Udover det rå vejr, den forstuvede fod og en helt ny arbejdsplads er der især én ting, jeg har skullet vænne mig til, efter jeg flyttede til Grønland for at arbejde:

At være på “på kald”.

Min første arbejdsweekend tog jeg tydeligvis alt for nonchalant på det.  Jeg bildte mig selv ind – i en misforstået beroligende tro – at der ikke ville være nogen fødsler, mens jeg var den eneste jordemoder i byen, med det resultat, at jeg selvfølgelig blev kaldt til en nattefødsel og endte med kun at sove tre timer fra lørdag morgen til søndag aften.
Ups.

Herefter har jeg fået lidt mere respekt for vagttelefonen, det larmende spetakel.
Det handler om balance: du kan ikke sidde derhjemme og vente på telefonen måske ringer, for så får du simpelthen ikke noget ud af din dag. Så kunne du jo lige så godt sidde på jordemoderkontoret til ingen verdens nytte.
Så du skal lave noget sjovt eller noget hyggeligt – men ikke noget for hyggeligt, for du skal også være frisk nok til at klare en all-nighter ved behov. Og alt med alkohol er selvfølgelig udelukket.

Derfor havde jeg egentlig tænkt, at jeg kun ville tage til fredagsbar til et ganske kort visit. En lille cola og så hjem igen.

På fredagsbaren mødtes jeg med flere kolleger og stemningen var god – jeg ærgrede mig over, at jeg havde arbejdsweekend! Og dog; en arbejdsweekend kunne jo også have været to alenlange nattevagter “hjemme” på Hvidovre Hospital, så klage kunne jeg bestemt ikke.

Da mine kolleger havde fået et par øl, brød et nogle op og gik hjem, og jeg lagde an til snart at gøre det samme, da en mand i højt humør kom hen til vores bord, og kom med det måske mest tvivlsomme tilbud, jeg nogensinde har hørt:

“HAJ!” Sagde han
“Ja, undskyld jeg kommer og forstyrrer – og måske er det mine tre juleøl, der taler – men jeg fik simpelthen lyst til at komme over og give jer et tilbud.” Vi kiggede skeptisk op på ham.
“Ja! Nu kommer jeg med et tilbud – og det står jer frit for at sige nej, no harm done, men I bliver ikke spurgt igen. Det er ONCE IN A LIFE TIME.” Vores skepsis var vist nok blevet til åbenlys mistro nu.
“Jeg har en lade. En hal. Og inde i den er jeg ved at bygge en gade” What the f*?
“Lissom Jomfru Ane Gade. Fyldt med barer! Den er ikke helt færdig endnu, men jeg vil gerne vise den til jer – og alle de andre! Jeg har whiskey, vodka, rødvin, øl – gratis! Så hvad siger I?”

Efter lidt tøven, en forsikring om, at det ikke kun var os fire, der skulle derop (til en adresse han ikke ville oplyse!) sagde vi rent faktisk ja.
Det var stadigvæk tidligt, men min plan om et hurtigt besøg i fredagsbaren var for længst skredet.

---

Jeg må sige for mit vedkommende, at der dog opstod en smule tøven, da fredagsbaren blev tømt for glade gæster og vi begav os ud til mini-bussen. Som viste sig at være en… Tja, det lignede en gammel Pick-up truck med overdækket lad eller en meget lille militærbil.

Hu-hej, så blev folk læsset ind i bilen. En,to, mange! Det mindede mere om menneskesmugling end transport til eventyr. Er det egentlig ikke noget med, at mange menneskesmuglede fortæller, at de blev lovet gode arbejdsmuligheder? Det eneste man tydeligvis skal love danskere er gratis alkohol.
Jeg blev læsset ind som den sidste af fjorten – FJORTEN!! – og døren blev kun lukket med nød og næppe. Jeg gruede hele køreturen for, at døren skulle gå op, mens vi kørte, for så ville jeg blive skudt ud i sneen som en trold i en æske.
Nu kan jeg selvfølgelig ikke billededokumentere det, men jeg sværger;

sådan her så det ud!

