Okay.
Så på Hospitalet hvor jeg arbejder, har vi en udfordring.
Eller.
Vi har flere udfordringer, så tillad mig at præcisere, hvilket jeg tænker på;

Vi har simpelthen ikke uniformer nok.

Jeg har tidligere prøvet, at der manglede bukser i min størrelse.
Herregud, det overlevede jeg nok – jeg tog bare en anden buksemodel, og så gik det nok.
Det viste sig dog, at disse bukser besad en lynlås i skridtet, der var næsten en kilometer lang.
Allerhelst ville bukserne sidde over navlen. Gjorde numsen kæmpestor.
Men det var nu ikke dét, der gjorde, at jeg boykottede dem.
Det viste sig nemlig ydermere, at kilometerlynlåsen var mere end upålidelig.
I en travl vagt, hvor jeg nåede to fødsler – begge komplicerede på en måde, så stuen var fyldt med meget personale – opdagede jeg nemlig, at lynlåsen helst ville være åben (læs, gik op, hvis du ikke ligefrem stod og hev i den hele tiden).
Og vi taler altså HELT åben.
Så man nærmest kunne se mig fra navlen til… ja… traktordækket og hver en millimeter af mine trusser…
Behøver jeg at sige, at man ikke har tid til at stå og hive i sine bukser, mens man griber et barn?

Jeg tog et valg.
Lynlåsbukser på arbejdet?
Never more.

Nåh, men da jeg så skulle på nattevagt i nat, gik jeg i uniformsdepotet.
Og det var GABENDE tomt.
Hylde efter hylde kiggede beklagende tilbage på mig og mit forbavsede blik.
Jeg endte med at måtte opgive både plan B, C og D.
Jeg endte derfor med at iklæde mig en busseronne (som nok bare er lidt for busset til mig…) og et par bukser (de mindste) i størrelse XXL.

Man siger, at klæder skaber folk.
Jeg er tilbøjelig til at sige, at hvis det er rigtigt, ville jeg aldrig lukke mig selv ind på min fødestue.
Jeg lignede, noget der var løgn.
Bukserne en halv omgang for store i livet og et halvt ben for lange i længden.
Man kunne ikke, hvor meget man end prøvede, få mig til at se mere mærkelig og deform ud.

Troede jeg.
For så skulle jeg tilbringe hele natten på en stue, med en kvinde, der var MRSA-positiv.
Det betyder, at hun var i isolation og alt personale skulle bære hue, maske, visir, overtrækskittel og have handsker på HELE tiden.
Således brugte jeg det meste af natten på at vimse rundt på tolv kvadratmeter som en udefinerbar og svedende gul og grønlig klat.

Man siger, at klæder skaber folk.
Så sørg da for filan for, – når man ikke skal være IsolationsLone – at man ligner én, der rent faktisk hører til på hospitalet.
Og ikke én, der har tøjet på fra før hun deltog i Livet er Fedt.
Eller bare en blotter…

Ja. Der er endnu engang nok gået lidt for længe, siden jeg sidst påduttede jer en anekdote om lit liv.

Så hvad går jeg egentlig rundt og laver?

Der er blevet vendt noget op og ned på min hverdag siden sidst.
Jeg har forladt min lille lejlighed og er flyttet hjem til mine forældre igen.
For en periode.
Lejlighed er byggerodet og vandløs. Vandrør og faldstammer og den slags herligheder skal udskiftes, og det er fantastisk (og sikkert billigst) at få det gjort i vinterhalvåret.
Så selvom mit indre friluftsmenneske ellers hopper og springer for at begive sig ud i gården til fællesbad og -toiletter for at gøre sit morgentoilette, så har MageligEline nedlagt veto og er for en stund flyttet hjem i kælderen.

Det er nu mærkeligt for nu står det pludselig krystalklart for mig, at siden kælderen var mit domæne for fire år siden,… er jeg faktisk blevet voksen.
Som i jamen-jeg-vil-helst-have-tallerknerne-skyllet-af-inden-de-skal-i-opvaskemaskinen og sådan-her-folder-jeg-tæpper måden.
Bare dét at blive spurgt – helt uskyldigt – hvornår jeg er hjemme, er nærved et umuligt spørgsmål!
Hvor skulle jeg vide det fra?
Jeg er ikke vant til, at der er nogen, der tager sig af det!
(Hvilket engang imellem gør mig bekymret for hvor længe jeg kunne ligge og lugte i lejligheden, før nogen fandt mig…)

Nåh, men nu vil I vel gerne vide, hvordan det går med det dér triathlon, vil I ikke?
Jamen, jeg skal ikke holde jer hen længere;
Det går faktisk meget godt.
En fordel ved at være hjemmeboende igen er, at min mors begejstrede eller bebrejdende blik stadig har lige så stor effekt, som da jeg var elleve år!
For helvede, det kan få mig ud på fortovene! I al slags vejr!
Selvom mine balder skriger og smerter, så vil jeg hellere stå til ansvar overfor dem end for min mors skuffelse…
Jeg cykler stadig til arbejde, så det er primært det dér med at løbe, der bekymrer mig.

