller skabe sig – sådan er der altså ikke nogen, der er særligt attraktive.

Og så! Som du bedst tænker, at du klarer dig fint og at du måske endda er videre, ja, at du måske skal til at gå til pileflet i stedet – bum! – så dukker han op.

Charmerende og irriterende selvsikker står han i døren og tager for givet, at du bare lukker ham ind.
Altid når du dybest set var på vej et andet sted hen – nærmere betegnet din seng – og efterlader dig i det evige dilemma:

Lukke ham ind og spolere din nattesøvn eller få ham til at love at han kommer igen i morgen.
Jeg er efterhånden gammel i gårde i vores katten-efter-musen-leg og derfor ved jeg, at det vil udspille sig på én af tre følgende måder:

1) Jeg tegner til langt ud på natten.
Måske var ideen faktisk bedre om natten, og jeg ender med ikke at have noget reelt færdigt produkt. Måske tænker jeg endda “hvad fanden er det her?”, når jeg ser på det i morgenens klare lys.

2) Jeg laver en aftale med Kreativiteten om, at han bliver hængende til i morgen. Vi laver måske endda en skriftlig aftale om, hvad det drejede sig om. Men næste morgen vågner jeg til en rungende tom lejlighed og ditto tomt hoved, og kigger på en seddel hvor der bare står

SLUTNINGEN PÅ HOW I MET YOUR MOTHER

uden jeg har den fjerneste anelse om, hvad dét skulle betyde.

3)  Jeg tegner. Men ikke til langt ud på natten. Bare til et par timer efter almindelig sengetid.
Men næste morgen er Han alligevel væk – og man sidder tilbage med utilfredsstillende “nwhah”-følelse, og et blogindlæg som dét her. Og hvor den person på tegningen jeg lavede i nat, er mere vellykket end den jeg lavede i eftermiddag.

Åh for crying out loud.
Mænd og Kreativitet.
Hverken helt til at leve med eller uden for tiden!

Er jeres Kreativiteter, Arbejdsmoraler, Energiniveauer og Madlavningsambitioner også mænd?
Kan I leve med flere indlæg – måske uden besøg af undertegnedes Kreativitet – for at jeg kan komme i “skriveform” igen?
Og kan jeg?

Anyways; god weekend.
Med eller uden mænd.

Følg med på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT.
Navnet er som altid
Sortpahvidt

– og skynd jer så ud i solen!

Altså, idiot på en måde, hvor den ikke bare brøler CHIPS! så snart du har bekendtgjort en fornuftig, ny livstil, men på sådan en helt gennemført narrøvsmåde?

Sådan er min hjerne.
Fuldkommen uberegnelig og usympatisk.
Når jeg har allermest brug for den, så synes den lige pludselig, at den skal være Danmarks nye stand-up komiker, og står og jonglerer med bananer, mens du vil sige noget kløgtigt.
Og når jeg så virkelig står og mangler en god replik eller anekdote, så er den skredet på pause eller står bare og trækker på skuldrene og mimer IKKE MIT PROBLEM

Allerværst er den dog i dating-situationer.
Mere specifikt:
Præ-dating-situationer:

Og det er selvfølgelig hjernens stikord til at sætte ind med hidtil ukendte kunster

De har aldrig været der før og vil aldrig være der siden, men nu har det lykkes hjernen at plante et usikkerheden frø.

Og det spirer.

Åh. Hvor det spirer.

Og så ruller bølgen

Og man prøver, at tale sig selv til fornuft

Og det er selvfølgelig nytteløst. For det er for fanden hjernen, der bestemmer

Så du kan bare stå dér.
Og sende dig selv nervøse blikke i spejlet.
Afmægtig og afventende.
Og grue for, hvad hjernen har gemt til sidst.
Og vente på, at den giver dig et vederstyggeligt spark i nyrerne.
Det er jo den, der bestemmer for pokker!

og så kommer den

Trumfen:

Og sådan ved du, at din hjerne er en stor, fed idiot.

Læs mere om idioti, hjernegambleri, jordemoderi og hverdagens grå sti –> Følg bloggen på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT

… Og sig mig så:
Er din hjerne også en idiot?

Oh. Holy. Føk.

Af én eller anden grund er jeg blevet spurgt meget til mit kærlighedsliv efter jeg kom hjem fra Grønland.
Ved ikke, om det er fordi venner og veninder forestillede sig, at jeg ville møde en masse spændende mænd deroppe.
I så tilfælde må jeg skuffe og sige, at mandeudvalget var ret … Petit. Altså, på en måde hvor jeg – efter jeg kom retur – nærmest ikke har kunnet tage tre stop med 5A uden at tænke “hold da lige min underkæbe, her er mange pæne mænd!” Og har misset mit stoppested af bar betagelse.