Og så satte bilen i bevægelse. Den svingede og drejede, hoppede og dansede i høj hast på sneglatte veje ud i, øh, intetheden. Massen af mennesker på det overdækkede lad bevægede sig abrupt til bilens rytmer, som én stor organisme. Latteren var høj, når vi alle sammen lettede fra sæderne i endnu et stort bump.Vi havde kørt i cirka fem minutter, før min ringe viden om Ilulissat ophørte, og jeg befandt mig i ukendt land.

Ti minutter senere kørte vi off road, bilen stoppede, satte os af og kørte så afsted uden nærmere instrukser, for at hente flere alkoholglade folk.

… Så stod vi ligesom dér. I ti graders frost og mørke og med slædehundes fjerne hyl som det eneste velkendte.
På vores højre side var en kæmpe lagerhal. Nogen tog i døren, men bekendtgjorde, at det ikke var dér. Rummet var mørkt og stille og næsten lige så koldt som udenfor. De lukkede døren igen og folk begyndte at kigge sig omkring, på jagt efter den store bar.
Jeg behøver nok ikke at understrege, at jeg var umådeligt glad for, at vi var fjorten mennesker. Så kunne vi da i det mindste fryse ihjel sammen, mens vi grinede af vores dumhed. Og jeg var endda pinligt ædru. Og på vagt! Det ville være kønt, hvis de ringede fra sygehuset nu – jeg ville ikke engang kunne fortælle, hvor portørerne skulle hente mig!

Pludselig var der alligevel én, der kaldte over fra den store lagerbygning. Og igennem en anden dør inde i hallen, slog det os så, at den berusede mand ikke havde overdrevet.
Han var virkelig ved at bygge en festgade inde i hallen! Vi blev mødt af en kæmpe kulisse. Bagenden af hallen var dækket med træpaneler, døren og vinduer og mindede mig om et levende teaterstykke med barer og blinkende reklameskilte over det hele.

Kun den ene af barerne var færdigbygget, men det var også nok. Den havde lædersofaer, højtalere, masser af udsmykning, en bardisk og bag den stod den gavmilde mand og skænkede til højre og venstre med alt hvad hjertet begærer (af alkohol, that is.)

Jeg måtte bare skæve til min sure passager i min højre lomme og for gud ved hvilken gang bande højt over, at jeg var på vagt – og derfor snart måtte hjem.

…

Afskeden blev dog en smule lettere ved beskeden om, at der desværre ikke var lavet nogle toiletter endnu – og at al aktivitet af den slags desværre måtte foregå udendørs.

Så var jeg sgu alligevel glad for, at min blære ikke bar rundt på tre store juleøl!
Forfrysninger på kønsdelene kan næppe være rart…

---

Vil du læse mere om Grønland, hverdagens gråtoner, sjov, jordemoderi og meget andet, kan du følge bloggen på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT.
Navnet er selvfølgelig Sortpahvidt 🙂

(Fortsat læs forrige del her – og helt fra start her)

Okay.
Jeg vil ikke sugarcoate nogetsomhelst.
At ankomme til Ilulissat, have to dages intro og derefter være eneste jordemoder i byen i seks dage… Det var sådan pænt hårdt.

Da vi nåede fredag i forrige uge, havde jeg derfor været afsted i ti dage og ikke haft en eneste reel fridag.
Jeg. Var. Bombet.
Hvis jeg havde fem minutter alene med en horisontal flade, kunne jeg falde i søvn. Folk blev ved med at spørge, hvad jeg havde set af byen – men sandheden var, at jeg kun lige kendte sygehuset og vejen tilbage til lejligheden. Jeg havde sgu mest nærstuderet indersiden af mine øjenlåg og engang i mellem spurgt mig selv hvad f* jeg lavede.

Så da det endelig blev fredag og ovenikøbet min friweekend, var jeg virkelig i mit es. Min jordemoderveninde, Mie, som lige nu er jordemoder i en nabo-by, Aasiaat, var desuden kommet for at besøge mig, og vi var ikke i tvivl:

Der skulle øl på tapetet.

Vi tog afsted til fredagsbar sammen med min nye sygeplejeskerveninde, AS, som ankom samme dag som mig – og derfor er lige så forvirret som jeg selv.