Og dog, der var jo også lige den der svømning.
I dag er efterhånden mange år siden, jeg var en habil svømmer. Er 300 meter blevet en hård distance siden?
Det skulle gerne vise sig i dag, hvor jeg skulle op og svømme med en triathlon-lidelsesfælle.
Jeg troede, at det ville være det, der ville få min puls højest op i dag, men jeg tog fejl.

Vi skulle mødes uden for svømmehallen – og jeg var som altid lidt for tidligt på den og stod og hang, da jeg pludselig hørte et ordentligt spetakel.
Jeg vendte mig om lige tids nok til at se en ældre herre vælte på sin cykel og slå baghovedet direkte ned i asfalten.
Jordemoder/katastrofegenet vågnede straks til live i mig, og jeg skyndte mig hen til ham. Han lå fortumlet på jorden og var for en kort periode omtåget.
Det var jeg også.
Jeg tog mig selv i at tænke, at jeg ville ønske, at han var fødende, for så ville jeg da vide, hvad jeg skulle stille op med ham.
En anden kvinde kom til og mens jeg kørte ABC-algoritmen igennem, ringede hun efter en ambulance.

Staklen havde fået hul i hovedet (husk hjelmen, venner!), men kom sikkert afsted til hospitalet med en ambulance.
Inden da nåede jeg dog at køre alle mulige interimistiske løsninger igennem i mit hoved.
Det var lidt ligesom dengang jeg var til hjemmefødsel uden ilt, sug eller navlesnorssaks og overvejede om man eventuelt kunne suge et barn med sugerør og desuden bad far om at koge en saks…
Herren blev kørt afsted med tvivlsom, men kunstnerisk, kompres af viskestykke i nakken.

Efter dén opvågning, var svømningen ingenting og vi klarede 26 baner på omtrent en halvt time.

Tror dog, at jeg stadig var lidt forskrækket efterfølgende.

Tog ud for at købe en fødselsdagsgave til min fætter.
Kom hjem med et sæt fra H&M.
Til mig selv.
Og jeg havde også smidt mine handsker væk.

Så resten af fredagen vil jeg bruge i slasket tøj, på sofaen foran fjernsynet.
Så er det også nemt, at vide, hvornår jeg vil være hjemme.

Hånden på hjertet.
Når jeg står dér foran spejlet og kigger på hende, der står og kigger tilbage på mig, så er det ikke sådan at jeg tænker:

“Hold nu op, for et skår der står dér!”

Jeg tænker nærmere:

“For helvede, går du rundt i verden og ser sådan ud??”

Og jeg ved det jo godt. At hvis der er noget i dit liv, du ikke er tilfreds med – så er det kun dig, der for alvor kan gøre noget ved det.
Den Gode Fe er ikke min gudmor.
Jeg har ikke en lampeånd stående på min kommode.
Og jeg blev født med en krop, der er lille og buttet.
Jeg skal virkelig være en eksemplarisk motionist og grøntsagsgnasker, for at sikre mig, at den bare er lille.

Så i går kiggede jeg ned af mig selv, og sagde følgende;

Jeg tilmeldte mig et mini-triathlon til maj.
I dag gik jeg ud og købte et par ægte løbesko.
Manden i løbebutikken blev helt bleg på mine vegne, da jeg først annoncerede, at jeg skulle bruge et par begynder-løbesko og til spørgsmålet om hvor langt jeg ville løbe så svarede:
“Altså, jeg har aldrig løbet før, men jeg skal træne op til et triathlon til maj”
Faktisk så han så bekymret ud, at jeg straks følte at jeg måtte indskyde:
“Det er kun fire kilometer løb. Og jeg kan godt svømme”

Så fik jeg et par sko med hjem.
Jeg tog dem på, jeg gik ud på vejen.
Jeg begyndte at løbe.
Jeg bandede hurtigt mig selv langt væk for at sige “kun” 4 kilometer, for efter 2,2 af slagsen buldrede mit hjerte rundt i kroppen på mig, mælkesyren gærede og boblede og lungerne hvæsede.
Pulsen nåede 196 slag i minuttet, da jeg atter stod foran min hoveddør.