Anyhow, når jeg har sagt, at der ikke var så meget at berette på dén front, har samtalen hver gang taget en foruroligende retning og næste gang veninden/vennen åbnede munden, var det for at spørge:
“Skal du så på Tinder?”
Og jeg har blankt svaret:
“NEJ! Det orker jeg simpelthen ikke! Jeg kan faktisk godt lide ikke at være omgivet af mærkelige mænd (eftersom det er det eneste jeg tiltrækker)”
Og så har dén skuffe ligesom været lukket.

Men altså, så sad jeg jo alligevel i søndags og kedede mig lidt.
Med morgenhår og hængebryster og tænkte:
“Hvad mangler min kedelige morgen? Tindermænd!”
og 1-2-3 havde jeg fandme hentet app’en igen.
Og der var så.man.ge.pæ.ne.mæ.nd!
Og hov, på under ti minutter havde jeg et match og en ny besked.
Føk, tænkte jeg. Det var jo egentligt ikke fordi jeg orkede at interagere  med nogen… Men okay, nu havde der siddet én eller anden derude bag en skærm og gjort sig umage og skrevet til mig.
Hvad kunne der ske?
Og er det ikke noget med at tænke carpe diem og alt det der?

Men altså, efter tre beskeder fik jeg en mærkværdig beretning om, hvordan det lykkedes ham at score på sin sidste ferie.
Jeg havde ikke skrevet noget, der overhovedet kunne lægge op til dét.
Øh, okay, tænkte jeg.
Han må vist lige have haft en lille absence dér. Eller glemt at han taler med en potentiel date? Kan man monstro have nervøs munddiarré på skrift? Er det dét, der er sket?
Men så tikkede en ny besked ind (jeg nåede ikke at svare på det første… hvad svarer man i øvrigt på dét??) hvor han tilføjede, at han virkelig glædede sig til at blive far og endda havde forslag til børnenavne!
Ej, nu bliver det altså lige en tand for mærkeligt, resonerede jeg. Skrev, at jeg altså ikke lige gik rundt og tænkte på børnenavne…
Simultant med at endnu(!!) en besked ramte min indbakke:
“Skal vi ikke skrive sammen over SMS i stedet?”

Helt paf over denne fremturen (frembusheden og hastigheden i datingverdenen var tilsyneladende blevet skruet op gevaldigt op på frie måneder!) gjorde jeg noget, jeg er meget lidt stolt over at indrømme:

Jeg slettede simpelthen kontakten.
Altså, I ved på samme måde som hvis du sad og så en virkelig voldsom gyserfilm, hvor hovedpersonen bliver knivstukket og med blodet spruttende ud af halsen og øjnene forsøger at klare skærene. Hvor det simpelthen bliver så for meget at være vidne til, at du uden at tænke over det, bare griber fjernbetjeningen og med en vis lettelse slukker for den hårrejsende, tåkrummende affære.
Det gjorde jeg altså.
Og hvem ved, måske sad der i virkeligheden en fyr og grinede over at skrive de mest mærkelige ting til fremmede personer og se hvor meget de kunne rumme?
Måske han tog pis på folk.
Måske jeg slet ikke skulle have dårlig samvittighed?

…

Jeg tog fejl.
Selvfølgelig gjorde jeg det.
For der gik kun cirka fire timer, så lå der en beskedanmodning på min FACEBOOK (!!?!??!! I’m not shitting!) med den anklagende ordlyd:

“Hvorfor fjernede du mig på tinder?”

Og jeg redigerede mentalt min indre mande-tjekliste endnu en gang.
Den har ændret sig en del gennem årene.

Se bare her:

2008

2017

Så er spørgsmålene bare som følger:
Skal man blive ved på tinder?
Googler alle sig frem til hinandens facebookprofiler??
HVAD var de navneforslag???

Og til jer, der er i lykkelige forhold:
Praise yourselves – it’s a jungle out there!
… Og hvor mødte I hinanden??

Følg med på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT for flere af hverdagens gråtoner, datingkatastrofer og tankespind.
Sort på hvidt.

Åh, altså, den kærlighed.
Lige så sukkersød den kan være, når to og to giver fem, lige så bitter og  hård kan den være, når den ikke er gengældt.

Det sidste måtte stakkels Bob sande i dag.

Han sneg sig ind i mit liv ganske ubemærket og med en næsten beundringsværdig selvfølgelighed.
Lige dér midt i mit ferieparadis.
Selvsikkert og uden egentlig at gøre særlig meget væsen af sig, troppede han op… Ikke på mit dørtrin, men på mit badeværelse.
Stod bare dér med sine store, brune øjne – og kunne ikke tales til fornuft om, at en kvinde altså har brug for lidt privatliv.

… I har vel regnet ud, at Bob ikke er fyr, ikk’?