Vi smuttede ud i en taxa klokken 17.10 og da klokken var omkring 02.30, var vi næsten hjemme igen.
Jeg kan ikke nægte, at vi måske ikke var helt appelsinfrie. Én af os, måtte faktisk spørge de andre dagen efter, om vi havde taget en taxa hjem?
Én anden af os, kunne desværre godt huske, at vi ikke tog en taxa hjem… For undertegnede havde nemlig påduttet sig en særlig grønlandsk souvenir.

Der skete følgende:
Én foreslog taxa hjem.
Én anden sagde “vi går! det er lige så hurtigt!”
En tredje skulle tisse.

Næsten hjemme skulle vi ned ad en skråning.
Hende, der ville gå hjem, gik forrest og var næsten fremme ved vores hoveddør.
Hende, der ville have en taxa, gik i midten fire meter efter.
Hende, der skulle tisse (og havde brugt faciliteterne på et diskotek) gik bagerst – lige efter nummer to.

Jeg kan – af mærkværdige årsager – ikke helt redegøre for det næste der sker. Jeg hører hende bag mig falde. Måske griber jeg ud efter hende. Måske vender jeg mig hurtigt om. Måske gør jeg ingenting.
I hvert fald er det næste, der sker, at jeg bliver væltet af en glidende tackling og falder på en ikke-så-elegant måde.

Pludselig ligger jeg og kigger op på den sorte himmel.
Jeg kniber øjnene hårdt sammen, og så når mine forsinkede nerve-reaktioner min hjerne. Noget gør lidt pissemeget ondt.

Jeg vil gerne sige, at jeg tog det sådan helt roligt. Bed mig i læben og tog nogle dybe indåndninger.

Det gjorde jeg desværre ikke.
Jeg kom med ordkombinationer, jeg slet ikke vidste, jeg kendte:

Det brændte og dunkede i min højre fod.
Helt ærligt, det føltes som om jeg netop havde forsøgt og lykkedes med at vende den på vrangen.
Jeg tror, at hele opgangen (hvor alle mine kolleger bor!), måtte høre os komme hjem den nat. En råvild blandning af bandeord og grin.

Jeg blev parkeret i min seng med alt tøjet på, foden højt hævet og belagt med en pose frosne suppeurter.
“Du skal fandme bare være i orden på mandag!” Skændende jeg den højre fod
“Jeg nægter, at være hende den kiksede jordemoder, der ikke kan have fri én dag, før jeg slår mig selv halvt fordærvet i Grønlands natur (og alkohol)”
Mine forhåbninger var nu høje, for jeg vidste godt, at jeg er en pivskid af dimensioner. Noget havde jeg da lært, dengang jeg fik mine fingre en smule i klemme…

---

Da mandag kom, håbede jeg derfor naivt helt frem til, at jeg begav mig ud i sneen, at jeg kunne camouflere min halten som en særpræget gangart.
Dét kunne jeg ikke.
Alle skulle bare se på mig et kvart sekund, før de omsorgsfuldt og fuld af bekymring udbrød:

“Nej, hvad ER der dog sket?”
og da jeg prøvede at affærdige opmærksomheden med, at jeg såmænd var faldet og slået foden en smule, kom det næste spørgsmål lynhurtigt:
“HVEM har set på dig? Har du fået røntgen?”
Her måtte jeg så krybe til korset og sige, at ingen havde set på mig, og at jeg faktisk bare var en kæmpe brøleabe, der ikke havde brækket noget.
Jeg måtte dog efter kort tid falde til patten og sige, at de tilbudte krykker måske ville være meget rare at have. Min fod dunkede voldsomt og så snart den kom i kontakt med jorden, fik den mig til at ligne én, havde trådt på noget meget klamt.
Jeg havde vistnok været lige lovligt optimistisk, da jeg gik over til sygehuset alene på et par Panodiler og Iprener. Krykker havde sgu nok været smartere.

Til frokost gik den ikke længere. Lægen insisterede på at kigge på mig, og røntgenbilleder skulle der også til.
Åh, jeg måtte virkelig revurdere, hvad The Walk of Shame egentlig betyder. Det kunne altså meget vel være definitionen på, når man er spritny medarbejder, der må humpe op og ned ad sygehusgangene – ja, vi er nogen, der forstår at gøre et godt førstehåndsindtryk…

Jeg prøvede at sige, at det var lige gyldigt – fuldkommen ligesom efter min fingeramputation havde min krop nemlig hverken gidet at give mig bare en smule hævelse eller så meget som et blåt mærke for min smerte.