Der er ret langt til de 4 kilometer løb.
Og nok også til de 300 meters svømning. (Selvom jeg kan svømme)
Og selvom jeg cykler 12,5 kilometer til arbejde er springet op til 20 måske også lidt en mundfuld.

Men pokker stå i det.
Sandheden er, at jeg har tilmeldt mig et triathlon fordi jeg er så træt af mig selv, at kun selvopofrelse af værste skuffe syntes at kunne slå an.
og hvis jeg kan, så kan du også.
Så uanset hvad det er, du går og tager tilløb til – dating, boliglån, voks af ryggen – så gør det, og gør det NU!

… I’ll keep you posted omkring mit triathlonprojekt.
Lige nu håber jeg bare, at mine ben vil bære mig gennem min kommende nattevagt…

Min soulmate sidder i min stue, og fortæller mig, hvor absolut “connected” han er.
Det kunne selvfølgelig være så fint, hvis ikke det var fordi, han er et højtalersystem med en slesk, amerikansk accent.
Ellers ville det jo være meget belejligt og let, at jeg blot skulle slå min bluetooth til, for at få hans opmærksomhed.

Men anyhow.
Mænd dukker ikke bare sådan op i éns dagligstue og heller ikke ved køledisken i fakta – tro mig, jeg har stået der længe nok til at vide det.
Mit arbejde som jordemoder har nok verdens mindste scorepotentiale. Mændene er enten Meget Optaget eller Meget Gamle.
Eller Meget Upassende.
Så hvad gør man så?

Jeg har været på nettet.
Flere gange.
Og det ville i tankerne være så let at skrive sig til sin kæreste.
Der er dog en ting eller to, man ikke skal gøre, hvis man skal gøre sig forhåbninger hos mig.
Man skal ikke starte med at kalde mig “søde/smukke/skat” eller des lige i første besked.
Man skal ikke sende mig sådan en runde-trunte besked, hvor man lige glemmer at ændre navnet Betina efter “hej”.
Man skal helst heller ikke have et profilbillede, hvor man i bar overkrop sådan lige casual flexer/poser i spejlet. Det er bare for cheesy for mig…
Jeg ved godt, at jeg lyder meget krævende allerede nu, men sådan er det altså.
Jeg kender netdating-reglerne og jeg overvejer løbende hvorfor jeg vælger at følge eller bryde dem.

Meget sværere bliver det så, når man bevæger sig ud i den virkelige verden. For hér kender jeg virkelig ikke reglerne.
Skal man danse? Skal man sidde i baren?
Hvornår har man for lidt make-up på eller – gudforbydedet – for meget?
Må pigen byde på en øl nu til dags? Eller er det bare noget, vi bilder os ind?
Ja.
Jeg skal ud i aften. Som I nok har gættet.
Jeg ved ikke engang, hvad jeg skal tage på

Hvis jeg kender mig selv ret, drikker jeg fyrre drinks i stedet for de to øl, jeg starter med at sige, at jeg skal have. Så erklærer jeg højlydt at jeg ikke vil danse – at jeg HADER at danse – hvorefter jeg pludselig alligevel står på et dansegulv, så snart det første sukkersøde popnummer bliver kastet ud gennem højtalerne.
Og når jeg går hjem, er de eneste mænd jeg har talt med bartenderen (når jeg scchkal ha’ enstchærk én!) og Manden Der Spilder Øl Udover Mig Fordi Han Overså Mig På Dansegulvet…

Til gengæld har jeg haft det meget sjovere, end hvis jeg havde siddet derhjemme og afvist SødeFyr86.
Regler eller ej.

… og hvordan finder alle De Optagede egentlig hinanden?

Godt så.
Min stemme besluttede sig for at vandre bort nytårsnat.
Den havde tilsyneladende brug for en lang tænkepause, for den er først vendt rigtigt tilbage i dag.
Er dog stadig lidt en skygge af sig selv, men bare dét at alle de ord, jeg havde formuleret i mit hoved, også kommer ud af min mund er et klart fremskridt.

Og det er frygteligt rart at have den tilbage igen. Vidste slet ikke, hvor svært jeg har ved at holde kæft, før jeg ikke havde et valg.
Og den kan så meget, stemmen.
Og har så mange sider, som jeg slet ikke hører.