Bob er det store, glinsende lyserøde firben, der tog bo på mit badeværelse på Korfu.
Han blev uden tvivl mægtig glad, den aften han opdagede, at hans lille ungkarlehybel fik besøg af ikke bare én, men TO dejlige damer.
Nemlig; mig og min mor.
Straks kastede han sin kærlighed på os begge – hvem elsker ikke lyden af en angsttissende dame, hva’?

Nåh, men vi prøvede at tage Bobs kærlighed med et gran salt.
Vi slog vinduerne op på vid gab og – nu kan jeg jo kun tale på egne vegne – messede med en glasursød stemme:

“Bob. Bob, smut nu ud af vinduet. Farvel, farvel, Bob.”

Men han sad bare dér og gloede på damerne.
Og dét blev han ved med.

Da vi kom hjem fra stranden i dag, hujede min mor først ude fra toilettet:
“JuhuuUuuu! Bob er smuttet!”
Men kort efter tilføjede hun så:
“… Eller. Nej. Nu sidder han i loftet lige over toilettet…”

Og til de, der ikke har haft fornøjelsen at støde på lyserøde firben (faktisk er de gennemsigtige, så man kan se deres organer – jep, “klamt” er ikke engang helt dækkende!), kan jeg afsløre, at udover at være mega klammo, så er de også pisseutilregnelige.
Altså, på en måde, hvor du ikke aner – eller fatter – hvor de spurter hen i næste øjeblik.
Det er i hvert fald ikke en tilfældighed, at de er udrydningstruede, for de kan finde på at løbe direkte ind i en dørsprække, der er ved at lukke – for så at blive mast til pandekager.

Men altså, med dén viden i baghovedet, var der ikke en jordisk chance for, at jeg ville sætte mig og tisse med risikoen for at få en flyvende hjernedød gekko i hovedet!
Nødplan måtte iværksættes.
Hvordan får man en gekko til at forstå, at man altså ikke elsker den?
At man ikke engang vil være venner?
Men bare vil være i føking fred mens man tisser?

Planen vi bryggede var simpel:
1)Tage fiskenet
2)Tage kost
3)Få lyserødt firben/gekko/Bob til at falde ned i fiskenet med kost
4)Smide lyserødt firben/gekko/Bob ud i naturen
og hvis alt andet svigtede, så i hvert fald bare
A)IKKE KOMME TIL AT SLÅ BOB IHJEL
Ja, hvem sagde naturmennesker, jeg spørger bare!

Nu ville jeg jo gerne kunne fortælle jer, at både min mor og jeg er voksne mennesker – selvstændige kvinder – der ikke lader sig kue af sådan en smule klistret krybdyr og at vi tog det med ophøjet ro. At vi ganske enkelt gjorde det sterotype kvinder-er-så-hysteriske billede til skamme og ikke ønskede bare det mindste, at min far var der, så han kunne tage ansvaret for at slippe af med vores ufrivillige beundrer.
Men sagen er den, at vi på trods af Bobs åbenlyse kærlighed, var ret bange for ham. Altså på grund af stalker-tendensen, hvor man ikke ved om han pludselig løber hen mod dig med en løftet kniv/taber halen…

Hurtig som en ninja trak min mor jeg-holder-bare-kosten-kortet, og supplerede beredvilligt med, at hun jo kører bilen, fordi jeg ikke tør.
“Jaja,” sagde hun.
“Jeg gør nok ikke så meget. Men jeg går da med som moralsk støtte. Og måske skriger jeg lidt.”
Således opmuntret greb hun kosten og jeg fiskenettet (punkt 1 og 2) og begav os mod det Bob-inficerede badeværelse…

Bob sad og plirrede dovent med det ene øje, da vi kom ind.
Måske håbede han, at vi skulle høre Lady GaGa ligesom da jeg børstede tænder i morges, måske var han bare begejstret for, at begge damer var kommet for at besøge ham.

I hvert fald skete der følgende, da vi prøvede at gennemføre punkt nummer 3 i vores *host! * skudsikre plan:
Jeg førte nettet op under Bob og min mor pirkede nervøst med kosten.
Bob skreg “NÆÆÆÆÆÆÆH dog! BESØG – FEDEST !!!” Gav slip på væggen og susede lige forbi nettet og ned til os på gulvet.