Men nej. Røntgen (intet brækket), udleverede krykker og tape på foden skulle til.
Og så forrådte min krop mig fandme igen!
For da jeg tog mit støttebind af for at lægen kunne tape anklen ind, ja SÅ havde den føkme besluttet sig for at hæve op! Som en ciabattadej! Og farverne! Blå og lilla og gule tæer!

Hvorfor kom det nu? TRE føking dage senere? Normalt skal jeg kun kigge på et bordben, før min lilletå er blå?

“Jamen, den ER da blå og hævet!” Udbrød lægen.

Og jeg måtte se min værdighed såvel som troværdighed smuldre bort og bare kigge ned på min fod og tænke:

Damn you, fod. Er det her straffen for at sætte leveren en lille bitte smule på arbejde?

… Så ja, nu er der ikke nogen, der ikke ved, hvem den nye jordemoder er. Det er hende, den lille med de grønne krykker og den tykke fod, der går som om hun har brækket hoften og som ALLE ved ikke kan styre sin brandert.

FOR FØK SAKE!

Ved godt, at halvfjerds procent af alle der kommer herop, går og skvatter i sneen, men altså… Behøvede det virkelig at være det første, jeg gjorde?!

---

Hvis du vil vide mere om mine hverdagsgråtoner, kan du følge bloggen på FACEBOOK, INSTRAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT.

Navnet er selvfølgelig Sortpahvidt 😉

Som lovet kommer her et lille skriv, om min allerførste fødsel helt alene i Grønland.
I sidste uge rejste min jordemoderkollega nemlig på kursus i Nuuk, og det betød, at jeg var den eneste jordemoder i Ilulissat en uge frem.
Det var en tanke, der gav et sug i maven på mere end én måde.

Det så dog ud til at blive en ret rolig uge. Der var ikke nogen, der var gået til termin – det var faktisk ikke sikkert, at jeg ville blive kaldt til en fødsel.
Jeg følte mig faktisk næsten helt sikker på, at der ikke ville komme en eneste fødsel.
Jeg skulle naturligvis blive klogere.

Lørdag vågnede jeg allerede klokken halv syv og forbandede, at min krop åbenbart stadig kørte på dansk tid…
Jeg vendte og drejede mig, men lige lidt hjalp det. Krop ville under ingen omstændigheder falde i søvn igen, heller ikke selvom mit hoved var helt udkørt efter en uges nye indtryk i et fremmed land.
Til sidst stod jeg op, gik over og så til en barslende familie og gik ud for at shoppe lidt.
Ugen havde bragt en farlig blanding af tø og frost, så gaderne var glatte og nærmest ufarbare til fods for en grønlandsnovice som mig.
Målet var derfor soleklart:
Jeg skulle have mig nogle pig-såler til mine sko.

Da jeg endelig fandt dem i en butik, tog jeg dem på med det samme og føltes nærmest, at jeg fløj hjem!

Min genbo på gangen – en nyankommen sygeplejerske, AS, – havde dagvagt på sygehuset, og jeg havde lovet at lave mad til os begge.
Aftenen gik med mad og hygge foran fjerneren indtil klokken 19, hvor vi begge sad og hang med hovederne – ingen havde kunnet forberede mig på, hvor helt igennem træt, dét at være ny ville gøre mig.
Min vagttelefon ringede pludselig og det gav et sæt i min krop. FUCK! En fødsel? Nåede jeg at tænke, men nej. En gravid var faldet på isen og havde brug for et tjek. Jeg sagde, at jeg ville komme og kigge til hende.
Ikke længe efter forlod jeg lejligheden, mens min krop skreg mildest talt på min seng, mens jeg i stedet gik over til sygehuset.
Halvanden time senere var jeg retur i lejligheden og jeg kæmpede med trætheden, fast besluttet på, at nu skulle jeg altså få indstillet min krop til grønlandsk tid.
Jeg lå derfor i min seng og læste frem til midnat, hvor bogstaverne begyndte at flyde lige lovligt fantasifuldt ud i hinanden.
Jeg lagde bogen fra mig, slukkede lyset og opfattede ikke engang, at jeg gled ind i en sort og drømmeløs søvn.