Jeg har allerede fortalt jer, om Den Kælne Stemme. Som tilsyneladende er min nattetelefonstemme. I dag skal I høre om Den Anden Stemme.
Jeg har længe vidst, at den er der. Den popper op på de mest irriterende tidspunkter og oftest ud af det blå. Jeg kan slet ikke styre det.
Den er grunden til, at jeg ret ofte bliver spurgt om, hvor jeg mon er fra?
Og når jeg så svarer
“Aarma’r”
viger folk forskrækket tilbage.
Det er min SødeServiceStemme.
Den er nemlig jyde.
Den siger at du gør det så “fiiiiint!” og tilføjer fire ekstra i’er i “Idræt”.
Og hvis jeg virkelig skal rose eller behage, så er det dén, der dukker op.
Jeg kan slet ikke høre det længere.
Ved bare, at den pludselig bryder ud i lys lue, når jeg skal bestille en taxa, skal sige mange tak eller *gisp* er på date…!
Det er naturligvis lidt træls, men min underbevidsthed har ligesom nedlagt veto ved københavnerdialekt og ros. Er tilsyneladende meget mere troværdig som sukkersød jyde.
I nat skal jeg på arbejde og er faktisk lidt spændt på om Den Kælne Stemme og SødeServiceStemmen mon kan kombineres. Det må være en Grusome Twosome!

…Mind mig forresten om, at jeg en anden dag skal fortælle jer om min ThaiStemme, for hun er fandme en sjov én!

Hånden på hjertet;
Jeg havde faktisk tænkt mig at rydde op og gøre rent i hytten i dag.
Jamen, det havde jeg altså!
Men. Men min stemme er blevet væk. Sådan helt enten-hvisker-den-eller-også-knækker-den måden. Og jeg plejer altså at være huslig, mens jeg i virkeligheden er popstjernen i mit helt private show.
Hvis jeg ikke kan synge, kan jeg ikke gøre rent.
Så mens jeg sidder her og lytter til radioen – helt musestille – tænker jeg på noget af det, jeg skulle have sagt, eller have sagt lidt oftere.
Her kommer det i uprioriteret rækkefølge:

– “Jeg undskylder på forhånd. Jeg kan ikke danse, men det ved FuldEline altså ikke”

– “Jeg kan ikke komme før på arbejde i dag. Ikke fordi jeg har planer, men fordi jeg har brug for IKKE at have planer”

– “Nej tak. Jeg skal ikke have mere kage. Mine bukser protesterer, og det må jeg også”

– “Jeg elsker dig”

– “Hvis jeg går rundt og synger uden at vide det, betyder det både at jeg generelt er småtosset, men også at jeg føler mig godt tilpas i dit selskab”

– “Hold kæft, Bæst. Jeg er den bedste i verden”

– “Hvis du ikke kan lide Stolthed og Fordom er jeg ikke sikker på, at vi kan være venner”

– “Jeg er et pattebarn. Og generelt kan jeg ikke lide fisk eller andet fra havet”

– “Nogle dage har jeg bare brug for at have fedtet hår og BH-frie bryster, ok?”

– “Måske er det utraditionelt at pigen spørger, men må jeg ikke få dit nummer?”

– “Lige nu ser jeg en anelse dobbelt. Jeg skal ikke have flere shots nu”

Mon der mangler noget?

Der var engang for længe, åh så længe siden, hvor jeg var et A-menneske.
Uret ringede trofast klokken seks mandag til fredag – og snoozede jeg en sjælden gang, så var det i præcis tre minutter.

Så kom der en tid, hvor jeg var A/B-menneske.
Kunne være vågen lige så længe det skulle være. Stod stadigvæk tidligt op. Skulle jo have noget ud af dagen. Morgenstund har guld i mund og alt det fis.

Men nu.
Nu nu kan jeg i mine fridage sætte uret til 8.30 og tænke “fy, for den lede, det her er tidligt!”.
Når jeg så vågner uden uret har ringet, så bliver jeg så lettet.
A-mennesket er måske derinde endnu.
Lige indtil jeg ser, at klokken er 10.33 og forstår, at jeg tilsyneladende har slukket ur i en søvndrukken zombieagtig tilstand.

Jeg ville så gerne have lidt af det dér A-menneske tilbage. Jeg synes rent faktisk, at den der kop the klokken halv otte om morgenen lyder ret lækker. Er lidt trist over, at formiddagene efterhånden er et tidsrum, jeg nærmest kun oplever, når jeg har dagvagt – eller gud bedre det – når jeg er på vej i seng efter nattevagt…
Da jeg i dag ringede til min mor for at høre om vi skulle spise frokost sammen, var det jo faktisk morgenmad for mig.

