Jeg har været nødt til at konsultere kalenderen og tjekke efter flere gange. Den ér god nok;
Det er sgu april lige om lidt.
Vejret i marts har ellers haft overbevist både krop og sjæl om, at vi da måtte være i januar. Men altså, der kan man jo bare se.
Når jeg runder aprilsiden i kalenderen, runder jeg også noget andet.
Jeg har været uden fast arbejde i fire måneder.
Shit.
Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg havde forestillet mig rent tidsmæssigt, dengang jeg sagde op. Men jeg er ret sikker på, at jeg vistnok havde forventet, at jeg var et lidt andet sted nu. At der lå en mere konkret plan.
Bevares; det behøvede ikke at være planEN. Bare en lidt mere opridset én, end den jeg pt sidder med.
Når dét så er sagt, så må jeg også skynde mig at tilføje noget andet:
Jeg har det rigtig godt.
Når jeg kigger mig i spejlet, genkender jeg så småt hende der kigger tilbage med morgenhår og bums på hagen. Jeg rynker ikke længere brynene over det uudgrundelige og fraværende blik, hun møder mig med.
Hun kigger lige tilbage på mig.
Hun er tilstede igen.
Jeg også begyndt at tage vagter på fødegangen igen. Sådan, mere regelmæssigt. Dels har jeg jo brug for en indkomst, men jeg mærker også, at jeg har brug for arbejdet. At jeg har savnet det.
Jeg glæder mig, når jeg skal have en vagt og føler samme energi ved at tage på arbejde, som dengang jeg var nyuddannet.
Men at tage vagter i en mængde som jeg kan rumme, er hverken til at leve eller dø af. Og på længere sigt må det enten erstattes af et fuldtidsjob eller suppleres af et deltidsditto.
Arbejdsforholdene på fødegangen har selvfølgelig ikke ændret sig i de sidste fire måneder, og regeringens udtalelser i forbindelse med overenskomstforhandlingerne giver mig ondt i både mave og hjertehule. Så pt kan jeg ikke forestille mig, at vende tilbage på fuldtid.
Men når jeg spørger mig selv, hvad der så skal ske, finder jeg flere spørgsmål end svar.
Lige nu pendulerer jeg mellem to ting.
Skal jeg ud at rejse igen?
Da jeg tog toget til Jylland i torsdags, kunne jeg mærke, at udrejselysten atter rørte på sig. Jeg tog mig i at ønske, at næste gang jeg satte mig ind i et tog, var det ikke for at stige ud på København H, men med en ukendt destination som endemål.
Jeg overvejer seriøst at finde et projekt i Afrika, som kunne bruge en jordemoder som mig. Helst noget med supervisering eller undervisning af fagpersonale.
Men selvom jeg har arbejdet i Grønland, er jeg stadig meget i tvivl, om jeg egner mig til at rejse ud i barskere forhold.
Skal jeg starte noget for mig selv?
Jeg har mange ideer til, hvad en sådan praksis kunne indeholde. Jeg elsker at formidle og være kreativ, så hvorfor ikke kombinere de to ting? Jeg har tit siddet i jordemoderkonsultationen eller på fødegangen og drømt om at have mere tid – med egen praksis kunne jeg gøre tingene som jeg selv synes, at de burde blive gjort. Altså, jeg ville ikke lave en fødeklinik, men arbejde med jordemoderi på en anden måde.
Men når jeg tænker på selvangivelser, er jeg lige ved at selvantænde. Og selvstændig? Det lyder virkelig ærefrygtigt!
I virkeligheden ville jeg lidt ønske, at det var ligesom i folkeskolen, hvor man bare havde et skema, som man fulgte:
Matematik mandag fra 8-10. Så selvstændig virksomhed fra klokken 13. Efterfulgt af udrejse med organisation klokken 15.15.
Jamen, hvis det er sat på skemaet, så må det jo være fordi, der er nogen, der har vurderet, at jeg kan klare det!
Én ting er i hvert fald sikkert:
Hver gang jeg spørger mit indre kompas, så suser det tikkende rundt. Oversættelsen betyder formentligt noget á la
FINDE UD AF DET SELV (VÆGELSINDELINE!)
Så ja, det er så det jeg prøver.
At finde ud af det selv.
….Men derfor modtages god råd stadig med kyshånd!
Følg med i hverdagens gråtoner på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPPEN.
Navnet er som altid
Sortpahvidt
(og er for tiden det eneste, der ikke er til diskussion!)