*BIPPEDIBÅÅÅÅÅÅT! BIPPEFUCKINGBÅÅT! BIPPEDIBÅÅÅÅÅÅT*

Jeg vågnede fuldkommen desorienteret og omsluttet af mørke. Min telefon bippede og båttede – brølede og blinkede – ved siden af min hovedpude.
Søvndrukken tog jeg telefonen.
Altså, jeg ved, at jeg svarede den, men kan under ingen omstændigheder gengive hvad jeg sagde. Dertil var jeg alt for søvndrukken.
Har muligvis bare sagt :”…D’ Øline…?” Med min allermest grødede stemme.
I den anden ende af telefonen lød en stemme:
“Ja, Hej, jeg har xx, her. Hun har veer med fem minutters interval og de gør ondt.”
Åh, en alt for frisk stemme.
Min hjerne føltes som om den lå svøbt i et vådt vattæppe. Jeg følte mig både malplaceret og underligt frisk. Der var én, der skulle føde. Nu!
Mange tanker gik igennem mit hoved, og alligvel kom kun én ud af min mund:
“Lige et øjeblik… Jeg skal lige tænde lyset”
“Hva’?”
“*mumle* Jeg skal lige tænde lyset.”
Ja, dét ved jeg ikke helt hvad handlede om. Kan man ikke høre, hvis man ikke kan se? Måske skulle jeg bare lige tænde lyset, så jeg vidste, at jeg ikke drømte?
Jeg følte det som om, jeg netop var blevet hentet ned fra en meget fjern galakse.
“Jeg kommer” fik jeg frem
“Jeg er der om ti minutter”
Jeg vidste, at der blandt de mest oplagte kandidater til at gå i fødsel, var en femtegangsfødende. Hvis det var hende, der havde veer med fem minutters interval, så havde jeg formentligt meget travlt, hvis jeg havde lyst til at være med til den fødsel!
Alligvel tumlede jeg rundt i mit soveværelse. Hvor f… var min BH? Skulle jeg børste tænder? For helvede, Eline, kom ud af den lejlighed og glem alt om tandbørste og hår. Nu.

Jeg trak i jakke og pigsåler.
Klokken var 01.06.
Altså havde jeg sovet i en time.
No wonder, at jeg var på den tid var blevet forvandlet til Big Fuzzy.

—

Klokken 06.10 begav jeg mig hjem igen.
Jeg havde sovet én time det døgn, men jeg var alt for opstemt til at være træt.
Frosten nev mig i kinderne og jeg kiggede ned på de enlige fodspor i sneen: der var kun mine.
Jeg havde timerne forinden taget imod mit jordemoderbarn nummer 303 – min første fødsel i Grønland.
Alt var gået rigtigt godt. Da jeg stod i det, tænkte jeg ikke over, at jeg var den eneste jordemoder i gudvedhvormange kvadratkilometers afstand.
Det her var jo en helt normal fødsel og jeg var jordemoder, og det var jo dét der skulle til. Jordemoderarbejde.
Jeg var helt tryg i det hele, følte mig rustet og godt tilpas i at stå en søndag morgen med ishavet udenfor og den kommende familie indenfor og gøre dét, jeg elsker allermest ved mit arbejde:
At bringe et nyt liv til verden.

Da jeg gik hjem den søndag morgen var der ikke klichéer nok til at beskrive, hvordan jeg havde det.
Med fare for at lyde alt for poppet, vil jeg sige, at jeg midt i al sin enkelthed følte mig… rig.

—

Hvilket forøvrigt er helt i kontrast til hvordan jeg følte mig ugen efter; nemlig i denne weekend.
Jeg var nemlig ude og bumle fredag.
Hvilket resulterede i, at jeg lørdag morgen vågnede i min seng med en skrigende rød saldo, en diffus hovedpine, en dunkende ankel og pose frosne suppeurter.
Men i det mindste ingen vagttelefon.