(Indsæt selv lyden af højrøstede panikhikstende hvin. Se for dig flaksende arme. Tilføj til dit mentale billede et firben, der spurter tværs over gulvet mod to skrigende kvinder med fiskenet og koste i hænderne. Fuldend dette sceneri med, at én af damerne (min mor) springer ind i vores brusekabine. Med kost og hele molevitten)

Tilbage stod jeg og lige dele viftede med fiskenettet og udstødte hvin, som gør min “selvstændige kvinde”-side forlegen.
Bob var nu meget forvirret. Ville meget gerne have et kram. Eller måske mærke mine nybarberede ben.
Jeg ville bare meget gerne ikke komme til at komme i nærkontakt med ham. Risikoen for at én af os ville dø af et fysisk sammenstød, var mere end sandsynligt, vurderede jeg.
Og hvad hvis han smed sin hale midt i det hele??
Han fór hen over gulvet, så lidt op af væggen – og jeg og mit blå fiskenet fulgte både bange og overivrigt efter, men lidt som om Nik & Jay dikterede hvordan: “Lad mig se dig frem og tilbage, fra siden til siden. Lad mig se dig gå op og så ned, kom nu bliv ved”
Snart efter – spørg mig ikke hvordan – lå Bob i mit net, levende og alt muligt!
Med en energi jeg ikke troede mulig, slyngede jeg nettet ud af det åbne vindue og – vups!- var Bob væk.

Aldrig er et vindue blevet lukket så allerhelvedes hurtigt. Ej heller så hermetisk.

Rygterne vil nemlig vide, at Bobs slægt er meget nært knyttede til de steder de kaster deres kærlighed på…
Så smider du dem ud, kommer de gerne igen. Og igen. Og…

Åh Gud, tror ikke jeg orker endnu et break up med Bob!

…

Vil du høre om Bob kommer tilbage, om jeg får flere dyrevenner på min ferie eller om min nogensinde får farve på mine skinneben, kan du følge bloggen på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN ooog SNAPCHAT. Så får du meget mere af hverdagens gråtoner i dit news feed

En gang for ikke så længe siden, da jeg beklagede mig over, at jeg udelukkende dater mærkelige mænd, åbnede en veninde mine øjne med ordene:

“Har du overvejet, at du dater mærkelige mænd, fordi du simpelthen selv er mærkelig??”

Auch, den sved!
Men gav også stof til eftertanke, for okay, jeg er generelt meget nem at tale med… men nogen drømmedate er jeg måske næppe!
Bered jer, for her kommer listen…

Ting, jeg åh gud har gjort på en date:

– kommet for sent, fordi jeg fór vild… øh, på vesterbro

– spildt en ordentlig klat guacamole ned mellem brysterne (og ja, på første date!)

– faldet i sneen, da mine sko havde helt glatte såler (men de var jo pæne!)

– fået seks vinglas af min date, samme aften som jeg havde besluttet, at vi ikke skulle ses mere (uanset hvad jeg sagde, ville han ikke have glassene igen) Jeg sender ham derfor en lille tanke, hver gang jeg drikker vin

– drukket mig selv under bordet, fordi jeg var sikker på, at mænd og kvinder kunne drikke lige meget.

– volddyppet en vaniljecremesfyldt filodejsfætter i soya, fordi jeg troede, at det var en forårsrulle (og ja, slugte den første bid i stilhed)

– spurgt hvornår det var han skulle til Island (og dét var så fyren jeg havde datet før ham, der skulle til Island…)

– kommet til at fortælle, at jeg havde en blog fordi jeg “elsker ord“??!

– talt alt for meget om mit jordemoderarbejde. (Sætningen “man skal ikke gamble med andre menneskers underliv“, hører bare ikke hjemme på en date)

– været bange for ikke at kunne genkende gutten, som jeg mødte en våd aften i byen

– gået hjem i strømpesokker, fordi jeg insisterede på at have nogle sko på der gnavede – men endnu engang; de var pæne!

– spist mere end min date. Altså, meget mere.

– givet et forkert telefonnummer (sværger; det var ikke med vilje!)

– afslået at han kom forbi til kaffe med ordene “mit hjem er så rodet, at jeg knap nok selv tør være der…”

… Og helt sikkert en HEL masse andet crap.
Åh ja, det kan godt være, at jeg har datet en masse mærkelige mænd, men okay – de har sgu også alle sammen datet mig. Op til flere gange.
Det fortjener de fleste af dem faktisk lidt en medalje for!

…

Vil du have mere, mere, mere kan du følge bloggen på FACEBOOK, INSTAGRAM og/eller BLOGLOVIN og få endnu flere af hverdagens gråtoner lige ind i dit news feed.

Truth be told: dette er ikke min datinghistorie, men derimod min anonyme venindes. Selvom jeg generelt siger, at jeg altid formår at date de mærkeligste mænd – så vil jeg faktisk gå så langt som til at sige, at min veninde med denne historie har overhalet mig indenom! Med flere armslængder!