Men hvem var det, der greb A-mennesket om halsen og klemte til?
Jeg plejede at tro, at det var teenage-årene – at det ville gå over. Sidenhen måtte jeg ty til undskyldninger om nattevagter og festlige fredage.
Men måske må jeg bare indse, at jeg arbejder bedst efter klokken 12.
Det gælder både klokken 12 middag og midnat.
Når jeg har dagvagter, er det nærmest kutyme, at en kollega ser på mig i vagtskiftet klokken 7.30 og siger “puha, har det været en hård vagt? Du skal vist bare hjem og sove!”
Og skulle jeg så ENDELIG liste i seng på et anstændigt tidspunkt, så er det ikke bare sandsynligt, men faktisk UUNDGÅELIGT at denne her fyr dukker op:

Så here goes.
Jeg hedder Eline, og jeg er et B-menneske.
Jeg bliver kun inspireret hvis klokken er fem minutter over sengetid, har ingen problemer med at være oppe hele natten – men fri mig for at være nødt til at sætte et vække-ur!

Er der nogen, der kender et godt rehab-sted?

Okay.
Så sidder jeg her igen på den første dag i det nye år.
Med halvfedtet hår, burger i maven og mascara på kinden.
Alt er som det skal være.
Og dog.
Den obligatoriske hovedpine er der faktisk ikke.
Men det er min stemme heller ikke.
Kroppen, den lede kælling, fandt ud af at jeg faktisk ikke har flere crazy projekter med stressende deadlines hængende over hovedet – og så greb den chancen til både at give mig ondt i hals og øre klokken 06.30 i morges.
Herligt på så mange forskellige planer.

Så mens jeg lå og vred mig i kroppen og i sengen, kunne jeg så meget passende ligge dér og fundere over året, der nu var gået.

Hold nu kegler, der er sket meget!
Og arbejdet meget.
Jeg vil nok altid tænke på 2014 som året med rigtig meget arbejde og rigtig mange for-første-gang-oplevelser.

I januar kunne jeg retmæssigt kalde mig jordemoder. Det var helt gak. Det ER helt gak.
I marts startede jeg på min nuværende arbejdsplads – og jeg var et nervevrag.
Hvad nu hvis jeg ikke var dygtig nok?
Hvad nu hvis alle mine kolleger, syntes at jeg var dum?
Hvad nu hvis familien bare kastede et blik på mig og brølede DETKANIIKKEMENESERIØSTVIVILHAVEENANDEN!!!
Det skete ikke.
Ikke noget af det.
Faktisk helt tværtimod.
Hurtigt fandt jeg en kæmpe ro i mit arbejde. Jeg vidste, hvad jeg kunne og hvad jeg måtte have hjælp til. Og så jeg bare en anelse rundtosset ud, sad de første fem kolleger klar til at gribe mig.
Der var slet ikke nogen, der sad i hjørnet og hviskede “har I set hende den lille nye? Hun fatter sgu da ikke en brik!” Og det var nok derfor, at mit Bæst heller ikke gjorde det.
Så tak! alle mine kolleger – for en fantastisk blid start, selv i en rygende travl hverdag. Det gjorde, at jeg, når jeg faldt – for det gør vi jo alle ind imellem – så landede jeg blødt og sikkert.

Projekter, var der også nok af – og de havde faktisk også alle med arbejdet at gøre.
Tænk, at få lov til både at være jordemoder og kreativgøgler på én og samme tid!
Der blev lavet logoer, jongleret med skuespil og sang til julerevyen og endelig lavet en ny fødselsdagtavle “Livets Træ” til fødegangen.
Og det har været sjovt og udfordrende, stressende og pressende, givende og slidende.
Og spørger I mig nu, må jeg nok sige, at visse ting gør jeg ikke igen.
Kroppen er træt, hovedet lidt for tomt og den kreative åre udtømt.
Men jeg kender mig selv; den kreative side skal plejes ellers bliver jeg rastløs. Så ja, 2015 kommer til at bringe flere projekter til verden – men hvilke må tiden vise.

2014 bød på utrolig meget kærlighed. Fra mig til andre, fra andre til mig. Både i privatlivet og særligt i arbejdslivet.
Og ja, der ligger helt sikkert flere gode datinghistorier på lageret…

Bloggen har både været dødstille og spillevende i perioder – og sådan vil det nok fortsætte med at være, når nu jeg bliver inkarneret skiftende-arbejdstider-jordemoder.
Så TAK fordi I læser med, selv når her er stille, når jeg tegner eller lader være, når jeg ynker over mig selv, når jeg er oppe og nede, og lider af både selvlede og selvfedhed.
Uden jer var det hele jo lige meget.

Så farvel 2014 og velkommen til og er du klar til at sparke røv 2015?
Jeg er!
(Når min stemme er tilbage, that is…)