… Og ja, historien om den klodsede jordemoder med den forstuvede fod – den må vi vende tilbage til en anden dag…

…

Vil du læse mere om hverdagens gråtoner, kan du følge bloggen på INSTAGRAM, FACEBOOK, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT.
Navnet er selvfølgelig Sortpahvidt

(FORTSAT) læs forrige del her

…

Som jeg stod ude foran ankomsthallen og så en bred bagende af en ambulance – som formentlig skulle have været mit lift – blive mindre og til sidst blive opslugt af mørket, vidste jeg først ikke, hvad jeg skulle tænke.

Lidt optimistisk blev jeg stående, dér på trappetrinet.
Måske portørerne kom i en anden ambulance for at hente mig?
Så mange mennesker kunne de da heller ikke skulle hente i lufthavnen – de måtte da som minimum opdage, at de manglede mig.
Situationen med at stå mutters alene i et fremmed land, hvor jeg ingen kendte og uden at vide, hvor jeg skulle sove i nat, syntes desuden så absurd, at jeg ikke rigtigt kunne tage det alvorligt.

Kunne ikke overskue at flytte korpus og/eller kæmpekuffert flere steder hen.
Så blev stående. Som et tiloversblevent barn i børnehaven.
Da kulden begyndte at nive godt og grundigt i både min dybfrosne næsetip og mine små cocktailpølsefingre, endte jeg alligevel med gå ind igen.

Kiggede på min telefon – som om den havde svaret.
Den bekendtgjorde blot, at den kun havde 13 procent batteri tilbage.

En mand henvendte sig til mig:
“Du ser søgende ud?”
“Ja,” kvækkede jeg
“Jeg er jordemoder. Portørerne skulle hente mi…”
” -de er lige kørt”
“Ja,” kvækkede jeg igen
“Du skulle da henvende dig til dem”
“Ja, men jeg sagde også hej, men så gik de-”
“-du har sikkert ikke været tydelig nok.” (Hvad er tydeligere end “Hej”?)
“Men hér er nummeret til sygehuset, ring til dem, så skal I nok finde ud af det.”
“Tusind tak!”

Jeg trykkede nummeret.
Én. To. Tre. Ja, faktisk fire gange, men kunne ikke få andet end, hvad jeg går ud fra, var en grønlandsk telefonsvarer i øret.
På min mail, hvor det blev bekræftet, at portørerne ville hente mig, fandt jeg et nyt nummer.
Tastede det.
Intet. Føking. Svar.

Så kom manden tilbage.
“Nåh? Fik du fat i dem?”
“Nej.” Jeg følte mig efterhånden lidt dum
“De… Jeg… Kunne ikke komme igennem på det nummer, du gav mig. Nu prøver jeg et andet, men ingen svarer.”
Manden kiggede på mig, og måske fik han ondt af hende damen med den monstrøse – og let’s face it: ubehjælpsomme – oppakning eller tvivlede på mine evner til at klare mig selv, for han sagde:
“Kom. Min kone og jeg har bestilt en taxa ind til byen. Du kan køre med os”

Jeg blev så lettet, at jeg skulle styre mig, for ikke at kaste mig om halsen på dem begge to og smiske TAKTAKTAKTAK!
Og hvorfor havde jeg i øvrigt ikke bare tænkt på at bestille en taxa?
Jo, svaret på dét spørgsmål kom jeg i tanke om, så snart vi satte os ind i taxaen, og de flinke mennesker spurgte mig:
“Hvor skal du hen?”
For hvor skulle jeg egentlig hen?
Kendte ikke adressen på lejligheden.
Hvor skulle jeg bo?
I et langt øjeblik gav spørgsmålet “hvor skal du hen?” genklang i mit hoved, og syntes meget større, end hvor jeg skulle hen lige nu.
Hvad lavede jeg her?
Hjemmefra havde jeg betragtet min uvished som et vidtstrakt eventyr. Nu mindede det da vist mest om idioti.
Hvem ved ikke, hvor de skal bo? Hvor de skal hen?
Så tog jeg mig sammen, vågnede af mit eksistentialistiske koma og brægede:
“Øh, bøh, sygehuset.” Som var det nærmeste jeg kunne kalde en base.