For vi er da enige om, at når man dater, så er der visse regler, er der ikke? Herregud, der er faktisk ret mange af dem:
Hvem-skriver-og-hvornår-reglerne
Hvor-mange-minutter-må-man-være-forsinket-reglerne
Hvem-skal-betale-reglerne
Hvornår-præsenteres-man-for-vennerne-reglerne
Hvor-åben-må-du-være-omkring-din-stalking-af-ham/hende-på-de-sociale-medier-reglerne
Og jeg kunne blive ved…

Men fælles for alle de ovenstående regler er, at jeg oplever de er til stor debat, de skubbes og forrykkes med tiden eller med den person du daters temperament og personlighed.

Men ét regelsæt i datingverdenen er i mine øjne indiskutabelt:
TOILETREGLERNE
Og hér vil jeg så tillade mig, at springe over til min venindes anekdote.

Hun havde set ham et par gange, og alt tegnede godt.
Det hele var selvfølgelig stadig dugfriskt og på det stadie, hvor man virkelig er ved at lære hinanden at kende.
Men altså, vi er da enige om, at man ikke behøver, at kende hinanden indgående på dette tidspunkt, er vi ikke?
Der må vel være grænser?

Men som min veninde denne dag måtte sande, så er de grænser åbenbart meget forskellige – også når det kommer til de mere private sager…

For dér sad hun inde i stuen i sin lille, hyggelige toværelseslejlighed, da ham her daten, måtte forlade hende for at gå på toilettet.
Og bedst som hun sad dér, havde hun faktisk frit udsyn til badeværelsesdøren, og måtte lige blinke et par gange, for at være sikker på, at hun så rigtigt;
Hendes date havde glemt at lukke døren!

… og jeg ved godt, hvad du sidder og tænker nu. Det virkelig væsentlige spørgsmål, som ikke er til at komme udenom:

BIMMELIM?
eller
BUMMELUM?

Og ja, desværre.
Bumme-føking-lumme!

Men som den pæne og anstændige pige min veninde er, gik hun hen og reddede den stakkels date fra en skammens toiletbesøg – og det er så hér, det virkelige mærkelige for alvor begynder:
Daten var helt uforstående – han havde ikke lukket døren med vilje!
Og der for var hans reaktion da også:

Hvad siger man så?

Jo tak, der er faktisk situationer på cirka tredje date, hvor det faktisk er helt okay, nej faktisk er at foretrække, at man ikke kan høre hvad hinanden siger eller laver!
Forventer man ikke at blive præsenteret for folks venner, før man (om overhovedet) får førstehåndskendskab til indholdet af deres toiletbesøg?? (indsæt selv alverdens chokerede emojis)
Jeg mener bare, vi ved da godt, at tja… shit happens, og man vil da helst sætte sit tarmsystem på standby på en date, men skulle naturen virkelig kalde, er det så ikke noget med at fore kummen og hoste højt nogle gange?
ELLER SOM MINIMUM LUKKE DØREN??

Jeg ved ikke, hvordan min veninde fik sneget sig ud af dén misere, jeg ved bare, at hvis dét jeg ledte efter i et forhold var putning på sofaen og lejlighedsvise stunder, mens den ene skider – så kunne man da lige så godt give op og blive kattedame med det samme!

Hvad siger I – har I datet en lortemand eller -dame? Eller nogen, der er værre?

…

Hvis du vil stalke, så hop over og følg med på FACEBOOK eller INSTAGRAM

Det var fredag og frokosttid.

Solen skinnede, der var forår i luften og selvom jeg havde havde haft travlt, var jeg i et fortræffeligt humør. Jeg var på vej fra kantinen over til jordemodercentret med en – okay lad mig være ærlig – svingende portion pulled pork. Ej men altså, bare fordi man er kvinde, kan man vel godt være inkarneret kødæder, kan man ikke?

Nåh, men bedst som jeg går dér og glor på genspejlingen af mig selv i ruderne (ja, det gør vi da alle sammen, ikk’?), og tænker, at man da nærmest allerede kan se, at jeg gav mig selv tæsk med min impulsindkøbte kettlebell i går… får jeg øje på en anden.
En anden, der rent ud sagt også glor.
Jeg overvejer først, om han måske bare glor på sig selv, men så må han vist være ualmindeligt skeløjet. Nej, han glor. På mig.
Jeg spekulerer lidt på om det monstro er min mandeportion eller mine kettlebell-ben han beundrer, og synes faktisk at uanset hvad, så er det sgu lidt mærkeligt.
Det var da alle mødres første formaning, at man ikke må gå og glo på fremmede, var det ikke?
Eftersom han blev ved, blev jeg lidt paranoid. Jeg havde lige siddet i fire timer og talt med gravide – havde jeg svedpletter under armene eller en tandpastaplet i panden?

Ligesom jeg skulle til at dreje op mod jordemodercentret, stoppede han mig så og spurgte:

Jeg blev ærlig talt noget paf. Og tænkte, at de der kettlebells godt nok havde en hurtig effekt!
Egentlig vurderede jeg, at der ikke var det store potentiale. For det første fordi han nok var en ti-femten år ældre end mig og for det andet fordi han typemæssigt lå langt væk fra de mænd, jeg ellers bliver tiltrukket af.