Da jeg blev sat af på det lille sygehus, lovede jeg jordemoderkaffe og kage, da det søde par – som ikke ville have nogle penge for taxaen – satte mig af.
Manden pegede ud gennem ruden.
“Dem, der går dér, må være dine nye kolleger. Det var dem, portørerne hentede”
Og så kørte taxaen sin vej, og jeg blev atter alene.

Jeg oksede hen til de to kvinder, der var på vej ned til sygehuset.
“Hej!” Prustede jeg.
“Er I også nye?”
Det var de, og sammen gik vi ind på vores nye og ukendte territorium; Ilulissat Sygehus.

De to andre var sygeplejersker og havde fået nøgler til deres bo, men ville gerne vide, hvad tid de skulle møde næste dag.
Jeg skyndte mig, at klistre til dem og snart efter kom én af lægerne, som var meget åbenhjertelig og hilste os velkommen.

“Hvem af jer var jordemoder?” Spurgte han.
“Mig” sagde jeg og skød en finger i vejret som en skolepige.
“Godt. Ja, du bliver altså kastet lige ud i det. Vores anden jordemoder skal på kursus, så fra i overmorgen er du alene seks dage frem.”
“Okay.” Var det eneste, jeg kunne komme på at sige.
“Men vi skal jo nok hjælpe dig, hvis du har brug for det.”
“Okay.”

…

Alene.
Eneste jordmoder i Ilulissat.
I seks dage?
Fra om to dage?
Efter to dages intro?
Dén skulle jeg lige fordøje.
Det lød lidt overvældende.

Tag det roligt, tilskyndede jeg mig selv.
Det er jo slet ikke sikkert, at der kommer en fødsel, mens du er alene.
Formentlig kommer der slet ikke nogen fødsel, for lægen sagde, at ingen har termin før 11. november.
Nej, formentlig kommer der slet ikke nogen fødsel…

—

Og hvis du nu sidder og tænker “men dét gjorde der” har du helt ret!

Men mere om dét en anden dag

—

Hvis du vil følge mere af hverdagens gråtoner, så hop over på INSTAGRAM eller SNAPCHAT. Er du bange for at gå glip af et indlæg, så følg med på FACEBOOK og/eller BLOGLOVIN.

Tirsdag morgen påbegyndte jeg mit professionelle og personlige eventyr, nemlig at tage til Ilulissat i Grønland for at arbejde frem til midtfebruar.

Jeg indrømmer blankt, at det ikke var nemt, at tage afsked. Havde ellers været bemærkelsesværdigt rolig helt frem til tirsdag morgen, men ak! så gik den heller ikke længere.
Fra jeg skulle sige farvel til min mor og helt frem til, at min far, søster og niece krammede mig farvel i lufthavnen, følte jeg mig som en tårer-gejser! Fra ét øjeblik til det næste – og helt uden jeg kunne mærke optræk – nærmest spruttede tårerne ud af mig! I en rasende fart pilede de ned over kinder og hage indtil, jeg hikstende måtte sige i lufthavnen at “Nu løber jeg altså,” og det gjorde jeg så. Løb, opad trappen og ind i den velkendte security-kø.
Jeg følte mig meget, meget lidt sej.

I gaten følte jeg mig underligt alene og alligevel opstemt. Nu var der ingen, der kendte mig, ingen at læne sig op ad eller gemme sig bag.
Bare mig.
Og min latterligt store oppakning.
Jeg kiggede både glad og træt ned på den. Det havde fandme taget tre forsøg at lukke kufferten og det var kun lykkedes, fordi en stor del af det oprindelige indhold nu var min håndbagage. Jeg havde egentlig tænkt mig, at proviantere alkohol i tax-free-shoppen, men måtte erkende, at jeg føkme ikke orkede at slæbe på så meget som en læbestift mere!

Jeg havde fået den allersidste vinduesplads på flyet.
Da jeg ved take-off blev presset tilbage i sædet, og Danmark begyndte at forsvinde under mig, kiggede jeg ud af vinduet og var ved at græde igen. Af vemod og spænding. Begge dele på den gode måde.
“Farvel, Danmark. Vi ses til næste år”

Flyveturen til Kangerlussuaq var umådeligt kedelig. Min sidemand havde taget armlænet og var faldet i søvn øjeblikkeligt. Selv sad jeg og fumlede med fjernbetjeningen til skærmen i sædet. Det gik ikke sådan skidegodt. Skærmen skrattede og flimrede, og da jeg ville sætte fjernbetjeningen tilbage i holderen, kunne den af mærkværdige årsager ikke være der. Jeg asede og masede og begyndte ligefrem at voldsvede, men lige lidt hjalp det.
Til sidst lod jeg den hænge skamfuldt fra sin ledning ned bag mit sæde.
Jeg følte, at der stod Eventyrer-Wannabe skrevet med fed tusch i min pande.

Da vi endelig nærmede os indflyvningen til Kangerlussuaq, sad jeg som klistret til vinduet. Mindedes dengang jeg var barn og var på vej på ferie. Iveren efter at se land, at se os nærme os målet – at se ét eller andet.
Skydækket syntes nærmest uendeligt, men  – så! Så var vi igennem, og jeg stirrede stum af betagelse på eventyrlandet, der udfoldede sig under mig:
Så langt øjet rakte kunne jeg se snehvide bjerge mønstret med grålige furer. Ganske enkelt ubrudt og rå natur så langt øjet rakte. Jeg havde det som om jeg var på vej til Narnia eller skulle sættes af i en julekalender.
Smukt var virkelig kun et fattigt ord og jeg brugte mine tre timers mellemlanding på at kigge ud på det hele – hver gang lige forbløffet over, at jeg stadig sad hér mellem de hvide bjerge.

Det næste fly var et lille Dash-8 med plads til 37 passagerer. Endnu engang følte jeg mig ufatteligt lidt fit til Grønland, da jeg måtte bruge snilde, sved og til sidst gedigen vold på at få min monsterstore håndbagage til at komme ind under sædet foran.
Jeg følte, at det lyste langt væk, at jeg var en Grønlandsnybegynder – at jeg ikke hørte til her, og da det lille papirsfly gik i luften og følte jeg mig endnu mindre sej. FØK, det føltes jo som om vi var fuldkommen i vindens lod, som efter humør skubbede flyet først hurtigt op og ligeså ned.
Jeg skævede til min nye sidemand.
Han sov fandme også.
Personligt havde jeg det som om, nogen havde fyret et intravenøst koffeindrop i mig.

Heldigvis varede flyvningen kun 45 minutter, men i mellemtiden var solen gået ned, så indflyvningen over Diskobugten og ind til Ilulissat, fik jeg ikke meget ud af.
I lufthavnen kom trætheden pludselig væltende.
Jeg var fremme.
Herude i ingenting, ville jeg nu være hjemme de næste 4 måneder.
Det var stort.
Det var overvældende.

Portørerne skulle hente mig i ankomsthallen, så da jeg kom ud med den kolossale oppakning, gloede jeg straks efter én, der kunne se hospitalsagtig ud.
Heldigvis kom en mand i skriggul og -grøn dragt henimod mig og så var min lykke gjort.
Troede jeg.
For da jeg slog mit allerbredeste, kække smil op og brød ud i et varmt “HEJ!”, gik han lige forbi mig. Tilsyneladende for at hente en der var ægte syg, og ikke bare den forvirrede, nye jordemoder.
Snart efter var ankomsthallen tom.
Altså, foruden mig.
En ansat fra et nærliggende hotel kiggede på mig, og spurgte, hvor jeg skulle hen. Da jeg fortalte, at jeg var jordemoder – skyndte hun sig at fopklare:

“Portørerne er udenfor!”
Og forsvandt ud i sin fyldte minibus.

Mine anspændte skuldre faldt ned på plads igen.
Tænk, hvis de ikke var kommet og for at hente mig – puha, havde ikke lyst til at tænke tanken til ende.
Vidste jo for filan ikke engang, hvor jeg skulle bo!

så hurtigt jeg kunne, skyndte jeg mig ud med mine trestusind stykker oppakning.
… Kun for at se røven af en ambulance, der i høj hast forlod lufthavnen.
Forlod mig.
Parkeringspladsen var helt tom for biler og lå øde hen.

Og så var dyre råd rådne.
Som man siger.

 

… FORTSÆTTES …

Læs mere om Grønland, gråtoner og bliv grønne af misundelse på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT
Navnet er selvfølgelig
Sortpahvidt