Men altså, han var sgu modig. Og jeg var som sagt paf.
Og så tænkte jeg Nåh ja, en kop kaffe kan vel ikke skade, vel?
Og derfor endte jeg med at sige ja tak.
Folk skal jo honoreres for deres mod, skal de ikke? Tænk sådan at være blevet interesseret i en pige og så bare gøre noget ved sagen? Sådan helt spontant – Respekt!

Jeg blev dog en smule loren, da han allerede i det sekund jeg havde givet mit nummer, spurgte om jeg kunne komme med et forslag til hvornår vi skulle ses.
Altså, jeg havde lige talt med og booket aftaler for syv gravide – jeg vidste knap nok hvilken ugedag vi havde! Og både hoved og mave skreg efter min tallerken med pulled pork.
Jeg sagde, at det vidste jeg ikke, men nu havde han jo mit nummer, så kunne vi se…

Lidt euforisk delte jeg min overraskelse over spontane mænd på facebook. Der gik lige præcis en halv time, så havde en dusin kvinder hujet over impulsive mænd, men en enkelt havde også skrevet: “Det var vel ikke den creepy gartner?”
Notat til mig selv: hvis noget virker for godt til at være sandt, så er det det muligvis også!
Det viste sig nemlig, at den mystiske gartner var knap så spontan, som jeg troede. Han gik simpelthen rundt og metodisk spurgte kvinder ud på denne måde!
Uden at jeg havde fortalt hvordan min spontane date var gået til, kunne min kollega nemlig fortælle hvordan selv samme mand med selv samme ord havde spurgt hende ud på præcis samme måde. Flere gange. Sidste gang da hun var højgravid!
Hm, så gik lidt af luften sgu af dén ballon!

Det er selvfølgelig helt forventeligt, at mænd har inviteret andre kvinder ud før, og det synes jeg da er helt fint. Men hvis man begynder at få tilnavne, så må man sgu ændre taktik. Eller som minimum finde på en ny replik.

Jeg endte derfor med at takke pænt nej tak men tak for tilbuddet til dén kop kaffe.
Jeg ville ellers gerne have omfavnet hverdagens spontanitet lidt mere.
Men det kræver selvfølgelig, at spontaniteten jo er spontan!

Hvad siger I?
Var det ikke mærkeligt, eller er jeg bare blevet sippet på mine gamle dage?

…

Du kan følge bloggen og hverdagens gråtoner på FACEBOOK og/eller INSTAGRAM

(FORTSAT – her kan du læse del 1 og del 2)

Efterspillet

Efter alle dates kommer det naturlige efterspil.
Hvad nu?
Med mindre daten har været lodret forfærdelig, og man er helt afklaret med aldrig at skulle dele så meget som den samme forklumrede luft igen, vil der uundgåeligt melde sig et par spørgsmål eller tre.

Hvem skal skrive nu? Hvornår skal man skrive? Og hvad skal man skrive?

Efter mandagsstævnemødet havde jeg to begivenhedsrige dage. Udover de planer jeg selv var herre over, gik min veninde nemlig i fødsel. Vi havde aftalt, at jeg skulle være jordemoder, så da telefonen ringede klokken 01.23 natten til onsdag, stod jeg op, fandt det nærmeste sæt tøj og begav mig mod Hvidovres Fødeafdeling med sommerfuglene baskende i maven. Men det er selvfølgelig en anden fortælling, som I måske får en dag.
Any who, jeg kom hjem onsdag formiddag og havde en planlagt tolvtimers nattevagt klokken 19.30 samme dag, så jeg rullede mig sammen i min seng og sov en urolig og voldsomt drømmefyldt søvn.

Da jeg vågnede, slog det mig, at hvis daten og jeg skulle ses igen, så syntes jeg, at det var et passende tidspunkt at skrive på.
I ligestillingens navn – og da han jo allerede havde taget en chance og spurgt om vi skulle drikke kaffe hos mig sidst – skrev jeg altså først.

Jeg skrev naturligvis tak for sidst, det var hyggeligt og så videre og fortalte, at jeg havde haft en travl nat, hvor jeg havde været inde og tage imod et vennepars barn, hvilket jeg syntes var ret stort. Og så spurgte jeg selvfølgelig hvordan han havde det.

Jeg hørte ikke noget samme aften.
Fair nok.
Man kan være optaget, vil have god tid til at sende et ordentligt svar eller måske bare ikke virke overivrig.

Næste dag hørte jeg heller ikke noget.
Det syntes jeg måske emmede lidt af ligegyldighed. Han havde trods alt haft sin mobil liggende fremme på vores date, så han slog mig ikke som typen, der var mobilfjern og ikke tjekkede den hyppigt.
Måske var han bare ikke interesseret?
Men altså, han havde jo forsøgt at invitere sig selv hjem sidst. Måske var han bare meget bange for at virke overivrig.

Tredje dag skrev han sent om aftenen.
Han havde været syg – mandeinfluenza, som han formulerede det – hvordan havde jeg det?
Jeg syntes, at det lugtede lidt. Hvis man er syg, har man da netop god tid til at stene på mobilen. Men altså, nu havde han jo alligevel svaret. Jeg tænkte, at jeg ikke fik noget ud af at være snerpet, lod tvivlen komme ham til gode, og tog humoren i brug.
Jeg svarede. Jaja, okay… Dagen efter.
Jeg skrev lidt om hvad jeg havde lavet, og spurgte hvordan prognosen var for mandeinfluenza? Om man overlever den slags?

Tre dage efter havde han ikke svaret, og jeg besluttede, at det her var en åndssvagt langtrukken dialog jeg på ingen måde orkede.

Jeg tænkte, at han tydeligvis ikke var særlig interesseret – og det var jo heller ikke fordi mine hjerteklapper bimlede og bamlede. Men hvis han var så uinteresseret, at han ikke gad svare, hvorfor så ikke bare skrive det i første omgang? Tak, men nej tak?
Måske forstår jeg mig bare ikke på de skrevne mediers strategi, men hvorfor skal det være sådan en demonstration i utilgængelighed, når man skriver sammen?

På den anden side; han kan jo også være død af den der mandeinfluenza.

Anyways, føler mig ret færdig med Tinder.
…
*kigger ned på mobilen*
…
Nogle der kan anbefale Happn?

…

Du kan følge bloggen på FACEBOOK eller INSTAGRAM

Det gik med et eftertrykkeligt gys op for mig, at jeg ikke var på en date sidste år.

365 dage og ikke en eneste af deres timer brugt på med svedige håndflader at praktisere den mystiske kunst at veje et andet menneskes kærestepotentiale.

Det er for så vidt helt okay – men sådan skal det her år ikke være. Sgu.

Derfor lavede jeg en glidende tackling på Tinder og gik i gang med at komme i form. Swipe-form. Dating-form.
Billeder fløj til højre og venstre (okay, mest venstre…), men jeg endte da med at falde i snak med én og efter lidt snak frem og tilbage, aftalte vi at mødes. Mandag. Klokken 20. Én øl. Hvor galt kunne det gå?

Mandag
Vågner tidligt.
Planen er simpel:
Skal ud og bytte en fødselsdagsgave. En herlig anledning til at friske dating-garderoben lidt op! Skal have: nyt tøj, der dækker de kritiske zoner (lår, numse, mave, overarme og dobbelthager) og fremhæver de ikke-kritiske (hvad er tilbage? Bryster og ankler, vist nok) lidt ny øjenskygge og måske et par sko med hæle, der er til at håndtere.
Så er planen, at jeg skal hjem og lave dejlig, let aftensmad (så jeg ikke bliver fuld af at lugte til en øl)
Herefter i bad og på mirakuløs vis føle mig lækker fra inderst til yderst på cirka en time.
Høre kitchy popmusik, som gør mig i godt humør på empower-yourself-woman-måden.
Danse lidt for mig selv
Så på date.
Sparke røv og brilliere

Men ak, planen går helt skævt! Selvfølgelig.

11.05 Ankommer til Fields

11.07 Går målrettet gennem svingdørene. Har I nogensinde set en kvinde på mission, Amager? Hun ser sådan her ud! *Afspil for indre øre Eye of the Tiger* Dum. dumdumdum. Dum. dum. dum. dumdumDUUM!

11.08 … og sådan her ser Missiondamen ud, når hun må fortsætte ud igennem svingdørene fordi brandalarmen er gået og beder alle forlade bygningen omgående

11.15 Venter da bare på at alarmen afblæses

11.20 Men fryser

11.27 Føk det. Jeg smutter. Har masser af tid til at finde alternativ plan

11.45 SMS fra date

11.46 Om vi kan mødes lidt før? (har instinktivt lyst til at skrive nej for helvede, jeg har faktisk en vigtig tidsplan i lækkerhed, der allerede er skredet!, men det dér spontanitet siger mændene jo, at de godt kan lide, såeh…)

12.00 Date rykket til klokken 15-ish. Så har vi sgu pludselig travlt. Må opgive shopping og hjem og grave i skabet

12.30 En bums? Den var der i hvert fald ikke i morges? Hvordan er det muligt? Føk dig, Moder Natur.

… et brusebad, en deroute tur/retur i mit klædeskab og et par ivrige popsange senere står jeg foran spejlet og siger til mig selv, at sådan en date, det er sgu ikke noget at blive nervøs for! Jeg kan da snakke alle et øre af! … men, åh, er det nu også godt?

Jeg ned ad mig selv, tager et par dybe suk og minder mig selv om, at det da umuligt kan blive en dårligere første date end dengang med Bedstemoren Med De Amputerede Ben – og så off we go!

FORTSÆTTES

…

Vil du ikke gå glip af fortsættelsen, vil du stalke, stene eller overspringshandle, kan du følge bloggen på FACEBOOK eller INSTAGRAM

Okay.
Vi kender det jo allesammen godt.
Altså, os, der er single eller har været det.

Når man står dér. Et eller andet sted i det offentlige rum. Det kan være supermarkedet, biblioteket, bussen eller den gustne bodega. Med ret stor sandsynlighed er det faktisk den gustne bodega.
Nåh, men du står der. Og så får du øje på ham.

Du gør dig til på den der helt særligt diskrete måde, hvor din kropsholdning ser fuldstændig afslappet og tiltrækkende ud, mens du i virkeligheden vinkler hofterne, lette venstre fods hæl en smule fra gulvet og giver dig flotte lægge, mens du suger maven ind.
Fra artiklerne i damebladene ved du, at du bør holde øjenkontakten i to sekunder længere end det er naturligt, men i praksis har du næsten ikke nerver til at holde blikket i kun to sekunder. Du vil hellere slå det ned, og gribe hårdt fast om din øl og drikke til du har fundet modet i bunden af flasken.
Og så sker dét, der ellers kun sker i film…

… han kigger op, fanger mit blik og sender mig et par øjne, der ikke er til at aflæse. Han smiler. Rejser sig fra sin plads og går med beslutsomme skridt i min retning. Nej, ikke bare i min retning – direkte hen i mod mig.
Han krydser dansegulvet selvsikkert og helt sikkert beruset, smiler stadig mens han nærmer sig målet.
Det er mig…

Og så går vi lige over til en anden situation. Jeg skal nok vende tilbage til Manden i Baren igen. Jeg lover.
Nåh, næste setting er på mit ungdomsarbejde. Jeg var tjener på en restaturant i tivoli, det var travlt men sjovt arbejde og man mødte masser af mennesker på kryds og tværs af afdelinger.
Kantinen deltes afdelingerne om, og uanset hvornår man fik sin “frokost”pause, var der altid masser af mennesker.
En dag sker det så igen. Filmøjeblikket. Bortset fra at jeg overhovedet ikke havde set eller lagt mærke til den unge mand, før han stod få meter fra mig og med et par lange skridt pludselig er lige foran mig, hiver mig ind til sig i en kæmpe omfavnelse og siger:

Tilbage til Manden i Baren.

Han ser ikke på mine veninder, han hilser ikke da han kommer over til vores bord. Han bryder lige ind i vores samtale og siger:
“Dig kender jeg!” Det var dog den mærkeligste pick-up-line, jeg har hørt.
Jeg kigger forundret tilbage. Formår tydeligvis ikke at gribe bolden og siger:
“Men, altså, jeg kender ikke dig.”
“Jo”
“Nej.”
“Jo!”
“Nej!”
“Jo. Gik du ikke på *nævner min folkeskole*?”
“Øh. Jo.” Nu meget mystificeret. Husker tilsyneladende intet fra mine folkeskoleår
“Ja! Ja, jeg hedder Morten. Jeg gik et par klasser over dig…”
“… Der ringer ingen klokke…”
“Ej, men JO! Hedder du ikke ….” 

(Tilbage til Krammefyren fra Kantinen)

“A-a Amalie?” Siger han da han ser mit forbløffede ansigt
“Du er jo ikke Amalie!”
“Nej, det er helt rigtigt opfanget. Jeg er hendes lillesøster”

Så ja, lige når jeg tror, at jeg besidder mystiske mande-magnet-evner, viser det sig, at det bare er fordi min søster har en stor omgangskreds.
Vi er hverken tvillinger eller født med ellever måneders mellemrum, vi er bare begge to små, brunhårede og med fregner. Og det er tilsyneladende nok til at forvirre venner – men selvfølgelig aldrig veninder.
Jeg kan aldrig finde ud af, hvem det er mest pinligt for, når jeg bliver krammet af mænd, jeg ikke kender. Jeg ender altid med at stå og sige ting som “det skal du slet ikke tænke på”, “Vi ligner også hinanden meget (lidt)”, “Det var jo et dejligt øh kram” og “Jeg skal nok hilse”

Og som om det ikke var nok, så har jeg spurgt min søster.
Det er aldrig sket for hende.

Kan du ikke få nok, kan du følge bloggen på FACEBOOK og INSTAGRAM